En død odder

Tidligt søndag morgen fandt vi denne døde odder på Gjøl-dæmningen. Sandsynligvis ramt af en bil i løbet af natten.
Det er trist, når noget sådant sker. Og specielt for os, for vi synes ligesom, at vi er lidt i familie med odderne, efter at vi boede klos op ad en odderfamilie i de to år, vi boede i Straumsbukta. Se her og her.
Desværre kan den slags konflikter mellem mennesker og dyr ikke undgås i et tæt befolket land som Danmark - for vi vil naturligvis ikke undvære muligheden for at køre over Gjøl-dæmningen, som skærer 20 km af køreturen mellem Øland og Aalborg. Men jeg vil nu også påstå, at hvis man kører forsigtigt over dæmningen, så er det altså muligt at undgå at ramme dyrene og fuglene, som færdes der trygt og hjemmevant - især om natten. Somme tider har jeg endog ærgret mig lidt over, at jeg ikke kørte lidt hurtigere, når en mink har krydset min vej. For mink hører hjemme på minkfarme - og ikke i et fuglereservat.
Noget helt andet er så, at jeg godt kunne tænke mig lidt begrænsninger på trafikken over dæmningen. Hver weekend får vi den ølandske fred forstyrret af motorcykelklubber og cykelentusiaster, der forståeligt nok gerne vil have vores idyl med i weekendturen. Specielt motorcyklerne er irriterende. Efter at det er blevet moderne at køre Harley Davidson, er lydniveauet på disse steget helt enormt. Og i grunden er det da patetisk, at midaldrende velhavere nu er begyndt at køre på motorcykel - som om det skulle give dem deres virilitet tilbage.
Men forresten så har odderen det helt godt i Danmark. Antallet af trafikdræbte oddere har i mange år ligget temmelig stabilt, men hvor man før fandt de dræbte oddere på de samme steder, er der nu meget større spredning - og det afspejler, at odderen de seneste 30 år har spredt sig fra Nordvestjylland til nu det meste af Jylland.
Det skyldes ikke mindst, at man ved mange broer har etableret odderpassager. Af en eller anden grund kan odderne ikke lide at svømme under broer, men ved at etablere et "fortov" under broen har man fået odderne til at blive væk fra vejene.
I et område som vores har det sikkert også haft stor betydning, at det nu er blevet lovpålagt, at der skal være odderspærrer i åleruser. Tidligere druknede en del oddere i ruserne, fordi de ligesom ålene ikke kan finde ud, når først de er kommet ind i rusen.
Forresten er det ikke tilladt at tage en trafikdræbt odder med hjem for at udstoppe den. Den skal pænt afleveres til myndighederne. Som et fredet dyr betragtes den nemlig som Danekræ, som min gamle ven Jan Skriver fortæller på Netnatur.dk. Og så er en levende odder forresten meget mere spændende end en død. Derfor tillader jeg mig at gentage det pletskud af en spisende odder, som jeg tog sidste år i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Mig og Søren Ryge...

Nu er det jo ikke meningen, at denne blog skal udvikle sig til en virtuel pendant til Søren Ryges TV-programmer, men jeg kan altså ikke lade være med at fortælle, hvad der skete i haven i weekenden - altså ud over at vi plukkede og saftede en masse mirabeller og kirsebær.
Der er nemlig også godt gang i drivhuset netop nu. Tomaterne er ved at være modne - og det i helt andet antal end vi er vant til fra vindueskarmene i Nuuk og Straumsbukta. Det var egentlig planen, at det skulle have været rigtige store tomater, men jeg må have set forkert på skiltet, da jeg købte planterne. Efter størrelsen at dømme er det i hvert fald cherry-tomater. De er også dejligt søde i smagen, så den fejl kan vi nu godt leve med.
I forsommeren var jeg så uheldig, at den ene af de to agurkeplanter døde. Men det gør nu heller ikke så meget, for den, som overlevede, giver godt. Der er faktisk en agurk hver dag i øjeblikket - og Dina har travlt med at lave agurkesalat. Hjemmeavlede agurker - og det er lige meget om de er fra vindueskarmen eller drivhuset - har altid været lidt af et hit hjemme hos os. Jeg har lidt svært ved at forstå hvorfor, men de smager altså bare bedre, når man selv har avlet dem. Sjovt nok har mine agurker altid været ret gode til at rette ind efter EU-standarden. Hverken dem fra vindueskarmene i Grønland og Norge eller dem fra drivhuset i Østerby er særligt krumme. Det er sikkert et sundhedstegn, men egentlig kunne jeg godt have tænkt mig lidt civil ulydighed på agurkefronten.
I weekenden blev der også tid til at tage aflæggere fra vores enlige jordbærrække. Så nu er drømmen om de mægtige strawberry-fields ved at tage form. Det skulle angiveligt være sådan, at jo tidligere aflæggerne bliver plantet, jo mere vil de give i udbytte det første år - så jeg er ganske forhåbningsfuld, hvad angår jordbærhøsten til næste år. Desuden er jeg blevet lovet nogle flere planter senere på høsten, så jeg må nok til at have gang i spaden og se at få udvidet jordbærbeddet.
Der blev også tid til at få sat et hegn op henne ved stokroserne - det arbejde, som jeg ikke nåede forrige weekend. Far kom forbi med et pælebor og bevæbnet med en skruemaskine var det en smal sag at få ordnet. Jeg blev også færdig med at luge hjørnet dernede og hældt bark på, så nu er der i hvert fald et lille hjørne af haven, som vi har fuldstændig styr på - forhåbentlig.

Ha' det
Jesper

En søndag på Tisnes

Selv om Tromsø ligger 700 km nord for polarcirklen, er vi i grænselandet mellem arktisk og tempereret klima. Der er enkelte planter, som er typisk arktiske, men vi er alligevel under trægrænsen og de fleste planter er de samme, som vi f.eks. kender fra Danmark.
Da jeg kørte hjem fra Straumsbukta søndag eftermiddag, slog jeg et slag forbi Tisnes - en lille halvø mellem Tromsø og Straumsbukta, hvor jeg fangede disse sommerstemninger.
Som man ser, er det jo en typisk dansk sommerdag med vild kørvel og engblomme som nogle af de dominerende planter. Vi er langt fra tundra og Finnmarkens birkekrat.
Men tag så lige et kig på det nederste billede. For midt i det hele er et stort hvidt område. Det er kæruld - og det er i hvert fald en arktisk karakterplante - om nogen. En af de store folkeskoler i Nuuks centrum hedder Ukaliussaq-skolen (USK i daglig tale). Det betyder kæruld og afspejler det faktum, at i sommerperioden er kærulden en af de mest dominerende plantearter i Nuuk-området.
Vi er ikke i Arktis, men det er sørme tæt på!

Ha' det
Jesper

Gensyn med Straumsbukta

Søndagen gik blandt andet med en tur til Straumsbukta for at hente noget post - og så selvfølgelig for at se, hvordan det går med Leif-Inges husbyggeri.
Byggeriet er endnu ikke gået i gang, men nu er huset i hvert fald væk. Lidt underligt at se, ærlig talt. Det var det lokale brandvæsen, som fik fornøjelsen af at brænde huset af - og det gjorde de med kirurgisk præcision, så udhuset til Leif-Inges store lettelse ikke røg med.
Det havde angiveligt været en rigtig Straumsbukta-begivenhed, hvor den lokale befolkning havde bænket sig med kaffe og kage, mens de betragtede bålet. Og for de lokale frivillige røgdykkere havde det været en sjælden, men kærkommen lejlighed til at træne håndværket. De havde først fortrukket fra loftet, da temperaturen røg over 400 grader. Jeg gætter på, at de ikke spiste flæskesteg den aften!
Brandvæsenet havde gjort et godt stykke arbejde, den dag. Leif-Inge kunne fortælle, at der stort set kun var aske tilbage, da det hele var overstået. Oprydningen på tomten var overstået på en dag, da en frisk vestenvind havde sørget for et ordentlig glødebål til sidst. Det ser vi tydeligt her på billedet af nedgangen til vaskekælderen. Og bemærk så lige det flotte stenbed,som jeg anlagde for halvandet år siden i mit ansigts sved. Nu er det garanteret ryddet for hønsetarm!
Varmen var i øvrigt lidt hård ved de to syrener, som flankerede huset - så mon ikke de falder for motorsaven i løbet af sommeren.
Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne. Det bliver helt sikkert et dejligt sted at bo - det kan Dina og jeg i hvert fald skrive under på.

Ha' det
Jesper

Trafikdøden

Det er så synd for Dina. Hun vil så gerne se en elg i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes - også selv om den seneste optælling viser, at der skulle være 28 elge i skoven oven for vejen.
Nå ja, nu er der altså kun 27 tilbage - for i morges, da jeg kørte på arbejde, lå denne døde elg i vejkanten kun 800 meter fra vores hus. Åbenbart ramt af en bil i løbet af natten og i øvrigt pænt afmærket med en advarselstrekant.
På vej ind mod byen ringede jeg og vækkede Dina, så hun havde chancen for at se en død elg - når nu de levende ikke vil vise sig.
Hun stod da også op og gik ned ad vejen. Men da var det allerede for sent. Elgen var væk - så hun har stadig til gode at se en elg her i Straumsbukta.
Jeg har vel efterhånden set dem en halv snes gange - elgene. Men jeg må indrømme, at specielt om aftenen er jeg meget bange for at møde en elg på vejen. Og den døde elg her til morgen er en påmindelse om, at den frygt bestemt ikke er ubegrundet. Uden i øvrigt at være ekspert vil jeg vurdere denne afsjælede elg til at være en mindre en af slagsen, så det er bestemt ikke noget at spøge med.
Forresten fik vi elggryde i går aftes. Det er en af mine livretter - og i øvrigt en god anledning til at smage på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Billedet er taget ved otte-tiden, og som man kan se, har vi haft det mest vidunderlige vejr i dag. Høj klar himmel, masser af skarp forårssol og temperatur lige omkring frysepunktet. På en sådan dag bør man være udendørs - og ikke sidde på et lummert kontor. Jeg håber alvorligt, at det gode vejr vil holde sig til weekenden med. Efter de seneste vejrvarsler at dømme skulle chancerne være gode.

Ha' det
Jesper

Det lille hus på landet

Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i Østerby på Øland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix

En kold lørdag morgen

Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.

Ha' det
Jesper

P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.

Soldag i Straumsbukta

Så er solen endelig kommet til Straumsbukta. Egentlig var det allerede soldag fredag, men da var det overskyet - og så er det jo bekendt svært at se solen.
Men vi fejrede nu alligevel solens komme i fredagsbaren med et par såkaldte solboller, der ikke er andet end berlinerboller, som giver sig ud for at være noget særligt, bare fordi de er født i Nordnorge.
Lørdag var det klart vejr fra morgenstunden. Det var også koldt - ca. 9 graders frost, hvilket er ganske meget i omegnen af Tromsø, hvor kulderekorden er på sølle cirka 18 graders frost.
Ved halvtolvtiden kom den længe ventede sol så op over fjeldene på sydsiden af Straumsfjorden. Det blev nu kun en ganske kort gæsteoptræden. Allerede lidt over 12 gled livets store lysskive om bag Bentjordstinden, og så var det hele såmænd forbi igen. Men nu er den der, og hver dag vil byde på mere og mere sol - hvis ellers skyerne tillader det.
En anden ting, som er typisk for årstiden, er de kæmpemæssige flokke af edderfugle, som samles ude på fjorden. Hører man godt efter i al den nordnorske stilhed, så kan man høre, at det går livligt til derude på fjorden, hvor edderfuglene har deres årlige generalforsamling. Det lyder som en blanding af en andegård, hønsegård og et dueslag - hvis du ellers kan forestille sig det.
Edderfuglene hygger sig med at dykke efter muslinger, søstjerner, snegle og andet godt fra havets bund. Det foregår under meget plasken, og det ser ud til, at de ikke får spist alt, hvad de hiver op. Ofte ligger der en flok måger over flokken og venter på, at der også skal falde en godbid af til dem.
Nyd solen - det går den rigtige vej, igen!

Ha' det
Jesper

Tycho Brahes lørdag

Lørdagen startede egentlig meget godt, men det endte med at blive lidt af en Tycho Brahes dag alligevel.
Om formiddagen var der sol i Straumsbukta og silkehaler i træerne - herom senere - men jeg havde besluttet at tage et smut til Farsø med en mors dags-hilsen, inden jeg i det meste af ugen alligevel skal til møde i København.
Turen fra Tromsø kl. 14 gik da også helt efter bogen. Jeg kom til Oslo kl. 16 og skulle videre 18.05 til København. Jeg slentrede lidt rundt i Gardermoen, købte lidt toldfrit og fik noget at spise og boardede så flyet til Kastrup et kvarters tid før afgang.
Her begyndte det så ligesom at gå galt. Vi fik at vide, at afgangen var udsat en halv times tid på grund af voldsom sne, men at SAS ville byde på en kop kaffe i ventetiden. Der var lidt småkoldt, og jeg fik fat i et tæppe og hyggede mig sådan set lidt. Jeg sad og legede lidt med min ny mobiltelefon, som jeg fik for et par måneder siden, men ikke rigtig har sat mig ind i. Alle billederne her er taget med mobilen, og det er jo ikke ligefrem den samme skarphed, som mit Canon EOS 40D producerer, men det får nu være.
På det øverste billede ser man situationen i flyet, mens alt åndede fred og ro, og der kun var udsigt til en halv times forsinkelse. Det næste er sådan et typisk taget-med-telefon-selvportræt af denne blogs forfatter tålmodigt ventende i en Boeing 737-800.
Det skal med, at kaptajnen ærligt informerede om, at han ikke havde de store forventninger til, at vi overhovedet ville komme nogen steder, men det var alligevel en skuffelse, da vi efter en times venten blev bedt om at forlade flyet.
De af os, der havde guldkort - og det var ikke mange, som det ses på næste billede, fortrak til Scandinavian loungen. Nu kunne vi lige så godt få en fest ud af det. Ventetiden bliver jo som bekendt ikke kortere af, at man sidder og hænger med skuffen.
Nogle glas hvidvin og et antal sjusser senere, var vejret ikke blevet bedre. Det var derimod stemningen. Som det ses, er jeg kommet dertil, hvor et billede af en gin og tonic er noget af det mest interessante, der findes. Nu - klokken 22 lukkede lufthavnen imidlertid totalt, og vi blev derfor booket om til fly om søndagen.
Hotelrekvisitionerne skulle man hente i afgangshallen, og her rådede kaos. Det var ganske mange fly, der var aflyst. Heldigvis hjalp guldkortet mig igennem køerne relativt hurtigt, og ved 23-tiden gik den derfor med bus ind til Oslo centrum. Busser er efter min mening rædselsfulde, men både tog og taxa var holdt op med at køre på dette tidspunkt, så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble.
Først ved halvto-tiden kunne jeg krybe til køjs i et i øvrigt nydeligt hotelværelse på det 35 etager høje Plaza - godt udbombet og lidt forbløffet over, at man skulle opleve den slags i Norge. Flyaflysninger har jeg da været udsat for masser af gange, mens jeg boede i Grønland, men i Oslo. Selv for de mest nationalt sindede nordmænd er det lidt en gåde, at sne kan komme bag på ledelsen af Norges største lufthavn. Der var også røster fremme om, at det i virkeligheden var fagforeningerne og ikke sneen, der var problemet.
Som jeg skrev forleden, synes nordmænd, at det er utroligt sjovt, når trafikken i London og Paris bryder sammen på grund af lidt sne. Men måske skulle de tænke på, at de selv bor i et glashus, inden de kaster den første snebold!
Disse linjer skrives søndag eftermiddag, hvor jeg nu er ankommet til København. Den toldfri mors dags-gave måtte jeg pænt levere tilbage i går aftes efter krav fra toldvæsenet, og jeg må derfor nøjes med at sende en hilsen til mor herigennem.

Ha' det
Jesper

P.s. Er du forvirret omkring mors dag, så er det altså den norske mors dag, vi snakker om!

Solens genkomst

Hvis nu Tromsø lå på en position ude i havet, og hvis nu det havde været klart vejr i området, så ville man i dag for første gang i år have kunnet se solen mellem kl. 11.28 og 12.19.
Men nu ligger byen altså inde midt mellem fjeldene, og så har det i øvrigt været snestorm i dag, så det er ligesom et dødfødt projekt.
Solens genkomst i Tromsø bliver officielt markeret den 21. januar, for først da kommer solen så højt på himlen, at den kommer over fjeldene. Og så er det endda kun i Tromsø. I Straumbukta må vi vente yderlige et par uger, selv om vi faktisk ligger længere mod syd. Vores fjelde er nemlig højere.
Da jeg ikke har kunnet illustrere artiklen med årets første sol, har jeg til gengæld valgt at illustrere den med to turister, der stråler som en sol, da de gik i land på St. Thomas for godt en uge siden.

Ha' det
Jesper

Hjemme igen

Efter en herlig lang, skøn og synes vi da selv velfortjent vinterferie i Caribien er vi nu tilbage i Straumsbukta.
Vi er rigtig godt bombede og jetlaggede - 30 timers rejse fra New York sætter unægtelig sine spor.
Alt er tilsyneladende ved det gamle i Straumsbukta. Huset står endnu, det er lidt koldt, cirka fem graders frost, og så er det selvfølgelig mørkt.
Men vi var såmænd ikke mere en lige kommet i gang med at pakke ud, da velkomstkomiteen arriverede. Det var Dina, der så den først. Ude på græsplænen gik der et rensdyr rundt og rodede efter føde i sneen. Nu er vi ikke så vilde efter rensdyr i haven, og jeg forsøgte da også at skræmme den væk. Men som det ses på billedet er dyret nærmest trekvart bedøvende ligeglad med min højheds nærvær. Et Tarzan-hyl fik det dog til at fortrække til kartoffel-bedet.
Jeg hører allerede naboerne fortvivlet diskutere, at nu er danskerne igen kommet hjem - efter hylene at dømme!

Ha' det
Jesper

Torden og hagl

Efter et par stille dage med god mad så er anden juledag dagen, hvor det er på sin plads igen at begynde at røre sig.
I Straumsbukta var dagens projekt at flytte to paller brænde ind i garagen. Det er lidt ligesom andespil i gamle dage - ryst posen! Vi har brændet stående udenfor på paller omviklet med plaskik, så det ikke bliver alt for vådt. Omvendt betyder plastikken også, at brændet ikke kan komme af med den allersidste væde. Derfor skal det helst stables om et par uger inden brug. I dag stablede vi så to paller brænde op i garagen, så det er klar, når vi kommer tilbage fra vinterferie om en tre ugers tid.
Det var dejligt at komme ud og røre sig lidt. Vejret har egentlig været dejligt, men noget specielt. Efter juleaftens frost og sne, slog det juledag om i otte graders varme, blæst og regn. Vi mærker virkelig, at vi bor tæt ved Golfstrømmen. I dag var der seks grader, og sandelig om ikke oplevede noget så sjældent som tordenvejr. Lynet slog - så vidt jeg kunne se - ned ovre ved Buktelia et par kilometer herfra. Lyset blinkede et par gange, men strømmen gik heldigvis ikke.
Efter tordenen kom der et voldsomt haglvejr, som gjorde, at jorden for et par minutters tid var næsten hvid. Det var imidlertid hurtigt overstået. Men vi nåede da at få en kop tordenkaffe og en Haakon, mens det stod på. Tordenvejr er virkelig en begivenhed her i Straumsbukta.
Ellers er vi så småt begyndt at pakke. I morgen går turen til Danmark og Farsø, inden vi tirsdag drager til USA og Caribien på årets vinterferie.

Ha' det
Jesper

Vintersolhverv

Søndag kl. 13.04 var det vintersolhverv. Det vil sige, at dagen i dag er årets korteste dag - og det vil sige, at fra nu af går vi igen mod lysere tider.
Mange af mine bekendte synes jo, at det er temmelig eksotisk at bo heroppe, hvor polarnatten mere eller mindre dominerer i vinterhalvåret. Det kan såmænd også være slemt, når det er koldt og blæsende, men værre er det altså heller ikke. Jeg tog kameraet med ud i dag ved middagstid for at fange lidt solhvervsstemning i omegnen, så man selv kan se, hvordan det tager sig ud, når det er allerværst.
Men lige en lille advarsel. Fotos taget under disse omstændigheder har en tendens til blåstik. Derfor er alle billederne behandlet - eller manipuleret om man vil - i PhotoShop. Jeg har forsøgt efter bedste evne at gengive lyset, sådan som jeg opfatter det - men jeg vil ikke udelukke, at andre vil mene, at det enten er lysere eller mørkere. Valget er udelukkende mit eget.
Billedet herover er taget fra Eide og viser udsigten mod Kaldfjord. En ordentlig snebyge er under opsejling til venstre over et sted, som hedder Ersfjord.
Her ser vi så Eide fra Håkøy. Bugten hedder Eidskjosen og det betyder såmænd Eide-bugten. Stedet ligger næsten altid i læ, og skal man have billeder af lys, der spejler sig i blankt vand, går man aldrig forkert her.
Billedet her er taget samme sted, som det øverste. Det er vejen til Ersfjord. Teknisk set er det interessant, at sneen på vejen og fjeldet giver billedet en betydelig bedre belysning end det øverste.
Her er vi på vejen mellem Straumsbukta og Eide ved noget, som hedder Asphaug. Det er et kort stykke vej, hvor der ikke er 60 km hastighedsgrænse, men når man står i vejsiden med kameraet, kan det nok være, at de håndsky norske bilister kan få foden på bremsen alligevel. Her i landet foregår mange af kontrollerne nemlig på enmandsbasis. Den nidkære fartvogter tager simpelthen et billede med en speciel radar, og så får man en hilsen et par uger senere fra ordensmagten. Unægtelig en ubehagelig praksis, som jeg ikke håber vil brede sig til Danmark. Jeg mener, skal man have en bøde, så bør man altså også få den forelagt umiddelbart - og ikke som et brev lang tid efter.
Da jeg kørte hjemefter, kom snevejret endelig - i store mængder endda. Alle fotografer ved, at man ikke kan fotografere med blitz i snevejr, men det glemte jeg lige i skyndingen, da hele Elins familie kom forbi i det samme, som vi kom hjem. Det er jo sidste søndag i advent, og de havde fulgt en gammel tradition med at gå til skovs for at hente juletræet. Det burde vi vel også gøre, nu træerne er lige ved hånden, men mon ikke Dinas og min jul bliver lige så god uden et træ. Jeg mener, at vi plejer jo alligevel ikke at have et juletræ, så hvorfor nu lige det i år? Nå, jeg kan høre, at det lige kræver lidt mere diskussion, inden det emne er uddebatteret!

Ha' det
Jesper

Aurora Borealis

Søndag aften oplevede vi et sandt festfyrværkeri af nordlys. Det var egentlig ikke fordi, det var særligt voldsomt, men mere fordi det stod på i timevis.
Nordlys eller aurora borealis, som det hedder med et fint ord, er elektromagnetiske udladninger fra solplet-aktivitet, som skaber flueriserende lys i forbindelse med luftarter i cirka 100 km højde over jorden. Nordlys er som navnet siger især synlige over nordlige himmelstrøg, men lysene følger jordens magnetfelt og til ethvert nordlys findes der et tilsvarende sydlys i nærheden af Antarktis.
Nordlys er et fascinerende skue - og det kan simpelthen ikke gengives retfærdigt på billeder. På den måde er det vores lille hemmelighed, som ikke kan deles med andre. Alle, der har boet på disse kanter, kan ved højtidelige lejligheder fælde en lille tåre, når man udveksler nordlys-minder. For smukt er det - og hvad der er ligeså fascinerende - det er fuldstændigt lydløst og føjer sig således smukt ind i stilheden i den store og øde del af jordkloden, som vi holder af.
Inden jeg flyder helt over med polarromantik, skal det med, at nordlys bedst ses, hvis der ikke er andet lys i nærheden - og det er altså et problem her i Nordnorge. Aktuelt har vi Straumsbukta gadelyset og på sydhimlen er der genskæret fra storbyen Tromsø. Billederne her er taget oppe fra skoven og på vejen mod Sommerøy ved Buktelia. Og som det ses, er det svært at undgå lys fra alle mulige kilder, selv om polarmørket er ved at sænke sig over egnen.
Det problem var ikke så udtalt i Grønland, og min største og smukkeste nordlys-erindring er en tur en nat fra Kapisillit til Nuuk, hvor der samtidig var morild i vandet. Vi sad fast i isen flere gange, og det var vist temmelig alvorligt, men alligevel var det en stor, stor oplevelse.
Og med disse ord vil jeg ønske alle en god, ny arbejdsuge.

Ha' det
Jesper

Overblik

Billedet er klikbart!















Fredag var det flot flyvevejr over Nordnorge. Cirka seks graders frost ved jorden, vind under tre meter nordlig og let turbulens over fjeldene.
Sådan en dag er det lige til at få et rigtigt overblik over egnen.
Under indflyvningen til TOS tog jeg dette billede mod øst, hvor vi tydelig ser Straumsbukten og Rya, der ligger som en prop midt i Straumsfjorden og skaber de helt specielle strømforhold, som det lokale fiskeri jo nyder så godt af.
Øverst til venstre i billedet har vi Tromsø, og det er tydeligt, at byen, som navnet siger, ligger på en ø. I luftlinje er der vel en 15 km mellem Tromsø og Straumsbukta, men da vejen følger kystlinjen kan man ud fra billedet se, at det bliver en lidt længere tur - cirka 35 km.
Jeg elsker at flyve - og når vejret er så godt, som det var fredag, kan de fleste vel også forstå hvorfor. Men det var lidt af en omvæltning at vende hjem til frost og sne. Desværre blev det også kun en stakket frist. I dag lørdag er det fem graders varme. vestlig vind cirka 10 meter og overskyet. Det meste af sneen er smeltet i løbet af dagen, og vejene er sådan set et værre søle, så nu kender vi området igen. Solen stod i dag op kl. 8.12 og gik ned igen 14.41, så nu lakker det mod enden!

Ha' det
Jesper

Et væld af blomster

Inden jeg tog til Oslo mandag morgen, blev jeg enig med Dina om, at det nu nok var ved at være tiden, hvor vi ikke får mere ud af blomsterne i haven.
Derfor kunne hun sådan set ligeså godt tage dem ind. Så det var noget af et imponerende blomsterflor, der mødte mig, da jeg kom hjem onsdag aften.
Blomsterne herover er en slags valmue, men de blev sået lidt sent og begyndte først at blomstre for et par dage siden, men jeg skal da love for, at de tager revanche, nu de er kommet indendøre.
Vores latyrus er blevet rigtig store og har mange knopper, så der stod faktisk laturus over det meste af huset. Her står de sammen med de stokroser, som jeg reddede, da nattefrosten blev hård, mens Dina var i Karasjok.
Og her - midt på sofabordet - har Dina skabt noget, der vel må betegnes som verdens største latyrus-buket. Der går sikkert et par dage, inden den springer ordentlig ud.
Og med disse blomster går vi så i vinterhi - i hvert fald for et par dage, ind til jeg kommer på arbejde igen eller vi får internettet tilbage i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Tillykke

Min mor havde fødselsdag i dag. Det fejrede vi selvfølgelig med at hejse flaget og sammen med alle fuglene tidligt onsdag morgen udbragte jeg et hip hip hurra i dagens anledning.
Bortset fra at jeg altid bruger flaget ved passende lejligheder, så er det jo heller ikke ligefrem første gang, Dannebrog vajer over Straumsbukta. Fra 1387 og frem til 1814 var Norge en del af det danske kongerige - noget som temmelig uvenligt kaldes for 400-årsnatten heroppe. Efter Kielerfreden i 1814, hvor Frederik den 6 havde holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene, blev Norge afstået til Sverige.
Forståeligt nok var nordmændene ikke særligt tilfredse med at blive svenskere, og den 17. maj 1814 blev Norge udråbt som et selvstændigt rige med Eidsvoll-forfatningen. Det er forklaringen på, at den 17. maj den dag i dag er en stor festdag i Norge, og det er også forklaringen på det sælsomme fænomen, at den norske grundlov er affattet på dansk.
Imidlertid insisterede den svenske kronprins Karl Johan på at være norsk konge. De venlige nordmænd lod ham få sin vilje, og det var først i 1905, at Norge fik sin egen kongefamilie, da den danske prins Carl blev udråbt som Kong Haakon VII. Der har vi så forklaringen på, at hovedstrøget i Oslo hedder det samme som en svamp, nemlig Karl Johan. Samme svamp hedder i øvrigt steinsopp på norsk.
Nok om historien. Ser man godt efter på billedet, ser man, at der er lidt rimfrost i græsset og i særdeleshed på bilruderne. Så nu er vinteren alvorligt på vej, men det er nu først tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober, så jeg må nok til at belave mig på at køre lidt tidligere hjemmefra de kommende morgener.

Ha' det
Jesper

On the road

Tag med på en rigtig roadmovie.
Forleden tog jeg det lille kamera i hånden, mens jeg kørte på arbejde i en dejlig våd efterårsmorgen, hvor Norge stråler i rødt og brunt. Billederne er godtnok noget dogmeagtige - taget gennem frontruden, håndholdte, uskarpe og skæmmet af reflekserne fra parkeringstilladelsen, men de giver alligevel et fint indtryk af den cirka 35 kilometer lange køretur mellem Straumsbukta og Norsk Polarinstitutt i Tromsø kogt ned til et par minutter - og husk at skrue godt op for lyden. Musikken er nemlig fed - og ikke spor dogmeagtig.
God tur!

Kamikaze

Kamikaze betyder guddommelig vind på japansk og var oprindelig brugt om en kraftig storm, der i 1281 udslettede Kublai Khans flåde og dermed reddede Japan fra de mongolske horders invasion. Sidenhen blev udtrykket brugt under anden verdenskrig om de japanske selvmordsbombere, der styrede deres fly mod de allierede krigsskibe.
Den vind, vi har i Straumsbukta i dag, er alt andet end guddommelig - den er bare pisseirriterende. Det er ikke fordi, det normalt blæser særlig meget her - men den første efterårsstorm går vi selvfølgelig ikke fri af. Den river og slider i alt. Vi har måttet tage altankasserne ned, fordi de var ved at falde ned, og jeg har været ude og binde stokroserne og ærteblomsterne op. Og det allerværste er næsten, at nu begynder bladene at falde af træerne.
Det har været ret voldsomt. Blandt andet er det gået ud over nogle hindbærplanter, som jeg flyttede i foråret. De er simpelthen knækket ved jordoverfladen.
Til gengæld har vi fået rigtig brænding nede ved stranden - og det er da meget sjovt til en afveksling. Nyd billedet og sammenlign for eksempel med hovedet på bloggen!!!
Det skal også med, at vi rigtig kan nyde de guddommelige toner fra den vindharpe, som vi fik af Anne og Henrik til vores 110 års fødselsdag i maj, så endnu en gang tak for den.
Jeg vil gætte på, at vi her til aften har omkring 20 sekundmeter. Det skulle i følge vejrudsigten flove af i løbet af natten til det, der på norsk hedder en laber brise - cirka 7 sekundmeter

Ha' det
Jesper

Lille sommerfugl...

Det smukke efterårsvejr bliver også nydt af sommerfuglene i Straumsbukta.
I eftermiddags tog jeg dette dejlige billede af en nældens takvinge, der sad og sugede nektar i blomsterne foran huset.
Nældens takvinge er kendt for at at være aktiv næsten hele året - fra det tidligste forår og så frem til nu, og vi har faktisk en del af dem i haven i øjeblikket. Selv om den er ganske almindelig, er den også temmelig fotogen, som det ses.
Weekenden er forbi - god arbejdsuge til alle.

Ha' det
Jesper