lørdag den 31. august 2019

Solnedgangstur

Familieidyl

Lørdag aften fik jeg lige lyst til en hurtig aftentur i det lune og dejlige vejr, så jeg kørte op til Tingskoven til min faste plads.

Her var der fred og idyl. En mindre flok krondyr gik og græssede cirka 150 meter ude på marken. Det er sådan cirka den maksimale afstand at skyde på med kameraet - midt på dagen vel at mærke. I skumringen er det ikke helt godt.

Vinden kom fra sydøst. Det var til gengæld godt, for jeg tror faktisk slet ikke, at dyrene opdagede mig i den halve time, jeg var der. Kalvene lå fredeligt og tyggede drøv - og den store han var også så optaget af at spise, at jeg tvivler på, at det pinsomme brunstvanvid endnu er brudt helt ud.

Det skal nok komme. Han var lige henne og snuse ved en af hinderne, der venligt, men bestemt afviste herren. Det er ikke tid endnu.

Men jeg er tilfreds med sådan en aftentur. For den bekræfter mig i, at store oplevelser er under opsejling for os, der færdes alene i skoven - på dyrenes betingelser og uden mountainbike og farvestrålende sportstøj. For os, der færdes i naturen med ophøjet ro og værdighed. Akkurat som krondyrene.

Kvindfolkeaften

Det gode selskab i godt selskab

For en gangs skyld fik kvinderne adgang til det gode selskab.
Labre larver, skønne møer og gæve øboere. De var der allesammen, da Øland Sildelaug fredag aften skød efteråret i gang med den årlige ledsagerfest - altså den ene aften om året, hvor konen, kællingen, madammen får lov til at deltage i løjerne.

Klar til bordets glæder...
Allerede fra midt på eftermiddagen var der gang i køkkenet. Aftenens store fireretters menu blev stille og roligt en realitet. Ikke den store panik, for mændene har jo prøvet det før. Så ind i mellem blev der også tid til mandfolkesnak over et køligt glas hvidvin.

Mens de sidste køkkenmanøvrer foregik, var kvinderne på efterårsmanøvre i skoven, hvor de besigtigede Glarborgen - og ligeledes nød et glas rigtig damevin fra Mosel, inden velkomsten i medborgerhuset klokken 19.15.

Her gik sammenkomsten løs for alvor, efter at toastmasteren, Palle, havde dikteret nogle få, enkle regler for aftenen. For eksempel at det ikke forventedes, at damerne præsenterede sig selv, men overlod det til herrerne at fortælle det, der nu var nødvendigt for alle at vide. Og selv om SEP præsterede en ypperlig tale for damerne, forventedes det heller ej, at damerne trættede med en tale for herrerne. Og således blev det.

Hardy modtog velfortjent titlen som "Årets Sild".
Traditionen tro blev også "Årets Sild" udnævnt. Det blev laugets egen kassemester og giftblander, der modtog den ærefulde titel for blandt utallige fortjenster sin store indsats for beboerlauget og medborgerhuset.

Aftenen blev også anledning til at udnævne Øland Sildelaugs første dessertmester - en værdighedstitel blandt laugsbrødrene på linie med giftblander, ceremonimester og skriverkarl. Den ære tilfaldt selvfølgelig Smeden for hans utrættelige indsats i bagværkets og desserternes verden. Utallige er de sirligt pyntede desserter, som han har kreeret i sildelaugs-sammenhæng, og hvor selv den mindste violblomst har sin veldefinerede rolle i anretningerne.

Smeden kan nu kalde sig Dessertmester - respekt!
Smeden kvitterede da også for titlen med aftenens dessert, Smedens Nøddedrøm, som var en nøddekage i glas med mousse af hyldeblomst og kirsebær og på toppen et kæmpebrombær af egen avl. Skriverkarlen havde gerne bragt et foto af denne herlighed, men desværre kunne fotografen ikke længere se noget som helst på det fremskredne tidspunkt af aftenens begivenheder. Således forgår al verdens herlighed.

Aftenens menu stod i øvrigt på torsk i svøb med sennepscreme og rødbedesalat, sprængt kalvetunge med italiensk salat samt marineret langtidsstegt kalvecuvette med gratinerede rodfrugter og rosenkål samt en lille dråbe sauce. Til vegetarerne var der salat med mormordressing, hvilket gav anledning til en del snak - for der er åbenbart lige så mange opskrifter på mormordressing, som der er øboere. Ganske interessant, faktisk...

På sangens vinger, mens stemmerne stadig var klare.
Maden blev naturligvis ledsaget af gode vine, som det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men helt sikkert spitzenklasse, som man siger.

Det gjorde et vist indtryk, for stik mod traditionerne var aftenens første forsøg på at slutte med Ølandssangen nok velment, men ikke specielt vellydende. Ynkeligt og pinligt vil nogle sikkert mene. Først da sangbladene i al hast blev omdelt, kom der gang i de velsmurte, men trætte stemmebånd, inden turen gik ud i den stille og lune sensommernat og hjem til ham der Arne - hjemmets arne...
Torsk i svøb.
Sprængt kalvetunge.
Marineret langtidsstegt kalvecuvette.

onsdag den 28. august 2019

Kornmodsglans

Flashfoto

Nattens blanding af kornmod og en mindre tordenbyge var en oplagt chance for at blive lidt klogere på at fotografere lyn. Det lykkedes da meget godt, når jeg nu selv skal sige det...

Da kornmodsglimtene begyndte ved midnatstid, kørte jeg ned til fugletårnet, hvor der er læ for regn og rusk - og mindst lige så vigtigt ikke så meget forstyrrende lys fra gadelamper m.m.

Egentlig var strategien ganske simpel. Kameraet på stativ, fem sekunders eksponering og så ellers knipse løs, til der kom et lyn på kortet.

Der er rum for forbedring. Jeg havde helt klart undervurderet lysstyrken i lynene, så næste gang skruer jeg nok lidt op for blænden. Kamera-vinklen skal nok også justeres, så jeg får mere himmel med.

Men ellers var strategien ganske effektiv. Den har blot en ulempe - og det er, at billederne nemt bliver lidt ensformige, når jeg står fast ved stativet. Det gav ikke mening at flytte, for det var også med at finde en skudretning, hvor der ikke kom regn på objektivet. Jeg prøvede først at skyde ud over fjorden, men på grund af regnen og blæsten var det ikke nogen god løsning.

Så i stedet blev det til en serie fotos langs dæmningen mod Bjerget. Og det bringer da lidt fornyelse ind i min store samling af dæmningsbilleder. For sådan har jeg i hvert fald aldrig set dæmningen før...

mandag den 26. august 2019

Tørst

Skovtur

"Sejl mig ud der øst for Suez, hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor mænd kan føle tørst."

Stroferne fra Mandalay faldt mig i hu, da jeg sad med billederne fra gårsdagens skovtur i Øland Østerskov - og det kræver nok en forklaring...

Dagens første foto var en citronsommerfugl (se foto nederst), som der var en sand vrimmel af i skoven. Det rydder ikke lige forsiden, for den er ganske almindelig i Danmark - og vi ser dem såmænd også i haven. Alligevel tjekkede jeg citronsommerfugl på nettet - og det viser sig, at den gerne lægger æg på en for mig ukendt busk med det besynderlige navn tørst.

Så den måtte jeg lige tjekke - og det løste så dagens store gåde. Jeg tog nemlig nogle fotos af en busk, som hverken min kusine eller jeg kendte. Kusinen er ellers ret hård til planter...

Tørst er altså ikke noget, mænd kan føle, men en busk.Wikipedia skriver blandt andet: "Tørst optræder som underskov på fugtig, sur bund. Desuden danner den krat ved bredden af damme, søer og vandløb sammen med f.eks. rødel (...) Tørst er velegnet til den indre del af skovbryn og vildtplantninger. Den tåler vind og skygge og er nøjsom. Den kan gro på alle jordtyper, men lykkes især på fugtig og sur jordbund. Den tørrede bark af Tørst har tidligere været brugt som opkastningsmiddel under navnet Frangula Cortex, men pr. 22.9.2008 er det sidste middel, der indeholdt tørret bark af Tørst, trukket tilbage.Tørst er en udpræget biplante, der leverer bierne både nektar og pollen i god kvalitet."

Så fordi jeg fotograferede en citronsommerfugl, er jeg nu blevet lidt  klogere på botanikken. Det er også en slags tørst - efter at lære noget nyt.

Dagens dokuskud er en storplettet perlemor-sommerfugl. Den kendte jeg heller ikke, men jeg kan se på nettet, at denne art stortrives i år - og der er angiveligt eksposivt mange her i august.

Den er i familie med nældens takvinge og også de tidselsommerfugle fra Nordafrika, som denne sommer også har været så rig på.

Så blev jeg lidt klogere igen...

lørdag den 24. august 2019

Møde med fortiden

Dafolo Video

For 30 år siden - i perioden 88-90 - var jeg ansat i den grafiske koncern Dafolo i Frederikshavn. Hovedproduktet var blanketter til den offentlige sektor - som regel trykt i selvkopierende såkaldte Idem-sæt til gennemslag. Det var der mange penge i, for det var før digitalisering og IT, så alt, hvad man lavede i det offentlige, skulle dokumenteres med mange kopier.

Blanket-guldet gav plads til store armbevægelser og ambitioner. Blandt andet oprettede man en videoafdeling, der fik til huse på en nedlagt landbrugsejendom nær Knebel på sydsiden af Djursland med en formidabel udsigt over Kalø Vig.

Det hele var temmelig luksøriøst. Foruden kontorer, mødelokaler, studier og editeringssuiter var der en fløj med værelser til overnatning, vinkælder, en stor pejsestue og swimmingpool. Det var overalt indrettet med Bang & Olufsen-grej og danske designermøbler, så der manglede ikke noget...

Jeg brugte temmelig meget arbejdstid i afdelingen, hvor jeg især arbejdede med TV-reklamer, der dengang var noget nyt i Danmark, så jeg overnattede der ofte. Der var ansat en pedel - vistnok en tidligere militærmand - der sørgede for morgenmad og frokost. Ellers havde firmaet en aftale med fiskerestauranten Overmøllen i Femmøller, så mange gange kørte jeg til Femmøller for at spise aftensmad, hvilket jeg bestemt satte stor pris på.

De fine forhold og de naturskønne omgivelser var tænkt som et forsøg på at stimulere medarbejdernes kreativitet - og der blev da også tænkt store tanker. Blandt andet af videoafdelingens direktør - en vis Ingolf Gabold. Armbevægelserne var som sagt store.

Tiderne har ændret sig. Blanketter er ikke noget stort marked længere - og efter de seneste regnskabstal ser det ud til, at Dafolo er cirka en tredjedel så stort et firma som dengang. Både videoafdelingen og reklamebureauet, der var mit ansættelsessted, er for længst afviklet.

Da jeg forleden var i Ebeltoft, benyttede jeg lejligheden til at smutte forbi Femmøller og Knebel, for at se lokaliteterne, som det ser ud i dag.

Bygningerne i Knebel ligger der fortsat og fremtræder velholdt, men jeg vil ikke udelukke, at nogle af bagbygningerne, der rummede de tekniske afdelinger er væk. Det var lidt svært at se, da der var vokset en del træer op på grunden, men der var jo også gået næsten 30 år siden sidst...

I følge krak.dk er der to virksomheder registreret på stedet. Smykkefirmaet By Dengsø, der vistnok er temmelig spirituelt foretagende. Hjemmesiden oplyser blandt andet, at firmaets "smykkesten genoplades/renses med lydfrekvenserne fra en krystal-hjerte-syngeskål og vi tilføjer yderligere energierne LOVE – POWER – WISDOM." Så frit svævende kreativitet trives åbenbart fortsat på stedet i de smukke landlige omgivelser.

Det andet firma på adressen er et foretagende med navnet GJ Entrepreneurs. Det er en nystartet enkeltmandsvirksomhed, der i følge CVR-registret beskæftiger sig med "Anden agenturhandel med føde-, drikke- og tobaksvarer".

Jeg var som sagt også forbi Overmøllen i Femmøller. Stedet ligner sig selv udefra, men fungerer i dag i følge hjemmesiden som selskabslokaler. Det så lidt slidt ud - og firmaets Facebook-profil er ikke opdateret siden 2015.

I slutningen af 80'erne var Overmøllen en fiskerestaurant med mange varianter af ørred på menuen. Ørrederne gik i mølledammen, og man kunne som gæst selv udpege den ørred, som man havde lyst til at spise.

I øvrigt var turen gennem Femmøller og Mols Bjerge et spændende gensyn med en vej, som jeg har kørt adskillige gange i min barndom, når vi besøgte min mormor og morfar i Ebeltoft. I dag kører man som regel en anden vej uden om Rønde og direkte til Ebeltoft. Det er også en nydelig vej gennem skovklædte bakker, men måske knap så romantisk, som de små krogede veje gennem Femmøller og det kuperede og åbne landskab i Mols Bjerge...

torsdag den 22. august 2019

Vin, vin og mere vin

Lidt overvældende

Gode sager: Syv forskellige fra Bordeaux. Jeg nåede kun at smage 
Margaux'en fra 2016: Blød og venlig, masser af smag. Og 
undskyld mine manerer, men den vin kan jeg godt drikke uden mad...
Tirsdag og onsdag stod i vinens tegn. Jeg var i Ebeltoft til det årlige vinmandstræf i Bilka (og Føtex), så det blev to dage, hvor alt drejede sig om vin. Smagninger selvfølgelig, men også spændende oplæg fra branchefolk fra både ind- og udland.

Sjov og charmerende franskmand.
Det er næppe en overdrivelse, når jeg påstår, at Eric Remlinger fra franske Badet Clément charmerede alt og alle med sit oplæg, hvor han reducerede flosklerne til blablabla - og humoristisk fortalte om firmaets udvikling, firmaets vine og især om sine teorier om rosé-vinenes store succes i øjeblikket. Det begyndte, da Angelina Jolie og Brad Pitt købte et fransk slot til deres bryllupsfest i 2014, hvor der blev serveret spandevis af rosé. Det blev fulgt tæt af den amerikanske presse - og når de to amerikanske skuespillere kunne drikke rosé, så kunne alle amerikanere gøre det. Det gjorde de så, resten af verden fulgte efter, og i dag sælges der mere rose end hvidvin globalt.

Rosé var i øvrigt ikke ukendt for Eric Remlinger, der som barn ofte gik på pizzaria med sine forældre. Rosé er det ideelle valg til pizza, der som bekendt hverken er fugl eller fisk. Børnene fik et glas vand med et par dråber rose i, så vandet tog lidt farve - og det var ifølge Remlinger den måde, de fleste franske børn får et naturligt forhold til alkohol på, så den metode anbefalede han bestemt også danske forældre.

Den charmerende franskmand introducerede os til Les Jamelles-brandet, der er opkaldt efter det sommerhus, hvor det blev opfundet. Det betyder ikke noget, men er nemt at udtale over hele verden - også af ikke-franskkyndige.

Santiago og Juan havde taget turen fra Chile
 over Andesbjergene og Atlanten for at møde os.
Samme lidt selvironiske fortællestil  var der også hos Santiago Margozzini og Julan Pablo Quijada fra chilenske Montgras. Jeg har tidligere mødt Margozzini, der er en meget lun fætter, men havde helt glemt historien om, hvordan firmaets storsælger Quatro blev opfundet ved et uheld - som så meget andet i firmaet, som han beskedent føjede til. Kældermesteren havde hældt nogle rester sammen af Cabernet Sauvignon, Syrah, Carmenére og Malbec. Det viste sig at være det perfekte blend - og en storsælger var født.

Hver årgang af Quatro har sin egen etiket, og 2018-vinenes etiket er designet af den canadiske kunstner Fanny Rice, der har en dansk mor. Hun fortæller på sin hjemmeside, at hendes abstrakte landskabskunst blandt andet er inspireret af rejser til Danmark. Se også video her.

Vinmanden fra Føtex på Østerbro i København
fortalte om sine erfaringer med vores nye grej.
Vi så også nærmere på udviklingen i det danske vinmarked. Kort fortalt: Rose vokser - og skubber især til rødvinen. Rosé er nu helårsvin. Markedet for rødvin bevæger bevæger sig fra de tunge, lidt søde vine mod de mere lette og tørre vine. Men fortsat er appasimento-vinene og puglia-vinene danskernes favoritter. Danskerne elsker portvin: Forbruget i Danmark er fire gange så stort som i de øvrige nordiske lande tilsammen.

Intet vinkursus uden smagninger. Det var lidt overvældende, så jeg brugte kameraet til at holde styr på det - så længe det varede... Mine noter kan ses i billedteksterne:

Fire fremragende franskmænd: Lækker Bourgogne-Chardonney
fra Mâcon Aze og Montagny og Sauvgnon Blanc fra Poilly-Fumé
og Sancerre i Loire. Dagens første smagning, så de bestod

allesammen. Selvfølgelig - for jeg elsker god hvidvin.
Jeg er ikke vild med whisky, men smagte dog denne Johnnie Walker
Black Label både ren og suppleret med ginger ale og is. Jeg foretrækker
 sidstnævnte mix, hvis det skal være, men det skal nu ikke
lægges Johnnie Walker til last...
Henrik fra Globus Wine præsenterede et nyt skud på stammen,
Osso d'oro - Den gyldne bjørn. Kraftfuld italiensk vin designet
 til det danske marked. Og så Kaweka: Sauvignon Blanc fra New Zealand.
Fin frugtagtig duft, men mangler måske lidt syre. Kaweka er navnet 

på en bjergkæde på den New Zealandske Nordø.
Jeg smagte syv forskellige portvine. Roséen fra Menéres er sagen til
portonic, tror jeg. I øvrigt er påskriften på Menéres-flaskerne påført i hånden.
"Dit hjerte er i fare, Andresen", sang Osvald Helmuth i 1936. Så gammel
 var dagens favorit-portvin dog ikke, men 10 år kan da også gøre
 det for en god Tawny. Min favorit blandt dagens portvine, men
 jeg foretrækker altså også Tawny fram for Ruby
. Andresen er firmanavnet 
på et familiefirma, der blev grundlagt i 1826 af den danske Johann 
Heinrich Andresen, der stammede fra den nu tyske ø Föhr.
Fleurie fra Georges Duboef: En duft af vingummi. Fed terrassevin.
Umiddelbart dagens favorit: Sauvignon Blanc fra New Zealand.
Duft af citrus, smagen lidt krydret og så masser af syre og
sikkert også lidt crispy. Det var ikke sidste gang, jeg drak den.
Dagens overraskelse: Dansk mousserende frugtvin fra Frederiksdal.
60 procent kirsebær, 40 procent pærer. Meget elegant kirsebærsmag
og sikkert et godt bud til ris a l'amanden til jul, hvis man vil
 prøve noget nyt og spændende.
Eric Remlinger præsenterede otte forskellige vine under
 Les Jamelles-brandet. Det var dagens sidste vine - og på det tidspunkt
 var smagsløgene slidt op. Jeg drak døg pinot noir'en til aftensmaden
 - og den var god i den sammenhæng. Selv om jeg bestemt ikke
 trængte til mere vin, gik det forbløffende godt med den
 forholdsvis lette og knastørre vin.

onsdag den 14. august 2019

Blod, sved og gylle

Naturens små glæder

Jeg går gerne gerne gennem ild og vand og ofrer også gerne både blod, sved og tårer for et godt naturfoto, men i dag gik det alligevel for vidt...

Jeg var onsdag aften på sæsonens første krondyr-tur til Tingskoven. Det er lidt tidligt på sæsonen, så der var ikke noget at gøre på min sædvanlige plads, men fra bilen fik jeg da øje på en flok hinder og kalve, der gik og græssede bag et læhegn. De var lidt langt væk, men alt kan jo ske, så jeg kravlede ned i en grøft og ventede - og ventede...

Men intet skete, så ud fra devisen - hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget - kravlede jeg op af grøften og begyndte forsigtigt at krabbe over marken mod et læhegn, hvor jeg sikkert kunne få nogle gode fotos.

Desværre var marken nygyllet, men det tog jeg i første omgang som et plus, for så ville færten af mig næppe skræmme dyrene. Uheldigvis fik remmen til kameraet fat i en gren, da jeg kom frem til læhegnet. Knak, sagde grenen - og så vendte alle dyrene rumpen til Jesper. Ingen stjernefotos denne aften...

Slukøret vendte jeg tilbage til bilen, hvor fruen rynkede alvorligt på næsen og gjorde opmærksom på, at jeg hørmede ganske frygteligt af gylle. Hun havde ret. Bukser og sko var lidt mogede, for nu at sige det på nordjysk. Det var faktisk temmelig slemt, så turen gik hastigt med åbne bilvinduer hjemover til vaskemaskinen og en udendørs skorensning. Så nu er de gamle sko så fine som nye - i hvert fald når de får lidt skocreme. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Og selv om det gik stærkt med at komme hjem, var der alligevel tid til at skyde et enkelt rådyr i et skovbryn. Sjovt nok ser det ud, som om det også rynker på næsen. Men det kan man vel ikke fortænke det stakkels kræ i...

Storbrand ved Sisimiut

Kampen mod flammerne

I disse dage tænker jeg meget på brandfolkene i Sisimiut, hvor brandvæsenet, der overvejende består af frivillige, i over en måned har kæmpet med en stor fjeldbrand cirka 10 km øst for byen i bunden af Førstefjorden, Kangerluarsuk Tulleq.

Sisimiut er indhyllet i tunge røgskyer.
 Foto: Qeqqata Kommunia
For en uges tid siden troede man, at branden var slukket, men den blussede op før weekenden, samtidig med at vinden skiftede retning mod Sisimiut, der nu er indhyllet i røgskyer mellem fjeldene.

- Slukning af branden er vanskeliggjort af, at det ikke er kun overfladen, der brænder, men også underlaget. Derfor er det svært at bekæmpe branden, da brandens placering er højt oppe i fjeldet og er svær at nå med vand. Brug af helikopter slukker ikke branden i underlaget, oplyser indsatsleder Poul Olsen fra Qeqqata Kommunia.

Jeg kender Poul Olsen glimrende fra sidste år, hvor jeg vikarierede i Qeqqata Kommunia. Poul Olsen er frivillig brandmand - og arbejder ellers som konsulent i Skole- og Fritidsforvaltningen.

Beredskabschef Ole Kreutzmann, Sisimiut.
Jeg har også kendt Sisimiuts beredskabschef Ole Kreutzmann helt tilbage fra begyndelsen af halvfemserne, hvor vi begge var ansat i KNI. Dengang var Ole en af de frivillige brandmænd, der var med til at slukke branden på den grønlandske bygge- og anlægsskole i 1994. Den brand bliver anset for Grønlands største bygningsbrand.

Beredskabsstyrelsen har offentliggjort dette
 satellit-foto af brandområdet. Foto: Sentinel2
I det hele taget havde jeg et fint samarbejde med brandvæsenet i Sisimiut, som jeg flere gange hjalp med fotos i forbindelse med øvelser - og det er selvfølgelig også derfor, at jeg følger den nuværende fjeldbrand tæt.

Branden ved Førstefjorden bliver bekæmpet af 15 brandmænd fra Qeqqata Kommunia, der får hjælp af cirka 20 frivillige borgere. Blandt andre boghandleren i Sisimiut kan jeg se på Facebook. De har fået assistance fra brandvæsenet i Grønlands nordligste kommune, Avannaata, der har sendt 10 brandmænd. Nogle af brandfolkene nordfra har blandt andet erfaring fra sidste års store brande i Sverige.

Brandslukningsgrej til Grønland.
Foto: Beredskabsstyrelsen
Desuden sendte Beredskabsstyrelsen i Danmark tirsdag eftermiddag 38 brandmænd til Kangerlussuaq med en chartret CRJ-200 fra Global Reach Aviation. De er i løbet af natten blevet fragtet til brandstedet af Arktisk Kommando, der blandt andet har indsat støtteskibet Absalon, der er et af de største skibe i den danske flåde.

Den tungtlastede C-130 foran den kun 800 meter lange
 landingsbane i Sisimiut. I baggrunden ses
 støtteskibet Absalon. Foto: Qeqqata Kommunia
De danske brandfolk fik følge af C-130 Hercules fra Air Transport Wing i Aalborg med grej til slukningsarbejdet. Flyet, der i sig selv vejer næsten 35 tons, vejede ved landingen i Sisimiut 65 til 70 tons inklusive reservebrændstof og payload - og det er i følge fartøjschef TEC på kanten af det muliges kunst at lande et så tungt fly på den kun 800 meter lange landingsbane i Sisimiut.

Kontingentet på 38 brandfolk består af værnepligtige, frivillige og ansatte fra alle Beredskabsstyrelsens beredskabscentre samt to frivillige fra kommunale redningsberedskaber. Fem af deltagerne er fra vores lokale beredskabscenter i Thisted.

Indsatsen ventes at vare to uger og koste tre millioner kroner, der betales af Forsvarsministeriet. Arbejdet handler primært om at etablere standsningslinjer, som ilden ikke kan komme forbi. Det sker helt lavpraktisk ved at gennemvæde jorden, blandt andet med jordspyd, der sender vandet en meter ned i undergrunden.

Området ved Førstefjorden er fjeldrigt, men underlaget er tørvemose. Stedet er et populært hytteområde, ligesom den populære vandrerute til Kangerlussuaq går gennem området. Brandvæsenet i Sisimiut har arbejdet på at undgå, at flammerne når nogle af hytterne, men mandag måtte man konstatere, at to hytter under opførelse er blevet flammernes bytte. Qeqqata Kommunia har derfor tirsdag bedt de øvrige hytteejer om at tømme husene for brændbare materialer og væsker.

Branden er højt oppe i fjeldet.
Foto: Basse Vængtoft, Beredskabsstyrelsen
Der er hvert år fjeldbrande i Grønland, men som regel fjernt fra beboede områder i det enormt store land. Brandene går normalt ud, når vinteren kommer - og derfor fastslår den grønlandske beredskabslov også, at de kommunale beredskaber ikke er forpligtet til at slukke naturbrande. Da den nuværende brand truer et hytteområde, har beredskabet i Qeqqata Kommunia dog prioriteret af få denne brand slukket, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Selve Sisimiut by er også generet af røgen - og landslægen opfordrer folk, der føler sig generet til at gå indendørs og lukke vinduerne. Røgen er ikke giftig, understreger landslægen.

Solen står i dag op kl. 4.59 og ned igen kl. 22. Temperatur mellem 5 og 9 grader og svag vind fra syd, oplyser DMI. Men på grund af temperaturforskellene ved en naturbrand er der stor risiko for endog kraftige kastevinde i ulykkesområdet.

Selv om brandfolkene arbejder hårdt og skal passe deres arbejde, skal det med, at det er ganske behageligt at opholde sig i fjeldet i øjeblikket, da myggesæsonen er slut. August er som ofte også et godt tidspunkt for nordlys.

tirsdag den 13. august 2019

Svaneungerne lever

Nu begynder trækket

Det er lidt tid siden, jeg sidst har været nede ved Ulvedybet. Dels har vejret ikke været til det, dels er der ikke så meget sjov om sommeren.

Men nu er de store gåsetræk på vej fra Island og Svalbard, så søndag skulle det da have en chance.

Det blev nu ikke gæs, der kom i søgeren, men de efterhånden store svaneunger. Det er det samme kuld, som jeg tidligere har bragt billeder af - og det glæder mig da, at alle seks unger har overlevet den første, svære barndom. Det var næppe sket, hvis der havde været gedder i Ulvedybet...

Dagen bød også på en del vadefugle i søgræsset i vandkanten. Jeg kan med sikkerhed fastslå, at der var rødben, men de øvrige vadefugle - sikkert noget ryleværk af en slags og noget ubestemmeligt yngel - skal jeg nok holde mig fra at sætte navn på. Jeg er ikke særlig sikker i bestemmelsen af vadefugle, der dels ligner hinanden temmelig meget - dels fremtræder meget forskelligt alt efter årstid og alder.


mandag den 12. august 2019

Blæsten går frisk...

Hård kuling

Den 10. august 2018 drog orkanen Johanne hærgende over Øland og knækkede blandt andet flere af mine tomatplanter. Næsten på årsdagen - natten til den 11. august 2019 - gentog historien sig så.

Ganske vist ikke orkan, men kun hård kuling. Men resultatet var det samme. Knækkede tomatplanter og så gik det også hårdt ud over de mange solsikker, som jeg med mild hånd har spredt ud over parcellen til glæde for fuglene.

Nu er blæsevejr jo ikke ligefrem ekstremvejr i Han Herred - og mange af planterne skal nok rette sig de kommende dage - men alligevel irriterer det mig.

Tankerne gik såmænd også til Sisimiut, hvor det næsten aldrig blæser. Men der er der jo så koldt, at røven fryser af - og der kan man i hvert fald ikke dyrke tomater udendørs.

Sommetider er livet altså ikke nemt...

Midt i al kviden kan jeg så glæde mig over, at der trods alt stadig er folk, der morer sig på Øland. For natten til søndag var der nogle sikkert feststemte mennesker, der forklædte brandhanen på Østerbyvej som hund. Hvad meningen er, ved jeg ikke - men festligt ser det da ud.

torsdag den 8. august 2019

Grønland i Tivoli

Folkefest

Grønland i Tivoli var præget af regn, og familien
Grønland - her repræsenteret af familien Jensen-Mørch fra
 Ilulissat - havde investeret i regntøj under sommerferien. Det var
 første gang, familien deltog samlet i Grønland i Tivoli.
I sidste uge var jeg til Grønland i Tivoli - og jeg lovede at vende tilbage til den historie, når jeg lige fik ro på efter et par dage i København.

Festen er lidt af et mødested. Jeg mødte blandt andet
en tidligere kollega fra Nuup Kommunea, arkitekten Per
Siliam, som jeg ikke har set i 15 år, siden sygdom
 sendte Siliam hjem til Danmark i 2004.
Grønland i Tivoli er en stor begivenhed - i Grønland. Måske den største grønlandske fest overhovedet. I de to dage, festivalen forløber, anslår man, at Tivoli har cirka 10-12.000 gæster, der kun kommer for festivalens skyld. Det svarer faktisk til en femtedel af den grønlandske befolkning - og siger lidt om begivenhedens størrelse.

Jeg rapporterede løbende fra begivenheden til Sermitsiaq - og tog masser af fotos undervejs. Her er nogle stykker med lidt forklarende billedtekst.

For 12. år i træk var Carsten Siegstad konferencier og havde
 i dagens anledning fundet guldlame-anorakken frem. Til daglig
er Carsten Siegstad, der er bosat i København, purser på Air
Greenlands Norsaq og et velkendt ansigt for alle, der flyver
mellem Danmark og Grønland.
Første optræden var selvfølgelig Avaat-koret, der holder til
 i hovedstadsregionen - og regnen forhindrede ikke koret i at lade
milde grønlandske kor-toner regne ned over publikum.
Maalia er et meget grønlandsk underholdningsfænomen, hvor sjove
grimasser og underlige positurer er en væsentlig del af optrædenen.
Den slags vækker lykke blandt et grønlandsk publikum. Musikken er
country-jazzet og ligesom Vaigat-genren inspireret af musikken, der
strømmede ud til grønlænderme fra de store amerikanske militærbaser
under og efter krigen. Det er også en meget karakteristisk
grønlandsk genre, men dansevenligt og bestemt ikke ueffent.
Mange grønlandske virksomheder har salgsboder i Tivoli. Her
er det iværksætteren Louise Lynge Berthelsen fra Nuuk Couture, der
 blandt andet er kendt fra TV-programmet Løvens Hule, der viser,
at hun er chefen i butikken.
KNI - det tidligere Kongelige Grønlandske Handel - har stor succes
 med at sælge grønlandske retroprodukter, skibskiks (som er
 en stor vare i Grønland) og selvfølgelig Araba - Kalaallit Nunatta
 Kaffia- især til de cirka 18.000 grønlændere, der bor i Danmark.