fredag den 30. november 2018

Store sildedag

Sild som sædvanligt

Det færdige produkt - stor specialitet fra Øland: Kryddersild...
Sidste møde inden jul er en af de helt store og meget rituelle begivenheder i Øland Sildelaug. For det er den aften, hvor vi forbereder julesilden og i øvrigt også spiser sild.

SEP bød på bidesild.
Menuen ligger helt fast år efter år. På denne store aften skal der spises stegt sild med kartofler og løgsovs - og det gjorde vi så. Alligevel havde laugets fremmeste pescetar, SEP, forberedt et lille tvist til menuen: bidesild. En sjællandsk specialitet, der på trods af oprindelsen faldt i alles smag.

Der blev filettet høstsild til den store sølvmedalje...
Bidesild er saltede sild, der spises med hånden og gnaves direkte fra benene. Hertil en rugmad med krydderfedt og rå løg. Og så selvfølgelig masser af øl og snaps.

Som sædvanligt blev der stegt masser af sild til de marinerede stegte sild, og så blev der filetteret islandske høstsild til både kryddersildene og de almindelige marinerede. Helt efter bogen, og sådan som lauget altid gør på dette årets sidste møde.

...Og der blev stegt sildefiletter til den store guldmedalje.
Giftblanderen var i øvrigt i fødselsdagshumør på både egne og fruens vegne og diskede op med hele tre slags brændevin - en porse, en basilikum og så hans specialitet på visne bøgeblade. Det var svært at vælge, så de mest fornuftige tog en af hver.

En stor aften hvor de ølandske sildelagre blev fyldt op, så vi alle med sindsro kan se julen i øjnene. Det er sådan set hele sildelaugets raison d'etre...
Giftblanderen bød på tre slags brændevin. Den på
visne bøgeblade er en af hans signaturgifte.
Hvad skal vi nu vælge?
Giftblanderen fejrede sin og fruens fødselsdag i gode venners lag.
En rigtig herreret: Stegt sild med tyk løgsovs.
Så bliver juleforrådet fyldt op.

Jul i det gamle stormagasin

Elektrikerens drøm


Så står julen for døren, hvad der næppe er tvivl om ude i de små hjem.

Forleden var jeg i Aalborg, hvor stormagasinet Salling med vanlig beskedenhed forsigtigt antyder julebudskabet, sådan som det nødvendigvis må tage sig ud, når man lever af at forsyne danskerne med julegaver.

Stormagasinet er simpelthen forklædt som en stor gave med tusindvis af små lys. Men de er nu også med på den grønne bølge. Det betaler sig nemlig. Jeg hørte i radioen, at de mange pærer er af led-typen, og juleudsmykningen faktisk kun koster 12 kroner i strøm om dagen.

Så er vi straks mere rolige - vel vidende at den sande gavebod venter til efter jul, når udsalget begynder. Så vi venter lidt endnu med at besøge de hellige haller.

tirsdag den 27. november 2018

Jimi Hendrix yndlingsvin

Rose og portvin

© Sogrape
Mandag var jeg til årets sidste vinsmagning. Vi havde besøg af vinmageren Diogo Moreira fra det portogisiske firma Sogrape Vinhos.

Det var overvejende portvin, der meget velvalgt op til julen var på programmet, men inden vi gik i gang med de søde og velsmagende dråber, var der også lejlighed til at smage på firmaets "cash cow", den velkendte let mousserende rosé, Mateus.

Mateus er udviklet under anden verdenskrig i 1942. I følge Diogo Moreira er flaskens særprægede form inspireret af soldaternes feltflasker, men flaskeformen har nu været kendt i flere hundrede år i området ved Rhinen.

Den laksefarvede vin er lettilgængelig og har især været populær i de engelsktalende lande, hvor der gennem tiderne er blevet solgt millioner af flasker. Moreira fik da også nævnt, at Mateus var Jimi Hendrix yndlingsvin. Det kan jo kun glæde en gammel rocker som undertegnede, der altid har holdt af Jimi Hendrix nyskabende guitarspil, men for fuldstændighedens skyld skal det måske nævnes, at hvis man googler Mateus, vil man se, at også Saddam Hussein var en stor ynder af den lette jordbæragtige vin.

Inden portvinene fik vi også mulighed for at smage en enkelt rødvin fra Dão. Området har tidligere været berygtet for hurtige konsumvine, men Sogrape har opfordret bønderne til at pode nye planter på de gamle stokke - og det var der kommet en ganske elegant rødvin ud af. Farven var mørk, men smagsmæssigt noget lettere hen efter Pinot Noir. Quinta Dos Carvalhais Touriga Nacional var navnet på vinen, der ikke kan købes i Danmark.

Gennem flere år har Sandemans 20 års tawny været en af mine absolutte favoritter. Denne eftermiddag fik den følgeskab af de tilsvarende 10, 30 og 40-års tawnyer. Her var det mest interessant at se farveskiftet, der med alderen går mod det lysere med et grønt skær. Smagsmæssigt er alle fire årgange suveræne, men for mig er spørgsmålet, om en 40 års tawny til 895,-  er tre gange så god som en 20 års til 249,-.

Afslutningsvis fik vi lov til at smage Offleys Vintage 2016. Den er knap nok kommet på markedet, men bliver allerede nu betegnet som en af de helt store portvine med et enormt potentiale - og masser af points fra alle vinguruerne. Den har en meget intens farve, næsten sort som blæk og trak de mest fantastiske gardiner i glasset. Den blev smagt sammen med årgang 2011, der var lidt lysere, men bestemt heller ikke uden evner. Desværre - fristes jeg til at sige - er Vintage gemmevin. Skal man virkelig følge og nyde udviklingen, bør man nok investere i mindst en kasse - og så prøve med en flaske om året. Så godt spiller klaveret godt nok ikke her på Nørremarksvej - desværre.

søndag den 25. november 2018

Naturens gang

De første tegn på næste års liv

Naturen går sin stille gang her i det ellers lune efterår, hvor der er mindre end en måned til vintersolhverv, og bøtten atter en gang bliver vendt.

Allerede nu spirer og gror det derude. Det er nu ikke så unaturligt, som mediernes omtale ellers antyder. Det er så viseligt, at naturen sår, som den høster - og det hvad enten vi taler om haven eller de mere uplejede dele af naturen. Derfor drejer det sig om at være i god tid. Rettidig omhu, som det kaldes. Og det mestrer naturen til fuldkommenhed.

Netop nu står hasselbuskene med fine rakler,blomsterstande, der rummer kimen til det kommende års frøsætning. Det er der intet mærkværdigt i, for det sker hvert år på denne tid - akkurat som krokussen begynder at skyde frem. Hvis der kommer vinter og frost, skal den nok nære sig, men ellers plejer vi at have de første krokusblomster i begyndelsen af januar, så det er der heller ikke noget mærkværdigt ved.

Til gengæld har jeg et par hyacinter i staudebeddet, der er unormalt tidligt på den, for de er allerede ved at blomstre. Det plejer først at ske til foråret, når hyacinterne står udendørs, men ellers kan man jo allerede nu købe dem i butikkerne.

Hyacinterne står i jorden ved en julerose, så måske er det konkurrencen derfra, der har drevet dem frem allerede nu. For på billedet ser vi mellem de store og velnærede hyacintblade blomsten fra en julerose, der helt efter kalenderen spirer frem her i slutningen af november.

Da jeg vendte hjem fra Grønland i slutningen af juni, så haven ikke så godt ud på grund af sommerens voldsomme tørke. Men nu næsten et halvt år senere kan vi konstatere, at hvor der er liv, er der håb...

Julens to ansigter

Trosfrihed


Lørdag dækkede jeg den grønlandske julegudstjeneste i Budolfi Kirke i Aalborg for den grønlandske avis Sermitsiaq.

Det blev blandt andet til et - synes jeg selv - ganske vellykket foto af den grønlandske præst i Danmark, Oline Berthelsen, og avisen valgte da også at bruge billedet på forsiden af netavisen.

Grønlandske gudstjenester har altid påvirket mig meget. Især ved juletid når man slutter af med salmen Guuterput, Så triller tårerne - hos grønlænderne og mig - og tankerne går til det store, smukke land.

Uden for kirken - på Gammeltorv - var det julemanden, der var i centrum, og det er jo en anden slags  gesandt, som Osvald Helmuth i sin tid sang om Per Hækkerup. Men jeg stadig har min barnetro i behold, så det blev selvfølgelig også til et foto af den aalborgensiske Santa.

Præsten og julemanden er to vidt forskellige måder at udtrykke julen på. Heldigvis er der plads til dem begge her i landet. Så kan vi jo vælge den ene eller den anden - eller måske kombinere dem.Det er da julefred, så det forslår, i en tid, der ofte sammenfattes til "trængsel og alarm".

Det ser sort ud

Kommentar til Black Friday

Det er fredag. Oven i købet en sort en af slagsen. Købmænd, kræmmere og kommercielle kolportører jubler – for det er sort fredag. Black Friday!

Der er sikkert også jubel i nærværende (Nordjyske Stiftstidende) dagblads annonceafdeling. Torsdagsavisen bød på hele 18 siders annoncer, der var relateret til det amerikanske markedsføringsfænomen. Som min farmor altid sagde: - Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget…

Til gengæld er de mange annoncer og gode tilbud lidt trættende i længden, men det kan butikkerne være ligeglade med, så længe det giver omsætning og kunder. For det er jo det, det handler om. Vi har de reklamer, vi fortjener.

Jeg har stor respekt for alle, der arbejder i den danske detailhandel. Konkurrencen er knivskarp. Hver dag er en kamp for overlevelse, og der er kontant afregning til fyraften, når kassen gøres op. Her er kun plads til den skarpeste, dygtigste og mest iderige købmand, der kan skaffe kunderne de laveste priser.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, at man kigger ud i verden og finder inspiration til markedsføringen. Men det generer mig – og det er derfor, jeg farer i ”black-huset” – at man kritikløst bruger de amerikanske begreber.

Black Friday er dagen efter Thanksgiving (den fjerde torsdag i november), hvor mange offentligt ansatte i USA har fri – og hvor julehandelen traditionelt begynder, fordi folk havde tid til at handle. Udtrykket ”Black Friday” stammer oprindeligt fra Philadelphia, hvor det blev brugt til at beskrive det trafikkaos, som julehandelen udløste.

I Danmark vil det derfor give betydelig mere mening at vente med ”store rabatdag” til fredagen før 1. søndag i advent, men så er vi jo inde i den periode, hvor butikkerne har juletilbud – og det er da et godt dansk ord.

Jeg har desværre ikke noget præcist bud på, hvad man kan kalde Black Friday på dansk. Sort Fredag duer ikke, for på dansk antyder sort noget sørgeligt og ildevarslende – og det vil de forretningsdrivende næppe forbindes med. Så Black Friday lader vi stå et øjeblik.

Til gengæld er der ingen, absolut ingen undskyldning for at skrive ”Sale” i annoncerne i stedet for det gode danske ord ”udsalg”. Det er bare for dumt. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg simpelthen ikke vil handle i butikker, der skriver ”Sale”. Efter at have læst torsdagsavisen var der lige en stor tæppeforretning i Aalborg-området, der røg på min sorte liste. Nu er der jo grænser for, hvor mange tæpper jeg køber, så det lever butikken nok fint med.

Tilbage til Black Friday: En del butikker har i år udvidet begrebet, så man taler om Black Weekend eller endda Black November.

Det vidner om betydelig historieløshed. Mange af os i den lidt ældre generation tænker i den sammenhæng øjeblikkeligt på terrororganisationen Sorte September, der i 1972 dræbte 12 mennesker under sommer-OL i München. Black November virker derfor særdeles tankeløst.

Jeg har desværre ikke nogen nem løsning på problemet med de engelske begreber i annoncerne, for de myldrer frem alle vegne. Der er også Valentines Day, Halloween og nu senest også den såkaldte Singles Day. Og vi har jo for længst vænnet os til både discount og weekend.

Men en ting vil jeg gerne slå fast, inden Dansk Folkeparti får for mange gode ideer. Et sprogpoliti og lovgivning er ikke løsningen. Staten bestemmer i forvejen alt for meget i Danmark.

Vort modersmål er en gave, som vi bør påskønne og passe på. Derfor skal vi tænke os godt om og overveje, om ikke vi har et godt dansk ord eller begreb, før vi kaster os ud i amerikanske vulgariteter.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 23. november 2018

onsdag den 21. november 2018

Dagens ord LXXXVI

Pescetar

Så har jeg atter lært et nyt ord: Pescetar. Det er åbenhart en betegnelse, man hæfter på folk, der ikke spiser kød af pattedyr, men ikke går af vejen for fiskekød og skaldyrskød. Set ud fra en økonomisk vinkel en temmelig eksklusiv vane.

I følge sproget.dk er pescetar første gang registreret på dansk i 2004, så jeg må nok erkende, at jeg har sovet lidt i timen. Googler man ordet, ser man, at det er et meget udbredt ord på hjemmesider, der henvender sig til folk, der er bange for at dø - og derfor også er bange for at spise.

Personligt går jeg ikke op i den slags. Jeg har den opfattelse, at mennesket fra naturens side er altædende - stort set lige som svinet - og hvis det smager godt, så spiser jeg det også.

Vegetarianere, veganere, lacto-ovo-vegetarer og alle andre former for tarister er jo bare stakkels mennesker, der angler efter opmærksomhed med mere eller mindre pseudovidenskabelige og sundhedspolitiske statements.

De burde allesammen vaske deres mund med tjære- for tar er jo som bekendt det latinske ord for tjære...

tirsdag den 20. november 2018

Flipper

Delfiner i Aalborg Havn


Den seneste tid har der været en, måske to delfiner i havnen i Aalborg.

Det er første gang nogensinde, at der er set delfiner i Limfjorden - og det har naturligt nok lokket en del naturfotografer til stedet. Og selvfølgelig måtte jeg også en tur forbi mandag eftermiddag, da jeg alligevel var på de kanter.

Det var sådan set nemt nok at finde delfinen. Bare gå efter alle fotograferne mellem broerne - og der gik ikke mange sekunder, inden jeg fik det første glimt af den lille tandhval.

Men fotomæssigt blev det nu ikke til det store. Den dukkede jævnligt op hid og did, og det var svært at forudsige, hvor det skete næste gang. Lyset var forresten heller ikke det bedste...

Men den var der - og jeg har fået mit første beskedne foto af en delfin. Jeg skal helt sikkert forbi igen en anden dag, gerne i solskin og når der er kajakker og surfere på fjorden. For de andre fotografer kunne fortælle, at delfinen - eller delfinerne - er meget mere legesyge, når de har menneskeligt selskab i fjorden.

Så - hvis ellers Flipper bliver i fjorden - er der lidt at arbejde med i den kommende tid...

onsdag den 14. november 2018

Politiet på bjørnetjeneste

Grønlands Politi serverer bjørnebøffer


Nu har jeg beskæftiget mig med Grønland i over 25 år. Alligevel byder det skønne land stadig på overraskelser og eksotiske tildragelser, hvis lige ikke findes andre steder i Rigsfællesskabet.

Grønlands Politi har nemlig arrangeret en fællesspisning af de mere usædvanlige, som det fremgår af en meddelelse fra ordensmagten udsendt tirsdag aften:

"Grønlands Politi har med lokalt samarbejde, herunder med hjælp fra Hotel Kangerlussuaq, stablet et spisningsarrangement på benene for borgerne i Kangerlussuaq.

Kødet stammer fra den isbjørn, som den 24. september 2018 blev skudt i nødværge af politiet. Isbjørnen blev skudt, da den var i umiddelbar nærhed af bygden og dermed til fare for borgerne.

Størstedelen af kødet fra isbjørnen bruges til arrangementet, mens andet er blevet foræret til den lokale børnehave.

Arrangementet vil foregå d. 9. december fra klokken 13-17 og vil blive afholdt på Hotel Kangerlussuaq. Det er gratis at deltage."

Det må siges at være en ganske overordentlig og usædvanlig service og konduite fra politiets side - og sikkert også et resultat af et politi, der er lokalt forankret på linje med gamle dages landbetjente i Danmark.

Røget isbjørnefilet serveret på Hotel Hvide Falk
 i Ilulissat fredag den 23. april 2010.
Desværre får jeg nok ikke mulighed for at deltage i det flotte arrangement, selv om jeg gerne ville. Isbjørn er en lækkerbidsken, som jeg kun to gange har smagt. Den ene gang som gryderet, isbjørnegryde, og den anden gang som røget filet. Især den sidste var en specialitet af de helt store. Kødet minder mest af alt om krondyr - rødt og mørt.

Isbjørne kan være smittet med trikiner, men i følge Fødevarestyrelsen fjernes risikoen ved at fryse og gennemstege kødet.I Grønland vil frysning eller tørring af kød ikke dræbe trikinlarver, fordi larverne har tilpasset sig et koldt og tørt klima. Den grønlandske veterinær- og fødevaremyndighed anbefaler derfor, at kødet tilberedes til en kernetemperatur på mindst 75 grader.

mandag den 12. november 2018

Fugleflugtstid

Tusmørkedage

De seneste ugers tusmørkedage er ikke lige sagen for fuglefotografen, men når der så kommer et sjældent hul i skylaget, er det med at komme af sted.

Det er ikke stor kunst, men gode stemninger - ikke mindst af viberne, der netop nu er ved at samle sig til efterårstrækket og turen til varmere himmelstrøg. Men viben er også en såkaldt vejrfugl, der i milde vintre sagtens kan klare sig i Danmark og derfor først trækker væk, når det bliver rigtig koldt. Så hvem ved? Måske bliver viberne her julen over...?

Her er lidt fugle fra den seneste uges tid...




lørdag den 10. november 2018

Helge Ingstad

Den norske sysselmand i Nordøstgrønland

Fregatten KNM Helge Indstad på grunden. Fregatten er opkaldt efter
 den norske polarforsker og eventyrer Helge Ingstad, der var
 sysselmand i Nordøstgrønland under
den norske besættelse 1931-33. Foto: Kystverket

Ulykken lukkede Stureterminalen ved Bergen,
 der distribuerer olie og gas for en halv milliard kroner
i døgnet. Foto: Kystverket
Forleden var den norske fregat KNM Helge Ingstad tæt på at forlise efter at have sejlet ind foran en supertanker nord for Bergen. Den tre milliarder dyre og 134 meter lange fregat blev grundsat i skærgården - og nu foregår der en omfattende redningsaktion for at redde det dyre skib.

Skibet er opkaldt efter den norske eventyrer og polarforsker Helge Ingstad, der også er en del af Grønlands historie. Han var nemlig sysselmand (guvernør, rigsbefuldmægtiget, landshøvding) i Nordøstgrønland (Eirik Raudes Land på norsk) under den norske besættelse af området 1931-33.

Helge Ingstad. Foto: NBL
Den 27. juni 1931 blev det norske flag hejst på fangstationen Myggebugten (Myggbukta) syd for Daneborg, hvor Sirius-patruljen nu holder til, af fangstmændene Hallvard Devold, Thor Halle, Eilif Herdal, Søren Richter og Ingvald Strøm. Området nord for Scoresbysund blev proklameret norsk. Det skete vistnok på privat initiativ, men den norske regering bakkede op og udnævnte Helge Ingstad til Sysselmand i Eirik Raudes Land.

Ingstad opholdt sig på det tidspunkt i Norge og kom først til Nordøstgrønland året efter og overvintrede i Antarctichavn (mellem Myggebugten og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) vinteren 1932-33 sammen med sin fem mand store stab. Med båd og hundespand besøgte de fangstmænd og "sørgede for lov og orden" i det besatte område.

Besættelsen endte den 5. april 1933, hvor den Internationale Domstol i Haag kendte okkupationen ulovlig og stadfæstede dansk suverænitet over hele Grønland, hvorefter Ingstad og hans stab måtte vende tilbage til Norge, hvor han blev sysselmand på Svalbard.

Helge Ingstad, der er født 30. december 1899, var uddannet jurist og arbejdede i nogle år som selvstændig advokat, men drog i 1926 på et fire års ophold som pelsjæger ved Hudson Bay i Canada. Her skrev han bogen "Pelsjægerliv". Senere skrev han også bogen "Øst for den store bræ" om tiden i Nordøstgrønland.

Karrieren som sysselmand og administrator sluttede endegyldigt i 1935, og han kastede sig over polarforskningen på fuld tid, når vi ser bort fra krigsårene, hvor han arbejdede for Røde Kors. Mest kendt i den store sammenhæng er han for opdagelsen af vikingebopladsen L'Anse aux Meadows på Newfoundland. Opdagelsen blev det endegyldige bevis på, at vikingerne var de første europæere i Nordamerika - lang tid før Columbus.

Mindeplade for Helge Ingstad i Antactichavn.
 Foto: Wikipedia
Helge Ingstad døde i 2001 og er den sidste af de store norske polarhelte, som alle skolebørn i Norge lærer om og lærer at beundre. Derfor var Helge Ingstad også det naturlige navn til en af de fem fregatter, som den norske marine tog i brug for en halv snes år siden. De øvrige fregatter hedder Fridjof Nansen, Roald Amundsen, Otto Sverdrup og Thor Heyerdahl.

onsdag den 7. november 2018

Paradisæblevej på Øland

Anders And i Nordjylland

"Milde milevandring!" Anders And kommer til Nordjylland.
Foto: AA45/Egmont

Lige over for min lille parcel på Nørremarksvej på Øland ligger der en lille grusvej, som fører ned til en ejendom på Østerbyvej.

Vejen har ikke noget navn, men jeg har altid kaldt den Paradisæblevej, fordi der på den ene side står en række paradisæblebuske. Kælenavnet er selvfølgelig skabt med kærlig reference til Anders And, der som bekendt bor på Paradisvej 111 i Andeby.

Paradisæblevej på Øland.
Ved nærmere eftertanke er det nok en fejl, at jeg aldrig har foreslået Jammerbugt kommune at gøre Paradisæblevej til grusvejens officielle navn. Det ville være en flot cadeau til den populære and, der i denne uge gæster Nordjylland - og hvem ved; måske kunne vi endda have været så heldige, at vi havde fået en lille plads i den historie, som bærer ugens Anders And-blad?

UAKK...Det skal nok ende galt...
Foto: AA45/Egmont
Kort fortalt er historien i følge Egmonts pressemeddelelse, at Anders And sikkerhedslander i Aalborg Lufthavn på grund af teknik på vej hjem fra charterferien. På Hjallerup marked køber han og ungerne et skattekort. Med skattekortet i hånden og med Grønspættebogen som guide tager de rundt i Nordjylland til blandt andet Klitmøller og Skagen for at lede efter skatten. Historien hedder "På skattejagt i Vendsyssel", uagtet at Klitmøller ligger i Thy.

Det er en sjov og tiltalende ide at sende Anders And til vores dejlige landsdel og i øvrigt et godt pr-stunt, der har sikret den koleriske and solid omtale i medierne - de lokale især, forstås.

Normalt falder jeg ikke for let gennemskuelig pr, men i det konkrete tilfælde vil jeg nu gøre en undtagelse. Når bladet udkommer torsdag morgen, skal jeg helt sikkert tidligt på tanken og sikre mig et eksemplar - og som undskyldning kan bilen jo få en tiltrængt vask i dagens an(d)ledning.

Jeg har altid været vild med Anders And. I min barndom abonnerede jeg ligefrem på bladet, der på toppen i 1972 blev solgt i et ugentligt oplag på 220.000. Måske fordi både jeg og andre danskere kan se sig selv i den koleriske and, der med stor energi og lidet held udlever sine mange gode ideer.

Anders And har haft stor indflydelse på min generations sprog. Udtryk som "kinamands chance" og "milde mammon" er faste elementer i vort fælles vokabolarium. Gode gamle ord som kålhøgen (Fru Kålhøgen er en bifigur) og knarvorn (Knarvorn er Anders' nabo) bliver holdt i live af tegneserien.

I gamle dage i 70'erne var kritikken af Anders And massiv fra det marxistiske klerasi - og kulturradikale pædagoger i hønsestrik diskuterede alvorligt i den sort-hvide TV-avis tegneseriernes skadelige indflydelse på den opvoksende ungdom.Heldigvis delte mine forældre ikke denne opfattelse - og blade som Anders And, Fart og Tempo, Tintin, Asterix og Basserne er solide bidrag til, at jeg er den person, jeg er.

Så jeg glæder mig til torsdag morgen og det nye nummer af Anders And. Og så vil jeg tage mig sammen og skrive til kommunen, så Paradisæblevej kan blive et officielt navn.

mandag den 5. november 2018

Noget om rundkørsler

Trafikalt set

Fiskerbyp Kaajallattariaa
Efter tre års (antagelig meget grundigt) udvalgsarbejde har Sted- og vejnavneudvalget i den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, besluttet at navngive Nuuks 11 rundkørsler.

Baggrunden var en principbeslutning i kommunalbestyrelsen allerede i 2015. Efterfølgende er borgerne blevet inddraget, og udvalget har også måttet bruge energi på at fastslå, hvad en rundkørsel hedder på grønlansk. Udvalget endte på ordet Kaajallattariaq frem for Nerngallak, meddeler avisen Sermitsiaq.

Sted- og vejnavneudvalget har også foranstaltet en afstemning blandt interesserede borgere. 41 procent fandt det mest naturligt at navngive rundkørslerne efter deres placering, hvilket stadfæster almindelig dagligdags tale i den lille hovedstad.

Nu kan man mene, at denne begivenhed næppe er omtalen værd her på bloggen, men rundkørsler har været en del af mit arbejdsliv i de 12 år, jeg var informationschef i den gamle Nuup Kommunea - og jeg vil derfor alligevel vove et øje og fortælle lidt mere om Nuuks rundkørsler.

Allerførst bliver vi nødt til at se lidt på den færdselsretlige tilstand i Grønland. Den første grønlandske færdselslov kom i 1966. Inden da var forholdene reguleret i de kommunale politivedtægter.

Mit grønlandske kørekort.
Den grønlandske færdselslov blev revideret i 1992, hvor der blandt andet blev indført en bestemmelse om, at man som fastboende i Grønland skulle have grønlandsk kørekort - og altså ikke kunne nøjes med det danske. Bortset herfra var der ikke taget særlige hensyn til de grønlandske forhold, og færdselsloven indeholdt ikke bestemmelser om for eksempel snescootere. Bemærkelsesværdigt var også, at blandt andet reglen om tvungen brug af sikkerhedssele ikke blev indført i Grønland. Baggrunden herfor var et skøn fra justitsministeriets side, da den generelle hastighedsgrænse i Grønland dengang var 40 km/t.

Tæt trafik i den grønlandske hovedstad.
En af de store ændringer i perioden 66-92 var indførelsen af hajtænder og en ændring af reglerne for rundkørsler til de regler, vi kender i dag, hvor man skal holde tilbage for trafikken inde i rundkørslen. Det førte som bekendt til, at rundkørslerne i Danmark skød op som paddehatte - og også i Nuuk fattede man interesse for denne regulering af trafikken i større kryds.

Den første rundkørsel i byen ligger i forstaden Nuussuaq (nummer 5 på nedenstående kort) og blev anlagt i begyndelsen af 90'erne - jeg erindrer ikke hvornår nøjagtigt - kort før jeg kom til byen i begyndelsen af 1995.

Rundkørslen blev længe en udfordring, fordi de lokale bilister simpelthen ikke kendte reglerne for at køre i en rundkørsel. Stort set hver morgen gik trafikken mellem Nuussuaq og Nuuk i stå i rundkørslen. Det stod på i flere år.

På et tidspunkt endte sagen på informationschefens skrivebord - og vi forsøgte at skrive os ud af sagen med annoncer i ugeavisen og indslag i lokalradioen og -TV. Det skete i et tæt samarbejde med politiet, der barslede med en ide om en større aktion, hvor politiskole-eleverne skulle udstationeres i rundkørslen en morgen og simpelthen tage en snak med de usikre bilister. Ikke noget med bøder, bål og brand, men simpelthen vejledning og god service fra ordensmagten.

Det var en god ide, og den blev sat i værk en morgen. Resultatet var mildest talt nedslående - for nu ikke at kalde det en gedigen fiasko, for det viste sig, at på trods af en grundig briefing, var politieleverne også usikre på reglerne - og vejledningen medførte åbentlyst endnu mere forvirring og kaos. Jeg husker det stadig. Jeg var stået tidligt op for at fotografere det gode initiativ - og aftalen var, at jeg efterfølgende skulle deltage i en debriefing på politistationen. Da jeg kom ind i mødelokalet, var der en ledende politimand, der hvæsede: - Det her skriver du fandeme ikke noget om!

Tiden gik - og efterhånden fik bilisterne det lært. Men der var fortsat udfordringer i trafikken, for før 1992-færdselsloven med hajtænderne og de danske vigepligtsregler, brugte man i Grønland generelt den almindelige højrevigepligt, så uanset vejenes størrelse holdt man generelt tilbage for al trafik fra veje til højre.

Før der blev rundkørsel...
Det gav specielt gnidninger i et kryds, hvor 400-vejen, Nuussuaq-vejen og Sipisaq Kujalleq (passet) mødes i udkanten af Nuuk. Krydset var i 1996 blevet bygget om til et T-kryds med både helleanlæg og hajtænder, så Nuussuaq-vejen og 400-vejen blev den gennemgående vej. Men mange bilister glemte at se til venstre, når de kom fra passet, fordi højrevigepligten fortsat sad i blodet. Det kostede i øvrigt også kommunen en bil (min daværende tjenestebil - en Toyota Tercel), da en nyansat medarbejder fra kysten på en af sine første arbejdsdage drønede ud i T-krydset uden at se til venstre.

Senere i forbindelse med anlæggelsen af Issortarfimmut blev dette kryds derfor også lavet til en rundkørsel.Så rundkørslerne var kommet for at blive - og er i dag et velkendt og velfungerende indslag i trafikken i Nuuk. På nuværende tidspunkt er der 11 rundkørsler i Nuuk-området, der består af bydelene Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput - og rundkørslerne ligger som perler på en snor på den efterhånden ti kilometer lange køretur fra den ene ende til den anden i det ellers forholdsvist lille bysamfund.

Lysreguleringen ved Hotel Hans Egede kan
anes i billedets nederste højre hjørne.
Nu vi er i gang, vil jeg lige omtale lysreguleringerne i Nuuk. I mange år var der kun en, og den betjente en fodgængerovergang i Nuuk downtown ud for Hotel Hans Egede. Det var ikke et kryds, men lysreguleringen sikrede en nogenlunde civiliseret adskillelse af den gående og kørende trafik på det meget befærdede sted.

Det første rigtige lyskryds kom i 2003 i krydset Rinksvej-Aqqusinersuaq. Et par dage efter indvielsen var jeg til møde i Oslo med mine nordiske hovedstadskolleger - og jeg husker endnu latteren og forbløffelsen, da jeg fortalte om denne begivenhed. Men også lyskrydsene er kommet for at blive - og efter at jeg flyttede fra Nuuk i 2007, er der da kommet yderligere et par stykker i centrum.

I Nuuk var der 1. januar 2018 indregistreret i alt 5.171 motorkøretøjer. Jeg har ikke kunnet finde tallet fra 1995, hvor jeg som sagt flyttede til Nuuk, men sammenholdt med tallene fra Grønland som helhed, er der nok tale om en fordobling i perioden frem til nu.

Det skal også lige med, at færdselsloven fra 1992 blev erstattet af en ny i 2008, hvor promillekørslen blev afskaffet, hvor det blev påbudt at bruge sikkerhedssele og der blev forbud mod at tale i mobiltelefon under kørslen. Den nye færdselslov regulerer også kørsel med snescootere, ligesom der blevet krav om ansvarsforsikring og registrering af snescootere og ATV'er.

Her er de 11 rundkørsler:

Artiklen er en kladde, som trænger til en kærlig redigering - og sikkert også er al for lang. Men jeg fik lyst til at bidrage lidt til Nuuks lokalhistorie... Kommentarer modtages gerne.

søndag den 4. november 2018

Stilleben

Vernissage

Det sker ikke så ofte længere, at jeg går til ferniseringer, men når det nu sker i Gjøl og jeg var inviteret af kunstneren selv - og jeg i øvrigt havde tid til det - skulle det alligevel have en chance.

Det var en af mine gamle kolleger fra de glade dage i reklamebranchen - Danny Heinricht - der lørdag eftermiddag både fejrede åbningen af Kunstlade Gjøl med en udstilling af egne billeder og udgivelsen af digtsamlingen "Lyde høres bedst i stilhed".

Det foregik med fuld jazzmusik, vin i glassene, pølse og ost - og så en masse god snak med spændende mennesker. Det var hyggeligt og afslappet. Så afslappet at jeg dårligt nok fik set kunsten, men nu er der jo ikke langt til Gjøl - i følge Nordjyske landsdelens svar på Gentofte - så jeg kan jo altid komme forbi en anden god gang. Og under alle omstændigheder inspirerede de kunstneriske omgivelser mig til fotoet øverst - sådan lidt meta-kunst.

Snakken gik som sagt. Det skyldtes ikke mindst, at jeg mødte en anden gammel kollega fra reklamebranchen, tegneren Ole Flyv Christensen, som jeg ikke har set i nok 30 år. Så der var lige et par ting, der skulle opdateres...

Tak til Danny for en hyggelig eftermiddag.