søndag den 24. oktober 2021

Kædereaktion på kunsthåndværket

Gør det selv


Endnu en gang har jeg måttet sande den udødelige visdom i det gamle ord: "Hvis svaret ikke er gaffa eller elektrikerstrips, så er spørgsmålet forkert..."

I foråret fik jeg to fine hængepotter fremstillet af den lokale kunstner Karen-Marie Mondrup. De var fra kunstnerens side forsynet med hampe-sejlgarn til ophængningen. Og sådan noget hamp er noget klamp til det brug. For det er svært at få potterne til at hænge lige ret længe ad gangen.

Hamp er et naturmateriale, der følger bevægelserne i vind, temperatur, luftfugtighed og lufttryk, så det er ikke så nemt at styre, selv om det ser pænt ud og passer godt til potternes rustikke fremtræden.

Men jeg ville gerne have et lidt mere stabilt materiale til ophængningen, så der blev indkøbt nogle meter messingkæde i tømmerhandlen.

Så var spørgsmålet: Hvordan fæstner man en messingkæde til de fine små huller i kunsthåndværket? Det gik jeg og rugede over et par dage, men svaret er selvfølgelig elektrikerstrips. De største jeg kunne finde på værkstedet, så hovedet - jeg ved ikke, hvad det hedder - på de nyttige strips bliver på indersiden af potten, mens messingkæden nærmest usynligt er fæstnet med en lille løkke gennem hullet.

Hvor svært kan det egentlig være?

Jeg har haft fuchsia i hængepotterne det meste af sommeren, men de kører på det sidste, så jeg har plantet et par potter med fredløs. Bare et par stilke, som nu har fået fat og så småt er begyndt at skyde. De kommer i drivhuset til vinter og vil begynde at vokse kraftigt, lige så snart solen får magt igen. Og så er de klar til at komme ud, som de allerførste planter - sikkert allerede i begyndelsen af marts.

Sådan er det jo med haven. Man skal altid være mindst et halvt år  foran...

Før.

Efter.

fredag den 22. oktober 2021

Sæt kæmpehegn om naturen

Naturråd

Tranum Klitplantage er i dag et fint naturområde.
Det er der ingen grund til at ændre på.
Debatten om naturnational-parkerne raser – i hvert fald her i Jammerbugt kommune. Det er faldet mange for brystet, at der er planer om, at store dele af Tranum Klitplantage skal hegnes ind.

Modstanden er kommet bag på politikerne, der bedyrer, at der kun er tale om et lillebitte næsten usynligt hegn, som skal holde nogle naturplejende køer inde på matriklen.

Jeg synes, at man skal sætte et kæmpestort hegn op – ikke for at holde dyrene inde, men for at holde naturplejere, naturvejledere og politikere ude fra det dejlige område. Og på alle vejene skal der sættes langsgående færiste, så vi slipper for motionscyklister og montainbikere i skoven.

Jeg holder selv meget af natur og kommer i området mindst en gang om ugen, hvor man kan gå i timevis uden at møde andre mennesker. Derfor er jeg modstander af projektet.

For det første fordi det er mig inderligt imod at lave om på noget, der virker. Det er desværre en af tidens plager, at alting skal laves om. Det er beskæftigelsesterapi for overflødige ledelseslag i den offentlige sektor. Det bliver ikke bedre, snarere tværtimod, og koster en hulens masse penge.

For det andet skræmmer sporene fra Lille Vildmose. Jeg holdt tidligere meget af området, som jeg ofte besøgte for at fotografere. Men det er flere år siden nu. For nu er der så mange mennesker der, at mange af dyrene har mistet deres naturlige skyhed. Lokket af fodrende turister, efterladenskaber fra madpakker og fugleentusiaster, der lokker fuglene til med parringskald på mobiltelefonen. Det har ikke længere noget med natur at gøre, men er blot en zoologisk have.

Og så er der naturplejerne. Dette begreb er lige så selvmodsigende som DSB’s togbusser. Det er jo ikke natur, når det skal plejes – akkurat som en bus ikke har noget med et tog at gøre.

Når naturpleje er blevet så moderne, skyldes det sikkert den nationale arv. Vi er en nation af agerdyrkere. Vi kan ikke se et stykke jord uden at det skal passes og plejes. På den måde er mange af biologerne og naturfredningsfolkene akkurat lige som bønderne. To alen ud af et stykke. Men spørgsmålet er så, hvem der er farligst for naturen.

Jeg er ikke i tvivl om, at det seneste årtis horder af motionister, mountainbikere og miljøfolk gør større skade på naturen end bønderne, som i det mindste bidrager til velfærdsstaten.

Jeg forstår i øvrigt ikke, at mange mener, at man kan nyde naturen, mens man pruster rundt i kulørt lycra. Det skræmmer dyrene – og det forstyrrer alle os, der nyder stilheden. Samfundet har de seneste 50 år investeret milliarder af kroner i stadions, haller og idrætsanlæg. Det ville klæde motionsfolket at bruge disse dyre faciliteter frem for at ødelægge naturen.

Naturplejerne er drevet af et skønhedsideal med åbne skovarealer. Det ser også pænt ud, men det samme gør Fredensborg Slotspark og Jesperhus Blomsterpark – uden at det bliver natur af den grund. Og for resten har mange forskere sat spørgsmålstegn ved, om der var lysåbne skove i Danmark, før vi begyndte at holde husdyr.

Men lad os nu købe argumentet, at de store græssere – kvæg, bisoner, heste og elge – er gode for naturen. Hvorfor skal de så fodres? Det har ikke noget med natur at gøre. Naturen er barsk, og dyr dør. Hvis en ko er for dum til at finde sin egen føde, har den ingen rolle at spille i kampen for arternes overlevelse. Desuden er store kadavere jo føde for andre dyr. Så hvis den kommende naturnationalpark skal give nogen som helst mening, skal der naturligvis ikke fodres. 

Nogle kalder det dyrplageri. Ja, sådan er livet. En kamp på liv og død. Det gælder for resten også menneskelivet, der blot er et sminket liv.

Hvis der skal sættes store græssere ud i Tranum Klitplantage, foretrækker jeg bestemt heck-kvæg – også kaldet nazi-køer, fordi de er fremavlet i Tyskland før krigen. Heck-kvæg har en naturlig aggressivitet over for mennesker – og vil være med til at gøre det mindre attraktivt for motionister, hundeluftere og uopdragne byboere at færdes i Tranum Klitplantage.

Selv finder jeg det spændende med nogle gale køer. Det gør naturen mere farlig – og derfor også mere naturlig. For skal det være rigtig natur, skal dyrene også have en chance for at vinde. I rigtig natur kan man dø, hvis man ikke passer på – så selvfølgelig bør der også slukkes for mobilnettet i området, så man ikke kan tilkalde hjælp. I naturen straffes alle fejl – ellers er det ikke natur – og det skal man have med i planerne. Naturligvis.

Hvis planerne om naturnationalparken bliver til noget, følger der også naturvejledere. Den slags skal have løn – og for at gøre lønnen berettiget er naturvejledernes succeskriterie aktiviteter, shelters, legepladser og andet gøgl, som lokker folket til. Det er tivolisering – og det har intet med natur at gøre.

Og der skal sikkert også fremstilles apps, så folk kan opleve naturen på mobiltelefonen, mens de står midt i naturen. Det er det rene kogalskab.

Så hvis naturen ligger politikerne på sinde, holder de fingrene fra klitplantagen. Det fungerer fint allerede nu – og det er natur, fordi der kommer så få mennesker. Det er vi nogle stykker, der er glade for – så hvorfor ødelægge det?

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 22. oktober 2021.

søndag den 17. oktober 2021

Rensdyrmedaljoner

Kulinarisk specialitet


Da vi forleden afrimede fryseren i redskabsskuret, dukkede en lille pakke ikke nærmere specificeret svensk rensdyrkød op af dybet. Indkøbt i dyre domme kort før jul sidste år. Planen var, at lækkerierne skulle fortæres i forbindelse med julens festligheder.

Det blev desværre ikke rigtig til jul sidste år på grund af coronaen - og rensdyrkødet blev aldrig spist.

Men nu skulle det være. Vi vidste ikke rigtigt, hvilken del af rensdyret det var, men ideen var at lave en rensdyrgryde. Det er dejlig efterårsmad, der smager godt og mætter i en tid, hvor vi har brug for noget at varme os ved.

Men da kødet blev tøet op, viste det sig sørme, at det var to fine mødbrader. Det skæreste, fine og møre rensdyrkød, men kan tænke sig.

Den ene af mørbraderne røg tilbage i fryseren, for det er festmad, der måske kan komme på tallerkenen nytårsaften. Den anden pudsede Dina af og forvandlede til fire flotte rensdyrmedaljoner ombundet med bacon.

De blev serveret med ristede små kartofler, lidt gulerødder og så en sublim champignon a la créme lavet på stegeskyen, en forsvarlig sjat fløde og en deciliter fond kogt på senerne fra de to mørbrader. Behøver jeg at sige, at det smagte himmelsk?

I skyndingen glemte vi desværre, at der også hører tyttebærsyltetøj til rensdyr. Trist, men sandt. Det er der ikke noget at gøre ved nu. For dyret er spist...

fredag den 15. oktober 2021

Større kan det ikke blive

Fiskerimesse


375 heste på en Poca-jolle. Så kan det ikke blive meget større, mener Oline Petersen, Ole Petersen, Frederik Olsen, Manu Olsen, Edvard Olsen og Ane Olsen, der alle havde taget turen fra Grønland til Aalborg for at se det nyeste isenkram til fiskeriet på Nordeuropas største fiskerimesse, der finder sted i disse dage i Aalborghallen.

Fiskeriet står for 85 procent af de grønlandske eksportindtægter, så det er vigtigt erhverv, der beskæftiger mange mennesker i Grønland - og det er også baggrunden for, at jeg er til fiskerimesse. Det er rent journalistisk en guldgrube, som jeg skal leve højt på længe. Her har jeg mulighed for at snakke personligt med mange af de kilder, som jeg ellers kun har telefonisk kontakt med.

Danfish, som messen hedder, finder sted hvert andet år, og giver et indblik i en verden, som efterhånden kun de færreste almindelige danskere kender - bortset fra småfiskerromantikken i TV-serien om Gutterne på kutterne fra Thorup Strand.

Men det er business - big business - for connaiseurs. Der bliver handlet for millioner af kroner under messedagene og skrevet kontrakter på alt fra trawlere, moterer, kommunikationsudstyr, arbejdstøj til kraner. Og selv uldsokker af bedste norske kvalitet kan erhverves i større eller mindre kvanta på messen.

Jeg mødte på førstedagen min gamle ven Mikkili. Han var på udkig efter 500 krabbetejner - bare nævnt for at vise, hvad det hele går ud på. Selv er jeg på udkig efter leverandører, som leverer udstyr til mærkning af garn. For spøgelsesgarn, som vildfarne garn kaldes, er et af fiskeriets store udfordringer i en tid, hvor bæredygtighed er det helt store emne i fiskeriet.

Tilbage til den store 375 hestes Yamaha-påhængsmotor på billedet øverst. Da jeg kom til Grønland for første gang for snart 30 år siden var noget af det første, jeg lagde mærke til, de enorme påhængsmotorer, der sad på alle jollerne i havnene. Dengang havde jeg næppe set en påhængsmotor større end fem heste i Danmark. Men når afstandene er store, og fiskeriet er godt, så skal der altså mange flere heste til.

Onsdag og torsdag brugte jeg en halv arbejdsdag på messen. Men i dag fredag, hvor regnskabet skal gøres op, bliver det med stor sandsynlighed en lang hel arbejdsdag med blok og kamera.

torsdag den 14. oktober 2021

Sørgedue

Bonusfugl i Grønland

Foto: Finn Thomsen
Jeg fik lige en lille sidehistorie, da jeg skrev artiklen om det grønlandske fugleliv, som jeg bragte her på bloggen forleden. Den skal vi selvfølgelig også have med.
--------
En ornitologisk sensation

Da Sermitsiaq var i kontakt med Finn Thomsen for at låne hans fine foto af en silkehale, sendte han os også dette foto af en due, som han tog i Narsarsuaq den 12. november 2020 – og spurgte om vi måske kunne hjælpe med at identificere den, selv om billedet er taget på stor afstand. Duer er en stor sjældenhed i Grønland, så det er lidt af sensation.

- Der er tale om sørgedue. Der var én i Qaqortoq i juni 2020, og det kunne være samme fugl, mener David Boertmann.

Identifikationen bekræftes af ornitologen Hans Christiophersen, der dog undrer sig lidt over duens hale.

- Normalt er sørgeduens hale mere spids, men måske er fjerene slidt. Rent statistisk kan det næppe være andet end sørgedue, siger han.

Sørgeduen er en af de mest almindelige og vidt udbredte fugle i Nordamerika, og enkelte gange er den set i Grønland. Det er den eneste dueart, der er registreret som spontant forekommende i Grønland. Det vil sige, at den er kommet hertil af sig selv uden menneskets hjælp.
--------
Der er den lille detalje ved historien, at jeg tilfældigvis fandt et foto i mit arkiv af en sørgedue - se nedenfor. Billedet stammer fra Skt. Thomas, hvor vi var på ferie i 2009, og jeg havde faktisk glemt det fuldstændigt.

Der var i øvrigt ikke plads i avisen til at nævne, at sørgeduen er registreret i Grønland ved Paamiut i juli 1901 og efterfølgende i Maniitsoq 1946, Nanortalik 2009, Nuuk 2010 samt den omtalte i Qaqortoq 2020.

tirsdag den 12. oktober 2021

Erindringer om en bispeindsættelse

Ekcersits

Dronningen ankommer til rådhuset i Nuuk. Jeg havde i en del år kontor
 i det øverste vinduesfag nummer tre fra venstre. Foto: Grønlands Politi

Dronning Margrethe besøgte i weekenden Nuuk - blandt andet for søndag at deltage i gudstjenesten, hvor biskop Paneeraq Siegstad Munk blev indsat.

Munk, der er den tredje grønlandske biskop i nyere tid, afløser Sofie Pedersen, der blev indsat i 1995 - ligeledes under overværelse af Dronningen. Og det blev anledningen til, at jeg i årene efter havde en lille finger med i utallige royale besøg i Nuuk.

Egentlig var de royale opgaver slet ikke et job for informationsafdelingen, hvor jeg var tiltrådt et halvt år forinden, men den gamle spejders organisationstalent kunne jeg ikke løbe fra, og pludselig lå opgaven med at organisere den kommunale del af dronningebesøget på mit bord. 

Dronning Margrethe sammen med nuværende borgmester
Charlotte Ludvigsen i kommunalbestyrelsens mødesal
  på rådhuset  i Nuuk. Foto: Emil Stach
Kommunens andel i festlighederne bestod først og fremmest i at være vært ved en kaffemik for Dronningen og borgerne i forsamlings-huset, der ligger lige over for Hans Egedes Kirke midt i Nuuk. Det blev planlagt ned i nederste detalje med en drejebog, der minut for minut beskrev slagets gang - og den plan skred selvfølgelig af årsager, jeg i hvert fald ikke var herre over. Det vender jeg tilbage til...

Lørdag eftermiddag holdt vi møde og pudsede detaljerne af - og jeg blev tilbage efter mødet sammen med borgmesteren, nu afdøde Agnethe Davidsen, og rettede hendes tale til. Her kunne jeg så have valgt at gå hjem, men fordrukken og forlystelsessyg som jeg jo er, gik jeg på værtshus.

I aftenens løb besøgte jeg baren på Hotel Hans Egede, hvor jeg løb ind i det samlede danske bispekollegium, der angiveligt havde holdt møde i salmebogskommissionen. Her kom jeg i snak med den københavnske biskop og senere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, der viste sig som et ualmindeligt morsomt og underholdende menneske. Lidt til min overraskelse, for jeg kommer jo fra Vesthimmerland - og der er Herrens tjenere bestemt ikke morsomme.

Undervejs i samtalen nævner Norman Svendsen, at han gerne vil øve processionen med bisperne søndag, men mangler et lokale. Det var ikke noget problem, for jeg havde jo lejet forsamlingshuset - og der er der en lille sal, som vi alligevel ikke skulle bruge. Så vi aftalte at mødes i forsamlingshuset med alle bisperne sent søndag formiddag.

Søndagen var en dejlig augustdag i Nuuk. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var - i hvert fald efter grønlandske forhold - drønende varmt. Bisperne skulle klæde om til det fine (og meget varme) ornat, men på grund af varmen valgte de at øve processionerne foruden ornat.

Biskopperne går i procession. Screendump, KNR
Så der - i forsamlingshuset i Nuuk - overværede jeg samtlige danske bisper kun iført underbukser, mens Norman Svendsen ekcercerede dem i processions-kunsten. Det er næppe mange andre udenforstående forundt - og det er i hvert fald et minde, jeg sent vil glemme.

Svendsen gjorde det med stor humor - og på et tidspunkt, hvor bisperne skulle dreje 180 grader om sig selv, kundgjorde han: - Nu skal man forestille sig det helt utænkelige, at samtlige danske bisper bliver omvendt..

Selve bispeindsættelsen overværede jeg ikke - den var kun for særligt indbudte - men efter ceremonien ankom Dronningen og borgmesteren til forsamlingshuset og blev bænket ved et kaffebord bagerst på tværs af salen, der var fuld af forventningsfulde nuummiut, der var lykkelige over at være sammen med den elskede Dronning.

Borgmesteren holdt en kort tale - og så gik man ellers i gang med kaffebordet. Boller med smør, kringle, lagkage og småkager. Masser af småkager.

Og her skete det, som ellers aldrig sker ved royale begivenheder. Tidsplanen skred. Den skred endda ganske voldsomt. Egentlig var der afsat en time til kaffemikken, og jeg ved, at borgmesteren glædede sig til det var overstået, for grønlandsk kvindedragt i en overfyldt forsamlingshussal var altså rigeligt varmt efter hendes smag.

Men Dronningen havde slet ikke travlt. Hun havde kun denne ene opgave - og udsigt til at skulle overnatte på et af flådens inspektionsskibe. Så passiaren med den svedende borgmester gik livligt. Småkage efter småkage. Og nogle smøger blev det også til, for dengang røg man jo ved offentlige arrangementer.

Der var heller ikke så meget sikkerhed dengang, så der var heller ikke nidkære sikkerhedsfolk til at stoppe snakken. Der var ikke andet at gøre end vente - og se tiden an. Det gik da også fint. Alle havde en god dag, men det er i hvert fald meget usædvanligt, at Dronningen ikke overholder tidsplanen.

Da det hele var slut, blev det tid til en meget kold og meget velfortjent øl. Den væltede tidsplan var jo dybest set bare resultatet af et ualmindeligt vellykket arrangement.

Jeg har desværre ikke fotos fra dagen, så jeg har valgt at illustrere historien med fotos fra søndagens nye bispeindsættelse - 26 år efter.

søndag den 10. oktober 2021

Fugle i Grønland

Timmiarsiooq*

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq

For et par uge siden havde jeg en artikel i Sermitsiaq (2021/38) om grønlandske fugle. Sermitsiaq er en printavis, så jeg bringer den lige her, så den også er tilgængelig på nettet. For interessen for fugle er stigende i det grønlandske - og artiklen blev til efter ønske fra flere læsere.
----------
Populær hobby
Interessen for at se på fugle i Grønland er voksende. Det kan man blandt andet opleve på Facebook, hvor mange laver opslag med fuglefotos.

Foto: Naja S. Petersen
En af dem er Naja S. Petersen, der nu er flyttet til Danmark, men sidste vinter boede i Fiskerbyen i Nuuk og dagligt havde besøg af en havørn på altanen.

- Den kom hver dag, og jeg kunne fotografere den med mobiltelefonen lige på den anden side af ruden. Jeg kaldte den Kammattaa Fiskerbymmioq - Fiskerbyens Bedsteven. Det navn var bestemt fortjent, når man tænker på, hvor svært det ellers kan være at komme tæt på en havørn.

Naja S. Petersen var ikke den eneste, der havde besøg af havørnene på altanen. Det skete også flere steder i Qinngorput – og det gav anledning til diskussioner om der måske er kommet flere havørne i Nuuk-området.

Det mener biologen David Boertmann fra Aarhus Universitet, der har skrevet en lang række bøger og videnskabelige artikler om grønlandske fugle.

- Det er helt korrekt, når folk mener, at der er kommet flere havørne til i Nuuk. Det er sket, efter at især Frank Wille gjorde en stor indsat for beskyttelse af arten i firserne og halvfemserne. Det medfører også, at de enkelte ørne bliver mere tillidsfulde, siger David Boertmann til Sermitsiaq.

Men havørnene er ikke de eneste fugle, som har ændret adfærd de seneste år i takt med, at borgernes syn på fuglene har ændret sig. Det gælder også gråænderne, der i dag findes i søer og vandhuller i de fleste grønlandske byer. Det er en ændring i adfærden, som er sket gennem ganske få år.

Tidligere blev de jagtet, og der var også tilfælde, hvor børn kastede sten efter ænderne, men i dag får ænderne fred – og mange børnefamilier hygger sig med at fodre ænderne på søndagsturen.

- Gråænderne har fundet ud af, at de ikke bliver skudt på i byerne, og er blevet talrige i blandt andet Nuuk Sisimiut o Aasiaat, siger David Boertmann.

- De grønlandske gråænder er interessante i en biologisk sammenhæng, fordi den grønlandske bestand udgør en særlig underart, som adskiller sig fra de andre ved at være markant større og have større saltkirtler. De danske gråænder har også saltkirtler og kan leve i de marine miljøer, men de grønlandske er bedre tilpasset her.

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq
Fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der findes få forskellige arter. Mange småfugle er trækfugle, der overvintrer under varmere himmelstrøg, og derfor har svært ved at finde vej til Grønland. Men der er alligevel kommet flere arter til.

I Sydgrønland er vindroslen de seneste år blevet en ganske almindelig fugl – i blandt andet de mange plantager. For ornitologer og fuglekiggere er det også spændende, at den flotte silkehale har ynglet i Narsarsuaq siden 2016.

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq
- Min nabo, Helene Grønvold, er en ivrig fuglekigger. Så når silkehalerne har siddet i vores træer, der hvor vi bor, så har hun ringet til mig og jeg har så taget lidt billeder.- Silkehalerne har vi haft gennem de seneste fire til fem år. Jeg vil tro, der er en lille lokal bestand, da Helene også har set dem om vinteren på sine ture i det lokale, fortæller hobbyfotografen Finn Thomsen fra Narsarsuaq.

David Boertmann har også registreret, at canadagåsen, der tidligere var sjælden i Grønland, breder sig:- Canadagåsen var indtil begyndelsen af 1990erne en sjælden ynglefugl i Vestgrønland, men har siden bredt sig og yngler nu stort set i hele Vestgrønland, dog har jeg meget få oplysninger fra Sydgrønland. I Østgrønland er den fåtallig sommergæst, og jeg fandt den ynglende syd for Tasiilaq i 2014, så den breder sig formentlig også der.

- Samme historie kan fortælles om sildemågen.

De seneste år er det også blevet populært at besøge de grønlandske fuglefjelde. Ikke for at jage, men bare for at se på fugle.

Det bekræfter Ivik Knudsen-Ostermann, der driver bådcharterfirmaet Greenland Cruises.

- Hver uge i sæsonen (fra slutningen af maj til midten af august) har vi haft søpapegøjeture til de to kolonier nær Nuuk. Turene er ofte udsolgt, for folk synes, at det er sjovt at se de flotte fugle.- Det er især de lokale, der har benyttet sig af muligheden i corona-perioden, men vi kan også mærke, at søpapegøjerne interesserer udefra kommende gæster, siger Ostermann.

Den stigende interesse for at se på fugle er også registreret hos Visit Greenland, der har fået fotografen og biologen Carsten Egevang til at skrive en vejledning for fuglekikkerne på turistorganisationens hjemmeside. Her kan man blandt andet læse om de mest almindelige fuglearter i Grønland. Hvor de lever, hvad de spiser, hvornår de får unger og så videre.

Vejledningen er fyldt med tips fra den erfarne fuglefotograf, der ikke alene har fuglekiggeriet som sit erhverv. Det er også hans hobby.

- Det gode ved at kigge på fugle er, at alle kan være med – og at man kan dyrke hobbyen på alle niveauer, siger Carsten Egevang til Sermitsiaq.

- Fugle findes over alt – og det er ikke så svært. For fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der findes få forskellige arter. Det betyder, at man med en relativ lille indsats kan lære de mest almindelige fuglearter at kende.

- Så mit første råd til grønlandske fuglekiggere er: Sæt navn på fuglene.

- Mange fugle er trækfugle, der ikke er i Grønland hele året. Her er det sjovt at holde styr på, hvornår man for eksempel ser den første snespurv eller canadagås. Det er sikre forårstegn – og så kan man også glæde sig over, at foråret er på vej.

- Hvis man vil gøre lidt ekstra ud af, kan man sætte et fuglebræt op på altanen. Specielt småfuglene kommer tæt på, når de bliver fodret, lyder det fra Carsten Egevang.

Carsten Egevang og andre grønlandske hardcore-fuglekiggere – de såkaldte twitchere – har deres egen Facebook-gruppe ” Fugle i Grønland, Kalaallit nunaanni timmissat, Birds in Greenland”. Her kan også amatører følge med i de mange spændende observationer af især sjældne fugle i Grønland.

Sermitsiaq hører gerne fra læsere, der har spændende fugleobservationer. Skriv til redaktion@sermitsiaq.ag

*) Ornitolog på grønlandsk

lørdag den 9. oktober 2021

En halv times forsinkelse

I luften igen


Landet er i forbløffende grad kommet på benene igen efter coronaen, så torsdag gik turen for første gang i over et år til København.

Det var til gengæld ikke uden problemer, for denne torsdag var der tåget i Kastrup, så afgangen med DAT var udskudt en halv time. Jeg må indrømme, at den mulighed havde jeg ikke lige forudset, efter at flytrafikken i næsten to år har været lagt ned på grund af coronaen.

Det tager jeg som et tegn på, at tiderne er normale - og jeg har da brugt adskillige døgn af mit liv på at vente på fly, der ikke flyver efter planen. Men det sker nu oftere i Grønland end i Danmark.

Forsinkede fly generer mig ikke voldsomt. Jeg sætter mig bare til at sove, og jeg har altid været god til at sove i lufthavne og fly. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget - og så er det bare med at få det bedst mulige ud af situationen. Og det er som regel en lille lur.

Jeg kan i øvrigt godt lide at flyve med DAT. Servicen er i top, og man føler sig velkommen. Og så har de sådan nogle begejstrede piloter, der elsker at flyve - og fortælle. Men dagens første pilot brugte nu et lidt underligt udtryk. Han talte om vores tur ned til København.

Ganske vist ligger København sydligere end Aalborg, men jeg siger nu altid ovre i København. Sjovt...

Formiddagen gik med et spændende interview med  guldsmed Hartmann, der har lavet det grønlandske selvstyres gave til Dronningen i anledning af hendes 80-års fødselsdag sidste år - og netop har lanceret en kollektion med grønlandske safirer. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.

Om eftermiddagen stod den på et interview med den russiske ambassadør til Danmark, Vladimir Barbin, der venligt tog imod i døren. Og en efterfølgende reception på ambassaden. Også en spændende sag, som jeg vender tilbage til.

Den russiske ambassade ligger nær Østerport - som de fleste ambassader - i nogle smukke patricierpalæer. Den er nabo til den amerikanske ambassade, men mere hyggelig. Overalt - i de lokaler jeg var i - var der dansk guldalderkunst på væggene - og i reolerne noterede jeg mig fine danske bogværker som Achton Friises "De danskes øer" og pragtværket "Ordbog over det danske sprog", der nok er vores væsentligste kilde til den danske etymologi.

Vagterne - for sådan nogle er der jo på ambassader - var for så vidt også mere venlige, end man møder dem på den amerikanske ambassade. De forstod ganske vist hverken dansk eller engelsk i nævneværdig grad, men ulastelig klædt i habitter af fin kvalitet og et smil på læben. Og også bredskuldrede og karseklippede, så man kan jo nemt gøre sig nogle tanker om, hvad de kan gøre i en presset situation. Fint nok for mig. Verden er jo ikke en børnehave.

Hjem igen kl. 18.50 med DAT efter godt otte timer i København. Det er såmænd også rigeligt...

mandag den 4. oktober 2021

To lys på et bord

Tillykke


Lørdag fejrede vi min søsters 60 års fødselsdag med en god uges forsinkelse. Men det gjorde nu ikke festen ringere, selv om søster bor i nærheden af Ringe.

Festen foregik på Fangel Kro - en af de mange landevejskroer, som Fyn er så velforsynet med. Fangel ligger i udkanten af Odense, men betragtes vistnok som en selvstændig by. Fyn er jo også så velforsynet med små landsbyer, at det kan være svært at se, hvor den ene slutter og den næste begynder.

Det blev en rigtig god dag med hyggeligt samvær - og snakken gik... Selvfølgelig især om fødselaren, som jeg kun har godt at sige om. Hun er alt det, som jeg ikke er. Omhyggelig og med sans for detaljen - og i det hele taget et ordentligt menneske med stor interesse for håndarbejde. Det sidste kan jeg ikke just prale med. Selv om jeg mener, at jeg er ret skrap til knob og tovværk, har jeg aldrig lært at strikke og hækle.

Maden var fin kromad. Først lidt torsk på spinatbund med hollandaise - rigtig hollandaise. Så kalvesteg med brune kartofler, sovs og tyttebær-syltetøj og endelig citronfromage. Den slags garanterer successen.

Så herfra skal lyde endnu et tillykke med dagen - og tak for en hyggelig fest.

Det blev en lang dag. Hjemmefra ved 8-tiden og hjemme igen kl. 21.45 med cirka 540 km på bogen. Udturen gik forholdsvist målrettet, men på hjemturen nåede vi lige at gøre Fyn ad den gamle landevej og den gamle Lillebæltsbro, inden det blev helt mørkt. Det er sådan en pæn tur.

Jeg kan ikke sige mig helt fri for at være godt brugt, da vi i mørket nærmede os Øland.

Jeg har en gammel krigsskade fra dengang, vi boede i Nordnorge. Når jeg kører i mørke og er træt, ser jeg hele tiden rensdyr i grøftekanten. Og det blev til mindst ti rensdyr på de sidste kilometer mellem Attrup og Østerby. En enkelt gang så voldsomt, at jeg var oppe at stå på bremsen - selv om jeg udmærket godt ved, at sandsynligheden for at møde et rensdyr på vore kanter er ganske lille - og det fata morganiske rensdyr var på størrelse med en elefant.

søndag den 3. oktober 2021

Brødebetyngede laugsbrødre

Smørrebrød


Laugsbrødrene gik på opdagelse i Ida Davidsens fodspor, da Øland Sildelaug fredag den 1. oktober holdt septembermøde. Forsinkelsen af septembermødet var helt frivilligt og slet ingen kunst, for mødet var skubbet en uge på grund af Kunst på Øland, der løb af stabelen sidste weekend og dermed kolliderede med laugets planer. Men hellere sent end aldrig, som vi siger.

Og det blev da også sent, inden mødet sluttede. Der er helt åbenbart bund i fattigfolk, og seks stykker smørrebrød tog altså sin tid at fortære.

Det begyndte ellers med briefing fra viceoldermanden, der fortalte lidt om smørrebrødskunsten - og ikke mindst den vigtige forskel mellem snitter og smørrebrød. Den detalje stod dog ikke helt klar for alle laugsbrødrene, der boltrede sig i det kolde køkken, så specielt aftenens første godbidder var ganske solide. Frie variationer over et fast tema, kan man med rette sige.

Serveringen begyndte meget naturligt med sild. Den klassiske udgave med karrysalat - vel at mærke hjemmelavet karrysalat. Og meget rustikt anrettet med en sølle tomatbåd som pynt på et velvoksent stykke rugbrød af bageren fra Halvrimmens det bedste.

Næste servering var stegte fiskefiletter vendt i rugmel. Igen var instruktionen om snitter ikke helt klart opfattet, så også her var der rigeligt med brød. Men remouladen var hjemmegjort - og den slags kan jo få selv det største stykke smørrebrød til at glide ned.

Men så måtte lauget altså også ty til en pause på en halv time, inden hold to demonstrerede, at de havde lidt bedre fat i den lille forskel mellem snitter og smørrebrød.

Først et fint stykke dyrlægens natmad, helt klassisk med saltkød, sky og løgringe, pyntet med karse. Det gik an og var helt efter bogen. Det var helt på højde med, hvad man kan købe i forretninger for dyre penge.

Det er nemt og lækket, så det er nu også noget, man kan ty til derhjemme, hvis det flade stykke rugbrød med leverpostej skal have et tvist, som man siger i fjernsynet, når arbejdsløse kendiskokke lige skal hæve et honorar i Aftenshowet.

Det samme kan siges om næste servering, løvemad. Tatar på en lille bøfformet brødcirkel med hakket rødløg og peberrod toppet med flot, gul æggeblomme fra nogle af egnens meget fritgående høns. Dog manglede de obligatoriske kapers, for dem havde hold 1 snuppet til den hjemmelavede remoulade.

Så kom turen til hold tre, hvor dessertmester Jørn  demonstrerede, at han kan meget mere end at pynte kager.

Det blev til et solidt stykke med rullepølse kunstfærdigt arrangeret som et frådende hav med hjemmelavet italiensk salat i bølgedalene. Her var instruktionerne bestemt ikke spildt, for rigtigt smørrebrød skal være højt belagt - det vil sige, at pålægget skal rejse sig op over brødet - og den detalje var flot udført.

Det samme kan man sige om aftenens finale, gammel ost med sky og rom. Selv om det er en forholdsvis enkel servering, demonstrerede dessertmesteren igen, at man kan komme langt ud i kunsten at dekorere med lidt blomsterkarse, tallerkensmækkere eller nasturbium, som den taknemmelige haveblomst også kaldes. Den gammelost kan sagtens kaldes Kunst på Øland.

Det blev sent - næsten 23 - inden mødet blev hævet. Men så var laugsbrødrene også ganske brødebetyngede. Vel at mærke på den gode måde.

fredag den 1. oktober 2021

Årets julegave

Ønskeliste

Foto: Stark Kalaallit Nunaat
Jeg har altid ønsket mig en helikopter - så til almindelig orientering for potentielle glade givere vil jeg bare lige vise, at det sagtens kan lade sig gøre at pakke sådan et apparat pænt ind. Den mangler jo kun en rød sløjfe.

Billedet er taget torsdag i Grønlandshavnen. Helikopteren er den tredje af seks nye, men dog let brugte H-155 helikoptere, som skal afløse Air Greenlands aldrende flåde af Bell 212-helikoptere. De seks helikoptere bruges især til slingload og til transport af gods og passagerer i de grønlandske yderdistrikter.

212 er kendt af de fleste i Grønland for dens karakteristiske dunkende lyd, der ofte kan høres mellem fjeldene ti minutter før ankomst. Helikopteren er også kendt af mange fra Vietnam-krigen, hvor den gik under betegnelsen Bell Huey UH-1 Iroquois (alle amerikanske fly i Vietnamkrigen havde indianske tilnavne).

Som det ses på billedet ovenfor af fruen fra heliporten i Tasiilaq, er Bell 212 en helikopter med ret begrænset plads - og mange ser frem til de nye H-155 helikoptere, der både har bedre plads, er hurtigere og larmer mindre end de gamle.

Da den første H-155 ankom til Grønland i slutningen af august, skrev jeg denne historie til Sermitsiaq 2021/35:

Den ligner jo en pukkellaks

Snart er det slut med Bell 212-helikopternes karakteristiske flap-flap-lyd mellem de grønlandske fjelde. Air Greenland har købt seks nyere helikoptere af typen H-155.

Foto: Air Greenland
Den første af de nye helikoptere satte første gang sine hjul på grønlandsk jord i søndags i geologlejren Sødalen i Østgrønland. Efter en hurtig optankning gik turen videre til Kulusuk og Tasiilaq, hvor mange nysgerrige lagde turen forbi heliporten for at få et glimt af den nye helikopter.

- Den ny helikopter vakte opsigt, da den fløj ind over byen. Folk her i Tasiilaq glæder sig til at få den gamle skiftet ud, da den efterhånden er ved at have mange år på bagen og dermed også udfordret i forhold til teknikproblemer fra tid til anden, siger Hjørdis Viberg fra Tasiilaq.

Wikipedia
- Den nye helikopter er betydelig mere lydløs end  212’eren. Men vi skal lige vænne os til dens udseende. Folk kaldte den for sjov for pukkellaksen, forklarer Hjørdis Viberg.

Efter en overnatning i Tasiilaq gik turen mandag mod vestkysten via Kangerlussuaq. Tirsdag ankom den til Nuuk. Senere går turen til Nordgrønland, hvor den skal betjene Upernavik-området.

De øvrige fem H-155 helikoptere vil løbende ankomme til Grønland frem til udgangen af 2022, hvor den sidste Bell 212 sendes på pension, oplyser Air Greenland.

De nye helikoptere skal overtage beflyvningen af Nord-, Syd- og Østgrønland, efter at Air Greenland sidste efterår indgik en 10 årig service-kontrakt med Naalakkersuisut.

De seks H-155 helikopterne stammer fra det belgiske offshoreselskab NHV. Turen fra Ostende i Belgien er foregået i små bidder via England, Skotland, Shetlandsøerne, Færøerne og Island, inden helikopteren med betegnelsen OY-HJB nåede Grønland.