torsdag den 29. december 2016

Julekopper

Minder fra en svunden tid

Årets julegave fra Farsø Sygehus i 1974. Alle ansatte og
de indlagte i juledagene fik sådan en kop i julegave.
Julen er som bekendt traditionernes tid - og i de gode, gamle dage var traditionerne smukke, enkle og velmente. Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig var i Farsø og besøgte malermester Alfred Rasmussen.

For den flinke malermester bød på kaffe, som blev serveret i julekopper fra Farsø Sygehus. Dette glimrende sygehus var i mange år min fars arbejdsplads, så vi havde i min barndom en betydelig samling af disse julekopper derhjemme. Sygehuset var en temmelig stor arbejdsplads, og kopperne var dengang ganske almindelige i mange hjem på egnen, så jeg har drukket spandevis af kaffe fra dem i mine yngre dage.

Julekopperne fra Farsø Sygehus vækker masser af minder.
Julekopperne var sygehusets julegave til personalet og de uheldige, der uheldigvis var indlagt på sygehuset i julen. Kopperne var forsynet med bogstaverne F.S. og så det pågældende årstal.

Kopperne blev leveret indpakket i cellofan og bestod af en kop, en underkop og en sidetallerken. Koppen var fyldt med slik som fyldte chokolader, marcipanbrød og de såkaldte dronningemandler samt ikke mindst et lille stykke chokolade af mærket Milka - den med den lilla ko på papiret.

Indpakningen af kopperne foregik i mødelokalet på sygehuset, og det var en opgave, der var lagt i hænderne på min far og forstanderinden, frk. Bentzen - og hvis man var heldig kunne man få lov at give en hjælpende hånd. For et mødelokale fyldt med tomme kopper og så kassevis af chokolade var jo noget af det nærmeste, man kunne komme paradis.

Det blev alt sammen kaldt frem, da jeg besøgte malermesteren. Hans livs Melina arbejdede i mange år på sygehuset, så også hos Melina og Alfred Rasmussen var sygehusets julekopper det daglige kaffestel.

Jeg formoder, at den smukke skik forlængst er afskaffet - og aner ikke, hvad der er kommet i stedet. Hvis man da i det hele taget bruger julegaver på landets sygehuse længere.

Red. anm. 29. december 2016 kl. 9.45: Jette Nielsen-Man har venligt bekræftet, at i dag giver sygehuset ikke julegaver - hverken til ansatte eller patienter.

tirsdag den 27. december 2016

Urd og busk

Stormfald

En knækket bøg spærrede vejen gennem skoven i nat.
Efter Urdens hærgen skulle jeg da lige en tur ud i distriktet for at se, hvor slemt det stod til.

Turen gik ikke længere end til genboens nabo, før det første træ var strakt til tælling og lå og flød. Træ er nu så meget sagt, for så stort var det heller ikke - snarere en stor busk. Det gav uvægerligt associationer til "I sne står urt og busk i skjul" ihukommende, at stormen jo var døbt Urd efter en af nornerne fra den nordiske mytologi.

Ellers var det nu ikke de store ting, der var sket. Nogle træer var væltet i skoven, og nede ved dæmningen var vandstanden noget høj, så det meste af strandengen på fjordsiden var dækket af vand.

Her på parcellen var skaderne i øvrigt minimale. Noget gran, der hang på yderdørene som julepynt, var blæst ned - og i drivhuset var termometret faldet på gulvet. Men lidt længere oppe af vejen, havde stormen smadret Johns drivhus, så lidt tryk har der da været på Urd.
Genboens nabos busk opgav ævred.
Strandengene står under vand.

Blæsten har været hård ved skoven.

Den hulkende sømand

Julefrokost i familien

Familien til julefrokost og andequiz.
Udenfor rasede stormen - og det var slet ikke vejr til at være ude andenjuledag, hvor jeg traditionen tro lagde hus til den lille families julefrokost.

Normalt ville vi nok have lagt ud med en travetur i skoven, men fornuftigvis holdt vi os fra skoven i blæsevejret. Godt det samme, for vejen gennem skoven har været lukket af væltede træer hele natten, har jeg netop i skrivende stund erfaret.

I stedet for traveturen improviserede jeg en lille quizkonkurrence med hjælp fra Anders Ands hjemmeside - for det var jo "anden"juledag. Så vi kunne lige så stille sidde og ruge lidt over, hvem der mon var forfatteren til monsterhittet Den hulkende sømand, blandt andet.

Ill. Andeby.dk.
Det rigtige svar - i quizzen, forstås - er naturligvis Anders And. Men dykker man ned i historien er den danske tekst skrevet af Anders And-oversætteren Sonja Rindom til melodien af cowboy-klassikeren Home on the Range af Dr. Brewster M. Higley.

Med Den hulkende sømand scorede Anders And et kæmpehit, så han og ungerne kunne tage på vinterferie i bjergene. Problemet var bare, at hver gang uheldige Anders sang sangen, udløste det en lavine...

Men for dem, som ikke lige kender den hulkende Sømand tager vi lige teksten til det første vers. Den er nemlig hulkende sentimental - ren Gustav Winckler - og passer fint til en uvejrsstund, hvor man ikke kan gøre meget andet end bare kigge ud i mørket og håbe, at huset bliver på parcellen:

Som småpjusket ælling da stod jeg til søs,
jeg drømte om solskin og kærtegn og kys.
Ak disse falmede minder!
Hvem der forstod sig på kvinder!
Nu står jeg fortørnet og drejer mit rat
og hulker ved dag og ved nat:
Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
hvor kun bølgerne hører min gråd!
Kun dér kan jeg glemme de drømme, vi drømte,
dengang du var med i min båd.
Nu sætter jeg sejlet og stævner mod land
og synger den eneste sang som jeg kan.
Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
kan en kølhalet and hulke ud.

lørdag den 24. december 2016

Fugleaftensdag

De skal også mærke, det er jul...

Juleaftensdag bød tankevækkende nok på et højhelligt Herrens vejr med varsler om både forhøjet vandstand i Limfjorden og storm over Skagerak.

Så ved middagstid gik turen både ned til dæmningen, Attrup Havn og Løgstør for at se på katastroferne. Det var nu ikke noget særligt, og da slet ikke noget med billeder i, så til gengæld kunne jeg fokusere på fuglene, selv om der nu ikke var meget lys.

Det blev heller ikke til så meget, men lidt kom der da ud af det. Svanerne trykkede sig i Ulvedybet og holdt sig fra bøndernes marker. På fuglebrættet var det kun musvitten, der var ude i det blæsende vejr, mens grossenollikerne gemte sig i hækken. Så også fuglene benyttede åbenbart den højhellige juleaftensdag til en fridag - en rigtig fugleaftensdag.



Den store bagelyst

Spiralsmåkager og småkager med korender

Lillejuleaften blev jeg grebet af en voldsom lyst til julebag - og det var især småkager med korender, der stod på lystlisten.

Det var fem minutter i lukketid, men det lykkedes mig da med lidt besvær at skaffe en pose korender fra Dr. Oetker.

Operationen blev besværliggjort af det unge personale i dagens supermarkeder, der i alle de tre butikker, jeg besøgte, fandt koriander frem på krydderihylden.

Så af hensyn til den opvoksende generation, skal vi lige forklare, at korender er en slags små, søde, tørrede rosiner, som smager godt i småkager. De stammer fra Grækenland - Korinth temmelig sikkert og deraf navnet.

Jeg brugte en universal-småkagedej af 200 gram sukker, 350 gram mel, et æg, vanilje og 250 gram smør. Småkagedej æltes nemmest med fingrene, der gør smørret lindt på grund af varmen. Jeg delte dejen i to, rørte korender i den ene og rullede den til en rulle, som kom på køl. Den anden halvdel blev delt i to og den ene halvdel fik en skefuld kakao. Så blev de to dele lagt oven på hinanden og rullet ud til en plade, der blev rullet sammen til en roulade, der ligeledes kom på køl.

Efter et par timer var rullerne stenhårde - og jeg kunne derefter skære småkagerne af som skiver. I ovnen ti minutter ved 200 grader, og så var bagelysten stillet med en gang julesmåkager, som jeg så kan gå og gnaske af i de kommende dage...

fredag den 23. december 2016

God jul

Se hele julekortet ved at klikke på illustrationen.

Er Rudolf transseksuel?

En lille julehistorie

En ung og særdeles slank rensdyrjæger.
Jeg tvivler på, om læserne nogensinde har spekuleret på, om der findes transseksuelle rensdyr. Helt ærligt er det jo en lidt bizar tanke, som mest af alt hører hjemme i en løssluppen fantasi og uden relation til virkeligheden.

Ikke desto mindre spekulerer jeg meget over spørgsmålet hvert år her ved juletid.

Årsagen er Rudolf – ham med den røde tud, De ved… På langt de fleste billeder ser vi et rensdyr, der kan se muntert, sørgmodigt eller endog fortvivlet ud. Men mest af alt alligevel glad, for det er jo jul, og børnene skal nødigt skræmmes med verdens grufuldheder.

På de fleste illustrationer er Rudolf en flot fyr af et rensdyr – gerne med et kæmpemæssigt gevir. Og det er her, den løber af sporet for mig. For rensdyr har jeg nemlig lidt forstand på.

For en del år siden havde jeg fornøjelsen at bo sammen med samisk familie i Nordnorge i nogle uger. Det skete i den tid, hvor rensdyrene skulle skrives i mandtal om efteråret – og der i øvrigt skulle slagtes nogle stykker til vinterens forrådskammer.

Det var en stor oplevelse, og jeg lærte ganske meget om rensdyr. Blandt andet at rensdyr er den eneste hjorteart, hvor både hanner og hunner får gevir. Det sker i løbet af sommeren og kulminerer op til brunsten i september – oktober.

Hunnerne beholder geviret resten af vinteren og fælder det først til foråret. Det er nyttigt, for geviret kan bruges som sneskovl, når der skal skaffes føde til den ventende mor, der gerne skal være i god foderstand til forårets kælvning.

Hannerne derimod – de skrog – smider geviret umiddelbart efter brunsten. Og her har vi så problemet med Rudolf. For hvis et rensdyr bærer gevir i december, er der altså tale om en hun. Og en hun kan der jo ikke være tale om, for julemandens førende rensdyr hedder jo Rudolf. Så der er noget helt galt med mange af juletidens illustrationer. Årsagen er næppe, at rensdyr har transseksuelle tilbøjeligheder, men snarere at de mennesker, der laver illustrationer, ikke har forstand på rensdyr.

Retfærdigvis skal det med, at Rudolfs skaber, reklamemanden Robert L. May, der lavede historien om det rødnæsede rensdyr til de amerikanske stormagasin Montgomery Ward, fremstiller Rudolf helt korrekt uden gevir, som en stolt leder af en flok med otte gevirbærende hunner i julemandens tjeneste. Det viser – stik mod den almindelige antagelse – at reklamefolk som oftest er ganske hæderlige og sandhedssøgende folk.

I øvrigt skulle historien om Rudolf angiveligt være inspireret af H. C. Andersens fortælling om den grimme ælling.

Nu bør man generelt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, men det er ikke desto mindre, hvad man kan beskylde mig for. For i julen 2000 kunne jeg ikke dy mig for at sende et julekort til venner og bekendte fra Nordnorge. På kortet bærer jeg et rensdyrgevir – og teksten var en ganske dramatisk beretning om, at det nu var slut med julegaverne, for jeg havde altså slagtet Rudolf og nydt ham sammen med en flaske god rødvin.

Det var en historie, som var inspireret af den nu hedengangne Cafe Rudolf i Nuuk, der i 90’erne serverede Grønlands bedste rensdyr-bøffer. Det var egentlig lidt morbidt og totalt uegnet for børn og barnlige sjæle.

Nu går der sjældent røg af en brand, uden at der er ild. Det gælder også rensdyr, der rent faktisk har en nydelig lyserød mule. Det skyldes et tæt net af blodkar lige under huden, som forhindrer, at rensdyrets slimhinder fryser til i den kolde arktiske vinter.

Med disse juleord vil jeg gerne sige tak til læserne for det forløbne år – og ikke mindst de mange forslag og kommentarer, jeg modtager på mailen. Glædelig jul og godt nytår.

Artiklen er bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 23. december 2016.

torsdag den 22. december 2016

Mandelgaven

Den alternative løsning

Hjemmegjorte marcipanbrød. De smagte godt, men det
kunstneriske indtryk forekommer noget abstrakt...
Altså - en gang i mellem går der lidt Blomsterberg i mig, og når det sker, findes der som bekendt ingen nemme løsninger...

Når først tærten er lavet, er det altså
 svært at placere en mandel i den.
For eksempel kan jeg slet ikke finde ud af at lave en ganske almindelig ris a l'amande med kirsebærsovs, men skal absolut lave den lidt mere kunstfærdige tærteversion, hvor det hele stives af med husblas. Smagsmæssigt er resultatet stort set det samme, men tærteløsningen er da lidt mere udfordrende og besværlig - og som sådan i fuldstændig overensstemmelse med tidsånden.

Men det gav også nye udfordringer lørdag aften, hvor vi af praktiske grunde holdt juleaften her i huset. Fruen har jo også et barnebarn, der skal jules om i denne tid. Så vi kørte hele svineriet med and og rødkål en uge for tidligt.

Med til et ordentligt julemåltid hører jo også ris a l'amande og en mandelgave. Nu var det bare sådan, at jeg havde et pænt stykke tærte til overs fra en julefrokost. Det ville da være synd at smide den ud, så det blev altså tærten lørdag aften. Og sådan en tærte er altså lidt svær at anbringe en hel mandel i, når først den er støbt.

Det blev så en ny Blomsterbergsk udfordring, for jeg fandt på, at jeg bare kunne lave marcipanbrød og så gemme mandelen i et af dem, Der er ikke så langt fra tanke til handling, så jeg kastede mig over projektet uden nærmere research med en rest marcipan og en plade chokolade fra køleskabet.

Rent teknisk var løsningen i orden. Chokoladen blev blank, og den havde knæk, men den kunstneriske udførelse ville temmelig sikkert få den københavnske bagværkspartisan til at løbe skrigende bort og sende mig direkte ud af Bagedysten...

Det lever jeg så fint med, for det smagte godt. Men mandelgaven fik jeg altså ikke, hvilket også er i overensstemmelse med husets traditioner. Men mon ikke jeg alligevel får min part af den fine portvin fra 1997, der var mandelgaven?

Baaja

Grønlandsk øl

Drømmen om eget fadølsanlæg kom inden for rækkevidde.
I mine unge dage havde jeg en drøm om en hjemmebar med eget fadølsanlæg. Det var sådan en rigtig drengerøvsdrøm.

Hjemmebaren har jeg dog, men indtil videre er det ikke rigtig blevet til noget med fadølsanlægget. Godt det samme for efterhånden drikker jeg mere vin end øl. Men da jeg forleden havde nogle af de gamle spejdere til en rigtig mande-julefrokost, kom jeg alligevel drømmen et skridt tættere.

Frokosten bestod af en lang række af julens specialiteter - de fleste af dem hjemmelavede, og det blev helt planmæssigt skyllet ned med øl og brændevin i forsvarlige mængder.

Grønlandsk fadøl i glasset på Øland.
Bäja smager godt og er et
ualmindelig vellykket bryg.
Men i al det hjemmelavede havde jeg fået lyst til et mere eksotisk indslag, så der skulle også serveres grønlandsk øl til frokosten. Det er nemlig blevet muligt at købe grønlandsk øl i Danmark, efter at Sigurd Müllers Vinhandel i Aalborg er begyndt at importere gyldne dråber fra Godthaab Bryghus - brygget på det dejligste, bløde vand fra indlandsisen.

Vinhandlen sælger blandt andet en øl kaldet Bâja på femliters dåser, der med lidt god vilje kan gå for at være et fadølsanlæg. Så sådan en dunk øl blev indkøbt til julefrokosten i god tid. Og det var da ikke uden stolthed, at jeg serverede de gyldne dråber til julefrokosten.

Til at begynde med var der godtnok rigeligt med skum, men efterhånden som trykket lettede, fungerede det ganske fint - og flot så øllet ud i glassene. Det smagte også godt, men det vidste jeg i forvejen. For Bäja er den samme øl, der strømmer gennem Hotel Godthaab-koncernens mange fadølsanlæg og sælges i Nuuk under navnet Moskus.

Det er en klassisk classic med et rødligt skær og god fylde i smagen. Alt i alt et meget vellykket bryg, som jeg gennem tiderne har drukket adskillige glas af. En halv liter kostede på Daddys 72 kroner, da jeg var i Nuuk i september, og det er faktisk en god og fornuftig pris efter grønlandske forhold. I Danmark ligger prisen på 400 kroner for fem liter i vinhandelen, og der er vi nok oppe på kanten af, hvad den kan bære - men omvendt så er det jo et eksotisk indslag, så det skal jo heller ikke være billigt.

Øldåsen voksede som en
 svensk dåse surströmning.
I øvrigt var jeg ved at komme galt afsted med det grønlandske øl - for af en eller anden grund var gæringen ikke stoppet i den første femliters dåse, jeg havde hjembragt. Den bulnede ud som en dåse svensk surströmning.

Jeg turde ikke have den indendørs, så den blev i al hast kørt retur til Sigurd Müller, hvor den naturligvis blev byttet - med et forsigtigt smil, for også her var man bekymret over at have dåsen indendørs - og det var vist ikke helt uden nervøse trækninger, at ekspedienten bar den voksende øldåse tilbage til lagret. Måske sagen burde have været overdraget til Rulle-Marie og Hærens Ammunitions-rydningstjeneste?

I øvrigt undrer det mig, at produktet markedsføres under navnet Bâja. Det er gammel grønlandsk retskrivning, for efter den grønlandske retskrivningsreform i 1973, bør det staves Baaja - og som den skarpe læser sikkert har gættet, betyder det slet og ret bajer.
Håndteringen af denne tønde øl burde nok være overladt til Rulle-Marie..

tirsdag den 20. december 2016

Kugler og kegler

Gamle spejdere til julebowling

Kansleren i sikker stil - både spillemæssigt og
 ganske korrekt klædt på til begivenheden.
Gildemesteren blev ikke mester i andet
end at holde tungen lige i munden.
Mandag aften holdt de gamle spejdere en beskeden julefrokost. Det foregik i en bowlingrestaurant i Aalborg, og det var bestemt ikke kedeligt.

Der var ikke lige det store behov for råbåndsknob og bål med to tændstikker, men som altid gik de gamle spejdere løs på udfordringen med krum hals - og enkelte kom, så og sejrede...

Søren viste helt nye sider af sig selv og løb med den gyldne kegle som aftenens mester. Andre havde nok snarere fortjent den gyldne kugle...

For mit eget vedkommende blev det til en pæn placering på den gyldne middelvej. Godt hjulpet på vej af, at jeg trods alt har været på en bowlingbane før, men også noget hæmmet af, at det i hvert fald er mindst ti år siden. Og så betragter jeg det i denne sammenhæng som en ganske stor bedrift, at jeg i det mindste kunne reglerne...
Søren scorede med den grønne kugle og vandt den gyldne kegle.

Hurtigt og effektivt

Så skete det bare igen...

Distributionsfirmaet DAO365 kan bare sit kram.
Endnu en gang har det private erhvervsliv vist sin suveræne styrke i forhold til offentlige virksomheder, når det kommer til produktivitet, effektivitet og service.

Jeg bestilte mandag eftermiddag et sæt nye batterier til mit fotogrej hos batteribyen.dk, der ligger i Trekantsområdet. Ordrebekræftelsen modtog jeg pr. mail kl. 15.30 - og her til morgen klokken 4.58 blev batterierne afleveret i min postkasse.

Det tog altså det private distributionsselskab mindre end 14 timer at levere en forsendelse, som det offentligt ejede postvæsen skal bruge en uge til.

Det understreger bare endnu en gang, at offentligt ansatte medarbejdere og ledere har en tendens til at blive dovne, lade, opsætsige og inkompetente degenerater, mens medarbejderne i private selskaber udviser respekt for kunderne og sætter en ære i at tjene dem, som betaler for arbejdet. Det bekræfter for mig, at forholdene i dette land aldrig bliver bedre, før vi får ryddet op i den enorme offentlige sektor, som efterhånden beskæftiger næsten halvdelen af arbejdsstyrken.

Desværre er der intet, der tyder på, at tingene bliver anderledes. Vore politikere har hverken viljen eller evnen til at løse det problem. Den nye såkaldte liberale regering er i hvert fald ikke særlig liberal - og har mest af alt gjort sig bemærket ved endnu en gang at lave en finanslov, der betyder øgede skattebyrder på de få produktive mennesker, der efterhånden er tilbage.

Det er i øvrigt ikke første gang, at jeg har været tilfreds med DAO365 - i modsætning til postvæsenet, som jeg netop har erfaret tager 27 kroner for at få et julekort frem inden jul. De har forlængst savet den gren over, de selv sidder på!

mandag den 19. december 2016

10 sekunders berømmelse

På plads i baggrunden

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det
altså bloggeren mellem alle pilene...

(Screendumb fra dr.dk)
Andy Warhol spåede i tresserne, at i fremtiden vil alle blive verdensberømt i 15 minutter. Søndag aften fik jeg så de første 10 sekunder, da Danmarks Radio sendte Julehilsen til Grønland.

Showet blev som tidligere nævnt her på bloggen optaget i Aalborg i begyndelsen af julemåneden - og da det nu var en lokal begivenhed her i Nordjylland var konen og jeg selvfølgelig med på tilskuerpladserne. Af forskellige grunde sad vi dog ikke sammen, så det kun undertegnede, der i al beskedenhed tronede frem i baggrunden, mens værten vandrede rundt med mikrofonen og samlede julehilsner.

Det udløste i øvrigt op til flere mails, så jeg var i hvert fald ikke alene med at se programmet. 10 sekunders berømmelse... Aaja...Aja-aa...

Besøg på kirkegården

Grønlandske minder (Melinas grav fortsat)

En sydgrønlandsk kirkegård. Jeg var lidt for hurtig - og troede
 først, at det var kirkegården i Nuussuaq ved Nuuk, for
fjeldet i baggrunden minder da lidt om Sermitsiaq.
Alfred og Dina.
I anledning af julen gik søndagsturen til kirkegården i Farsø. Bare sådan for lige at hilse på og mindes mine forældre, hvis jordiske rester er begravet på de ukendtes græsplane. For mit vedkommende bestod hilsenen i form af en lille dekoration - og for Dinas vedkommende ved efter god grønlandsk tradition at tænde et lys på stedet.

Melina i Alfred Rasmussens streg.
På kirkegården mødte vi maler Rasmussen, der gæstfrit bød på en kop kaffe. Det var egentlig en gammel aftale, som jeg aldrig har fået fulgt op på, men nu var lejligheden der.

Alfred Rasmussen kom til Grønland i begyndelsen af halvtredserne, hvor han mødte sit livs Melina. De blev gift og slog sig ned i Farsø - og i dag ligger Melina på kirkegården sammen med mine forældre. Den historie har jeg tidligere fortalt her på bloggen.

Alfred Rasmussen bor i en lille etageejendom på hovedgaden i Farsø. Den ligger på stedet, hvor forfatteren Thit Jensen blev født, men er i dag et lille stykke Grønland midt i det vesthimmerlandske.

For Alfred har en stærk kunsterisk åre, der er præget af halvtredsernes ophold i Grønland. Overalt i hjemmet er der billeder og kunsthåndværk med grønlandske motiver og grønlandsk inspiration.

Et af Melinas billeder.
Her er blandt andet de små marmorrester fra Melinas gravsted, som er dekoreret med smukke sorthvide tegninger fra den grønlandske fauna. Hjemmet byder også på lerfigurer, masser af malerier og akvareller fra Grønland - og så er der en del montager, som Melina har lavet af stofrester.

For også Melina havde som så mange grønlændere en kunstnerisk sans, som hun omsatte med, hvad der nu var for hånden. Og det var blandt andet stofrester.

På vej ud af døren faldt vi i øvrigt over et motiv fra en kirkegård. Jeg bemærkede henkastet, at det jo var vores gamle udsigt fra lejligheden på Sangoriaq i Nuussuaq. Men nej, det kunne det jo ikke være, for den kirkegård blev anlagt i 1990 - og Alfred Rasmussen kom jo aldrig tilbage til Grønland efter opholdet i halvtredserne.

Så vi måtte lige tilbage og spørge - og det var angiveligt kirkegården i Sagdlit, hvor Melina stammede fra og hendes forældres grav...

Læs historien om "Melinas grav" og historien om "Den grønlandske dør".

Kirken i Narsaq, hvor Alfred og Melina Rasmussen blev gift i 1956,
Resterne fra Melinas gravsten er blevet omsat til
små billedbrikker med grønlandske motiver.
Efter grønlandsk tradition tændte Dina lys på kirkegården.

søndag den 18. december 2016

I rampelyset

Små lys i julemørket

Jeg have egentlig planlagt, at lørdagen skulle gå med at fotografere de mange hundreder af sangsvaner, der holder til i omegnen. Men en fed tåge og støvregn gjorde det til et umuligt projekt.

Så i stedet sad jeg på kontoret og stirrede ud i det mildest talt vintergrå vejr her tæt på årets korteste dag. Jeg smed lidt solsikkefrø på fuglebrættet, monterede triggersættet på kameraet og en flash - og så gav jeg mig til at eksperimentere med fuglefoto med fremskudt flash.

Jeg har tidligere brugt flashen på samme måde til opblødningslys, når vintersolen står lavt og danner kontraster, men effekten var helt anderledes i det grå disvejr. Ganske interessant, når jeg selv skal sige det, for der kom nogle spændende billeder ud af det.

Det er helt bestemt en teknik, som jeg vil arbejde videre med...


torsdag den 15. december 2016

Magi i luften

Rimfrost og morgentåge

Torsdag morgen og formiddag var der magi i luften over Øland. Rimfrost i  rimelige mængder kombineret med tætte banker af vandrende morgentåge hyllede øen i et magisk lys.

Jeg tog en tur rundt i distriktet for at fange magien med kameraet. Her er nogle af resultaterne.






onsdag den 14. december 2016

Kinesisk kød

Dansk kanonføde

Så er årets julebacon klar.
Bacon er noget af det mest ærkedanske, der findes. Ikke alene er dette herlige kødprodukt holdt i de nationale farver; det var også gennem mange år Danmarks mest betydningsfulde eksportprodukt.

Vi holder også meget af bacon i Danmark - og jeg har en gang set en opgørelse, der viste, at danskerne er verdens mest baconspisende folk. Det skyldes blandt meget andet, at vi ikke alene spiser bacon som en ret i sig selv, men også er flinke til at bruge bacon som krydderi og for eksempel som pynt på leverpostej. Det rækker lige til en sikker placering i toppen af en dansk råvarekanon, om en sådan findes.

Men inden vi kammer over i national stolthed, bør det med til historien, at bacon faktisk er en kinesisk opfindelse fra cirka 1500 år før Kristus. Også de gamle grækere og romere spiste bacon, for behandlingen af svinekød med saltning, tørring og røgning er dybest set ikke andet end en konserveringsmetode.

Men der sker noget magisk, når man udsætter svinekødet for den behandling. Kødet bliver fuldt af smag - det såkaldte umami - og det er sagt, at 100 gram bacon mætter lige så meget som en oksebøf på 250 gram. Alene det er en god grund til at spise bacon, hvis man vil holde den slanke linje, tror jeg nok.

Danmark er i dag fortsat førende på bacon. Processen er effektiviseret, så man springer saltningen over - og injicerer saltlagen i stedet. Smagen er sådan set OK, men vi ved alle, at det sprøjter voldsomt på panden, når vandet kommer i forbindelse med fedtet. Meget taler derfor for, at man laver sin bacon selv.

Det er ikke svært, hvis man i øvrigt råder over en røgeovn. Jeg er netop blevet færdig med julebaconen, og den er så tør, at den ikke sprøjter på panden. Desværre også lidt for mager, men det skyldes, at det generelt er svært at skaffe brystflæsk med ordentlig fedtmarmorering i vore dage.

Alligevel smager det herligt, for røgsmagen er markant, når kødet lige er taget ud af røgeovnen - og så er det salt. Det kompenserer man for ved at spise baconen sammen med for eksempel røræg, der er en god modspiller til det salte kød. Og personligt har jeg ingen skrupler ved at garnere det hele med ketchup, men så skal det altså også helst være Heinz.

En anden mulighed er at bruge den hjemmelavede bacon til æbleflæsk - og det er helt konkret min plan i dag, hvor årets første julefrokost løber af stabelen.

tirsdag den 13. december 2016

Liljen på bordet

Blomster i vintermørket

Intet går til spilde her i huset - i hvert fald ikke når det drejer sig om blomster.

Forleden hjembragte jeg en buket liljer erhvervet for sølle 30 kroner i Bilka til at lyse lidt op i de vintermørke stuer.

Uheldigvis var en blomsterne knækket af, men Dina mente nu ikke, at den skulle gå til spilde, så den blev placeret i et snapseglas på køkkenbordet. Og det var noget, den kunne lide. For den har nu slået sin blomst helt op, og sin lidenhed til trods pynter den slemt på køkkenbordet.

I hvert fald mener Dina, at den pynter i en sådan grad, at den skal fotograferes og på bloggen - og et sådant anlangende er jo ikke til diskussion. Så her er både den enlige blomst og så hele buketten i stuen.