Klar til rodbehandling

Efter Malik

Søndagen begyndte tidligt, da det begyndte at lysne.Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan landet lå efter stormen Maliks natlige hærgen. Umiddelbart regnede jeg ikke med det helt store, for så voldsomt var blæsevejret heller ikke. Jeg var i stand til at sove om natten i soveværelset, der vender mod vest - og det er ikke altid muligt i stormvejr på grund af larmen.

Men som sagt: Tidligt op og afsted ved halvottetiden. Måske var der en historie til lokalaviserne?

Det blev heller ikke til mere end 100 meters kørsel, for vejen ned til dæmningen var spærret af et væltet træ. Og da Jens så dukkede op med motorsaven, var historien til avisen hjemme.

Efter at vejen til dæmningen var ryddet, fortsatte jeg mod bageren i Halvrimmen, for jeg havde lovet at tage morgenbrød med hjem. Det blev en tur med store forhindringer, for Malik havde godt for sig af træerne i Øland Skov, hvor både Østre og Vestre Skovvej var spærret adskillige steder af væltede træer.

Men det kunne faktisk have været værre. Heldigvis er jorden forholdsvis tør i øjeblikket, siger skovfolkene. Hvis jorden havde været våd, var der røget mange flere træer. Men ingen tvivl om, at det havde været blæsevejr.

Jeg ved ikke, hvad er mest imponerende. Et træ, der er rykket op med roden klar til en rodbehandling eller et træ, der simpelthen er knækket. Men meget fascinerende og en søndagstur værdig, da først vejen var ved at være ryddet - og vi jo hurtige på Øland, så allerede ved ti-tiden var der hul igennnem igen.

Dagens ord XC

Malik

Som bekendt blæser det 300 dage om året i Nordjylland. Resten af tiden stormer det.

Det forbigår som regel mediernes opmærksomhed, men i dag er der skruet helt op for dækningen ved udsigten til blæsevejr i resten af landet. Og stormen har endda fået et navn: Malik.

I rækken af navngivne storme var DMI tilfældigvis kommet til M - og det blev så til Malik, der er et velkendt grønlandsk drengenavn.

Malik kan også betyde bølge på grønlandsk - og det gør navnet mere velvalgt end navne som Mads, Marius og Mikkel. For bølger skal der nok komme på det stormomsuste moderligere hav, hav, hav, hvor der nok skal blive lidt at se på, hvis man tager en frisk tur til stranden i den stride vind.

Malik er for resten også det ganske passende navn til svømmehallen i Nuuk.

Navnet Malik er meget populært i Grønland. Cirka 475 ud af en befolkning på 56.000 hedder Malik - og det slår hyppigheden i Danmark med adskillige længder. 

I Danmark var der i 2020 1245 med navnet. I Danmark behøver oprindelsen heller ikke nødvendigvis være grønlandsk, da Malik også er et arabisk navn. Her betyder Malik konge.

Døglingernes hævn

Tynd mave i Nordgrønland

Foto: Wikipedia

Onsdag fandt man i Kolding havn en død hval af arten døgling - og som altid vækker den slags begivenheder opmærksomhed. Hvalen skal fredag obduceres i fuld offentlighed - og det skal nok blive et tilløbsstykke.

Døgling er sjælden i danske farvande. Men ses også kun sjældent i Grønland, fordi den foretrækker åbent hav med store dybder. Den kan dykke helt ned til 1.000 meter.

Døglingens grønlandske navn er anarnaq, som betyder den, der giver afføring. Og det er lige nøjagtig, hvad den gør (og undskyld at jeg nu bliver lidt latrinær).

Døglingens spæk har et stort indhold af olie, der minder om amerikansk olie - et velkendt og anerkendt laksativ. Man får kort sagt tyndskid af at spise døgling.

Det hørte jeg en gang en fortælling om. Jeg ved ikke nøjagtig hvor og hvornår, det foregik - eller om den er sand eller en and, men sandheden skal heller ikke stå i vejen for en god historie.

Under alle omstændigheder er vi i Nordgrønland i en lille bygd, hvor man i flere år ikke havde fanget nar- eller hvidhvaler, som er de foretrukne hvaler til mattak - hvalhud med spækkant, der er en stor grønlandsk delikatesse.

På et tidspunkt får fangerne drevet en flok døglinger ind på stranden ved bygden. Og skønt det er almindeligt kendt, at man ikke skal spise døgling, for det giver tynd mave, gik naturen og længslen efter mattak over optugtelsen. Der blev fluks skåret nogle skiver mattak af døglingerne - og der var en fest uden lige.

Resultatet - tyndskiden - udeblev heller ikke, og det var bestemt ikke alle, der nåede på tønden, inden naturen krævede sin ret. De sked simpelthen i bukserne.

Dengang var der ikke effektive tøjvaskemidler, endsige vaskemaskiner, i grønlandske bygder - og i mange år efter begivenheden kunne man altid kende folkene fra den lille bygd på en stor fedtplet bag på bukserne. Og det er angiveligt ikke en gang løgn.

Jeg har selv kun set døglinger en enkelt gang.  Det var i forsommeren 2000, hvor jeg var på togt med inspektionskutteren Agdlek. Togtets første opgave var en inspektion af en russisk trawler, der lå i Davis Strædet cirka 100 sømil nordvest for Nuuk. Vi kom til positionen tidligt om morgenen. Vejret var fint, vindstille, solskin og lidt morgendis, så RIB'en blev bemandet med inspektionsholdet samt en journalist og en fotograf, og vi satte kursen mod den russiske trawler.

Her sejlede vi bogstaveligt talt ind i en flok døglinger, der er let genkendelige på deres store hoveder med en fedtpude i panden. Af samme grund hedder døglingen på latin hyperoodon ampullatus og på engelsk bottlenose whale.

Jeg fik en masse fotos af døgling ved den lejlighed, men dem kan jeg desværre ikke finde i skrivende stund, så læserne må nøjes med wiki-fotos.

Foto: Wikipedia

Mod normale tider

On the road again...

Foto: Flemming Boye

Nu lakker det mod enden, som Søren Brostrøm sagde, da han hældte fernis ned ad ryggen på Mette Frederiksen...

Torsdag aften holdt jeg foredrag for første gang i over to år. Det er et godt tegn, at det nu igen er muligt at samles med højskolesangbogen på bordet og det levende ord på dagsordenen. Det direkte møde mellem mennesker og ikke på Zoom, Facetime og alt det der. Også selv om vi stadig skal bruge masker og håndsprit, når vi ikke sidder ned. Et lille lys i mørket, simpelthen.

Foto: Flemming Boye

Det var Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sognes Menighedsråd, der ganske visionært havde bestilt mig til foredrag allerede i sensommeren, hvor der ikke var så meget corona. Og med en lempelse i forsamlingsforbuddet for et par uger siden blev det så muligt at gennemføre det aftalte arrangement torsdag aften i sognegården ved Skallerup Kirke.

Emnet var Grønland - slet og ret. Før corona-tid havde jeg en stribe forskellige foredrag med faste emner, men  jeg har brugt epidemi-pausen til at droppe den faste form - og så aftaler vi simpelthen emnet til den konkrete lejlighed. Jeg taler altid uden manuskript, men lader mig styre af dialogen -  spørgsmålene fra publikum. Det er tilhørerne, der skal blive klogere. Og så den stak fotos, jeg medbringer til lejligheden. For folk vil gerne se billeder - og dem har jeg heldigvis mange af.

De gode folk i Lønstrup og nærmeste omegn ville gerne høre lidt mere om Trump og Grønland - så det fortalte jeg naturligvis  om, men ellers så blev det til mange gode snakke om livet i Grønland i al almindelighed med udgangspunkt i et par af de artikler, som jeg har skrevet i ugens udgave af Sermitsiaq. Og så naturligvis en håndfuld gode historier fra mine mange oplevelser i Grønland.

Der var vel omkring 35 tilhørere denne aften. Lydhøre og nysgerrige mennesker, som trodsede tidens ugunst. Jeg holder af det - og jeg tror også, at deltagerne fik noget ud af det. De grinede de rigtige steder - og der var også mange gode spørgsmål undervejs.

Jeg tror, at uvidenhed er det største problem i det dansk-grønlandske forhold - ikke Trump og stormagterne, klimaudfordringer, kolonianisme eller råstoffer. Folk i Grønland er ganske almindelige mennesker som du og jeg. Og den historie fortæller jeg gerne, selv om mange mener, at Grønland er et fjernt, eksotisk og meget koldt sted.

Vi er så småt på vej mod normale tider. Foreløbig er der kun to bookinger i kalenderen, så tøv ikke med at give mig et kald på 98130201, hvis du har lyst til at høre mere.

Uopdragne pattebørn

Hærværk

Informationstavlerne og fugleudkigstårnet ved Ulvedybet mellem Gjøl og Øland blev natten til lørdag udsat for hærværk med graffiti med besynderlige budskaber som ”Her lugter af børnehave”, ”Bevar gederne” og ”Lasagne er sundt” samt et større udvalg af obskøne begreber fra kønslivet.

Formanden for Lokalhistorisk Sognegruppe på Øland, Bente Kristensen, er både vred og ked af det:

- Først blev jeg rasende, da jeg hørte om det. Bagefter blev jeg usigeligt ked af det. Vi er en gruppe af frivillige, som lagde et stort arbejde i at få fremstillet informationstavlerne, da Gjøl-Øland-dæmningen havde 100-års fødselsdag i 2019.

- Vi ved, at der er mange, som stopper op og læser – og er glade for informationerne om dæmningen og den spændende natur i området. Hærværket er simpelthen mangel på respekt for de frivillige, som har bidraget til oplysningsarbejdet – og mangel på respekt for de mennesker, som er glade for informationerne.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der foregår i hovederne på dem, der har gjort det. Er det virkelig sjovt at ødelægge noget, som andre mennesker har glæde af? Og så de underlige budskaber. Uopdragne pattebørn – det er, hvad de er, fnyser Bente Kristensen, der oplyser, at hærværket bliver meldt til politiet.

- Måske politiet en gang kommer på sporet af noget, så de skyldige kan stilles til ansvar.

Tavlerne er ikke forsikret, men bestyrelsen i Lokalhistorisk Sognegruppe på Øland og bestyrelsen for digelauget, der ejer jorden ved Ulvedybet, vil mødes i løbet af ugen for at finde ud af, hvad der skal gøres.

Hærværket er også gået ud over fugleudkigstårnet på Øland-siden af dæmningen.Tårnet er opført af Aage V. Jensens fond, der også vedligeholder og holder opsyn med udkigsposten.

- Vi danner os et overblik over skaderne i løbet af mandag – og vil herefter se, hvad vi kan udbedre snarest muligt, siger driftleder Niels Dahlin Lisborg fra Aage V. Jensens Fond.

Fonden driver et stort antal fugletårne i Nordjylland, og hærværk hører til sjældenhederne.

- Det er flere år siden, at vi sidst har oplevet det. Folk er heldigvis rigtig gode til at passe på udkigsposterne, der er til stor glæde for ornitologer og fugleinteresserede – ikke mindst her i corona-perioden, hvor flere og flere har fået øjnene op for friluftslivet.

- Brugerne er også flinke til at melde det, hvis der er noget, der trænger til at blive repareret. Det er vi meget taknemmelige for. Vi lægger stor vægt på, at tingene er i orden til glæde for publikum, siger Niels Dahlin Lisborg.

LigeHer.nu 17. januar 2022.

Lokale nyheder

Konstruktiv journalistik

Jeg har netop indgået en aftale med Det Nordjyske Mediehus om at levere lokalstof fra egnen til blandt andet Lokalavisen Fjerritslev/Brovst, LigeHer.nu og Nordjyske.

Det bliver lidt spændende at prøve kræfter med noget, der ligger godt for mig - men i det store mediebillede ofte falder ned mellem stolene. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det passer fint ind i mine øvrige gøremål.

Jeg har altid dyrket lokal-journalistikken, hvor jeg dybest set trækker på erfaringerne fra min opvækst i Farsø. Det handler om at skrive for læserne - og ikke til læserne - og det er en verden, hvor de gode historier er mindst lige så gode som skandalerne. Jeg bestræber mig på at ramme det, som man snakker om i lokalsamfundene - og det er ofte noget helt andet, end det man ser i fjernsynet og i de store medier.

Jeg har netop haft premiere i dagens udgave af Nordjyske med en historie om en flittig murerlærling i Torslev - og det altså en rigtig god historie efter min smag. Men nok om mig; her er historien om murerlærlingen, der ikke kan sidde stille:

____

Flittig murerlærling

Det er ikke hver dag, at der bliver bygget nye huse i Torslev. Men nu er murer Chriss Holm Nielsen ved at lægge sidste hånd på et spritnyt parcelhus midt i byen.

- Jeg begyndte på huset i min læretid. Jeg har bygget det med mine egne hænder og selv muret huset op og stået for tømrerarbejdet, men har fået hjælp til el- og VVS-arbejdet.

- Jeg købte grunden i 2018. Valget faldt på Torslev, fordi byen både ligger godt for mig og min kæreste, men også fordi byggegrunden var billig. Skal man til de større byer som Brovst, Aabybro og Fjerritslev er grundene meget dyrere – og det rakte lærlingelønnen ikke til.

Det nye hus er en velindrettet pragtvilla på 245 kvadratmeter med både garage og værksted til den flittige murer, der har svært ved at sidde stille. I øjeblikket er Chriss Holm Nielsen i gang med at indrette en terrasse bag ved huset, hvor der skal være plads til hygge ved grillen.

Når foråret kommer, skal de sidste udendørs detaljer laves færdig. Blandt andet skal fugerne krasses ud og laves igen.

- Det var ikke så flot lavet. Det var så lærepengene. Men nu jeg blevet udlært og en del erfaringer rigere, siden jeg var lærling, fortæller Chris Holm Nielsen, der var i lære hos murerfirmaet TH Byg i Brovst. Her er de så glade for ham, at han er fortsat som murer, efter at svendebrevet kom i hus i 2019.

Chriss Holm Nielsen og kæresten Frederikke Bjerre flyttede ind i det nye hus sidste år. Det er planen, at de vil blive boende i Torslev i mange år. Endnu er der ikke der ikke småfolk på tegnebrættet, men det kommer jo nok engang.

- Vi har jo pladsen til børn, så det er ikke det, der står i vejen for en stor familie, siger de to.

Selv om Chriss Holm Nielsen nu er ved at være færdig med huset i Torslev, har han ingen planer om at slappe af. Hænderne er skruet rigtigt på, og han er en rastløs sjæl, der mener, at der hele tiden skal ske noget.

- Jeg har netop købt et gammelt hus i Brovst, som skal renoveres lidt i den kommende måneds tid. Når det er færdigt, er det vores plan at leje det ud. Jeg har også kig på et hus mere, der skal have samme tur, men endnu er papirerne ikke underskrevet.

Så murerlærlingen, der byggede sit eget hus, er nu godt på vej til at blive ejendomsmatador i lokalområdet – og hvem ved? Måske selvstændig, så Torslevs nyeste hus bliver en rigtig murermestervilla.

Dronning i 50 år

Ikke så ringe endda

Det officielle jubilæumsfoto fra Kongehuset. Foto: Per Morten Abrahamsen

I dag er det 50 år siden, at Kong Frederik IX døde, og Dronning Margrethe II overtog tronen. Også selv om det først blev dagen efter – den 15. januar 1972 – at tronarvingen Margrethe blev ceremonielt udråbt til dronning af daværende statsminister Jens Otto Krag fra balkonen på Christiansborg.

- Kong Frederik den niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden, lød det. Det er ord, som de fleste i min generation husker.

Jeg var 13 år dengang i januar 1972, så det vil ikke være forkert at sige, at Dronningen har været en tro følgesvend – undskyld udtrykket – det meste af mit liv.

I dagene op til Kong Frederiks død var kongens tilstand genstand for stor opmærksomhed i medierne, som dengang mest var trykte aviser, men også den enlige TV-avis om aftenen på Danmarks Radios monopol-kanal. Det var dengang, jeg lærte ordet ”bulletin”, som de officielle telegrammer om kongens tilstand blev benævnt.

Flere af mine lærere greb situationen behændigt og brugte anledningen til at fortælle os om livets skrøbelighed og den kendsgerning, at vi alle – selv kongen – har en sidste salgsdato.

Helt generelt var jeg ikke så imponeret over lærerne på Farsø skole, men i dag synes jeg, at det var fint med sådan en gang situationsbestemt pædagogik – også selv om flere af lærerne helt sikkert havde et mere religiøst sigte med den daglige snak om liv og død.

Jeg ved ikke, hvordan sagen blev grebet an andre steder og i andre byer, men der var jo den særlige omstændighed i Farsø, at Kong Frederik var vores helt egen konge – sådan helt bogstaveligt. For de fleste i den lille stationsby havde jo mødt kongen på gaden, når han og Dronning Ingrid var på de daglige indkøb, mens kongefamilien opholdt sig i jagthytten i Trend. Og den gamle Strandby-Farsø kommune havde også med største selvfølgelighed en krone i kommunevåbnet af samme grund.

Det var før, verden gik af lave – og de kongelige kunne gå løst rundt i samfundet uden vagter og skumle bodyguards. Men allerede senere i 1972 fik vi et varsel om, at verden var ved at udvikle sig i en grusom og utryg retning, da palæstinensiske banditter fra terrorgruppen Sorte September brutalt ødelagde sommer-OL i München og gjorde terror og vold til en del af vores hverdag.

Jeg har været i den heldige situation, at jeg har mødt Dronning Margrethe, og jeg har endda været til middag med hende flere gange. I årene 1995 – 2007 arbejdede jeg som informationschef i Nuuk Kommune, og med til stillingsbeskrivelsen hørte også, at jeg stod for at arrangere de kongelige besøg i den grønlandske hovedstad.

Det var et stort arbejde. Intet bliver overladt til tilfældighederne, når Dronning Margrethe er på besøg – og alt er i bedste Egon Olsen-stil timet og tilrettelagt. Og midt i al den pomp, pragt og præcision må jeg sige, at Dronningen leverer varen. Hun er forbløffende opmærksom og nærværende – og har en ganske imponerende evne til at svare meningsfyldt på selv de mest tåbelige journalist-spørgsmål.

Det er også årene i Grønland, som har fået mig til at indse, hvor stor betydning Dronningen og den royale familie har for riget. De fleste i Grønland er royalister – og midt i en ellers ustabil, urolig og ubønhørligt omskiftelig verden, står kongehuset for stabilitet – et samlingspunkt, som vi har brug for, når alt andet er kaos.

Det udtrykte Dronning Margrethe ganske slagfærdigt, da præsident Trump for et par år siden ville købe Grønland. Hendes kommentar: - Det er jo ikke nogen købmandsbutik, det her…

Opfindsomme medier laver med jævne mellemrum artikler og voxpops, hvor de undersøger, om ikke det er på tide, at Dronningen abdicerer og overlader tronen til Kronprins Frederik. Her må jeg bare sige, at det skal hverken medierne eller vi almindelige mennesker blande os i. Det er jo en del af magien ved at have et kongehus, at der er noget, vi ikke behøver at have en mening om.

Så jeg melder mig aldrig under republikanernes faner. Jeg er af natur temmelig konservativt indstillet og tåler kun dårligt forandringer. Her er kongehuset en stor hjælp. I et samfund, hvor alt efterhånden er i opløsning, og hvor god opførsel, anstændighed og pli er en mangelvare, har vi brug for et holdepunkt – og der er vi så heldige at have Dronning Margrethe.

Så jeg benytter lejligheden til at ønske Dronningen tillykke med dagens jubilæum. Det er slet ikke så ringe, som vi udtrykker det på nordjysk.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 14. januar 2022.

45 dage med varmepumpe

Ny teknologi

Den 28. november sidste år gik jeg fra fjernvarme til varmepumpe. Ikke frivilligt, men nødtvungent, fordi Øland Kraftvarmeværk lukkede ved årsskiftet.

Jeg har valgt at leje en varmepumpe af firmaet Nærvarme A/S, som er et datterselskab af Sydfyns Elforsyning i Svendborg. Tilknytningen til el-selskabet garanterer forhåbentlig den soliditet og den kontinuitet, som det ikke har været muligt for det lokale kraftvarmeselskab at levere.

Jeg har ikke stor tillid til asiatisk elektronik, der er programmeret til at gå i stykker dagen efter, at garantien udløber. Derfor har jeg valgt en lejeløsning, så jeg ikke skal døje med vedligehold, eftersyn og udskiftninger. Det har vist sig at være rettidig omhu, idet det asiatiske ingeniør-vidunder nu på 45 dage allerede har været nede to gange på grund af en eller anden teknisk kalamitet.

Det fungerer i øvrigt ganske fint, når der er fejl. Varmepumpen er på internettet - og firmaet i Svendborg får besked, samtidig med at jeg får en e-mail om problemet. Første gang var montøren her mindre end tre timer efter nedbruddet. Lidt længere tid tog det dog, da anlægget brød sammen kl. 2.10 natten til lørdag. Her gik der ni timer uden varme, før montøren kom. - og først efter, at jeg havde brokket mig på telefonen. Det kan sagtens gøres hurtigere.

Grundlæggende lever anlægget op til det lovede, hvad angår strømforbrug. Det bruger strøm - meget strøm i den kolde årstid - men med afgiftsfritagelse, fordi huset i BBR er overgået til el-opvarmning, ser det ud til, at budgettet holder. At strømpriserne stiger i øjeblikket, kan næppe lægges hverken varmepumpen eller leverandøren til last.

Installationen tog en dags tid. Allerede tidligt om morgenen mødte en VVS-mand, som afbrød fjernvarmen og fjernede den gamle varmtvandsbeholder. Han fjernede også en del gamle rør og installerede ny rørføring i teknikrummet. Virkelig en troldmand udi VVS-kunsten, som præsterede et flot stykke arbejde med gynækologisk præcision, som man kan se på billedet.

Værre så det ud med rørgennemføringerne gennem muren til teknikrummet. Det var virkelig byggefusk og en værre gang klamp. Så jeg brokkede mig til AK-Installationer ApS (A prøwer Sgu) i Viborg, som stod for installationen.

Jeg fik besøg af chefen selv, der godt kunne se, at det nok ikke var så godt. Så mandag ankom en medarbejder, som forsøgte at gøre skaden god igen.

Nu er det til at leve med, men jeg har lagt hovedet i blød for at se, om jeg måske selv kan gøre det lidt bedre. Det ville pynte pænt med en krave på rørgennemføringen. Problemet er bare, at en passende model angiveligt ikke findes - så skal der ske noget, skal jeg selv konstruere det.

Jeg er heller ikke imponeret over selve varmepumpen. Jeg synes, at den er grim - og akkurat lige så dårligt designet som et Akai-stereoanlæg fra firserne. Det gør ondt at se for en gammel Bang & Olufsen fan. Varmepumpen er produceret af Panasonic i Malaysia - og her - som i resten af Fjernøsten - bruger man ikke megen tid på design, med mindre man kan stjæle det.

Det allerværste - og som virkelig generer mig - er de to stykker u-jern, som varmepumpen hviler på. De er grimme og samler snavs. Hvis der havde været en designer indover, var de blevet vendt om, så u'et vendte bunden udad og beslagene vendte indad - eller også var der monteret en skinne, som dækker over øjenbæen. Jeg må simpelthen tage mig til hovedet og tænke ondt om den ingeniør, der har fundet på det. Klamphugger. Men sådan er det jo med ingeniører.

Det skal også med, at en varmepumpe larmer. Det gælder ikke alene min varmepumpe, men alle - og hvis man går tur om aftenen, er fortidens ro på Øland et tabt minde med de brummende varmepumper ved alle husene.

Jeg er meget følsom over for lavfrekvent støj - og i hvert fald her om vinteren synes jeg, at larmen er ganske uudholdelig, når jeg drikker min morgenkaffe udendørs ved fem-tiden. Det lyder jo som en motorprøvestand på Flyvestationen - hvad varmepumpen for resten også ligner.

Jeg var blevet lovet, at varmepumpen ikke larmer mere end en opvaskemaskine. Rigtigt - men man glemte lige at fortælle, at der var tale om en mellemsvær industri-opvaskemaskine.

Et af sommerens projekter bliver derfor at finde en måde at afskærme det grimme vidunder - så det hverken kan ses eller høres. Helst med nogle planter, men det bliver også en udfordring - for udstødningen er jo iskold, så det er nok begrænset, hvad der kan gro i nærheden af apparatet. Måske sibirisk bjerg-fyr?

Nu er jeg jo ikke alene om kvalerne - og mon ikke kreativiteten blomstrer på Øland, så vi finder en løsning med tiden...

Fanpost

Tak for mad

Jeg vil nødig prale, men jeg kan ikke forbigå, at jeg mellem jul og nytår modtog en gave fra en af bloggens læsere. Gaven føjer helt nye dimensioner til begrebet fanpost.

Det var lægen, lokalpolitikeren og ikke mindst poeten fra Gl. Skørping, Axel René Aubertin, der sendte mig digtsamlingen "Tak for mad". Det er en samling digte, hvor han hylder god mad og ikke mindst hustruen Hanne for mangen et godt måltid.

Og midt i al dette er der så også et digt om Dovregubben og mine fiskefrikadeller, som jeg gav en opskrift på her på bloggen for et par år siden.

Jeg rødmer op over begge ører og kan slet ikke forstå, at jeg nu er blevet genstand for en  dedikeret, dygtig digters digterier. Men jeg er også glad og beæret, så tak for det.

Axel René Aubertin skriver somme tider under det meget rammende pseudonym Dr. Brok. Der er ikke meget brok i "Tak for mad".

Og som jeg skrev i indledningen. En helt ny dimension på fanpost. Snæversynet som jeg jo er, har jeg altid troet, at det var parfumerede breve med hjerter, som teenagepiger sender til deres idoler. Mest af den slags, som jeg måske også drømte om, da jeg i min ungdoms vår drømte om at hænge som plakat i ungpigekamrerne.

Den drøm gik ej i opfyldelse - og det kan være godt det samme, når man for resten både er tonedøv og umusikalsk. Men at der så pludselig ankom fanpost i digtform i postkassen, mens jeg på vej mod de 64 år...

Det er altså stort.

Årgangssuppe

Varme sager

Efter et års coronapause var der søndag formiddag igen nytårs-motionsløb i Øland Skov. Og som traditionen ligeledes byder, stillede jeg og et par gildebrødre fra 8. Gilde Aalborg op for at hjælpe med karrysuppen til de sultne løbere.

Det er KFUM-spejderne fra Øland, der står for det tekniske arrangement ved løbet. Det får de en klat penge for til gruppekassen - og det er så også baggrunden for, at Sct. Georgs Gildet hvert år hjælper med den traditionsrige karrysuppe.

Foto: Kristina Larsen

Ordren lød i år på 75 liter suppe, men da jeg ikke selv havde stået for indkøbet blev det lidt mere - vel omkring 90 liter. Rent gourmet-teknisk var der sket den fejl, at grundsuppen var med fyld af suppeurter. Det synes jeg ikke rigtig passer til den orientalsk inspirerede suppe, som jeg selv har udviklet opskriften til, men det var der nu ikke så meget at gøre ved i den aktuelle situation. Ananas, kokosmælk og nudler blev så sammen med karryen det orientalske element.

Foto: Kristina Larsen

Opgaven var naturligvis velforberedt, så suppen blev lavet på tre timer med god hjælp af Gert og Søren, der havde taget turen fra Aalborg for hjælpe Ølands-spejderne. Der blev da også tid til en gang rundstykker i det gamle skolekøkken i Øland Medborgerhus, inden vi for alvor gik i gang med kogekunsten - og på slaget 11 blev suppen fordelt i fire CF-containere og kørt til udleveringsstedet i skovet.

Så gik turen hjemover til en morfar på divanen, mens løberne tonsede rundt i skoven. Det skal jeg ikke blande mig i, selv om jeg tvivler på, at de fik set nogle dyr og fugle. Dyrelivet var sikkert skræmt fra vid og sans af den store menneskeflok, der bragede gennem skoven som klappere ved en drivjagt.

Minimalistisk nytår

Skål i Kondi

Det blev den fredeligste nytårsaften i mands minde.

Normalt kører jeg ud med det helt store udtræk og den store servering med et hav af passende gode vine, men vi var allerede et par dage i forvejen blevet enig om, at mindre nu også kan gøre det.

Og efter en hel nytårsaftensdag i vinafdelingen i Bilka, der sluttede med, at en kollega tabte et par flasker vodka på gulvet, må jeg ærligt indrømme, at jeg heller ikke havde den helt store lyst til vin og spiritus, da jeg var hjemme ved 16.30-tiden.

Jeg snuppede lige et par flasker Faxe Kondi med champagneprop, da jeg kørte fra Bilka - og det blev så aftenens eneste nytårsknald. Den første, da Dronningen holdt tale - og sendte den obligatoriske hilsen til Grønland.

Den anden flaske røg i bilen til lyden af bilradioens rådhusklokker. For da jeg nu var sober, blev vi enig om at køre en tur til havnen i Gjøl for at se fyrværkeriet i Aalborg. Det var jordens dårligste ide, for tågen lå tæt over Limfjordslandet - og det eneste fyrværkeri, vi så, var affyret af et par knejter, der også havde fået den dårlige ide at fejre nytår på Gjøl Havn.

Serveringen nytårsaften var også i den lette ende - men alligevel udsøgt og lækker.

Vi lagde ud med et par østers - serveret i egen saft og lidt citron. Det er kræs for os. Østerssaften er jo ikke andet end saltvand, men det har alligevel en helt særlig smag - og jeg bilder mig ind, at det mætter kraftigt. For en sikkerheds skyld blev de fine østers garneret med en håndfund håndpillede grønlandske rejer og så lidt købe-flutes.

Hovedretten var lige så enkel. Rensdyrmedaljoner med rødkåls-coleslaw og mormor-dressing. Det tager 10 minutter at lave, men det smager altså godt. Medaljonerne var af mørbraden - stegt to minutter på hver side, så de var røde - og møre som smør. Rigtig guf for grønlændere som os.

Herefter stod den på kransekage - ligeledes købt og ikke hjemmelavet - og så en gang klassisk musikquiz på DR2. Det er det eneste TV-program, jeg for alvor har lyst til at se. Det er svært at gætte med og mange gange lidt af en udfordring. Og derfor er det sjovt. Jeg hentede for resten tre point, så umuligt er det ikke.

Og så gik turen ellers til Gjøl. Resten er historie - og det er 2021 for resten også.

Godt nytår endnu en gang.