Lokal produktion
(Billederne er klikbare) |
Til gengæld er bivejene åbne her på egnen. Det skyldes ikke mindst biavler og landmand Lars Bo Christensen, der holder til i svinget lige før Ølands-dæmningen på Gjøl-siden.
Her er der i øjeblikket et mageløst blomsterflor, for Lars Bo Christensens har sået markerne neden for Bjerget til med blomster til bierne. Først og fremmest honningurt, naturligvis, men også valmuer, kornblomster, margueritter, kongelys og solsikker er med i blomsterfloret, der giver føde til bierne - og dermed honning til menneskene.
Det er et smukt syn, der får de forbipassende til at stoppe op.
- Men det bliver endnu smukkere, når først solsikkerne kommer i gang med blomsterne om et par uger, lover biavleren.
Lars Bo Christensen har interesseret sig for biavl hele livet.
- Min far var biavler, og som dreng hjalp jeg naturligvis til i bigården. Det var det, vi i dag kalder kvalitetstid - og det har præget mig hele livet, fortæller han.
I 2014 sprang Lars Bo Christensen, der tidligere blandt andet har arbejdet i den finansielle sektor, ud som selvstændig og besluttede, at biavlen skulle være et fuldtidsjob med udgangspunkt i gården ved Bjerget. Her producerer han et bredt udvalg af honning og pollen, der bruges som kosttilskud. Honningen findes i mange varianter - for honning er ikke bare honning. Derfor har Lars Bo Chistensen også allieret sig med flinke folk på Gjøl og Øland, så han har bistader rundt om på egnen.
- Nogle elsker vin, andre øl, kaffe eller gin. Men for mig er der intet, der slår at nyde de mange forskellige smage, dufte og mundfølelser ved at smage forskellige typer af honning. Smagen og duften af honning sætter så mange positive følelser i gang i mit hoved, at det er svært at holde fast i den rolle, som familien indimellem tildeler mig som den sure gamle mand, siger den meget entusiastiske biavler, der bestemt ikke virker som en sur, gammel mand.
Lars Bo Christensen er en meget gæstfri mand, der gerne slår bigårdens døre op for besøgende. Her i sommerperioden er det rundvisning hver mandag. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på telefon 21446288. På bestemte høstdage i sæsonen er det også muligt at deltage i høsten af honning - og så har Lars Bo Christensen lavet en særlig besøgsbigård, hvor der åbent hver onsdag mellem 10 og 15.
Det er jo ikke bare sjov - det med biavlen. Det er også et levebrød og en forretning, så man kan hver dag døgnet rundt købe Lars Bo Christensens honning i den lille selvbetjeningsbod ved vejen op til bigården - og så har biavleren også stalddørssalg af blandt andet vokstavler, bivoks, honningvin og mjød.
Men udsigten til Lars Bo Christensens blomsterstriber er gratis. Og så kan de fugleinteresserede godt begynde at glæde sig til, at honningbierne er færdige med arbejdet. For så kommer der frø - masser af frø ikke mindst i solsikkerne - og det er som bekendt fugls føde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar