Onsdag har vejret skiftet mellem regn og sne her i Tromsø - Nordens Paris som byen så smagfuldt omtales i turistbrochurerne.
Sneen blev heldigvis ikke liggende, og der har ikke været antydningen af glat føre, men ikke desto mindre valgte jeg at få pigdæk på bilen. Det er ganske vist lidt tidligt måske, og det smerter mig da også at køre på tør vej med dem, men udsigten til, at der måske ligger sne i morgen tidlig, fik mig afsted til værkstedet.
Når man ser udkørslen fra den ejendom, jeg bor i, håber jeg, at man forstår, hvorfor jeg lidt krysteragtigt allerede har skiftet til pigdæk. Den bakke er simpelthen livsfarlig i snevejr - og jeg skal altså ikke udsætte mig for hele byens smådeltagende grin, fordi danskeren ikke kan styre sin bil i sne som en ordentlig nordmand!
Desværre er min pigdæk ved at være lidt slidte - det er nu tredje sæson, de kører, men jeg håber, at de kan stå vinteren igennem. Eventuelt må jeg bytte for- og baghjul på et tidspunkt for at forlænge levetiden, men nu får vi se. Får vi masser af sne, er det ikke noget problem, men bliver det en dårlig vinter uden sne, så bliver de i hvert fald slidt ned. Så nu er det næsten lige før, at jeg håber på en rigtig snevinter!
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
10 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar