tirsdag den 30. juli 2019

Sønderjylland

Grænseland

Jeg har i en lang årrække med jævne mellemrum været på spejderlejre på Det Danske Spejderkorps store og dejlige Stevninghus-center - og jeg kender efterhånden egnen temmelig godt.

Det er selvfølgelig især vejen fra Stevninghus til Fleggaard i Kupfermühle/Kobbermølle, der har lokket mig ud af lejrens trygge rammer, men på grund af mine morgenvagter de seneste to uger, har der denne gang også været tid til nogle solide aftenture i det ganske kuperede og skovrige landskab.

Først og fremmest til den smukke Kollund-vej langs Flensborg Fjord. Den fjord er noget helt særligt med sine mange småøer og er et helt fortryllende sted i vindstille aftensol.

Det blev også til lidt fuglekiggeri uden kamera i området ved Stevninghus, hvor spejdernes store grund sammen med skydeterrænet ved Søgaard og fuglereservatet i Søgaard Mose udgør et temmelig stort uspoleret naturområde, der blandt andet er hjemsted for et havørnepar, som vi også havde jævnligt besøg af over lejren. Ellers er årstiden ikke til det store fuglekiggeri, men et enkelt ravnepar blev det da til.

Søgaard er i sig selv et spændende sted med en vigtig del af den danske historie. Under tyskertiden forblev herregården dansk - og fra midten af trediverne blev stedet omdannet til militærforlægning. Det var her, de første træfninger mellem danske og tyske tropper fandt sted i 1940, inden den skammelige overgivelse - og det er derfor en lokalitet, alle historisk interesserede danskere bør besøge mindst en gang i livet.

Søgaard er i dag kursuscenter for Hjemmeværnet og spillede i øvrigt en stor rolle i logistikken ved Blå Sommer i 1999, hvor spejderne havde lånt Søgaard som hovedkvarter for forplejningsudvalget, der sørgede for mad til de knap 23.000 deltagere i lejren. Den lejr var en stjernestund i Det Danske Spejderkorps. Jeg arbejdede i informationsudvalget og bladrer stadig jævnligt i den avis, som alle lejrdeltagerne fik med hjem - og som jeg altså var med til at skrive.

Det blevogså til et par smutture forbi Gråsten Slot. Det var nu mest for Dinas skyld, selv om hun ikke var med på turen.

Fruen, der har temmelig godt styr på den royale families gøren og laden, mente at vide, at Dronning Margrethe havde samlet familien til sommerkomsammen på Gråsten Slot - og hun så gerne, at jeg hjembragte et par paparazzi-skud af de kongelige. Det havde jeg ikke lige tålmodighed til, men rygtet var nu godt nok,for Livgarden patruljerede i hvert fald foran slottet.

I øvrigt er Sønderjylland noget tættere befolket end Nordjylland. Det bemærkede jeg tydeligt om natten, hvor der bestemt ikke er så stille som her på Øland. Der er også en betydelig lysforurening om natten. Alligevel er den mest tydelige forskel mellem Nord og Syd, at de lyse nætter allerede i midten af juli forsvinder i Sønderjylland. Her i Nordjylland har vi lyse nætter forsvinder frem til begyndelsen af august.

mandag den 29. juli 2019

Skarv

Ålekrage

Skarven er en forholdsvis almindelig fugl i Danmark, men i hvert fald her i Limfjordslandet bliver den også betragtet som et skadedyr, der tager de bedste fisk - og det kan da ikke udelukkes, at der en gang i mellem ryger et skud hagl i retning af skarven.

De nordjyske skarver er på trods af fredningsstatus temmelig sky og svære at fotografere. Derfor greb jeg chancen forleden ved Flensborg Fjord, hvor denne skarv lod mig komme tæt på - og det er i hvert fald de bedste skarv-billeder, jeg har lavet hidtil.

Skarven ses ofte langs strandene, når de tørrer vingerne. I modsætning til andre havfugle er skarvens fjer ikke vandskyende, så fjerdragten fyldes med vand, når de dykker. Det er en fordel, når den jager under vandet, men et betydeligt handicap, når den skal flyve. Det var tydeligt med denne fugl, der var så tung af vand, at den kun med besvær kunne klatre op på stenene.

Skarven er ikke alene sky, men også en temmelig klog fugl. Jeg har en gang været på skarv-jagt på Lofoten - og vores guide fortalte, at man kun får et skud på en skarv. Derefter kan der gå flere dage, før fuglene vender tilbage til jagtstedet. Selv om vi var fem mand afsted, blev der i øvrigt ikke løsnet et eneste skud - for skarverne holdt sig klogeligt på afstand.

I Tromsø er Skarven for resten navnet på byens førende værtshus - stedet hvor man kommer for at blive set med fadbamser eller drinks på bordet, når midnatssolen bader dette nordnorske svar på Paris i varmt vejr fra slutningen af maj.

Skarv er også navnet på et ydmygt brunt værtshus i Pilestræde i København, der traditionelt altid har været tilholdssted for grønlændere i hovedstaden.

Dagens bonusbilleder er en svartbag på en bådebro ved Sandager - og så et dokuskud af et par marsvin på Flensborg Fjord. Det kunne jeg godt have gjort bedre med 400 mm på kameraet, men nu dukkede marsvinene altså op, mens jeg var i gang med skarven, så de er taget med 200 mm, hvilket er lidt i underkanten.



søndag den 28. juli 2019

Lejrbål

Vejen til selvtillid

Billederne er klikbare.

Så er jeg hjemme igen fra årets sommerlejr på Stevninghus. Det blev ikke til så mange fotos, men her er et par stykker fra afslutningslejrbålet onsdag aften.

Der var ikke så forfærdeligt mange deltagere, for allerede sidste søndag forlod en del - især de yngste spejdere - lejren. Alligevel var afslutningslejrbålet en god oplevelse.

På store lejre har der de seneste år været en tendens til professionalisering eller semi-professionalisering af underholdningen, men dette lejrbål var af den gode, gammeldags slags, hvor det var deltagerne selv, der stod for indslagene. Man underholder - og man bliver underholdt. Lidt ligesom et kædebrev. Man sender et indslag og får ti igen.

Sådan skal det være, for det er del af spejderarbejdet. Learning by doing på alle niveauer. Det kan godt være, at man ikke har den store succes i skolen med tests af alle slags - og hvis man nu er rødhåret, lidt kraftig, har en diagnose eller bare er almindeligt nørdet, er børn lette mobbeofre.

Men ikke hos spejderne, for her ligger successen lige om hjørnet. Man optræder med det, man nu har at byde på. En optræden på scenen foran 500 andre spejdere giver selvtillid - og det er det, det hele handler om. Pyt med, at der hverken er lysshow eller fyrværkeri - det er selve processen, der er det interessante.

Og afslutningen på et ordentligt lejrbål, hvor man danner kæde til "Nu flyver mørkets fugle ud" - "Auld long Syne", er altid gribende og får sin faste plads i hjertets minderum resten af livet.

Endnu en gang har det vist sig, at det gode, gammeldags spejderarbejde er vejen til selvtillid - og det, som gør spejderbevægelsen til noget helt særligt








tirsdag den 23. juli 2019

Morgenkok

 Mad til de arbejdende

Min tjans på Stevninghus denne sommer er såre beskeden, men ganske vigtig.

Jeg skal nemlig sørge for, at de godt 120 hjælpere får morgenmad. Den skal serveres fra klokken 6.30, så jeg står gerne op ved fire-halvfemtiden for at sætte kaffe over - og så skal der dækkes buffet og som det sidste laves havregrød.

Egentlig er det en opgave for anslået tre mand, men jeg har fået det sat i system, så jeg kan sagtens klare det alene. Og når først maden kører, skal jeg egentlig bare sørge for at følge med i opvasken, så der ikke står for meget til dagholdet, der både sørger for frokost og aftensmad.

Morgenbuffetten består foruden kaffe, the, vand og saft af cornflakes, havregryn, müsli, havregrød og yoghurt. Desuden rugbrød og franskbrød - friskbagt af vores egne bagere - og så ost, pålæg, marmelade og gud bedre det også pålægschokolade og nutella. Velbekomme, siger jeg bare - og holder mig til mine ostemadder uden marmelade.

mandag den 22. juli 2019

Spejdervejr

Gode gaver ovenfra

Der findes ikke dårligt væ'r - kun dårlige klæ'r, siger rigtige spejdere med påtaget friskfyrstemme.

Så sandt, så sandt - men alligevel er der nu ikke meget sjov ved dagsregn, men vi kan jo ikke gøre noget ved det, så vi må tage det, som det kommer.

Søndag vendte jeg tilbage til Stevninghus, og forude venter nu en uge med lejrlivets lyksaligheder. På trods af vejret skal det nok blive godt...

søndag den 21. juli 2019

Første mand på månen

Nat-TV

Akkurat som for 50 år siden blev der set TV i nat.

Målelandingen den 20. juli 1969 er uden diskussion mit livs største oplevelse - og over midnat blev der da også knebet en lille tåre ved gensynet med Neil Armstrongs første tøvende skridt på den måneoverflade, som man ikke rigtig kendte beskaffenheden af.

Jeg ser kun sjældent TV. Det er livet simpelthen for kort til, men lørdag aften og søndag morgen skulle det være.

Det var DR2, der lagde skærm og studie til genudsendelsen. Hvorfor det ikke var DR1, får stå hen i det uvisse, men er sikkert udtryk for, at public service-stationen ikke synes, at begivenheden var vigtig nok til at ændre på lørdagsrutinen med genudsendelser af den stærkt forældede Rejseholdet og et par i øvrigt glimrende engelske krimier.

Men jeg var nu ikke imponeret over DR2-dækningen, der meget klart afspejler problemet med al moderne TV. Tilrettelæggerne er så bange for at kede seerne, så den lange transmission var dænget til med ligegyldige forsøg på at perspektivere den historiske begivenhed med forskellige amerikanske dokumentarer. Rend mig i den bare - jeg kan godt selv perspektivere det, der skal perspektiveres, men det ved man slet ikke i DR-byen, for der tror man, at seerne er dumme og kun vil underholdes.

Læg dertil en hysterisk selvoptaget studievært, der gentagne gange afbrød de tilkaldte eksperter. Det giver slet ingen mening at interviewe eksperter, hvis man ikke lader dem tale ud.

Selv om Anja Philip efterhånden har nogle år på bagen, har hun bare ikke tyngde nok til at dække en så historisk begivenhed. Philip er i øvrigt slet ikke ansat i DR længere - og hvorfor hun så alligevel var hyret ind til dette job, er fuldstændigt uforståeligt. Hvis man absolut skulle bruge en tidligere DR-medarbejder til tjansen, så er der adskillige pensionerede oplæsere, der kunne have gjort det bedre.

I øvrigt er studieværter som oftest overflødige. Man kunne jo bare have vist de oprindelige billeder fra Houston og månen uredigeret som en rigtig gang slow-tv efter norsk model. Det havde givet bedre mening og ville i hvert fald have været billigere for licensbetalerne.

Men - nu skal mine personlige aversioner mod statsdrevet TV ikke fjerne fokus fra det væsentlige.

Månelandingen var en historisk begivenhed, der prægede os, der oplevede det - og jeg håber (men tvivler helt ærligt) at DR-dækningen har åbnet ungdommes øjne for, at der er ting i livet, der er større end en snapchat og festival-druk.

fredag den 19. juli 2019

Cirkushesten lugter savsmuld

Spejderliv

Mandag gik turen sydpå. Til Sønderjylland, Stevninghus og årets centerlejr, SSC 2019, hvor vi markerer, at det i år er 50 år siden, at den navnkundige Ny Hedeby-lejr fandt sted netop her.

Jeg har i år valgt at arbejde i forplejningsudvalget - og ikke informationen, som jeg har gjort så ofte før - og jeg har ikke tænkt mig hverken at rapportere eller fotografere noget særligt fra lejren.

Men som sædvanligt er det herligt at mødes med spejderne. Jeg kender de fleste i et eller andet omfang fra tidligere, så det er jo lidt ligesom at komme hjem på familiebesøg. Det er et miljø, hvor tillid og tolerance betyder meget, men hvor tonen også er hård, hjertelig og kammeratlig i en sådan grad, at arbejdstilsynets akademiske mobbekonsulenter med stor sandsynlighed vil nedlægge et strakspåbud, hvis de fik lejlighed til det.

Jeg nyder det - og frydes over at være en del af den særlige subkultur, som spejderne jo er. Hvis man er i tvivl, så tag et kig på påklædningen - ikke stram uniform, men alligevel. Og så glæder jeg mig over, at hjælpernes tørklædefarve i år er blå - akkurat som det første tørklæde, jeg fik for 53 år siden i 1. Farsø, hvor blå er gruppefarven.

Min tjans i forplejningen er morgenmaden i hjælperkantinen. Her brillerede jeg onsdag morgen med at lave min første havregrød i nok tyve år. Gryn og fem-seks liter vand i forholdet til 1:2, en pakke smør og smage til med salt. Næppe den største kulinariske udfordring, men det blev spist. Og rent gastrofagligt er det ikke uden stolthed, at den store portion havregrød overhovedet ikke brændte på, hvad der ellers nemt kan ske med en relativt tykflydende masse i en stor gryde.

Jeg holder lige et par dages pause fra køkkenet på grund af arbejde, men søndag går turen sydpå igen - til næsten en hel uge mere i den lille familie...

søndag den 14. juli 2019

Årets første agurk

Agurketid

Så er årets første agurk høstet - og der er mange flere undervejs.

Mine agurkeplanter har opført sig pænt og brugt kræfterne på at lave agurker i stedet for blade. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, for jeg har aldrig rigtigt interesseret mig for de forskellige agurkesorter, men bare plantet de planter, jeg nu har fået fat i.

Men man ser i øvrigt tydeligt på de kommende agurker, at de deler min modstand mod EU, krumme som de er - og det kan jeg kun se med allerstørste sympati på.

Årets første agurk blev delt til pynt på mine leverpostejmadder og så en lille omgang agurkesalat til de mange grill-pølser, der står på menuen i øjeblikket.

fredag den 12. juli 2019

Yetien i Brovst

Androgynt lysfyr

For et halvt års tid siden rasede en hidsig debat om kønnet på gå-og-stå-figurerne i lysfyr. Den debat vil jeg nødig vække til live, men alligevel kan jeg ikke dy for at vise dette foto, der viser, at de har løst udfordringen i Brovst.

Det er i hvert fald svært at se, om det er en han eller hun. Den brede mås siger hunkøn, mens den knap så brede, men alligevel fyldige vom antyder hankøn.

Nogle vil måske mene, at det ligner borgmester Gade, andre en bjørn eller en gorilla, men selv hælder jeg nu mest til, at den grønne figur er en yeti - den berømte afskyelige snemand fra Tibet, som kun Tintin har mødt i levende live.

Hvordan yetien så lige er havnet i Brovst i krydset Vestergade/Østergade/Jernbanegade/Kirkegade, melder historien intet om, men det er i hvert fald tre måneder siden, jeg så den første gang. Dengang var der noget vejarbejde i krydset, så jeg troede naivt, at det måske havde noget med yetien at gøre, men nu er fliserne lagt på plads - og yetien lyser fortsat grønt.

Da Tintin i sin tid mødte yetien, viste det sig, at det stakkels dyr var en ensom sjæl. Sådan må yetien i Brovst også have det - for de øvrige gå-og-stå-lys i krydset er af den konventionelle mandschauvenistiske model.

torsdag den 11. juli 2019

Ikoner

Et lille forstep til et stort jubilæum


Ikon er et af tidens mest misbrugte ord. Næppe har en fodboldspiller eller rockstjerne været på forsiden, før vedkommende efterfølgende altid bliver omtalt som fodbold-ikonet eller rock-ikonet.
Det er trættende, og det slider på ordets valeur.

Egentlig er en ikon et ortodokst billede af enten Jesus eller Jomfru Maria. Det er symboler på tro - og heraf følger ikonografi, der er læren om symbolers betydning og tolkning.

Derfor har jeg ingen skrupler ved at omtale billederne til denne historie som ikoner. Det er fotos, som har haft betydning for en hel generation - min generation - og det viser noget meget større end en ligegyldig fodboldspiller. Det er fotos fra Apollo 11 og den første bemandede månelanding, som en hel verden kunne følge på live-TV. Den 21. juli kl. 03:56:20 dansk tid, seks en halv time efter landingen, steg Armstrong ned på Månens overflade og udtalte de berømte ord: "That's one small step for a man, one giant leap for mankind."

Der er kun få dage til, at det nu er 50 år siden - og jeg har taget forskud på festlighederne ved at dykke ned i "Projekt Apollo Archive", hvor man finder alle råoptagelserne fra månelandingen. I arkivet er billederne uredigerede, men jeg har løftet dem lidt i farverne og beskæringerne ved hjælp af Photoshop.

mandag den 8. juli 2019

Sommer-simre...

Hjerter i flødesovs

Simremad som hjerter i flødesovs er ikke den mest indlysende sommerret, men alligevel kom hjerterne på bordet forleden.

For når der er tale om hele hjerter fyldt med persille, er der faktisk god fornuft i at lave det netop nu, hvor vi har rigeligt og billigt selvdyrket persille i haven.

Fyldte hjerter i flødesovs er også ret nemt at lave, da det stort set passer sig selv - så også det er et godt argument for at vælge retten i sommertiden.

Man tager et passende antal svinehjerter, renser dem for sener, fjerner det levrede blod og skyller dem. Så fylder man hjertekamrene med alt det friske, uhakket persille, som man kan stoppe i, og binder hjerterne sammen med lidt bomuldstråd. Herefter bruner man hjerterne med lidt salt og peber, hælder vand ved og skummer, når det koger op. Så skal hjerterne simre halvanden til to timer, hvorefter de tages op af gryden. Stegefonden sies og hældes tilbage i gryden, der tilsættes en passende mængde fløde og så jævner jeg med maizena. Sovsen smages til med salt, peber og gele.

Så er der serveret - selvfølgelig med hjemmelavet gele og nyopgravede kartofler fra haven.

Dinas kommentar: Jeg har aldrig nogensinde smagt så god en sovs!

lørdag den 6. juli 2019

Knaldperler

Knald i låget

Grundlæggende bryder jeg mig ikke om fyrværkeri. Jeg er hunderæd for den slags krudt. Det oser og larmer og er i det hele taget noget værre svineri, der ikke rigtig tjener noget formål. Naturen lider under det, og farligt er det også, så det undrer mig egentlig, at den slags stadig er tilladt i en tid, hvor staten regulerer mere og mere i de hellige klimaambitioners navn.

Alligevel gik turen fredag aften mod Aalborg for at se det altid angiveligt rekordstore fyrværkeri, der vanen tro afslutter store begivenheder i Limfjordsbyen, hvor de åbentlyst holder af at knalde. For selv om jeg ikke bryder mig om fyrværkeri, er jeg ikke blind for de fotografiske muligheder, som gøjlet i luften indebærer.

Jeg havde tidligere på dagen tjekket udsynet fra den gamle DAC-grund i Nørresundby. Her er jernbanebroen godt nok lidt i vejen, men det var nu til at leve med. For doven er jeg også, så jeg gad altså ikke køre tættere på og holde i kø. Og på det sted er der næppe mere end 50 meter til vandet, så grejet ikke skulle slæbes så langt.

Rent fotografisk valgte jeg den sikre løsning: Et kamera, et stativ, en indstilling, Eksponering på et sekund, iso på auto, mens jeg justerede lidt på blænden undervejs for at variere dybdeskarpheden.

Jeg kunne være gået tættere på, jeg kunne have bevæget mig mere rundt, men ærlig talt - det lykkedes da meget godt alligevel.