onsdag den 30. september 2009

Blog om blog














Dovregubben har i den forløbne måned fejret sin to års fødselsdag - i al stilhed.
Men det har været to spændende år. Det, der startede som en lidt nørdet udforskning af internettets muligheder, er blevet en spændende fritidsbeskæftigelse for mig. Det skyldes ikke mindst den helt overvældende modtagelse, som bloggen fik, da jeg efter de første spæde øvelser fik fundet den redaktionelle form.
Det daglige besøgstal ligger nu mellem 30 og 70 og indtil nu har der i alt været flere end 14.000 klik på bloggen, som har resulteret i opslag på over 23.000 sider. Gennemsnitligt varer et besøg et minut og 37 minutter. Cirka halvdelen af det samlede forbrug ligger på faste læsere - og til alle jer vil jeg da sige mange tak for opbakningen og kommentarerne. Det forpligter - og så længe, I gider læse, hvad jeg skriver, vil jeg blive ved.
45 % af opslagene på Dovregubben kommer via søgemaskiner - og det er sjovt at se, hvad det er, der lokker folk ind i butikken. De fem mest brugte søgeord er pr dags dato: lutefisk, sparkstøtting, rønnebærgele, Jesper Hansen Straumsbukta og modne fotomodeller. Det sidste ord morer mig altså, for der sidder åbenbart nogle gamle grise derude i cyberspace og søger på modne fotomodeller. Jeg antager, at de får sig en ganske ubehagelig overraskelse, når de opdager, at søgeordet leder hen til en artikel om musvitterne i haven i Straumsbukta.
På de næste fem pladser finder vi mirabellesaft, Oro Jaska Beana, surströmning, Jesper Hansen Tromsø og Henningsvær musikfestival. (Husker du ikke Oro Jaska Beana, så var det den samiske sang, som vandt det nordiske MGM sidste år.)
Ser vi på søgeordene som helhed, er det især emner som mad og natur, der lokker læserne til - og det afspejler vel egentlig meget godt den redaktionelle linje.
Fornøjelsen ved at skrive bloggen er helt på min side - men det er dejligt, at andre også finder fornøjelse ved det. Så vi tager et år mere. Jeg håber i det kommende år at kunne udvide bloggen til en egentlig hjemmeside med opskrifter, gallerier og nogle af alle de ideer, som ikke rigtigt har passet ind i blogformatet, men nu får vi se, hvad der sker hen ad vejen. Under alle omstændigheder; Velkommen til Dovregubbens tredje leveår!

Ha' det
Jesper

P.s. Brugerstatistikken fortæller forresten også, at Dovregubben har haft besøg fra 76 forskellige lande. Jeg vil godt vædde på, at der har været et par stykker, som ikke har forstået et ord dansk, for det er så fjerne steder som Togo, Azerbaijan, Oman og Uruguay, der er med nederst på listen.

Pigdæk

Onsdag har vejret skiftet mellem regn og sne her i Tromsø - Nordens Paris som byen så smagfuldt omtales i turistbrochurerne.
Sneen blev heldigvis ikke liggende, og der har ikke været antydningen af glat føre, men ikke desto mindre valgte jeg at få pigdæk på bilen. Det er ganske vist lidt tidligt måske, og det smerter mig da også at køre på tør vej med dem, men udsigten til, at der måske ligger sne i morgen tidlig, fik mig afsted til værkstedet.
Når man ser udkørslen fra den ejendom, jeg bor i, håber jeg, at man forstår, hvorfor jeg lidt krysteragtigt allerede har skiftet til pigdæk. Den bakke er simpelthen livsfarlig i snevejr - og jeg skal altså ikke udsætte mig for hele byens smådeltagende grin, fordi danskeren ikke kan styre sin bil i sne som en ordentlig nordmand!
Desværre er min pigdæk ved at være lidt slidte - det er nu tredje sæson, de kører, men jeg håber, at de kan stå vinteren igennem. Eventuelt må jeg bytte for- og baghjul på et tidspunkt for at forlænge levetiden, men nu får vi se. Får vi masser af sne, er det ikke noget problem, men bliver det en dårlig vinter uden sne, så bliver de i hvert fald slidt ned. Så nu er det næsten lige før, at jeg håber på en rigtig snevinter!

Ha' det
Jesper

Pisk eller gulerod?

Om det var udsigten til at finde en gulerod, der fik Dina i gang med at luge i det gamle kartoffelbed, skal jeg lade usagt.
Men kendsgerningen er, at hun fandt denne lidt sølle, selvsåede gulerod, der mest af alt giver mindelser om vores katastrofale forsøg med gulerodsavl i Nordnorge i fjor.
Men i øvrigt fik gulerodens form os begge til at tænke på en lille lavbenet, bredmåset grønlænder, som vi har set så ofte, da vi boede i Grønland - og nej, det er ikke Dina, jeg tænker på. (Klik eventuelt på billedet for en forstørrelse.)
Dina synes, at guleroden er så sjov, at den skal deles med bloggens læsere. Så må vi jo se, om der er nogen i omgangskredsen, der føler sig truffet af beskrivelsen af guleroden.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 29. september 2009

Manden i søen

Psykologisk set er kriminalkommissær Erlendur Sveinsson fra politiet i Reykjavik en ganske interessant person, traumatiseret fra barndommen som han er, fordi hans bror forsvandt sporløst på fjeldet, da de to knægte var ude at lede efter får. Erlendur er aldrig kommet sig over oplevelsen, og nu driver traumet ham gennem den ene forsvindingssag efter den anden i den islandske hovedstad.
Manden i søen er den fjerde roman i Arnaldur Indridasons serie om Erlendur Sveinsson, og som altid ligger nøglen til forbrydelsen godt skjult i fortiden. Manden i søen er en rigtig koldkrigsroman og giver et spændende indblik i, hvad der skete dengang på den store Atlanterhavsø med massiv tilstedeværelse af såvel amerikanere som østeuropæere. Især er det en isnende beskrivelse af en rodløs islandsk ungdoms møde med de autoritære og menneskefjendske kommunistiske regimer i øst og de bristede illusioner. Bogen giver et godt billede af, hvad der sker med menneskene, når de giver sig i socialismens vold - og er alene derfor værd at læse.
Samtidig er der en god portion humor i bogen, der midt i den store nordiske depression også forholder sig ironisk til fænomenet. Jeg kan godt lide dette replikskifte:
- Var han depressiv, spurgte Elinborg (...).
- Ikke mere end de fleste islændinge. Han forsvandt om efteråret, hvis det siger noget.
Ja, vi er i et miljø, der er malet i de grå farver. Det regner, det er koldt, og det er mørkt. Og midt i alt det dunkle, våde mørke, finder vi svaret på vore inderste gåder. Men samtidig er der lyspunkter, og Erlendurs kærlighed til patologen Valgerdur udvikler sig ganske romantisk, ligesom der altså er en pragtfuld sidehistorie med en mand, som gradvist (måske) arbejder sig ud af et traume, fordi han bilder sig ind, at han er skyld i, at konen blev dræbt ved en tilfældig færdselsulykke.
Til slut lige en advarsel - man skal altså holde tungen lige i munden for at holde styr på alle de islandske navne i bogen. Erlendur, Valgerdur, Haraldur, Sigurdur og så videre - i den dur.
Jeg giver seks tørfisk - altså fuldt hus - til Manden i søen. Det er måske lige i overkanten til en så stille og rolig og meget psykologisk historie, men bogen er spændende, troværdig og helstøbt - og kan altså absolut anbefales. Dog med den lille krølle, at jeg vil anbefale, at man læser de tre foregående bøger i serien først.

Jesper

Hyldest til skraldespanden

Jeg skifter med jævne mellemrum fly i Værnes, som er lufthavnen i den midtnorske by Trondheim.
Værnes er en typisk moderne, stor provinslufthavn i Norge med lidt charterflyvning, forbindelser til lokalområdet og til blandt andet Oslo og København. Omgivelserne er ganske pæne og uden for indenrigsterminalen finder man et lille gårdanlæg med bænke og blomsterbede. Her sidder jeg så ret ofte og nyder min madpakke og en smøg, mens jeg venter - uden at jeg egentlig har tænkt nærmere over omgivelserne - altså bortset fra de mange smukke blomster.
Men sidste gang jeg var der, gik det op for mig, at der da vist er noget galt. Prøv at lægge mærke til den pompøse placering af skraldespanden i midten. Omgivet af farvede fliser som centrum i en stjerne. Der er vel næppe nogen skraldespand i verden, som har flottere placering. Faktisk er det en hyldest til skraldespanden, som hermed har fået sin plads i kunsthistorien - hvis det var så vel.
For uden at have undersøgt det nærmere, tror jeg snarere, at der er tale om en nødløsning. Arkitekterne har garanteret planlagt, at der skulle være en skulptur i midten af gårdhaven. Måske en modernistisk hyldest til det rejsende menneske? Måske en buste af en af de norske luftfartspionerer? Måske borgmesteren i Trondheim, fordi han var så fremsynet at kæmpe for lufthavnen? Hvem ved? Men midlerne har ikke slået til. Byggeriet af den ny lufthavn har sikkert sprængt alle rammer, så der ikke har været råd til kunsten.
Og hvad gør man så? For pladsen vil se lidt underlig ud, hvis ikke der står et eller andet. Så har en eller anden smart sjæl sikkert fundet på, at vi kan da altid stille en skraldespand der - indtil vi får råd til kunsten.
Og således har vi skabt en hyldest til skraldespanden. Denne taknemmelige tingest som ukritisk tager imod alt, hvad vi fodrer den med. Og den er såmænd lige så køn som meget såkaldt kunst, så for brugerne af gårdhaven gør det næppe den store forskel.

Ha' det
Jesper

søndag den 27. september 2009

Luft under vingerne II


Når sandheden skal frem - og den slags ligger mig som bekendt meget på sinde - så har jeg ingen som helst erindring om mit livs første flyvetur.
Luftdåben fandt sted ganske kort tid efter min fødsel i 1958 - og angiveligt skulle turen have foregået fredeligt slumrende på min mors skød. Strækningen var København - Tirstrup, og i sagens natur har jeg ingen som helst viden om, hvilket materiel der blev brugt på den pågældende afgang.
Men alle sandsynligheder taler for, at der var tale om en Convair CV-440-75 Metropolitan, som SAS i 1956 havde indkøbt 20 eksemplarer af. Metropolitan var op gennem 60'erne slideren i dansk indenrigsflyvning, indtil jetalderen i 1976 sendte denne arbejdshest på pension. Så vidt jeg kan google mig frem, er Metropolitan blevet brugt på stort set samtlige danske indenrigslufthavne på et eller andet tidspunkt.
CV-440 Metropolitan havde sin jomfruflyvning den 6. oktober 1955, og der blev produceret cirka 1.000 eksemplarer af typen, som blev anvendt af de fleste vestlige luftfartsselskaber. Med sine 44 - 56 sæder var flyet et ganske lille fly efter vore dages målestok. Marchhastigheden var 465 km/t og rækkevidden var 756 km ved max payload - altså fuldt lastet.
Jeg har fundet et billede af en Metropolitan i Tirstrup lufthavn. Det er ganske vist ikke fra 1958, men derimod fra åbningen af en ny terminal i 1972. At Metropolitanen optræder på billedet fra denne sikkert store begivenhed, siger vel lidt om flyets betydning, indtil det blev afløst af DC-9 erne i 1976. Den flytype skal vi nok komme tilbage til senere.
Seks af SAS' Metropolitans var indregistreret i Danmark. Efter SAS-tiden har de fortsat karrieren ude i den store verden. Et af dem - Hans Viking, OY-KPA styrtede den 17. januar 1982 ved Pearl Harbour i Honolulu på Hawaii. I alt 52 CV-440 Metropolitans er totalhavareret med 333 dødsfald til følge. Det var i øvrigt en Metropolitan variant - model CV-540, der 8. september 1989 styrtede i havet 18 km nord for Hirtshals. Ulykken, der er den værste nogensinde i dansk luftrum, kostede 55 mennesker livet.
Jeg vil godt lige tilføje, at SAS allerede i begyndelsen af 60'erne også brugte jetfly på enkelte afgange til blandt andet Tirstrup. Det var den legendariske Caravelle. Når jeg husker det, så er det fordi min onkel boede tæt ved Tirstrup lufthavn - og jeg erindrer tydeligt, at vi ofte gik ud i haven for at se Caravellen på indflyvningen. Jetfly på dansk indenrigs var nemlig noget af det nærmeste, man kunne komme science-fiction dengang. Denne flyspotning, allerede inden jeg begyndte i skolen, har sikkert haft stor betydning for min fremtidige interesse for flyvning.


Jesper

Foto: Danish Civil Aircraft Register/Leo Larsen og Aarhus Airport

lørdag den 26. september 2009

Luft under vingerne

Der hersker næppe nogen tvivl om, at jeg er dybt fascineret af flyvning. Jeg har altid været optaget af fugle og bliver aldrig træt af at se, hvordan de mestrer flyvningens kunst til fuldkommenhed.
For fuglene er det et spørgsmål om at overleve. Sådan er det ikke for os mennesker, men vi er også tiltrukket af luftens store oceaner. Gennem tiderne har vi forsøgt at lure fuglene kunsten af - og det er lykkedes. Siden brødrene Wright og Ellehammer gik i luften i begyndelsen af det forrige århundrede, har flyvningen udviklet sig til en hobby, en kunst, en industri og i krig et spørgsmål om overlevelse - ligesom hos fuglene.
Som dreng var den store drøm at blive pilot - men en realistisk vurdering af mine nærsynede øjne slog hurtigt den drøm ud af hovedet. Det har dog ikke forhindret mig i at blive "bolværks-pilot" - og jeg har inde i hovedet et stort katalog over flyvende oplevelser og registreringer af, hvornår jeg har fløjet og med hvilke flytyper, jeg har fløjet.
Det har nemlig maget sig så heldigt, at jeg i kraft af mine jobs har haft en tæt tilknytning til luftfartsindustrien som passager. Specielt i mine år i Grønland har jeg haft mange - også temmelig drabelige og spændende - oplevelser i luften. I øjeblikket pendler jeg næsten hver uge mellem Danmark og Norge, så jeg får mere end rigeligt stillet mit behov for at flyve - og jeg må indrømme, at jeg sover det meste af tiden, når jeg flyver. Til min store ærgrelse ofte også under starten, som jeg ellers mener, er det allersjoveste ved flyvning.
Jeg vil fremover her på bloggen under overskriften Luft Under Vingerne videreformidle nogle af mine erfaringer og nogle af oplevelserne. Det vil ske i indlæg med passende mellemrum, så det ikke bliver alt for kedeligt og trivielt. I første omgang planlægger jeg en lille serie om alle de forskellige flytyper, som jeg har fløjet i gennem tiderne - og alene på det felt er der vel stof til det næste halve års tid...
Jeg er klar til take-off - er du?

Roger, over and out
Jesper

torsdag den 24. september 2009

Godt nyt til svampyrerne

2009 vil blive husket som et rigtigt svampeår her i det nordlige Norge. Den norske nationalsvamp – steinsopp – står tæt som trædesten ude i naturen og lader ingen i tvivl om, hvorfor den har fået navnet Steinsopp – stensvamp.
De mange svampe er gefundenes fressen for alle svampeelskere - vi kan jo kalde dem for svampyrer. Steinsoppen er jo den, som vi kalder Karl Johan på dansk, og mange betragter den som den fineste spisesvamp overhovedet.
Og ja - den smager såmænd udmærket - men min egen favorit er nu kantarellen. De er i år blevet solgt i norske supermarkeder til priser så lave, at det ikke en gang er umagen værd at ligge på knæ en hel eftermiddag i en granskov for at samle en lille kurv. Så jeg har simpelthen købt et par kilo og slæbt dem med til Danmark. Her er de blevet ristet i smør for at få vandet ud af dem, og de ligger så klar i fryseren til at sætte prikken over i'et på nogle af efterårets vildtsaucer og gryderetter.
Forresten har jeg altid syntes, at en steinsopp eller Karl Johan mere ligner en tvebak end en sten, men sådan er der jo så meget. Fidusen ved Karl Johan er, at det er en rørhat, hvilket vil sige, at undersiden er dækket med rør i stedet for lameller. Det gør, at den ikke rigtig kan forveksles med nogen giftig svamp, så det er en god demokratisk svamp for alle. Når jeg tilbereder Karl Johan - eller dens fætter birkerørhat - plejer jeg at smide rørkødet væk og nøjes med den egentlige svamp. Der er som regel rigeligt af den og en svamp kan nemt veje et halvt kilo. Resten af kødet skærer jeg i mindre stykker, som jeg tjekker omhyggeligt - for både orme og snegle holder særdeles meget af rørhatte. Og så kan den ellers bruges akkurat som champignon. Prøv at undgå at skylle den, men tør den forsigtigt af med køkkenrulle i stedet - den tåler kun vand dårligt, så den minder såmænd også på den måde om de menneskelige svampe, jeg kender. Og ellers står der jo bare tilbage at sige: Velbekomme!

Ha' det
Jesper

onsdag den 23. september 2009

Brumbassen
















Der er egentlig ikke så meget at sige til dette billede. Humlebierne har kronede dage i den varme sensommer - og de svirrer om alle blomsterne i haven. For en humlebi har to bestemmelser her i livet - ikke alene skal den sørge for at få sin egen genmasse givet videre i form af nye små humlebier; den skal også give en hjælpende snabel til blomsternes bestræbelser for at give deres gener videre til nye generationer.
Det er naturens gang - og det hverken kan eller skal vi gøre noget ved. Så lad os bare nyde synet af den flittige humlebi med blomsterstøv på skulderen. Du kan se det tydeligt ved at klikke på billedet og få en forstørrelse.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 22. september 2009

Efterårsjævndøgn















I dag den 22. september er det efterårs-jævndøgn. Det vil sige, at solen i dag på sin bane mellem Krebsens og Stenbukkens vendekreds passerer ækvator. Det sker i aften kl. 23.18. Teoretisk betyder det, at dag og nat er nøjagtig lige lange - uanset hvor på jorden vi befinder os. Teoretisk betyder det også, at vi på den nordlige halvkugle går ind i vinterhalvåret. Tæller man efter, vil man imidlertid opdage, at vores vinterhalvår er cirka en uge kortere end den sydlige halvkugles vinterhalvår, som indtræder den 20. marts. Denne unøjagtighed skyldes, at jordens bane rundt om solen, der som bekendt tager et år, ikke er cirkulær, men eliptisk i vores favør, og sådan at jorden er tættest på solen ved vores vintersolhverv.
Solens op- og nedgang i Aalborg-området er i dag kl. 7.08 og 19.18, hvilket giver 12 timer og 10 minutter - altså lidt mere end det teoretiske halve døgn. Det skyldes solens afbøjning i atmosfæren, som betyder, at vi ser solen cirka fem minutter før, den egentlig står op og også fem minutter efter, at den egentlig er gået ned. Rent geometrisk er afbøjningen på cirka 0,4 grader. Afbøjningen varierer i øvrigt i forhold til afstanden til ækvator og i dag var solopgang og solnedgang i Tromsø kl. 6.24 og 18.47, svarende til en afbøjning på 0,8 grader.
Disse unøjagtigheder i virkeligheden i forhold til teorien skal vi ikke brokke os over - for det giver os lidt mere sol, end vi egentlig har fortjent. Så hurra for det.
Og så er det jo også sådan, at vi mennesker snyder lidt og lægger fingeren på vægten, så der er endnu en måneds tid til, at vi skal stille uret tilbage, fordi sommertiden er ovre. Det sker i år den 25 oktober.
Dagens billede er solopgangen over Gjøl Bredning taget fra dæmningen søndag morgen.

Ha' det
Jesper

Bloghus

Egentlig er dette lidt grå og flade billede fra stranden ved Blokhus søndag eftermiddag bare en dårlig undskyldning for at skrive "Bloghus" i rubrikken.
Men det ligger nu pænt i forlængelse af det forrige indlæg og siger lidt om forholdet mellem menneske og natur. For det er altså ikke altid, at det er naturen, der taber!
Her ved den jyske vestkyst har naturen altid ret. Selv om der er ganske mange mennesker på billedet, syner de altså ikke af ret meget. Det er så stor og så karsk og frisk - selv på en dejlig sensommerdag - at man skal klæde sig godt på, hvis man vil gå en tur, for her foregår alting på naturens betingelser.
Gennem århundreder har naturen her taget sig godt betalt for alle de goder, som vi mennesker har hentet i Vesterhavet. Utallige fiskere - og badegæster - har givet deres liv til havguderne, så vi til gengæld kan sætte en frisk torsk eller en dejlig rødspætte på bordet. Ganske vist har der de senere år været problemer, fordi menneskene har bedrevet overfiskeri. Men den slags bærer jo straffen i sig selv - så er der bare ikke så mange fisk længere. For havet har altid ret. Det vinder i den sidste ende.
Og sådan lidt lommefilosofi til bloggen fra Bloghus er der i hvert fald plads til herude, hvor kragerne bogstavelig talt vender.

Ha' det
Jesper

mandag den 21. september 2009

En død odder

Tidligt søndag morgen fandt vi denne døde odderGjøl-dæmningen. Sandsynligvis ramt af en bil i løbet af natten.
Det er trist, når noget sådant sker. Og specielt for os, for vi synes ligesom, at vi er lidt i familie med odderne, efter at vi boede klos op ad en odderfamilie i de to år, vi boede i Straumsbukta. Se her og her.
Desværre kan den slags konflikter mellem mennesker og dyr ikke undgås i et tæt befolket land som Danmark - for vi vil naturligvis ikke undvære muligheden for at køre over Gjøl-dæmningen, som skærer 20 km af køreturen mellem Øland og Aalborg. Men jeg vil nu også påstå, at hvis man kører forsigtigt over dæmningen, så er det altså muligt at undgå at ramme dyrene og fuglene, som færdes der trygt og hjemmevant - især om natten. Somme tider har jeg endog ærgret mig lidt over, at jeg ikke kørte lidt hurtigere, når en mink har krydset min vej. For mink hører hjemme på minkfarme - og ikke i et fuglereservat.
Noget helt andet er så, at jeg godt kunne tænke mig lidt begrænsninger på trafikken over dæmningen. Hver weekend får vi den ølandske fred forstyrret af motorcykelklubber og cykelentusiaster, der forståeligt nok gerne vil have vores idyl med i weekendturen. Specielt motorcyklerne er irriterende. Efter at det er blevet moderne at køre Harley Davidson, er lydniveauet på disse steget helt enormt. Og i grunden er det da patetisk, at midaldrende velhavere nu er begyndt at køre på motorcykel - som om det skulle give dem deres virilitet tilbage.
Men forresten så har odderen det helt godt i Danmark. Antallet af trafikdræbte oddere har i mange år ligget temmelig stabilt, men hvor man før fandt de dræbte oddere på de samme steder, er der nu meget større spredning - og det afspejler, at odderen de seneste 30 år har spredt sig fra Nordvestjylland til nu det meste af Jylland.
Det skyldes ikke mindst, at man ved mange broer har etableret odderpassager. Af en eller anden grund kan odderne ikke lide at svømme under broer, men ved at etablere et "fortov" under broen har man fået odderne til at blive væk fra vejene.
I et område som vores har det sikkert også haft stor betydning, at det nu er blevet lovpålagt, at der skal være odderspærrer i åleruser. Tidligere druknede en del oddere i ruserne, fordi de ligesom ålene ikke kan finde ud, når først de er kommet ind i rusen.
Forresten er det ikke tilladt at tage en trafikdræbt odder med hjem for at udstoppe den. Den skal pænt afleveres til myndighederne. Som et fredet dyr betragtes den nemlig som Danekræ, som min gamle ven Jan Skriver fortæller på Netnatur.dk. Og så er en levende odder forresten meget mere spændende end en død. Derfor tillader jeg mig at gentage det pletskud af en spisende odder, som jeg tog sidste år i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

lørdag den 19. september 2009

Højsangen















Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft,
din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.
Disse smukke verselinier fra Salomons Højsang rinder mig i hu i disse dage. Det skyldes det drivhus, som jeg overtog sammen med huset i Østerby. Her var der plantet to vinstokke, og det var med nogen skepsis, jeg så dem skyde her i foråret. Det væltede frem med blade og atter blade - og jeg har beskåret dem flere gange. Og nu her i september kan jeg så se frem til at høste frugten af mine anstrengelser. Underet er sket - det er lykkedes mig at forvandle vand til vin - eller i det mindste vindruer i store mængder.
Klaserne med de sødeste, mest velsmagende blå druer hænger tæt fra drivhusets loft. Endnu kan vi følge med og nå at spise druerne, efterhånden som de når at blive modne, men i de kommende dage bliver det nok så uoverkommeligt.
Det kunne selvfølgelig være fristende at omsætte nogle af de overskydende druer til vin af egen avl, men helt ærlig så er kvalitetsvine fra mere anerkendte og erfarne producenter efterhånden så langt nede i pris her i Danmark, at dette næppe vil stå mål med anstrengelserne.
Derfor ender det nok med druemarmelade. Jeg har fået det flere gange som tilbehør til en ostetallerken, som SAS serverer på business på de interkontinentale ruter - og det smager himmelsk netop sammen med ost og et glas portvin. Nu skal jeg blot have skimmet internettet for opskrifter - og så skal jeg senere delagtiggøre bloggens læsere i, hvordan det falder ud.

Velbekomme
Jesper

Opklaring









Fredag bød på tørvejr i Tromsø-området - og dermed også chancen for at få et overblik over snesituationen i fjeldene. Ved middagstid tog jeg dette billede mod Tromsdalen fra industrihavnen. Det er tydeligt, at der er faldet en del sne på fjeldtoppene oven for trægrænsen, og det vil i realiteten sige, at vi har liggende sne fra cirka 500 meter og opefter. Det stemmer forresten også meget godt med de advarsler, som der var i radioen i morges, hvor det blev meddelt, at man må forvente problemer i pas og overgange over femhundrede meter.
Fredag eftermiddag gik turen til Øland. Da jeg ankom her, var det skyfrit og natten var sort som beg spættet med mælkevejens tusinder af stjerner. En rigtig dejlig sensommeraften, som fordrede en flaske hvidvin på terrassen - iført vinterjakkerne, for det er sørme også ved at være koldt om natten her i Danmark.
Tidligere på aftenen havde Dina været ude foran huset og fange solnedgangen, som jeg har lovet hende at offentliggøre. Det være hermed gjort.

Ha' det
Jesper

fredag den 18. september 2009

Rød fluesvamp















Det er højsæson for rød fluesvamp netop nu. Jeg fandt disse smukke eksemplarer ved Tromsø Villmarkssenter torsdag eftermiddag - og de ser jo hyggelige ud, når de står der og lyser rødt op. Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror, at det var smølferne, der boede i sådan nogle røde fluesvampe-huse.
Men ellers kan det diskuteres, om det nu også er en hyggelig svamp. Det siges, at vikingerne spiste rød fluesvamp, når de drog i kamp. Svampen skulle gøre dem vilde og frygtløse, men det passer nu næppe. Erfaringer fra samerne og visse grupper af oprindelige russiske folk, som har brugt rød fluesvamp som rusmiddel i århundreder, viser, at indtagelse af fluesvamp snarere har en beroligende virkning. Derfor mener forskerne i dag, at det sandsynligvis har været atropiner af belladonna-typen, som vi kender fra blandt andet sort natskygge, der blev benyttet af vikingerne.
Der er to giftstoffer i rød fluesvamp - muscimol og ibotainsyre. Sidstnævnte fjernes ved at bage svampen ved 70 grader. Tilbage i den tørrede svamp er så muscimol, som giver svampens euforiserende virkning. Muscimol udskilles i urin, og derfor plejede samerne og de russiske urfolk at drikke deres egen urin for at holde branderten vedlige, når der nu var fest. Velbekomme! Man ser det for sig. To urfolk siddende med hver sin tisseflaske: Skål, du gamle!
Virkningen skal angiveligt være i stil med den, man opnår i det kunstige rusmiddel Fantasy, der vistnok er moderne i diskoteksmiljøerne, det vil sige hæmningsløshed, manglende balanceevne og "ud af kroppen"-oplevelser. Sidstnævnte effekt skulle være hele målet med at bruge rød fluesvamp i følge nogle af de gamle hippier, der stadig går og eksperimenterer med den slags.
På Københavns Universitets medicinske fakultet har man i en årrække forsket i brugen af rød fluesvamp som aktivt stof i smertestillende midler og sovemedicin. Fordelen er, at fluesvampens giftstoffer ikke er afhængighedsskabende i modsætning til de opiater, som bruges i dag. Endnu er disse produkter dog ikke kommet på markedet, så vidt jeg kan se.
Så indtil videre synes jeg, at vi skal nøjes med at nyde synet, når de røde fluesvampe skyder op af jorden her i efteråret. Og måske tørre et par stykker, som kan bruges som et dekorativt indslag i julepynten, når den tid kommer.

Ha' det
Jesper

P.s. Egentlig burde det være overflødigt, men for en sikkerheds skyld. Ovenstående er ikke en opfordring til at indtage hverken sort natskygge eller rød fluesvamp. Begge planter er meget giftige, og jeg må på det kraftigste advare mod, at man spiser dem.

torsdag den 17. september 2009

Sort ibis II















Kig godt på billederne her - for her ser du en sort ibis.
Normalt holder den til ved blandt andet Nilens bredder. Men den her er faret godt og grundigt vild og går nu rundt i fuglereservatet ved Tisnes uden for Tromsø. Her har den fundet en lille dam midt i en stor hestefold, hvor den går rundt og fouragerer. Tilsyneladende ved godt mod og uden at tage notits af den ret voldsomme furore, den har voldt blandt det nordnorske fuglefolk. Det lykkedes mig at komme ret tæt på, men på cirka 25 meters afstand gik den i luften og flyttede sig 20 meter bagud.
Den har nu holdt til i området i et par uger - og rygterne vil vide, at den har en artsfælle på en af de andre småøer her i det nordnorske fjordsystem.
Men timeglasset er ved at rinde ud. Den sorte ibis lever af insekter og padder - og når først frosten sætter ind, er der ikke meget af den slags at finde her i Nordnorge. Så hvis den er en smart fugl, så skal den altså snart til at vende næbbet sydover.
Fredag eftermiddag vender jeg selv næsen sydover - og håber at nå at få del i den sensommer, der stadig skulle være tilbage i Danmark. Lad os håbe, at ibissen får den samme ide. Vi har masser af plads til den ved Gjøldæmningen, hvis jeg må være så fri at friste.
Det er anden gang. jeg skriver om den sorte ibis. Du finder det første indlæg her.

Ha' det
Jesper

Norsk høst

Det norske ord for efterår er høst - og det lyder umiddelbart da meget tilforladeligt.
Men fra morgenstunden af var der ingen tvivl. I dag mener vejrguderne det alvorligt. Kalenderen siger efterår - og det kan mærkes.
Da jeg kørte på arbejde var temperaturen nede på fire grader - og der blev den forresten en god del af dagen. Men ved fyraftenstid satte det ind med iskold slagregn og slud. Temperaturen nærmede sig alvorligt nul. Da skyerne et kort øjeblik åbnede for den store udsigt, var fjeldtoppene dækket af sne.
Jeg måtte flere gange deaktivere bilens glatføresensor - og have godt gang i viskerne, da jeg kørte en tur til Tisnes for at kigge på fugle. Fuglene er omtalt andetsteds, men her skal vi fokusere på efterårets farver. For i virkeligheden er der intet, der kan være så bjergtagende smukt som naturens farver.
Når den iskolde vind giver løvet sit dødskys, glider der en klædelig rødmen over bladene, inden de krøller sig sammen og dør. Mest rød af dem alle er pudsigt nok blåbærbuskene, som har beriget os med dejlige, søde, saftfulde, antioxidant-struttende blå bær i den seneste måned. Måske har de blåsorte bær suget alle andre farver end den røde ud af den lille busk?
Også birketræerne er godt med i efterårets farverige ophørsudsalg. De går over i den gule farve, som signalerer udsalg, lang tid før de øvrige løvtræer og tiltrækker sig på den måde en særlig opmærksomhed - som om det ikke er nok med de hvide stammer.
I det hele taget er efteråret et prægtigt skue - men det er vinteren, foråret og sommeren forresten også. Hver tid har sine glæder og sorger - så lad os da fornøjes ved, at vi befinder os i en del af verden, hvor det aldrig bliver kedeligt at kigge ud ad vinduet.

Ha' det
Jesper

onsdag den 16. september 2009

Falken og falkoneren

Falken og falkoneren kunne vel ligeså godt hedde høg over høg - hvis altså ikke lige det var fordi, at der rent faktisk medvirker en falkoner i handlingen. For det er en af disse stort anlagte moderne thrillere, hvor konspirationsteorierne får frit løb og verden regeres af en flok gale kostskoledrenge i et "old boys network". Det er set før - og kunne nemt blive kedeligt og trivielt, men forfatteren Liv Mørk kombinerer thrilleren med nogle af de bedste sider af politiromanen, hvor et kollektiv af opdagere med hver deres private relationer arbejder sammen om at løse gåden - og forhindre den store katastrofe. Det er en god og sympatisk cocktail, som rummer kimen til en serie.
Forresten er forfatteren Liv Mørk sjovt nok blind - og en fiktion skabt af det skønlitterære forfatterpar Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard. Og sådan er det hele vejen igennem. En litterær leg mellem falken og falkoneren. Hvad er sandt og hvad er fiktion? Hvem styrer og hvem bliver styret?
Forfatternes skønlitterære baggrund mærkes tydeligt i sproget, der rummer betydeligt flere lag og er væsentligt mere gennemarbejdet, end man normalt finder i en krimi. Det gør ganske vist sproget lidt tungt og ganske ordrigt, men da bogen er elementært spændende gør det ikke så meget. Den er svær at lægge til side - lige fra første side.
Egentlig er det en klar sekser, men jeg nøjes alligevel med kun at uddele fem tørfisk. Det skyldes, at der er et par løse ender og et uforklarligt handlingsspring, som gør det ualmindeligt svært at gætte på, hvem skurken er - og det er en dødssynd i krimigenren. Jeg savner blandt andet en forklaring på, hvorfor den myrdede russiske kemiker har bidt en luns af sin arm, da han bliver fundet. Og så mangler vi i høj grad en forklaring på, hvordan en siciliansk dreng ender i Grib Skov som den færøske skovfoged Simon Á Rogvi.
Endelig er der den helt store utilgivelige fejl, at vi i et af afsnittene er på hundeslædetur i Nuuk. Det er altså lige lidt for meget fiktion - for det kan man ikke. Der findes slet ikke slædehunde i Nuuk. Lidt ordentlig research i grønlandske forhold ville hurtigt have vist forfatterparret, at der kun findes slædehunde i de grønlandske byer, som ligger nord for polarcirkelen.
Men en elementært spændende bog med et godt sprog er Falken og falkoneren. Og det kvitterer vi for med fem tørfisk.

Jesper

tirsdag den 15. september 2009

Skarvens flugt

Tæt ved Kokkedal Slot ligger en lille skovsø, som jeg husker for mange år siden, fordi stedet dengang rummede en fiskehejre-koloni. Jeg kørte derfor derned en dag med kameraet i håbet om at få et par gode skud af hejrerne, som er en af vores største fugle.
Det blev imidlertid ikke til meget hejre, ja, faktisk så jeg ikke en eneste. Men midt i søen sad denne mellemskarv og hyggede sig - og efter en rum tid fløj den med tunge vingeslag.
Se, nu er jeg jo ikke ligefrem ekspert på skarver. For mig har det altid været nogle store, sorte fugle, som sidder med udbredte vinger for at tørre dem, da skarven i modsætning til andre fugle ikke har et beskyttende fedtlag i fjerdragten. Og den her var for det første meget lys i fjerdragten og sad forresten heller ikke med udbredte vinger, så jeg konsulterede Stein, der kunne slå fast, at det altså var en mellemskarv i modsætning til storskarv og topskarv, som er mørkere i fjerdragten. Og så blev vi jo det klogere.
Skarven er i øvrigt en klog og meget forsigtig fugl. I år 2000 var jeg en gang med på skarvjagt på kysten af en af Lofotens småøer. Og det var sådan rigtig sport. Hver mand havde kun en patron med - for man har kun en chance. Hvis man misser, kan der gå flere dage, før skarven vender tilbage til lokaliteten, hvor der er blevet skudt på den. Det er vel overflødigt at sige, at selv om vi gik i flere dage i noget af Norges mest uvejsomme terræn, så vi ikke en eneste skarv. For den er selvfølgelig så klog, at den allerede inden vores ankomst havde lugtet lunten.
Forresten er Skarven navnet på Tromsø's førende utested - stedet hvor man kommer for at blive set. Og i mange år var værtshuset Skarv i Pilestræde i København tilholdssted for tilrejsende færinger og grønlændere. Det er mange år siden, at jeg har været der sidst, men jeg mener heller ikke at have hørt, at stedet bliver brugt af vores rigsfæller mere, så den tradition er nok gået i sig selv. Nu er det jo tivoli den 1. august og Hvids Vinstue den 12. december, der er mødestederne.

Ha' det
Jesper

Sommeren er forbi

15. september er sådan en lidt trist dag her i det nordnorske. For det er dagen, hvor sommeren officielt er forbi - og vi derfor går over til normal arbejdstid.
For i al deres ufattelige visdom har nordmændene indrettet det således, at vi kun skal arbejde syv timer om dagen i perioden fra den 15. maj og til den 15. september. Resten af året arbejder man syv timer og tre kvarter om dagen.
Taget i betragtning hvor stor forskellen er mellem vinter og sommer, synes jeg, at denne ordning er en meget fin ordning. For når først vi kommer hen til november og det nærmest er mørkt døgnet rundt, så er der jo sådan set ikke så meget andet at give sig til end at arbejde. Men her en uge før jævndøgn ser vi da stadig solen, hvis ellers skyerne vil gå væk.
Den 22. september er det jævndøgn - og det vil sige, at solen er på himlen i nøjagtig 12 timer. Og det gælder uanset om man er i Tromsø, Øland eller Kuala Lumpur, skulle jeg hilse at sige.

Ha' det
Jesper

Chancen forpasset

Nordmændene forpassede chancen for et systemskifte, så nu kan vore norske brødre se frem til endnu fire år med økonomisk og åndelig forarmelse af samfundet.
Nu, hvor næsten alle stemmerne er talt, er stillingen 86 - 83 i socialisternes favør og statsminister Jens Stoltenberg kunne for et øjeblik siden meddele, at han betragter dagen i morgen som en helt almindelig arbejdsdag, hvor han vil forberede sig til et kommende FN-møde.
Valget betød tilbagegang for Kristeligt Folkeparti, men denne smagløse blanding af religion og politik er med godt fem procent fortsat repræsenteret i Stortinget. For Venstre, der svarer til Det Radikale Venstre, var valget en katastrofe, selv om partiet bevarede sin repræsentation i Stortinget med sølle to mandater. Resultatet skyldtes ikke mindst den arrogante besserwisser af en partiformand, Lars Sponheim, der sikkert også ville have været den største hindring for en borgerlig regering, hvis den blå stue havde opnået flertal. Lars Sponheim har nu bebudet sin afgang som partiformand. Det kan kun gøre norsk politik pænere i fremtiden.
Fremskridtspartiet gik frem - ikke så meget som ventet, men partiet havde sit bedste valg nogensinde og er nu oppositionens største og det næststørste i Stortinget med 40 mandater. Den store overraskelse var Høyre, som er en parallel til de konservative, der gik tre procent frem. Partiet har under valgkampen haft medvind - ikke mindst da en såkaldt kommunikationsekspert bemærkede, at partiets formand Erna Solheim ikke havde en chance, fordi hun er for fed. En sådan bemærkning kan selv i et sundhedshysterisk og afmagret Norge skabe sympati.
Jeg ved ikke, om det var skæbnen, der havde en finger med, men da Jens Stoltenberg for et øjeblik siden skulle ind i statsministerboligen med den særprægede adresse Inkognitogata 18, var døren låst og han kom kun ind takket være en årvågen sikkerhedsmand.
Men med et resultat på 86 - 83 ser det altså ud til, at døren er åben fire år mere.

Ha' det
Jesper

mandag den 14. september 2009

Valgfest uden fest

Norge er et mærkeligt land. I dag, hvor der er valg til Stortinget, er det forbudt at sælge alkohol. Hvorfor det lige skal være sådan, forekommer mig lidt uklart, for når man hører de politiske udgydelser, synes der ellers at være mange gode grunde til at få en solid kæp i øret - og glemme de grumme realiteter.
Ser man på opinions-målingerne er der ellers store chancer for, at det socialistiske og frihedsfjendske regime kan bringes til fald, da alt tyder på et borgerligt flertal. Det kan bare ikke bruges til noget, fordi en del af de borgerlige partier har besluttet, at Fremskridtspartiet ikke er stuerent, og at man ikke vil sidde i regering med Siw Jensens parti. Fremskridtspartiet står til et kanonvalg, der står mål med det danske jordskredsvalg i 1973, fordi rigtigt mange nordmænd faktisk er godt trætte af, at alt i dette dejlige land skal styres fra Oslo og bureaukratiseres af en flok venstreintellektuelle snyltere, som foragter ægte norsk folkelighed. Holdningen til Fremskridtspartiet i de øvrige partier minder meget om dengang, Rasmussen den Første - Poul Nyrup - sagde, at Dansk Folkeparti ikke var stuerent. Nu er der som bekendt løbet mangen en Rasmussen i bækken siden - og DF har fået en indflydelse i dansk politik, som vel nogenlunde modsvarer partiets relative styrke.
Så lykkeligt ender historien i Norge nok ikke. Desværre tør jeg ikke tro, at den siddende røde regering bliver væltet, og nordmændene må nok indstille sig på yderligere en årrække med et rødt diktatur, mens skolerne forfalder, de ældres vilkår bare bliver værre og østeuropæiske og muslimske tyvebander får lov at hærge gaderne. Der er sådan set kun en formildende omstændighed ved dette - nordmændene har selv valgt det.
Nu er vort norske brødrefolk jo verdensmestre i dobbeltmoral, så man skal ikke tro, at forbuddet mod at sælge alkohol på valgdagen bunder i en generel modvilje mod spiritus. På YouTube fandt jeg dette klip af den norske statsminister, Jens Stoltenberg, i en ordentlig herrebrandert fra den 1. maj.

Men måske det er af hensyn til Jens Stoltenbergs forhold til alkohol, at det er forbudt at sælge spiritus i dag???

Ha' det
Jesper

søndag den 13. september 2009

Røg i køkkenet

Det sætter naturligvis sit præg på vores spisevaner, at vi nu er ved at være på plads i huset i Østerby - og ikke mindst, at vi nu også igen har fået tid til at fiske.
Samtidig betyder den store have, at vi har så passende langt til naboerne, at vi kan bruge vores røgeovn. Da vi boede på anden sal i Nuuk, var den slags altid forbundet med en vis risiko for, at velmenende og entreprenante naboer ringede efter brandvæsenet - hvad jeg bestemt ikke ville fortænke dem i, selv om det heldigvis aldrig skete.
Røgeovnen er af den såkaldte "Kasper Røghat"-type - og egner sig desværre kun til såkaldt varmrøgning, som er den proces, vi for eksempel kender fra røgede bornholmere. Kort fortalt betyder det, at den er bedst egnet til røgprodukter, som skal spises umiddelbart efter røgningen.
Men det er heller ikke så ringe endda, nej, det er ikke. Lørdag aften fik vi frisk røget ørred garneret med røræg, nyplukket purløg og frisk rugbrød. Det er simpelthen et herremåltid - og så fylder det ikke mere, end at der senere på aftenen også var plads til en gang friskbagte rundstykker fra bageren i Farsø - hjemme hos mine forældre.
Kaspar Røghat-ovnen er af mange røgentusiaster lidt ildeset, hvad man blandt andet vil opdage, hvis man søger oplysninger på internettet. Det hedder sig, at fisken snarere bliver dampkogt end røget i røghatten. Indvendingen er relevant, hvis ikke man gør sit forarbejde ordentligt - og for eksempel smider en friskfanget ørred direkte i ovnen. Det er min erfaring, at man sagtens kan opnå et godt resultat med denne enkle og billige proces. Men det kræver, at man bruger tid på at salte og tørre fisken ordentligt, så der ikke er vand i kødet under røgningen. En ørred som den viste lå i en 10% saltlage i seks timer og blev derefter vindtørret i yderligere fire timer inden røgningen - og så bliver resultatet et rigtigt herremåltid, som jeg skriver. Prøv selv - det er en god og velsmagende hobby.

Ha' det
Jesper

Bævreaspens fald















Da min spejdertid begyndte i 60'erne, var Rold Skov en herlig tumleplads for os drenge. Her i Danmarks største skovområde var der plads til orienteringsløb, hiker, store lejre, divisionsturneringer, natøvelser, lejrbål og meget andet - og efterhånden lærte jeg det store naturområde at kende som min egen bukselomme.
Det skyldtes ikke mindst den navnkundige skovrider Jens Hvass, der regerede skoven med hård hånd - og som selv var spejder om en hals. Han var en af pionererne, da Det Danske Spejderkorps blev stiftet i 1906 - og her hos ham i den store mørke, mystiske Rold Skov var spejderne altid velkommen.
Betalingen for denne helt uhørte gæstfrihed var, at vi skulle hjælpe med at bekæmpe alle forstfolks skræk - bævreaspen. Dette træ er særdeles voksevilligt og sår sig selv overalt. Jeg har adskillige gange vandret Rebild Bakker igennem på kryds og tværs bevæbnet med en økse for at fjerne bævreasp, som i løbet af fire til fem år ville forvandle de smukke bakker til et uigennemtrængeligt krat.
Bævreaspen er skovens ukrudt. Det har ingen praktisk nytteværdi og kan kun anvendes til tændstikker på trods af en lav brandværdi på højde med papir og birketræ. Ligesom bjørneklo kvæler det alt andet, hvis det får lov at brede sig.
Det kan derfor synes som en skæbnens ironi, at jeg overtog en cirka 30 år gammel bævreasp i haven på Øland. Træet har irriteret mig fra den første dag - skævt, sygt, sikkert selvsået og ikke særlig kønt og unyttigt som det er - eller rettere var. For i den forgangne uge allierede jeg mig med Bent - genbo og skoventreprenør - til at komme forbi med motorsaven og forvandle kæmpen til pejsebrænde.
Det har nu givet et dejligt lyst hjørne i den bagerste del af haven, hvor det nu er min plan at plante æbletræer og måske lidt ribs og solbær.
Men selv om bævreasp som sagt har en relativ lav brandværdi, kan veddet udmærket gøre nytte i brændeovnen, så i løbet af efteråret venter et par friske arbejdsdage med at kløve brænde. Træet var af en sådan størrelse, at jeg gætter på, at der vel er en god rummeter letantændeligt brænde til at strække det dyre bøgebrænde med. Brændekløvning er sundt, frisk efterårsarbejde, som giver dejlige ømme muskler og en solid nattesøvn. Så det er vel egentlig på sin plads at sige, at således har også bævreaspen haft sin mission her på jorden. Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget.
Forresten er der en del store bævreaspe-træer her på Øland. Grovillig som arten er, har træerne fået lov at leve. For de giver trods alt læ for den vind, der næsten altid stryger over de store, flade arealer her ved Limfjordens bredder.
Bævreaspen har det meget sigende latinske navn Populus Tremula. Karakteristisk er et tæt rodnet, som danner rodskud meget villigt - især efter såring. Bladenes lange, tynde stilk gør dem meget bevægelige, sådan at de ryster ved den mindste vind: de "skælver som espeløv". I ungdommen er den årlige tilvækst betydelig - op til en meter om året. Rødderne kan overleve skovbrande - og ofte vil et brændt område springe i bævreasp, hvis ikke man rører det. Man formoder derfor, at visse af bævreaspene på hederne kan være blandt de ældste træer i Danmark.


Ha' det
Jesper

torsdag den 10. september 2009

Sort ibis

Jeg var dårligt nok kommet ind på kontoret her til morgen, før Stein glædesstrålende kunne meddele, at de lokale fuglekiggere havde observeret en sort ibis - på norsk bronseibis -ved Tisnes de seneste par dage.
Nu hører sådan et fjerkræ normalt hjemme i områderne rundt ækvator, så dette ornitologiske stjernetræf ville jeg da også have del i. Efter fyraften kørte jeg derfor til fuglereservatet i Tisnes, men ak, fuglen var fløjet. I hvert fald så jeg ikke noget til den.
Til gengæld fangede jeg denne dramatiske udsigt over mod Tromsø, og regnbuen tåler bestemt sammenligning med både guldfasan, sølvhejre og bronze-ibis, så turen var bestemt ikke spildt.
Billedet giver også et meget godt indtryk af vejret i det nordnorske netop nu. Det har silet ned med kold, kold og meget våd regn det meste af dagen, men henimod aften lysnede det alligevel lidt, som det ses på det andet billede, hvor solen så småt er ved at bryde igennem ved Gieverbukta.
Men sol eller ej - der er mindre end fjorten dage til jævndøgn, den første sne har vist sig på fjeldtoppene og den arktiske vinter rykker ubønhørligt nærmere. Men endnu har vi stadig den første nattefrost til gode, og bladene er stadig på træerne, så det kan sagtens blive til nogle gode dage den næste måneds tid - hvis ellers regnen vil holde op.
Om den sorte ibis hedder det i artsbeskrivelsen, at den er udbredt i alle kontinenter; Syd Europa , central Asien, Amerika, Afrika – kort sagt i regionerne hvor der er varmt. Derfor er der nu ikke noget at sige til, at Stein og de andre fuglekiggere var begejstret over det sjældne besøg i det nordnorske. Det er forresten også en sjælden gæst i Danmark, hvor den kun er observeret 33 gange - de fleste gange i Tipperne ved Ringkøbing Fjord. Som en kuriøsitet kan jeg nævne, at i 2006 holdt et enkelt eksemplar til i Tobberup ved Hobro det meste af efteråret, hvor den fouragerede på familien Lyngaas mødding. Se her, hvilken furore det kan volde blandt passionerede fuglekiggere. Og her kan du se billeder af ibissen fra Hobro. Bemærk den flotte bronzefarvede fjerdragt. Faktisk synes det norske "bronseibis" som et mere velvalgt navn end det danske "sort ibis".

Ha' det
Jesper

onsdag den 9. september 2009

Summer in the City

Det danske sensommervejr har de seneste dage vist sig fra sin allerbedste side. Jeg har været i København mandag til onsdag, og den danske hovedstad kunne byde på liv og glade dage på fortovsrestauranterne - ikke mindst på Strøget og i Nyhavn, der jo er alletiders turistfælder.
Jeg har været til en række møder i det danske udenrigsministerium og tirsdag middag faldt jeg over dette motiv, hvor nogle af de udenrigsministerielle embedsfolk har givet pokker i de støvede papirbunker og har taget madpakken med ud i solen i ministeriets gård foran Eigtveds pakhus.
Men ikke nok med det. En enlig kajakmand havde også fundet ind til ministeriets kajplads. Her sad han så og nød sin madpakke og en pilsner. Bagefter tog han siddende i kajakken en lille lur - jo, der er heldigvis stadig plads til masser af hygge i den danske hovedstad.
Nogle aviser har omtalt det gode vejr som indian summer, men det er det nu endnu for tidligt at sige. For selv om der ikke findes en officiel definition på indian summer, så fastslår meteorologerne på DMIs hjemmeside, at indian summer er varme efterårsdage, efter at nattefrosten og løvfaldet er sat ind - og det er det jo heldigvis endnu for tidligt til.

Ha' det
Jesper

P.s. Rubrikken til historien har jeg selvfølgelig stjålet fra John Sebastian, der sammen med The Lovin Spoonful fik et kæmpehit i 1966 med sangen Summer in the City. Sangen er kåret som nummer 393 på Rolling Stones liste over de 500 største sanghits, men mange gange har den taget topplaceringen, når aviserne laver lister over det specielle fænomen sommerhits.

Store Beatles-dag

Dagen i dag, den 9. september - 09.09.09 - er blevet betegnet som Store Beatles dag. Det skyldes, at der i dag under mediernes store bevågenhed udkom to cd-boxe med The Beatles samlede værker i en såkaldt remastered og digitaliseret udgave. Kort fortalt betyder det, at man har taget de gamle optagelser og kørt den gennem alle de computere, isenkram og maskiner i øvrigt, som al musik, der indspilles i dag, normalt er udsat for.
I følge de par anmeldelser, jeg læste i aviserne i dag, da jeg fløj fra København til Tromsø, skulle resultatet af denne modernisering af de støvede værker være vellykket.
Der er sikkert også lagt i kakkelovnen til en gedigen kommerciel succes, for samtidig udkommer Beatles nu også som videospil. Jeg hørte for lidt siden en forsker i norsk TV, som vurderede den direkte beskæftigelsesmæssige effekt af fænomenet The Beatles til omkring 2.500 årsværk - folk der er beskæftiget med pladedistribution, fremstilling af merchandise og så videre.
Men jeg ved nu ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Jeg har ganske vist endnu ikke hørt de nye indspilninger, men for mig vil The Beatles nu altid være knyttet til de gode gamle grammofonpladers knitrende sprøde lyd. I hver fald falder jeg ikke på halen for alt, hvad der nyt. The Beatles var i sig selv et fænomen ud over det almindelige - og det behøver man egentlig ikke at smykke på. Bandets store succes og levedygtighed skyldes ikke mindst, at medlemmerne var glade og til fest og farver. Langt de fleste rockmusikere er jo generelt nogle sure skrog, men The Beatles spredte glæde uanset hvor de kom frem. Og da jeg forlængst har besluttet, at livet er for kort til at være sur i hvert fald i flere minutter, så er det jo musik for mig.
En af de Beatles sange, som der er allermest fest og farver over er Hey Jude med verdens angiveligt længste udfadning på knap fire minutter. Det var en af de første melodier, jeg optog på min første spolebåndoptager - en norsk Tandberg i øvrigt - og jeg har hørt den tusindvis af gange.
Her har jeg fundet den på YouTube i en indspilning fra BBC, som klart viser, at The Beatles var til fest, farver og højt humør:


Ha' det
Jesper

søndag den 6. september 2009

To fisk i et smæk





















Søndag eftermiddag var jeg udsat for noget, som ikke burde kunne ske. Det kan vel bedst beskrives som fiskesportens svar på golfens hole in one. For det er ikke en lystfiskerskrøne, at jeg fangede to fisk på en krog.
Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg trak ind og der var to fisk i vandet. Og jeg kunne ikke i min vildeste fantasi finde ud af, hvad det var, jeg havde gang i. Først da fiskene var på land og aflivet kunne jeg se, hvad der var sket.
Jeg fiskede med en krog - og det havde indtil dette skete ikke været nogen speciel givtig dag for hverken Tana, Dina eller mig. Men en forholdsvis lille regnbueørred var til sidst alligevel faldet for min giftigt grønne powerbait - og da der også var en gedde i farvandet skyndte den sig at bide på. I den efterfølgende forvirring nede i vandet, hvor ørreden kæmpede for at komme fri, har den så fået viklet gedden ind i snøren - og pludselig havde jeg dobbeltbid. Her til aften - i skrivende stund - må jeg stadig knibe mig selv i armen for at forstå, at jeg har oplevet dette.
For ikke fiskere kan det her måske være lidt svært at forstå - men det er helt sikkert en af de fiskeoplevelser, som jeg vil trætte de andre beboere på alderdomshjemmet med, når den tid kommer. For et sådant held glemmer man ikke lige med det samme. Og så pyt med, at hverken ørreden eller gedden var i nærheden af nogen rekord - sådan rent størrelsesmæssigt.
Hvad der skete denne søndag, er simpelthen et minde for livet - og så er det ik' engang løwn.

Knæk og bræk
Jesper

Grønlandsk kaffe

Grønlandsk kaffe er en sød, stærk, varm og forførende sag, der mere end en gang har slået benene væk under selv den kedeligste tørvetriller. Grønlandsk kaffe stemmer sindet mildt, hjælper talegaverne på gled og rummer i sig selv kimen til en uforglemmelig fest.
Jeg blev introduceret til denne velsmagende showkaffe ganske kort tid efter min ankomst til den store ø og har siden betragtet den som en ganske uundværlig del af en bedre middag. Derfor skulle der selvfølgelig grønlandsk kaffe på bordet, da vi lørdag aften havde inviteret min canadiske kollega Tana til Østerby. Tana og jeg har en række møder i København i den kommende uge, så vi besluttede at vi lige så godt kunne få en weekend ud af det.
Lørdag aften hyggede vi os med gode vine, grønlandske rejer, noget oksekød og jordbærkage lavet på de sødeste jordbær fra Straumsbukta - og så selvfølgelig grønlandsk kaffe, som Tana aldrig havde smagt, selv om hun faktisk har været i Grønland tre gange.
Grønlandsk kaffe består af whisky, Kahlua, kaffe, flødeskum og Grand Marnier og skal helst tilberedes uden al for meget lys. Først tager man en del whisky i et stilkglas, som tåler varme. Whiskyen opvarmes og antændes over den spritbrænder, som selvfølgelig bør findes i ethvert anstændigt hjem. Mens whiskyen brænder supplerer man med en del Kahlua. Så slukker man ilden ved at tilføje en tre til fire dele kaffe samt en klat flødeskum. Herefter hælder man en til to dele Grand Marnier i en sovseske, antænder dette og hælder den brændende væske oven i flødeskummet - gerne med en lang, opadrettet armbevægelse, så strålen trækkes ud og lyser som et nordlys.
I følge legenden symboliserer den sorte kaffe polarnatten, flødeskummet den grønlandske sne og is og den flammende spiritus nordlyset. Det er en god historie og gør bestemt ikke oplevelsen mindre.
Da jeg i sin tid boede i Sisimiut, indtog jeg ofte min aftensmad på det lokale hotel. Her havde jeg en aftale med tjeneren om at runde middagen af med en gratis grønlandsk kaffe, hvis der var turister i restauranten. For når først alle turisterne havde set tjeneren opføre sit show ved mit bord, skulle de selvfølgelig også prøve - og det var der gode penge i for en delvist provisionsaflønnet tjener.
Skikken med den grønlandske kaffe har bredt sig nedover Atlanten, og på alle bedre restauranter i Aalborg-området er det i dag muligt at bestille grønlandsk kaffe.

Skål
Jesper