tirsdag den 28. februar 2012

Islagkage















Diabetes er angiveligt blevet en folkesygdom i den vestlige verden - og med flere diabetikere blandt mine nærmeste er det en daglig udfordring i køkkenet.
Især er det et problem med festmad og desserter - og jeg har derfor brugt lidt tid i den forgangne uge for at kreere en islagkage, der kan bruges i familien. Der er tale om festmad - og uanset at den kan tåles af diabetikere, indeholder islagkagen så mange kalorier, at den under ingen omstændigheder bør bruges som hverdagsmad.
Islagkagen havde premiere til mine forældres 55 års-bryllupsdag - og den faldt absolut i god jord. Jeg havde puttet lidt jordbær i - og det var lidt af et problem, da det er svært at spise frosne jordbær. Det har jeg nu taget højde for - og opskriften her er sådan, som jeg vil lave islagkagen næste gang.
Først skal man lave to lagkagebunde. Man tager tre æg, 40 gram sukker, 70 gram perfect fit (som er et erstatningsstof for fedt og sukker. Består af polydextrose, som er et plantefiberprodukt, der i bageprocessen opfører sig stort set som sukker), 100 gram mel, to teskeer bagepulver og tre teskeer kakao. Dejen røres sammen og hældes i en smurt springform, bages ved 175 grader i cirka 20 minutter. Når kagen er kold, flækkes den langs, så man får to lagkagebunde ud af det.
Herefter koger jeg en kompot af 500 gram jordbær, som smages til med kunstigt sødemiddel. Jordbærrene blendes, når de er kølet af - og blandes i en kvart liter flødeskum.
Som is bruger jeg en sukkerfri pistacieis fra Ryå, der smager dejligt af marcipan. En halv liters is skæres ud i skiver og fordeles over den ene af bundene. Isen "klistres" sammen ved at fordele jordbær-flødeskummet oven på. Herefter lægger jeg den anden bund på - og kommer det i fryseren, så det kan fryse sammen. Sukkerfri is bliver hurtigt blødt - og det er derfor nødvendigt med denne mellemfrysning, hvis ikke lagkagen skal løbe sin vej, inden den bliver spist.
Når kagen er frosset, tager man yderligere en kvart liter flødeskum, som smøres uden på med en dejskraber. Hele herligheden drysses med lidt revet 85 procents chokolade - og får en tur mere i fryseren inden serveringen.
Det er en lidt omstændig affære, men da lagkagen tog kegler ved bordet, var det absolut arbejdet værd. Den kan sagtens laves i forvejen - og letter derfor lidt af presset på selve dagen, hvis der skal køres en treretters eller mere...

mandag den 27. februar 2012

En forårsdag i paradis















Nu er der forår i luften. Søndagen bød på det mest vidunderlige forårsvejr, fuglene synger, kurtiserer, bygger reder og er i det hele taget i et imponerende humør.
Jeg noterede, at der er både musvitter, blåmejser og skovspurve, som seriøst overvejer at flytte ind i havens fuglekasser.
Imponerende er det også at følge gåsetrækkene, der passerer lige over parcellen. Cirka hvert minut hele morgenen blev stilheden brudt af store flokke af sangsvaner, knopsvaner og gæs af alle varianter. På billedet en flok canadagæs på vej ud for at rydde bondens ager for alt spiseligt. Egentlig en invasiv indvandrer, men på en dag som søndagen tolererer vi dem allesammen.
Det spirer og gror i alle havens hjørner. Ukrudt selvfølgelig - og også det får lov at blive stående lidt tid endnu. Men det bedste er alle forårsblomsterne. Vintergækker, krokus og så min yndling, erantis. Erantis er fire år om at udvikle sig fra et undseeligt frø til en lille blomst - og hører derfor hjemme i gamle haver. Da vi jo kun har haft haven i tre år, vil der endnu gå en rum tid, før vi får et helt flor af denne skønne blomst, men jeg snød sidste år og plantede nogle gamle rodknolde ude under bøgen - og det ser ud til, at de klarer sig godt.
Dagen er tiltaget med tre timer og tre kvarter her på Øland.

søndag den 26. februar 2012

Smag på Norden

Søndag aften kom jeg ved lidt af et tilfælde til at se en udsendelse med Claus Meyer på DR2. Smag på Norden hed den med undertitlen Havsmag - og handlede om nogle af denne verdens største delikatesser: Lofot-skreien, den grønlandske hellefisk, færøske jomfruhummere og kammuslinger fra Norge.
På en måde blev udsendelsen også en tour de force gennem de seneste 30 år af mit liv. For det var jo på Færøerne i 1982, at mit nordatlantiske gen blev vakt. Det gen, som førte til et halvt års højskoleophold på Lofoten, næsten 15 år i Grønland og yderligere tre år i Nordnorge.
Claus Meyer har en meget sanselig måde at tale om mad på - og den form udtrykker vel også meget godt, hvordan jeg selv har det med havets delikatesser.
Der skal også være en stor cadeau til Meyer, fordi han fordomsfrit havde et indslag om opdræt af hellefisk i Nordnorge. Der er ingen tvivl om, at havdambrug er en af løsningerne på fremtidens fødevareproduktion, fordi vi på den måde kan høste af naturens gaver uden at bedrive rovdrift på sårbare fiskebestande.
Men først og fremmest var udsendelsen et gensyn med kendte steder - en rigtig gang nostalgi - og det er jo ikke så ringe en søndag aften, hvor jeg ellers gik og knoklede med at udvikle en sukkerfri islagkage. Hvis det lille eksperiment lykkes, skal bloggens læsere helt sikkert blive de første til at høre om det.

Anorak

Anorak er et af de få grønlandske ord, som er gået ind i ikke alene det danske sprog, men faktisk også bruges i mange andre sprog.
Anorak er afledt af anori, der betyder vind - og en anorak er som bekendt en slags overbeklædning med hætte og lukket fortil, så den kan beskytte mod den kolde polarvind. Et praktisk stykke tøj, som har sin oprindelse i uendeligt barske vejrforhold, hvor evnen til at holde sig varm har betydet forskellen på liv og død.
Jeg har haft mange anorakker i mit liv. I min ungdom var spejderanorakken en del af uniformen - og for mit eget vedkommende brugte jeg da også spejderanorakken som almindeligt overtøj. Sidenhen - i slutningen af 70'erne - blev det jo moderne at gå i sømandstrøje og blå kansas-anorak.
I mange år havde jeg også en meget moderne, funktionel Tenson skianorak med et væld af avancerede velchrolukker, hættestrop og smarte snørefunktioner. Anorakken var nok et af de bedste køb, jeg nogensinde har gjort. Jeg fik den i 15-års alderen - og den røg først i Røde Kors-containeren for 10 år siden. Jeg voksede ganske vist fra den allerede i 95, men så overtog Dina den i en årrække, ug det gav altså en levetid på godt 25 år. Det er da imponerende...
I årene i Grønland brugte jeg også den specielle grønlandske hvide festanorak. Den udgave, som jeg bruger nu, er nummer tre i rækken. Grønlandsk mode foreskriver nemlig, at anorakken skal være temmelig kropsnær - og da jeg voksede en del med opgaven i Grønland, blev det altså nødvendigt at skifte et par gange.
Nyeste skud på stammen er denne grå hør-anorak, som jeg fik i julegave af min lillesøster. Jeg bruger den, når jeg ude for at fortælle om Grønland. Jeg synes, at den er lidt mere passende end den hvide anorak, der nærmest er at sammenligne med en smoking. Min lillesøster, Birgitte, er mere end almindelig ferm med hænderne og en symaskine. Hun har syet den efter en af mine festanorakker - og jeg synes, at det er blevet et godt resultat, som jeg er meget glad for.
Som sagt er anorak et af de få grønlandske ord, som vi bruger på dansk. Andre ord er kajak, nunatak, tupilak og igglo - men det er en helt anden historie...

lørdag den 25. februar 2012

Fint skal det være...















Der blev virkelig gået til stålet - eller rettere køkkengrejet på fredagens møde i Øland Sildelaug.
I princippet er det altid Oldermanden, som bestemmer menuen, men han havde i går valgt at delegere det videre til Jørn og undertegnede. Over et par glas af den bedste Pedro Ximenez-sherry var vi blevet enig om, at det kunne være sjovt at fravige sildens slagne vej - og vi havde derfor lagt op til en rigtig Noma-menu med tre retter.Det gav lidt mere arbejde end sædvanligt og klokken blev da også lidt senere end sædvanligt, inden vi mætte og tilfredse kunne gå hjem. Her er aftenens opskrifter:

Torsk i svøb
Torskefiletten deles i mindre stykker, så der er to stykker pr. deltager. Hvert stykke rulles i ind i et stykke bacon. Placeres i ildfast fad. Skal have ti minutter i ovnen ved 225 grader.
Tilbehør: Hakket rødbede, Hakket hårdkogt æg, lidt revet fennikel.
Dressing: En tredjedel fløde, en tredjedel creme fraiche, en tredjedel mayonnaise røres sammen, smages til med salt, peber og citronsaft. Til sidst smages til med fiskesennep.
Anrettes på tallerken med en lille klat dressing. Resten af dressingen sættes på bordet i serveringsskåle.


Mørbradbøffer med urter og beurre blanc
Mørbraden skæres i stykker til bøffer – to til tre per deltager, vendes i mel krydret med salt, peber og timian og steges på pande i smør.
Fond og hvidvin tilsættes timian og reduceres i en gryde til cirka det halve. Herefter røres koldt smør i saucen lidt efter lidt under stærk omrøring. Skal være varm, men må ikke koge.
Tilbehør. Gulerødder, selleri, pastinak skæres i julienne og blancheres i vand tilsat lidt salt.
Pommes Rösti: Kartoflerne skrælles og rives. Skylles grundigt i flere hold vand og tørres, knug eventuelt vandet af, drys med salt og lad karfoflerne hvile i fem minutter. Blandes herefter med et æg og formes til små ”frikadeller”, som krydres med knust hvidløg og peber, inden steges på pande i olie i 4-5 minutter. Anbringes på en bageplade og sættes i ovnen ved cirka 100 grader i 25 minutter (indtil servering).
Anrettes på en tallerken.

Pandekager med is
600 gram mel, 1 tsk salt, 6 æg, 5 spk. Sukker, 1l mælk, 1 kop olie piskes sammen til passende konsistens. Bages på en pande cirka 12 cm i diameter – to styk pr. mand.
Laves inden vi spiser og lægges på en tallerken med et viskestykke over.
Anrettes med en skive is imellem. Pyntes med æblemos. Æblerne koges op med sirup og 1 stang vanille. Valnødder ristes let på en pande og tilsættes honning, derefter lægges de til afkøling på et stykke bagepapir.

fredag den 24. februar 2012

Stygge Krumpen















Selv om vi er midt i skolernes vinterferie, bød torsdagen på årets første rigtige forårsdag med høj, klar sol over det nordjyske.
Torsdag eftermiddag holdt jeg foredrag i Vrensted forsamlingshus - og da jeg var kommet lidt tidligt afsted, benyttede jeg lige lejligheden og det smukke solskinsvejr til at slå vejen forbi det nærliggende Børglum Kloster. Det var herfra, at Vendsyssel blev regeret i middelalderen - og det er næppe en overdrivelse at hævde, at stedet emmer af historie.
Det har det altid gjort - men det er tilsyneladende først nu, at historien om Børglum Kloster og stedets sidste katolske biskop, Stygge Krumpen, er blevet kendt på grund af TV2's juleunderholdning. Jeg er kommet fordi klosteret mange gange før, men aldrig set så mange biler på stedet før. For nu skal landets børn åbenbart gyse ved stedet, hvor Stygge regerede.
Stygge Krumpen var vel ikke meget værre end så mange andre i sin tid, men han har nu altid haft et ry for at være en hård hund, der forstod at kæmpe for egne interesser - og i øvrigt nyde livet i fulde drag.
I hvert fald synes jeg, at det mest fascinerende ved denne katolske stridsmand er, at han præsterede at leve sammen med en kvinde i seksten år. Det er da et godt eksempel på, at principper er til for at bøjes. Og det er forresten vist nok også et godt eksempel på den lokale mentalitet, hvor man altid har haft en sund og pragmatisk indstilling til tilværelsen.
Middelalderen og Stygge Krumpens tid bliver i vore dage ofte omtalt som den mørke middelalder. Jeg ved ikke lige, om det er årsagen, men tankevækkende er det da, at møllen ved Børglum er sortmalet - for det kan da ikke skyldes, at den er blevet brugt til at male sort..?

P.s. Det forlyder i øvrigt, at en lokumspoet har smykket toilettet på Børglum Kloster med disse poetiske ord: Pas på stumpen - for her spøger Krumpen...

tirsdag den 21. februar 2012

Radioavis for ordblinde

Den tragiske baggrund til trods fik vi kaffen galt i halsen og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Radioavisen i går meddelte, at to mennesker var blevet dræbt ved en voldsom lavineulykke på den norske ø "Kalvøya" ved Tromsø.
For der var ikke tvivl om, at den unge, håbefulde, men desværre dyslektiske radiospeaker havde fået øens rigtige navn, Kvaløya, galt i halsen. Vi ved det, for vi har jo boet på Kvaløya i to år. Og vi ved naturligvis, at øens navn intet har med ungkvæg at gøre, men derimod hvaler. Navnet betyder slet og ret hvaløen.
Kvaløya er en af Norges største øer på 737 km2 - cirka det dobbelte af Mors - og dækker området mellem Tromsø og Atlanterhavet. På grund af beliggenheden ud til Atlanterhavet og Golfstrømmen er klimaet temmelig varmt og fugtigt, selv om det ligger langt nord for polarcirklen. Det giver også voldsomt snevejr, som området er ramt af netop i disse dage - og dermed også stor fare for laviner som den, der i weekenden dræbte to og kvæstede yderligere to på den høje og stejle Middagstinden. Sidste år i april blev også to mennesker dræbt af laviner ved det nærliggende fjeld, Blåmannen. Området er et krævende fjeldområde, som hvert år udfordrer mange fjeldentusiaster - og det er altså en ikke helt ufarlig sport.
På trods af lavinefaren er Kvaløya et dejligt sted, hvor vi som sagt boede i to år - og vi har kun gode minder fra stedet.
Jeg har været i arkivet for at finde et par billeder. Øverst ser man i baggrunden det fjeldområde, hvor Middagstinden og Blåmannen findes. Det midterste billede viser vores nabo i gang med at rydde vores indkørsel for sne efter et voldsomt snefald den 27. februar 2009 - den eneste gang i nyere tid, hvor jeg har holdt snefri. Nederste billede viser, hvor smukt Kvaløyas mere end en kilometer høje fjelde kan se ud i den lave vintersol.

Go' sild!

I weekenden var der gang i røgeovnen, hvor en håndfuld sild svedte inden søndagsfrokosten.
Mens processen stod på, kunne jeg ikke lade være med at tænke på mine unge dage, hvor jeg arbejdede på det nu hedengangne Hansen & Bach Reklamebureau på Nytorv i Aalborg. Vi havde blandt mange kunder en sildefabrik, som brugte sloganet "Go' sild!"
Det var der for så vidt ikke noget galt med - men for den ene af indehaverne, den nu afdøde og gudsbenådede grafiker Mogens Bach, gav sloganet alligevel lidt problemer. Bach var af umiskendelig nordjysk opvækst - og hver gang han hørte udtrykket "Go sild" føjede han stilfærdigt til: "Do ær jenne...!", sådan som det nu engang var vane at råbe på de nordjyske fodboldbaner, når en spiller var alene med bolden foran målet.
Jeg tænker på, om man stadig råber det på nutidens fodboldarenaer i vores dejlige landsdel...

søndag den 19. februar 2012

Isbjerge i Limfjorden















Jeg har set mange isbjerge - eller isfjelde som jeg foretrækker at kalde det - i mit liv. I Grønland naturligvis, mens også ved Svalbard, Baffin Island og endog så langt mod syd som Newfoundland.
Men her søndag eftermiddag kan det nok være, at jeg gloede lidt. For nu er der sørme også isfjelde i Limfjorden!
Eller sådan så det i hvert fald ud ved et hurtigt øjekast ud over Nibe og Gjøl Bredning. Det lignede virkelig isfjelde - altså bortset fra at de stod stille og ikke fulgte vind og strøm, sådan som alle ordentlige isfjelde nu en gang gør.
Det skyldes naturligvis, at det ikke er isfjelde, men derimod nogle gevaldige isskruninger omkring et rev umiddelbart nordøst for Rønholm. Ved lavvande som i dag er vandstanden på det pågældende sted kun nogle få centimeter - og det har naturligvis fået isen til at skrue på stedet i forbindelse med de seneste dages tøvejr og hård vind.
Men sjovt var det nu alligevel - og Dina og jeg tog da en ordentlig tur ned ad Memory Lane - denne gang forklædt som Gjøl-Øland-dæmningen over Ulvedybet.

Vis stort kort
Revet nordøst for Rønholm ses tydeligt på Googles satellitbillede - og det ses da også tydeligt, at sejlrenden gennem Limfjorden slår et ordentligt sving for at komme forbi revet. Det har sikkert også et navn, men det har jeg altså ikke boet længe nok på Øland til at kende.

Vertol

Forleden dag, da jeg gik ude i haven, hørte jeg en helikopter.
Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, da indflyvningen til Aalborg Lufthavns bane 08 går lige over parcellen. Men lyden var anderledes. Jeg kan bestemme de fleste helikoptertyper på vore breddegrader på lyden, og den her lød markant anderledes.
Da jeg kiggede op, fik jeg da også øje på noget, som jeg aldrig har set før. Desværre var det langt væk, så det blev kun til et halvdårligt foto - men silhuetten er nu ikke til at tage fejl af.
Det er en Boeing Vertol CH-46 - og det er bestemt ikke hverdagskost her på egnen. Vertol er karakteristisk med den store, horisontale halerotor. På langt de fleste helikoptere er halerotoren vertikal, men her er der altså en stor halerotor, som kører modsat hovedrotoren for at sikre balance i helo'en.
Umiddelbart tænkte jeg, at det var en svensker. Det svenske forsvar har brugt typen i mange år, og den er blandt andet kendt fra de spektakulære ubådsjagter i skærgårdene under den kolde krig. Et hurtigt opslag viste imidlertid, at svenskerne udfasede typen sidste år, så det udelukker mere eller mindre den svenske oprindelse.
Tilbage står så USA eller Saudi-Arabien, som er de eneste lande, der fortsat bruger typen militært. Og da det næppe har været en helikopter fra det Saudiske forsvar på vore breddegrader, gætter jeg på, at det var en amerikaner, sandsynligvis fra U.S. Marine Corps, der fortsat bruger helikopteren operationelt. Det er ellers en temmelig gammel svend, idet den er udviklet i slutningen af halvtredserne og blev produceret i årene 62 - 71.
Men sjovt at se sådan en sjælden fugl her på Limfjordens bredder.

lørdag den 18. februar 2012

Posten i muddergrøften

"I sne og slud - posten skal ud", hedder det godtnok, men hvad så, når der ikke er sne og slud?
Så skal posten godtnok også ud - men det er ud i grøften.
Det var i hvert fald sådanne betragtninger, som fløj gennem hovedet, da jeg lørdag formiddag mellem Attrup og Haverslev stødte på denne kæntrede postbil.
Landposten havde forståeligt nok forladt åstedet, der vel bedst kan beskrives som bæk-stedet på den pågældende position. I hvert fald var der ikke nogen, som kunne give en sikker forklaring på, hvad der egentlig var gået galt for posten.
Jeg nægter at tro, at han har sovet på sin post, men har sikkert haft travlt med at sortere posten på mobilen - den ringer som bekendt to gange. Sikkert er det, at posten er kommet en postgang for sent i svinget lige før - og så var der bud efter ham. For 50 meter tidligere drejer vejen svagt mod venstre - og pludselig måtte landposten se sig forvandlet til vand-post. Heldigvis kom ingen til skade - ikke noget post mortem i dette tilfælde, men mon ikke det har knebet lidt med post til tiden på de kanter i dag?

fredag den 17. februar 2012

Arktis - en verden i forandring

Nu er det ikke fordi jeg bruger så forfærdelig meget tid på at se TV. Generelt er TV i dag så fordummende, floskelfyldt og forvirrende, at det ikke er til at holde ud at se på.
Alligevel satte jeg mig foran flimmeren torsdag aften, da DR2 sendte et afsnit i serien "Arktis - en verden i forandring". Afsnittet handlede om Grønland i lyset af klimaændringerne.
Det var ikke uden betænkelighed, at jeg tændte for fjernsynet. Disse BBC-serier er gerne skåret over samme læst med megaflotte colorgradede billeder, en rørende historie om et naturfænomen, som er ved at forsvinde på grund af menneskets dårskab og så til slut en løftet pegefinger om, at vi alle sammen har et medansvar for at passe på naturen.
Alt det slap vi heller ikke for. Men ikke desto mindre fandt jeg netop dette afsnit i serien ganske forfriskende, selv om præmissen var den sædvanlige - at det er den vestlige kultur og den hvide mands skyld, at alt går galt i verden.
Vi fulgte blandt andet Thule-fangerne Rasmus og Mads Ole på sæljagt med hundene. Og til programlederens utilslørede forbløffelse fik de fortalt, at set med deres optik er miljøorganisationerne en større trussel mod deres traditionelle levevis end den globale opvarmning. Jeg er ganske enig med dem - og blev da også lidt stolt over at kende mange grønlændere, da sandheden kom frem. Der har altid været klimaforandringer - og Rasmus og Mads Ole mener, at de ville svigte deres fædrene arv som jægere, hvis ikke de kan tilpasse sig nye vilkår.
Anden del af udsendelsen handlede om de nye muligheder, som klimaforbedringerne giver det grønlandske erhvervsliv inden for mineral-udvinding. Igen mødte vi et par grønlændere, som havde en ganske nøgtern og usentimental holdning til forandringerne.
Der er meget romantik omkring inuitterne, som grønlændere normalt bliver kaldt i den slags udsendelser - men det er som om, at alle disse TV-producere aldrig helt har forstået, at nøglen til overlevelse i Arktis altid ligger i evnen til at kunne tilpasse sig forandringer. Det er grunden til, at grønlænderne overlevede - og nordboerne forsvandt i det 15. århundrede - og det er grønlændernes store bedrift, som de med rette kan være stolt af.
Men alt i alt var torsdagens afsnit af "Arktis - en verden i forandring" ikke så ringe - når det nu skal være. Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at man havde set lidt nærmere på de muligheder, som klimaforbedringerne giver i den sydlige del af landet for landbrug og planteavl. Allerede nu er der udover den traditionelle fåreavl en betydelig produktion af blandt andet kvæg og kartofler i Sydgrønland. Det kunne have været spændende at høre mere om.


P.s. En enkelt faktuel fejl blev det også til. Under et besøg i supermarkedet i Qaanaq diskuteredes priserne på kød - og i den engelske tekst blev det nævnt, at alle fødevarer bliver sejlet til Grønland fra Europa. Det passer ikke - og det aktuelle stykke kød var faktisk produceret i Sydgrønland og markedsført af Arctic Green Food.

torsdag den 16. februar 2012

Havebassinet...

Min lille parcel her på Øland ligger en anelse højere end det omgivende terræn - og normalt har vi aldrig blank vand på græsplænen.
Men i dag skete det alligevel. Dagen bød på noget, der lignede heldagsregn - og da vi har haft hård frost den seneste måneds tid er jorden stadig frossen, så regnen kunne altså ikke trænge ned i jorden.
At vandet lige nøjagtig samlede sig på to steder i forbindelse med det fremskudte dige, kom nu heller ikke som den helt store overraskelse. Jeg har allerede sidste efterår bemærket, at jorden er sunket lidt på de to steder - og har da også planer om i forbindelse med forårsklargøringen at køre nyt muld på netop her, så det skal vi nok få sat en stopper for i fremtiden.
Indtil da kan jeg jo så glæde mig over et lille havebassin - sådan helt kvit og frit.

tirsdag den 14. februar 2012

Kylling a la mormor

Mormor-kylling er noget af det mest danske, som man overhovedet kan finde i et køkken. Det er sådan en ret, man pludselig og dybt umotiveret får en dyb længsel efter, når man sidder langt fra hjemmet - uden øl. Det er en ret, som kan bringe tårerne frem i øjenkrogen på store, stærke mænd.
Hvorfor det netop er mormor, der tilskrives paterniteten - om man så kan sige - til denne enkle kyllingeret, står hen i det uvisse. Men googler man retten, får man 521.000 hits - og der er stor enighed om, hvordan retten skal laves. Ikke noget med de store lokale variationer, som det for eksempel er tilfældet med karbonader. Alle er enige om, hvad en rigtig mormor-kylling er.
Det er nemt at lave mormor-kylling. Man tager en stor, god kylling - og det er som regel hverken den billigste eller den dyreste i supermarkedet - og gnider den både ind- og udvendigt med salt og peber. Så fylder man kyllingen med persille, bruner den i en stor gryde og hælder et par deciliter vand ved. Kyllingen får lov at snurre i en god times tid, til den er mør - meget mør. Tag kyllingen op af gryden og jævn sovsen, som måske også lige skal smages til og have en gang kulør.
Kyllingen parteres - Jesper får lårene og resten af familien kan så slås om resten. Serveres med kartofler og - det er vigtigt - agurkesalat. Uden agurkesalat er det ikke rigtig mormor-kylling. Enkelte opskrifter nævner også rabarberkompot - men det er nu ikke noget "must" her i huset.
Velbekomme.

søndag den 12. februar 2012

Båndkniven

Et af sommerens store projekter her på parcellen bliver en helt ny indgang til hoveddøren - og det bliver samtidig anledning til at flytte min postkasse.
Stativet til postkassen er ved at være råddent - og det sådan set på tide at skifte det. Jeg har planlagt, at det nye stativ skal udformes efter principperne i det, som vi i spejdersprog kalder Kulsø-metoden. Det vil sige, at det skal fremstilles af råt forarbejdet tømmer, der nagles og kiles sammen - uden brug af søm og skruer. Det er godt gammeldags håndværk, som har været kendt her i landet i flere end 1000 år - men netop derfor er det også en stor udfordring, som jeg ikke kan lade ligge.
Allerede forleden var jeg oppe i skoven for at hente granrafter til postkassestativet. Det er helt frisk træ, som nu skal tørre nogle måneder, inden jeg tager fat på selve arbejdet. Inden rafterne lægges til tørre, skal de afbarkes. Det er lettest at gøre, mens de er friske - og så tørrer de også hurtigere.
Til at afbarke træ bruger man en såkaldt båndkniv, der er en kniv med håndtag på begge sider af bladet. Båndkniven er efterhånden lidt af en sjældenhed - og for eksempel var der ikke nogen medarbejdere i den lokale tømmerhandel, som overhovedet vidste, hvad en båndkniv er for noget. Jeg har derfor købt min båndkniv i en specialbutik for skovværktøj.
Man bruger båndkniven ved at trække den ind mod sig selv - enten siddende på en såkaldt snittebænk - eller som i mit tilfælde ved simpelthen at sidde overskrævs på træstammen. For at få en lidt mere magelig arbejdsstilling har jeg klodset stammen op på et par paller, sådan som det ses på det nederste foto.
Udover båndkniven bruger jeg også en skovmandsøkse og en bajonetsav til at fjerne knasterne. Bajonetsaven er en lille smule snyd sådan rent håndværksmæssigt - men man skal jo heller ikke være fanatisk.
Jeg vender naturligvis tilbage til postkassestativet i løbet af foråret, når der sker noget nyt.

fredag den 10. februar 2012

Rettidig omhu

Rettidig omhu er et godt og sundt princip, som på et lille århundrede har drevet Mærsk-koncernen frem til at være en af verdens største virksomheder. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi også her på Øland går ind for rettidig omhu.
Derfor er det med stor beskæmmelse, at jeg må indrømme, at den altså lige svigtede i år.
Normalt skal regnvandstønderne jo tømmes for vand inden vinteren, men eftersom vinteren helt frem til midten af januar jo var af en noget teoretisk karakter, har jeg altså ikke fået tømt tønderne.
Det straffes nu. Et par enkelte frostgrader havde ikke gjort så meget, men to uger med hård frost er altså et problem. For nu er regnvandstønderne dybtfrosne - og vandet er ikke til at få ud.
Indtil videre er der imidlertid ikke noget, der tyder på frostsprængninger. Heldigvis vælger isen jo den letteste vej ud af tønden - og i det aktuelle tilfælde er det altså sket ved simpelthen at lette låget på tønderne.
Det ser egentlig meget sjovt ud - og nu håber jeg så bare, at tappehanerne holder til trykket. For det er nu nok hanerne, som er kædens svage led. Det spørgsmål vil blive besvaret, når vi en gang igen får plusgrader af betydning. Isterningen er så stor, at det i hvert fald ikke kan gøre det med de par plusgrader, som meteorologerne lover på søndag.

mandag den 6. februar 2012

Rigtige spejdere

Jyllandsposten kunne mandag berette om en frisk gruppe sønderjyske blå spejdere, som havde tilbragt weekenden i det fri - og oven i købet havde badet i en å.
Det glæder mig oprigtigt at se, at der stadig er rigtige spejdere til - og ikke mindst spejderledere, som tør ansvar og gå imod strømmen og tidens tendens til at pakke børn ind i vat.
For en sådan weekend i en halv snes graders frost eller mere er for det første en stor oplevelse - og for det andet med til at modne børnene, så de ikke bliver pylrede og forkælede. Børnene oplever, at der er noget, de kan - og de får selvtillid og kræfter til at tage et ansvar. Det er også dejligt at se, at unge mennesker kan være sammen uden at se fjernsyn eller spille computerspil. Kort sagt glæder det mig, at spejderne stadig kan gøre drenge til mænd - uanset at nogle af dem er piger.
Til gengæld forbløffer det mig, at der på avisens hjemmeside kører en debat om det ansvarlige i at lade børn overnatte udendørs i frostvejr. En enkelt læser er endog gået så vidt som at melde spejderlederen til myndighederne. En anden læser stiller spørgsmål ved, om spejderlederen har den fornødne medicinske viden til at udsætte børn for frostvejr. Det gør mig voldsomt ophidset, for det viser blot, hvor degeneret mange velfærdsdanskere efterhånden er blevet. Selvfølgelig kan børn tåle frost - og kun ved at fryse i trygge omgivelser lærer de at have respekt for frosten. Så i stedet for at anklage lederne burde man helt klart indstille dem til en medalje.
Jeg har hele mit liv med stor fornøjelse overnattet i det fri. Som regel er det ganske hyggeligt - og med en god sovepose er det i hvert fald ikke noget problem.
Desværre har jeg ikke rigtig nogen billeder af det - men jeg har da fundet et billede fra 1971, hvor 1. Farsø Trop var på weekend-tur til Grønnerup i februar. Formålet med turen var at bygge broer som led i forbedelserne til årets store landspatruljeturnering i Det Danske Spejderkors. Jeg husker weekenden som ganske råkold, men så var man jo nødt til at arbejde for at holde varmen - så hvad er egentlig problemet?
På billedet ses Egern-patruljen med en færdig bro over en af Grønnerups grøfter. Den stod der i mange år efter, husker jeg. Fra venstre er det Eigil Rasmussen, Jan Aggerholm, Peter Sejr, Hans Eriksen og Anders Christian Eriksen.
Forresten er det en fornøjelse at se, hvordan patruljen optræder i nogenlunde korrekt uniform. Det kunne de sønderjyske spejdere fra Jyllandsposten lære lidt af.

søndag den 5. februar 2012

Hva' hulen er meningen?

Nordjyske Stiftstidendes boligsektion havde søndag en besynderlig artikel om herreværelser eller som det hedder: "Mandehulen" og "Mandehørm og frirum".
Artiklen er et skoleeksempel på moderne skrivebords-journalistik med udtalelser fra en kønsrolleekspert, en kvindelig indendørsarkitekt med speciale i mandehuler (!) og så et par eksempler fra filmstjernernes verden. Det ville ærlig talt have klædt artiklen, hvis man i stedet havde besøgt et par almindelige mennesker.
Især den kvindelige indretningsarkitekt pisser mig af. Hun er i den grad bundet op på et traditionelt kønsrollemønster, hvor det er kvinden, som står for hjemmets indretning og siger blandt andet: - Hvis manden får lov til at have et frirum, foreslår jeg, at der er plads til en flydersofa og et stort TV.
Altså, helt ærligt: Får lov... Hvis manden er så stort et skvat, at han skal spørge om lov til den slags ting, så har han ikke fortjent at få sit eget rum. Og hvem siger egentlig, at manden vil bruge sit rum til at se TV i? Som om kvinder ikke gør i den slags ting i en tid, hvor damehåndbold og ubegavede talkshows dominerer mediebilledet.
Her i huset har vi det på en lidt anden måde. Vi har en lille hjemmebiograf indrettet med et par store og klodsede reclinere, som godtnok ikke lige er artitekttegnede, men som er perfekte til at glo på fjernsyn i - og det er bestemt ikke en mandehule, men en del af den ene af vore stuer, som bliver brugt til den slags aktiviteter. Og kan vi ikke blive enige om, hvilket program der skal ses, har vi forresten også fjernsyn og surround i soveværelset, så den tandløse underholdning kan indtages i al magelighed.
Forresten er det mig inderligt imod at overlade indretningen af herreværelset til en indretningsarkitekt. Så er det ligesom, at hele ideen går fløjten. For rigtige mænd er altså ikke så stilfulde - og de følger deres egne indskydelser og ikke ideer fra dum arkitekt, som ikke har et hak forstand på, hvordan man indretter sig mageligt. For arkitekter er i virkeligheden en af denne verdens største plager - et højtuddannet akademisk folkefærd, som mener at have patent på alt, hvad der er smukt i denne verden. Resultatet bliver uvægerligt, at der kommer noget dyrt, ubrugeligt æstetik ud af det.
I artiklen foreslås det også som et "must", at mandehulen indrettes med et gammelt køleskab til bajere. Hvorfor køleskabet lige skal være gammelt, står hen i det uvisse.
I det hele taget er det som om, at artiklens kvindelige forfatter og indretningsarkitekten er enig om, at bare manden har adgang til spiritus og vin i rimelige mængder, så vil han blive glad for sin hule. Blandt andet foreslås det, at hulen kan indrettes med en klokke, som kan bruges, når man vil give en omgang.
Her i huset mener vi nu, at den slags hører hjemme i baren - og ikke på herreværelset. Forresten synes vi også, at en stor klokke er temmelig usmagelig - og har derfor skiftet den ud med en "ØL-and" af gummi. Hvis der er en gæst i huset, som absolut skal trykke på anden, så den piber, ja, så koster det altså den berømte omgang.
Jeg har forresten tidligere her på bloggen skrevet om herreværelset. Artiklen kan ses her.

Panorama





Jeg sad søndag og legede lidt med PhotoMerge, som er en applikation til PhotoShop, og som bruges til at smelte flere billeder sammen til panoramaer.
Det er nemt og enkelt - og kræver egentlig bare lidt maskinkraft og lidt tid, for programmet laver hele arbejdet. Jeg er imidlertid ikke så vild med panorama-billeder - for i virkeligheden er det jo ikke virkeligheden, som de viser, men en konstrueret virkelighed. En konstrueret virkelighed der dog er ganske virkningsfuld, når man for eksempel vil vise det storslåede landskab med de uendelige flader af hævet havbund her på egnen.
Problemet ligger i, at det menneskelige synsfelt i virkeligheden er temmelig begrænset - stort set begrænset til det gængse 3:2 billedformat, som langt de fleste fotos her på bloggen også gengives i. Det problem har blandt andet ejendomsmæglerne løst ved hjælp af de såkaldte 3D-fotos, hvor man kan panorere rundt i et hus eller en lejlighed.
Sådan en løsning kunne faktisk være en flot gimmick til min hjemmeside. Jeg går ud fra, at det laves ved hjælp af en eller anden Flash-teknik, men ved desværre ikke lige hvordan. Så derfor: Hvis der er nogen af bloggens læsere, der ved, hvordan jeg kommer i gang med en sådan løsning - uden at det koster en bondegård - vil jeg blive taknemmelig for at høre nærmere.
På forhånd tak.

lørdag den 4. februar 2012

Ikke ligefrem varmt...

Lørdag morgen bød på vinterens foreløbige kulderekord her på Øland.
-16,3 stod termometret på, netop som solen stod op kl. 8.15. Men allerede nogle minutter senere, hvor jeg havde fundet kameraet frem, var temperaturen steget til -15,7. Den fortsatte endnu et par grader og lå dagen igennem lige under de ti frostgrader.
Det er en herlig arktisk kulde - meget tør og absolut til en dag udendørs. Netop den slags kulde giver mindelser om de glade dage i Sapmi, Finnmarka, i det nordlige Norge. For med vinden fra øst er det kontinentalkulde, som vi kun sjældent oplevede på den grønlandske vestkyst i Nuuk. Bevares, det kunne sandelig også blive så koldt der - men det var en mere fugtig og gennemtrængende kulde, som i knap så høj grad indbød til udendørs aktiviteter.
Dagen gik blandt andet med siesta foran grillen på terrassen - og så selvfølgelig lidt fotografering. Nu er der nok nogle af læserne, som undrer sig over, at jeg gider blive ved med at fotografere de samme, helt almindelige småfugle i haven - skovspurve, musvitter, solsorte, blåmejser og så videre - men jeg kan ikke lade være. Drømmen om det perfekte, ultimative fuglebillede driver mig.
Men det blev nu ikke lige i dag, at det kom i kassen. Musvitten vendte bogstavelig talt røven til mig - og den knapt udfarvede, unge solsort lettede fra foderbrættet i samme sekund, som jeg fik stillet skarpt. Men pyt - vejret var jo fint. Søndag er dagen tiltaget med to timer og to minutter siden vintersolhverv- og i den kommende uge går det stærkt med en daglig tilvækst på mellem fire og fem minutter. Snart er de lyse timer over os.

Livskraft

"Er der vilje, er der vej", skrev straffefangen og udbryderkongen Carl August Lorentzen på væggen, da han i 1949 brød ud af Horsens Tugthus.
Ordene kunne også være overskriften på denne lille historie, der viser lidt om livets vilje til at spire - selv om alle odds er imod.
I går fandt vi dette halve rødkål, som vi havde glemt efter juletravlheden. Det er et fint, lille rødkålshoved, som egentlig skulle have været syltet - men det nåede vi altså ikke.
I mellemtiden har det ligget i mørke i en kold, men frostfri flamingo-kasse - og sandelig om ikke underet er sket. Rødkålen er begyndt at spire midt i al mørket og kulden. Hvor der er vilje, er der også en vej. Og naturen har viljen til at overleve - uanset næsten hvad man byder den.
I disse dage med sibirisk vinterkulde dør op imod 90 procent af småfuglebestanden - men det gør ingenting, for små fugle får mange unger, og næste vinter er de klar til at blive ofret på vinterens alter. Den enkelte betyder så lidt, det er artens overlevelse, der er det vigtigste.
Et andet eksempel finder vi her i Nordjylland, hvor bøgen er på nordgrænsen for sin overlevelse. Derfor må den tage alle tricks i brug, og det giver sig blandt andet udslag i, at nordjyske bøgetræer ofte skyder fra stødet, når de er fældet. Det sker aldrig længere nede i landet, hvor forholdene er bedre for en bøg - og den kan derfor sikre sin overlevelse blot ved at kaste en årlig ladning bog på jorden.
Men selv om det er naturens gang, fodrer vi alligevel fuglene her i vinterkulden. Lidt sentimental må man dog have lov til at være - og så er jeg stadig imponeret over rødkålens vilje til at overleve. En ganske flot plante er det jo forresten også.

fredag den 3. februar 2012

Gåsegang

For et par dage siden kunne jeg fortælle om de lukulliske lækkerier, som vi forrige fredag satte til livs i Øland Sildelaug - blandt andet lækre, fyldte gåsebryster.
Det har imidlertid ikke skræmt gæssene, som i øjeblikket holder til på Øland i tusindtal. Vi hører dem natten igennem, når de holder nattesæde nede ved Ulvedybet. Der bliver diskuteret ivrigt - og det kan høres i hele kvarteret, for det går bestemt ikke stille af sig.
I løbet af morgenen letter så nattens fugle i flokke på tusinder og atter tusinder gæs. Ofte flyver de - stadigt ivrigt diskuterende - mod dagens fouragering på de mange frodige marker i omegnen.
Da jeg forleden kørte mellem Attrup og Haverslev stødte jeg på en - selv efter lokale forhold - enorm gåseflok, som gik på en mark lige ved siden af vejen. Jeg stoppede for at tage et billede, men allerede inden jeg havde gjort kameraet klart, var de første fugle i luften. For nok gør de rent lydmæssigt meget ud af sig, gæssene - men derfra og så til at stille sig op til en fotosession er der alligevel et stykke vej, så gæssene gik i luften.
Da en gås nemt kan veje både fire og fem kilo, er det altså adskillige tons velsmagende fuglekød, vi ser på billederne her. Fuglene kan imidlertid ånde lettet op. For med februars komme er jagten forbi - i denne omgang. De næste måneder bliver der fred og ro, mens afkommet planlægges og opfostres. Ikke nødvendigvis på Øland, for mange af gæssene er vintergæster, som tilbringer sommeren i det nordlige skandinavien og på Svalbard.
Nu er gæs jo en broget flok - og det er ikke altid så let at bestemme arterne i farten. Men mit gæt er, at de fleste af gæssene i luften på billederne er enten grågås eller kortnæbbet gås. På jorden er der en del canadagæs.
De seneste dages klare og stille frostvejr byder jo også på flotte solopgange og -nedgange. Det sidste foto er taget onsdag aften ved halvsekstiden nede ved Ulvedybet.

torsdag den 2. februar 2012

Istapperi?

Det chilenske politi efterforsker i øjeblikket et tilfælde af tyveri af is fra Jorge Montt-gletcheren i Patagonien, meddeler den norske avis VG.
Politiet stoppede for nogle dage siden i nærheden af gletcheren en lastbil, der var lastet med fem tons is, som skønnes at kunne indbringe 35.000 kroner på det sorte(!) marked. Chaufføren er sigtet for tyveri fra et kultur-mindesmærke. Jorge Montt gletcheren ligger i forbindelse med en ismasse, der er verdens tredjestørste.
Heldigvis er man ikke så karrig med isen i Grønland - og på billedet ser man bloggeren på den grønlandske indlandsis nær Kapisillit i bunden af Nuup Kangerlua med en whiskysjus - selvfølgelig behørigt forsynet med is samlet direkte op fra verdens næststørste isterning.
I tiden i Grønland var det ganske almindeligt at bruge gletcheris i sjusserne. Ofte lå der et strandet isfjeld på stranden ved Nuuk - og her kunne man så hente den mest lækre og knitrende is til aftenens night-cap. Gletcheris er noget helt særligt, da det er fyldt med små luftbobler, som brister med en særlig knitren, når isen smelter i drinken.

P.s.: Min gode ven, Kokholm oppe i Nuuk, har været så venlig at forsyne mig med et foto af den aktuelle issituation på strandene ved Nuuk. Som det ses, er der masser af fri is - lige til at putte i sjusserne, uden risiko for sigtelser for tyveri.

onsdag den 1. februar 2012

Dagens ord XLIX

Dagens ord er pangram - og jeg må dybt beskæmmet indrømme, at jeg ikke erindrer nogen sinde at have hørt dette ord før. Det undrer mig meget, da jeg jo i en del år har arbejdet i reklamebranchen og dermed den grafiske industri.
Et pangram er en sætning, som indeholder alle alfabetets bogstaver. Udover at være en sjov ordleg bruges pangrammet til blandt andet at demonstrere skrifttyper. Jeg stødte på ordet på min søsters blog. Hun er en ivrig kalligraf - og bruger derfor pangrammerne til at træne denne fine skrivekunst.
Hun bruger sætningen "Værktøjsmager Willy Carlsen fandt den åbne quiz på Hotel Rex for nem". Men det kan sagtens gøres kortere. I Guinness danske rekordbog findes det perfekte danske pangram på 29 bogstaver kreeret af Kenneth Rosenkilde i 2000: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc". En ganske pikant ordleg må man sige...
Pangrammet er i familie med andre bogstavlege som for eksempel palindromet, der er en sætning, som staves ens forfra og bagfra. Mit yndlingseksempel er: "Gid da den dame så de sørens asner øse dåsemad ned ad dig". Et andet palindrom er "En af dem der red med fane". Dette palindrom blev benyttet af båndoptagerens opfinder, Valdemar Poulsen, til at teste, om sætningen ville give mening, hvis den blev afspillet baglæns. Så enkel er virkeligheden dog ikke, men det var altså også i tiden omkring forrige århundredeskifte, at den danske opfinder skabte det senere så nyttige apparat.
En anden ordleg er anagrammet, hvor det gælder om at konstruere et nyt ord ud fra et kendt ords bogstaver. Med bogstaverne fra "Jesper Hansen" kan man sjovt nok skabe ordet "snapsehjerne" - uden at jeg dog mener, at man skal lægge for meget i det.
Når jeg aldrig før er stødt på ordet pangram, kan forklaringen være, at de grafikere, som jeg gennem tiderne har arbejdet med, har benyttet "Lorem ipsum"-mumleteksten. Det er en latinsk tekst, som man sætter ind i layouts for at vise, hvordan typograferingen vil tage sig ud, selv om den endelige tekst ikke er færdig.
Den latinske tekst er oprindelig skrevet af Cicero, og kan i dag hentes på nettet i metervis, hvis man skal lave et udkast på et layout. I mine unge dage købte man Lorem ipsum-teksten i de mest almindelige skriftsnit på Letraset-ark, som blev gnubbet på udkastet ligesom de gammeldags overførsels-bogstaver fra samme firma.