tirsdag den 29. november 2022

Gør-det-selv thai-mad

Sælg aldrig skindet, før bjørnen er skudt

Lørdag aften havde jeg sat næsen op efter thai-mad. Det skyldtes ikke mindst, at det lokale thailandske svar på en pølsevogn - Thai Chef Food Truck fra Thy - gæstede Brovst og bød på et alternativ til pizzaer og hotdogs, som ellers er de gængse fastfood-tilbud her på egnen.

Men jeg måtte gøre regning uden vært. For da jeg ved fire-tiden kørte til Brovst for at købe lækkerierne, var der udsolgt. Det kom der så en artikel ud af til den lokale presse, men ingen aftensmad.

Så var der jo ikke andet for end starte for sig selv - efter bedste beskedne evne og på øjemål. Først kogte jeg et par "fuglereder" nudler og satte dem til afdrypning. Noget kyllingesmåkød - lårkød som jeg foretrækker frem for det magre og smagløse brystkød - røg i wokpanden sammen med hakket forårsløg, hvidløg i rå mængder, lidt ærter og gulerødder samt salt og peber, hvor det blev svitset i lidt olie. Da det havde simret lidt, tilsatte jeg nudlerne og en ordentlig klat østerssauce - og så var den ged barberet.

Ikke helt. Det smagte godt, men manglede altså et eller andet. Jeg ved ikke, hvad det er, men helt thailandsk smagte det nu ikke. Men pyt. Mæt blev jeg da - og det tog kun ti minutter at lave.

Jeg har aldrig været i Thailand. Min hang til thai-mad stammer fra Nuuk, hvor der gennem årene altid har været et stort udbud af thai-mad - både i fastfoodversioner til at tage med og især den fine restaurant Charoen Porn, der altid har været et godt og acceptabelt alternativ til byens bedre og også dyrere restauranter. Charoen Porn blev grundlagt i 1995 af festlige Svalberg, som jeg har delt mange øl med. Jeg har tidligere skrevet en historie om Charoen Porn her på bloggen.

Jeg skal ikke kloge mig med fine sociologiske og demografiske forklaringer på, hvorfor thai-mad altid har været populært i Nuuk. Blot konstatere, at sådan er det - og thai-mad har været en del af mit kostindtag, siden jeg kom til Grønland for snart 30 år siden. Sådan er det bare - hvor bizart det end lyder. Men det smager altså også godt.

mandag den 28. november 2022

Stjernestunder

Så er julestjernen tændt

Jeg holder de grønlandske juletraditioner i hævd. Så selvfølgelig kom nissen forbi natten til søndag og hængte julestjerner op i vinduerne.

Der er bare en ting, jeg ikke forstår. Angiveligt kommer nissen kun forbi, hvis børnene i huset har været artige i det forløbne år. Den regel er jeg da ikke helt sikker på, at jeg kan leve op til.

Det er også blevet til et julelys i ædelgranen uden for den fine dør. Det var egentlig ikke meningen, for meget af al den julepynteri var egentlig noget, jeg mest gjorde for Dinas skyld, mens hun endnu levede. Men nu skal kommunen spare, så hver anden gadelygte er slukket. Det er blandt andet gået ud over lampen uden for huset, så nu er der - undskyld udtrykket - mørkt som i en negers røv derude på hjørnet.

Så jeg måtte gå den tunge gang til Jem og Fix og hjemføre den længste og mest lysrige juletræskæde, jeg kunne finde. Det koster så cirka 20 kroner i strøm den kommende måneds tid, men i disse tider må vi jo alle bringe vores ofre.

Det er sikkert også strømprisernes skyld, at julebelysningen i år mange steder er kommet senere i gang og noget mere afdæmpet end tidligere. Så der er egentlig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Tirsdag den 6. december skal jeg for resten holde foredrag i Bonderup Præstegård om julen i Grønland. Det glæder jeg mig til, for det kan der komme en god og underholdende eftermiddag ud af.

Jeg skrev i sidste uge en artikel til Sermitsiaq om søndagens mange juletræstændinger i de grønlandske byer. Det ser ud til, at julemanden i Grønland foretrækker at lade sig transportere i brandbil frem for med rensdyr. Der er dog undtagelser. I Ilulissat ankom julemanden med hundeslæde, i Ittoqqortoormiit på snescooter og i Narsaq - Grønlands spisekammer og landbrugsområde - kom julemanden selvfølgelig på traktor.

onsdag den 23. november 2022

Nye opdagelser

Endestation Mord

Jeg bliver så glad, når jeg opdager noget nyt i bøger, som jeg genlæser.

En af bøgerne er Sjöval-Wahlöös Endestation Mord, som jeg netop har læst igen-igen. Første gang i midten af halvfjerserne og siden med års mellemrum - og altså nu igen i 2022.

Der er generelt ikke så forfærdelig meget at grine ad i svenske kriminalromaner, men jeg opdagede altså lige en sjov detalje, der fik mig til at grine - skratte på svensk. I bogen er det juleaften, og Lennart Kollberg bliver midt i julemaden ringet op af en psykiater fra fængslet på Långholmen. Psykiateren hedder Fröjd.

Sig navnet. Det er sgu da et sjovt navn til en psykiater. Og tænk, at jeg aldrig har opdaget det. Jeg skrattede - og det er for resten også bogens svenske titel: Den skrattende polisen.

Jeg er færdig med Endestation Mord for denne gang. Nu er jeg i gang med fortsættelsen - Brandbilen der forsvandt. Den er en af mine favoritter, fordi Gunvald Larsson har en fremtrædende rolle med sin ofte uortodokse, flabede og voldsomme fremtræden. Jeg har lettere ved at se mig selv i Gunvald Larsson end i tørvetrilleren Beck.

søndag den 20. november 2022

Det bedste er det godes værste fjende

Kontraproduktivitet 

Ideer er nok af i vores lille land. Og mellem de fikse ideer fostres der ind i mellem også gode ideer.

For en del år siden – vistnok i 2016 -  fik et par thyboer den glimrende ide, at det er alt for dårligt, at en masse af den fineste danske kunst står i magasinerne i kælderen under Statens Museum for Kunst i København. Det er kunst, der er vores alle sammens – så lad os få det op i lyset og ud i landet. For eksempel til den gamle købmandsgård i Doverodde, hvor der er ledige lokaler.

Det burde så være en enkel sag at læsse nogle malerier på en lastbil og køre dem til Doverodde, udstille dem og så måske køre dem videre til et andet sted i landet, hvor skatteyderne har et berettiget krav på at få del i den kunst, der normalt kun kommer københavnerne til gode.

Det var faktisk en rigtig god ide, men i mellemtiden er fokus på at bringe kunsten ud til danskerne – læs danskere uden for København – strandet på, at der er gået projekt i sagen. Nu er de gamle købmandslokaler i Doverodde pludselig ikke længere gode nok.

Forleden kunne man i nærværende udmærkede dagblad læse, at den gamle bygning i Doverodde skal rives ned og opføres igen. Der skal også laves en velkomstbygning – alt sammen til den nette sum af 38,5 millioner kroner – og muligvis ti millioner kroner ekstra. Alt sammen penge der stilles til rådighed af en privat fond.

Tidligere var der også noget med, at der skulle laves en helhedsplan for området for andre fondsmillioner, så det går jo rigtig godt betalt af tossegode fonde, der falder for alt, hvad ildsjæle og arkitekter finder på.

Her er det, kæden springer af for mig. For den oprindelige gode ide med at bringe kunsten ud til folket strander nu på fine byggerier og store forkromede projekter. Det er ikke fordi, jeg ikke under thyboerne en fin filial af Statens Museum for Kunst, slet ikke. Det er på tide, at vi slipper af med det københavnske monopol på finkulturen.

Men pengene kan måske anvendes bedre. For eksempel på en ombygget bogbus, der kører kunsten rundt i alle vores små landsby-samfund i landsdelen. Eller måske turnerende udstillinger til vores mange forsamlings- og medborgerhuse. Så ressourcerne blev brugt på drift og ikke mursten.

Jeg kan også nemt blive bekymret, når det angiveligt er den lokale kommune, der skal stå som bygherre. Det er sjældent, at offentligt styrede byggeprojekter holder budgetterne. Bare tænk på skandalen om det nye såkaldte supersygehus i Aalborg, der har drænet sundhedsvæsenet for penge, der ellers burde komme de syge til gode – og som nu godt ti år efter byggestart ender blandt de fem største byggeskandaler i landet nogensinde.

Jeg tror ikke på de store forkromede projekter. Det er spild af penge og ressourcer, når mindre og mere enkle løsninger kan gøre det.

Sådan går det bare ikke i Danmark, hvor politikerne elsker projektmagere, arkitekter og ildsjæle – og hvor der er masser af offentligt ansatte, der med store projekter øjner en chance for at slippe for idiotarbejdet med at flytte papirbunker.

Projektmagere og ildsjæle lider som regel af tunnelsyn, der gør det svært for dem at tænke helheder. Det er som små børn, der plager efter mere slik. De helmer ikke, før de får deres slik og alle millionerne. Jeg fatter ikke, at der ikke er en voksen til stede, der kan sætte dem på plads. For det er ikke mursten, vi har brug for – det er penge til driften, uanset om vi taler om kunst eller sundhed.

Historien om, hvordan en demokratisering af kunstlagrene under et museum i København ender med et helt nyt kunstmuseum i Doverodde, er det godt eksempel på, at den bedste løsning står i vejen for den gode løsning – og forklaringen på, at så meget går galt i det lille land.

På kanten, Nordjyske, 18. november 2022

lørdag den 19. november 2022

Årets sidste gladiolus

Vinterforberedelser

Nu lakker det mod vinter. Så forleden tog jeg gladiolus op af jorden, så de kan komme i sikker havn inden frosten.

Det har været et mærkeligt år - rent gladiolus-mæssigt. Normalt blomstrer de stort set samtidig i slutningen af august, men sådan er ikke gået i år. De første kom til tiden, men ellers har det mest være noget sjatpisseri fordelt over næsten tre måneder. Normalt en fest, men i år altså noget mere neddæmpet.

Da jeg gravede dem op, var der oven i købet en enkelt, der stadig stod i knop. Den er nu kommet ind og lyser op i vintermørket. Spreder lidt glæde i den mørke tid, bogstavelig talt.

Jeg har vel godt og vel 150 gladiolus. Det ville være et stort arbejde at grave dem op, hvis de stod spredt. Men det også sådan med gladiolus, at de gør sig bedst, når de står tæt. Så der skulle såmænd ikke mere end fem spadestik til. Så var den sag klaret.

Nu står løgene i drivhuset og tørrer. Men mon ikke de skal til et mere sikkert vinterkvarter i weekenden? Det ser jo ud til, at vi får den første nattefrost i løbet af de kommende dage. 

tirsdag den 15. november 2022

Skabagtig ombygning

Nyt projekt

Da jeg i sin tid købte huset her på Nørremarksvej, fulgte der et fint gammelt almueskab med. Det har altid stået i bryggerset og har gjort fin fyldest som opbevaringsted for vintertøj med mere.Men det også irriteret lidt. De mørke almuefarver tager det sparsomme lys - og så fylder det også i rummet.

Så efter Dinas død har jeg besluttet, at skabet nu skal videre - og jeg har derfor foræret det til Birger, som er den helt rigtige mand til at give det gamle stykke snedkerarbejde nyt liv.

For smides ud skulle skabet ikke. Dertil er det alt for fint. Samlet med kiler og lige til at pille fra hinanden og fragte videre på hestevogn ved skiftedag, som det skete i de gode gamle dage. Samlingen er genial - og det var to klodser, der skulle løsnes - så var det lige til at pille ned. Nu er skabet væk - og bryggerset er stort som en balsal.

Så nu har jeg atter et projekt, der skal laves. For der venter et stort arbejde. Alt skal males, men først skal der renses og spartles. Bag skabet viste der sig en mishandlet pudset væg - og der er altså også et par andre steder, hvor den tidligere ejer af huset har sprunget over det lave gærde. Så der kommer nok til at gå et par uger, før jeg er klar til at svinge penslen.

Det er planen at montere en bordplade på væggen, hvor skabet stod. Sådan en mangler jeg, når jeg lægger tøj sammen. Under bordpladen kan der så blive plads til støvsuger og andet husligt grej. Jeg skal også have set på lyset. Der er kun et sparsomt lysindfald gennem vinduet, der er under altanen, så der skal meget mere lys til at gøre bryggerset til det arbejdsrum, som et bryggers dybest set er.

Det skal nok blive godt med tiden. Men med hånden på hjertet må jeg også erkende, at det nok bliver til 2023, før jeg er færdig. Jeg har i hvert fald den næste måneds tid nok at lave i min lille butik - og det er for resten også grunden til, at der ikke bliver skrevet så meget på bloggen. Det beklager jeg naturligvis - men sådan er det bare. Heldigvis.

fredag den 4. november 2022

Sjældne gæster i Grønland

Ornitologiske sensationer

Gul sanger. Foto: Martin Kviesgaard
Nuuk har på det seneste været et sandt Mekka for fuglekiggere – og især fuglekiggere, som lægger mærke til de mere sjældne fugle i Grønland.

En af dem, som har et særlig godt øje til de sjældne fuglearter, er Martin Kviesgaard. I slutningen af august fotograferede han en gul sanger, der stammer fra Nordamerika, mellem småfuglene på kirkegården ved Saqqarlernut i Nuuk. Observationen var den fjerde nogensinde i Grønland. Første gang arten blev set var i 1940 i Maniitsoq og senest i 2010 på et seismik-skib.

Amerikansk vandredrossel. Foto: Martin Kviesgård
Forleden var der så alarm igen. Denne gang en anden gæst fra Nordamerika – en amerikansk vandredrossel, der blev fundet af Johannes Kyed ved Kimmernat. Fuglen har opholdt sig på stedet i nogle dage. Vandredroslen er kun set seks gange før i Grønland og senest i 1946.

Endelig blev det i sidste uge også til en bekkasin – enten europæisk dobbeltbekkasin eller amerikansk bekkasin - ligeledes ved kirkegården ved Saqqarlernut. Bekkasiner er observeret en del gange i Grønland – mindst 12 gange og sidste gang på samme lokation i 2000. Men sjælden er den nu stadig.

Martin Kviesgaard har flere forklaringer på det store rykind af sjældne fugle netop nu.

Nørderne blandt ornitologerne diskuterer ivrigt, om denne
bekkasin fra Nuuk er en amerikansk bekkasin eller
 en dobbeltbekkasin fra Europa. Foto: Martin Kviesgaard
- Der er ingen tvivl om, de mange storme fra syd betyder noget. Jeg er ret sikker på, at alle tre fugle er kommet på afveje på grund af blæsten og er endt i Nuuk. Samtidig kan klimaforandringer betyde, at fugle, der var sjældne tidligere, nu er mere almindelige og omvendt, siger Martin Kviesgaard.

- Det er ikke kun Nuuk, der har haft sjældne besøg. Fra hele Grønland kommer der løbende beretninger om usædvanlige besøg fra enten Europa eller Nordamerika. Vi har i år blandt andet hørt om silkehejre, kostær, fiskehejre og en mulig prærietrane.

- En stigende opmærksomhed om både almindelige og usædvanlige fugle kan også være en forklaring, samtidig med at mange fodrer fugle og har små haver. Der er i dag mange flere, som gør opmærksom på, at de har set en usædvanlig fugl. Observationerne bliver delt på Facebook – især på siden Kalaallit Nunaanni TImmissat/Fugle i Grønland med 1.800 følgere.

- Det er jo en lidt nørdet hobby at kigge på fugle, men det ser ud til, at rigtig mange har fået vakt interessen de seneste år, mener Martin Kviesgaard.

Artiklen er bragt i printudgaven af Sermitsiaq fredag den 4. november 2022. Det er altid en fornøjelse, når jeg kan kombinere mit arbejde med min store fugleinteresse...