Sprødstegte grisehaler

Gule ærter med mere...

I ugens løb gik snakken om gule ærter. Det er koldt derude, så det er tid til tung, traditionel mad som i gamle dage...

Fruen mener helt generelt, at der hører grisehaler til denne herlige herrespise. Selv er jeg ikke så vild med grisehaler, der ret beset ikke er andet end skind og ben, men hvad gør man ikke for husfredens skyld?

Så fik jeg en ide. Griseskind er jo rigtigt behandlet flæskesvær - så hvad med at forvandle grisehalerne til flæskesvær med håndtag? En slags slagter-slikkepind?

Først kogte jeg halerne i en halv time og lod dem køle af. Så ridsede jeg skindet i små mundrette tern. Herefter penslede jeg med rapsolie og gned skindet med salt og peber. Grisehalerne blev lagt på en rist og fik 45 minutter i ovnen ved 175 grader. Jeg var ikke helt tilfreds, så de fik lige et par minutter ekstra under grillen - og så var de klar. Herlig flæskesvær monteret på et ben - lige til at spise.

De gule ærter begyndte jeg på allerede torsdag, hvor jeg kogte en grundsuppe på ben, gulerødder, løg og en stor kvist timian fra haven. Suppen blev siet, og fredag eftermiddag kogte jeg så grisehalerne i den kraftige fond. Det tog den ikke skade af - og den blev heller ikke ringere af, at jeg bagefter kogte et stykke røget spæk i en times tid - bare for at give lidt ekstra smag.

Herefter siede jeg endnu en gang, snød lidt og gav suppen et opkog med en pose færdigskårne suppeurter og sluttede så af med en halv pose af Møllerens gule ærter og smagte til med lidt salt.

Normalt ville jeg servere med kogt medisterpølse og sprængt flæsk, men der var rigeligt med kød fra benene - og så de sprødstegte grisehaler, Så dermed blev det.

I følge fruen var det de bedste gule ærter og grisehaler, hun nogensinde har fået - og det tror jeg gerne. For det smagte saftsuseme godt...