Lap-land

Ny teknologi

Mit gode, gamle selvoppustelige Therm-A-Rest-liggeunderlag var desværre begyndt at tabe luften. Det opdagede jeg sidste sommer på årets sommerlejr, men fik ikke gjort noget ved det dengang.

Men nu skal jeg bruge liggeunderlaget i den kommende weekend, så noget skulle ske...

Først skulle hullet findes. På værkstedet fandt jeg et baby-badekar fra dengang, Adam var lille. Det blev fyldt med vand, mens jeg langsomt trak liggeunderlaget igennem under vand. Ikke helt let, for opdriften er betydelig, men langsomt og sikkert fik jeg det gjort. Jeg var tæt på at opgive, men til sidst - fem centimeter fra toppen - var der bid. Selvfølgelig - for det er altid i den modsatte ende, at hullet er, jvf. Murphy.

Liggeunderlaget har fulgt mig trofast siden 1996, så lappegrejet var forlængst forsvundet - og hvordan er det egentlig, det skal gøres? Så jeg måtte lige en tur forbi SpejderSport i Aalborg for gode råd, vejledning og nye lappegrejer.

Her måtte jeg konstatere, at der virkelig er sket noget med den teknologiske udvikling på lappefronten. Hvor der tidligere skulle bruges speciallim og særlige lapper, bruger man i dag bare noget tape, der hedder Tear-Aid. 

Det er sådan en slags Gaffa på EPO. Ikke til at rive i stykker, lukker fuldstændig lufttæt og hærder på en time. Ikke helt billig, men taget prisen på liggeunderlag i betragtning dog rimelig.

Nu er alt så lappet og klart - og vejrudsigten ser godt ud, så det bliver sikkert en dejlig weekend på Tyvdalhøj, hvor vi fejrer Kim Kappels 50 års spejderjubilæum.

Overskriften er ment som en vits og et ordspil. Det er overhovedet ikke krænkende ment. Som alle ved, har jeg stor respekt for samerne og den samiske kultur. Og i de sædvanlige sammenhænge bruger jeg altid ordet Sápmi for den nordlige del af Skandinavien, hvis de etnografiske forhold har betydning for historien...

Jeg er træt

Privilegieblinde salonkommunister

Nøøjh, hvor er jeg træt. Træt. Uendelig træt…

Trætheden skyldes venstrefløjens sædvanlige mangel på situationsfornemmelse. Selv om vi står midt i noget, der med stor sandsynlighed ender i den værste økonomiske krise siden Wall Street-krakket i 1929, skal uskyldige danskere finde sig i venstrefløjens sædvanlige miljø-overbudspolitik.

Nu er det benzin- og dieselbilerne, der står for skud. De skal udfases, som det hedder, allerede i 2023, hvis enhedssocialisterne og folkesocialisterne fortsat skal støtte regeringen.

Det er privilegieblindhed, der endnu en gang viser, at denne flok meget talende kommunistyngel, der næppe evner at tjene til føden ved egen hjælp og uden bistand fra offentlige kasser, er helt ude af trit med det proletariat, som man foregiver at sympatisere med.

For det bliver de fattige, de arbejdsløse og landbefolkningen, der kommer til at betale prisen for rødes utopiske drømme om elbiler, cykeltosserier og kollektiv trafik.

Udviklingen går hurtigt inden for el-biler, brintteknologi og den slags – og det skal nok komme. Men der er ingen grund til at forcere udviklingen. Ting tager nu en gang tid.

For virkeligheden er, at alle vi, der bor på landet endnu ikke kan bruge en el-bil til noget som helst. For mit eget vedkommende driver jeg en lille virksomhed med base her på Øland, men har i ikke-corona-tider Jylland og Fyn som fysisk arbejdsområde. Det bliver nemt til 200 km om dagen i snit.

Det er et liv på landevejene. Ikke attraktivt, men nødvendigt. Og så er jeg ikke den, der er hårdest ramt. For hvad med alle sælgerne? For slet ikke at tale om alle pendlerne, der på grund af urbaniseringens centralisering nemt får over 100 km til og fra arbejde.

Det er virkeligheden – og den virkelighed er åbenbart svær at få øje på, når man sidder på cafeernes bonede gulve med en svømmehal, lægepraksis, alskens spændende butikker og centraladministrationens idiotarbejdspladser inden for gå-afstand.

Jeg bliver træt, når jeg – på kanten af den danske fattigdomsgrænse – skal have mit frie forbrugsvalg dikteret af en bedrevidende venstrefløj. Jeg tager miljøspørgsmålet meget alvorligt – og gør en stor indsats helt af mig selv. Jeg skifter termostater, bruger LED-pærer og sparer på varmen fra Danmarks dyreste fjernvarmeværk. Bilen er i øvrigt 10 år gammel, men hverken Tesla eller racervogn. Bare en godt slidt Opel, som jeg holder meget af – alderen til trods.

Jeg sorterede affald og solgte det til skrothandlerne lang tid før, affaldssortering blev moderne. Jeg komposterer husholdningsaffald – og tager i øvrigt ikke på flyferie flere gange om året. For jeg hylder også det gamle motto med, at ude er godt, men hjemme bedst. Her er så dejligt ude på landet, at jeg overhovedet ikke kunne drømme om at tage af sted på ferie. Var der i øvrigt ikke noget med, at det var alle de københavnske venstreintellektuelle, der slæbte coronaen til Danmark, fordi de var på en absolut overflødig skiferie til Norditalien?

Det var den samme corona, som har været ved at tage livet af min virksomhed. Det ville derfor klæde den privilegieblinde venstrefløj, hvis de i denne krisetid holder deres kæft – og lader os andre passe vores daglige dont, så der fortsat er råd til velfærd – og ikke mindst tusindvis af idiotjobs i den offentlige sektor, hvor den snotforkælede talende klasse kan sidde og flytte papirer uden risiko for at blive fyret, selv om situationens alvor nok kunne kræve deres fysiske tilstedeværelse som landbrugsmedhjælpere, håndværkere og rengøringsassistenter. Det er jo som bekendt jobs, der i dagens Danmark ofte besættes med udefra kommende arbejdskraft, fordi der ikke er nogen danskere, der gider arbejde med hænderne.

Jeg gider snart ikke høre mere. Så jeg vil bede venstrefløjen om en lille tjeneste, der slet ikke koster noget som helst: Hold kæft! Husk på – uden skatteyderne havde i slet ikke jeres løn og privilegier.

Er der i øvrigt ikke noget om, at der er stillet kvalificeret spørgsmålstegn ved påstandene om, at el-biler totalt set er mere miljøvenlige end konventionelle biler?

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 31. juli 2020

Naturens hævn

Skibskatastofer og voldsom død

Intet er som bekendt så gammel som en gammel nyhed. Det er denne historie den sørgelige bekræftelse på.

Mandag aften tog jeg til Nr. Lyngby for at se den strandede hollandske bomtrawler Sursum Corda - og jeg var ikke engang hjemme igen, før jeg fik en meddelelse om, at nu var den kommet fri efter en uges ophold på sandbunden få meter fra stranden i det lille fiskerleje. Så billederne her er historie - allerede inden publiceringen.

Men det var under alle omstændigheder - så kort tid det varede - en rigtig nordjysk seværdighed, der skabte trængsel på stranden og de små veje ved Nr. Lyngby. Næst efter egen lykke er andres ulykke ikke at foragte.

For begivenheden var også fortællingen - et narrativ, som det hedder på moderne dansk - om de onde hollandske bomtrawlere, der bevisligt ødelægger havbunden i modsætning til de danske kystfiskeres skånsomme og miljøvenlige bundgarn og snurrevod. Den fortælling vil vi godt abonnere på her i Nordjylland - og vi frydede os, da naturen tog sin velfortjente hævn over hollænderne og sendte bomtrawleren til tælling på første revle.

Mon ikke interessen for begivenheden også skyldes en generel interesse for - med Tom Kristensens ord - skibskatastrofer og voldsom død? Det kan vi nok trænge til efter coronaens  pest og langsomme respirator-død.

Men nu er Sursum Corda altså fri igen. Med det navn kunne jeg godt have undt den et par dage mere i sandet. Gad vide, om det giver mening på hollandsk?

Sursum Corda er en katolsk indgangsbøn, der opfordrer menigheden til at opløfte hjerterne til Gud. Jeg synes. bomtrawl er noget ukristeligt stads - men det mener de åbenbart ikke i den katolske del af Holland.

Ikke et ord om Marie...

Kulørt journalistik

Prins Joachim besøgte blandt andet Qajaq-klubben i Nuuk i 2006.

Mens Kongeriget følger Prins Joachims sygeleje i Frankrig, blev der lige tid til et dyk i erindringen. Jeg har mødt prinsen en del gange i professionel sammenhæng. Særligt et besøg i Nuuk i 2006 var ganske underholdende...

I godt 12 år – fra 1995 til 2007 - var jeg kommunal informationschef i Nuuk. Nuup Kommunea, som det hed før kommunalreformen. Blandt mine mange gøremål havde jeg en god del af ansvaret, når der var royalt besøg i hovedstaden.

I 2006 fik vi med ganske kort varsel at vide fra Rigsombuddet, at Prins Joachim ønskede at besøge et par af byens institutioner, som havde fået støtte af Det Kongelige Grønlandsfond, der på det tidspunkt havde prinsen som formand. Der var tale om et privat besøg af en dags varighed– og der forventedes derfor ikke den store virak med officielle middage og så videre.

Vi fik kontaktet de pågældende institutioner og foreninger og lavet en tidsplan for turen rundt i Nuuk. Kort tid efter ankom Prins Joachim eftermiddagen forinden og blev indlogeret hos Rigsombudsmanden.

Der opstod imidlertid en mindre udfordring. For i hælene på Prins Joachim var der en større flok journalister, som vi ikke lige havde forventet i forbindelse med det private besøg.

Prins Joachim var på det tidspunkt ugift efter skilsmissen fra Alexandra, og den kulørte presse var temmelig optaget af, om der måske var et nyt kongeligt bryllup under opsejling. På en eller anden måde var der opstået et rygte på journalistværtshusene i København om, at prinsen skulle til Nuuk for at mødes med en vis Marie Cavallier – og den begivenhed ville pressen naturligvis ikke gå glip af.

Vi kunne meddele et temmelig slukøret kobbel fra den lette presses kavalleri, at den historie absolut intet havde på sig. Skuffelsen var stor, og panikken bredte sig. Turen til Grønland er jo ikke billig, og bogholderiet ville næppe se med milde øjne på rejsebilag uden synlige resultater.

Efter en hurtig rådslagning med Rigsombuddet gav vi derfor pressefolkene et tilbud, som de ikke kunne afslå. Jeg sponsorerede en bybus, som kunne følge Joachim på byrundturen – og pressen kunne således komme med rundt og få et par fotos til at retfærdiggøre rejsebilaget. Der var imidlertid en betingelse. Kongehuset gjorde det klart, at man undervejs ikke på nogen måde ønskede eller accepterede spørgsmål om Joachims ægteskabelige forhold.

Pressen havde ligesom ikke noget valg og gik med på aftalen. Den store dag oprandt og vi kørte rundt i byen i hælene på Prins Joachim, der blandt andet besøgte Kanngillinguit-skolen i Nuussuaq og Qajaq-klubben i kolonihavnen.

Da vi kom til fritidshjemmet Aqqaluk, var det meningen, at Prins Joachim skulle drikke chokolade med børnene, så han blev bænket ved et bord sammen med en håndfuld af de glade unger.

Og så skete det, vi ikke lige havde forudset. For grønlandske børn læser også Billedbladet, så det første, ungerne spurgte om, var selvfølgelig:

- Hvordan går det med Marie..?

Alle journalisterne spidsede ørerne, for nu var der guld i luften… Men Joachim håndterede situationen med et:

- Øhøh, jeg vil da meget hellere høre lidt om, hvordan det går med Jeres kærester…

Og det emne ønskede de ellers frimodige grønlandske børn ikke at kommentere yderligere, så pressen rejste tilbage til Danmark med mange fine historier om Nuuks institutioner, men ikke et ord om Marie.

Prins Joachim fortæller sømandshistorier under et
besøg på søfartsskolen Martec i Frederikshavn 2016.

Graverens endeligt

De underjordiske

Selv om mosegrise og muldvarper er det tætteste, vi kommer på et karakterdyr i Jammerbugt kommune, har vi heldigvis været forskånet for de små gravere i den tid, vi har boet på Øland.

Men intet varer evigt - og forleden var den gal. Pludselig var der mystiske huller i jorden. Først troede jeg, at det var halsbåndmus, men forleden dukkede så et par muldskud op i græsset. I øvrigt forbundet af en lang tunnel, hvor græsplænen var løs. Da rødderne ikke var spist, var jeg overbevist om, at det var en muldvarp, der var på spil, så jeg tog det forholdsvist roligt. Det er værre, hvis det er mosegrise, der hurtigt kan sætte et gulerodsbed til livs.

Jeg allierede mig med min gode nabo, Kenneth, der efter sigende skulle være lidt af en ekspert på området. Han satte torsdag en saks op i græsplænen - behørigt gemt væk under en urtepotte.

Allerede fredag morgen - mindre end 24 timer efter - var der bid, og en muldvarp sad i saksen.

Egentlig et fantastisk dyr skabt til et liv under jorden. Blind og med luffer som skovle, så den kan crawle gennem jorden.

Desværre for muldvarperne er vi ikke så glade for dem. De ødelægger græsplænen, og så spiser de ormene, som holder jorden let, luftig og givende. Så den måtte dø.

I øvrigt har muldvarpen et fantastisk flot og blødt skind, der i gamle dage blandt andet blev brugt til høje hatte. Jeg husker endnu fra min skoletid, at minkavlerens datter, Jytte, en gang havde et muldvarpeskind med i en biologi-time. Prægtig anskuelsesundervisning for en bitte naturinteresseret knejt.

Men en muldvarp gør ingen hat, Så denne her ender nok sin dage som føde for skaderne eller spurvehøgen.

Men tak til Kenneth for en flot indsats. Nu må vi så se, om det bliver ved denne ene muldvarp, eller om saksen skal på overarbejde...

Søde sager

Lokal produktion

(Billederne er klikbare)

- Bivejene er lukkede. Sådan lød det ofte i trafikradioen i de gode gamle dage, hvor snestorme og fimbul var hverdag om vinteren. Særligt på Bornholm var der problemer med bivejene, der lukkede for et godt ord og lidt snevejr.

Til gengæld er bivejene åbne her på egnen. Det skyldes ikke mindst biavler og landmand Lars Bo Christensen, der holder til i svinget lige før Ølands-dæmningen på Gjøl-siden.

Her er der i øjeblikket et mageløst blomsterflor, for Lars Bo Christensens har sået markerne neden for Bjerget til med blomster til bierne. Først og fremmest honningurt, naturligvis, men også valmuer, kornblomster, margueritter, kongelys og solsikker er med i blomsterfloret, der giver føde til bierne - og dermed honning til menneskene.

Det er et smukt syn, der får de forbipassende til at stoppe op.

- Men det bliver endnu smukkere, når først solsikkerne kommer i gang med blomsterne om et par uger, lover biavleren.

Lars Bo Christensen har interesseret sig for biavl hele livet.

- Min far var biavler, og som dreng hjalp jeg naturligvis til i bigården. Det var det, vi i dag kalder kvalitetstid - og det har præget mig hele livet, fortæller han.

I 2014 sprang Lars Bo Christensen, der tidligere blandt andet har arbejdet i den finansielle sektor, ud som selvstændig og besluttede, at biavlen skulle være et fuldtidsjob med udgangspunkt i gården ved Bjerget. Her producerer han et bredt udvalg af honning og pollen, der bruges som kosttilskud. Honningen findes i mange varianter - for honning er ikke bare honning. Derfor har Lars Bo Chistensen også allieret sig med flinke folk på Gjøl og Øland, så han har bistader rundt om på egnen.

- Nogle elsker vin, andre øl, kaffe eller gin. Men for mig er der intet, der slår at nyde de mange forskellige smage, dufte og mundfølelser ved at smage forskellige typer af honning. Smagen og duften af honning sætter så mange positive følelser i gang i mit hoved, at det er svært at holde fast i den rolle, som familien indimellem tildeler mig som den sure gamle mand, siger den meget entusiastiske biavler, der bestemt ikke virker som en sur, gammel mand.

Lars Bo Christensen er en meget gæstfri mand, der gerne slår bigårdens døre op for besøgende. Her i sommerperioden er det rundvisning hver mandag. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på telefon 21446288. På bestemte høstdage i sæsonen er det også muligt at deltage i høsten af honning - og så har Lars Bo Christensen lavet en særlig besøgsbigård, hvor der åbent hver onsdag mellem 10 og 15.

Det er jo ikke bare sjov - det med biavlen. Det er også et levebrød og en forretning, så man kan hver dag døgnet rundt købe Lars Bo Christensens honning i den lille selvbetjeningsbod ved vejen op til bigården - og så har biavleren også stalddørssalg af blandt andet vokstavler, bivoks, honningvin og mjød.

Men udsigten til Lars Bo Christensens blomsterstriber er gratis. Og så kan de fugleinteresserede godt begynde at glæde sig til, at honningbierne er færdige med arbejdet. For så kommer der frø - masser af frø ikke mindst i solsikkerne - og det er som bekendt fugls føde...

Das Krænkenhaus

Kan is krænke?

Foto: Frisko

Jeg er krænket. Meget krænket. Det vender jeg tilbage til, men jeg nævner det bare lige indledningsvis, fordi offerrollen i øjeblikket er den sikre billet til omtale og opmærksomhed.

Tiden efter corona har været præget af en besynderlig debat – sikkert fordi folk har haft alt for megen tid - hvor alle mulige interessegrupper har følt sig krænket, har skændet mindesmærker og kunstværker, krævet historien skrevet om og krævet sproget ændret.

Det generer mig voldsomt. Især hærværk, som bare er en kriminel handling, som der skal slås hårdt og øjeblikkeligt ned på. Gerne med solid historisk inspiration fra gabestok, tvangsarbejde samt vand og brød.

Det er lidt sværere med debatten om ordene. Selv er jeg temmelig hårdhudet, og det har aldrig generet mig, at man kalder et anhængertræk for jydekrog. Ej heller at man kalder vores landsdel for udkant. Tværtimod. Det gør mig stolt.

Men jeg vil nu nødig beskyldes for at være københavner. Og det undrer mig meget, at der er en is, der hedder Københavnerstang. Når jeg hører ordet Københavnerstang, forestiller jeg mig en slatten ispind uden rygrad, men som er stor i munden – og temmelig sikkert for stor til, at den er spiselig.

Her i huset har vi haft debatten om Eskimo-is oppe at vende. Debatten er ganske nærværende i det lille hjem. Jeg har boet en del år i Grønland, og min kone – Hjemmestyret – er fra Grønland.

Fruen giver ikke så meget for debatten. Faktisk affærdigede hun hele is-diskussionen med et særdeles ugrønlandsk ”fuck”.

– Jeg er ikke eskimo, ej heller inuit, jeg er grønlænder – kalaallit, siger hun med henvisning til den grønlandske betegnelse for Grønland: Kalaallit Nunaat – Menneskenes land. Pointen er, at hun finder debatten om eskimo-is ret latterlig og overflødig. 

For resten holder fruen som de fleste grønlændere meget af is – spiseis, forstås – og Kæmpe Eskimo er uanset navnet blandt favoritterne.

En god ven og kollega, den grønlandske journalist Jensine Berthelsen sagde det ganske præcist på sin Facebook-profil for nylig: "Hvad sker der dog? Var stolt over at en så velsmagende is netop hed Kæmpe Eskimo. Vi er da eskimoer, vi spiser råt kød, hvad er det der gør ondt?"

For fuldstændighedens skyld – og fordi det næppe er særlig kendt i Danmark – vil jeg også lige tilføje, at et af Grønlands første pop-orkestre, der spillede glad Beatles-inspireret dansemusik i begyndelsen af 60’erne kaldte sig ”The Eskimos”. Det har næppe været ondt ment, for orkestret er fortsat populært på de grønlandske grammofoner og CD-spillere i en festlig stund.

Jeg synes, det er en svær debat, men synes også at der er brug for lidt nuancer i debatten.

Selv kunne jeg aldrig drømme om at kalde folk for eskimoer, men nu er det altså en is, vi taler om. 

Jeg kan ikke tale på vegne af de krænkede, men mener helt generelt at man skal passe på ikke at læse noget nedsættende ind i alle mulige ord. For det har næppe været ophavsfolkenes mening at krænke ved at kalde en is for Eskimo – lige så lidt som det har været meningen at krænke københavnere med en Københavnerstang.

Det er en uskik i tiden, at vi bedømmer fortidens handlinger med nutidens moralske kompas. Det bliver vi ikke bedre mennesker af. Men som oplyste mennesker skal vi naturligvis kende fortiden. Jeg vedkender mig gerne Danmarks fortid som slavehandlernation. Ikke fordi jeg billiger det, men fordi det altså var helt normalt en gang. Det gider jeg altså ikke have dårlig samvittighed over – og ej heller undskylde. For det skete jo lang tid, før jeg blev født.

Debatten om ordene bekymrer mig, for når noget ikke kan siges, skaber det censur og ikke mindst selvcensur. Det tror jeg ikke fører til noget godt på langt sigt. Den fri debat uden selvcensur er – hvor uskøn den end kan virke – en forudsætning for udviklingen.

Jeg har altid holdt af at kalde en spade for en spade – også selv om det kan være fornærmende over for en skovl og en møggreb. Det agter jeg at blive ved med.

Men jeg er faktisk allerede ramt af selvcensuren og bekymret. For hvad risikerer jeg ikke ved at skrive denne klumme? Måske er det min tur til at blive hængt ud i medierne som en sur gammel mand og det, der er værre?

Men kald mig bare sur gammel mand. Det er i min alder lidt af en hædersbetegnelse, så det lever jeg fint med…

Og så er jeg altså også krænket, som jeg skrev i indledningen. For Jægerspris-virksomheden Hansens Is har netop besluttet, at virksomheden ikke længere vil sælge en is, der hedder Eskimo-is. Det krænker mig ærlig talt, at virksomheden for ussel mammon her og nu giver efter for en bølge i tidens debat. Sådan nogle vindbøjtler. Den holdning er ikke en Hansen værdig – og det krænker mig…

P.s. Navneændringen på Eskimo-is virker i øvrigt besynderlig, for hvis man tjekker firmaets hjemmeside, kan man blandt andet finde virksomhedens historie under overskriften: ”Hansens: En historie om at holde fast i principper”.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 17. juli 2020

Neowise

Fototrofæ

Kometen Neowise, der i øjeblikket boltrer sig på den nordlige nattehimmel, er selvfølgelig en fotofristelse, jeg ikke kan modstå.

Så torsdag aften godt midnat gik turen til dæmningen og Ulvedybet. Det var vindstille og himlen var helt klar, så oppe i hovedet var billedet allerede taget.

Men sådan gik det nu ikke. For det var faktisk svært at se den forholdsvis lyssvage komet på den lyse midsommerhimmel. Så det endte med, at jeg brugte det meste af et par timer på opgaven. Jeg prøvede flere forskellige objektiver, iso-indstillinger, brændvidder og så videre - og det endte så med, at jeg lavede billedet på 200 mm, f:2,8, iso 800 og 2 sekunders eksponering. Tamrons 70-200 mm er ellers ikke det mest indlysende valg til den opgave, men det gav alligevel det bedste billede, som er croppet en smule.

Totalen er lavet med Canon 10-18 mm, f:4,5, iso 800 og 5 sekunder.

I øvrigt en herlig nattetime ved Ulvedybet. Gæssene og ænderne parlamenterede højlydt, så det var lige før, det var nødvendigt med høreværn - og den orange midsommerhimmel mod nord er jo altid en fornøjelse at se på.

Ingen kunst

Solnedgang

Det er ikke den store kunst at fotografere en solnedgang. Motivet er der jo, så det er bare at trykke på knappen. Det kan man forvisse sig om på de sociale medier, der flyder over med den slags.

Billederne er som oftest taget med mobiltelefon, overbelyste og temmelig flade. Men hvis man har et kamera, hvor man selv styrer indstillingerne, så sørg for at underbelyse. Det fremhæver solnedgangens røde farve - og giver detaljer i skyerne.

Prøv også at vende ryggen til solnedgangen. For det er også et motiv. Og mange gange mindst lige så flot.

Solnedgangen tirsdag aften ved Øland-dæmningen stillede beredvilligt op til denne lille foto-øvelse.

Dettifoss

Bolværksmatros

De seneste måneder er det faldet i min lod at skrive en del historier fra den maritime verden - både søfart og fiskeri - så den grønne sikkerhedsvest og den gule sikkerhedshjelm har fået fast plads bag i bilen, for det er dagens standard, når man færdes på havnene.

Torsdag gik turen til Aarhus Havn for at fotografere nybygningen Dettifoss, der er det ene af det islandske rederi Eimskips to bidrag til fremtidens Grønlandsfart. Her skal det sejle med søsterskibene Bruarfoss og Tukuma Arctica (læs mere her)via blandt andet Tórshavn og Reykjavik.

Egentlig kunne jeg godt have lavet billederne i Grønlandshavnen i Aalborg, men det passede ikke lige i planerne, så jeg måtte altså en tur til Aarhus og byens kæmpehavn, som det ikke er helt let at finde rundt på. Men med gode kontakters hjælp lykkedes det da både at få de fornødne tilladelser og finde skibet, der torsdag eftermiddag oven i købet var under forlægning fra en kajplads til en anden.

Dettifoss er ligesom Tukuma Arctica et kæmpemæssigt skib - 179 meter i længden og med plads til 2150 20-fodscontainere. Men på dækket kunne jeg nu også ane typisk grønlandsgods - lystbåde og en lastbil. Både og biler transporteres på et såkaldt flatrack, som har samme bundstørrelse som en container og anbringes så oven på containerne...

Også i dag fredag handler det om søfart. Nanoq Arctica, som jeg tidligere har fotograferet i Aalborg, skal navngives i den østgrønlandske by Tasiilaq. Desværre har jeg ikke mulighed for at være til stede, men så har vi jo heldigvis både telefoner og internet i vore dage.

Det er noget helt andet end i 1883-85, da Gustav Holm kortlagde den grønlandske østkyst på den såkaldt Konebådsekspedition, der 10 år senere førte til grundlæggelsen af byen Ammassalik - det nuværende Tasiilaq.

Drueagurker i drivhuset???

Udsigt til god høst

Drivhuset har været en lille oase i de seneste dages regn og blæst. Når det ikke er vejr til at passe haven, kan man altid nyde haven - bag beskyttende glas, så frisuren ikke bliver ødelagt.

Det er en fornøjelse at sidde der i glashuset. For der er vækst og grøde.

Jeg mindes ikke tidligere at have set anslaget til så mange druer som i år. Det bliver sikkert et fantastisk år, hvis bare det ikke bliver for varmt i sommerens løb. For erfaringerne siger, at vores druer har godt af en god lang vækstsæson og ikke for meget sol.

Omvendt med agurkerne. De trives også fint, men her skal der sol til. De går helt klart ned i væksthastigheden, når solen ikke skinner. Men det lever vi nu også fint med. For også de to agurkeplanter barsler med en masse små.

Så i de kommende dage er der rigeligt til leverpostejmadder med agurk, hotdogs med agurkesalat og græske bøffer med tzatziki.

Studenterne kommer

På med huen

Grønlandske studenter i Sisimiut.

Dung, dung, dung… Studenterne kommer…

I den seneste uges tid har lyden af heftige pop-rytmer flere gange blandet sig fuglekoret i den lille landsby på Øland. Det er studenterne, der for fuld musik på ladet af en gammel militærlastbil fejrer en forhåbentlig veloverstået eksamen, så det skal de selvfølgelig have lov til – om end man måske kan mene, at kampen for at lov til studenterkørslerne i denne corona-tid havde været en større sag værdig.

Nu begynder så kampen om de eftertragtede uddannelsespladser. Snart vil medierne bugne af historier om unge, der kommer ind på drømmestudiet – og andre unge, der trak en nitte i uddannelseslotteriet.

Mange af disse såkaldt human-interest-historier har næppe interesse for andet end den nærmeste familie. Det er nu en gang sådan, at ikke alle kan blive hjernekirurger og raketforskere – dels fordi de ikke har evnerne, dels fordi efterspørgslen efter disse højt specialiserede jobkategorier er relativt begrænset.

Det kan medierne så bruge som afsæt til historie om alle de arbejdsløse akademikere – og måske et interview med en bankdirektør, som mener, at akademikere tilfører banken noget helt særligt.

Mediernes store interesse for universitetsuddannelserne og de studerende afspejler givetvis den kendsgerning, at journalistuddannelserne har ændret sig fra den rene mesterlære til noget, der i et vist omfang foregår på en skole eller endda et universitet.

Jeg synes, at det er uinteressant. Jeg vil hellere læse om nogle af alle de unge, som vælger at få en uddannelse i nogle af vore store virksomheder. De store butikskoncerner som Jysk, Salling Group og Coop tilbyder et væld af gode, brugbare uddannelser. Alene Bilka ansætter hvert år 500 unge mennesker til en uddannelse, der i bedste fald kan ende med et job som topchef i dansk detailhandel.

I gamle dage var det lidt nemmere at gå på universitet. For hvis man læste humaniora, blev man som oftest gymnasielærer. I dag ved de unge ikke altid, hvad det er de læser til – og kan næppe forklare, hvad de fine teorier kan bruges til. Anderledes er det med en uddannelse i en butikskæde. Her er målet temmelig klart. Man starter med at fylde hylder op – og hvis man er tilstrækkelig dygtig og ambitiøs, ender man som direktør.

Lad os få disse unge mennesker frem i lyset, så de unge, når de står foran valget af uddannelse, kan se, at en universitetsuddannelse ikke er det eneste saliggørende.

Det er en systemfejl, at mange af universitetsuddannelserne specielt kvalificerer til en gerning i det offentlige. Gennem de seneste 25 år har akademikerne fortrængt HK’erne i kommunerne som sagsbehandlere, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at kommunernes sagsbehandling er blevet væsentligt bedre, kundevenlig og effektiv af den grund. Der er ingen grund til at gentage den fejl i den private sektor, hvor værdierne som bekendt skabes.

Misforstå mig ikke… Selvfølgelig har vi brug også for akademikere – specielt til undervisning og forskning. Forskere skaber udvikling og nye løsninger på mange udfordringer, som ingen almindelig mand kan udtænke.

Jeg mener faktisk også, at vi skal både forkæle og stimulere forskerne. For eksempel ved at begrænse brugen af åremålsansættelser på universiteterne. For selv om vi løber en risiko for lidt slendrian, er jeg stærkt betænkelig ved principperne om, at al forskning skal ende med en faktura. Det er jo nu engang sådan, at den, der betaler, bestemmer – og når forskere skal bruge al for megen energi på at skaffe midler til fortsat ansættelse og nye projekter, risikerer vi også, at det går ud over den uafhængige forskning.

Men tillykke til de nye studenter. Da jeg selv blev student, brugte vi ikke at køre rundt i gamle militærkøretøjer. Til gengæld drak vi os i hegnet – og lavede i øvrigt også en masse andre sjove ting i hegnet. Det håber jeg, at nutidens studenter også får tid til – før det vanskelige uddannelsesvalg.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 3. juni 2020