torsdag den 12. august 2010

Agurketid

Nu er det agurketid. I begyndelsen af ugen tog vi de første agurker fra drivhuset - og planterne formelig bugner af store, grønne, svulmende, saftige agurker - syv styks er det blevet til indtil nu, og der er mange flere undervejs.
Så nu kan der frådses med agurk - ikke alene til leverpostej-madderne, men også i salat og en gang tzatziki med hvidløg i rigelige mængder.
Også tomaterne står godt, omend det indtil nu kun er en enkelt, som er blevet rød og moden. Men vi har masser af grønne tomater, så i den kommende tid vil der også stå hjemmeavlede tomater på menuen i det lille hjem.
I drivhuset har vi også peber og vindruer. Peberplanterne har da også sat lidt frugter, men det er nu ikke så overvældende, og der er stadig mindst en uge til, at vi kan begynde at høste dem. Der er endnu også noget tid til, at vi kan begynde at tage af druerne - men her tegner høsten virkelig til at blive fin. Klaserne hænger allerede tungt fra grenene - og kan forresten skimtes i baggrunden på agurkebilledet.
Efter de foreløbige planer for fredagen hedder menuen fredag kalvekoteletter, hjemmeavlede, nye kartofler og en svingende gang tzatziki - og det kan for eksempel skylles ned med en frisk og kølig Soave. Jo, august er en god tid - agurketid!

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: