søndag den 6. september 2026

Lang lørdag

Arbejdsliv

Det blev en lang lørdag.

Efter lidt almindeligt morgennus begyndte jeg som altid på kontoret ved seks-tiden og skrev to artikler til Det Nordjyske Mediehus - den ene om en ungdomsklub i Klim og den anden om et bådprojekt i Slettestrand.

Dagens vejrudsigt så fin ud, så jeg spiste morgenmad på gårdspladsen og fjernede visne blomster i nogle af krukkerne.

Klokken 9 gik turen til Aabybro og Jammerbugt kommunes flagdagsarrangement, der blev en lidt flov affære, fordi kommunens politikere havde valgt at blive væk. Men veteranerne hyggede sig med smørrebrød og snak om gamle dage - og så blev det til godt med messingsuppe med Flyvestation Aalborgs Brass Band, blandt andet med et potpourri af Bent Fabricius Bjerre-melodier. Den slags bliver jeg i godt humør af.

Vejret er ikke til at stole på. Pludselig øsede det ned og jeg fik ingen billeder, da Aabybro blev overfløjet af to F-35 i anledning af flagdagen. Træls.

Så gik turen til Thorupstrand og den årlige kutterfestival. Det er normalt en stor begivenhed, men byger og voldsom vind gjorde det til en lidt tvivlsom oplevelse. Til gengæld var det nemt at finde en parkeringsplads. Det plejer ellers at være et stort problem i de lille fiskerleje.

Efter et par ualmindeligt lækre fiskefrikadeller gik turen så til Aalborg ved 15-tiden, hvor jeg skulle dække Rasmus Lyberths 75-års jubilæumskoncert i Musikkens Hus for Sermitsiaq. Pressemedarbejderen i det fine musikhus ville ikke give tilladelse til at fotografere under konccrten.

Derfor mødte jeg op til lydprøven  klokken 16.30, så jeg lige kunne få en snak med Rasmus og Julie Berthelsen, som jeg begge har kendt i mange år. Jeg fik selvfølgelig også lov at fotografere. Somme tider er det en stor fordel at være gammel i gårde, når emsige embedsfolk skal kortsluttes. Man skal aldrig tage et nej for et nej.

Inden koncerten blev det til en hurtig pizza hos Azurra - min favorit nr. 007. Den kan anbefales. Så et hurtigt tøjskifte til pænt tøj i parkeringskælderen, inden koncerten begyndte på slaget 20.

Det blev en god koncert. Rasmus i topform og noget mere rockende, end jeg tidligere har hørt ham. Han trykkede den af med en temmelig heftig udgave af min yndlingssang Nuannaarnerup Nipaata, og der var ikke et øje tørt, da han sammen med Julie lukkede koncerten med Sumes Inuit Nunaat - skrevet af Julies far Per Berthelsen, som jeg har kendt, siden jeg hørte ham spille til en koncert i Sisimiut i 1994.

Det var ærlig talt en godt brugt mand, der landede hjemme på Øland kort før midnat. På hovedet i seng og en god nats søvn. Nu skal der så skrives et par timer.

Søndagens program byder på jubilæumsgudstjeneste hos baptisterne i Brovst, garnfestival i Halvrimmen og råvaremarked på Tranum Naturbrug.

fredag den 4. september 2026

Hvalernes sang

Arnannguaqs store aften

Torsdag var jeg til Aalborg Symfoniorkesters uropførelse af Arnannguaq Gerstrøms symfoniske værk Lines of Belonging.

Jeg blev begejstret for det 12 minutter lange værk. Især de første par minutter, der er inspireret af hvalernes sang. Jeg tror ikke, at hverken jeg. publikum, dirigent og musikerne med nogen sinde har hørt noget lignende. Det er simpelthen dybt originalt. Det var da også det, der blev talt om i foyeren i pausen.

Resten af værket er også smukt. Det var blandt andet inspireret af grønlandsk korsang og trommedans med qilaaq (grønlandsk tromme), men jeg bilder mig nu også ind, at jeg hørte træk fra den nordiske nationalromantiske tone, som vi kender fra blandt andre Gade, Grieg og Sibelius.

Jeg har kendt Arnannguaq, siden jeg arbejdede i Nuup Kommunea for nu snart 20 år siden. Hun flyttede hjemmefra allerede som 15-årig for at studere musik på en lang række konservatorier - tværfløje, direktion og komposition. I dag bor hun i Silkeborg og lever af at komponere.

Jeg skrev min første artikel om hende, da hun for nogle år siden blev administrerende direktør i familiefirmaet grundlagt af hendes forældre - logistikvirksomheden Usiaat. Jeg kunne dengang citere hende for, at der ikke er den store forskel på at være administrerende direktør og dirigere et symfoniorkester.

Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at skrive om uropførelsen - og dermed høre værket. Jeg håber, at det en gang bliver udgivet under en eller anden form. For jeg har lyst til at høre det igen.

Lørdag aften går turen endnu en gang til Musikkens Hus i Aalborg, hvor jeg skal skrive om Rasmus Lyberths jubilæumskoncert i forbindelse med hans 75-års fødselsdag den 21. august.