lørdag den 31. januar 2009

De blå kartofler

For en måneds tid siden skrev jeg, at avl af blå kartofler i Danmark er et privilegium for kongehuset. Det er faldet Flemming for brystet - al den stund at han kan købe dem i Kvickly på Amager.
Jeg har researchet lidt på sagen, og jeg må nok erkende, at jeg var lidt hurtig på aftrækkeren, da jeg skrev historien ombord på Explorer of the Seas.
Jeg havde en artikel i baghovedet om Dronning Ingrid, som dyrkede blå kartofler i Gråsten, og det blev altså til det med det kongelige privilegium, men sandheden er, at alle må dyrke dem - i det omfang at læggekartoflerne er optaget på den danske artsliste og mærket med et såkaldt plantepas, der viser, hvem der har avlet kartoflerne, og at de er godkendt til avl i Danmark. Dyrkningen af læggekartofler er kontrolleret af Plantedirektoratet. Som kartoffelland er lovgivningen ret striks i Danmark for at undgå spredning af kartoffelål og andre sygdomme.
Det viser sig også, at arten "Blå Congo" har været dyrket i Danmark i mange år. Den var populær i 30'erne, men har siden ført en noget tilbagetrukket tilværelse. Jeg har tjekket flere havebrevkasser, og arten skulle efter sigende være svær at dyrke.
En anden kendt art er "Spritfabrikkernes blå kartoffel", - der i sin tid blev fremavlet af tidligere forstander for Spritfabrikkernes forsøgsgård "Frederikshøj", Thøger Frederiksen. Spritfabrikkernes blå kartoffel findes fortsat i sortimentet på Landbrugets Kartoffelfonds forædlingsstation i Vandel ved Billund, - landets eneste kartoffelforædlingsstation hvor der forædles nye kartoffelsorter.
Efterspørgslen efter blå kartofler fra blandt andet restauranter har været stigende de seneste år. Det skal også med, at blå kartofler er en ofte brugt ingrediens i det finere franske køkken.
En stor del af den danske import af Blå Congo kommer fra Sverige. Blandt andet Coop henter sine blå kartofler i Sverige, så mon ikke Flemmings blå kartofler i Kvickley kommer från hinsidan? Så ville det selvfølgelig være smart, hvis de også var forsynet med et gult kors!
Farvestoffet i blå kartofler er Anthocyanin, som er det samme som i blåbær. Det er rigt på antioxidanter, der jo i følge tidens trend på naturmedicinmarkedet angiveligt skulle være noget af det sundeste, der findes.
Nu er jeg imidlertid ikke den eneste, der er hoppet på den med de blå kartofler og Kongehuset. I forbindelse med Regentparrets sølvbryllup i 1992 blev der serveret blå kartofler. Dengang verserede der rygter om, at det var Prins Henrik, der - fy skam oh fryd - i al hemmelighed havde smuglet de blå kartofler fra sit slot i Frankrig og til København.
Det må være ligheden mellem blå kartofler og blåt blod, der gør det.

Ha' det
Jesper

fredag den 30. januar 2009

Verdens bedste reklamefilm










Det er muligt, at mange af de danske læsere vil mene, at der ikke er noget nyt i det, jeg nu skriver. Det er også muligt, at det endda er en gammel historie, som jeg bare først er blevet opmærksom på nu.
Men bær over med mig - jeg bor i Norge, og der er det meste enten forsinket eller forbudt.
Jeg har i min ungdom arbejdet en del i reklamebranchen - og selv om der er meget skidt i mellem, så kan reklamebranchen tilsyneladende stadig skabe små kunstværker, som er værd at se.
Rundt i verden diskuterer man i øjeblikket en TV-reklame fra Fleggaard, som mange bloggere karakteriserer som intet mindre end verdens bedste. Det var da også grunden til, at jeg klikkede mig ind på Fleggards hjemmeside - og jeg må indrømme, at jeg overgav mig på stedet. Det er intet mindre end kunst, mine gamle kolleger fra Grey, som nu kalder sig Uncle, her har begået.
Filmen kan ses her, hvis altså ikke du allerede har set den før. Og det er altså den med de topløse faldskærmsudspringere, vi taler om, hvis du skulle være i tvivl.
Filmen løser genialt et klassisk problem inden for detailhandels-reklame, nemlig at der skal være fokus på et produkt og en pris. Hvis ikke der er et rigtigt knaldtilbud, så kommer der ingen kunder i butikken, og det er jo det, der er hele meningen. Man kan selvfølgelig reklamere med Danmarks laveste priser eller lignende, men den slags er der jo alligevel ingen, der tror på - vi ved jo allesammen, at mindst 50 procent af det, der står i reklamerne er løgn.
Her bliver der til tonerne af alle operaelskeres elskede Valkyrieridt bygget en historie op omkring butikken og produktet - og den får ikke får lidt. Der er langbenede blondiner med fyldige bryster - og ikke bare en halv snes stykker, nejnej! Der er hundredvis af dem. Det er stort, flot og leder i hvert fald hos undertegnede også tankerne hen på Coppolas Dommedag Nu!
I mellemspillet, som er genialt castet, følger vi reaktionerne på jorden. Bemærk golfspilleren, der kører i grøften - det er morsomt. Så følger salgsbudskabet stort og flot - det kan ikke gøres bedre. Og sandelig om ikke historien rundes af med en lille fortælling om blondinen, der kommer til at hive i trusserne i stedet for at hive i udløseren! Og så en fin lille underspillet payoff om, at Fleggaard er lige over grænsen.
Jeg synes, den holder vand. Måske ikke verdens bedste, men i hvert fald i verdensklasse.
Og så går den netop over grænsen - i det mindste i Norge. Den slags må i hvert fald ikke vises på norsk TV - og det er derfor, at jeg er bange for, at jeg måske er lidt sent ude med de rosende ord.

Ha' det
Jesper

Red. anm. 25. oktober 2013. Linket ovenfor virker desværre ikke længere. Prøv her i stedet: http://www.scootergalleri.dk/video/off_topic/47240-fleggaard_reklame___patter

torsdag den 29. januar 2009

Nyt fra dårekisten

Det tog som bekendt svenskerne mindre end 100 år efter Kielerfreden at finde ud, at Norge ikke er noget at samle på.
- Lad os skynde os at slippe af med dem, sagde svenskekongen fornuftigt bag lukkede døre, og således blev den norske nation født.
Og det var sikkert en meget fornuftig beslutning. For her i landet råder den frådende galskab i øjeblikket. Her tænker jeg hverken på håndboldfeber, panegyri, skryderi, selvgodhed eller andre iøjnefaldende norske karakteregenskaber. Derimod en bølge af ukritisk bekendelse af tro på helbredelse ved håndspålæggelse og andet hokus-pokus. Der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord, som argumentet kryptisk, men let og besnærende lyder.
Det begyndte med Snåsamanden - en særling fra midtnorge, som folk valfarter til - med medierne i hælene - for at blive helbredt for alskens dårligdomme. Den slags er sket før, men så kom det frem, at den norske helseminister, Bjarne Haakon Hanssen, sandelig også havde konsulteret den mystiske mand og nu påstod i medierne, at Snåsamanden havde kureret hans søn for kolik. Det er landets helseminister med ansvaret for milliarder af hospitalskroner, der har den frækhed at påstå, at man kan helbrede via telefon og med håndspålæggelser og andet.
Men ingen stiller spørgsmål ved det. Mig bekendt er kolik hos småbørn en temmelig upræcis diagnose, der vel i mange tilfælde kan afbødes med lidt almindelig omsorg og måske et let laksativ. Under alle omstændigheder holder det op af sig selv, når barnet er tre måneder og derfor let at kurere for kloge mænd. Men i en nation af godtroende tosser bliver den slags overtroisk vrøvl taget for gode varer.
I dag kommer det så frem, at en stortingspolitiker, Olav Gunnar Ballo, der selv er læge, mener at man kan stoppe blødninger med religiøse vers. Det skal med, at Ballo er fra Finnmark, hvor en same for nogen tid siden blev frikendt for dyremishandling, fordi han angiveligt havde bedt for renen og afsagt noget religiøst vrøvl, inden han brutalt aflivede den med en sløv kniv.
Det er simpelthen det rene middelalder, og hvis der bare var lidt fornuft tilbage i den norske befolkning, så sparkede de helseministeren tilbage til stenalderen, hvor han rettelig hører hjemme. Samtidig burde den norske lægeforening selvfølgelig ekskludere hr. Ballo straks og aldeles, men nej. Formanden for lægeforeningen mener, at det er spændende tanker, Ballo fremsætter og tror på et tæt samarbejde mellem læger og naturmedicinen i fremtiden.
Det er tydeligt, at fornuft og ræson har trange kår i den latterlige norske åbenhed og længsel efter alt, hvad der er gammeldags og middelalderligt.
Moderne tider kan simpelthen ikke trænge igennem de norske fjeldmassiver af hjerneskaller - desværre. Her lades alt håb ude.
Jeg savner drengen fra kejserens nye klæder...


Ha' det
Jesper

onsdag den 28. januar 2009

Himmeløje

Med det tiende og sidste bind, Himmeløje, i serien om A-gruppen har svenske Arne Dahl skrevet sig ind i den forholdsvis eksklusive klub af svenske krimi-dekaloger - forfattere, der har begået et ti-bindsværk. Sjöval og Wahlöö gjorde det i begyndelsen af 70'erne, Henning Mankell gjorde det i 90' erne og nu altså Arne Dahl.
Lad det være sagt med det samme, det er effektiv underholdning. Arne Dahls bøger er ikke sådan nogle, man lægger fra sig, når man først er begyndt. Og efter ti bind er man jo ved at have et tæt forhold til hovedpersonerne - medlemmerne i A-gruppen, som er sådan et slags svensk rejsehold specialiseret i voldelig kriminalitet med internationale aspekter og med en udpræget intellektuel tilgang til opklaringen.
Helt generelt har alle bøgerne ligget til en femmer eller en sekser med Europa Blues som den suverænt bedste. Bøgerne er alle murstensromaner og er desværre skæmmet af et kommercielt krav om, at de skal fungere som enkeltstående bøger. Derfor skal man ind i mellem trækkes med nogle lange genfortællinger om, hvad der er sket i de forrige bøger. Man man kan jo - ligesom når Sjöval og Wahlöö docerer marxisme - bare springe disse afsnit over.
Et gennemgående tema har været studiet af ondskaben - igen med Europa Blues som en suveræn etter - og folk er blevet ombragt på mange fantasifulde måder i Dahls bøger. Nummer 10 holder for så vidt standarden. En gal seriemorder dræber anorexiske piger efter at have pint dem i et par uger eller tre. Alligevel bliver det kun til fem ud af seks tørfisk, fordi jeg synes, at Arne Dahl ligesom andre svenske forfattere er lidt for politisk korrekt i sin tilgang til anorexi-vinklen. Og fordi han så gerne vil fortælle os om al den research, han har foretaget om emnet. Sådan lidt Kloge-Åge-agtig. Han gør det med et rigtig billigt trick - lader en af vore elskede og velkendte hovedpersoners datter få anorexi, hvorefter vi følger hende i behandlingen. Overflødigt - bogen var såmænd ikke blevet dårligere af, at Dahl havde udeladt disse afsnit. Tværtimod så gider jeg altså ikke blive belært af en velmenende svensker!
Men alt i alt er det en fantastisk bedrift - disse skønhedspletter til trods - Arne Dahl her har begået. Og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med A-gruppen, så er det bare med at komme i gang. De fleste af bøgerne fås i dag som paperbacks.
Og så er der i Sverige netop udkommet en bog af Arne Dahl med titlen Elva, så det ser ud til, at vi endnu ikke er helt færdige med A-gruppen.

Ha' det
Jesper

P.s. Også Jan Guillous serie om Hamilton er på ti bind sådan godt og vel, men den litterære kvalitet er så ringe, at serien ikke fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng.

lørdag den 24. januar 2009

Morgenrødens pas-de-deux















Med solens tilbagekomst er det også blevet tid til igen at holde morning - også selv om det er så sent som mellem ni og ti.
Jeg stod som så ofte før, når morgenrøden sniger sig ind over mørket, i køkkenet og nød udsigten over fjorden, da en flok grønirisker slog sig ned i selje-rønnen.
Jeg tog også en stribe billeder - blandt andet det oven for, hvor en af grøniriskerne under landingsmanøvren udfører nogle balletagtige bevægelser, så jeg derfor uden tøven døber billedet "Morgenrødens pas-de-deux".
Ellers lægger vi jo mest mærke til den rensdyrfamilie - sandsynligvis en voksen hun og to kalve fra sidste sommer - som mere eller mindre har slået sig ned i haven, på marken ved siden af og i kløften ved elven.
Vi har nærmest opgivet af jage dem væk. Nu kredser tankerne mere om ulovlig jagt og en fryser fyldt med kødet af tre rensdyr - men det bliver nu nok ikke til noget. Jeg solgte både min pumpgun og min riffel, da jeg flyttede fra Grønland. Vi fik forresten tilfældigvis rensdyr-bøffer i går aftes - og ikke en gang duften af stegt rensdyr kunne jage dem væk. Klovdyr er altså ikke de mest begavede dyr her i verden.
Prøv forresten at se billedet af græsplænen. Efterhånden trampet ned som en hel motorvej. Til gengæld har dyrene kvitteret med adskillige gødningsbunker, så det bliver sikkert en flot, grøn græsplæne til sommer.
I eftermiddag går turen et lynsmut til Danmark. Tilbage igen i morgen.
Ha' en god weekend.

Jesper

Du lille verden!

Verden er blevet mindre.
Som barn af tresserne husker jeg tydeligt den nat i 1969, hvor verden skrumpede. Vi så direkte TV fra månen, da Neil Armstrong tog et stort skridt for menneskeheden. Det satte standarden for live-news, og er vel aldrig nogensinde blevet overgået.
Og dog. Fredag kom jeg helt ærlig til at tvivle. For da oplevede jeg virkelig den globale landsby på mediefronten.
Jeg var netop mødt på arbejde ved halvni-tiden, lavet kaffe og åbnet post, da jeg skulle til at spise mine to daglige ostemadder ved ni-tiden. Som sædvanlig skulle jeg tjekke dagens nyheder på nettet og lige så sædvanlig begyndte jeg med Jyllandsposten. Her kunne redaktionen i Århus meddele, at der kl. 8.31 - mindre end tre kvarter tidligere - havde været et skuddrama ved en skole på Kvaløysletta uden for Tromsø, og at politiet havde spærret et stort område af, da man endnu ikke havde klarhed over situationen. Rystende. En time tidligere var jeg kørt gennem Kvaløysletta og havde intet observeret. Rystende. Så jeg synes lige jeg ville fortælle det til nogle af de andre på kontoret. Men det var for sent - for de havde netop set de første billeder fra stedet på BBC World News. Rystende. Og som dagen skred frem, og jeg talte med folk i Danmark, var kommentaren hver gang: Nå, der er nok rigtig gang i den i Tromsø i dag...
Okay, med de seneste års begivenheder i Finland og USA in mente er der ikke noget at sige til, at et skyderi ved en skole får redaktionsklokkerne til at ringe, men alligevel, så meget hype...
Nu viste det sig, at det var et forholdsvis banalt jalousidrama, hvor mand skyder kone og forsøger selvmord, så allerede ved middagstid var historien væk fra Jyllandspostens forside.
Men heroppe fortsætter hypen. Manden viser sig nemlig at være politiinspektør og oven i købet en populærmusikalsk studievært på lokalradioen.
Så i løbet af eftermiddagen og aftenen var der masser af plads til, at politikere kunne udtale sig om politi og våben. Vi har også set historierne med naboerne, der fortæller, at han er sådan en flink mand, og vi havde aldrig troet... Og så er alle journalisternes darling; Børnene på skolen skal have krisehjælp! Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at medierne altid synes, at krise- og psykologhjælp er så fantastisk interessant. Måske det var en ide, at journalisterne gik til psykiateren for få det undersøgt?
Jo, det er en lille verden, vi lever i - på alle måder.

Ha' det
Jesper

Lidt billedkredit: Buzz Aldrin/NASA

torsdag den 22. januar 2009

Bommesislag

For at sige det lige på og hårdt med et stærkt folkeligt udtryk var jeg ganske tæt på at skide blod her til morgen. Eller som det også hedder med et gammeldags, lidt lunt udtryk: Jeg var tæt på at få et bommesislag.
Da jeg skulle på arbejde ved halvottetiden gik jeg småsøvnig ud af huset, låste bilen op, satte mig ind og startede motoren - og der, umiddelbart foran bilen lå der tre rensdyr og tyggede drøv. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til dem i halvmørket, da jeg satte mig ind i bilen, så det kan nok være, at jeg vågnede op med et sæt!
Dyrene derimod - de var nærmest ligeglade og tyggede godmodigt videre på deres drøv.
Det ser ud til, at vi kommer til at leve med rensdyrene i haven denne vinter. Senere på dagen, da det blev lyst, fortrak de nemlig til kartoffelbedet, som det kan ses på dette ikke alt for skarpe billede, som Dina tog ved 11-tiden. Det er nu altså også lidt sjovt, synes jeg, med hele tre rensdyr i haven. Men man kan have sin tvivl om jordbærplanterne overlever det...
I vore dage bruges udtrykket bommesislag oftest med et glimt i øjet. Det er ellers en alvorlig sag og en ganske fatal diagnose. Det er en forvanskning af ordet "poppelsislag", som igen er en forvanskning af apopleksi, der jo som bekendt er en hjerneblødning.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XI

Dagens ord er i virkeligheden Dagens navn.
I det norske svar på TV-programmet Viden Om, Schrödingers Kat, kunne man her til aften erfare, at en af programmets medarbejdere hedder - Njord Røv!
Alle kommentarer til dette navn må nødvendigvis blive af høj plathedsværdi, men jeg kan alligevel ikke dy mig for et fromt håb om, at den stakkels mand forstår at klemme ballerne sammen, når enden er nær!
Og så må vi håbe, at Prins Henrik ikke er i nærheden, når Prinsen skal ud og skyde...ræv...

-jeps

onsdag den 21. januar 2009

Soldag

I dag var det soldag. I timen rundt middag steg solen for første gang op over fjeldene omkring Tromsø. Desværre så vi ikke meget til den på grund af skyerne.
Men jeg er en optimistisk sjæl, så jeg er overbevist om, at jeg så selve solen i et kort glimt mellem to af skyerne - og troen kan jo som bekendt flytte bjerge, så det skal nok passe.
Solens genkomst er en stor begivenhed, der fejres i børnehaver og skoler. Men også på arbejdspladserne giver man sig tid til en gang eftermiddagskaffe med solboller.
Denne lokale konditor-specialitet er såmænd ikke andet end en gang berlinerboller med et drys af flormelis. Men de bliver solgt i store mængder på en dag som i dag.
Også på Norsk Polarinstitut blev dagen fejret. Det var klimagruppen, der var værter - sådan for at fejre, at det ser ud til, at vi også får et klima i år. Eller var det måske bare for hyggens skyld?
I følge tabellen var solen i dag synlig over havets overflade fra kl. 10.28 til 13.23. I morgen står den op kl. 10.21 og ned igen kl. 13.30 - altså en tilvækst på 14 minutter. Det går ganske stærkt på denne tid, og de seneste morgener har jeg da også set lyset dæmre, når jeg er kørt på arbejde.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 20. januar 2009

Besøg fra Grønland

Søndag, mandag og tirsdag har jeg været optaget af en konference, som hedder Arctic Frontiers. Det er tredje gang, konferencen holdes, og det er blandt andet universitetet i Tromsø, der arrangerer.
Konferencen er sådan et slags træfpunkt for en lang række mennesker fra hele verden, som beskæftiger sig med Arktis.
Det vigtigste ved sådanne konferencer er at mødes og udveksle visitkort og lære hinanden at kende, men undskyldningen for at gøre det er en række mere eller mindre spændende foredrag og diskussioner. Mest spændende var programmet mandag formiddag, hvor man diskutterede fremtidens udfordringer for Arktis, og herunder især det spændende spørgsmål om retten til undergrunden i det Arktiske hav - det vi normalt kalder for Nordpolen. Debatten blev ledet af den norske TV-kjendis Siri Kaldvig - et lokalt svar på Voldborg og yndig ser hun da ud samt Hans Corell - den tidligere svenske FN-våbeninspektør under optakten til Irak krigen. Et meget spændende menneske, som jeg gerne havde hørt mere fra. Han har oplevet meget - og han har mange meninger om verdens gang. Han er idealist og tror på samtale. Måske lidt naivt, men der er ikke mange af den slags i vore dage.
Konferencen var også anledning til et besøg fra Grønland. En af oplægsholderne var det grønlandske landsstyremedlem for økonomi og udenrigsanliggender - den grønlandske finans- og udenrigsminister - Per Berthelsen, som jeg har kendt i mange år. Jeg hentede ham i lufthavnen, og vi fik da lejlighed til både at spise sammen og drikke nogle sjusser. Det var sjovt at få lidt sladder fra den grønlandske hovedstad og indercirklerne i grønlandsk politik.
Som politiker er Per en ganske kontroversiel person, men han er en de få grønlandske politikere, der kan begå sig på de bonede gulve og taler et flydende engelsk. Han holdt et oplæg om Grønlands problemer med blandt andet EU, fordi en stor del af verden ikke forstår nødvendigheden af den grønlandske sælfangst, og fordi mange mennesker i denne verden simpelthen har en overdreven romantisk forestilling om sæler. Man taler således om babysæler i stedet for sælunger, jagt på sæl omtales som sældrab og så videre. Hvis folk nogensinde har været med til at slagte en sæl, ville de vide, at den er et brutalt rovdyr med et tandsæt så frygtindgydende, at selv en løve vil blive imponeret. Virkeligheden er i hvert fald meget langt fra miljøfanatikernes tuttenuttede forestillinger om en lille, sød sælhund.
Per gjorde det godt på konferencen, og jeg vil håbe, at hans indsats er med til at bane vejen for, at EU dropper et planlagt forbud mod sælprodukter.
Nu er det vigtigste ved sådanne konferencer jo det sociale, og det er bestemt heller ikke alle talerne, der er lige inspirerende. Så er det jo godt, at man i dag kan tillade sig at tage sin bærbare med og få ordnet e-mails og lignende. De to samepiger her på billedet ser i hvert fald ud til at more sig over et eller andet på de medbragte laptops. Hende til venstre hedder Gunn-Britt og er i øvrigt en af denne blogs trofaste læsere.
I morgen er det soldag!

Ha' det
Jesper

søndag den 18. januar 2009

Lidt dagslys

Lad det være sagt med det samme. Denne blog vil i den kommende tid indeholde en del indlæg om solen og dens fremmarch på den arktiske himmel.
Måske ikke så interessant under sydlige himmelstrøg, men heroppe er det simpelthen det daglige diskussionsemne.
Søndagen bød på årets første egentlige dagslys. Bestemt ikke i imponerende mængder - og billederne her på indlægget er da også korrigeret for et voldsomt blåstik - men nok til at vi kunne se, at haven og havet stadig er der, hvor det var, sidst vi så efter i slutningen af november.
Mest spændende var det egentlig at se, hvordan det var gået med fuglene i den mørke tid. Og som det ses, står det ikke så ringe til. I selje-rønnen sad der en stor sjagger og pustede sig op for at holde varmen. Den var heller ikke meget for at dele bærrene med andre, så alle småfugle, der kom i nærheden, blev jaget væk.
I syrenen sad der et par musvitter. De var ikke meget for at komme ud fra det beskyttende netværk af grene, men det lykkedes mig da at få et billede af en af dem. Senere så jeg også tre grønirisker i syrenen.
Ude på fjorden så jeg en flok edderfugle og nede ved mundingen af elven var der sørme en halv snes store skalleslugere.
Vejret i dag har været skyfrit og vindstille, men den kommende uges tid står den i følge meteorologerne på storm og gråvejr, så selv om det er ved at blive lysere, er der nok ikke de store chancer for at føje yderligere fugle til årets liste.

Ha' det
Jesper

lørdag den 17. januar 2009

Indtil din vrede er ovre

Svenske Åsa Larsson har hidtil med sine tre første romaner om juristen Rebecka Martinsson stået for noget af det mest deprimerende, introverte og sorte, som endnu er set i svensk krimi. Det har faktisk været det rene elendighed, og kun et godt plot og nogle gode beskrivelser af livet heroppe mellem samer, eneboere, særlinge, religiøse mørkemænd og andet godtfolk har gjort, at jeg har læst bøgerne til ende med stor fornøjelse.
Med den fjerde bog i serien "Indtil din vrede er ovre" er det, ligesom trykket er lettet lidt. Stemningen er noget lysere, og Rebecka har fået sin Mons, men forholdet er ikke uden problemer - selvfølgelig.
Til gengæld holder plottet altså ikke rigtig. Det er noget med et ungt par, der bliver myrdet, fordi de dykker ned til et hidtil ukendt flyvrag fra anden verdenskrig. Det har noget at gøre med svenskernes uheldige samarbejde med tyskerne og den set i bagklogskabens ulideligt klare lys lidt flossede svenske moral under krigen at gøre. Men det står aldeles uklart, hvilken rolle det her fly nu havde - og derfor slutter romanen underligt uforløst. Det bliver ikke bedre af, at vi meget tidligt i romanen bliver klar over, hvem der er skurkene - og det bliver godt understreget af, at det er et ualmindeligt usympatisk brødrepar - og her hjælper det altså ikke rigtigt, at den ene af dem angrer sine synder, redder Rebeckas liv og bliver omvendt til sidst i bogen.
Ros til Åsa Larsson fordi hun har lettet den depressive stemning og masser af ros til hendes beskrivelse af de små nordlige bysamfund i egnen rundt om Kiruna - det er ind i mellem hamrende godt ramt, men minus for et dårligt plot. Det giver altså ikke mere end tre ud af seks mulige tørfisk.

Ha' det
Jesper

Fredagsøl

Der var virkelig noget at fejre denne fredag. Efter lang tids brok er jeg endelig sluppet af med en dum, doven og uduelig kollega, så der var en ekstra grund til at gøre lidt mere ud af fredagsbajeren i fredagsbaren i Straumsbukta.
Samtidig skulle vi også lige indvie den blender, som Dina var blevet begavet med til jul - og med vores ferie i frisk erindring var der ingen tvivl om, at vi skulle have en hjemmelavet Lava Flow.
Man tager tre cl Bacardi, tre cl Malibu og et småtskåret jordbær i et glas. Mine gamle rødvinsglas måtte tage slæbet som drinks-glas i mangel af bedre. Dernæst tager man noget is - syv-otte isterninger, fem cl ananasjuice, ti cl kokoscream og en halv banan, som blendes til en tykflydende skum. Dette hældes forsigtigt oven i romblandingen og serveres pyntet med et stykke ananas og sugerør.
Som det ses, ser det også rigtigt ud, men jeg begik alligevel en fejl. Det skal altså laves med friske jordbær, som ved omrøring vil flyde op i blandingen og simulere lava. Nu havde jeg altså kun syltede jordbær - de blev liggende på bunden og stoppede i øvrigt sugerøret. Så har man også lært det.
Velbekomme og god weekend.

Ha' det
Jesper

Gode, gamle fru Olsen

Gode, gamle, danske familienavne som Nielsen, Pedersen og Hansen skulle angiveligt være ganske almindelige på de vestindiske øer.
Så da jeg tog billedet af bedstemor her, slog det mig, at måske var det fru Hansen, der er ude på sin daglige indkøbstur.
Nej, ved nærmere eftertanke, tror jeg nu, at det er fru Olsen - gode, gamle fru Olsen...

Ha' det
Jesper

torsdag den 15. januar 2009

Solens genkomst

Hvis nu Tromsø lå på en position ude i havet, og hvis nu det havde været klart vejr i området, så ville man i dag for første gang i år have kunnet se solen mellem kl. 11.28 og 12.19.
Men nu ligger byen altså inde midt mellem fjeldene, og så har det i øvrigt været snestorm i dag, så det er ligesom et dødfødt projekt.
Solens genkomst i Tromsø bliver officielt markeret den 21. januar, for først da kommer solen så højt på himlen, at den kommer over fjeldene. Og så er det endda kun i Tromsø. I Straumbukta må vi vente yderlige et par uger, selv om vi faktisk ligger længere mod syd. Vores fjelde er nemlig højere.
Da jeg ikke har kunnet illustrere artiklen med årets første sol, har jeg til gengæld valgt at illustrere den med to turister, der stråler som en sol, da de gik i land på St. Thomas for godt en uge siden.

Ha' det
Jesper

På Nørregade...

Næst efter amerikanerne er danskerne samlet set den største turistgruppe i St. Thomas. Det er man sig selvfølgelig pinlig bevidst, og helt sikkert en af grundene til, at man har bevaret de gode gamle danske gadenavne i Charlotte Amalie.
Men hyggeligt er det - også selv om enkelte af navnene er blevet oversat. Dronningens Gade er således blevet til Queens Street med den forklarende tekst Main Street, hvis man i øvrigt skulle være i tvivl.
I en række af de små stræder har man oven i købet benyttet skiltet med gadenavnet som en slags oversigt over, hvad man finder af forretninger i netop den gade.
I øvrigt er den gamle bydel delt op i tre kvarterer, som det fremgår af dette skilt fra Kongens Kvarter. De to øvrige er Dronningens Kvarter og Prinsens Kvarter.
Men ellers taler skiltene vel nærmest for sig selv. Vi lader dem stå et øjeblik!

Ha' det
Jesper

onsdag den 14. januar 2009

Charlotte Amalie















Vel vidende at der næppe er noget så kedeligt som at se andres feriebilleder vover jeg alligevel et øje og bringer her og i et par kommende indlæg en stribe billeder fra Charlotte Amalie, hovedbyen i det tidligere Dansk Vestindien.
Det gør jeg først og fremmest, fordi det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kan lade være og så med den forhåbning, at andre måske alligevel synes, det er en lille smule interessant, fordi det er en del af vores fælles kulturarv.
Charlotte Amalie og de fleste grønlandske byer har det til fælles, at de i sin tid er planlagt og disponeret på tegnestuer i København. Her i det flade Danmark har man simpelthen ikke haft gode nok informationer og fantasi til at forestille sig en anden topografi med meget store højdeforskelle. Det har man så kompenseret for lokalt ved at tilføje byplanerne en række meget store trapper. Blandt andet i Charlotte Amalie den berømte 99 trin, som vist nok er på betydelig mere end 99 - jeg havde bare ikke energi nok til at tælle efter.
Og hvis man vender sig om, går nogle meter længere hen ad gaden og ser den modsatte vej, er der sandelig en trappe mere. Jeg er ikke i tvivl om, at planlæggerne gjorde, hvad de gjorde i den bedste mening, men det er og bliver en gang skrivebordsarbejde!
Foran guvernørboligen, der blandt andet har huset den nok så berømte Peter von Scholten og i dag er hovedsæde for den amerikansk administration, har man bevaret skilderhuset - mere dansk kan det vel næsten ikke blive. Og så bærer vi over med, at vi jo ellers gerne havde set Margrethe den Andens monogram på kræmmerhuset. For resten mindes jeg ikke - ikke engang på den danske flådebase i Grønnedal - at have set et skilderhus i Grønland. Det er da en mangel. Det kunne da se flot ud foran Søren Rigsombudsmands hus på kolonihavnen i Nuuk!
Christiansfortet er ved at blive restaureret i øjeblikket. Det sker blandt andet med velvillig bistand fra en række danske murerlærlinge, der hver får seks ugers lærlingetid i Charlotte Amalie. Fortet ligger naturligvis ved havnen og var i gamle dage tilflugtssted for byens befolkning, når Caribiens navnkundige sørøvere blev for trælse. Men for det meste skete sørøveriet vistnok med den danske administrations viden og uden nævneværdig protest. for det gik jo mest ud over de andre. Det er typisk dansk neutralitetspolitik, som vi med større eller mindre held har praktiseret indtil Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig.














Denne pitoreske baggård, der mest af alt giver mindelser om en klostergård, findes ved siden af Frederikskirken i Nørregade. Det er da idyl, så det forslår! Jeg kan sagtens se mig selv sidde der under halvtaget med en iskold Lava Flow - rom, kokosmælk, ananas og jordbær blendet med is!














Den gamle bydel er gennemskåret af gader på den ene led og som her en række småstræder på den anden led. Butikkerne ligger tæt i området, der er velholdt og restaureret. Især juvelerer og tøjbutikker med tøj fra alle de store mærkevareproducenter. Jomfruøernes toldfrihed gør det til et sandt købemekka. Blandt andet købte jeg en Tommy Hilfiger poloskjorte til 38 dollars. Den nøjagtig samme model har jeg set i København til 800 kroner.














Som alle ældre byer er Charlotte Amalie ikke rigtig indrettet til biltrafik, og der er småt med plads i mange af gaderne. I øvrigt praktiserer man venstrekørsel på Jomfruøerne, selv om man ellers har højrekørsel i USA. Læg i øvrigt mærke til elledningerne både på dette foto og det foregående. Det er typisk amerikansk - noget rod, som får en til at undres over, hvordan de i det hele taget bar sig af med at sende en mand til månen - og ikke mindst at få ham hjem igen.


Ha' det
Jesper

tirsdag den 13. januar 2009

Stopper rock non stop

Man kan da heller ikke forlade Norge, uden at de begynder at lave ulykker.
Stod op denne morgen og tændte for radioen. Efter lang tid med samba, jazz, reggae og lignende skulle det gøre godt med lidt godt gedigen rock.
Og hvad skete? Ingenting. Radioen var tavs. Jeg gentunede DAB'en, men min yndlingsstation Radio Bandit var og blev tavs. Et tjek på internettet afslørede, at stationen var blevet lukket. Den økonomiske afmatning har ramt den private P4-koncern, der stod for nogle af de mest spændende niche-radioprodukter i Norge.
Dette er ikke mindre end sørgeligt, tragisk og forbandet. Her var der endelig en radiostation, som udelukkende spillede den slags musik, som jeg elsker. Her var der Jimi Hendrix, Deep Purple, Rolling Stones, Free, Uriah Heep, Clapton, Thin Lizzy, Nazareth, Slade, ja, you name it i alle døgnets 24 timer.
Det er et stort tab for mig - også selv om jeg har meget af musikken på enten cd eller lp. Det var så dejligt nemt blot at tænde for radioen, og så gik det derudaf - helt af sig selv. Specielt om morgenen, når jeg nusser rundt i et par timer, vil jeg savne Radio Bandit.
Hos brancheorganisationen Digitalradio Norge er man skuffet, men tøver heller ikke med at give myndighederne ansvaret. Man mener, at politikerne ikke har skabt rammerne for kommerciel nicheradio: "Det er trist, at P4 ikke længere har råd til at sende Bandit på DAB. Samtidigt forstår jeg godt, at den kommercielle radiobranche ikke både kan konkurrere på FM og fortsat investere stort på digital radio. En sådan strategi vil ikke være økonomisk forsvarlig så længe de fremtidige rammevilkår ikke er klarlagt fra myndighedernes side," siger daglig leder i Digitalradio Norge, Live Kaldestad.
Jeg tøver ikke med at supplere: Dette er endnu et eksempel på, at det socialistiske Norge ikke har viljen til at slippe kontrollen over medierne. På det norske DAB-bånd er nu kun de statsligt kontrollerede udsendelser fra NRK med timelange rapportager om Hardangerfelens hærgende indtog i Gudbrandsdalen og røvkedelige diskussionsprogrammer om muslimske minoriteters stilling i Norge.
Lukningen af Radio Bandit viser tydeligt, at norsk mediepolitik tåler sammenligning med forholdene i Nordkorea og Cuba.
Æret være mindet om Radio Bandit - den første kommercielle radiostation, som tog os i 50'erne alvorligt.

Ha' det
Jesper

Dus med dyrene
















Denne flotte leguan - eller hvad man nu kalder sådan et kreatur - er et rigtigt snapshot. Snuppet fra en taxa i et lyskryds i Charlotte AmalieSt. Thomas.
Egentlig var formålet med vores ferie først og fremmest at få sol, masser af sol og så nogle eksotiske drinks under palmernes skygge. Men naturligvis kunne jeg ikke modstå chancen for at forevige nogle af de mere eller mindre spændende dyr og fugle, som vi mødte undervejs.
På den danske kirkegård i Charlotte Amalie mødte jeg dette lille, men særdeles adrætte firben, som kravlede rundt på en af gravstenen. Jeg kender intet som helst til denne type firben, men det var i hvert fald en rigtig springfyr. Sekundet efter at billedet er taget, sprang den - uden tilløb - næsten en meter ud i luften og forsvandt i et buskads. Der var mange af dem på kirkegården, men desværre fik jeg ikke noget billede af springeriet - det pirrede ellers den gamle fotograf voldsomt. Og er vel et godt argument for at vende tilbage til det tabte danske paradis senere i livet!
På St. Thomas mødte jeg også denne fugl - jeg har ikke fundet ud af, hvilken art det er, men det ligner en slags due - i størrelse lidt mindre end en tyrkerdue. Den vandrede rundt på stranden i Magens Bay - og lod sig overhovedet ikke genere af de mange solhungrende badegæster.
Som jeg tidligere har nævnt var vi på udflugt til nationalparken Los Haitises i den Dominikanske Republik. Turen foregik med speedbåd, og jeg nænnede ikke at tage det tunge fotogrej med. Ærgerligt nok for her var der blandt andet masser af fugle. Som også Henrik har måttet konstatere, er Ixus'sen ikke lige kameraet til fuglefotografering, men jeg fik da dette billede af en pelikan. Udover pelikaner bød turen også på blandt andet fregatfugle og en enkelt kolobri, men de billeder er ikke værd at vise her - ak ja.
Los Haitises bød imidlertid også på en møde med mangrosumpens særprægede dyreliv - blandt andet trælevende krabber som denne lille fætter, der har taget ophold på skulderen af en deltagerne i turen.
Jeg var også heldig at få et billede af en anden krabbe, der sad og gemte sig mellem mangroverødderne - denne flotte røde som jeg fik i kassen mens vi sejlede - og derfor ikke fik lejlighed til at studere nærmere. Forresten brugte vi meget tid på at kigge efter pukkelhvaler på speedbådsturen over bugten ved Samana til Los Haitises. Efter sigende skulle det være her, pukkelhvalerne fra Nuuk holder til om vinteren - desværre så vi dem ikke - guiden mente, at vi var lidt tidligt på sæsonen.
På turens sidste dag, da vi var vendt tilbage til et vinterkoldt New York mødte vi et gråegern i Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Det er lidt fascinerende, at der faktisk lever vilde dyr midt i verdens største betonhelvede. Ham her så ud til at have det godt - og stillede gerne op til fotografering.
Det gjorde også disse to grossenolliker. Vi lægger måske ikke så meget mærke til gråspurvene til hverdag, men de er jo dybt knyttet til menneskelig adfærd, så de findes selvfølgelig også i New York. Det var koldt den dag, men solen skinnede - og fornemmer vi ikke en lille forårsflirt i luften? Jeg tror, at det er et af sommerens kommende par, vi ser her!
Ud over hvad jeg her har vist, vil jeg lige nævne, at vi også så flagermus i klippehulerne i Los Haitises og jeg var heldig at se et par hvaler tidligt om morgen, da vi ankom til Haiti. Desværre var de for langt væk til at jeg kunne identificere dem, men det kunne godt ligne en flok grind eller en anden mindre tandhval.
Med til dyreverdenen hører også insekterne, men dem har vi nu ikke set meget til. Et enkelt myggestik blev det til - og når man har været i Grønland, er et myggestik jo det samme som slet ikke at være blevet stukket!

Ha' det
Jesper

mandag den 12. januar 2009

Hjemme igen
















Efter en herlig lang, skøn og synes vi da selv velfortjent vinterferie i Caribien er vi nu tilbage i Straumsbukta.
Vi er rigtig godt bombede og jetlaggede - 30 timers rejse fra New York sætter unægtelig sine spor.
Alt er tilsyneladende ved det gamle i Straumsbukta. Huset står endnu, det er lidt koldt, cirka fem graders frost, og så er det selvfølgelig mørkt.
Men vi var såmænd ikke mere en lige kommet i gang med at pakke ud, da velkomstkomiteen arriverede. Det var Dina, der så den først. Ude på græsplænen gik der et rensdyr rundt og rodede efter føde i sneen. Nu er vi ikke så vilde efter rensdyr i haven, og jeg forsøgte da også at skræmme den væk. Men som det ses på billedet er dyret nærmest trekvart bedøvende ligeglad med min højheds nærvær. Et Tarzan-hyl fik det dog til at fortrække til kartoffel-bedet.
Jeg hører allerede naboerne fortvivlet diskutere, at nu er danskerne igen kommet hjem - efter hylene at dømme!

Ha' det
Jesper

fredag den 9. januar 2009

En lille overraskelse

I modsaetning til St. Thomas har jeg aldrig nogen sinde droemt om at komme til Puerto Rico.
Derfor var det ogsaa en stor overraskelse at komme til saa smukt et sted - eller naermere bestemt Puerto Ricos hovedstad San Juan.
Byen er fra 1500-tallet og med sine cirka 500 aar paa bagen faktisk den aeldste by i de to amerikanske verdensdele. Byen har cirka 1,5 million indbyggere, og det meste ligner en normal moderne storby, men hele centrum omkring havnen er smukt restaureret og med masser af gamle bygninger fra kolonitiden. Og det var den store overraskelse at se saa mange og saa gamle bygninger og omgivelser blive passet og holdt som en lille baby.
Vi ankom om morgenen og skoent spansktalende virkede befolkningen flittig og arbejdssom. Overalt blev der spulet fortorv, fejet med fejemaskiner og vasket, saa det naesten ikke var til at vaere der for larmen. Men nogle timer senere fornaegtede resultatet sig heller ikke. San Juan fremstod som noget af det smukkeste, idylliske og pitoreske, som jeg nogensinde har set. Den smukke gamle spanske koloniarkitektur blev overalt suppleret med blomster og palmer - enten direkte i jorden, i krukker eller fra altaner. Igen et godt eksempel paa, hvor veludviklet et samfund bliver, naar man ikke har skatter og afgifter at slaas med.
Opholdet torsdag i San Juan varede kun faa timer. Om eftermiddagen staevnede vi mod New York igen, hvor vi ankommer soendag. Afsejlingen var festlig med barbucue og reggae paa pool-daekket, saa vi fik taget afsked med caribien med fuld musik.
Der foelger sandsynligvis ikke flere indlaeg nu, foer jeg er tilbage i Straumsbukta mandag aften.

Ha' det
Jesper

Det tabte paradis

Naar vi i de lange vinteraftener i Groenland sad paa den lokale slyngelstue og vaedede ganen, faldt talen ofte paa de vestindiske oeer. Hvad nu, hvis det var Groenland, der var blevet solgt i stedet? Saa ville vi jo sidde paa St. Thomas med rom i glasset og nyde solen - i stedet for den hylende snestorm.
Under alle omstaendigheder var det en drengedroem, der gik i opfyldelse, da jeg onsdag morgen for foerste gang satte mine foedder paa St. Thomas. Og jeg blev ikke skuffet. Det er simpelthen paradis paa jord. Og det gav stof til eftertanke om politikernes utrolige kortsigtede og idiotiske pengebegaer, naar nogen i det hele taget kunne faa den tanke at saelge dette paradis. Det burde udloese en rigsretssag!
Paa torvet er der en statue af Christian den 9, som er meget populaer i byen. Det var under ham, at slaverne paa oeen blev frigivet. Der er naesten ingen ende paa, hvor mange gode grunde der er til at vaere stolt af Christian den 9 i foelge en af de lokale taxachauffoerer.
Nu er stedet begunstiget med told og skattefrihed, saa velstanden er stor og med til saette paradiset i relief sammenlignet med f.eks. Haiti, men alligevel. Charlotte Amalie, der i perioden 1750 og de naeste hundrede aar frem var den naeststoerste danske by efter Koebenhavn, er begunstiget med stor naturhavn, og St.Thomas er derfor blevet centrum for krydstogtskibene i Caribien. Sammen med os var der seks andre skibe den dag, og der var nok at goere for en driftig befolkning med at faa noget ud af det. Paa grund af toldfriheden er det her, amerikanerne rejser til, naar de skal handle toldfrit - og det er ikke salami og flaeskesteg, de koeber. Det er guld og diamanter, og jeg vil anslaa, at der i Charlotte Amalie alene er smaa 100 juvelererer og guldsmede.
Byen er meget speciel - praeget af dansk arkitektur, som den er. Meget er restaureret i dag, men man er stadig ikke helt faerdig med blandt andet det gamle danske fort. Huse og veje virker velholdt, og saa er der et sand mylder af smukke planter - lige fra Hibiscus til guldranke og svigermors skarpe tunge. Og saa har man jo beholdt de gamle danske gadenavne. Vi indtog vores frokost paa en lille cafe i trompeterens straede - og i oevrig til tonerne af blandt andet All along the watchtower med Jimi Hendrix.
Det skal ogsaa med, at en af verdens 10 bedste badestrande ligger i Charlotte Amalie - Magens Bay. Skoen hvidt sand mellem palmerne og dejligt varmt og rent caribisk vand i bugten. Magens er i oevrigt en amerikanisering af Mogens!
Efter alt for faa timer maatte vi onsdag aften igen forlade denne tabte danske perle.

Ha' det
Jesper

onsdag den 7. januar 2009

Mangroven

Stuebirken er en af de mest almindelige planter i den Dominikanske Republiks regn- og mangroveskove. Og den vil aldrig mere blive det samme efter at have set den og andre potteplanter i fri dressur.
Under gaarsdagens besoeg i den Dominikanske Republik havde vi valgt folklore og fattigdomsporno fra. I stedet for at besoege byen Samana, som er paa stoerrelse med Aalborg, valgte vi i stedet at sejle med speedbaad til en nationalpark en god times sejlads vaek - med 25 knob.
Netionalparken gemmer paa et saerpraeget landskab af mangrovesumpe, limstensklipper og -huler samt regnskov. Det er her, stuebirken kommer ind i billedet. Vi saa blandt andet en siderod fra saadan en plante, som var tyk som en fuldfed anaconda og slyngede sig over 50 meter ned i en kalkstensgrotte. Det er stuebirkens evne til at lave sideroedder, der goer den nam at avle til stuebrug, men det er ogsaa denne evne, der sikrer planten en plads forrest i regnskovens genpulje.
Ikke desto mindre var dagens mest eksotiske indslag mangrovens mange traelevende krabber. Jeg fatter ikke rigtig, at de ikke kan opfoere sig som almindelige krabber og blive ved jorden, men ind i mellem formelig dryssede det med smaakrabber fra traerne.
Dagen boed ogsaa paa mange spaendende fugle. Blandt andet saa jeg en del pelikaner og fregatfugle, et par fiskeoerne, nogle splitterner - og sandelig om ikke jeg var heldig ogsaa at se en enkelt kolibri.
I dag staar den paa gamle danske Vestindien og St. Thomas. Vi skal paa en lang vandretur i hovedbyen Charlotte Amalie.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 6. januar 2009

Hispaniola

Da jeg var dreng, havde jeg et model-sejlskib, som jeg legede med. Jeg havde doebt skibet Hispaniola. Inspirationen havde jeg fundet i Robert Louis Stevensons soeroeverroman Skatteoen, som var en af de allerfoerste boeger, som jeg har laest.
Jeg har egentlig aldrig rigtig taenkt over, hvad navnet betoed - ind til i gaar, da jeg for foerste gang i mit liv satte foden paa skatteoeen -Hispaniola.
Det er nemlig navnet paa den oe, der bestaar af de to stater Haiti og den Dominikanske Republik.
Haiti er det fattigste land paa den vestlige halvkugle og betragtes ikke som saerlig turistsikkert, selv om Joergen Leth da har gjort sit til at fremhaeve ikke mindst de kvindelige indbyggeres sikkert ypperlige fortrin.
Rederiet Royal Caribbean, som jeg sejler med, har loest problemet ved at koebe en lille halvoe ved Labadee, hegne den ind med pigtraad og bevaebnede vagter, samt adgangskontrol der er en lufthavn vaerdig.
Saaledes velbeskyttet kunne vi i gaar bade i det rene Bounty-land - oehh vand? - og nyde solen for at runde det af med et kaempe barbecue-party med salsa-rytmer og sand mellem taeerne. Heldigvis er sololien opfundet og baade Dina og jeg slap da helskinnet fra det - men der gik nogle faelt roede turister rundt paa skibet i gaar aftes efter afsejlingen mod den Dominikanske Republik, som vi anloeber her til morgen.
Lokaliteten hedder Samana og er et stort naturreservat. Det er planen, at Dina og jeg skal ud og studere fugle i en mangrovesump.

Ha' det
Jesper

mandag den 5. januar 2009

En ny maane

Allerfoerst skal jeg lige beklage, at billederne paa bloggen i oejeblikket er urimeligt store, men det skyldes, at jeg arbejder paa en ren internet-computer med minutbetaling her om bord paa Explorer of the Seas. Der er derfor ikke rigtig tid til at redigere billederne.
Nu er det mandag morgen ved seks-tiden. Det er 60 timer siden, vi forlod New York. Om et par timer skulle vi gerne anloebe rejsens foerste stop - Labadaa paa Haiti.
Det seneste doegns tid har det vaeret tydeligt, at vi er paa vej syd paa. Temperaturen uden for er cirka 25 grader. Men ogsaa paa maanen kan man se det. Vi ved jo i Arktis, at halvmaanen er lodret, i Danmark skraa og her taet ved aekvator, der sker saa det, at maane bliver vandret. Sjovt, ikke?
Turen herned over Saragossahavet med al dets aaleyngel er gaaet godt. Ikke de store boelger og vi er ved at have laert krydstogtets hele elementaere mening - at lave saa lidt som muligt! Det dur!
Jeg vender tilbage senere med en situationsrapport fra Haiti.

Jesper





søndag den 4. januar 2009

Hotdog med format

Alt er stort i USA. Det kan man overbevise sig om ved simpelthen af se paa amerikanerne.
Torsdag roeg jeg ind i denne kaempehotdog, der angiveligt skulle vaere New Yorks storste. Det er imidlertid ikke alene stoerrelsen, der imponerer. Nej, tilbehoeret, mine damer og herrer. Chili con carne og smeltet cheddar. Ikke noget med sennep, ketchup og remou her.
Det smagte godt - og paa trods af mine forudsigelser, saa roeg dyret da ogsaa ned. Men pommes fritterne - dem lod jeg staa.

Ha' det
Jesper

Nytaarsaften

Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle have tilbragt nytaarsaften med en gedigen nedtaelling til det ny aar paa Times Square sammen med Bill og Hilary.
Men paa grund af de saedvanlige amerikanske sikkerhedsforhold var hele omraadet lukket allerede fra middag og man skulle sikkerhedsskannes, hvis man gerne ville ind i omraadet. Og saa kunne det ogsaa vaere lige meget.
Til gengaeld blev aften tilbrag paa en restaurant i naarheden = Salmon River paa 44th Street mellem 5th and 6th Avenue. Her var der rigtig New York nytaarsstemning - ikke mindst foraarsaget af det gode vinmaerke Ad Libitum - og ved midnatstid kunne vi saa paa fjernsynet foelge med i, hvad der skete kun faa gader vaek.
Visse mennesker havde med vanlig sans for daarlig stil ifoert sig de af restauranten udleverede angiveligt morsomme hatte - forstaa det hvem der kan. Men ellers var stemningen hoej. Der blev nedtalt, der blev raabt skaal, der blev skaalet, og der var ikke et oeje toert, da vi spontant afsang Vaer Velkommen..
Festligt, folkeligt og fornoejeligt, som den slags skal vaere. Der var saadan set kun et problem. Vi havde store problemer med den blaa kartoffelmos, der blev serveret som garniture. Blaa kartofler er i Danmark forbeholdt kongehuset, men helt aerligt synes jeg ikke, at det ser saerlig appetitvaekkende ud!

Godt nytaar
Jesper