torsdag den 29. november 2012

Dagen ord LV

Dagens ord er "Kong Vinter" - en træls og forslidt floskel, som alle journalister i de elektroniske media elsker. Jeg ved godt, at man lærer, at sproget skal være levende og varieret - og jeg ved også godt, at arbejdspresset på en moderne redaktion er hårdt og krævende, men det må altså kunne lade sig gøre at bruge andre synonyme ord for den tilstående årstid end netop denne kliche.

Det var en af medarbejderne i P4-Nordjyllands Radio, der i morgenens løb følte behov at slippe denne sprogblomst ud i æteren. Jamen Herregud, det er jo ikke en gang begyndt at sne endnu. Hvor mange gange skal vi så høre om Kong Vinter, når det på et eller andet tidspunkt bliver sne- og frostvejr?

Rosenkål

Kålens konge

I dag har vi høstet årets første rosenkål.
Rosenkål er så ubestridt den fornemste og mest velsmagende af alle kåltyper.

Nu skal man selvfølgelig ikke kimse af hverken hvidkål, spidskål, grønkål og andet godt - men hver ting til sin tid. Og i dag høstede vi altså årets første rosenkål. 

Så er rosenkålsgratinen klar til servering.
Det har været et fint og godt rosenkåls-år, og de første to stokke gav en kæmpeskål af de fineste rosenkål - helt uden larver og tilpas faste i formen. Det fine kvalitet skyldes selvfølgelig, at de har været dyrket under net, så kållarverne ikke har kunnet komme til planterne - og så har sommeren og efteråret åbenbart budt på et vejrlig, som har passet godt til rosenkål.

Jeg kunne selvfølgelig også hævde, at pasningen og gødskningen har været optimal, men når sandheden skal frem, har jeg ikke gjort meget for at passe dem. De har passet sig selv - og selv om man ellers plejer at give kålen både gødning og kalk i løbet af sommeren, har mine rosenkål altså måttet klare sig med det hestemøg, som jeg gravede i jorden i foråret.

Gratin er en forholdsvis mager ret, så en god klat kold
smør gør absolut ingen skade
.
Vi fejrede starten på rosenkål-høsten med en gang rosenkåls-gratin. Det er sådan set det samme som blomkåls-gratin, bare med rosenkål i stedet for blomkål. Det er en af husets specialiteter. I anledning af julen fyldt op med lidt hamburgerryg i tern. Det er næsten unødvendigt at sige det - men jeg kan ikke lade være. Det smagte helt usandsynligt vidunderligt.

tirsdag den 27. november 2012

Status på værkstedet

Det går fremad

En fin lille arbejdsplads.
Første etape af mit projekt med at isolere værkstedet er nu kommet så langt, at jeg er færdig med halvdelen af værkstedets vægge. Jeg har også fået stillet et bord og nogle skuffe-elementer samt de første hylder op.

Nu kan jeg begynde at rydde op.
Det er lidt af en milepæl, for nu kan jeg begynde at rydde op i resten af værkstedet, få tømt nogle af flyttekasserne fra mine forældres hus og få fundet mit eget værktøj frem igen. Ikke at jeg sådan har været ude for at låne værktøj, men det er altså besværligt og bøvlet, når værktøjet ligger i papkasser i stedet for at hænge på sin plads på væggen. Det har jeg forresten også taget højde for, så med i førsteetapen er også to MDF-plader til at hænge værktøj på. Traditionelt bruger man gerne spånplader naturel til den slags, men de hvide er hverken dyrere eller dårligere. Til gengæld giver de et lysere miljø - og det er da også værd at tage med i disse mørketider.

Alt i alt er jeg altså kommet så langt, at jeg nu får lidt mere plads at arbejde på, så når jeg om en uges tid eller to går i gang med resten af arbejdet, kommer det forhåbentligt til at skride noget nemmere. Første etape har virkelig været plaget af, at jeg kun har haft få centimeters plads at arbejde på - og hele tiden har måttet flytte rundt med ragelset. 

På hver side af arbejdsbordet har jeg sat plader
 til at hænge værktøj på.
Ombygningen har været en stor beslutning - for egentlig var værkstedet ganske hyggeligt før, og taget i betragtning, at det var opført med genbrugs- og klunsermaterialer også særdeles billigt at opføre. Men det har kostet kalorier at holde det frostfrit - og efter at jeg nu har isoleret halvdelen af væggene og et stykke af loftet, kan jeg mærke, at det bliver nemmere at holde temperaturen derinde. Så de lidt dyrere materialer skal nu nok tjene sig hjem igen - og de nye vægge ser da forresten også ganske hyggelige ud.

Døden kom til middag

Hverdagsdrama i haven

Skovduer er lidt af en delikatesse. Især sovsen er himmelsk. Godt med fløde og en klat gele i. Så hører man englene synge.

I dette tilfælde var det bare skovduen, der gjorde englene selskab. Og den blev nu nok fortæret uden brun sovs...

Spurvehøgen hader fjer i maden - så ringduen
er pænt blevet plukket, inden den blev fortæret.
Da jeg forleden lige tog min daglige tur rundt i haven, fandt jeg denne bunke fjer. Det er sporene efter et af hverdagens små dramaer, som det sker overalt i naturen - men kun sjældent i haven.

Det er sandsynligvis spurvehøg-hunnen, der har haft held til at overliste en ringdue, som skovduer også kaldes. Spurvehøgen ynder at gemme sig i et træ eller lidt buskads - og slår så lynhurtigt til, når byttet et kort øjeblik har paraderne nede.

Man kan se, at det er høg, der har været på spil - og ikke en ræv eller en anden rovfugl. Hvis det havde været en ræv, ville fjerene sandsynligvis være ødelagt og bidt over. Det er de ikke. De ligger fint samlet i en radius på en halv meter, så det tyder på høgen, der har for vane pænt at plukke byttet, inden det fortæres. Både spurvehøg og duehøg har denne vane, men selv om der er duehøge oppe i skoven, er det nok mest sandsynligt, at det er en spurvehøg, der har været på spil - for spurvehøgen er en jævnlig gæst i haven, hvor den lige tjekker foderbrættet. Ikke for at tage foderet, men hvis den kan få ram på en fuglene...

Når jeg går så vidt som til at påstå, at det er spurvehøg-hunnen, der har været på spil, så skyldes det, at blandt spurvehøge er hunnen dobbelt så stor som hannen - og hannen vil næppe kunne klare et bytte større end en solsort.

søndag den 25. november 2012

Sig nærmer tiden...

Trængsel og alarm

Juletræet med sin pynt i pyramiden i Det Grønlandske Hus.
Vi kommer altså ikke uden om det. Julen nærmer sig med hastige skridt.

Lørdag tog de nordjyske grønlændere i foreningen Ikinngutigit hul på højtiden med en gudstjeneste i Hans Egedes Kirke i Aalborg. Bagefter var der juletræsfest for børnene i Det Grønlandske Hus.

Dina deltog selvfølgelig i denne begivenhed. Imens ville jeg lige defilere forbi alle de gode tilbud i Bilka, men her var der sørme også gået jul i den. Og det vel at mærke af den mere hysteriske slags, så det opgav jeg med det samme.

Jeg hentede lige de mest nødvendige ting til husholdningen i Metro, der er et engros-varehus. Her er der altid godt med plads, fordi man skal være medlem for at handle der. Til gengæld skal man se sig godt for, for det er bestemt ikke alle tilbuddene, der er lige fordelagtige, når først man regner momsen med. 

Og da handleriet således var hurtigt overstået, kunne jeg nå tilbage til juletræsfesten på Umanakvej - og jeg nåede da også lige at få et par æbleskiver og et mobilbillede af træet.

Så er det atter jul...

fredag den 23. november 2012

Et isoleret tilfælde

Nyt projekt i det lille hus på Øland

Det er nogen tid siden, at jeg har haft rigtig god tid til mine mange små projekter her på parcellen - men i dag fik jeg taget hul på det nyeste projekt.

Så er den første væg isoleret og monteret. Det
ser da helt godt ud.
Jeg er gået i gang med at isolere mit værksted. Da jeg i sin lavede værkstedet, gik det nemlig lidt hurtigt og med de forhånden værende materialer - og det betød, at nok var værkstedet tørt og til en vis grad frostfrit. Men med de seneste års hårde vintre har det ikke været muligt at holde frosten ude - uden at bruge en masse strøm på opvarmningen. Det skal være slut nu, så jeg er altså gået i gang med at isolere værkstedet efter alle kunstens regler. Samtidig skifter jeg den indvendige vægbeklædning, så det hele forhåbentlig kommer til at lidt mere prof' ud.

Arbejdet er ikke helt let, for værkstedet er fyldt med flyttegods fra mine forældres hus, blandt andet nogle køkkenelementer som min far brugte som skrivebordsarrangement. Det er planen, at det sammen med nogle hylder skal blive det nye arbejdsbord på værkstedet. På grund af årstidens noget ustadige vejr tør jeg imidlertid ikke rydde værkstedet, så jeg arbejder nærmest omkring al flyttegodset - og arbejdet er da også yderligere kompliceret af, at jeg har pakket det meste af mit værktøj ned for at få plads til ombygningen.

De seneste par dage har jeg gjort klar til arbejdet - ryddet nogle af reolerne og hevet nogle af de gamle indervægge ned. I dag kunne jeg så allerede fra morgenstunden gå i gang med at sætte isolerings-bats op. Herudover har jeg beklædt batsene med fibertex og monteret høvlede forskallingsbrædder i en slags tremmearrangement. Jeg blev færdig med den første væg her til aften - og jeg kan nu danne mig et indtryk af, hvordan det færdige værksted vil komme til at se ud.

Det skal være skidt, før det bliver godt - men rodet
er bogstavelig talt ved at vokse mig over hovedet.
Det ser nu ikke så tosset ud - så jeg håber at komme godt videre i løbet af weekenden, så jeg snart kan få ryddet op. Det haster lidt - for det ser ud til, at frosten kommer fra næste weekend. Inden da skal værkstedet helst være klar til alle de overvintrende georginer, pelargonier samt ikke mindst vinterforrådet af kartofler, pastinakker, løg og gulerødder.

Lidt flere silkehaler

Silkehaleåret fortsætter

En uskarp flok silkehaler i kirsebærtræet.
Torsdag eftermiddag ved skumringstide opdagede jeg pludselig en flok silkehaler i kirsebærtræet ved terrassen. 

Selvfølgelig skulle de fotograferes - men jeg skal være den første til at indrømme, at billedet er temmelig kikset.

Desværre - og silkehaler er ellers ikke blitzsky - lettede hele flokken, da jeg skød det første billede. Jeg var primært interesseret i at tjekke lyset, og fokuspunktet ligger derfor ikke rigtigt - så det er blevet til et fint skarpt billede af nogle kirsebærgrene med nogle uskarpe silkehaler i baggrunden. Men uskarpe eller ej - det er umiskendelige silkehaler med den flotte top på hovedet.

Men hvorom alting er: Silkehalerne er her i år - og det endda i rigelige mængder. Det giver håb om en rigtig god, hård vinter, så det er nok snart på tide at støve skiene af.

onsdag den 21. november 2012

Frejas sal

Upåagtet skulptur

Her stråler Freja over Vesterbro - illumineret
i forbindelse med  Chr. X's jubilæum i 1937.
Foto: Tønnies Atelier, danpa.dk
Højt oppe over byens tage - på Vesterbro i Aalborg - står en skulptur. Upåagtet og ukendt for de fleste - sat op på en gigantisk piedestal som reklame for et forsikringsselskab - og så alligevel et karakteristisk og uundværligt element i bybilledet.

Skulpturen hedder "Den danske kvindeskikkelse Freja" og er lavet af kunstneren Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969) i begyndelsen af 30'erne. Den står på en piedestal eller søjle over bygningen Vesterbro 61-63, der i dag blandt andet huser Ørelægernes Hørecenter. Pudsigt nok forklarer ørelægerne på deres hjemmeside, at hørecentret ligger ved "Gåsepigen" og ikke ved Freja, hvad der ellers ville være det mest naturlige - og det siger lidt om, hvor upåagtet denne skultptur er. Heller ikke Kunst-Guide Aalborg, der ellers er en udførlig fortegnelse over skulpturer i Aalborgs midtby, nævner Freja med et eneste ord.

Fornægtelsen af Freja er total i Aalborg kommunes lokalplan for Vesterbro. Her er der et billede af bygningen og søjlen. Billedteksten lyder: "Et af Vesterbros tårne, der er en markant kontrast til de
vandrette linjer. Nye Danske bygningen ved Gåsepigetorvet, bygget i 1933." Sig mig en gang - hvad har den gåsepige egentlig gjort, siden hun altid render med opmærksomheden?

Freja er ellers en betydelig mere vigtig skikkelse end en simpel gåsepige. Freja var frugtbarheds- og kærlighedsgudinden i den nordiske mytologi. Hun forbindes med velstand og lykke - og derfra er der ikke langt til rollen som symbol eller logo for et forsikringsselskab. Oprindeligt var Den Danske Kvindeskikkelse Freja belyst med fire projektører og dermed et effektivt blikfang for bygningen, som det også ses på Tønnies billede fra 1937.

Freja i dag. Foto: 
Forsikringsselskabet Nye Danske blev grundlagt i 1864. Det fusionerede i 1973 med Danske Lloyd og indgik i 1982 i Baltica, der som bekendt senere igen er blevet splittet op i forbindelse med en af 90'ernes mest spektakulære finansskandaler.

Bygningen Vesterbro 61-63 er en af de markante funkis-bygninger fra 30'erne på Vesterbro i Aalborg. Gaden er - al dens trafik og mylder til trods - en guldgrube af funkis-arkitektur og betragtes som lidt af en perle af arkitektur-interesserede fra hele verden. Tårnet er 36 meter højt - cirka samme højde som rundetårn. Den kendte Aalborg-arkitekt Carlo Odgaard, der selv har tegnet flere af Vesterbros markante bygninger, var konduktør på byggeriet.

Kunstneren Olaf Stæhr-Nielsen er mest kendt for en række kommercielle udsmykningsopgaver i stil med Den Danske Kvindeskikkelse Freja. I Den Store Danske fremhæves hans arbejder i forbindelse med Århus Rådhus og Århus Universitet.

Måske har du aldrig lagt mærke til Freja før. Men prøv næste gang du er i nærheden af Gåsepigen - der var hun igen! - at kigge op i luften. Der står Freja i al sin magt og vælde - og med al respekt for Gåsepigen, så kunne man vel lige så godt omtale torvet som "Frejas sal", som vi jo alle kender fra nationalsangen.

Artiklen er redigeret og tilføjet enkelte detaljer 22. november 2012.

mandag den 19. november 2012

Gok...

Endnu en fugl i haven

Biodiversiteten og mangfoldigheden trives blandt fuglene i den lille
 have på Øland. Søndag eftermiddag mødte jeg en af naboernes høns
  på springtur i baghaven. Det er klar risikoadfærd, for der er
også ræv i nabolaget, men hønemor her havde nu også travlt
med at komme videre - nærmest en høne i transit, om
jeg så må sige. Jeg foretrækker ellers høne i asparges.

Reddet på stregen

SAS flyver fortsat

Nu er det på tide at finde vikingeånden frem...
Endnu en gang er SAS blevet reddet på stregen - og det er fint nok. For SAS er noget helt unikt - især for alle os, der stadig har en romantisk drøm om det nordiske samarbejde i stedet for EU og al dets væsen.

Men denne gang var nok også den sidste gang. Der er trukket store veksler på personalet, og nu er det op til bestyrelse og ledelse at levere varen.

Lørdag aften fløj jeg med SAS fra København til Aalborg - og set i lyset af, at der var en risiko for, at selskabet skulle lukke mandag, var det en stærk emotionel oplevelse. Jeg har jo fløjet med SAS langt over tusinde gange. Men personalet var enestående og leverede varen. Godt humør og venlig betjening som altid.

Turen stod i grel modsætning til morgenturen til København, der rent undtagelsesvis (jeg havde ikke selv bestilt billetten) foregik med Norwegian. Det er altså til at blive deprimeret af at flyve sammen med sådan en flok gniere for hvem, det kun er prisen, der tæller. Selskabet leverer en nul-service, der automatisk skaber en dårlig stemning ombord, hvor det bare drejer sig om at komme ned på jorden igen. Stevardesserne gemmer sig bag deres forhæng - og piloten gider ikke fortælle, hvordan vejret er i København. Oplevelsen er stort set lige så spændende som fjorten dage i en primitiv fjeldhytte i selskab med en neanderthaler. Det kan være interessant nok for den karske oplevelses skyld, men det er altså sjovere at være på krydstogt. 

Hvis jeg selv skal betale, betaler jeg i hvert fald gerne lidt mere for en kop kaffe, et rundstykke om morgenen, en avis, et smil og lidt ekstra plads, når jeg nu for en sjælden gangs skyld skal benytte den kollektive trafik.

Turen fra København til Aalborg var i øvrigt en helt speciel oplevelse, da det var første gang, jeg fløj med OY-KBO, Christian Valdemar Viking. Flyet - en Airbus A319 - blev leveret i 2006, hvor SAS fejrede sin 50 års-fødselsdag. I den anledning blev flyet malet i de oprindelig SAS-farver med dragehovedet - et minde om dengang, hvor SAS var verdens førende luftfartsselskab og blandt andet var det første selskab til at flyve over Nordpolen. Det var dengang, der var vikinger til - og det er nok den vikingeånd, selskabet får brug for i fremtiden.

Det betyder forresten meget, at flyet er et Airbus-fly. Alle lavprisselskaberne flyver jo Boeing 737 - og SAS har da også en del i sin flåde, men det er og bliver et luset grisetransport-fly uden komfort. Jeg tror, at på sigt får SAS da også en fordel, fordi selskabet satser på nye Airbus-fly til afløsning af de gamle og uøkonomiske MD-80'ere.

Jeg tror ikke på SAS som et lavprisselskab. Selskabet skal holde fast i de gamle dyder, som for eksempel præcision, hvor SAS pt er verdens førende. Og så skal man holde fast i systemtanken, hvor det ikke bare drejer sig om at komme billigst fra A til B, men også videre til C og D uden de store problemer. Der venter også SAS en stor opgave med at fastholde personalet. For det er det altid smilende personale, der er med til at gøre en SAS-tur til noget helt særligt.

En lidt pudsig hilsen fra SAS i de gode gamle dage, hvor jeg fløj meget...
Jeg ønsker SAS og ikke mindst personalet al mulig luft under vingerne fremover.

søndag den 18. november 2012

Sankthans-skatten

Bureaukratisk makværk

Dansk skattepolitik minder ærlig talt mest af alt om samisk gruppesex: Lap på lap på lap…

Der bør falde brænde ned over skatteministeren...
Det er tankevækkende, at den danske skattelov er et digert bind på 1500 tætskrevne sider, mens den grønlandske skattelovgivning i alt fylder 34 A4-sider alt inklusive. Det er også tankevækkende, at mens danske politikere med alle mulige krumspring forsøger at øge skattetrykket, så er grønlænderne gået den modsatte vej og sænker landsskatten med en procent i 2013. Det skyldes, at det unge grønlandske selvstyre, Naalakkersuisut, modigt har erkendt, at man kun skaber vækst, velstand, velfærd og selvstændighed, hvis det kan betale sig at arbejde.

Seneste påfund fra de skattehungrende danske politikere er en skat på pejsebrænde – den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift. Alene ordet viser, at kreativiteten ingen grænser har i skatteministeriet.

Når skatten på brænde skal realiseres, føjes der atter nogle sider til den danske skattelovgivning – og sandsynligvis flere end hele den grønlandske skattelov. For ud over at være en hel urimelig afgift på hygge og sankthansfester, så er afgiften en skrivebordsøvelse, som intet har med nordjydernes praktiske hverdag at gøre.

Forleden fældede jeg et kirsebærtræ i haven. De mindste grene røg i bunken med haveaffald, som måske ryger på genbrugspladsen, måske bliver til et sankthansbål. Skal jeg betale afgift af kvaset? Og i givet fald hvor meget? Hvornår skal afgiften falde? Når jeg fælder træet – eller når jeg sætter en tændstik til kvaset? Vil det blive betragtet som brænde, hvis jeg brænder det i et affaldsbål før sankthans?

Grenene fra kirsebærtræet bruger jeg som optændingsbrænde, så det skal jeg helt sikkert betale afgift af. Jeg er bare spændt på, hvordan denne afgift skal beregnes. Kommer Skats særligt befuldmægtigede brændselskommisær forbi Nørremarksvej for at anslå mængden? Eller skal jeg sætte det på selvangivelsen, behørigt dokumenteret med fotos? Eller måske aflevere asken til Skat, hvor man så – med hjælp fra en af Statens Miljøundersøgelser til formålet udarbejdet formel – vil beregne den oprindelige brændemængde?

Stammen fra kirsebærtræet har jeg sat til tørring. Den agter jeg nemlig at bruge til knivskæfter. De bliver helt sikkert flotte – en gang.  Tørreprocessen  tager nok et par år, men når den tid kommer, putter jeg stammen i rundsaven og skærer den ud. Affaldet ryger sandsynligvis i brændeovnen. Men skal jeg nu betale afgiften i år – eller først når jeg beslutter mig for at smide det i ovnen om et par år?

Og sådan kan jeg blive ved… Det er muligt, at træ er træ, og brænde bare er brænde, når man sidder i et fint, københavnsk ministerium – men i den virkelige verden er sagen knap så enkel. Brændeafgiften er ikke alene en københavnsk misundelsesskat på alle os, der lever et sundt økologisk liv i pagt med naturen. Den er en gang bureaukratisk makværk, hvor den akademiske udfordring er større end det mulige provenu.

Gad vide om spejderne nu skal betale skat af lejrbålet?
Det vil koste mere i administration at inddrive denne afgift, end den nogensinde vil kunne indbringe – og man kan derfor med rette spørge, hvad hensigten egentlig er – udover at genere flittige, nøjsomme nordjyder.

Jeg håber, at der er en skatteminister eller en politiker, som kan forklare mig det – og også gerne fra den borgerlige fløj, der jo i sin tid var stolt af at medvirke til det socialistiske energiforlig, som afgiften på pejsehygge og sankthansfester er en del af.

For resten… Hvad med spejderne? Skal de nu til at betale skat af lejrbålet?


Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 18. november 2012.

Fremtidens TV

DAB, HBB, HDMI O.S.V...

DR-Byen ligger i en forblæst stenørken på Amager.
Lørdag deltog jeg i et seminar i DR-byen for medlemmerne af DR's dialogforum. Som altid er det mig en gåde, hvordan man kan lave kreativt arbejde i en gold, forblæst stenørken som DR-byen, men DR-formanden Michael Christensen og generaldirektøren mener nu, at det går meget godt.

Personligt synes jeg nu, at der var betydeligt rarere og varmt at være i det gamle radiohus - også selv om det ligger midt inde i København.

DR-juniorkoret i analog surround.
Jeg fik lejlighed til at diskutere mine synspunkter om DR's forvaltning af sine såkaldte public-service-forpligtelser - og i øvrigt undre mig over, at man endnu ikke har fundet et dansk ord for dette. Jeg kritiserede blandt andet DR's massive dækning af USA - både hvad angår orkaner og præsidentvalg - og krævede en bedre dækning af lokale og regionale spørgsmål. Jeg efterlyste også en bredere dækning af vore nordiske nabolande, ikke mindst Grønland og Færøerne. 

Korpigerne stod overalt i salen.
Jeg må også erkende, at der hos ledelsen ikke var den helt store opbakning til dette, fordi man hellere vil satse ressourcerne på EU. Det beklager jeg, fordi det kun kan betyde, at DR går politikernes ærinde. Men det er vel, hvad man kan forvente, når stationen er afhængig af den politiske opbakning.

Jeg deltog også i to interessante workshops om Dr's nyhedskriteria og fremtidens TV. Specielt det sidste var ganske spændende, selv om det nok var vel teknisk for undertegnede. Udtryk som DAB, HBB, HDMI og så videre er med til at fremmedgøre teknologien, selv om jeg principielt er åben over for alt, der giver bedre billeder og lyd. Også selv om det langt fra er givet, at bare fordi noget er nyt, at så er det også godt.

Men med initiaver som DR-NU, hvor man selv bestemmer, hvornår man vil se TV, er der mange muligheder, så vi bliver mindre afhængige af medierne. Det kan jeg kun bifalde, men jeg mener samtidig, at der også må ligge en forpligtelse for en statsradiofoni til, at man holder liv i de gamle teknologier. 

Afslutningen var i gammeldags stereo-opstilling.
Det kan ikke være meningen, at teknologisk uinteresserede og gamle mennesker skal købe nyt grej hvert eller hvert andet år, bare fordi elektronik-industrien hele tiden finder på noget nyt. Desuden er det vigtigt, at det stadig er muligt at informere via lavteknik, for eksempel i forbindelse med katastrofer, strømafbrydelser, krig og terroraktioner. Alt andet vil være manglende rettidig omhu - og jeg må desværre også her erkende, at det tilsyneladende ikke interesserer DR-folkene og landets politikere ret meget.

Forresten var dagens nok største oplevelse nok afslutningskoncerten med DR juniorkoret, der havde taget opstilling rundt omkring publikum og leverede en analog surround-optræden med rigtige sangstemmer og intet computergrej. Smukt og stemningsfuldt - og i stor kontrast til dagens teknik-fix. Og så var der sandwich bagefter - vel nok de mest rustikke sandwich, jeg nogensinde har fået... Uf, da...

onsdag den 14. november 2012

Fra arkivet: Valg

Portræt af en mikrofonholder

Den 3. april 2001. Kommunalvalget i Nuuk er netop åbnet.
På fotoet ses foruden undertegnede og Franklin
Høegh-Olsen kommunalbestyrelsesmedlemmerne Olga
Poulsen, Aggooraq Lynge og Inga-Dora Gudmundsdottir.
For nogen tid siden modtog jeg en såkaldt notifikation fra Facebook - angiveligt fordi jeg blevet "tagget" på et billede.

Det viste sig, at den grønlandske fotograf Leiff Josefsen havde oprettet et fotoalbum med nogle af hans mange pletskud - og deriblandt et foto fra det grønlandske kommunalvalg den 3. april 2001.

På billedet er jeg i gang med en direkte reportage til Radio Nuummiunut fra afstemningsstedet - umiddelbart efter åbningen kl. 9.00. Jeg interviewer afstemningsleder Franklin Høegh-Olsen, der fortæller lidt om, hvordan dagen vil komme til at forløbe.

Det var i øvrigt ikke det eneste interview, jeg lavede med Franklin den dag - og det kom der faktisk en sjov historie ud af. Franklin Høegh-Olsen var skatteinspektør i Nuuk og kendt for sin notorisk enestående, næsten fotografiske hukommelse, der blandt andet også omfattede hans store interesse for Elvis Presley.

Da jeg sluttede interviewet, rundede jeg derfor af med at fortælle, at vi skulle høre en sang med Elvis, som i hvert fald var temmelig aktuel for de opstillede politikere: "It's now or never". Til min store forbløffelse kunne Franklin så tilføje, at det netop denne dag faktisk var nøjagtig 41 år siden, at Elvis indspillede sangen.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til - men jeg vil i hvert fald efter denne tildragelse altid kunne huske, at "It's now or never" er indspillet den 3. april 1960.

Fra åbningen af Folketingsvalget i Nuuk
den 20. november 2001.
Jeg har rodet lidt rundt i mit arkiv for at se, om jeg selv havde billeder fra kommunalvalget i 2001. Det var desværre ikke tilfældet, men til gengæld fandt jeg et billede fra åbningen af Folketingsvalget den 20. november samme år. På billedet ser man yderst til venstre i midten i en grøn jakke pressefotograf Leiff Josefsen - og på den måde har jeg sådan set gengældt billedet fra Facebook.

 Der skal i øvrigt være kommunalvalg i Grønland næste gang den 2. april 2013.

søndag den 11. november 2012

Maestro

Kvalitetsunderholdning fra DR

Gitte Nielsen styrer. Foto: Bjarne Hermansen, DR.
Her i koncern-hoved-kvarteret hos dovregub-ben.dk er vi naturligvis ikke blinde for, at vi den seneste tid har fået helt uvurderlig reklame i DRs Maestro-konkurrence.

Adskillige gange har vi hørt Griegs "I dovregubbens hal" - både i sin helhed og i uddrag og i mere eller mindre genkendelige versioner. Det er vi glade og taknemmelige for - og iler derfor til med en kvittering i form at skam-rosende omtale af Maestro.

For en gangs skyld er det lykkedes den københavnske tv-station at leve op til sine public service-forpligtelser. Med Maestro har man skabt et program, der både er underholdende, kulturelt og oplysende på en gang - altså et rigtigt Kinder-æg.

Programmet er en forfriskende nyskabelse, som udnytter DRs store potentiale med symfoniorkester og gode producenter - og står i modsætning til Tandbørsten, X--faktor, Forbrydelsen og andet fladpandet, københavnsk underholdning - for slet ikke at tale om den lemmingeagtige nyhedsjournalistik, der præger DRs multimediale satsninger på nyhedsfronten.

Med Maestro bliver seerne og lytterne ført ind i den klassiske musiks verden af en god og indsigtsfuld programvært og dommere, som forstår at formidle stor viden og erfaring. Det i sig selv er en nyskabelse i danske media - og et eksempel til efterfølgelse.

Det tjener programmet til ære, at man har holdt sig til populær og genkendelig klassisk musik - uden at forfalde til selvsmagende klogeri sådan som det ellers er tilfældet på mange af stationens radiokanaler, for eksempel DR Beat der ikke er andet end en menigheds-kanal.

Jeg har set alle programmerne i fjernsynet - og hørt de fleste af radioprogrammerne i serien. Det har simpelthen været en fornøjelse - også selv om jeg ind i mellem har været ved at brække mig over Peter Myginds føleri og tagen sig til hjertet. Desværre vandt min favorit ikke - men det var tæt på.

Jeg holdt med Gitte Nielsen - for hvem havde egentlig lige set Stallones tidligere frue komme fra den vinkel? Og oven i købet arbejde seriøst fra nul og op til at være den eneste konkurrencedeltager, som opnåede topscore i en af konkurrencerne.

Jeg føler mig godt underholdt, og mange gange undervejs er tankerne gået til de gode gamle dage, hvor jeg havde min næsten daglige gang på den nu hedengangne Klosterkroen i Aalborgs centrum. Værtshuset var blandt andet tilholdssted for byens symfoni-musikere, og jeg har mere end en gang hørt musikerne håne en gæstedirigent, fordi vedkommende sang med på musikken. Det var - så vidt jeg nu forstod det - vanvittigt irriterende og en af de største synder, man kan begå med en dirigentstok i hånden. Det tjener DR-musikerne og dommerne til stor ære, at de ikke undervejs i Maestro har omtalt dette etikette-brud med så meget som et eneste ord - for i den henseende har konkurrencedeltagerne manglet den professionelle holden-på-formerne.

Stor tak til DR - og for dem, der endnu ikke har hørt det, tager vi endnu engang Dovregubbens sal:

Kina-føde

En vakker wok-and

Andebryst på kinesisk.
Indrømmet - vi var lidt vage lørdag. Og når den tilstand indtræffer, plejer den at stå på fastfood. For eksempel pizza fra tyrkeren inde i Brovst.

Men nu var det jo lørdag og mortensaften, så en and fra kinesergrillen ville være lidt mere velvalgt. Desværre er der ikke nogen ordentlige kina-griller på Øland - og så var der jo ikke andet for end at bide i den sure ingefær og lave anden selv.

Det er ikke så svært, men skal forberedes i god tid. Jeg tog et par andebryster, befriede dem for skind og skar kødet i små tern. Kødet røg i en skål med en marinade lavet af trekvart deciliter soya, saften fra to lime, en håndfuld knuste hvidløg, en god sjat portvin, en sjat chilisauce og et strint flydende sødemiddel. Kødet skal trække et par timer i køleskabet.

Selve tilberedningen foregår ved først at stege fedtet af skindet (og gemme det som snack til aftenens film - det er lige så godt som flæskesvær). I fedtet lynsteges det marinede andekød i to minutter og tages op. Derefter lynsteges en pose wok-grøntsager i et minuts tid og tages op. Det resterende fedtstof røres op med en skefuld maizena, hvorefter marinaden røres i. Endelig tilsættes en deciliter andefond og saucen koges igennem og smages eventuelt til med lidt salt og peber. Endelig hældes kød og grøntsager i, og det hele får lige lov at koge op et minuts tid.

Det smager tossegodt. Serveres som al anden grill-mad foran fjernsynet. Egentlig hører der også ris til, men det sprang vi nu over i dagens vage anledning.

祝您好胃口

fredag den 9. november 2012

Jante

Et foto krydser sit spor

Sandemoses fødehjem i Nykøbing Mors,
 som det tog sig ud sommeren 2012.
For et halvt års tid siden var jeg til et møde i Nykøbing Mors. Jeg var lidt for tidligt på den og benyttede derfor lejligheden til at turiste rundt i byen. Selvfølgelig skulle jeg også forbi fødehjemmet til Aksel Sandemose - byens store søn og forfatter til den berygtede Jantelov.

Kameraet var med, og det blev da også til et par fotos, som jeg imidlertid aldrig har fundet anvendelse for. Indtil i går aftes. Som sædvanligt ved sengetid skulle jeg finde lidt læsning - og i stakken af ulæste bøger fandt jeg tilfældigvis bogen "Digtning som skæbne", der er skrevet af den norske litteraturprofessor Jorunn Hareide og udgivet i forbindelse med 100-året for Sandemoses fødsel i 1999. Jorunn Heide er ekspert i netop Sandemose og fik i 1976 sin doktorgrad på en disputats om den dansk-norske forfatter.

Familien Sandemose foran huset i Færkenstræde
i begyndelsen af 1900-tallet.
"Digtning som skæbne" er en indførsel til Sandemoses forfatterskab - og den udmærker sig blandt andet ved at være rigt illustreret. Blandt andet har den norske professor fundet en masse fotos fra Nykøbing i forfatterens barndom og også et billede af familien Sandemose foran huset i Færkenstræde. Som altid synes jeg, at det er sjovt at sammenligne fotos med mange år imellem - og så havde jeg pludselig en anledning til at bruge turistbillederne fra Nykøbing. Ser man på det gamle billede, har det åbenbart været en festdag. Familien var bestemt ikke velhavende, men velfungerende - og på dagen, hvor billedet er taget, er Dannebrog oppe. I mangel af en flagstang er flaget stukket ud gennem tagvinduet.

En flygtning krydser sit spor. I 1965 kort før sin død
 er Sandemose  taget til nåde i fødebyen - og holder et
veloplagt causeri på byens hotel. Det er et foto af
forsoningens time. I følge forfatteren Knud Sørensen var
 Sandemose frygteligt nervøs før dette møde.
Jeg har aldrig været særlig vild med Sandemose. Den temmeligt uforsonlige skildring af Nykøbing i "En flygtning krydser sit spor" appellerer ikke rigtig til mig. Det er som bekendt en dårlig fugl, der skider i sin egen rede. Heldigvis blev Sandemose rundere med årene og blev da også til sidst anerkendt og forsonet med fødebyen.

Stjal Sandemose Janteloven fra afholdsbevægelsen?
Nu skal ham Sandemose jo heller ikke tro, at han er noget. Jeg læste for nogle år siden en artikel - jeg husker ikke hvor eller hvem forfatteren var - men pointen var, at Janteloven slet ikke er opfundet af Sandemose, men derimod af afholdsbevægelsen. Sandemose var sammen med Tom Kristensen en af dansk litteraturs store drukkenbolte, men hjemmet i Nykøbing var præget af faderens engagement i afholdsbevægelsen. Her havde man en plakat med afholdsbevægelsens ti bud - og detvar  bud i stil med "Du skal ikke tro, at du er noget, når du drikker..."

Jeg spekulerer på, om ikke Sandemose står over for en renaissance. I hvert fald er der træk i hans liv, der appellerer stærkt til visse tegn i tiden. Som ung var Sandemose sømand og senere skovhugger i Canada - og i sine norske år arbejdede han hårdt på sin lille gård "Kjørkelvik", hvor han selv byggede det meste. Ligesom Hemingway var der noget ægte mandfolk over ham - og på den måde minder han faktisk meget om Bonderøven, der i fjernsynet er en af vore fineste eksponenter for de gode, gamle maskuline dyder, der efterhånden trænger til at blive støvet af efter årtiers feminin dominans i kultur og politik. 

Det er forresten mange år siden, at jeg læste "En flygtning krydser sit spor", men jeg husker stadig dansklærer Kjeldsen i realen, da vi gennemgik bogen. Selvfølgelig gik det galt, og han introducerede bogen med ordene "En krydsning flygter sit spor...".

Foto: Fra bogen "Digtning som skæbne" af Jorunn Hareide, Editio 1999

tirsdag den 6. november 2012

Bænkevarmere

Det var kattens...

Tirsdagens frostklare morgen drev mig rundt i distriktet bevæbnet med op til flere kameraer for at fange lidt Limfjordsstemning.

På havnen i Løgstør er der en stribe fiskerhuse, og der sad tre katte - ikke på et varmt bliktag - men på en bænk. Fiskeren var inde i skuret og i gang med at forberede dagens dont - og mon ikke de tre katte er vant til, at der falder en godbid af, når dagens fangst skal renses?

Tre katte venter på en godbid...
Egentlig er jeg ikke særlig begejstret for katte. Det er noget kryb - og det antages, at katten er det dyr i Danmark, som har flest fugleliv på samvittigheden. Katte har også en dårlig vane med at grave nyplantede blomster og løg op af jorden, og kan i det hele taget være en plage. Men på plussiden hører, at de også fanger mus, rotter og mosegrise - så derfor er kattene på tålt ophold herhjemme på parcellen. 

Men de skal passe på, skal de. Jeg har købt en vandpistol med ti meters rækkevidde - og viser de alt for stor interesse for fuglene, så får de et ordentlig strint.

Det er egentlig mærkeligt, at det kan skræmme et dyr, som selv bruger det meste af tiden på at strinte. 

søndag den 4. november 2012

Bevingede ord

Et guddommeligt ordspil

Undskyld, men jeg kan altså bare ikke lade være med det her. I følge medierne har Ægyptens kristne mindretal, der som bekendt kaldes koptere, i den forløbne weekend valgt ny "pave".

Man må formode, at denne klerikale dignitar, kopternes ypperstepræst eller pave er en særdeles hellig mand - altså en hellig kopter...
En hellig kopter?

Gadens gastronomi

Dansk hurtigmad i verdensklasse

En rigtig "hotter". Foto: Nord-grill, Haderslev
På Nytorv i Aalborg står der en pølsevogn – diskret parkeret i en fin lille garage af den smukkeste, fornemme og dyreste stenhuggergranit, sådan at byens internationale gæster kan blive skånet for synet af den gode, danske pølsevogn, der ellers repræsenterer noget af det fineste, vi som nation har frembragt.

Personligt har jeg altid undret mig over, at byens skatteydere uden videre har fundet sig i, at byplanlæggerne har brugt en stor pose penge for at skjule dette folkelige samlingssted. I mange andre fattigere og mindre fredelige lande ville den slags have udløst voldelige revolutioner, standretter og diverse guillotine-installationer til almindelig folkelig underholdning på det selvsamme Nytorv.

Men skatteyderne i Aalborg har åbenbart råd til det, så det skal jeg ikke blande mig i.

Spørgsmålet er imidlertid blevet aktuelt i den forløbne uge, hvor byrådet i Næstved har nægtet byens gamle pølsevogn adgang til den sjællandske provinsbys nyanlagte gågade. Gad vide, hvad der foregår i hovedet på alle disse politikere, byplanlæggere og fine arkitekter, når de tror, at de kan skjule elementære menneskelige drifter bag mure af dyr granit?

Det er udtryk for en utrolig foragt for den jævne mands behov – selv om jeg tør vædde på, at de selvsamme byplanlæggere og arkitekter i en sen nattetime også har fundet kulinarisk trøst i pølsevognens dampende og velsmagende pølser. Sådan må det jo nødvendigvis være i et land, hvor moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt.

Men det er jo en del af tidsånden, når den herskende klasse ser ned på den jævne mands vaner og behov. For pølser og hurtigmad som sådan er jo usundt og nedbrydende for folkesundheden og målsætningerne om et kedeligt, indholdsløst, men langt liv i en tryg velfærdsstat. Folket skal opdrages og lære sunde vaner. Det gør vi tilsyneladende bedst ved at skjule problemerne – på akkurat samme måde som man efterhånden har fået jaget rygerne ud af alle offentlige sammenhænge, og at visse politikere mener, at det er bedre, at narkomanerne fixer i særlige fixerum i stedet for på gader og stræder.

Nu har det jo aldrig været meningen med fastfood, som det efter amerikansk forbillede også kaldes, at det skal være sundt. Det skal – som navnet siger – være hurtigt og også gerne velsmagende – og i den henseende er den danske pølsevogn førende i modsætning til de amerikanske burgerkæders papburgere og den mærkværdige japanske modedille med at spise rå fisk. Det er muligt, at folk finder fornøjelse ved disse smagsløse produkter, men de er ganske umuligt at blive mætte af. Hvis et måltid skal smage af noget, skal det altså indeholde masser af kalorier – og i den henseende er den danske hotdog lidt af et mesterværk.

Men endnu bedre er den gode, gamle bøfsandwich, der desværre er på returen i det danske hurtigmadsmarked. Bøfsandwichen er den sande fornægtelse af et af tidens populære kulinariske dogmer, hvor det hedder sig, at råvarerne skal være friske.

Nu er det med de friske råvarer dybest set noget sludder. En frisk ost hverken smager eller lugter af ost – og både vildt- og oksekød fordrer faktisk en betydelig lagring, før det overhovedet kan spises.

Ligesådan med bøfsandwichen, som umuligt kan laves af friske råvarer. Man tager en hakkebøf i sovs fra dåse, lægger bøffen i blød underbolle, overhælder bøffen med ristede løg, sovs, agurkesalat, syltet rødbede, sennep, ketchup og remoulade – lægger overbollen på og overhælder det hele med ekstra brun sovs fra bøfdåsen. Eventuelt kan man pynte med lidt flere ristede løg. Se, det er en rigtig herreret, som bare ikke kan laves med friske råvarer.

Pølsevognen er et stykke ærlig dansk folkelig kultur – og bør derfor have en plads i kulturkanonen på linje med H.C. Andersen, Grundtvig, Rifbjerg og andre koryfæer.

 I den sammenhæng er pølsevognen også et ganske lærerigt stykke om, at integration i virkeligheden ikke er så svært. Flere og flere pølsevogne ejes i dag af medborgere af anden etnisk oprindelse – og såmænd ofte fra lande, hvor man ellers har et problematisk forhold til svinekød. Mange af disse nydanskere behandler dette stykke dansk kultur med stor respekt og omsorg. Det er integration på det folkelige plan – og det er da smukt, mellemfolkeligt og helt i tidsånden.

Jeg synes, at vi skal gøre en indsats for at bevare den gode, danske pølsevogn – og få den ud af byplanlæggernes granittempler. Snup gerne en gang om ugen – eller efter behov - en hotdog med det hele eller en bøfsandwich og vær med til at holde liv i et stykke dansk kultur.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 3. november 2012.

lørdag den 3. november 2012

Kanon-føde

10 kulinariske højdepunkter

Stegt flæsk med persillesovs er noget af fineste, der
er frembragt i det danske køkken.
Fredag formiddag sad jeg og skrev på klummen "På kanten" til lørdagens udgave af Nordjyske Stiftstidende. Som sædvanlig havde jeg noteret en del ideer ned - og en af dem handlede om, at pølsevognens hotdog burde være en del af den danske kulturkanon på linie med H.C. Andersen og Rifbjerg.

Jeg havde også ganske hurtigt griflet et forslag til en dansk kulinarisk kanon ned. Den blev ikke brugt i klummen, men derfor behøver bloggens læsere ikke at blive snydt for mit bud på de ti vigtigste retter i det danske køkken - foruden altså hotdoggen og den herostratisk berygtede bøf-sandwich med brun sovs. 

Smørrebrød
Medister
Sprængt oksebryst
Mormorkylling
Tarteletter
Stegt flæsk med persillesovs
Stegt rødspætte
Kogt torsk
Wienerbrød
Frikadeller

Listen er ikke prioriteret, men består af ti af mine yndlingsretter - og der er sikkert et par, som jeg har glemt, men sådanne top ti lister er jo ikke andet end pjat og lir, så det lever jeg med.