Rutchebanerekord

Gynger og karruseller

Jeg er ikke lige i målgruppen for Fårup Sommerland. Jeg har faktisk aldrig været der, selv om det populære tivoli kun ligger en halv times kørsel fra Øland.

Jeg er sikkert for gammel, og i øvrigt har jeg aldrig fundet den slags gøgl særlig interessant, selv om jeg i Nuuk-årene var med til at holde byens berømte byfest - Tivoli - i gang.

Det skete dengang med iskoldt overlæg for at skaffe penge til spejdernes ungdomsarbejde - og så kunne jeg se et formål med gøglet. Trods alt.

Men forleden var jeg så i Fårup Sommerland. Ikke for tant og fjas, men på arbejde. Jeg har aldrig været der før, men pligten kaldte, fordi jeg skulle dække et rekordforsøg i parkens rutchebaner. Det handlede om udholdenhed og at køre flest mulige ture i træk i en rutchebane.

Rekorden kom i hus. 25-årige Maria Østergaard kørte 211 ture i træk i en rutchebane, som hedder Orkanen. Hun var ikke en gang grøn i hovedet bagefter. Men sulten. Så hun skulle lige have en dobbeltburger inden turen hjem til Hjørring. I rutebil - som om hun ikke havde kørt nok den dag.

Selv om jeg ikke er rutchebane-entusiast, sætter jeg pris på den slags historier. Det er altid sjovt at komme ud og se, hvad der rører sig i folkeviddet - og jeg ved, at læserne af lokalmedierne sætter stor pris på den slags historier. Så det gør jeg gerne - alt for læserne.

Historien om Maria og de andre rekordforsøg kan læses her på ligeher.nu - Jammerbugt.

Studenternelliker

Dovnegubbens haveråd

I sidste uge sprang årets studenter ud - og så er det også tid til studenternelliker.Netop nu står de i fuldt flor. Og jeg har rigeligt af dem, så jeg kan også flotte mig med studenternelliker i vaserne.

Det er en lidt bøvlet plante, som, hvis man følger bogen, kræver en del arbejde. Den er to-årig og skal sås året før. Så skal der først prikles og siden plantes ud. Og så kan man ellers sætte sig til at vente til næste år, hvor de blomstrer.

Alt det gider jeg ikke, så jeg har fundet en genvej - doven som jeg er. En håndfuld frø bredsås i sensommeren i lidt jord i en lille flamingokasse. Frøene skal selvfølgelig have vand, men ellers får de lov til at passe sig selv i kassen indtil foråret.

Så lægger jeg en plantesæk på en kapilærkasse, laver huller i bunden, så vandet kan trække op - og så skærer jeg et hul i plantesækken af samme størrelse som kassen. Så løfter jeg simpelthen alle planterne op af flamingokassen på en gang. Fordi de ikke er blevet priklet, er jorden blevet til en sammenhængende pude, som jeg så sætter i plantesækken - og så er det ellers bare at se tiden an, indtil blomstringen begynder i juni.

Det er da nemt - og flot ser det ud.

Når sommeren går på hæld, flytter jeg de afblomstrede studenternelliker til et fjernt hjørne af haven. Her kan de så få lov at stå til næste år - og her kan jeg så tage skæreblomster, uden at ødelægge blomsterfloret i kapilærkassen på gårdspladsen. For selv om studenternelliker på papiret er to-årige, kan man sagtens få blomster ud af dem også på tredjeåret.

Bonderoser og jordbær

Blandet høst

Netop nu blomstrer bonderoserne med deres store og prangende blomster i de rene prinsesse-farver.

Bonderosens blomster er så store og tunge, at de truer med at knække stænglen. Så for en sikkerheds skyld har jeg plukket et par buketter, der nu frisker op i gemakkerne. Både med farve og en forførende duft.

Det blev også i dag, at jeg for alvor høstede de første jordbær. Resultatet er ikke prangende. Tørken har gjort sit, så de er små og undseelige - og heller ikke ligefrem talstærke. Jeg begyndte af vande, da jeg kom hjem fra Grønland for to uger siden - og det har formentlig taget toppen af katastrofen, men noget stort jordbær-år bliver det næppe.

Bærrene er små, men smagen er stor. For der er ikke noget, der smager så himmelsk som hjemmeavlede jordbær. Men der bliver næppe bær til syltetøj og lignende. Til gengæld bliver det så til en rask gang morgenmad i jordbærbedet. I dag og de kommende to uger. Og længere bliver sæsonen næppe.

Nattergalestreger

Natfoto

Rettelse 13. juni: Den omtalte fugl har ved nærmere eftersyn vist sig at være en sivsanger - og ikke en nattergal. Så historien er ikke andet end røv og nøgler - og tjener kun til skræk og advarsel mod begejstring. Lidt nordjysk besindighed burde have stoppet mig, men det skete desværre ikke. Fra nu af holder jeg mig til min normale attitude som sur, gammel mand.

Det var et par venlige læsere, som gjorde mig opmærksom på fejlen. Men tvivlen var begyndt at nage. For fuglens ansigtstegning passede ikke rigtig med nattergal. Jeg lod mig imidlertid lokke af den høje, fortryllende sang midt om natten - og det er for resten et karakteristika mere. Sivsanger imiterer gerne andre fugles sang.

Jeg har ofte hørt nattergale, men jeg må også bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har set den lille sanger med den store stemme.

Det fik jeg så rådet bod på i den forgangne nat. En ungdomsfest i nabolaget med tilhørende tæppebanker-musik gjorde, at jeg ikke kunne nyde nattergalesangen fra min yndlingssstol på gårdspladsen, men måtte tage på en biltur i sommernatten.

Vi har mange nattergale i området, så jeg tøffede rundt med vinduet rullet ned, mens jeg lyttede. Men jeg synes nu ikke, der var det helt store, før jeg kom til Mærsholmevej mod pumpehuset. Her var der gang i sangen. Oven i købet fik jeg flere glimt af en nattergal i en form for sangflugt.

Da det begyndte at lysne ved godt tretiden, blev jeg kåd som en vårhare og fandt kameraet frem. Måske der også kunne komme billeder ud af nattesoldet?

I princippet er det umuligt at fotografere en syngende nattergal. For som navnet siger, synger den jo om natten. Så selv om jeg elsker at fotografere fugle, har nattergalen aldrig stået højt på to-do-listen.

Rent teknisk gør det manglende lys, at det er svært at bruge autofokus, men manuel fokus er nu heller ikke sagen i halvmørke med mine gamle øjne. Men sådan blev det. Også fordi den bette fowl har det med at sidde mellem sivene, hvor autofokus heller ikke dur.

I løbet af et par timer lærte jeg temmelig meget om nattergalens adfærd. Det er nyttig viden til en anden god gang. Nattergalen er ikke særlig sky. Ofte sad den kun fire til fem meter fra mig - og lod sig tilsyneladende ikke genere. Men den var selvfølgelig også i hormonernes vold og parringslysten - og så må alt andet jo vige.

Nattergalen holder gerne sin position i et lille minut. Så flyver den pludselig et par meter op og vender tilbage til en ny position nær den første. Ikke så langt væk, at fotografen er nødt til at flytte sig. Så egentlig er det ikke så svært at fotografere nattergal.

Åh jo, der er selvfølgelig det med lyset - eller det manglende lys. For med mindre man har kameraer i den helt høje prisklasse, så er der jo grænser for galskaben.

Jeg valgte mit 70-200 objektiv med en blænde på 2,8, iso 6400, en lukkertid på 1/60 sekund og stabilisatoren slået til. Håndholdt, men jeg vil nu overveje et 300 mm og stativ, næste gang jeg tager ud i sommernatten for at fotografere nattergal - og det vil jeg jo nok en gang, nu jeg har set, at det kan lade sig gøre. Alle nattens billeder er croppet - og det vil jeg ellers helst undgå. Billederne er for resten også klikbare, hvis læseren har lyst til forstørre dem. 

Hjemme igen

Lang dags rejse med udfordringer

For ubefarne grønlandsfarere kræver rejser til, fra og i Grønland ofte gode nerver. For intet er sikkert, før man er fremme.

Det generer ikke mig. Jeg har prøvet det så mange gange. For mig er det endda en del af charmen ved at være i Grønland. Forsinkelser gør ikke ondt, men er ofte chancen for at møde nye mennesker - og i øvrigt har jeg et godt sovehjerte, som gør mig i stand til at sove på selv de mest umagelige stole i lufthavne.

Jeg har heller ikke noget problem med Kangerlussuaq. Jeg holder af stedet og vil helt sikkert savne det, når flyene om føje tid går direkte til kysten. Men den tid, den sorg.

Mandag gik turen fra Nuuk til Aalborg. Og naturligvis var der spænding til det sidste. For det er som regel sådan i luftfart, at hvis noget kan gå galt, så går det galt. Og hvis det ikke går galt, er det tegn på, at noget er helt galt...

Jeg forlod Nuuk mandag formiddag kl. 9.55. Sidste chance for at nå flyet til Danmark fra Kangerlussuaq - og nok temmelig letsindigt. For sigten i Nuuk var nu ikke den bedste. Men afsted kom jeg og landede i Kangerlussuaq planmæssigt, så jeg lige kunne nå en smøg og så skifte til Danmarksmaskinen.

Det var så en A330-900neo fra Air Belgium. For Air Greenlands sædvanlige kun et halvt år gamle A330-800neo står i Kastrup og er havareret efter et sammenstød med et andet fly i sidste uge.

Kangerlussuaq var åbenlyst ikke hverdagskost for det belgiske fly. Boarding skete til tiden, men vi kom alligevel til at vente i flyet i halvanden time, mens der blev hældt fuel på - og så lige måtte vente på ankomsten af en 737'er fra Jettime.

Forsinkelsen betød, at vi landede i Kastrup stærkt forsinket kl. 21.10 - akkurat samme tid, som mit SAS-fly videre til Aalborg havde ETD. Så ved ankomsten til B10 ilede jeg til transfercentret i Terminal 3 for at få et senere fly - eller måske et hotel i København, hvad jeg nu ikke lige havde lyst til. Jeg er ikke så pjattet efter København for nu at sige det pænt.

Mens jeg ventede i transfercentret, kom jeg til at kigge på oversigtstavlen. Og sandelig om ikke mit fly til Aalborg var forsinket i departure. Afgang 22.40 fra D4. Klokken var 22.30, så lidt hurtig hovedregning fortalte mig, at den kunne jeg lige nå, hvis jeg satte i løb. Jeg nåede det - selvfølgelig. For jeg kan godt flytte mig hurtigt, når det gælder. Måtte endda stå i kø, fordi boardingen først begyndte, da jeg nåede D4 i fuldt firspring.

Og så gik det ellers til Aalborg. En dejlig tur med en af de gode pladser med masser af plads ved nødudgangen - selvfølgelig booket på forhånd. Helt amatør i det game er jeg jo ikke...

Så jeg nåede Aalborg samme dag, som jeg forlod Nuuk - og var egentlig godt tilfreds med det. Ankom Øland og min egen seng ved midnatstide.

Desværre havde personalet i Kastrup ikke fået min bagage med til Aalborg på grund af det hurtige flyskifte. Så tirsdag morgen måtte jeg en tur i lufthavnen igen, igen, for at hente kufferten. Det er til at leve med og billigt sluppet, når der ellers var udsigt til overnatning i København.

Jeg var lidt bekymret for mit frysegods, men det havde holdt sig koldt - og nu står den på grønlandske stenbiderrogn og andre lækkerier i weekenden.

Og så er nattergalene begyndt i den danske sommernat. Jeg har mindst tre i hørevidde fra min stol på gårdspladsen. Det er godt at være hjemme igen.

Rødstrubet lom

Nyt på kortet

Lørdag eftermiddag fik jeg mine første fotos af rødstrubet lom. Et par, der ivrigt kurtiserer hinanden i Badesøen i Nuussuaq.

Afstanden var lidt for stor, lyset ikke det bedste, men det er altså mine første fotos af den fugl - og dermed endnu et kryds i bogen.

Lørdag eftermiddag havde jeg et lille møde med ornitologen Frank Wille, der nok er Grønlands førende ekspert i havørne. Vejret var desværre ikke til at lede efter havørnen Augusta, som ellers begejstrer folk i Nuuk. Augusta er præget på mennesker og holder meget af at sidde på Nuuks mange altaner. Det er en gave, for dels er det med til at øge interessen for fugle generelt - dels giver Augusta gode billeder også for helt almindelige mennesker med en mobiltelefon som kamera.

Rygtet om den rødstrubede lom var løbet i forvejen. Parret har opholdt sig nogle dage i Nuuk - og da vi færdige med ørnesnakken, skulle det lige have en chance. Så bevæbnet med kameraer kørte Frank og jeg en tur til Badesøen - og ganske rigtigt: Midt i søen lå der et par rødstrubet lom.

Det er ikke fordi, at den rødstrubede lom er sjælden i Grønland, slet ikke - og jeg har da set den mange gange tidligere. Men det er nyt, at den ses helt inde i Nuuk. De er sjove at se, for legen er livlig og spektakulær. Nu er det spændende, om der også kommer yngel ud af den ivrige kurtiseren på vandet i Badesøen, som har sit navn, fordi det var her, børnene yndede at bade om sommeren, før svømmehallen Malik blev åbnet i 2003.