torsdag den 31. januar 2019

Efter Hans Hedtoft

En samlers historie

Helene og Svend Junge. Privatfoto
Onsdag var det tres år siden, at KGH-skibet Hans Hedtoft forliste i en brandstorm ud for Sydgrønland efter at have ramt et isbjerg.

Det er der sagt og skrevet en del om de seneste dage. Begivenheden har betydelig lighed med Titanics forlis - og endnu et bevis på, at det synkefri skib er en menneskeskabt myte, der savner bund i virkeligheden. Ulykker er nu en gang en del af al menneskelig aktivitet - og den bedste måde at undgå ulykker på er at sidde stille og håbe på, at himlen ikke falder ned.

Svend Junge ved museets dyreste billede - J.E.C.
 Rasmussens Grønlændere på deres Sommerreise. 
Forliset blev blandt andet markeret af Nuuk Kunstmuseum, der lagde en lille videosnas ud på YouTube, hvor museets stifter, Svend Junge, fortæller om turen til Grønland med det første skib efter Hans Hedtoft i 1959.

Videoen stammer fra et af to TV-programmer om Svend Junge, som jeg producerede i 2007 med titlen "Portræt af en samler". Det er så mange år siden, at jeg havde glemt alt om programmet - indtil jeg onsdag genså de fem minutter, hvor Junge fortæller om, hvordan han i sin tid kom til Grønland.

Programmet var i virkeligheden et temmelig stort scoop - måske det største i mit liv - men det er mange år siden, så det havde jeg altså glemt alt om.

Junge betalte 1,2 millioner kroner på Bruun Rasmussen
for dette billede af J.E.C. Rasmussen - kaldet
Grønlænder-Rasmussen i samlerkredse.
Kort fortalt skete der det, at Svend Junge, som var en fremtrædende og temmelig velhavende erhvervsmand i Grønland, fik konstateret terminal cancer i 2005. Han besluttede sig derfor til at forære sin store kunstsamling, en museumsbygning og et større millionbeløb til Nuup Kommunea, hvor jeg var informationschef.

Det var jo i sig selv en god historie, men jeg blev besat af en ide om at få lavet hele historien om kunstsamlingen og de mange malerier, tupilakker og andet godt, som Junge havde samlet i løbet af et langt liv. Junge selv var noget afvisende over for ideen, men jeg blev ved med at plage - og han indvilgede så i at deltage i et interview, hvor vi gik rundt på museet, mens han fortalte om de enkelte billeder, og hvordan han havde erhvervet dem. Der var dog en betingelse: Interviewet, der foregik sommeren 2006, måtte ikke vises offentligt, mens han levede.

Derfor lå råbåndene i min skrivebordskuffe i et halvt års tid, indtil Svend Junge døde den 21. februar 2007. Så kom båndene frem og blev redigeret sammen til to TV-programmer på hver en halv time under titlen "Portræt af en samler". Programmerne blev vist i Nuuk TV i april 2007, så vidt jeg husker.

Til privat brug lavede jeg en DVD med programmerne. Det viste sig at være heldigt, fordi Nuuk TV på et tidspunkt havde slettet programmerne fra serveren. Jeg kunne derfor hjælpe Nuuk Kunstmuseum med en kopi, da museet for et par år siden besluttede, at programmet skulle kunne ses af museets gæster. Jeg har stadig DVD'en og på et tidspunkt håber jeg at få begge programmerne lagt ud på YouTube. Desværre har jeg ikke DVD-drev på mine pc'ere, så jeg skal lige have fundet ud af det praktiske, men det skal nok komme.

Indtil da kan bloggens læsere se fortællingen om Svend Junges tur til Grønland, der ikke som planlagt kom til at ske med Hans Hedtoft.

onsdag den 30. januar 2019

Urt og busk

Koldt, men...

I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude...

Netop nu har vi det herligste vintervejr. Det er frost, men solen skinner og luner - og der er masser af liv derude.

I nogle måneder har vi set raklerne, som er hanblomsterne på hassel - og nu blomstrer så også hunblomsterne. Der er hundredvis af dem, kun to - tre millimeter store og temmelig undseelige, hvis det ikke var for den flotte, røde farve. Det lover godt for den kommende hasselsæson om cirka ni måneder.

Vintergækker, erantis, hyacint og påskeliljer tager sig ikke af frosten, men vokser videre under sneen, sådan som det nu er deres skæbne.

Fjorden er næsten frosset til, men fortsat er der våger, så det er til at komme på skudhold af troldænderne med deres karakteristiske gule rand om øjnene - og en enkelt blishøne blandede sig da også i det gode selskab.



tirsdag den 29. januar 2019

Kraftidioten

Sort, sort gangsterhumor

Kraftidioten er morbid norsk humor optaget i verdens
smukkeste omgivelser - og som pressebilledet fra Paradox viser
 med referencer til klassikere som Spielbergs Duellen.
Selv om jeg har boet sammenlagt næsten fire år i Norge, har norsk film ikke gjort det store indtryk, når man ser bort fra Bjergkøbing (Flåklypa) Grandprix, der i øvrigt er lavet af en italiener og med musik af danske Fabricius Bjerre, koldkrigsdramaet Orions Bælte, der foregår på Svalbard samt TV-serien Lillyhammer.

Men nu er der kommet en ny film på listen. Det er den stilsikre Kraftidioten fra 2014, som jeg har haft lejlighed til at se tre gange den seneste måneds tid. Filmen er et norsk svar på I Kina spiser de hunde og handler i korte træk om en sneplovfører, der hævner sin søns død ved at rydde godt og grundigt op i den norske underverden. Det er grumt, det er blodigt, og det er hamrende morsomt.

Ligesom Lillyhammer er filmen en stærk satire på et velmenende og androgynt norsk samfund, der kommer til kort, når mænd bliver til mænd - og mænd trækker pistolen.

Det er westernmyten contra velfærdssamfundet, hvor hovedskurken selvfølgelig er veganer, enlig delefar der deltager i mobbekurser på sønnens skole og medlem af Human-etisk samfund - og så en rigtig led narkobagmand.

En af de mest kostelige scener er en diskussion mellem to serbiske gangstere om forholdene i de norske fængsler. Den ene tror simpelthen ikke på, at man ikke bliver voldtaget af personalet - for det gør man da i alle fængsler, synes serberen at mene. Og tænk sig: Der er gratis tandlæge i de norske fængsler...

I en anden scene diskuteres velfærdssamfundet: Det findes kun i kolde lande, for under varmere himmelstrøg går man bare ud og plukker en banan, hvis man er sulten!

Filmen er en blodig western-pastiche, men der er også referencer til blandt andet Spielbergs Duellen og ikke mindst Coppolas Godfather-trilogi.

Undervejs kommer adskillige gangstere blodigt af dage. Det markeres med et sort skilt med navnet på gangsteren, og så et religiøst symbol. De norske gangstere med et almindeligt kors, bortset fra en bøsse, der åbenbart er jøde og derfor forsynet med Davidsstjerne på dødsannoncen. Tilsvarende for de serbiske, der alle markeres med det ortodokse serbiske kors. Endelig, da storskurken dør, kommer der et skilt på med Human-etisk forbunds logo. Det er altså god humor.

Filmen er morsom, stilsikker og bestemt værd at se. Og så er billederne guddommeligt smukke, sådan som der også er i Norge.

mandag den 28. januar 2019

Grisekinder

Håndbold på tossen

Da jeg betragter håndbold som verdens mest kedelige sport, kom jeg i konflikt med min ellers ganske medgørlige hustru, Hjemmestyret kaldet, søndag eftermiddag.

Konflikt er måske et stort ord at bruge, for der var slet ikke hul igennem til andre søndagssysler end fjernsynet, der sendte optakter, hybris i verdensklasse, ligegyldigheder, analyser og vandtræderi forud for finalen. Ensom, som jeg var, besluttede jeg at bruge tid i køkkenet på en lækker omgang svinekæber. Det er simremad - og det tager tid.

Nu bruger jeg ikke opskrifter, men tager det gerne som fri leg, når jeg går i køkkenet. Således også med grisekinderne, som er den anatomisk mest korrekte beskrivelse af det frikadellestore stykke kød.

Det er ren muskel - og ganske sejt kød, hvis man ikke bruger tid på tilberedelsen. Jeg kørte retten med de forhåndenværende søm, og hvad jeg ellers kunne finde i huset. Egentlig ville jeg gerne have haft lidt gulerødder med i retten, men det måtte jeg opgive, fordi jorden var frossen, men det gik nu endda.

Jeg lagde ud med at brune svinekæberne på panden med nogle løg skåret i kvarter. Der skal fuld knald på panden, så kødet får en fin stegeskorpe - og så løgene karamelliserer og får en fin, sød smag. Jeg krydrede med peber og lidt frisk timian fra haven. Desuden lidt salt, men her skal man være lidt forsigtig, da stegefonden skal reduceres. Hellere for lidt end for meget.

Hele herligheden røg i en støbejernsgryde sammen med det meste af en flaske Riesling, som jeg havde åbnet i fredags. I ovnen i to timer ved 130 grader.

Imens skrællede jeg halvandet kilo kartofler, der blev kogt. De sidste fem minutter med en håndfuld rosenkål, jeg tilfældigvis havde liggende. Det havde næppe gjort skade med lidt flere rosenkål, men det var nu, hvad jeg tilfældigvis havde liggende.

Mens kartoflerne kogte, tog jeg kødet ud af ovnen, siede stegefonden og reducerede den til det halve. Jeg smeltede en forsvarlig klat smør, der blev rørt med et par skefulde hvedemel til en smørbolle - og tilsatte så stegefonden og en kvart liter fløde. Lidt kulør og så smagte jeg til med lidt salt og også lidt sukker for at tøjle syren fra hvidvinen. Kødet kom i sovsen, og så fik det hele et opkog, mens jeg lavede kartoffelmosen.

Jeg hældte vandet fra og tilsatte en halv pakke smør og lidt mælk. Så kørte jeg en tur med stavblenderen - og så var retten ellers klar til at servere.

Man siger, at vejen til kvindens hjerte går gennem maven, så det lykkedes mig faktisk at få Hjemmestyret i tale. Restaurantmad kaldte hun det - og det er nok den største ros, jeg kan forvente fra den side.

Lækkerierne blev indtaget foran fjernsynet under kampens sidste minutter. Jeg forstod det ikke, for jeg er sportsblind, men vil dog mene, at det ville klæde både idrætsfanatikere og sportskommentatorer med lidt ydmyghed, værdighed og stiff upperlip i stedet for at gå amok i national selvfedme. Man skal jo huske på, at dem, man møder på vejen op, møder man jo også, når det går nedad igen.

lørdag den 26. januar 2019

Sæsonens første snerydning

Barnlig glæde


Jeg er jo ret glad for sne - og selvfølgelig skulle jeg ud med skovlen her til morgen, hvor den forsinkede julesne pyntede voldsomt på matriklen, men også skjulte vintergækker og erantis.

Glæden ved at skovle sne er altid størst den første dag. Herefter aftager energien i en hastigt faldende kurve - og der går sikkert ikke så længe, før det risikerer at blive lidt træls.

Men indtil da glæder jeg over alt det hvide, som jeg forresten også elsker at køre bil i. Desværre har vi her i landet den lidt trælse tradition at strø salt på vejene. Det er dumt, når der ligger sne, for det bliver føret kun endnu mere glat af, men på det punkt taler jeg nok for døve øren.

Heldigvis - og det er en af de store fordele ved Udkants-Danmark - bor vi så langt ude på landet, at saltbilen endnu til middagstid ikke havde været igennem Østerby. Det er en god ting, men hvor længe var Jesper i baronens seng? I skrivende stund er der nu også spredt salt på Nørremarksvej, og resultater er et stort ælte.

Der findes ikke dårligt føre, men kun dårlige dæk - og jeg har stor sympati for norsk praksis, hvor man kommer sidst i redningskorpsets kø, hvis man kører i grøften med sommerdæk om vinteren.

Nu er det over en måned siden, at det var jul - og da savnede vi sneen. Men jeg kan da glæde mig over, at granen i indkørslen er flottere end nogensinde - og et rigtigt juletræ, sådan som det var tænkt, da det i sin tid blev plantet.


mandag den 21. januar 2019

Måneformørkelse igen

De kalder det blodmåne

Nattens måneformørkelse var en af de nemme - selv om vejret egentlig ikke var det optimale.

Jeg var oppe og tjekke ved halvfiretiden. Det regnede og var overskyet - og der var dårligt antydningen af en fuldmåne på himlen, så det var ikke med de helt store forventninger, at jeg stod op ved femtiden.

Men skyerne var et kort øjeblik væk, og den formørkede, blodrøde måne hang lige over genboens hus. Så var det bare ind i bilen og ned til dæmningen - væk fra det lumske gadelys. Og det var så det. Allerede på vej hjem igen kom der nye skyer og mere regn, men hvad gør det? Billedet var jo i kassen.

Nu skulle der så være seks et halvt år til næste totale måneformørkelse. Så nu er det slut med natteroderiet. I hvert fald ind til sommerens meteorsværme...

fredag den 18. januar 2019

Gavebørn

Vi kan lære af Grønland

Grønland har løsningen på "rugemor"-problematikken.
For nylig blussede debatten om rugemødre op igen, fordi en mere driftig en af slagsen snød det forældrepar, der ellers havde betalt til undfangelsen og var blevet lovet afkommet. Det var en trist historie om, hvor lavt mennesker kan synke for ussel mammon.

Det er også endnu en brik til et billede af et samfund, der er i moralsk opløsning – og hvor mange mennesker får sværere og sværere ved at trække grænserne. Omvendt er det vel også en smule naivt at betale til en vildtfremmed  kvinde – og så tro, at vedkommende udleverer sit barn efter fødslen.

Den slags sager dukker op med jævne mellemrum – og fordi der er økonomi mellem parterne byder debatten på svære etiske overvejelser, som jeg ikke har et helt afklaret forhold til. Blot kan jeg konstatere, at det i den sammenhæng – som i alle livets forhold – bliver svært, når der er penge mellem parterne.

Men det behøver slet ikke være så svært: I Grønland har man i mange år haft begrebet ”gavebørn”.

Det er en gammel tradition, hvor en nærtstående slægtning forærer et barn til en anden. For eksempel en søster, der føder et barn og så forærer det til sin barnløse søster. Systemet fungerer i øvrigt også, når uheldet er ude – og en pige, der er blevet gravid ved et uheld, vælger allerede fra fødslen af at overdrage barnet til en slægtning.

Barnet bliver i familien. Der er ikke noget hemmelighedskræmmeri, og alle er åbne om det – og alle glæder sig over den lille ny, der får en god opvækst i trygge omgivelser i en lykkelig familie.

Jeg har boet en del år i Grønland og stødt på gavebørn og deres familier med jævne mellemrum. Det ser ud til at fungere godt – og jeg har aldrig hørt om tilfælde, hvor det har givet anledning til alvorlige problemer.

Traditionen har sin rod i et samfund, hvor slægt og familie generelt har en større betydning end i det danske samfund – og hvor alle i øvrigt er meget glade for børn i al almindelighed.

Sidste år mødte jeg en jævnaldrende grønlænder, som jeg ikke havde set i en årrække. Han kom gående med en lille dreng i hånden – og sådan lidt friskfyragtigt sagde jeg: - Nå, der er nok stadig skud i bøssen?

Det var nu ikke tilfældet, men han havde fået ny kone – og de kunne ikke få børn sammen. Så var der en kusine i konens familie, der er i meget ung alder var blevet gravid – og efter lidt snak frem og tilbage var man så blevet enig om, at det det nok var bedste, at min kammerat og konen fik barnet.

Gavebørn er en gammel tradition i det grønlandske samfund, som tidligere blev klaret uden det store papirnusseri. Sådan går det ikke i vore dage, hvor der formelt er tale om en adoption – men stadig er en adoption i Grønland mellem familiemedlemmer en forholdsvis ukompliceret sag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved ordvalget. I Danmark taler vi om rugemødre, og i Grønland taler man om gavebørn. Det giver en forskel – og jeg synes, at det er smukt, at man tager sit udgangspunkt i barnet frem for moderen, når man sætter ord på fænomenet.

Historien er en endnu et eksempel på, at vi danskere kan lære af Grønland – i stedet for bare hele tiden at fortælle grønlænderne, hvordan man skal indrette sig. Og såmænd også et eksempel på, at familien er et godt værn mod det moralske forfald, der ellers præger det danske samfund.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 18. januar 2019

mandag den 14. januar 2019

De små ting

Mod lysere tider

Vi har endnu ikke haft rigtigt vintervejr, så der er grøde i forårsbebuderne derude i haven.

I weekendens løb er erantisserne rigtig begyndt at rykke - og netop den blomst er jeg ret pjattet med.

Men derfor er der nu ingen grund til at være en lalleglad jubel-optimist. For vi ved det godt. Det er det samme år efter år. Foråret begynder altid i december - og på et eller andet tidspunkt, når vi mærker lyset så småt begynde igen, slår fimbullen til.

Sådan vil det sikkert også gå i år. Det er alt for tidligt at tro på det, og meteorologerne lover da også gedigent vintervejr de kommende uger.

Men jeg bliver nu så glad alligevel, når erantis-blomsterne spirer. Det er faktisk sket på kun to dage, mens vintergækker og krokus har været undervejs i en måned. Men nu blomstrer de. Så længe det varer, inden urt og busk står i skjul.

Dagen er nu tiltaget med 39 minutter. Nu begynder det at gå stærkt med en tre til fire minutter i døgnet. Så det bliver godt nok svært at bevare pessimismen....

søndag den 13. januar 2019

Søndagsfoto

Ikke de store sager


Vejret var imod, men jeg måtte simpelthen ud med kameraet en tur. Så her er et par søndagsbilleder fra en tur rundt i distriktet:

Attrup Havn, Gjøl City og Udkigstårnet ved Dæmningen...

Foragt for TV-seerne

Slendrian og sjusk på TV2

Boeing 737 fra Jettime i Narsarsuaq. Denne flytype kan ikke
lande i Nuuk, og det var derfor forkert, at TV2 brugte billeder fra flyet,
da man ville fortælle om Rosas flyvetur fra Nuuk til Narsarsuaq.
Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sidst har været ude med riven efter de danske mediers dækning af Grønland. Det er blevet bedre og mere seriøst, selv om der stadig kan være problemer med udtalen af visse grønlandske fænomener og især stednavne.

Perioden op til årsskiftet bød på to TV-serier i to afsnit på TV2. Den første handlede om Jytte Refsgaard, der forsvandt sporløst på Thulebasen i 1977. Det er et virkeligt mysterium, som nok var et par tv-programmer værd - og jeg satte mig forventningsfuldt foran skærmen. Der kom nu ikke noget nyt ud af det - og jeg synes måske nok, at programmet var lidt langsommeligt. Men det værste var nu billederne, der skulle støtte det dokumentariske i programmerne.

Jeg har aldrig været på Thule Air Base, men syntes på en eller anden måde, at lokaliteterne virkede bekendt - og ved programmets afslutning blev det også afsløret, at alle optagelserne var lavet i Kangerlussuaq på den tidligere amerikanske base Sondrestrom.

Jeg er godt klar over, at det er dyrt at sende et helt TV-hold til Thule, men det er altså at drive gæk med seerne - som om det ene sted kan være lige så godt som det andet, når vi snakker Grønland.

Det kan det altså ikke, for både flora og topografi er meget forskellig i henholdsvis Nordgrønland og Vestgrønland. Så jeg blev skuffet, meget skuffet. Jeg synes, at det udtrykker foragt for både seerne og Grønland, når man ikke gider bruge de ægte locations.

Bedre blev det ikke i serien om Rosa, der var på jagt efter sin grønlandske far. Igen to meget lange programmer uden særlig fremdrift - og igen fusk med billedsiden.

På et tidspunkt skal Rosa flyve fra Nuuk til Qaqortoq. Det illustreres med et billede af hende og datteren i en flyvemaskine. Men ud af vinduet kan man skimte flyets winglet, det tydeligt viser, at flyet er fra Jettime og ikke Air Greenland. Det er i øvrigt også tydeligt, at flyet er en Boeing 737 med en 2x3 sædekonfiguration i modsætning til 2x2 konfigurationen i Air Greenlands Dash-8.

Jeg gætter på, at det viste billede stammer fra hjemturen til København fra Narsarsuaq, hvor Jettime flyver i wetlease for Air Greenland.

På mig virker dette billedsjusk forstyrrende - og jeg kan ikke opfatte det som andet, end at man på TV2 tænker, at det nok går an - for de dumme seere ved jo alligevel ikke, hvordan der ser ud i Grønland.

mandag den 7. januar 2019

Danmarks bedste suppemagere

Store ord

Store ord i januar.
Selv om vi bor i Nordjylland, har Peter, der er pedel i Øland Medborgerhus, aldrig været bange for at smøre tykt på. Han evner at bruge store ord - og det er vel ikke så ringe...

Helge og Gert var min trofaste styrmænd...
Alligevel blev jeg lidt rød i hovedet, da jeg søndag morgen mødte i det gamle skolekøkken for at lave 90 liter karrysuppe for den lokale spejdergruppe. "Velkommen til Danmarks bedste suppemagere", stod der med kridt på tavlen. Store ord i januar...

Sammen med et par af gildebrødrene fra Aalborg havde jeg lovet at hjælpe den lokale spejdergruppe med forplejningen til deltagerne i et motionsløb i skoven. Som gamle - eller i det mindste voksne - spejdere, hjælper vi gerne til, når spejderne beder om hjælp. Det gør vi - og det behøver vi slet ikke skamros for at gøre - for vi hylder mottoet "En gang spejder, altid spejder".

Diner transportable på Ølandsk.
Det var andet år i træk, vi stod for opgaven, så en vis rutine er ved at have indfundet sig - og det hele var godt forberedt. Så selv om ordren i år lød på hele 90 liter karrysuppe mod 80 liter sidste gang, klarede vi opgaven i god ro og orden på en time mindre end sidste år.

På tre timer forvandlede vi 60 liter hønsekødssuppe, 10 liter hjemmelavet karrysauce, seks liter fløde, seks liter kokosmælk,12 dåser ananas og en kasse nudler til den velkendte,velsmagende og velnærende karrysuppe, som vi kan forstå, at løberne holder af.

Færdigt arbejde...
Det er faktisk ikke så svært - og det gør os næppe til Danmarks bedste suppemagere, selv om jeg beskedent indrømmer, at den nu ikke er så vag, den karrysuppe...

lørdag den 5. januar 2019

Drømmehejren

Hug

Der er den seneste tid jævnligt observeret sølvhejrer ved Ulvedybet, så da lørdagen bød på klart vejr og vindstille, tog jeg et par timer med kameraet for måske at få sølvhejrerne på kortet.

Det lykkedes nu ikke, men i en halv times tid havde jeg godt udsyn til en fiskehejre på fangst, så jeg koncentrerede mig om at prøve at ramme det splitsekund, hvor den hugger til efter hundestejlen, eller hvad det lave vand ellers byder på.

Det lykkedes ganske pænt til sidst, men forude lå altså også over 100 forgæves skud.

Den spejlblanke vandoverflade lokkede i øvrigt til andre ting. Blandt andet gumpen af en stor skallesluger. Måske ikke det perfekte fuglebillede, men flot er det...

Billederne er klikbare!


Meteorjagt

By night

Natten til fredag var jeg på meteorjagt. Målet var Kvadrantiderne, en kort, men meget intens meteorsværm, der optræder hvert år natten mellem den 3. og 4. januar, hvor man inden for seks timer kan forvente cirka 120 stjerneskud i timen. Og med månen i næsten næ var der chancen for nogle meget spektakulære fotos.

Desværre kom der ingen bjørn ud af det skind. Et tyndt skydække ødelagde festen, men jeg håbede til det sidste og var først hjemme igen ved sekstiden - med frisk morgenbrød fra bageren i Halvrimmen, men ingen billeder af stjerneskud.

Tiden skulle jo bruges til noget fornuftigt, så det blev alligevel til et par billeder med nattestemning på Ølands-dæmningen. Her kan man tydeligt se det enorme lyshav fra både Aalborg og også de andre mindre byer i omegnen. Lysforurening kan det vel kaldes - uden at overdrive.

Der var også et par bilister på Thistedvejen, der fik sig en slem forskrækkelse, da jeg stod i vejsiden med kamera-stativet. Det har sikkert lignet en fartkontrol, så der var da et par stykker, der fik lettet foderen fra speederen. Så lidt kom der da ud af det - og så et flot langtidseksponeret foto af baglygterne.

onsdag den 2. januar 2019

En ordentlig blæser

Han Herred på en nytårsdag

Meget tyder på, at 2019 bliver et ganske hæsblæsende år, for vi trådte i hvert fald ind i året med en ordentlig blæser på - sådan rent vejrmæssigt.

En rask lille vinterstorm hev og sled i træerne nytårsnat, og det var ikke meget bedre, da dagen dæmrede. Egentlig kunne jeg godt have ønsket mig lidt tømmermand af den sædvanlige krasbørstige slags, for ærlig talt var det ikke vejr til andet end at ligge under dynen.

Men det havde jeg for meget energi til, så det blev i stedet til en ordentlig søndagstur, selv om det var tirsdag. Fruen blev parkeret på passagersædet, og så gik turen rundt i distriktet. Måske var der et åbent ishus et sted, mente den skønne.

Sådan gik det nu ikke, men solen skinnede - og så længe man holdt sig inde i bilen, var vejret nu ganske sympatisk. Det blev blandt andet til Fosdalen og Slettestrand - og ikke mindst et kig på det store, brusende Vesterhav.

Vi kunne heller ikke dy os for et lille smut til Svinkløv for at se, hvordan det går med Svinkløv Badehotel, der er ved at blive genopført efter branden. Den ide var vi nu ikke ene om. Det blev nærmest til stangkørsel blandt nysgerrige nordjyder ad den smalle vej mellem Slettestrand og Svinkløv.

Det er i øvrigt fortsat uvist, hvornår det berømte hotel genåbner. Udvendigt er man langt, men indendørs er er langt igen, så værtsparret meddeler i deres julehilsen, at der fortsat ikke er sat dato på åbningen.

tirsdag den 1. januar 2019

Nytår med udsigt

Lækker nytårsmenu

Så blev det atter en gang nytår på den lille ø - og som det efterhånden er en tradition, kom vi ind i det nye år i selskab med Sanne og Jørn.

Det var hyggeligt og ganske fredeligt - når vi lige ser bort fra, at Sanne insisterede på at hoppe ind i det nye år fra sofaen. Rent kunstnerisk måske ikke den helt store præstation, men ganske flot, akrobatisk og nærmest glidende...

Sanne sprang ind i det nye år
med en glidende takling.
Jørn og Sanne bor i øvrigt perfekt til sådan en aften. Både fra haven og det nybyggede orangeri er der en betagende udsigt til Gjøl, Aalborg og Nibe. Så vi lod aalborgenserne bruge alle deres penge på fyrværkeri, nød synet og glædede os ved tanken om, at hvad der er sparet, det er tjent.

For en gangs skyld stod jeg ikke i køkkenet nytårsaftensdag. Det klarede Sanne og Jørn glimrende selv, så mit beskedne bidrag til aftenen var vinene. Det vender vi tilbage til.

Vi lagde ud med Dronningens nytårstale og et glas champagne, inden vi gik til bords, hvor Sanne bød på en tallerken med hapsere af overvejende marin oprindelse. Der var laks, rejer og tun-mousse lækkert arrangeret på bunde af blandt andet små peberfrugter og en kurv af rösti.

Det var også Sanne, der stod for aftenens anden servering, der var en farvestrålende hokkaido-suppe med pommes frites-formede croutoner og en scoobi-doopi-doo-dip.

Herefter tog Jørn over og serverede en smørmør oksemedaljon med rødvins-glace, rodfrugter og Pommes Anne - selvfølgelig anrettet som en helt tårn med papirstynde kartoffelskiver. Helt i gennem klassisk nytårsmad efter bogen og i de bedste dansk-franske traditioner. En undersøgelse sidste år viste, at syv ud af ti danskere har rødt oksekød på tallerkenen nytårsaften. De hurtige og heldige - som os - får oksemørbrad, men slagterierne kan ikke følge med på det lækre kød, så de langsomme må nøjes med lækkerier som culotte, ribeye og højreb, fortæller DR.

Aftenens dessert var en sorbet-anretning med tre forskellige sorbeter og eksotiske frugter. Jørn laver altid nogle fantastiske sorbeter, men det helt store hit var nu den dragefrugt, som Sanne havde fundet i Rema. Vi har alle fire rejst en del i Kina - og for mit eget vedkommende faktisk to gange fejret nytår i Riget i Midten, så dragefrugten var en god anledning til at genopfriske et par historier. Dog undlod jeg at fortælle om den nytårsaften, hvor jeg rystede karaoke-miljøet i Beijing ved at optræde som Sinatra med My Way...

Som sædvanligt havde Jørn, der bærer efternavnet Bager, komponeret en imponerende kransekage, der i år var formet som en spand fyldt med alt det, som et overflødighedshorn nu skal indeholde.

Alt i alt en mindeværdig aften, som Dina og jeg på denne måde vil sige mange tak for.

Aftenens vine var til Dronningens nytårstale en Pommery Champagne Brut Royal - i øvrigt den sidste af et parti, som jeg scorede billigt, da Metro i sin tid lukkede sine danske butikker.Til forretten stod den på en klassiker i det lille hus på Øland - en Alsace-riesling fra Cave de Ribeauvillé, suppen blev ledsaget af en gewürtztraminer fra Helfrich - ligeledes i Alsace, og til hovedretten stod den på en cabernet sauvignon fra Beringer i Californien - en ganske raffineret og elegant rødvin, som efter min mening er noget af det bedste, man kan få fra et område, der i den store offentlighed mest er kendt for de ofte ret brutale zinfandel-vine.

Rent vinmæssigt var desserten lidt af en udfordring, og jeg vaklede mellem flere muligheder. Jeg endte på en Brachetto d'Acqui - en rød mousserende dessertvin fra Norditalien. Den er behersket i sødmen og har en god syre, der viste sig at stå fint til den lidt sammensatte desserttallerken. Vi sluttede aftenens vinøse rundrejse i Spanien med en cava - sec fra Codorniu - til kransekagen og den betagende udsigt ud over Limfjordens bredder...

Og så skal lige til sidst også lyde et ønske om et godt nytår til alle bloggens læsere.