Søndag aften kom jeg ved lidt af et tilfælde til at se en udsendelse med Claus Meyer på DR2. Smag på Norden hed den med undertitlen Havsmag - og handlede om nogle af denne verdens største delikatesser: Lofot-skreien, den grønlandske hellefisk, færøske jomfruhummere og kammuslinger fra Norge.
På en måde blev udsendelsen også en tour de force gennem de seneste 30 år af mit liv. For det var jo på Færøerne i 1982, at mit nordatlantiske gen blev vakt. Det gen, som førte til et halvt års højskoleophold på Lofoten, næsten 15 år i Grønland og yderligere tre år i Nordnorge.
Claus Meyer har en meget sanselig måde at tale om mad på - og den form udtrykker vel også meget godt, hvordan jeg selv har det med havets delikatesser.
Der skal også være en stor cadeau til Meyer, fordi han fordomsfrit havde et indslag om opdræt af hellefisk i Nordnorge. Der er ingen tvivl om, at havdambrug er en af løsningerne på fremtidens fødevareproduktion, fordi vi på den måde kan høste af naturens gaver uden at bedrive rovdrift på sårbare fiskebestande.
Men først og fremmest var udsendelsen et gensyn med kendte steder - en rigtig gang nostalgi - og det er jo ikke så ringe en søndag aften, hvor jeg ellers gik og knoklede med at udvikle en sukkerfri islagkage. Hvis det lille eksperiment lykkes, skal bloggens læsere helt sikkert blive de første til at høre om det.
Cycling instead of running
1 time siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar