De første tegn på næste års liv
Allerede nu spirer og gror det derude. Det er nu ikke så unaturligt, som mediernes omtale ellers antyder. Det er så viseligt, at naturen sår, som den høster - og det hvad enten vi taler om haven eller de mere uplejede dele af naturen. Derfor drejer det sig om at være i god tid. Rettidig omhu, som det kaldes. Og det mestrer naturen til fuldkommenhed.
Netop nu står hasselbuskene med fine rakler,blomsterstande, der rummer kimen til det kommende års frøsætning. Det er der intet mærkværdigt i, for det sker hvert år på denne tid - akkurat som krokussen begynder at skyde frem. Hvis der kommer vinter og frost, skal den nok nære sig, men ellers plejer vi at have de første krokusblomster i begyndelsen af januar, så det er der heller ikke noget mærkværdigt ved.
Til gengæld har jeg et par hyacinter i staudebeddet, der er unormalt tidligt på den, for de er allerede ved at blomstre. Det plejer først at ske til foråret, når hyacinterne står udendørs, men ellers kan man jo allerede nu købe dem i butikkerne.
Hyacinterne står i jorden ved en julerose, så måske er det konkurrencen derfra, der har drevet dem frem allerede nu. For på billedet ser vi mellem de store og velnærede hyacintblade blomsten fra en julerose, der helt efter kalenderen spirer frem her i slutningen af november.
Da jeg vendte hjem fra Grønland i slutningen af juni, så haven ikke så godt ud på grund af sommerens voldsomme tørke. Men nu næsten et halvt år senere kan vi konstatere, at hvor der er liv, er der håb...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar