Min morfars hus

Barndomsminder

Her er jeg fotograferet i bakkerne bag ved Strandgårdshøj. Motivet er lidt
 af en sjældenhed, for sidenhen har jeg fundet ud af, at heste er
nogle af Vorherres mest lumske og ondskabsfulde skabninger, der både
bider og sparker, så jeg nærmer mig i dag kun ugerne en hest.

Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om min farmors hus, og nu er turen så kommet til min mormors og morfars hus.

Bungalowen er i dag skjult bag en stor og
 temmelig vildtvoksende hæk.

Det var en bungalow på Strandgårdshøj i Ebeltoft. Hertil var min bedsteforældre på den mødrene side flyttet, da gården Skovvang ved Tirstrup blev overtaget af min onkel Ejvind.

Men den rurale baggrund fornægtede sig ikke, så bag ved bungalowen var der en hønsegård, så der altid var friske æg og høns i husholdningen - og det var forresten også her, at jeg som en temmelig sikkert noget betuttet lille dreng lærte at slå hovedet af en høne. Et af mine meget skjulte talenter, som jeg først for et par år siden igen fik brug for, da vil skulle slagte smedens høns til et møde i sildelauget.

Jeg husker huset som temmelig stort, men i følge BBR er det nu kun 122 kvadratmeter. Der var fuld kælder med blandt andet et stort fyrrum, kulrum og ikke mindst et viktualierum, hvor min mormor opbevarede alskens herligheder af syltede frugter. Sådan nævnt i parantes husker jeg især mormor for de syltede pærer, hvorimod jeg altid tænker på min farmor, når jeg får jordbær...

I kælderen var der også et gæsteværelse, hvor vi sov i store og tunge fjerdyner. Gammeldags og med vore dages øjne måske ikke særligt komfortabelt. Men trygt var det med hønsene gående lige uden for kældervinduet.

Bag ved huset var der også en stribe jord, der grænsede op til nogle marker og den dengang i tresserne nyanlagte golfbane i Ebeltoft. Den lille jordstribe var urtehaven, hvor der blev dyrket grøntsager i stor stil, og nederst var der ribs- og solbærbuske.

Mosen er i dag et lille grønt åndehul midt i et temmelig
mondænt villakvarter, som grænser op til golfbanen i Ebeltoft.

Derudover havde min morfar også mosen. Dengang jeg var lille, var den temmelig langt væk, men da jeg besøgte stedet tirsdag, måtte jeg erkende, at afstande er temmeligt relative - og så langt har det nu heller ikke været. I mosen havde min morfar - så vidt jeg husker - især kartofler og gulerødder. Der var et lille redskabsskur og på et højtliggende hjørne af parcellen et lille lysthus.

Mosen var omkranset af træer, og for mig var det i hvert fald et spændende sted at snuse rundt og gå på strejf. Det var jo før curlingforældrenes tid - og jeg erindrer faktisk ikke, at der nogen sinde var nogen, der udtrykte bekymring for, at en lille knægt færdedes ved et vandhul uden redningsvest. Den var nok ikke gået i dag.

Jeg holdt meget af mosen, for var mange spændende insekter og især mange guldsmede - helikoptere kaldte vi dem. Det var også i mosen, jeg havde mit livs første møde med en snog, som jeg vist nok antog for at være en ål. Men der var mange snoge i det lille vandhul og så en guds velsignelse af haletudser, frøer og tudser. Ved den lille høj med lysthuset var der oven i købet en rævegrav, og var man tålmodig og gemte sig i buskadset, kunne man også fået et glimt af ræven.

Området bag ved bungalowen er i dag bebygget - dels med en kolonihave, og rundt om mosen er der nogle flotte villaer. Men selve mosehullet findes fortsat, konstaterede jeg, da jeg tirsdag eftermiddag lige fik tid til en afstikker til området i forbindelse med et møde i Ebeltoft.

Jeg har nok ikke altid forstået det - og ej heller påskønnet det, men i dag forstår jeg, hvor stor en betydning det har haft for min opvækst og min personlighed, at jeg altid har fået lov til at strejfe og nyde naturen. Og ferierne hos både mormor, morfar og også farmor i Vordingborg har lært mig glæden ved at avle mine egne grøntsager og frugter.

For fuldstændighedens skyld vil jeg også lige nævne, at min morfar var den lykkelige ejer af en divan. Dette udmærkede og fortrinlige soveinstrument var den fysiske ramme for den daglige middagslur - det vi meget rammende kalder en "morfar" i dag.

Jeg fik lov at dele divanen med morfar. Inden vi slumrede ind, fortalte morfar med stor indlevelse og talent nogle af de såkaldte molbo-historier. Måske det er herfra, at min glæde over både den gode historie og divaner stammer?

Her er et foto af morfar og undertegnede. Jeg ved ikke, hvor billedet
 er taget, men måske i den fine stue i huset i Ebeltoft???