tirsdag den 29. august 2017

Fly in

På strandtur med flyfolket

Fotografisk hole-in-one...
Fly-in samlede som sædvanligt
masser af "bolværks-piloter".
Søndag eftermiddag burde jeg nok være blevet hjemme og passet radisserne samt ikke mindst en temmelig langhåret græsplæne. Men det er ikke nemt, når man har flyspotter-genet, og der var fly-in i Blokhus.

Så ved to-tiden gav jeg pokker i græsset og kørte til Blokhus strand tids nok til at se de 19 deltagende fly gå i luften som perler på en snor.

Egentlig var der ikke noget nyt i sceneriet. Jeg har set det før, og helt ærlig var det rent fotografisk meget bedre sidste år, hvor store tordenskyer dannede en dramatisk kulisse til opvisningen. alligevel var der muligheder, for i år var det aftalt, at alle deltagerne umiddelbart efter takeoff skulle vende og lave et lowpass langs den interimistiske flystribe i strandsandet.

Trængsel i luften over Blokhus.
Et af flyene - OY-RPY - gjorde det virkelig flot, og det var lige før, tilskuerne ved bækken i Blokhus måtte dukke sig - i hvert fald set på nogle 100 meters afstand.

Det blev da også til et enkelt drømmefoto - sådan et slags fotografisk hole-in-one. Det er det øverste foto af OY-9301, der bare sad i kassen. Efterarbejde i Photoshop fuldstændigt unødvendigt, bortset fra en downsizing til netbrug.
OY-ELM blev lidt udfordret af vinden, der gik vinkelret på banen.
RPY leverede et flot lowpass...
...Så det var lige før, tilskuerne blev karseklippet.
KZ-VII er dansk flyindustris største succes.
Læs i øvrigt mere om O-619 i en anden bloghistorie.
To sekunder efter takeoff.

mandag den 28. august 2017

Damemenu

Sildelauget på banen igen

Smagsprøver til Medborgerhusets gæster.
Velkomstdrinken blev i mangel af
 bedre serveret i dessert-assietter..
.
Sommerferien er forbi, og fredag aften var der så igen møde i det lille sildelaug på Øland, du skønne ø...

Traditionen foreskriver egentlig, at vi denne aften giver den fuld gas og inviterer damerne med på en opulent, kulinarisk oplevelse, men af forskellige grund passede det ikke lige ind i planerne i år.

Men fraværet af damer skulle nu ikke holde os tilbage for at køre en rigtig damemenu, som den kunne have set ud, hvis ellers kvinderne havde været med.

Så den fik alt, hvad den kunne trække med velkomstdrink og en treretters.

Lammekrone med råstegte kartofler, spidskål og urtesauce.
Nu tog det lidt tid at lave alle de gode sager, så det med velkomstdrinken skal ikke tages alt for bogstaveligt. Den blev nemlig indtaget godt to timer efter mødets begyndelse oven i nogle vinprøver og giftblanderens pilesnaps.

Velkomstdrinken var en gang frosé, der sikkert er bloggens læsere velkendt, for det er en af skriverkarlens favoritter - og da det i øvrigt var skriverkarlen, der havde sammensat dagens menu, var det ene gamle kendinge fra det lille hus på Nørremarksvejs køkken.

Forretten var en lille fisketallerken med rimmet laks, rejer, kammuslinger, wakame-salat og senneps-aioli. Hovedretten lammekrone med råstegte kartofler, spidskåls-salat og urtesauce. Egentlig skulle der også have været skriverens hjemmelavede mint-gele, men den glemte vi i farten. Desserten var en hvid chokoladekage med hindbær-coulis.

Det blev en god aften med plads til mange dybsindigheder. Vi blev også mætte i temmelig sikker stil, da et par uforudsete afbud gjorde, at der var købt rigeligt ind til de lille og sluttede selskab.

Det kom medborgerhusets øvrige gæster til gode, for de fik da også en lille smagsprøve på velkomstdrinken og forretten - og således levede Sildelauget op til sine sociale forpligtelser på øen.
Og til dessert hvid chokoladekage med hindbær-coulis og årstidens
 frugter - sådan da. Jordbærsæsonen er i hvert fald slut på Øland, men
butikkerne fører nu stadig de røde bær...

torsdag den 24. august 2017

Rønnebærhøst

De er sure, sagde ræven


Efterhånden er rønnebær-træerne på parcellen blevet så store, at vi nu kan begynde at høste af det lidt sure og bitre bær, der er så godt til gele.

Jeg plukkede her til morgen godt halvandet kilo, der rækker rigeligt til årets produktion af rønnebær-gele og måske lidt brændevin.

Rønnebærrene er ganske rigtigt sure, som ræven sagde, men det råder vi bod på ved at give dem et par dage i fryseren. Det tager det værste af surheden, og så skal de ellers koges til saft til gele sammen med nogle af nedfaldsæblerne. Æbler indeholder pektin og på den måde håber jeg at undgå, at det bliver nødvendigt at tilsætte geleringsmiddel.

Det blev også til et halvt kilo brombær. De ryger også i fryseren til de tre kilo, der ligger der i forvejen. Brombærhøsten er nemlig forrygende i år, men desværre bliver bærrene ikke modne på samme tid, så vi plukker nogle håndfulde hver morgen og gemmer dem i fryseren. Når bærsæsonen så er forbi, bliver hele herligheden lavet til brombærsyltetøj. Det vender vi tilbage til senere på året...

onsdag den 23. august 2017

Min morfars hus

Barndomsminder

Her er jeg fotograferet i bakkerne bag ved Strandgårdshøj. Motivet er lidt
 af en sjældenhed, for sidenhen har jeg fundet ud af, at heste er
nogle af Vorherres mest lumske og ondskabsfulde skabninger, der både
bider og sparker, så jeg nærmer mig i dag kun ugerne en hest.
Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om min farmors hus, og nu er turen så kommet til min mormors og morfars hus.

Bungalowen er i dag skjult bag en stor og
 temmelig vildtvoksende hæk.
Det var en bungalow på Strandgårdshøj i Ebeltoft. Hertil var min bedsteforældre på den mødrene side flyttet, da gården Skovvang ved Tirstrup blev overtaget af min onkel Ejvind.

Men den rurale baggrund fornægtede sig ikke, så bag ved bungalowen var der en hønsegård, så der altid var friske æg og høns i husholdningen - og det var forresten også her, at jeg som en temmelig sikkert noget betuttet lille dreng lærte at slå hovedet af en høne. Et af mine meget skjulte talenter, som jeg først for et par år siden igen fik brug for, da vil skulle slagte smedens høns til et møde i sildelauget.

Jeg husker huset som temmelig stort, men i følge BBR er det nu kun 122 kvadratmeter. Der var fuld kælder med blandt andet et stort fyrrum, kulrum og ikke mindst et viktualierum, hvor min mormor opbevarede alskens herligheder af syltede frugter. Sådan nævnt i parantes husker jeg især mormor for de syltede pærer, hvorimod jeg altid tænker på min farmor, når jeg får jordbær...

I kælderen var der også et gæsteværelse, hvor vi sov i store og tunge fjerdyner. Gammeldags og med vore dages øjne måske ikke særligt komfortabelt. Men trygt var det med hønsene gående lige uden for kældervinduet.

Bag ved huset var der også en stribe jord, der grænsede op til nogle marker og den dengang i tresserne nyanlagte golfbane i Ebeltoft. Den lille jordstribe var urtehaven, hvor der blev dyrket grøntsager i stor stil, og nederst var der ribs- og solbærbuske.

Mosen er i dag et lille grønt åndehul midt i et temmelig
mondænt villakvarter, som grænser op til golfbanen i Ebeltoft.
Derudover havde min morfar også mosen. Dengang jeg var lille, var den temmelig langt væk, men da jeg besøgte stedet tirsdag, måtte jeg erkende, at afstande er temmeligt relative - og så langt har det nu heller ikke været. I mosen havde min morfar - så vidt jeg husker - især kartofler og gulerødder. Der var et lille redskabsskur og på et højtliggende hjørne af parcellen et lille lysthus.

Mosen var omkranset af træer, og for mig var det i hvert fald et spændende sted at snuse rundt og gå på strejf. Det var jo før curlingforældrenes tid - og jeg erindrer faktisk ikke, at der nogen sinde var nogen, der udtrykte bekymring for, at en lille knægt færdedes ved et vandhul uden redningsvest. Den var nok ikke gået i dag.

Jeg holdt meget af mosen, for var mange spændende insekter og især mange guldsmede - helikoptere kaldte vi dem. Det var også i mosen, jeg havde mit livs første møde med en snog, som jeg vist nok antog for at være en ål. Men der var mange snoge i det lille vandhul og så en guds velsignelse af haletudser, frøer og tudser. Ved den lille høj med lysthuset var der oven i købet en rævegrav, og var man tålmodig og gemte sig i buskadset, kunne man også fået et glimt af ræven.

Området bag ved bungalowen er i dag bebygget - dels med en kolonihave, og rundt om mosen er der nogle flotte villaer. Men selve mosehullet findes fortsat, konstaterede jeg, da jeg tirsdag eftermiddag lige fik tid til en afstikker til området i forbindelse med et møde i Ebeltoft.

Jeg har nok ikke altid forstået det - og ej heller påskønnet det, men i dag forstår jeg, hvor stor en betydning det har haft for min opvækst og min personlighed, at jeg altid har fået lov til at strejfe og nyde naturen. Og ferierne hos både mormor, morfar og også farmor i Vordingborg har lært mig glæden ved at avle mine egne grøntsager og frugter.

For fuldstændighedens skyld vil jeg også lige nævne, at min morfar var den lykkelige ejer af en divan. Dette udmærkede og fortrinlige soveinstrument var den fysiske ramme for den daglige middagslur - det vi meget rammende kalder en "morfar" i dag.

Jeg fik lov at dele divanen med morfar. Inden vi slumrede ind, fortalte morfar med stor indlevelse og talent nogle af de såkaldte molbo-historier. Måske det er herfra, at min glæde over både den gode historie og divaner stammer?
Her er et foto af morfar og undertegnede. Jeg ved ikke, hvor billedet
 er taget, men måske i den fine stue i huset i Ebeltoft???

tirsdag den 22. august 2017

En god søndag

Traner i Tranum Klitplantage

På vej hjem fra søndagsturen til Blokhus kørte vi rutinemæssigt gennem Tranum Klitplantage, der dækker sådan cirka en tredjedel af den 25 kilometer lange tur.

Turen byder ofte på glimt af både rå- og dådyr, ræve, musvåger, fiskehejrer og såmænd også en gang i mellem en trane. Så mæt og tilfreds efter søndagens is og med to fuldfede rødspætter i bagagerummet, siger jeg henkastet til Dina:

- Nu mangler vi sådan set bare at se et par traner. Så har det været en god dag...

Og næppe havde jeg udtalt ordene, før jeg ude til højre så et par stykker af det nævnte fjerkræ. Et lidt pudsigt tilfælde, men næppe helt tilfældigt, for lokaliteten hedder jo Tranum. Jeg mener...: Der går sjældent røg af en brand, uden at der har været ild - og stedet har jo åbenbart altid været tilholdssted for den store, flotte fugl, der er fremgang i dagens Danmark.

Så selv om tranerne - der var nok seks til syv stykker - var godt dækket af det høje græs og buskads i lysningen, så var det altså en god søndag eftermiddag...

søndag den 20. august 2017

Morgentur i regnhaven

Søndag morgen og fri...

Jeg lægger stor vægt på, at parcellens gæster bliver modtaget
 med blomster. Det er da lykkedes meget godt denne sommer.
Nu er det seks år siden, jeg grundlagde mit æbleespalier,
 og i år er det første gang, vi kan nyde frugterne af indsatsen.
Jeg har haft lidt småtravlt de seneste dage, og det er ikke rigtig blevet til at nyde haven, men her søndag morgen skulle det være.

Der mangler i hvert fald ikke regn. Her på parcellen har vi fået 70 mm den seneste uge. Og selv om det er dejligt med sol og varme, ser det ud til, at haven trives og har det godt, så fred og ingen fare...

Billederne er i øvrigt taget med mit gamle Canon 40D, som kom på markedet for netop 10 år siden.

Dengang et meget anmelderrost og temmelig avanceret kamera. Som det ses på billederne, kan det fortsat være med - omend jeg fornemmmer, at der skal arbejdes lidt mere med billederne i raw-fremkaldelsen i forhold til nyere kameraer.
De fleste af vores tagetes lider meget af snegleangreb i det
 fugtige klima, men dem her i krukker er gået fri. Og de klarer sig flot...
De her knoldbegonier har simpelthen haft det for godt. De har overvintret
på værkstedet og står i en solid blanding af jord og hestemøg. Allerede i
 forsommeren var de over en halv meter høje, og vi har beskåret dem
voldsomt for i det hele taget at se blomsterne. Sammenlign med
billedet nedenunder.
Nyindkøbte knoldbegonier fra i år - og i almindelig plantejord.
Efterhånden er rønnebærtræerne blevet så store, at vi skal til at
høste fra dem for første gang. Så om føje tid skal der laves rønnebærgele
- og måske et lille forsøg med lidt brændevin...
En vild rose midt i efeuen. Den giver helt fantastisk med blomster,
selv om - eller måske netop fordi - jeg hvert år klipper den helt ned til roden.

mandag den 14. august 2017

Sommer på hæld

Efteråret så sagte kommer


Sommeren går på hæld, og gæssene skal have huld til den kommende vinter. Det er situationen derude netop nu i midten af august.

Bønderne høster på livet løs, og gæssene er så småt ved at vende hjem fra sommerbopladserne langt mod nord. Her i høst-Danmark kan de så tage for sig af resterne fra høsten. Det er et sikkert tegn på, at vi går mod koldere tider.

Ude i skoven begynder hormonerne at sætte sit præg på kronhjortene, der skal i gang med efterårets kamp for indskud i genbanken. Jeg mødte søndag aften en stor rudel kronhjorte på en kornmark i udkanten af Tingskoven.

Desværre skræmte jeg hjortefamilien, da jeg stoppede bilen for at fotografere, så flokken forsvandt ud i skyggen af skoven. Det er ikke ligefrem optimalt til foto, men jeg bringer alligevel billederne for lige at minde om, at det er ved at være nu, det sker.

fredag den 11. august 2017

Spindende historie

Edderkop med bid i

Grønlandsk kvinde bidt af columbiansk
edderkop i Aasiaat.
Det lignede ærlig talt en vits eller måske endda et tilfælde af fake news, da den grønlandske radio KNR torsdag meddelte, at en medarbejder ved kystradiostationen Aasiaat Radioa var blevet bidt af en giftig columbiansk edderkop, som var kommet til Grønland med et parti økologiske bananer.

Men den var tilsyneladende god nok med billeder fra sygesengen af den kvæstede kantinedame ved kystradiostationen.

Blogredaktørens skepsis over for historien skyldes især, at Aasiaat betyder edderkopper på grønlandsk. Dobbeltheden fremgår tydeligt af historiens grønlandske overskrift: "Aasiaap toqunartullip arnaq Aasianni napparsimavimmut unitsikkaa" (Giftig edderkop sender kvinde på hospitalet i Aasiaat).

I øvrigt appellerer historien voldsomt til den grønlandske offentlighed, da mange grønlændere døjer med voldsom araknofobi på trods af, at Grønland faktisk er hjemsted for ikke mindre end 52 edderkoppearter, selv om ingen af disse er giftige.

Kystradiostationen Aasiaat Radioa er et vigtigt led i sikkerheden til søs i Grønland. Stationen drives af TELE-POST på vegne af den danske stat.

Aasiaat Radio udsender med faste mellemrum trafiklister på deres normale arbejdsfrekvenser- og kanaler. Trafiklister er et internationalt begreb, som bliver brugt, hvor skibe ikke nødvendigvis forventer opkald. Alle skibe på 20 bruttoregistertons og derover og fiskeskibe på rejse mellem grønlandske havne og anløbspladser skal give Aasiaat Radio melding om: Skibsnavn, afgangssted og tidspunkt, rute. forventet ankomststed og tidspunkt samt antallet af personer ombord. Varer rejsen over et døgn, melder skibet mindst en gang i døgnet med sin position. Når man når frem til det planlagte ankomststed, melder man dette til Aasiaat Radio. Udebliver en aftalt melding, bliver redningsmyndighederne underrettet.

tirsdag den 8. august 2017

Strib-tease

Zebraer på den nordjyske savanne

Zebrastriber er åbenbart sidste vrinsk i moden for hestedækkener, hvis man skal tro denne flok heste, der går rundt på en mark nær Vejlen nord for Vadum i øjeblikket.

Søvnige morgenbilister vågner med et zet ved synet af den pyjamasklædte hesteflok, mens andre spekulerer på, om zebraen har føjet sig til rækken af invasive dyrearter i det nordjyske.

Men festligt ser det ud...

mandag den 7. august 2017

Gammeldags jordbærkage

Sensommerdessert

Gammeldags jordbærkage giver minder om
barndommens sommerferier hos farmor.
Søndag aften stod den på gammeldags jordbærkage til dessert.

Når den færdige jordbærgrød sættes til afkøling, skal den
have et let drys sukker, så den ikke trækker skind.
Jeg ved ikke, hvorfor det kaldes jordbærkage, for det har sådan set ikke ret meget med kage at gøre - og det skal heller ikke i bages, men det er altså ligesom æblekage i virkeligheden bare en grød med makroner og flødeskum.

Jeg tog en pose af årets jordbær fra fryseren og tøede dem op. Bærrene kom i en gryde med bunden lige nøjagtig dækket af en sjat vand. Desuden tilsatte jeg en rest ribsgele. Det fik et opkog i et minuts tid, og jordbærrene smed en masse saft. Her skulle det så være smagt til med lidt sukker, men det viste sig, at sukkeret fra ribsgeleen var nok, så det var ikke nødvendigt.

Godt med makroner fuldender værket.
Herefter jævnede jeg med to teskeer kartoffelmel rørt op i lidt vand. Det er vigtigt, at grøden ikke kommer i kog, når først kartoffelmelet er tilsat, for så bliver grøden lang og gummiagtig! Kommet så langt skal grøden afkøles, inden man går videre.Giv grøden et let drys sukker, så trækker den ikke skind på overfladen.

Normalt vil man anrette hele herligheden i skålen, men da makroner ikke går så godt i spænd med Dinas sukkersyge, anrettede jeg det i portionsskåle. Først en knust makron i bunden, så jordbærgrød, endnu et par knuste makroner og på toppen lidt flødeskum - og så er der ellers serveret.

Det er herlig gammeldags dessert, som jeg tror, de fleste danskere holder af. Det giver mig altid minder fra barndommens besøg hos farmor, der høstede, syltede og regerede med havens frugter gennem hele sommeren.

Aftenens hovedret var skipperlabskovs. Friesländer-kartoflerne fra haven er ved at være temmelig store og koger nemt ud, så de er gode til netop labskovs. Kødet var rester: Det fineste oksemørbrad - afskæret fra en oksemørbrad, som jeg tidligere på sommeren havde forvandlet til grillbøffer.

Og hvorfor nu al den kokkereren på en almindelig søndag aften? Jo, der var jo fodbold i fjernsynet - og her i huset er det ligesom at være alene hjemme. Dina sad klistret til fjernsynet hele eftermiddagen,selv om kampen endte nøjagtig som forventet. Forstå det, hvem der kan...
Skipperlabskovs af de sidste af sommerens kartofler og en rest
oksemørbrad - selvfølgelig med en ordentlig klat smør
og et drys persille på toppen.

søndag den 6. august 2017

Årets første gulerødder

Høsttid

Det har været træls og blæsende de seneste dage. Oven i købet døjer jeg med en slem forkølelse, fordi jeg åbenbart ikke kan tåle at sove indendørs efter sommerens spejderlejr.

Alligevel er det blevet til en god dont i haven, der nu er nogenlunde gennemrenset for ukrudt og klar til sensommeren. Lørdag blev det også tid til at høste årets første gulerødder.

Selve gulerodshøsten har egentlig ikke set overvældende ud - og der er sine steder temmelig langt mellem planterne. Men det er ikke ubetinget en ulempe, for på den måde får den enkelte plante altså også godt med plads - og de første gulerødder har i hvert fald en fin størrelse.

Det ser knap så godt ud i sellerien. Mens jeg har været væk fra haven, har sneglene tilsyneladende muntret sig og taget toppene på en del af planterne. Jeg hev fem - ud af 36 - op, fordi de var ødelagt af sneglene, de bæster...

Skildpaddesuppe

Fra det spirituøse overdrev

Kim Kappel demonstrerer, hvordan skildpaddesuppen
 toppes med flødeskum fra dåse...
Menuen stod på spareribs og ringriderpølser og til dessert skildpaddesuppe, da holdet bag underlejren Øen holdt afslutning sidste lørdag på Spejdernes Lejr.

Der grilles inden festen...
Spareribs og ringriderpølser giver sig selv - taget selskabet og anledningen i betragtning - men skildpaddesuppen var ny for mig. Det er imidlertid endnu en variant i underskoven af spiritus blandet med slik, som der- som bekendt - eksperimenteres med ude i de små hjem.

Man tager een halv kop varm kaffe og tilsætter en af Toms berømte skildpadder. Der røres rundt i koppen til skildpadden er opløst. Så tilsættes et låg whisky og det hele toppes med lidt flødeskum. Sværere er det ikke - og dybest set er det jo ikke andet en irish coffee, hvor sukkeret er erstattet af en karamelfrø. Og det er måske lidt lettere at håndtere på feltfod og med mange deltagere...

Nu er opskriften givet videre - og så kan læserne selv forsøge sig. Det smager udmærket, men jeg vil til enhver tid foretrække en grønlandsk kaffe, hvis lejligheden byder sig...


Og så lidt trivia: Skildpadden fra Toms blev oprindeligt designet af Rasmus Klump-tegneren Vilhelm Hansen og er et mørkt chokolade-skildpaddeskjold fyldt med en creme lavet på karamel med romsmag. Den blev udviklet til at tage konkurrencen op med Galle og Jessens berømte chokoladefrøer. Siden er Galle og Jessen blevet overtaget af Toms, men skildpadden lever og har det godt på det danske marked. På årsbasis spiser vi 33 millioner Kæmpe Skildpadder og 25 millioner Mini Skildpadder. Toms skildpadder er et af de første eksempler på product placement i Danmark, idet Poul Reichardt gumler skildpadder i "De røde heste" i 1950. Skildpadden optræder også under navnet Pilskadden i Rasmus Klump.

Toms har sit navn efter stifterne Trojel og Meyer. S'et blev tilføjet for at undgå, at der stod "Tom" på slikautomaterne. Fabrikken blev grundlagt i 1924, men fik sit store gennembrud efter krigen, hvor man leverede chokolade til de amerikanske soldater i Tyskland. Det var ved den lejlighed, at fabrikken udviklede den nok så kendte Yankee Bar.

lørdag den 5. august 2017

Røgslør

Livsglædens bål
Ilden er menneskets bedste ven - skarpt forfulgt af portvin...
Det lignede verdens-historiens dårligste timing, da det såkaldte økologiske råd i sidste uge gik til kamp mod danskernes brug af brændeovne. Denne naturlige brændekilde bliver nemlig af økologerne og visse politikere anset for at være både unaturlig og forurenende.

Den dårlige timing skyldes, at netop på samme tid sad 37.000 spejdere på en mark i Sønderjylland og lavede mad over bål. Det var sand økologi og livsglæde. Overalt kunne man nyde duften af frisk brænderøg, der er en eftertragtet og nødvendig del af spejderlivet – en tilværelse i det fri og i naturen langt fra forskernes og miljøpolitikernes bonede og sterile cafegulve i det indre København.

Almindeligt træ er den mest bæredygtige energikilde vi har – og brændet har siden stenalderen bevist sin bæredygtighed og naturlighed.  Uden træet og ilden ville menneskeheden aldrig have overlevet bare en eneste vinterdag i naturen – og det er derfor menneskets bedste ven.

På den baggrund er det underligt og ikke særlig civiliseret, når de såkaldte miljøforkæmpere kalder til kamp mod brændeovnene med statistiske påstande om, at røg fra brændeovne dræber flere end trafikken.

Det er i bedste fald noget fordrukkent sludder og i værste fald et ubehjælpsomt forsøg på at manipulere tallene for at nå et gustent politisk mål om en verden, hvor nydelse og hygge er strengt forbudt.

Påstanden er uansvarlig og nærmer sig kriminel omgang med statistik, for hvor antallet af trafikdræbte er et meget konkret tal, er påstanden om at folk dør af brændeovne blot et påstand, som ikke kan bevises. Vi kender navn og personnummer på samtlige personer, der dræbes i trafikken, men endnu er der ingen læge, der har skrevet brændeovnsrøg som årsag på en dødsattest.

I øvrigt er regnestykket heller ikke fyldestgørende, for hvis man overhovedet skal bruge tal som forudsætning for en diskussion om træ som brændselskilde, bør man også indregne alle de tilfælde af hjerteslag, som undgås, fordi folk bliver sundere af at hugge deres eget brænde, fordi brænde som bekendt giver varmen to gange; når det bliver hugget og kløvet – og når det bliver brændt.

Desuden bør tallene også tage højde for den mentalhygiejniske effekt, som det giver at sidde foran en fredfyldt brændeovn eller bål, mens tankerne går på langfart. Sandheden er, at påstandene om brændeovnenes farlighed er noget religiøst sludder fremsat af miljøtosser, der tror på, at en ren verden også er en god verden – og at hygge og fornøjelse er syndige vederstyggeligheder, som fører direkte til helvede.

Det er i direkte tråd med pietismens og religiøse fanatikeres tro på, at menneskeheden opnår frelse gennem askese og afholdenhed. Det er et synspunkt, som var vældig populært i visse kredse for flere hundrede år siden – og som næppe har sin gang på jord i vore dage, hvor det er almindelig anerkendt, at religiøs fanatisme er et af tidens største problemer.

I stedet for at forbyde brændeovne bør det overvejes at forbyde miljøorganisationer, der ypper trætte og gentagne gange rejser debatter, som fornuftige og anstændige mennesker for længst har opgivet. For det er jo ikke mere end et par år siden, at denne debat kørte sidst – og som bekendt endte med, at Folketinget efter massivt folkeligt pres fornuftigt og forstandigt opgav at lægge afgifter på træbrændsel.

I aften tænder jeg op i havepejsen, sætter mig foran det buldrende, bragende bål med et stort glas god portvin og en cigar, mens jeg i røgen tager på mental meditation. Måske dør jeg – men det er i så fald som et lykkeligt menneske. Det sker næppe for miljøfolkene, når de i aften sætter sig foran DR’s sterile programmer. Til gengæld løber de en risiko for at kede sig til døde i almindelig mangel på livsglæde.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 4. august 2017

torsdag den 3. august 2017

Midt i en terrortid

Spejderlejr i terrorens skygge

Politiet var massivt til stede ved alle større samlinger
 sammen med lejrens egne vagter i grønne veste.
"We have nothing to fear but fear itself", sagde Franklin D. Roosevelt i sin indsættelsestale i 1933.

Ordene kom til mig igen og igen på Spejdernes Lejr 2017, der bød på sikkerhedsarrangementer i et hidtil uset omfang ved danske spejderlejre.

Der blev passet grundigt på spejderne.
Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende. Fra mit telt kunne jeg se politibiler inspicere lejrens grænser hvert tredje minut, ligesom alle større samlinger blev overvåget af et massivt politiopbud. Flere steder - blandt andet ved ankomstterminalen og lejrbålspladsen - stod store stilladstårne uden nogen som helst spejdermæssig funktion, som angiveligt blev brugt af politiets skarpskytter til at overvåge situationen.

Ved alle lejrens indgange var der bomme, og alle lastbiler, som ikke var i brug, blev sikret med koranklodser. Der var sikkert også mange andre foranstaltninger, som vi slet ikke kunne se.

Samfundet har forandret sig til det værre de seneste år. Religiøse tosser får lov at gå frit rundt, og ingen kan længere vide sig sikre i et samfund i opløsning. Derfor skal man selvfølgelig gøre noget. "Sic vis pacem, para bellum", som de gamle romere sagde.

Spørgsmålet er bare, om det hjælper. Hvis man virkelig ønsker at angribe en stor spejderlejr, hjælper de mange sikkerhedsforanstaltninger som en skrædder i helvede. Mod den onde vilje kæmper selv guderne forgæves - og spørgsmålet er, om ikke den massive tilstedeværelse af politi virker mere skræmmende på børn end selve terrortruslen.

Jeg finder i hvert fald politiets generelle brug af skudsikre veste ganske lidt overbevisende. Det efterlader indtrykket af en meget lidt solidarisk ordensmagt, som selv har opgivet - og giver børnene en stadig påmindelse om, at der er noget at frygte. Så er vi der, hvor vi skal overveje, om ikke det er frygten, som er vores største fjende.
Der var vagter og bomme ved alle lejrens indgange.
Parkerede lastbiler blev sikret med koranklodser.
Fra store vagttårne overvågede politiets skarpskytter angiveligt
begivenhederne - akkurat som i de gamle koncentrationslejre.

tirsdag den 1. august 2017

Den ægte vare

Wienerschnitzel

I halvanden uge har jeg kokkereret i Cafe Wiesn - hjælpernes vandhul og fristed på Spejdernes Lejr. Menuen var overvejende tyskinspireret, og dagens ret var alle dagene wienerschnitzel.

Nu var det ikke ligefrem den højere kogekunst, men gedigen grillbar-mad, vi serverede. Så det blev til nogle hundrede portioner wienerschnitzel i en fastfood-udgave. Selve schnitzlen en færdigpaneret af slagsen fra Tulip lavet på skinkekød serveret med dreng, ærter, pommes frites og catering-bearnaise.

Saucen har intet med bearnaise at gøre, men er harmløs i smagen og får fritterne til at glide ned.

En ægte bearnaise laves på smør og æg krydret med mængder af estragon, men catering-udgaven består af majsjævnet rapsolie tilsat en række smagsstoffer og stabilisatorer. Det mest reelle i menuen var ærterne og så drengen, der bestod af en skive citron og lidt peberrod og kapers. Citronen tager det meste af frituresmagen, så det var en vigtig ingrediens.

Men en ting stod helt klart. Når jeg kom hjem fra lejren, skulle vi have rigtig wienerschnitzel. Så i dag gik turen til Slagter-Palle i Fjerritslev, hvorfra jeg hjembragte et par ordentlige kalveschnitzler på godt og vel et kvart kilo og sådan cirke 20 cm i fladbanket diameter.

Wienerschnitzlerne blev paneret med rugmel og serveret med hvidløgsbrasede kartofler drysset med persille, ærter og smeltet smør. Drengen bestod af citron med hjemmeavlet peberrod, kapers og så appetitsild i rigelige mængder, sådan som jeg gerne vil have det.

Nøj, hvor det smagte - og hvor var det godt oven på al frituremaden...

Regn, mudder og la Familia...

Vi sætter spor i regnen

Der har været sagt og skrevet meget om regn i forbindelse med Spejdernes Lejr. Og guderne skal vide, at en lejr, som er så stor, er sårbar på regnen.

For der skal ikke køres eller vandres ret meget, før sporet på de lerede sønderjyske marker forvandler sig til mudder af den allermest klæge og glatte model. Men når det så er sagt, er regn nu altid at foretrække frem for blæst. For regn kan man beskytte sig imod. Det findes som bekendt ikke dårligt vejr, men kun dårlige klæ'r. Men det er godt nok træls at ligge i telt i blæsevejr.

Familiebesøg i spejderlejren. Foto: Henrik Jespersen
Så regnen generer ikke spejderlivet af betydning. Snarere er det et ekstra krydderi, for vandpytter, mudder og gummistøvler er faktisk en dejlig kombination for de fleste børn - og så længe børnene ikke bliver kolde, er det altså ikke det store problem.

Til gengæld var regnen ret så generende, da min søster og jeg havde besøg af vores kusine og fætter. De to har aldrig været spejdere og har aldrig tidligere været på en spejderlejr, så for lang tid siden havde vi aftalt, at de skulle komme forbi os i Sønderborg.

Jeg glædede mig til at fortælle om spejderbevægelsen, Baden Powell, Brownsea Island, friluftsliv og "børn leder børn" - viden og hjerteblod, der har gjort mig til den, jeg er.

Det blev blandt andet til et besøg ved "Støvlen", der her
 er fotograferet i dansk sommertørvejr med
drivende cumulusser..
.
Det satte regnen en effektiv stopper for. Jeg modtog Anne, Niels og Henrik på parkeringspladsen i støvregn - og inden vi havde fundet Birgitte i Spejdersports store lejrfilial, var det reel styrtregn. Det lagde en dæmper på det hele - og familien mente høfligt, at det ret hurtigt var på tide at komme videre. Forinden nåede vi dog at besøge støvlen - lejrens vartegn - der symboliserer, at spejderbevægelsen sætter spor i den enkelte og i samfundet.

Jeg skal ikke fortænke familiens ulyst til regn. Det er den løsning, de fleste danskere vil vælge. Og da jeg var fri for pligter denne dag, endte det med en flaske god vin og udsigten fra teltet over parkeringspladserne, hvor Falck og Vejhjælp var på overarbejde. For det var ikke alene spejderne, der satte spor på de sønderjyske marker. Det var også regnen...
La Familia på besøg i Spejdersport. Fra venstre kusine Anne,
 bloggeren, Birgitte og fætter Niels. Foto: Henrik Jespersen.