mandag den 27. juni 2022

Tordenkaffe

Alle gode gaver kommer ovenfra

Tordenkaffe er en fast tradition her i huset. Tordenvejr er yderst sjældent i Arktis, og det er bestemt ikke hvert år, man oplever det, så dette ellers relativt almindelige danske sommerfænomen er en lille smule magisk.

Som grønlandsk født var Dina dybt fascineret, når sommerbragene rullede sig ud - og jeg selv har jo et betydeligt efterslæb efter mange år i Grønland og Nordnorge. Så selv om Dina nu er væk, blev kaffen sat over søndag eftermiddag, da en lille tordenbyge rullede op over Øland.

Jeg indtog den vante plads på gårdspladsen under halvtaget med kaffen - og sendte Dina en vemodig tanke om alle de stunder, som vi har tilbragt sammen, mens vi har drukket tordenkaffe på denne udsøgte plads.

Det var nu ikke så voldsomt. Tordenbygerne har det med at gå uden om Øland. De får masser af regn og torden både i Aalborg og i Thisted, mens vi her på øen bare kan se misundeligt til.

Det blev til sølle syv millimeter på en halv times tid. Slet ikke nok til en vanding - endsige et skybrud af den slags, der får TV-meteorologerne til at skylle over i begejstring.

Men hyggeligt var det at sidde der og mindes - og efter sigende får vi mere regn mandag. Så det går jo nok endda.

lørdag den 25. juni 2022

Snushane på job

 Den grønlandske nationaldag

Foto: Emilie Binzer/IA-Folketingimi
Tirsdag var det Grønlands Nationaldag - og jeg var naturligvis med til mange arrangementer i den forbindelse.

Først og fremmest fordi jeg jo er tæt knyttet til Grønland og den grønlandske kultur, jeg har mange gode bekendte i kredsen, som fejrer nationaldagen - og så er det også arbejde.

Jeg har fået tilsendt et par fotos fra dagen, som viser min ringhed, mens jeg prøver at få de gode historier hjem til Sermitsiaq. Så for en gangs skyld garnerer jeg dette blog-indlæg med billeder, jeg ikke selv har taget.

Jeg lagde ud med flaghejsning i gården bag Det Grønlandske Hus i Aalborg, morgenmad samme sted. Og som billedet viser, en snak med det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz-Larsen.

Derefter videre til dansk-grønlandsk gudstjeneste i Linholm Kirke. Der var også en rent grønlandsk-sproget gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men den droppede jeg, fordi Ikerasak - en af de grønlandske foreninger i Nordjylland - plejer at holde sådan nogle hyggelige arrangementer med masser af mad på bordet. Jeg blev ikke skuffet.

Foto: Birgit Mathiasen
Om eftermiddagen gik det løs i Zoologisk Have, som i mange år har lagt grund til landsdelens helt store nationaldagsfest. Selv om der har været corona-pause i et par år, levede festen op til forventningerne, og haven var fyldt med grønlændere og venner af Grønland, mens isbjørnene og rensdyren så til.

Zoo lagde også restaurant til den dimissionsfest for de grønlanske studerende i Nordjylland, som nu rejser hjem med et eksamensbevis i hånden. Det var for mit vedkommende dagens vigtigste historie, så der blev noteret livligt under de mange taler.

Jeg må i øvrigt erkende, at det var svært at holde den professionelle distance. Jeg er fortsat påvirket af Dinas død - og de mange knus og kondolencer, jeg modtog i løbet af dagen berørte mig dybt. Også de mange grønlandske sange og salmer fik tårerne frem i øjenkrogene. Det sker ofte for mig, når jeg hører grønlandsk korsang - men tirsdag var det ekstra slemt.

mandag den 13. juni 2022

Bemærk forskellen

Det pynter


I weekenden før Dinas bisættelse fik jeg hjælp af gode venner til at få kalket huset. Den hjælp er jeg dybt taknemmelig for. Det var nogle trælse dage - og det var dejligt at mærke, at der var folk, der ville hjælpe i det, som jeg eufemisk vil omtale som nødens stund.

Nu er tingene så ved at falde til ro. Huset står knivskarpt med nyt kalk og sokkeltjære. Men det er også åbenbart, at træværket - vinduer og døre - efterhånden trænger til en gang maling.

Det er ikke blevet malet i den tid, jeg har haft huset - og det er nu tretten år siden, at jeg overtog det, så der er nok også dem, som mener, at det er på tide.

Det er et stort arbejde. Heldigvis behøver man ikke at gøre det på en dag, men kan gøre lige som man spiser en elefant: I små bidder.

Så søndag gik jeg i gang med det første vindue og bryggersdøren. Her kan man virkelig bruge floskelen om at gøre en forskel. Nøj, hvor det pynter....

Nu er der så bare 17 vinduer og et par døre tilbage. Så jeg ved godt, hvad de lange sommeraftener skal gå med. Men først er der lige en halv snes punkterede termoruder, der også skal udskiftes. De skal laves efter mål, og de er bestilt, men ankommer først efter sankthans.

Det bør imidlertid ikke være en undskyldning for ikke at fortsætte malerarbejdet på vinduerne uden fejl - for det er et arbejde, hvor man virkelig kan se, hvor man er kommet til - og det er jo en stor tilfredsstillelse i sig selv.

torsdag den 9. juni 2022

Kaloriebombe

Ostekage med gods i


Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har haft gang i bageriet og konditor-kunsten. Dinas sygdom betød, at kagerne og det hjemmebagte ikke rigtig fængede - og jeg er ikke den, der presser på.

Men forleden var der gæstebud til kaffen - og jeg besluttede mig for at lave en ostekage. Lidt fri leg efter en gammel opskrift fra Sildelauget, Det lykkedes ganske godt, så her er opskriften - også så jeg selv kan huske den...

Jeg begyndte med at smøre en springform. Så lavede jeg en bund på 300 gram blended havregryn, 200 gram smør og 150 gram rørsukker. Det hele på en varm pande og brunes let. Massen lægges i bunden af springformen og glattes ud.

Så tog jeg 200 gram flødeost, 500 gram mascarpone, tre spiseskeer honning og revet cironskal fra en hel citron, som jeg rørte sammen og smagte til med lidt citronsaft. Det skal ikke være surt, men man skal fornemme citronen.

Herefter smeltede jeg fem blade husblas i en deciliter fløde og rørte det sammen med ostemassen. Det blev hældt oven på bunden og fik så et par timer i køleskabet, mens kagen satte sig.

Umiddelbart inden serveringen pyntede jeg med afdryppede amarena-kirsebær og slog et par streger med flydende honning. Det så sgu godt ud - og smagen var der i hvert fald heller ikke noget i vejen med.

Det er fuldfede produkter hele vejen igennem, så risikoen for dårlig smag var nok også til at overskue. Men man kan jo overveje at smelte husblassen i sødmælk og bruge ricotta i stedet for mascarpone. Og hvis man har hang til frugt, kan man jo bruge friske hindbær eller blåbær i stedet for de sukkersøde amarena-kirsebær. Men jeg var altså i det italienske lune, så selvfølgelig skulle der syltede italienske kirsebær til.

tirsdag den 7. juni 2022

Grønne asparges til morgenmad

Kulinarisk verdensklasse


Det er bestemt ikke hver dag, jeg spiser grønne asparges til morgenmad - og da slet ikke på Svinkløv Badehotel. Men det var rent faktisk, hvad der skete 2. pinsedag.

Jeg er i gang med en artikel om den pensionerede historie-professor Jørgen Elsøe Jensen, der dyrker økologiske asparges på et lille nedlagt landbrug ved Hjortdal - kun et stenkast fra Svinkløv Badehotel. En meget stor del af produktionen sælges direkte til det landskendte badehotel, der er det nærmeste, vi kommer Michelin-klasse her på egnen.

Jeg havde derfor aftalt med køkkenchefen, at jeg måtte komme forbi mandag morgen og lave et par billeder og snakke med grøntsagskokken, ungarske Tomas Kristo. I sæsonen fra april til Sankthans laver han ikke meget andet end asparges.

Det blev til en stor og lærerig oplevelse, hvor Kristo viste, hvordan grønne asparges skal tilberedes, så de enten kan bruges som en ret i sig selv eller som garniture til et par jomfruhummere. Jeg behøver vel ikke at tilføje, at det smagte himmelsk?

Sådan gør Tomas Kristo: Aspargesene soigneres med en kartoffelskræller, hvor den træede bark fjernes på det nederste stykke. Herefter koges de i halvt vand, halvt smør tilsat lidt salt i 40 til 60 sekunder og vendes i lidt hakket timian eller esdragon. Drysses med lidt friskkværnet hvid peber og lidt revet citionskal. Voila - nemmere kan det ikke blive.

Og helt i tidsånden en lokal delikatesse i verdensklasse. Sådan.




lørdag den 4. juni 2022

Nattergalen ved gadekæret

Fuglenes svar på Jimi Hendrix


Der er ikke meget Keld Heick over nattergalen, der nok er det nærmeste, vi kommer Jimi Hendrix i fuglestemmer.

Alligevel rinder "Ved Landsbyens gadekær" mig i hu netop nu. For jeg har altså en nattergal i baghaven - nærmere bestemt ved gadekæret i Østerby 20 meter fra parcellen.

Jeg har de seneste nætter været oppe ved midnatstid og kørt rundt til de sædvanlige steder - blandt andet nede ved dæmningen - for at høre nattergal. Desværre uden det helt store held. Bevares, jeg har da hørt den lille og ellers temmelig larmende fugl i fluesnapper-familien. Men det har ikke været noget særligt.

Så i nat var det blevet lidt senere. Ved godt halvto-tiden skulle der igen brændes dyr benzin af på en nattergaletur. Men bilen kom aldrig ud af carporten. Der var ganske enkelt nattergal i baghaven...

Jeg fik hurtigt fuglen lokaliseret til gadekæret i Østerby - små 20 meter fra hegnet i baghaven. Så var det bare med at nyde det. En kop kaffe i hånden og en time i den vindstille, men noget kølige lyse sommernat. Dog ikke så lys, at fuglefoto kunne komme på tale.

Men jeg brugte da kameraets videofunktion til at forevige den vilde fuglesang. Lyt med her:

Jeg beklager meget larmen i baggrunden. Det er naboens varmepumpe - og en glimrende dokumentation af, hvordan disse nymodens varmekilder forpester min tilværelse med støj, efter at hele Øland i efteråret fik varmepumper, da fjernvarmeværket gik konkurs. Endnu et eksempel på, at fremskridtet ikke er af det gode.

onsdag den 1. juni 2022

NEJ

Småt er godt, stort er lort

Verdens dyreste beskyttede værksted.

Da Danmark i 1972 blev lokket ind i EF, handlede det om smør og bacon. Nu handler det om krudt og kugler.

Lad mig sige det med det samme, så vi har ren røv at trutte i. Jeg stemmer nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold. Naturligvis, for jeg har aldrig forstået meningen med den politiske union og stormagtsdrømmene blandt politikerne. Ved jorden at blive har altid tjent Danmark bedst.

I modsætning til EU-tilhængerne har jeg ingen skjult dagsorden. Jeg tror på, at småt er godt – og stort er lort. EU har aldrig gjort noget som helst for demokratiet, der blot er blevet udhulet, fordi beslutningerne er flyttet fra vort lille land og til et kæmpestort, dyrt og ineffektivt bureaukrati i Bruxelles.

Jeg ser ingen som helst grund til, at EU nu også – under dække af Ukraine-krigen – skal bestemme over det danske forsvar. Som alt andet i EU bliver det ustyrligt – og i øvrigt bliver det helt sikkert både dyrt og ineffektivt.

Vi har siden 1949 været medlem af Nato. Alliancen har for længst vist sin styrke som forsvar mod overgreb på medlemslandene. Nato er en forholdsvis enkel organisation, der handler om forsvar – og ikke andet. Nato har aldrig handlet om indenrigs-spørgsmål – og organisationen har vist sig rummelig nok til at favne ret mange versioner af demokrati.

Sådan er det jo ikke med EU, der jo ser det som sin væsentligste opgave at bestemme alt i medlemslandene. Krumme agurker, kanelsnegle, lakridspiber og ikke mindst emballage til kondomer – og jeg kan blive ved. Intet spørgsmål er for lille til, at EU skal have en mening om det. Ofte formuleret i mange siders uforståelige bekendtgørelser.

Det er ineffektivt og kontraproduktivt. Det er landets forsvar simpelthen for vigtigt til. Så lad os blive i Nato og lad os holde forsvaret ude af EU. Det er slemt nok, at den siddende regering har forvandlet forsvarskommandoen til en styrelse i et ministerium.

Det er jo fuldstændig tåbeligt at opbygge en parallel kommandostruktur ved siden af Nato, der har vist sin bæredygtighed. Det er bare penge ud ad vinduet. Dobbeltarbejde. Typisk for den helt særlige politiske tankegang, hvor det drejer sig om at lave ting, der virker, om.

Men EU-tilhængerne forstår det ikke. Og det er jo klart, når man ser, hvad både EU’s politikere og embedsmænd tjener. Skattefrit ovenikøbet og med stjernepensioner, der næppe findes mage i verden. Det er verdens største beskæftigelsesprojekt og en pengemaskine for de privilegerede medvirkende. Vi andre kan bare se på og betale ved kasse 1.

Så er der jo også det med prisen. Nato ved vi, hvad koster – sådan nogenlunde. Og beløbet administrerer vi selv. Men der er endnu ingen, der er kommet med et realistisk bud på, hvad en tilslutning til EU-hæren vil koste. Svaret blæser i vinden som en faldskærmssoldat på afveje.

Men en ting ved vi. Når vi giver hundrede kroner til EU, bliver de 25 kroner ædt op af administration, før der kommer noget ud i den anden ende. Derfor skal man ikke give EU fingeren, for så koster det nemt hele hånden. Eller sagt på en anden måde. Husk altid at tælle fingrene, hvis du har givet hånd til en EU-politiker.

Jeg er dybt bekymret for, hvad der kan komme ud af en dansk tilslutning til EU-hæren. Vi bor i et Rigsfællesskab med Grønland og Færøerne. Grønlænderne valgte fornuftigvis at melde sig ud, da det gik op for dem, at EU ikke ville det grønlandske sælerhverv noget godt. Den grønlandske sælindustri lever i dag kun i kraft af store offentlige tilskud, fordi EU har ødelagt markedet for sælskind med samme kirurgiske præcision som den siddende danske regering udraderede minkerhvervet.EU er i modsætning til Nato uønsket i Grønland – og for hver dag bliver denne barriere større og større på grund af EU's tekniske handelshindringer.

Hvis man troede, at EU handlede om frihandel, kan man blive overbevist om det modsatte, når man ser, hvor besværligt det er at sende en ganske almindelig pakke fra Grønland til Danmark. Eller hvad med EU’s persondataforordning, der betegner Grønland som et usikkert tredjeland? EU er den største bombe under Rigsfællesskabet – ikke den forståelige grønlandske selvstændighedstrang.

Vores vigtigste partnere i det arktiske samarbejde er Norge, Island, USA og Canada. Ikke EU. Så lad os holde os til kendte venner, som vi forstår og deler interesser med.

Jeg er også dybt bekymret for den demokratiske tilstand i det, der er på vej til at blive Europas Forenede Stater. Vi så det for nylig, da man valgte at forbyde adgang til de russiske statsmedier på internettet i EU. Det var censur i Putinsk stil og skete angiveligt, fordi de russiske statsmedier ikke fortæller sandheden. Hvis sanddruelighed er afgørende, var der næppe mange politikere, der fik lov til at ytre sig.

Censuren viser, at den politiske og administrative ledelse i EU ikke har tillid til, at oplyste borgere sagtens kan skelne mellem news og fake news.Set fra elfenbenstårnet i Bruxelles er borgerne jo bare dumme og skal styres. I den henseende er der ikke den store forskel på EU, Kina og Rusland. Der handler om stormagtsdrømme og imperiebyggeri.

EU-tilhængerne understreger igen og igen, at det er vigtigt at sidde med ved bordet. Det er en floskel, som jeg ikke køber. For hvorfor sidde med ved bordet, når maden er uspiselig? Det bliver man ikke mæt af.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at SF anbefaler et ja ved dagens folkeafstemning. Det i sig selv er et meget væsentligt argument for at stemme nej.