Trappeartist

Skabsentreprenøren på trapperne

 Det er lang tid siden, at jeg sidst har sluppet den indre entreprenør ud af skabet, men forleden skulle det være.

Foran bryggersdøren har vi i mange år haft en stålrist. God til at fange skidt og sne på skoene, inden man går ind, så mig generede den ikke. Men Dina havde altså set sig sur på risten. Måske fordi hun har det med at falde over alt muligt. Så i sommerens løb havde hun bare fjernet risten og stillet den over bagved.

Heldigvis havde jeg nogle granitfliser liggende fra dengang, jeg lavede ny indgang til huset. De blev så i løbet af en formiddag til en fin lille trappe foran bryggersdøren.

Det var nu ikke helt uden forhindringer. For betonunderlaget var for højt, så jeg måtte tage et par timer på knæ med hammer og mejsel som en anden Jens Vejmand, inden at jeg kunne begynde støbearbejdet.

Det ser fint ud, men jeg mener nu fortsat, at en stålrist er det mest fornuftige på stedet. Så arbejdet blev mest gjort for husfredens skyld. Man er jo så tolle...

Nærnatur-møde i natten

Brunst

Lørdag aften kørte jeg gennem Tingskoven mod øst - og tæt ved vejen kunne jeg ane en stor rudel krondyr derude i mørket helt tæt på vejen.

Så jeg kørte ind til siden og nød synet og især lydene fra de elskovssyge hjorte. Der var næppe mere end 20 meter til det nærmeste dyr, så det var en rigtig nærnatur-oplevelse, selv om der ikke var meget at se.

Anderledes søndag eftermiddag på den selvsamme vigeplads. Der holdt dyrene sig langt væk fra vejen - og vinden var i ryggen, så der var ikke noget at høre, selv om flere af hjortene indtog brøle-positur.

Vi sad længe i bilen, drak kaffe og kiggede på hjorteflokken, der var spredt over et stort område. Men pludselig var det slut. Tyrene fik samling på flokken - og så gik det ellers i fuldt firspring mod skoven, og væk var dyrene.

Fotoet er ikke stor kunst, men man får et godt indtryk af den store hjorteflok, der også talte adskillige tyre, hvis gevirer rager op i baggrunden.

Efterårets glæder

Syltede pærer

Fredag syltede jeg pærer. Et rigtigt knokkelarbejde, for årets conferencepærer er ret små - og mange af dem temmelig misdannede, så de i hvert fald ikke lever op til EU's og andres krav om standardiserede og pæne pærer.

Så det var bare at klø på med krum hals og skrællekniv. Ensidigt gentaget arbejde der vistnok ikke tolereres af Arbejdstilsynet, men nu er høsten i hvert fald i hus - eller rettere glas.

Jeg fik aldrig vejet pærerne, men mon ikke det blev til et par kilo eller tre?

Opskriften er min farmors. En halv liter vand, en deciliter eddike, en bøtte vanillesukker (og lidt ekstra vanillepasta for smagens skyld) og et kilo sukker. Pærerne koges i lagen i cirka 20 minutter og hældes på skoldede glas skyllet i Atamon. Låget sættes på, mens lagen endnu er varm.

De syltede pærer skal bruges til vinterens desserter, for eksempel den klassiske Belle Helene, hvor pærerne serveres med is og chokoladesovs.

Når pærerne er spist, gemmer jeg den sukkerholdige lage - og bruger den i stedet for sukker, når jeg bager. Det giver et ekstra pift til franskbrød og boller, så det vil jeg godt slå et slag for - et slag i bolledejen, så at sige...

På bagkanten af Debatten

Elbiler

For et par uger siden deltog jeg i Clement Kjersgaards ”Debatten” på DR2.

Jeg var inviteret, fordi jeg for otte uger siden her i PåKanten skrev, at det er en uartighed, når politikerne bruger tid og kræfter på at indføre el-biler, nye skatter, afgifter og andre grønne tiltag, når vi står midt i corona-krisen. Det er uprofessionelt og minder om en fatal, diagnosekrævende mangel på fokus.

Al historisk erfaring viser, at man ikke kan vinde en tofrontskrig – og den aktuelle økonomiske krise kræver derfor fuld opmærksomhed på coronaen. Når politikerne samtidig vil lave reformer på andre områder, viser det, at de ikke er opgaven voksen – og når man vil løse to problemer på en gang, er sandsynligheden for succes meget lille. 

Det var ikke uden betænkelighed, at jeg stillede op hos netop Kjersgaard, der er kendt for sin helt egen debatstil, men han viste sig nu – uden for rampelyset – at være et ganske behageligt menneske, der åbenhjertigt indrømmede, at han somme tider er udfordret af sin karisma. Jeg trøstede ham med, at sådan er vi nogle stykker, der har det…

Udgangspunktet for debatten var en to år gammel udtalelse fra Lars Løkke Rasmussen, der i Folketinget havde sagt, at vi skal have en million el-biler i Danmark i 2030. Den præmis synes jeg er søgt. 

Lars Løkke Rasmussen er i den grad forhenværende i dansk politik. Det er også almindelig kendt, at man kan få Løkke til at sige hvad som helst, bare der er udsigt til en taburet og et godt ben. Så hvorfor ikke forbigå den nu meget forhenværende statsminister i larmende tavshed?

I studiet var der en sælsom blanding af kendte og ukendte tilhængere af el-biler. Blandt andet en mig ubekendt miljøordfører fra SF.

Miljøordføreren fortalte, at hun kom fra Fur. Det lyder sympatisk, men det var sikkert et par dage siden, at hun sidst havde været hjemme, for jeg bemærkede, at hun ankom til DR-byen på cykel. Midt i al elendigheden finder jeg det betryggende, at selv en SF’er erkender, at det ikke kan lade sig gøre at køre fra Fur til København i el-bil.

I debatten deltog også en elbils-entusiast fra Brønderslev. Men han tæller ikke rigtig, for han kører Tesla – og det er da klart, at en bil i millionklassen kan noget mere end de el-biler, som almindelige bilister i Udkants-Danmark har råd til. Det kan allerhøjest blive til el-biler i en klasse, der går uhjælpeligt i stå, hvis man skruer op for begge højttalerne i stereoanlægget.

Elbils-entusiasten fra Brønderslev understregede flere gange i debatten, at han er ingeniør – og som sådan skulle have specielt forstand på tal. Det argument vil jeg nok være lidt forsigtig med. 

Husk på, at der næppe braser en bro sammen, falder et fly til jorden, vælter en idrætshal i blæsevejr og andre ulykker, uden at en ingeniør har regnet på konstruktionen forinden. Det er også ingeniører, der står bag, når moderne elektronik med usvigelig sikkerhed går i stykker dagen efter, at garantien er udløbet, så nogen pryd for menneskeheden er ingeniørerne næppe – og ingeniør-argumentet gør i hvert fald ikke indtryk på mig.

Fra den politiske front var også MF Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Han skuffede mig som ellers trofast tilhænger af LA, for han gik ind for, at el-biler skal fritages for afgifter. Det er fint nok at afskaffe bilafgifterne, men det er altså ikke liberal politik at favorisere enkeltprodukter på markedet.

Olesens vildfarelse skyldes sikkert, at han er tidligere trafikminister – og derfor sovset ind i embedsværkets spin og med lang tids ophold bag Christansborgs grå mure har tabt evnen til at se klart. Borgen er jo et parallel-samfund befolket med en talende klasse, der føler sig højt hævet over den betalende klasse – og som derfor også mener sig berettiget til at blande sig i det frie forbrugsvalg.

I en TV-debat om miljøspørgsmål skal der selvfølgelig også deltage en såkaldt miljøforkæmper. Han kom fra en organisation, der kalder sig Guerilla. Alene navnet vidner om et anstrengt forhold til de demokratiske spilleregler. Noget der i øvrigt gør sig gældende for de fleste miljøforkæmpere som for eksempel Greenpeace.

Miljøforkæmperen var af den type, der sikkert sover med sølvpapirshat om natten – og det var ganske uklart, hvad han egentlig mente i den massive talestrøm. Men det var noget med at forbyde vaskemaskiner og sende kvinderne tilbage til kødgryderne. Som de fleste læsere af kanten sikkert ved, er jeg meget betænkelig ved kvinder i et køkken – og mener af et ærligt hjerte, at mad smager bedst, hvis den er lavet af en mand med kærlig omsorg for kalorier, bacon og fløde.

I TV-programmet blev jeg tituleret som fossilbilist. Det er et ganske præcist og dækkende ord, som ikke generer mig. Hellere være fossilbilist end klimatosse…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 25. september 2020. Programmet kan ses på DR's hjemmeside  Jeg medvirker i godt ti minutter fra 22.00. DR har også lagt et sammenklip på Facebook.

Gal vindmølle

Alarm

Torsdag gik blæsten frisk over Limfjordens vande - og det fik en af Ølands to vindmøller til at true med at løbe løbsk.

Den kørte hurtigere, end godt er, og - hvis man stod lige i vindretningen - knurrede den som en tysk V1-raket. Tårnet svajede, og situationen virkede i det hele taget temmelig truende.

Klokken 13.00.10 modtog beredskabet en anmeldelse og rykkede ud til møllen med indsatsleder, A-sprøjte og en tilkaldt montør, som konstaterede, at den var gal med flapsene. I øvrigt var vurderingen den, at det nok var for farligt at nærme sig gale mølle, og at den sikkert ville stoppe af sig selv - og det viste sig at holde stik.

Ved 15-tiden løjede vinden, beredskabet kørte hjem, mens Øland fik omtale i både Ekstra-Bladet, Stiften og TV2-Nord.

Jeg havde ikke så travlt torsdag, så jeg kørte selvfølgelig forbi - som de fleste øboere. Og da den gale mølle havde tilkaldt op til flere "gentlemen of the press" blev det til et ganske hyggeligt kollegialt møde og samtidig lidt beredskabssnak med de lokale brandfolk.

Masser af biodiversitet

Kvææk, sagde frøen...

Onsdag middag sad jeg på gårdspladsen og nød min frokost og sommerens sidste krampetrækninger, da en underlig lyd tiltrak min opmærksomhed.

Der var et eller andet, der lød mærkeligt med cirka et minuts mellemrum, så den var lidt svær at lokalisere, så jeg gik lidt rundt for at finde ud af, hvad det var - og jeg fik lidt af en forskrækkelse, da der pludselig dukkede en frø op af en regnvandsbalje, som står på hjørnet ind til haven.

Men det var altså forklaringen - en butsnudet frø havde forvildet sig ned i baljen og kunne ikke komme op igen. Det var dens jævnlige forsøg på at slippe fri, jeg havde hørt.

Jeg gav frøen en hjælpende hånd - og der gik kun et par sekunder, før den var væk i det visne løv.

Da jeg stillede baljen på plads, bemærkede jeg, at der naturligvis var en del orm under den - og sørme også en enkelt lille vandsalamander.

Det glæder mig, for jeg har altid forsøgt at tage hensyn til dyrene i havene - når vi ser bort fra mus og rotter - og med både frø og lille vandsalamander kan jeg konstatere, at indsatsen fungerer.

For mig er det naturligt at gøre det. Jeg har altid gjort det. Ikke af hensyn til dyrene, men mig selv. Og jeg bliver træt, når jeg ser, at indsats for biodiversitet nu også er blevet et modefænomen i medierne, For helt ærligt - jeg ser mest frøer og andet kryb som et tegn om, at jeg har masser at byde på til fuglene, der er min helt store interesse. En frø kan jo også være fugls føde...

Tilbage til 50'erne

Johnny Reimar

Det er efterhånden lang tid siden, at vi har hørt og set noget til Johnny Reimar, men tirsdag aften dukkede han op TV2 i den bedste sendetid. Det skete i programmet "Kærlig hilsen fra 1955", hvor han sammen med en del af familien flyttede ind i barndomshjemmet og skulle leve akkurat som man gjorde i halvtredserne.

Foto: TV2/Per Arnesen

Som sædvanlig gjorde han et godt og sympatisk indtryk, mens han prøvede kræfter med både sagosuppe og øllebrød. Sønnen hørte man ikke meget til, mens de to børnebørn med krum hals kastede sig over vaskebrættet - og gjorde et ligeledes sympatisk indtryk uden at klage over den manglende mobiltelefon. Og jeg noterede da også i et kort glimt, at svigerdatteren snuppede sig en hurtig flyversjus - citronvand og snaps - som gav mig minder om min mor, der vistnok også fik en del flyversjusser i sin ungdom.

Det er sjældent, at Dina og jeg ser fjernsyn sammen, men her var der noget, der kunne forene os. Vi var meget begejstret for programmet - og den står helt sikkert på sagosuppe i en ikke fjern fremtid her i det lille hus på Øland.

Det var også Dina, der mindede mig om, at jeg faktisk har et dedikeret eksemplar af hans erindringer fra den ene gang, jeg har mødt ham. Det var i Nuuk selvfølgelig. Omkring 2005, hvor han sammen med Cliffters optrådte på Hotel Godthåb. Som altid, når der var kunstnere fra Danmark, var der også noget reception, hvor jeg var inviteret - og så selvfølgelig koncert - og også en efterfest, hvor Johnny Reimar, der tilsyneladende var under skarp bevogtning af fruen, Anni, dog ikke deltog så længe.

Men længe nok til, at jeg nåede at få en dedikation i mit eksemplar af Reimars erindringer, Mr. Showbiz. Efter Dinas hukommelse et trofæ, som jeg var ret stolt af dengang.

Jeg husker selve koncerten som en stor oplevelse med svingende glad tresser-guitar-pop fremført med de karakteriske synkroniserede guitarsving. Reimar og Cliffters leverede simpelthen varen.

Og det er det, jeg især godt kan lide ved Johnny Reimar. Han har en sund købmandsmæssig indstilling til kunst. Kunst skal ikke genere kunderne, men glæde og fornøje. Kort sagt en festlig mand i hvis selskab, man befinder sig godt.

Johnny Reimars betydning for den danske musikscene kan for resten slet ikke undervurderes. Utallige er de kunstnere, han som producer og pladeselskabsdirektør har været med til at bringe frem i lyset. Uden Reimar ville kendte danske musiknavne som Ache, Gnags, Savage Rose, Olsen-brødrene, Lollipops og mange flere tresser- og halvfjerserkoryfæer næppe være blevet til det, de er kendt for i dag.

Johnny Reimar har i øvrigt en gigantisk produktion bag sig. I erindringsbogen fra 2000 fylder discografien 24 sider!

Foto af partnerskaber

Selv blind høne...

Forleden var jeg til en konference i Odense, som jeg skulle skrive om.

Konferencen handlede om såkaldte online-partnerskaber for grønlandske iværksættere - og det kom jeg lidt uforvarende til at forevige, mens jeg var ved at måle lys efter at have skiftet objektiv.

Direktør Morten Larsen fra organisationen Nukiga, der stod bag konferencen, gik lidt frem og tilbage på scenegulvet, mens han kommenterede et oplæg. På et tidspunkt gik han ind i lyset fra projektoren med powerpoints - og der stod "partner" hen over kinden på ham. Og ser man godt efter, står der sørme også "skaber" på halsen af ham.

Konferencen har næppe den helt store interesse for udenforstående læsere af bloggen, som ikke interesserer sig for det grønlandske iværksættermiljø, men det er nu en meget god illustration af konferencens tema.

Så jeg bruger fotoet blandt flere i denne uges udgave af Sermitsiaq. I øvrigt lavede jeg en kort historie til internetavisen allerede onsdag. Den kan ses her.

Draken

Luftens skønhedsdronning

Fredagens opgave var et interview på Flyvestation Karup. Det bragte mig tæt på det smukkeste fly, der nogensinde har huseret i det danske luftrum.

F-35 Draken var udviklet i Sverige af Saab i årene efter anden verdenskrig - og som så meget andet svensk militært isenkram er den sin helt egen i designet, hvor det er svært at se, hvor vingerne stopper, og kroppen begynder.

Danmark købte 53 Draken, der var operative i perioden 1970 - 93 med hjemsted i Karup - og det er derfor ikke tilfældigt, at basen, der i dag rummer den danske helikopterflåde og er hjemsted for Natos danske hovedkvarter, har valgt Draken som blikfang ved hovedvagten på Herningvej.

Som flyvetosset dreng var jeg naturligvis vild med Draken - og kiggede op, hver gang der kom en Draken forbi. Det var under den kolde krig, så jagerfly i luften var en dagligdags foreteelse.

På drengeværelset hang der også en model af Draken under loftet - og på væggen en plakat side om side med rock-koryfæer som Who, Led Zeppelin og Creedence Clearwater Revival. Draken-flyene nærede også pilotdrømmen, som jeg senere måtte slå ud hovedet på grund af en bygningsfejl.

Interviewet i Karup fandt sted inde i området under eskorte - sådan som man skal på militære installationer - og jeg var nødt til at bede eskorten om lige at stoppe inden for hegnet, så jeg kunne få et ordentligt foto tæt på.

Dagens interview handlede om en ung grønlandsk værnepligtig, der blev dræbt sidste år ved et trafikuheld. Som alle, der dør under tjenesten, får han sit navn i en mindebog i Viborg Domkirke, der er garnisonskirke for flyvevåbnet, så på hjemturen gik turen til kirken, hvor der også er en mindesten for de faldne. Selve bogen var ikke tilgængelig på grund af ombygning, så jeg bliver nødt til at tage en tur mere til Viborg senere.

Og selve historien er heller ikke færdig endnu, men den kommer og den bliver spændende, tør jeg godt love...

Sikker på sol

Glade blomster

Det er altså svært ikke at blive i godt humør, når solsikkerne blomstrer. Det er naturens egen smiley - som den her selvsåede solsikke, der står lige uden for bryggersdøren og nikker velkommen til det lille hus på Øland.

I øvrigt leverer pelargonierne fortsat blomster i stor stil - og det er i det hele taget svært at gå inden døre sidst på eftermiddagen, når vejret er så dejligt, som tilfældet har været de seneste dage..

Brandbiler

Småt, men godt

Foto: Knud Petersen

Jeg har gennem tiderne fotograferet en del brandbiler - for nu at sige det mildt.112-billeder er pr definition gode billeder - ofte fyldt med dramatik - og brandbiler er som regel meget fotogene.

De fleste brandbiler er store tekniske vidundere, der svulmer af hestekræfter. Men mindre kan nu også gøre det, som billederne her viser.

Foto: Knud Petersen

De er taget af min gamle ven, brandinspektør Knud Petersen, Nuuk, i den grønlandske bygd Arsuk, der med 73 indbyggere ligger tæt ved den nu nedlagte mineby Ivittuut og forsvarets tidligere flådebase i Grønnedal på kanten til det dejlige Sydgrønland.

Arsuk er en del af den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, og Knud Petersen var forleden på inspektion i bygden. Samtidig blev der holdt øvelser og træning af det frivillige mandskab.

Og som det ses, er brandbilen i Arsuk ikke stor. Den er faktisk så lille, at brandfolkene er nødt til at sidde på taget af brandbilen, når der er udrykning.

Fotoet her til venstre er et nyhedsbillede, som jeg tog for en måneds tid siden. Det er to nye brandbiler til Qaanaaq, som er Grønlands nordligste by. De to brandbiler ankom 6. september til Nordgrønland, hvor de skal være med til at skabe tryghed - og i øvrigt assistere den lokale lufthavns egen crash tender i tilfælde af flyulykker. Derfor er den såkaldte A-sprøjte faktisk lidt af et teknisk vidunder - og den kan klare det meste. Husk på, at i Grønland kan man ikke uden videre få hjælp fra nabobyerne. Der bor cirka 630 indbyggere i Qaanaaq.

For sammenligningens skyld har jeg lige tilføjet et foto af to af Aalborg Lufthavns tre gigantiske crash tendere med træk på alle seks hjul, som på trods af en vægt på 30 tons kan accellere fra 0-80 km på 28 sekunder. Topfarten er 110 km/t. Crash tenderne kan tømme tanken med 8.800 liter vand på bare to et halvt minut. Det kan altså give de fleste drengerøve våde øjne...

I luften igen

Maskepi ombord

Torsdag aften var jeg i København. Det blev den første flyvetur i lang tid på grund af coronakrisen.

Meget er forandret - især kravet om, at man skal bruge ansigtsmasker både i lufthavn og ombord på fly. Det bryder jeg mig ikke om. Synes at det meget ubehageligt ikke at trække vejret frit. I øvrigt er det også meget varmt med en sådan mundble.

Men det værste er nu, at folk ikke er til at genkende - og at det er svært at snakke sammen på en fornuftig måde, når man mangler ansigtmimikken og evnen til at smile. Men en flink sikkerhedsmedarbejder i Kastrup trøstede mig nu med, at han kunne se på mine øjne, at jeg smilede til ham...

Der er bestemt også lyspunkter. Der er ikke mange mennesker ombord på flyene og lufthavnene. Det er en sand fornøjelse, når der kun er to rejsende foran i køen ved security.

Det var ikke flybilletter, jeg selv havde bestilt, så turen til København foregik med Norwegian - og den tur bekræftede endnu en gang, at det norske lavpris-flyselskab har en magisk tiltrækningskraft på flybøller og kværulanter, der ikke kan finde ud af at stå i kø, og som mener sig berettiget til at slæbe store kufferter med om bord, som de kun med besvær og til ulempe for andre passagerer kan stoppe på plads på bagagehylderne. Og slukke mobiltelefonen kan de heller ikke finde ud.

Det skyldes sikkert Norwegians totale fravær af service ombord, hvor man dårligt ser personalet, der hygger sig i pantryet. Og al information blev i øvrigt givet på engelsk, selv om vi er i Danmark.

Anderledes på hjemturen fredag morgen med DAT, der er ny på ruten. Kaptajnen hyggesnakkede det meste af tiden på den korte tur. Undskyldte at vi ikke fik kaffe på grund af coronaen - og fløj i øvrigt den lille ATR-72 som en jetjager, så det var sjovt at flyve.

I øvrigt fik jeg et glimt af Norsaq - OY-GRN - som jeg har fløjet med så mange gange. Men jeg var også glad for, at jeg ikke skulle sidde med maske i de fem timer, som turen til Grønland tager. I øvrigt har Air Greenland lige bestilt afløseren for Norsaq - en ny Airbus A-330 efter at Norsaq nu har fløjet som "Danmarksmaskine" siden 2003. Jeg var i 2003 med på Norsaqs tredje tur til Danmark.

Det var et meget hurtigt smut til København torsdag, hvor jeg om aftenen medvirkede i Clement Kjersgaards Debatten på DR2. Afgang torsdag eftermiddag og retur fredag morgen med overnatning på et mennesketomt hotel på Vesterbrogade.

Om morgenen i den coronastille hovedstad blev der lige tid til at bese et af Københavns grønne områder - banegraven ved Frihedsstøtten - og hilse på sølvmågerne, der sammen med krager og duer er de mest talrige repræsentanter for fugleverdenen i København.

En mus i to smæk

Smæk for skillingen

Man prøver hele tiden noget nyt. I dag fangede jeg en mus i to fælder.

Det lille bæst er med stor sandsynlighed gået i den sorte plastfælde, men er ikke blevet dræbt. Den har så slæbt sig en lille halv meter over værkstedsgulvet, hvor den mødte en anden musefælde - træfælden - som den også har udløst. Og således uhjælpeligt fanget på flisegulvet har den lagt sig til at dø.

Det kan ikke have taget lang tid, for jeg armerede fælderne ved 12-tiden, og jeg fandt musen - en husmus - ved 15-tiden.

Det er snart fire uge siden, jeg fandt musefælderne frem. Dengang gjaldt det halsbåndmus, som jeg i løbet af en uges tid nakkede seks af. Og der er ikke noget, der tyder på, at der er flere tilbage, så det er nok slut for denne omgang.

Men i formiddags så jeg  en husmus, der pilede forbi høvlbænken på værkstedet. Så måtte jeg i gang igen. Denne gang med fire fælder på værkstedet og to i krattet ved gårdspladsen. Og det er altså to af de seks fælder, der efter få timer leverede det første offer i den fornyede musekrig.

Dagens bonus fra den biodiversitive parcel på Øland er en indtørret lille vandsalamander, som jeg fandt først på eftermiddagen, da jeg skulle støvsuge under håndvasken på badeværelset. Den har ligget der et stykke tid, for jeg måtte befri den for en del nullermænd, inden den var klar til foto på bardisken.

Hvordan syv hulen den lille padde er havnet på badeværelset,ved jeg ikke, men den er sikkert kravlet ind ad vinduet. Vi har en del lille vandsalamander i haven, hvor de gemmer sig under sten og lignende, så helt overraskende er det ikke.

Frøkenhat

Et sommereksperiment

Da jeg såede georginer i foråret, blev det en smule kikset - og der kom kun en lille snes planter ud af arbejdet. Så da det store bed under valnøddetræet midt i plænen skulle plantes til i begyndelsen af juni, var jeg i lidt af en knibe.

Jeg konsulterede den gamle gartner i Brovst, som foreslog, at jeg prøvede med frøkenhat, der angiveligt skulle være en god, rigtblomstrende blomst, som også er god til buketter.

Jeg såede et brev, som gav godt og vel 100 planter ganske hurtigt. De blev først priklet og siden plantet ud i begyndelsen af juli. Men der gik nu en rum tid, før de begyndte for alvor at blomstre i løbet af august, så jeg var mest af alt tilbøjelig til at mene, at det lille sommereksperiment var slået fejl - for blomsterfloret lignede i hvert fald slet ikke det flotte reklamebillede på frøpakken.

Men nu - her i begyndelsen af september - er der alligevel kommet gang i sagerne. Så jeg har besluttet, at vi giver frøkenhat en chance mere til næste år. Og jeg er derfor begyndt at samle frø fra nogle af de visne blomster.

Men der er en del læring af sommerens forsøg:

De skal sås tidligt. Sikkert i midten af april, så de er klar til udplantning i slutningen af maj.

De skal plantes tæt. Frøpakken sagde 30 cm afstand mellem planterne. Det optimale er sikkert 10 til 15 cm. Jeg plantede årets frøkenhat med en afstand på 20 cm.

De skal knibes. Når den første knop viser sig, skal den knibes af over anden bladrække, så stænglen deler sig, og planten bliver busket. Af samme grund gør det slet ikke noget, at vi begynder at skære blomster til buketter tidligt i blomstringen.

Og så tror jeg, at jeg skal være lidt mere gavmild med gødning, så opvæksten går hurtigere.

Alt det trætter jeg så bloggens læsere med. For bloggen er altså også min huskeseddel til den kommende sommer. Som havemand er det godt at tænke et år fremad - hele tiden.

Flokfugle

Agerhøns

Tre måneder efter udklækningen i slutningen af maj kan agerhønens kyllinger klare sig selv. Så det er nu, det sker.

Men selv om man kan klare sig, er det ikke nødvendigvis grund til at flytte hjemmefra, så i disse dage kan man se agerhønefamilierne løbe rundt i stubmarkerne og hygge sig med overskuddet fra bondens ager.

Først til foråret går det hele i opløsning, når agerhønsene danner par og territorier.

Jeg mødte denne flok søndag eftermiddag. Ved synet af mig gik kyllingerne i dækning og lå og trykkede sig, så de ikke var til at se. Kun den vagtsomme agermor stak hovedet op.

Men da jeg kom den for nær, kunne det nok være, at de fik benene på nakken.

De skal i øvrigt til at passe på. Jagttiden på agerhøns begynder den 16. september og en måned frem.

Isbegonia

Blomstrer altid

Isbegonia er en af mine favoritblomster i haven - og især i den dybt røde udgave. I det hele taget er jeg ret vild med røde blomster...

Isbegoniens latinske navn er semperflorens - blomstrer altid - og det er ganske velvalgt. Lige fra det tidligste forår og frem til den første nattefrost, står isbegonierne med masser af små, røde blomster.

Oven i købet er isbegonia ganske billig i anskaffelse - omend forsyningerne og dermed priserne om foråret kan svinge noget. I år var de billige. Allerede i april lå prisen på 25 kroner for seks planter.

Men ellers er der også råd for det, har jeg fundet ud af. De flotte blomster på det øverste billede er faktisk nogle overvintrende planter. Ved en fejl var de havnet mellem knoldbegonierne og var lidt langsomme i væksten. Men der kom gang i dem i juli - og afslørede altså, at det var isbegonier og ikke knoldbegonier. Og nu står de altså flottere end alle købeblomsterne.

Jeg har i øvrigt fundet ud af, at man selv kan så dem. Så nu har jeg samlet et par håndfulde blomster og vil prøve det til næste forår.

For en del år siden faldt jeg tilfældigt over tre urtepotter, som er beregnet til at hænge på et nedløbsrør med en gummistrop - og siden har jeg altid haft isbegonier hængende på hjørnet ind til haven. Jeg vil gerne have flere af disse potter, men kan desværre ikke finde dem i handelen, så gode tips modtages gerne.

Men i øvrigt er det ikke bare isbegonier, der blomstrer flittigt i den familie. Også knoldbegonierne er godt med, som det ses på det nederste foto. Desværre mistede jeg en del af dem i vinterens løb, men nu er nye indkøbt. De tåler ikke frost, så de skal snart ind - når vi får den første nattefrost antagelig i løbet af en måneds tid. Det lakker jo mod vinter lige så stille...

S-61 på finalen

En epoke slutter

Bloggeren i Nordlandet i 2006 med OY-HAF, der var den første S-61 i
Grønland i 1965. Det bliver også HAF, der 55 år senere lukker og slukker
 vagten til nytår. Den er i øvrigt sat til salg som et ægte
håndværkertilbud - læs reservedele - på Facebook til en pris
 på to milloner kroner.

Nu flyver de to sidste S-61 helikoptere i Grønland på sidste vers - på vej ud i evigheden akkurat som da det danske flyvevåben i 2010 pensionerede sine S-61'ere. Temmelig vemodigt synes jeg.

Den første af de nye H225 i Nuuk International Airport.
Foto: Air Greenland

Onsdag modtog Air Greenland den første af to H225 helikoptere, der skal afløse S-61 i den grønlandske SAR-tjeneste - altså som redningshelikoptere.

S-61 blev helikopteren, der byggede det moderne Grønland. Da forsvaret i 1965 mdførte den legendariske helikopter, købte det daværende Grønlandsministerium tre eksemplarer af den civile udgave S-61N,til Grønlandsfly (Nu Air Greenland). På et tidspunkt havde Grønlandsfly otte eksemplarer og var dermed verdens største civile operatør af S-61.

Da jeg kom til Grønland i 1993, var flåden nede på seks styk - og i takt med at der er bygget lufthavne i de fleste af vestgrønlandske byer, er antallet faldet yderligere, bortset fra de to (OY-HAF og OY-HAG), der siden 2015 har udgjort hjørnestenen i den luftbårne del af det grønlandske SAR-beredskab.

Det er lidt som en ny bil - billedet af den nye helikopter
 formelig dufter af lak og læder. Foto: Air Greenland

Med to nye H225 helikoptere er det slut fra årsskiftet, hvis ellers Forsvarsministeriet og Air Greenland bliver enige om prisen. Det er principielt besluttet, at Air Greenland skal fortsætte efter nytår, men man forhandler stadig om vilkårene. Kontrakten skal gælde for fem år med en option på yderligere tre år - og Forsvarsministeriet havde oprindeligt afsat 400 millioner kroner til kontrakten. Ved en udbudsrunde sidste år lå buddene dog mellem 534 og 916 millioner kroner, så staten må nok til lommerne, hvis der fortsat skal være et helikopterberedskab i Grønland efter årsskiftet. De to nye helikoptere har kostet cirka 200 millioner kroner.

Jeg har fløjet mange gange med S-61 og har slet ikke tal på det. Men langt over 100 ture er det blevet til. I 1993 var helikopteren eneste mulighed for at komme ind og ud af Sisimiut, hvor jeg boede i et par år - og i øvrigt var på mange tjenesterejser til Disko-området og Sydgrønland, hvor S-61 stod for hele den lokale trafik.

OY-HAF under en redningsaktion i Tasiilaq i 2013.

Også i Nuuk-årene blev det til nogle flyvninger. Med 25 siddepladser var helikopteren skræddersyet til kommunalbestyrelsens 17 medlemmer plus et par embedsmænd, så den blev flittigt brugt til bygdeture.

Så vidt jeg erindrer var min sidste tur med S-61 i 2010, hvor jeg i forbindelse med en konference i Nuuk var på besøg på vandkraftværket i Buksefjorden cirka 50 km syd for Nuuk.

S-61 er en fantastisk helikopter, men desværre lidt følsom over for blæst, så aflysninger hører også med til helikopter-dagsordenen. Det gik blandt andet ud over en planlagt tur til Kapisillit og bræen i bunden af Godthåbsfjorden sammen med Kronprins Frederik og Mary i 2004. Det ærgrer mig stadig...

Som en lille bonusoplysning kan jeg fortælle, at den amerikanske præsidents helikopter - Marine One kaldet - også er S-61. Marine One er i virkeligheden 11 forskellige S-61'ere, der står til præsidentens rådighed. De er også på vej til at blive udskiftet, men projektet er løbet ind i tekniske udfordringer, fordi de nye helikopteres jet-udblæsning stikker ild til græsplænen foran Det Hvide Hus. Det omtales i USA som en massiv sikkerhedsrisiko. Der er bestilt 23 Lockheed Martin helikoptere til præsidenten til en stykpris på den forkerte side af milliarden - dollars vel at mærke.

På tur til indlandsisen i 2003 med OY-HAG i
 Air Greenlands dengang nye farver.

Kvindekamp

Ballade i haremmet

Tirsdag eftermiddag havde jeg lidt mere held med kronhjortene end mandag aften.

Jeg kom gennem Tingskoven ud på eftermiddagen, og smuttede lige forbi mit kronhjortested bare for en sikkerheds skyld. Og der gik så en lille snes krondyr på marken.

Hinder og kalve samt tre tyre. Den ene tyr tydeligvis pladshjorten, men den tolererede da de to andre, så noget siger mig, at brunsten endnu kun er i sin vorden.

Til gengæld var et par af hinderne godt fremme i klovene - og skændtes på mandfolkevis. Det må være ligeberettigelsen, der også har slået til på hjortefronten.

Mandag var der et godt lys, men ingen kronhjorte. Tirsdag var der masser af kronhjorte, men på det forkerte tidspunkt, så jeg måtte fotografere mod solen. Jeg prøver igen og igen. På et tidspunkt må det lykkes at få alle faktorer til at passe...

Aftentur i skoven

Brunsten på vej

Det er så småt ved at være brunsttid for kronhjortene. Det kan være en både spændende og spektakulær oplevelse med gode fotomuligheder, så den sidste aften i august brugte jeg det fine vejr til en tur i Tingskoven. Måske var jeg heldig?

Tjaah, nogen ubetinget succes var det ikke ligefrem. Først brugte jeg en halv time på mit faste krondyrsted - uden at der skete en dyt. Jo, et enkelt svagt brunstbrøl fra kronhjortene og en ualmindelig energisk gærdesmutte hørte jeg da. Men jeg så intet.

Lidt slukøret kørte jeg hjemefter, da jeg langt ude i et skovbryn fik øje på en lille flok hinder og kalve, så jeg parkerede og tog opstilling. Men det kneb nu lidt med at få dyrene frem på banen. Jeg vil jo gerne have dem i solen for at få de bedste billeder, men dyrene havde et godt øje til mig, så det lykkedes desværre ikke.

Men, mens jeg ventede, kom der pludselig en fasanhøne spankulerende kun et par meter fra mig. Så det blev aftenens eneste brugbare foto. Krondyrene er ikke til andet end doku-skud, som vi kalder det, når billederne ikke kan bruges, men vi så gerne vil vise dem frem alligevel...