onsdag den 11. august 2010

Husk, hvad blomster kan gøre...















Sommeren har på mange måder været en god sommer, men den har unægtelig også opført sig noget forstyrret - ikke mindst på grund af det meget kolde forår, der var ved at gøre alle vores sommerdrømme til skamme.
Et af de tydeligste eksempler er den storblomstrede clematis, som vi har foran værkstedet. Sidste år blomstrede den i midten af juni, men i år er den først begyndt at blomstre her i midten af august. Til gengæld er den så også blevet dobbelt så stor, så et eller andet er der i hvert fald gået galt - måske den bare ikke har været vant til at blive passet og plejet og få gødning?
Ved nærmere eftertanke tror jeg nu stadig, at vi skal søge løsningen i vejret. For når jeg ser på mine kartofler, må jeg konstatere, at toppene bestemt ikke fejler noget. De har groet fint hele sommeren og står nu med et fint blomsterflor. (Kartoffelplanten har nemlig nogle meget flotte, men temmelig undseelige blomster, som først kommer til sin ret, når kameraet går tæt på.)
Men problemet med kartoflerne er, at der ærlig talt ikke rigtig er noget udbytte - eller det er i hvert fald for lidt. Jeg har af samme grund været noget bekymret for jordbundsforholdene i min nyanlagte urtehave. Men jeg talte med min søster i går, og hun kunne berette, at det var akkurat det samme hos hende - så vi blev enige om, at det er vejrets skyld!
Netop nu er det forresten også solsikkernes tur til at blomstre - og det er helt efter bogen. Det er første gang, at vi har solsikker i haven, og muligvis er placeringen ved siden af drivhuset ikke den helt optimale. For de har ikke nået de op til tre meter, som denne prægtige blomst ellers kan vokse til. Men en halvanden meters penge kan da også gøre det - og blomsterne ser jo flotte ud.
Jeg regner med, at det bliver til rigtigt mange solsikke-frø, som vi kan fodre vinterens fugle med. For - som de siger i reklamerne - husk, hvad blomster kan gøre!

Ha' det
Jesper

Send en kommentar