torsdag den 30. september 2010

Genbrug

Det har længe været kendt, at jeg har lidt af en skabs-entreprenør i årerne. Men noget tyder altså også på, at der er et lille produkthandler-gen et eller andet sted.
I hvert fald har jeg aldrig kunnet nænne at skille mig af med en større beholdning af byggematerialer, træ af forskellig beskaffenhed og meget andet, som den tidligere ejer af huset har efterladt omme bag ved udhuset.
De seneste dage har jeg ryddet en del op i området - og i dag byggede jeg så en "tømmershop" til at beskytte tingene mod den værste regn.
Tømmershoppen er såmænd ikke andet end et lille halvtag på knap fire kvadratmeter, men det er med til at samle noget af rodet - så det skal nok komme til at fungere. Specielt fordi det er rent genbrugsprojekt. Halvtaget er nemlig bygget udelukkende af materialer, som jeg har fundet på parcellen. Noget af træet er ganske vist ikke så pænt, men når først vi alligevel får udhusene malet til næste år, bliver det også til at holde ud at se på - ikke mindst fordi jeg nu har et fast sted for min lille produkthandel.
Som det ses blev jeg stort set færdig med tømmershoppen onsdag - det var jo et pragtfuldt efterårsvejr, men der mangler endnu lidt sternbrædder for at få det til at se helt færdigt ud. Jeg går også og lurer på, om ikke jeg skal have monteret en tagrende og et afløb, så vi kan samle vandet fra taget. Vi kan godt bruge regnvandet til vores rhodondendronner, som ikke har så godt af det kalkrige vandværksvand.
Genbrug af regnvand er forresten vældigt oppe i tiden, så selv om det mig inderligt imod at følge tidens modestrømninger, bøjer jeg mig alligevel i dette tilfælde....

Med produkthandlerhilsen
Jesper

onsdag den 29. september 2010

Hvisselhøj

Hvisselhøj er Danmarks eneste jættestue med tre kamre. Det flotte gravanlæg fra bronzealderen ligger mellem Torslev og Attrup - lige på kanten til Øland.
Anlægget blev for nogle år siden restaureret og er nu åbent for offentligheden. Det er en ganske betagende oplevelse at gå/kravle ind i jættestuen med nationalsangen i baghovedet, for det er jo her, de harniskklædte kæmpers bene hviler under højens bautasten.
Det er lige, så man mærker historiens vingesus.
I alt findes der i Danmark 29 jættestuer med mere end et kammer, men Hvisselhøj er altså den eneste med tre kamre. De ligger i forlængelse af hinanden, således at det bredeste ligger nærmest indgangen - og kamrene bliver gradvist mindre, jo længere man kommer ind.
Systemet med at bygge flere kamre er meget udbredt i Storbritannien og Irland. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på Stonehenge, for Hvisselhøj er udformet sådan, at man fra det inderste kammer angiveligt kan se solopgang lige nøjagtig på jævndøgn. Det er derfor hævdet, at Hvisselhøj sammen med en række andre fortidsminder på egnen indgår i en slags "kalendersystem". I Skræm - på den anden side af Tingskoven - ligger blandt andet et jernalderanlæg kaldet Hesteskoen, hvor der er sigtelinjer mod solen for jævndøgn og solhverv.
Det skal retfærdigvis med, at jeg ikke selv har tjekket, om man kan se solopgangen på solhverv. Indgangen til det inderste kammer på Hvisselhøj er så lille, at jeg ikke har følt det specielt tillokkende at kravle derind. Så stort er anlægget nemlig heller ikke. Selv om jeg kun er af ringe højde, kniber det faktisk med at stå oprejst i det forreste og største kammer.
Hvisselhøj blev første gang restaureret i 1915. Allerede dengang måtte man foretage en afstivning for at sikre jættestuen. Den gamle afstivning var angiveligt ikke særlig køn, men er nu erstattet af nogle rustfri stålstænger, som gør det sikkert at opholde sig i de historiske rum. Oven over loftet er der i dag anbragt en vandtæt membran, som beskytter de tre kamre mod nedsivende vand og frostsprængninger.
Men ellers fremhæver Kulturarvstyrelsen på sin hjemmeside netop den teknik, som vore forfædre har anvendt. Der er tale om et højt specialiseret byggeri, som vidner om indsigt i, hvordan vandet ledes væk fra gravkammeret - og som man også kan se på billederne er det en ganske kompliceret stenlægning.
Det vides ikke, hvem der har været begravet i Hvisselhøj, men det er normalt, at en jættestue har været grav for en eller to personer. I forbindelse med restaureringen i 1915 fandt man en del potteskår, ravperler og flinteknive.
Forresten er det lidt pudsigt, at denne type grave kaldes for jættestuer, men det afspejler vores historie med rod i den nordiske mytologi, som på trods af 1000 års kristendom stadig er et levende element i vort sprog. Sådan en jættestue har sikkert også givet anledning til en del skrøner og overtro på egnen. I den nordiske mytologi er jætterne trolde eller kæmper. Normalt ikke særlig pæne, hvorimod deres døtre er billedskønne og ofte bliver gift med guderne.Jætterne boede i Jotunheim, og deres hovedmodstander var Thor. Efter aftale med de andre guder var det hans opgave at jagte jætterne og om nødvendigt at dræbe dem. I den folkelige sagntradition fortælles ofte om, hvordan en jætte kastede en stor sten mod kirken, fordi han ustandselig blev forstyrret af de larmende klokker. Stenen ramte imidlertid ikke, men faldt til jorden. Dér ligger den den dag i dag, for intet menneske kan løfte den,
Et eksempel på en sådan sten ligger i dag i kirkegårdsdiget i Brovst. Det skulle angiveligt være Gjøl-trolden, som har kastet den, men det er en helt anden historie.

Ha' det
Jesper

Tegning: Nationalmuseet

tirsdag den 28. september 2010

Edderkoppen















Netop nu byder naturen hver eneste morgen på mange muligheder for at studere edderkopper - hvis man da altså ikke lige lider af araknofobi, som skræk for edderkopper hedder.
Det er sådan en lidt underlig fobi, som i lighed med andre fobier bygger på nogle helt urimelige forestillinger. For faktisk er edderkoppen en af menneskets bedste venner. Som insektspiser gør den en utrættelig indsats for at holde vore huse og haver fri for alskens kryb og utøj. Som for eksempel Peter her, som jeg fangede i linsen forleden morgen, mens han var godt i gang med at sætte en hveps til livs.
Hvepsen var i løbet af den foregående dag gået i nettet og var blevet pacificeret med lidt spind. Herefter har edderkoppen givet den en indsprøjtning med en gift, som opløser de indre organer og gør hvepsen mør og lækker - lige til at spise sådan en tidlig morgen. Netop nu er edderkopperne i storform og bygger kæmpemæssige spind - ofte flere meter i diameter - i haven, så de kan nyde godt af sensommerens insektrigdom. Og skulle de ikke lige nå at få spist op, så er deres gift også konserverende på insekternes indvolde, så kadaveret eventuelt kan gemmes til en anden god gang.
Specielt her ude på landet kan edderkopperne være en god hjælp i nøden, når antallet af fluer bliver for voldsomt indendørs. Så må vi til gengæld leve med lidt spind i kroge og hjørner. Det ser ikke så pænt ud, men da vi alligevel ikke kan holde edderkopperne ude, kan de jo lige så godt få lov til at arbejde for huslyet. Og så kan vi jo fjerne spindene lidt længere henne på året, når der alligevel skal gøres hovedrent til jul.
Edderkoppens spind er forresten et dybt fascinerende materiale.En edderkoppetråd er fem gange så stærk som en lige så tynd tråd af stål. Oven i købet er edderkoppens tråd meget let. Et gram edderkoppespind vil have en længde på 13 km. Sikringstrådene er så tynde, at der skal bruges 130 km tråd for at nå op på et gram. Det betyder, at en sikringstråd, der er så lang, at den kan nå hele vejen rundt om Jorden (40.000 km), kun vil veje 300 gram.
Der er ingen tvivl om, at det vil kunne revolutionere vores byggeteknik for eksempel til broer, hvis vi mennesker kunne lure edderkoppens hemmelighed af.

Ha' det
Jesper

søndag den 26. september 2010

Kom majs, du søde milde...















Majs er blevet en almindelig afgrøde i Danmark. Siden begyndelsen af halvfemserne er arealet med majs blevet ti-doblet og udgør nu knap 200.000 hektar.
Det er en udvikling, som er sket på bekostning af især foderroer og sukkerroer. Udviklingen er en meget konkret følge af klimaændringerne og en almindelig udvikling, hvor man har har forædlet majsen, så der er fremkommet sorter, som er specielt egnet til det danske klima.
Majs har nogle særlige egenskaber, som gør planten bedre end korn til at modstå tørke og lange varmeperioder.
Den majs, som netop i disse dage står højt og flot på de danske marker bliver især brugt til ensilage - altså som foder, men majs bruges også til fremstilling af bioenergi.
Majs er en populær afgrøde over det meste af verden - og takket være majs er den vestlige forbruger blevet beriget med kulinariske højdepunkter som corn flakes og popcorn. Majs er også en yndet ingrediens i fremstillingen af billigt øl.
Personligt bryder jeg mig ikke særlig meget om majs - jeg bryder mig hverken om konsistensen eller smagen. Når det kommer dertil, synes jeg meget bedre om roer. Men Maizena - altså majsmel - har nogle fine egenskaber til fremstilling af saucer - og der bruger jeg det. Jeg har også en gang i Korea smagt majsvin, som er utroligt læskende - omend en noget stærk vin, som med 16 - 18 procent skal omgås med forsigtighed.
Desuden synes jeg, at landskabet med majsmarkerne bliver noget kedelig at se til - i hvert fald sammenlignet med de traditionelle bølgende kornmarker. Jeg kan imidlertid ikke sige mig fri for en vis fascination af planten, der vokser ganske voldsomt i en kort vækstperiode - og desuden yder de høje planter et godt skjul til mange dyr. Som det ses, kan det faktisk også lade sig gøre at lave nogle flotte billeder af majs.
Men uanset hvad jeg end måtte mene om majs, er der ingen tvivl om, at det er en plante, som er kommet for at blive i Danmark - og den vil sikkert også blive endnu mere udbredt i de kommende år.

Ha' det
Jesper

Grønlands første popsanger

Dette er historien om en sang, som kan få store, stærke mandfolk til at bryde hulkende sammen.
Mange af de danske håndværkere, som arbejdede i Grønland i tresserne og halvfjerserne var på overfladen nogle hårde drenge, som levede et barsk barakliv, hvor mænd var mænd - og bøsser noget, som man bruger på jagt.
Men i virkeligheden var de vel, som mennesker er flest. Mange af dem fik i hvert fald et blødt punkt for Grønland - og de blev hængende og gav deres bidrag til det moderne Grønlands udvikling.
De havde også et andet blødt punkt - de fik tårer i øjnene og en klump i halsen, når Grønlands Radio spillede Godhavnsvalsen med Larseeraq Svendsen (1926-1975).
Han er blevet kaldt Grønlands første popsanger og arbejdede i 50'erne i København. Her optrådte han adskillige gange i det nystartede fjernsyn - vel nok som et ganske eksotisk indslag. Han indspillede også en EP sammen med Otto Høyers Orkester. På pladen, der blev udgivet af Fona, var fire sange, heriblandt Godhavnsvalsen, der i en årrække var fast inventar på giro 413. Sangen er drivende sentimental - og altså en rigtig ørehænger, som kunne få tårerne frem i øjnene hos de ellers hårdkogte og barske danske håndværkere. Larseeraq Svendsens bløde tenor og en sang om længsel efter hjemstavnen tager fusen på dem allesammen - og forresten også Dina og mig.
Tilbage i Grønland i 60'erne arbejdede Larseeraq Svendsen på Grønlands Radio sammen med personligheder som Jørgen Fleischer og Hans Hansen - og det blev til mange flere indspilninger. Udover musikken var Larseeraq Svendsen med til at organisere Grønlands første arbejdersammenslutning GAS, og den initiativrige sanger stod også bag Grønlands første skiskole.
Larseeraq Svendsens bedste indspilninger blev i 1990 samlet på en CD af det navnkundige grønlandske pladeselskab ULO - og herfra har jeg hentet Godhavnsvalsen og sat den sammen med nogle af mine billeder fra Grønland:

For en god ordens skyld skal det lige nævnes, at alle billederne er taget på mine to ture til Grønland i år - og har altså intet med Godhavn at gøre.
Jeg har ikke kunnet finde det nøjagtige tidspunkt for indspilningen af Godhavnsvalsen, men mener en gang at have hørt, at det var i 1958 - og da det jo er en god årgang, lader jeg det stå til troende.

Ha' det
Jesper

fredag den 24. september 2010

Bomben i turbanen

At pennen stadig er stærkere end sværdet, oplevede jeg et levende bevis på, da jeg onsdag aften var til foredrag med Kurt Westergaard - tegneren fra Jyllandsposten som fuldstændig ufortjent er blevet skydeskive i den kulturelle kamp mellem civilisation og mørk middelalder - blot fordi han var på arbejde en forkert dag.
Mødet foregik under helt groteske, men nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Det havde været planlagt længe, men deltagerne fik først selve mødestedet meddelt kort før mødet. Da jeg ankom, var et større område omkring bygningen spærret af med plastikstrimler, og uniformeret politi med hunde runderede. Inden vi blev sluppet ind, måte vi vente på, at bombehundene blev færdige med at "sweepe" bygningen. Indgangen foregik gennem en sikkerhedssluse med visitation og tømte lommer - akkurat som i en lufthavn - ligesom vi var blevet bedt om at medbringe behørig billedlegitimation. Først da alle deltagerne var på plads, ankom hovedpersonen fulgt af civilklædte bodyguards fra PET.
Hele dette sikkerhedsopbud er desværre nødvendigt. Det har tiden efter muhammedtegningerne vist, da der jo som bekendt efterhånden har været adskillige forsøg på at skade Kurt Westergaard og den århusianske morgenavis. Men det kan gøre mig rasende og oprørt, at det er nødvendigt!
Der har været skrevet meget for og imod Kurt Westergaards uskyldige tegning. På mødet fik Westergaard endnu en gang mulighed for at forklare dette - men det jeg især hæftede mig ved, var mandens utrolige evne til at leve med dette pres og modstå ethvert forsøg på at tvinge så meget som en undskyldning ud af ham.
Som avistegner har han meget naturlig valgt at bruge sin humoristiske sans. Da en mand i telefonen forsøgte at overtale ham til at tage til mellemøsten og tage en "fair" retssag, svarede Westergaard, at han ville overveje dette, hvis man kunne garantere ham, at han i fængslet ville få serveret svinekoteletter to gange om ugen.
Siden muhammedkrisen har Kurt Westergaard været tæt fulgt af livvagter fra PET. Han kunne fortælle, at det kan man lære at leve med - og han så frem til, at han skulle på plejehjem. For han vil i modsætning til andre pensionister blive behandlet ordentligt - for skulle det modsatte ske, ville livvagterne jo betragte det som terrorisme... Hans kone nyder i øvrigt synet af livvagterne - for disse veltrænede mænd er jo enhver svigermors drøm om en svigersøn... Livvagterne havde i øvrigt udtrykt stor tilfredshed med, at Kurt Westergaard hverken er nudist eller vinterbader...Og således blev han ved med at bruge humoren til at afvæbne den ellers alvorlige situation, som han og hans familie er havnet i.
På trods af den alvorlige baggrund var mødet en bekræftelse af den gamle sandhed om, at pennen er stærkere end sværdet, og at et smil er verdens stærkeste våben - og jeg kunne sammen med en række andre nordjyske mediefolk gå fra mødet stærkt opmuntret til fortsat at kæmpe for - og bruge ytringsfriheden.

Ha' det
Jesper

P.s. Billederne er af lidt tvivlsom kvalitet. De er taget med mobiltelefonen, da det ikke var tilladt at medbringe kameraer til mødet.
P.p.s. Apropos humor og Westergaard: Se også denne artikel.

onsdag den 22. september 2010

Kundskabens træ















Nu skal man jo ikke tage den samling af sagn, legender og ammestuefortællinger, som kaldes Bibelen, for pålydende. For ellers kunne det jo nok være, at vi onsdag påkaldte os de højere magters vrede, da vi høstede - og skam - oven i købet spiste havens enlige æble.
Sidste efterår plantede vi et par æbletræer i baghaven - og der vil endnu gå et par år, inden vi sådan for alvor kan forvente at høste æbler i større mængder. Men et enkelt blev det da til.
Det er af sorten Rød Ananas, som i følge bøgerne skal høstes i slutningen af august eller september.
Den seneste uge har æblet fået den mest vidunderlige røde farve - akkurat som en... en, tjaah, skal vi sige kernesund æblekind? I hvert fald lyste det røde æble gevaldigt op i alt det grønne midt i baghaven - og med store mængder af fugle i området ville det nok være hybris at lade det hænge meget længere - i hvert fald hvis vi selv skulle have glæde af det.
Så vi plukkede altså æblet fra det lokale kundskabens træ - og måtte sande, at Bibelens historie om Adam og Eva sandsynligvis er en allegorisk fabel, som skal advare mod sure æbler. I hvert fald var det efter mine smagsløg temmelig surt, men jeg er altså heller ikke særlig vild efter frugt. Dina derimod fik julelys i øjnene og erklærede, at æblet smagte af jul. Under alle omstændigheder var det dejligt saftigt og forfriskende - og det stemmer jo meget godt overens med vurderingen fra Claus Meyer, der jo både er gourmet og æbleavler. På sin hjemmeside slår Meyer fast, at "Rød Ananas er et fremragende mostæble. Det egner sig fint til salater og andre kolde anvendelser i både de salte og det søde køkken. Derudover er det ikke noget særligt godt madæble." Så det kan være, at man skal til at slå sig på flasken - mostflasken...
Forresten var vejret onsdag ganske paradisisk. Efter en tid med regn og rusk bød dagen på rigtig dejlig sensommersol. Men nu lakker det altså også mod enden. Torsdag er det jævndøgn - og det betyder jo rent astronomisk, at vi nu går ind i den mørke tid, hvor natten er længere end dagen. Men for første gang i adskillige år skal jeg nu opleve en vinter, hvor det trods alt ikke bliver helt mørkt. Det skal nok blive interessant...

Ha' det
Jesper

tirsdag den 21. september 2010

Tank-tanker

Alting var nu nemmere i gamle dage - for en snes år siden. Der var et telefonselskab - og en telefon. Hvis man ville købe en øl, skulle man bare vælge mellem Hof og Tuborg. Bagerens sortiment indskrænkede sig til rugbrød og franskbrød. Og skulle man have benzin, kunne man være sikker på, at det kostede det samme - uanset hvor man tankede.
Sådan er det ikke mere. Priserne på benzin svinger op og ned i løbet af dagen og ugen. De svinger ikke bare fra selskab til selskab, men også fra tank til tank. Kort sagt skal man se sig rigtig godt for, inden man tanker, for at få benzinen til den helt rigtige - lave - pris, for endnu - så vidt vides - er der ikke den store forskel på benzinkvaliteterne. Men bare vent, det skal nok komme, så markedet bliver fuldstændig ugennemskueligt.
Heldigvis er jeg i den situation, at jeg ofte kører gennem Nørresundby. Her er der med få meters mellemrum tre benzinstationer, som kæmper en indædt kamp om kundernes gunst.
Efter at have boet i Danmark i nogle måneder har jeg efterhånden lært benzinmarkedet at kende, så jeg også ved, at jeg bliver snydt, hvis jeg tanker i dagtimerne. Venter jeg med at tanke til efter mørkets frembrud, er der i Nørresundby næsten hver dag en chance for en god handel. (Hvis ellers benzin til næsten ti kroner literen kan kaldes en god handel, men på den anden side ved jeg jo, at benzin er endnu dyrere i olielandet Norge.)
Men det var nu nemmere i gamle dage - og jeg kan slet ikke lade være med at tænke på, hvordan det var i Grønland. Her var der ingen benzinafgifter, så priserne var anderledes menneskelige - men det bedste var nu, at deroppe på den store ø kan man stadig kalde en benzintank for en servicestation, som man også sagde her i landet i tresserne.
For deroppe kommer tankpasseren stadig ud og tanker for en - og man betaler i butikken bagefter, mens man får dagens sladder. I Grønland behøver man heller ikke have en mindre mekanikereksamen for at finde ud af at tanke - for det sørger tankpasseren jo for. Og var der hård frost i luften, bad man ham om at komme lidt petroleum i dieselen. Hvor meget, der lige nøjagtig skulle i, havde han styr på - for han havde selvfølgelig også læst vejrudsigten. Og skulle der luft i dækkene eller skiftes et viskerblad, klarede han også det - det var en selvfølgelig del af servicen.
Almindeligvis er der en tilbøjelighed til at betragte Grønland som et mindre udviklet del af Rigsfællesskabet - men kommer det til service på servicestationerne er den store ø langt foran Danmark.
Det mindes jeg hver gang, jeg pendulerer mellem de tre tankstationer i Nørresundby for at få de billigste dråber - når jeg prøver at få kortautomaten til at acceptere kortet - og når jeg står med en kold, ildelugtende tankhane i hånden. For slet ikke at tale om, når jeg tørrer snavs af i mine rene bukser. For i Danmark er service på tankstationen jo nærmest en by - ikke i Rusland, men i Grønland!

Ha' det
Jesper

mandag den 20. september 2010

Anders And i Danmark

Efter mange års fald i oplagstallet er det i den forløbne uge lykkedes ugebladet Anders And & Co at vende oplagskurven - i det mindste for et enkelt nummer af bladet.
Det skyldes selvfølgelig historien "Turen går til Danmark", hvor Anders og ungerne af Onkel Joakim bliver sendt til det yndige land med de brede bøge for at lede efter Leif den Lykkeliges halskæde. Det bliver en sand tour de force, som bringer ænderne rundt til danske seværdigheder som Jelling-stenen, Den lille Havfrue, Nyhavn og Amalienborg, altimens at Anders spiser tonsvis af wienerbrød. Mest af alt ligner historien et bestillingsarbejde fra Dansk Turistråd, men morsomt er det nu alligevel. Der bliver taget venligt gas på kongehuset og dets forkærlighed for gravhunde, og som en kommentar til, at Den lille Havfrue pt er på verdensudstilling i Kina, er den naturligvis skiftet ud med en ægte Hongkong-kopi, som man kan se på forsiden af bladet.
Vi møder også vores cykelglade statsminister, der i det disneyske univers selvfølgelig hedder Lars Grynte Grismussen og bærer kortbukset habit og cykelhjelm.
Det er en sjov, veldrejet og spændende historie, men det har altså ikke meget at gøre med Anders And, som vi kender og elsker ham. Der er en hel verden til forskel mellem Carl Barks og så dette stunt, som har gjort sidste uges nummer af "Verdens sjoveste ugeblad" til en bestseller.
Successen er i hus for Serieforlaget, og bladet gik i følge Politiken allerede i udgivelsesugen til gode priser i antikvariaterne - simpelthen fordi hele oplaget røg over disken, og mange forhandlere måtte melde udsolgt allerede efter få timer.
Serieforlaget og Gutenberghus (nu Egmont-gruppen) har gennem årene gjort et stort arbejde for at holde liv i Anders And, der med sin politisk ukorrekte adfærd ikke er særlig populær i Disneys hjemland USA - og på den baggrund har jeg det helt fint med, at forlaget har taget chancen og scoret en rigtig blockbuster med denne historie. Så kan jeg godt leve med, at Anders i historien slet ikke er så uheldig, så urimelig og så kolerisk, som vi ellers kender ham.

Uaakk
Jesper

Et gymnasium for bonderøve

Vesthimmerlands Gymnasium i Aars fejrede i weekenden sit 50 års jubilæum med en kæmpefest for de tidligere elever.
Gymnasiets historie er historien om en god portion rettidig omhu. Det er historien om lokalpolitikere, der i slutningen af 50'erne så, at det traditionelle bondesamfund lakkede mod enden - og at Danmark havde brug for bøndernes intelligens. Derfor lavede man landets første landgymnasium, hvor bøndernes børn kunne blive introduceret til den verden, som ligger ud over de lokale plovfurer.
Den historie blev glimrende fortalt i en jubilæumstale af den administrerende direktør i Falck A/S, Allan Søgaard Larsen, som blev student fra VHG i 1974.
Året efter - i 1975 - begyndte jeg i 1. G på gymnasiet. Det var en mildest talt rystende oplevelse. Jeg var i 10 år blevet pint og plaget i Farsø Skole, der på det tidspunkt havde en udsøgt samling af indskrænkede og åndsformørkede lærere - mange med rod i indre mission - så der var mildest talt et anderledes svung over lærerstaben på gymnasiet. Nogle af lærerne repræsenterede vel nok grænselandet mellem galskab og genialitet. En flok excentrikere i varierende grad kan man i hvert fald sige uden at fornærme nogen. Ingen nævnt - ingen glemt. Men i modsætning til lærerne på Farsø skole brændte de for deres fag - og deres sag. I tre år gik vi gennem noget, der var lige dele dannelse og uddannelse - og hvor det i lige så høj grad var afgørende, hvad man lavede ved siden af lektierne, som lektierne selv.
Det her var før adgangsbe-grænsningerne og test-vanviddets indtog i uddannelses-systemet, så vi blev tilskyndet til at deltage i en lang række aktiviteter uden for pensum - aktiviteter, som gjorde skolen til et kulturelt kraftcenter i det agrare landskab. Det spredte sig vidt - fra idræt, teater, musik og en række fantastiske fester. Mange af aktiviteterne var organiseret gennem elevforeningen Hebe, som jeg selv havde fornøjelsen at være formand for i et år. Og man kan vel sige, at dermed var min skæbne beseglet - for nu flere end 30 år senere kan jeg se tilbage på adskillige formandsposter.
Til den store jubilæumsfest lørdag strømmede intellektuelle bonderøve fra nær og fjern. Min egen klasse, 3.C 1978, var stærkt repræsenteret med ni ud af 20 - og for os blev det naturligvis et ekstra festligt møde. For de flestes vedkommende har vi jo ikke set hinanden siden klassesamlingen i 2003, hvor vi havde 25 års studenterjubilæum, så der blev udvekslet mange historier om tiden, der er gået. Tiden har sat sit præg - vi er blevet satte i varierende grad, og allesammen blevet gode og trofaste kunder hos landets optikere.
Men som sagt var gymnasietiden meget mere end det, som foregik i klasselokalet. Og her var en fest som denne en rigtig god anledning til at møde dem fra andre klasser i samme periode - og lærerne med for den sags skyld. Jeg har i hvert fald ikke tal på, hvor mange mennesker jeg snakkede med denne dag og aften - men kunne sagtens have brugt endnu flere timer til det.
Det kompenserede jeg sig for ved at tage en øl sammen med min gamle skolekammerat Per Lyngby i hans retro-kælder efter festen, men det er en helt anden sag.
En rigtig god dag blandt bonderøvene!

Ha' det
Jesper

Foto: VHG, undertegnede, Britta Sørensen

Haren og Karry

Fredag havde vi besøg fra Nuuk. Det var Karen og Harry - Haren og Karry, som vi plejer at sige - som er på Danmarksturne i øjeblikket.
Det muntre ægtepar benytter deres ferie til at køre Danmark tyndt og besøge venner og bekendte fra den grønlandske hovedstad - og det er bestemt ikke et kedeligt besøg, for de er nogle af de mennesker, som er med til at gøre Nuuk til et dejligt sted at bo - og en rigtig festlig by.
I en årrække har vi været sammen i Sct. Georgs Gildet i Godthåb - en forening for voksne spejdere - og her arrangerede vi hvert år Tivoli. Det er den årlige byfest i Nuuk. I gildet, som jeg i mange år var gildemester (formand) for, havde vi det meste af et normalt omrejsende tivoli, som var købt løbende efter konkurser og lignende i Danmark. Hvert år i slutningen af august blev Tivoli så stillet op på stadion - og i tre dage stod Nuuk på den anden end med candy-floss, balloner, skydetelte og karrusseller - og vi fik rejst penge til mange gode projekter for Grønlands ungdom.
Karen har haft en karriere, der bestemt ikke er helt efter bogen. Hun er uddannet socialrådgiver og jeg lærte hende at kende som sådan, da jeg i sin tid blev ansat i Nuup Kommunea. Men de snævre kommunale regler var slet ikke udfordrende nok - og i dag er hun - hold fast - direktør i Nuuk Taxa. Men, på den anden side: Som barnefødt i Nuuk kan hun vel også finde rundt i byen - bedre end de fleste:-)
Ved siden af alle deres gøremål på jobbet og i diverse foreninger driver Karen og Harry også byens Nuuks førende butik inden for tilbehør til husdyr, Holms Dyreartikler.
Det blev en hyggelig fredag, hvor vi blev opdateret på gossips fra den grønlandske hovedstad - og vi fik lejlighed til at smage på min økologiske blåbærsnaps med mere.

Ha' det
Jesper

fredag den 17. september 2010

Zacharias Heinesen

I et hjørne i min stue - faktisk på en alt for lidt fremtrædende plads - hænger et af mine yndlings-billeder.
Det er en reproduktion - klippet ud fra en kalender - af en akvarel af den store færøske kunstner Zacharias Heinesen.
Jeg havde naturligvis gerne haft en original hængende, men sådan rent prismæssigt er denne færing desværre ikke til at komme i nærheden af. Men uanset om det er en original eller en reproduktion, er billedet meget repræsentativt for Zacharias Heinesens helt specielle stil, som har dannet skole for utallige andre færøske kunstnere. Heinesen ser det færøske landskab som firkantede felter og gengiver i sine billeder det helt unikke og specielle lys, som der er på de forblæste og regnfulde øer, hvor solen indimellem titter frem blandt blygrå skyer og giver landskabet et helt forunderligt skær.
Det er lidt af en eventyr-verden domineret af blå og grønne farver - og jeg har altid været glad for at besøge Færøerne. Faktisk faldt jeg pladask for lyset, den klare, rene luft, den karske natur og det venlige, lille samfund, hvor alle kender hinanden, allerede ved mit første besøg der i 1983. Siden har jeg vel været der en halv snes gange - og hver gang får jeg en lille klump i halsen, når jeg snuser den friske luft.
Zacharias Heinesen er født i 1936 og søn af den berømte forfatter William Heinesen. Han er uddannet i Reykjavik og København og har haft stor betydning for færøsk kunst og billedsproget blandt en hel generation af færøske malere, som alle forsøger at ramme det specielle færøske lys. I Danmark kan Zacharias Heinesens billeder ses blandt andet i Østre Landsret og Thisted Sygehus.
I mine mange år i Nuuk havde jeg det privilegium at have et af hans helt store billeder hængende på mit kontor. Billedet var enormt - cirka to gange en meter og en gave til Nuuk kommune fra Tórshavn kommune. Motivet var et klassisk Heinesen med udsigten fra Tórshavn mod Nolsoya.
Det var jo en fornøjelse at have sådan et mesterværk på kontoret - og det har helt sikkert været med til at cementere min fascination af Heinesen. Noget jeg forresten ikke var alene om. En gang om året slæbte Jørgen Sønderby, som underviste i kunsthistorie på gymnasiet i Nuuk, nemlig sine studerende ned på mit kontor, så de kunne nyde en ægte Zacharias Heinesen.
Nu må jeg nøjes med en lille reproduktion - men det er faktisk heller i så ringe...

Ha' det
Jesper

torsdag den 16. september 2010

Dagens ord XXX

Kulturministeriet har netop søsat en to-årig kampagne, Gang i Sproget, som skal gøre os mere bevidste om det danske sprog. Det er et godt initiativ, som jeg forventer mig meget af - også selv om jeg synes, at kampagnen er kommet lidt skævt i gang med sin lallende accept af unge københavneres mærkværdige facebook-sprog.
Men kan vi øge den sproglige bevidsthed blandt unge, blandt skolelærerne og blandt journalisterne, så er det en pris, der kan være nødvendig at betale.
Dagen i dag har været en lang plage på det sproglige område. På grund af en eksplosions-ulykke i Aars havde jeg fjernsynet tændt - og igen og igen måtte jeg lægge øre til danske journalisters manglende forståelse for det, som med et fint ord kaldes kongruens - altså at der er overensstemmelse i talbøjningen mellem hovedordet og et efterfølgende stedord. To eksempler: AMO har trukket fem af deres produkter tilbage, Hovedstadsregionen skal fyre 12oo af deres sosu-hjælpere. I begge tilfælde skulle det have heddet sine i stedet for deres, da både AMO og Hovedstadsregionen er ental. Det er en rigtig træls fejl, som det er rigtig træls at høre på - og så skal jeg nok lade være med at rode op i alle de andre fejl, som blev begået i løbet af dagen. For jeg håber i et anfald af håbløs optimisme, at Kulturministeriets kampagne kan være med til rette op på niveauet - alt andet vil da være "nedern".

Jesper

onsdag den 15. september 2010

En simpel parkerings-sensor















Mange biler - i hvert fald i de dyre prisklasser - er i dag udstyret med en parkeringssensor, som advarer bilisten, hvis han kommer for tæt på eventuelle forhindringer under parkeringen.
Desværre er min bil fra før den tid, hvor p-sensorerne blev almindelige. Desværre - for jeg vil egentlig godt beskytte min nye carport og bilen mod et ukærligt møde. Derfor har jeg - med lidt godt gammeldaws sømandshåndværk - konstrueret en simpel, men effektiv p-sensor, som advarer mig, hvis jeg kommer for tæt på endegavlen i carporten.
Det er meget enkelt. Jeg har taget to meter tovværk og forsynet det med en abehånd i den ene ende og en øjesplejsning i den anden. Hele arrangementet er så hængt op i en krog i loftet 20 cm fra gavlen. Hele ideen er, at hvis jeg kommer tættere end de 20 cm, så vil tovet bevæge sig - og dermed advare om, at jeg er ved at være for tæt på.
For mig er denne løsning nærliggende. Som gammel spejder holder jeg meget af tovværksarbejde - omend jeg må indrømme, at øjesplejsningen måtte laves et par gange. For det første er det mindst ti år siden, jeg har lavet en sådan sidst - og for det andet er den svær at få stram, når man ikke har en kovs at splejse omkring - og en kovs ligger vi altså ikke lige inde med i det lille hus på Øland. (For de mindre søstærke: en kovs er en metalring, som man bruger til at "fore" et øje med for at undgå slid).
Abehånden gik straks lidt bedre - men det er altså også sådan noget, jeg tit laver bare for at holde hænderne beskæftiget, hvis jeg har et stykke snor i nærheden.
Materialet er en ende 12 mm nylonreb - omhyggeligt farvet af fabrikanten, så det ligner tjæret manillareb. Tovenden var en stump, jeg har tilovers fra Norge - og deroppe var det desværre ikke muligt at skaffe tov i naturfibre - i hvert fald ikke til en pris, som almindelige mennesker kan betale.
Jeg foretrækker naturreb, fordi det er det pæneste, og så er det forresten også nemmere at arbejde med. Nylonreb har også den skavank, at det har "hukommelse", så man tydeligt kan se på rebet, hvordan det har været kvejlet (rullet) op. ("Hukommelsen" er det lille knæk, som på det midterste billede ses på rebet cirka 30 cm over abehånden. Som tiden går, vil det dog rette sig ud.)
Hvis du har lyst til at lave din egen p-sensor, kan du læse alt om tovværk, øjesplejsning og abehånd her.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 14. september 2010

Her hjælper kun bønner

- Her hjælper kun bønner, sagde præsten, da han fik serveret tynd kaffe. Denne gamle vittighed blev ved at plage mig, da vi mandag høstede vores grønne bønner.
I virkeligheden var der slet ikke nogen grund til at appellere til de højere magter, for høsten var god. Men det var godtnok noget af et pillearbejde at befri de grønne bælge fra planterne. Heldigvis skinnede solen, så vi kunne sidde udenfor og nyde det, mens vi arbejdede.
Egentlig synes jeg, at grønne bønner - haricots verts - er en lidt kedelig spise, men der er ingen tvivl om, at jorden i urtehaven har godt af bælgfrugter, så jeg har nu alligevel valgt at have et stort bed med grønne bønner.
Men forresten findes der ikke kedelig mad - det er bare et spørgsmål om at pifte tingene lidt op i tilberedningen, og følger man den her opskrift, bliver de kedelige bønner forvandlet til en rigtig herrespise, der indbringer ros for sit raffinement fra husets gæster.
Jeg tager en pakke bacon i skiver, skærer det i bittesmå stykker og steger det på en pande. Samtidig blancherer jeg en passende portion bønner i kogende vand. Når baconen er færdig, vender jeg bønnerne (uden vand, selvfølgelig) ud på panden sammen med en tre til fire fed hakket hvidløg og hele blandingen får så lov til at småputre et par minutter. Inden serveringen krydres blandingen med sydesalt og friskkværnet peber. Jeg kan ikke rigtig finde nogen kilde til det, men jeg mener at have set en gang, at denne tilberedning af grønne bønner går under navnet parisienne - altså haricots verts parisienne.
I øvrigt er grønt jo sundt for øjnene - og grønne bønner er altså meget grønne. Man kan derfor føle sig fristet til at snitte lidt bønner og komme det i salaten. Det er imidlertid en meget dårlig ide, for rå bønner indeholder en lille smule lectin, som giver tynd mave, kvalme og opkastninger. Lectinet forsvinder ved kogning.
Velbekomme!

Jesper

mandag den 13. september 2010

Skoen i skoven

Sommetider har virkeligheden det jo med at overgå fantasien - og man ser noget, som får en til at stoppe op og spørge: - hvad er det lige, der sker her?
Sådan et syn så vi forleden, da vi var i skoven. I et træ i sådan cirka to meters højde var der et par nydelige - omend måske lidt store - damesko anbragt i et par grenkløfter. Hvad er der egentlig sket her?
Jeg ved det ikke, men det appellerer i hvert fald voldsomt til fantasien. Måske især den mere morbide, for kunne det måske betyde, at der et eller andet sted inde i buskadset ligger et kvindelig? Og hvilke grusomme forbrydelser ligger måske bag?
Men det kan jo også bare være, at det er Laura fra Matador, som har været ude at gå i sine nye sko! Vi husker jo nok hendes ansigtsudtryk, da hun i den fantastiske TV-serie skubbede skoene af i det varnæske køkken efter en lang dag i Kongens København for at få sin medalje?
Eller hvem ved? Måske en fotograf, som har glemt sine rekvisitter, da han skulle lave et billede over temaet "træ-sko"? Eller en bilejer, som er blevet træt af sin "sko-da"?
Det mest nærliggende er nu nok, at det simpelthen har været et skovsvin, som har skilt sig af med et par billige sko, men stadigvæk nager spørgsmålet: - Hvorfor dog gøre det på den måde?
En lille hverdagsgåde, som jeg gerne modtager kommentarer til!

Jesper

lørdag den 11. september 2010

Høst-tidløs

Man skal lære, så længe man lever! Her gik jeg i al min naivitet og troede, at jeg havde efterårs-krokus i haven. De skyder frem alle steder netop i disse dage - og nu viser det sig, at det faktisk ikke er krokus, men derimod en plante, som hedder høst-tidløs.
Den er i familie med lilje-konvalen, fandt jeg ud af med hjælp fra Google - og den er slet ikke så uskyldig som krokus.
Faktisk viser det sig, at høst-tidløs er noget af det mest giftige, man kan finde i den danske flora. Den indeholder giften colchicin - og det er artige sager. Prøv blot at se, hvad BioSite skriver om giften:
"Colchicin er en cellegift hvis virkning først indtræder 2 til 6 timer efter indtagelsen, hvorfor behandling af den forgiftede er vanskelig idet giften allerede har virket i lang tid. (...) Da virkningen af colchicin ligner arseniks meget, kaldes Høst Tidløs også for vegetabilsk arsenik. Forgiftningsforløbet er temmelig ubehageligt idet det starter med brænden i mund og svælg, tørst, synkebesvær, kraftige opkastninger og trang til vandladning. En til to dage senere begynder en koleralignende tilstand med smertefuld kolik, slimet og blodig diarré og urin, endvidere åndenød, dødsangst og hurtig hjerterytme. Døden indtræder først efter to til tre dage efter kollaps og respirationslammelse."
Der er ligesom et eller andet, som siger mig, at vi skal lade være med at spise af den plante - men smuk ser den ud her i det spirende efterår, hvor tingene ellers begynder at visne!

Ha' det
Jesper

P.s. (13-09-2009): Høst-tidløs kaldes også nøgen jomfru, men det bliver den nu ikke mindre giftig af.

Fra regnormenes liv















Regnormene er haveejerens bedste venner. De arbejder utrætteligt på at holde jorden let og luftig, mens de samtidig æder løs af døde plantedele og omsætter dem til den fineste muld.
Netop nu falder bladene af bøgen i en hast, hvor regnormene slet ikke kan følge med. Men de prøver...
Her til morgen så jeg dette bøgeblad, som en regnorm i løbet af natten har fået fat i, og nu er godt i gang med at trække ned i jorden. Her gnaver ormen sig så igennem bladet og processen er fuldbragt. Et rigtigt lille under.
God appetit.

Jesper

fredag den 10. september 2010

Karbonader

Jyllandspostens morsomme medarbejder var fredag i Nordjylland på en færd rundt i landet for at skrive om egnsretter.
Egentlig er den morsomme medarbejder ikke særlig morsom. Som en ægte kulturradikaler består hans morsomheder mest af alt i at pege fingre ad almindelige mennesker og påpege, hvor almindelige de er, så hans læser med ham kan tænke på, hvor dejligt det er ikke at være almindelig. Han er bedrevidende og arrogant, bor på Østerbro og er i øvrigt kendt fra TV. Hans chefer bærer over med, at han egentlig ikke er særlig morsom, ja, de elsker ham nærmest. For så længe han skriver for avisen, slipper de for, at deres kolleger fra Politiken og Ekstra Bladet kalder dem for jydepotter på chefmøderne i det store bladhus. At hans skriverier så som regel er en fornærmelse mod bladets læsere, betyder i denne sammenhæng mindre.
Anders Lund Madsen - for det er ham, jeg taler om - skrev fredag om karbonader. I følge Madsen er denne dejlige ret nemlig karakteristisk for Nordjylland. Det er muligt, men han er i hvert fald gal på den, når han i artiklen giver en opskrift på karbonader, som består af halvt svinekød, halvt kalvekød.
En rigtig karbonade skal nemlig laves af 100 procent hakket svinekød. Man former en bøf på cirka 100 gram, vender den i pisket æg og mel krydret med salt og peber, altså en ganske almindelig panering, og steger den. Først vendes den på panden ved høj varme, akkurat som man gør med en god bøf - og så får den lov til at stege færdig ved moderat varme, indtil paneringen er gyldenbrun. Det er ikke særlig svært!
I følge Madsen vil den typiske nordjyde servere karbonaden med brun sovs og kartofler. Det er da en rigtig god ide - især med lidt tyttebær-syltetøj til. Agurkesalat går forresten også an. Men man kan også servere den med stuvede ærter og gulerødder - eller som vi gjorde her i huset fredag med ganske almindelig grøn salat til. Vi har nemlig masser af agurk, tomater og peber fra drivhuset i øjeblikket, så det er ligesom årstidens garniture.
For resten tror jeg ikke rigtig på den med, at karbonaden skulle være noget specielt nordjysk. Den spises såmænd også andre steder i landet med stor fornøjelse af almindelige mennesker - også selv om den nogen steder kaldes for krebinet.
Mens jeg boede i Grønland havde jeg ind i mellem besøg af en god bekendt, Finn, som var handelsrejsende deroppe og rejste den store ø rundt fire gange om året. Almindeligvis boede han på hotel - og var derfor godt træt af fine bøffer og andet hotelmad. Så hans store ønske, når han besøgte mig, var altid karbonader - og det er ham, som i sin tid introducerede mig til varianten med tyttebær til den brune sovs.

Ha' det
Jesper

torsdag den 9. september 2010

Rosenrod















Ude under bøgen mellem skvalderkål, bunddække og visne blade står en lille, undseelig plante, som bestemt ikke har det nemt.
Det er en rosenrod - og det eneste levende bevis i haven på vores arktiske fortid. Medbragt fra nordnorge i en kuffert - og i al hast kulet ned i noget stenet jord som et lille eksperiment. Den har overlevet, men kan bestemt få det bedre, så at sikre rosenroden bedre betingelser må bestemt blive en af opgaverne i haven til næste år.
Rosenrod ses overalt i Arktis - både i Grønland og i Nordeuropa. Den trives i klippespalter, hvor der gerne samler sig smeltevand eller løber lidt vand ned ad klippen. Deroppe blomstrer den - men det er altså ikke sket denne sommer på Øland. Årsagen er klar nok, for den står faktisk på stort set det mest tørre sted i haven. Så det skal vi altså have gjort noget ved.
Rosenrod er en sukkulent i stenurt-familien med kraftige rødder, som har en meget karakteristisk duft af roser - heraf selvfølgelig navnet. Når man googler rosenrod, viser det sig, at det en ofte brugt ingrediens i naturmedicin og andet heksebryg. Der er angiveligt næsten ikke den sygdom, som planten ikke kan kurere. Den omtales som Nordens ginseng og kan angiveligt klare stress og depressioner, klare hjernen og øge sexlysten. Den sidste egenskab er traditionelt tillagt stort set alle planter med voldsomme rødder eller pælerod, forresten, så det skal man nu nok ikke lægge så meget i - også selv om rosenduften er så kraftig, at det bestemt giver mindelser om det, vi på slyngelstuen kalder et fransk horehus i havsnød.
I Inger Hauges lille skrift, Kaasutta Tamatta om snaps lavet på grønlandske urter, hedder det, at rosenrod er en glimrende urt til brændevin. Jeg har prøvet det - og må fraråde det på det bestemteste. Snapsen fik en flot rød farve med en fin parfumeduft, men smagen mindede altså også mest af alt om parfume, nærmest sæbeagtig og var bestemt ikke nogen succes. Faktisk er det den eneste gang i mit liv, jeg har været nødt til at hælde spiritus i vasken - for helt ærligt fandt både Dina og jeg, at den var helt igennem udrikkelig.
Men dette lille eksperiment skal nu ikke lægges vores rosenrod i haven til last - så nu vil jeg lige fintænke lidt over, hvordan vi kan give vores rosenrod bedre levevilkår her i haven på Øland.

Ha' det
Jesper

onsdag den 8. september 2010

Her flyver naboens mark















Onsdagen har budt på en rigtig pivert fra øst - og det har givet os en regulær sandstorm her i Østerby.
Naboen, som har de store marker ned til Gjøl-dæmningen, er jo netop blevet færdig med høsten - og han har også både pløjet og harvet. Så markerne ligger blottet for den kraftige østenvind. Jorden heromkring er ellers temmelig solid - men lidt sand er der altså i den - og det har det jo med at gå i luften, når det blæser kraftigt.
Som det ses på billedet, ligger Østerby godt beskyttet af træer - men man skal ærlig talt se godt efter for at få øje på vores lille landsby midt i sandstormen.
Blæsten er i dag gået særdeles frisk over Limfjordens vande. Omkring 17 m/s da det var værst midt på eftermiddagen. Det er det, som meteorologerne kalder stiv kuling og beskrives i vindstyrketabellerne som "Større træer bevæger sig - trættende at gå mod vinden. Hvidt skum fra brydende bølger føres i striber i vindens retning". Hertil kan vi så føje et "markerne går i luften".
Under alle omstændigheder var det midt på eftermiddagen ganske ubehageligt at opholde sig uden for. Sandet fik øjnene til at klø og svie, og der var en ganske ubehagelig knasen i tandsættet, fordi det var helt umuligt at undgå også at få sand i munden.
På en del af vejen ned til dæmningen var sandet også begyndt at fyge sammen i driver - akkurat som sne om vinteren. Men her til aften har vinden lagt sig en smule - og jeg tror alligevel, vi har undgået den helt store katastrofe.
Og dog - nu kaldte jeg det jo sandstorm lige før - men det vil nok være mere rigtigt at skrive støvstorm. For luften er fyldt med små bitte støvpartikler, som trænger ind over alt - bare se her i vindueskarmen på badeværelset - der vel at mærke også vender direkte mod vinden. Vi må nok se i øjnene, at det lille hus på Øland trænger til en ordentlig hovedrengøring, når vinden en gang lægger sig.

Ha' det
Jesper

søndag den 5. september 2010

Varsel om hård vinter

Umiddelbart ser det ud til, at det er et meget dårligt år for rønnebær. Klaserne er små og spredte - og ikke som på billedet, der er fra 2008, hvor træerne bugnede af rønnebær.
Efter nordnorsk tradition er et dårligt rønneår tegn på, at den kommende vinter vil blive hård med masser af sne. Ræsonnementet er, at træet ikke har kræfter til at bære mange bær og store snemængder i løbet af et år. Så hvis træet fornemmer, at der vil komme megen sne i den kommende vinter, kompenserer det ved ikke at bære så mange bær.
Jeg ved ikke, hvor meget man skal lægge i lige nøjagtig dette vejrvarsel. Umiddelbart tror jeg snarere, at sandheden er den modsatte. Efter en hård vinter kommer der kun få rønnebær - for som alle andre bærfrugter lider rønnebærrene selvfølgelig under det kolde forår, hvor der kun var ganske få insekter til at klare bestøvningen.
Men enkelte af de gamle vejrvarsler og talemåder har faktisk en høj grad af sandhed i sig - i og med at de afspejler nogle konkrete meterorologiske sammenhænge. For eksempel når vi siger, at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk - altså er der skyer i vest ved solnedgang, så bliver det regnvejr den kommende dag. Dette varsel holder altid, simpelthen fordi det meste vejr i Danmark kommer fra vest. Derfor er det klart, at det vil blive regnvejr den næste dag, når der er skyer i vest..
Omvendt er der også meget sludder og selvindlysende sandheder i folketroen. For eksempel er det et varsel om tidligt forår, hvis vintergækkerne blomstrer før den 2. februar. Tjaaah, det er såmand næppe forkert, men altså heller ikke noget, man skal være astrofysiker for at finde ud af.
De professionelle metereologer afstår fra at komme med vejrvarsler flere måneder frem. Dog prøver Danmarks Meteorologiske Institut at imødekomme markedets krav om spådomme med en prognose for de kommende tre måneder. Det er et forsigtigt gæt på sandsynligheden for, om de kommende måneder bliver koldere, varmere eller normale. Og står den til troende vil det kommende efterår blive koldere end sidste år, men en anelse varmere end normalen. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget klogere, vi bliver af en sådan prognose.
Så hellere den med rønnebærrene! Og så kan vi altså godt begynde at forberede os på endnu en vinter med sne.

Ha' det
Jesper

Ølandsmessen

Lørdag eftermiddag var der Ølandsmesse. Det var beboerlauget, som havde taget initiativ til en udstilling på skolen.
Her kunne lokale kunstnere, foreninger, virksomheder og hobbyentusiaster møde beboerne og fortælle om deres interesser.
Det var bestemt en festlig eftermiddag i gode naboers lag. Specielt havde det lokale sildelaug stor succes med smagsprøver på hjemmetilberedte sild. Der var både kryddersild, saltsild og stegte marinerede sild - og der var vist ingen tvivl om, at sildeentusiasterne kan deres kram.
Messen blev selvfølgelig åbnet af borgmesteren, Mogens Gade hedder han, som det sig hør og bør ved den slags lejligheder - og han fik lejlighed til at komme med nogle betragtninger om livet her i et af Danmarks største landdistrikter. Mogens Gade kunne afsløre, at han i lighed med de fleste på egnen ikke er begejstret for kommunalreformen, men skulle han pege på et lyspunkt, så var det, at Aabybro er kommet med i kommunen. Det betyder, at vi også har fået en McDonalds i kommunen, ironiserede den trivelige mand til alles morskab.
Sammen med Jonas i KFUM-uniform benyttede borgmesteren også lejligheden til at åbne en ny legeplads ved den lokale skole. Legepladsen er blevet til ved en stor indsats fra frivillige øboere - og så må vi jo håbe, at borgmesterens medvirken peger på en fortsat fremtid for den lille skole. Jonas kvitterede i øvrigt for æren med et højlydt "tak for legepladsen" - og der talte han nok på alle ungernes vegne.
Som traditionen byder, sluttede messen selvfølgelig med, at de 300 forsamlede afsang Ølandssangen.

Ha' det
Jesper

P.s Sildeentusiasten på det øverste foto hedder Lasse. Jeg har i sin tid gået på universitetet sammen med ham, men har ikke set ham i 25 år, så vi fik også lige udvekslet et par gamle minder - udover sild.

lørdag den 4. september 2010

Sort sol















Sort sol kaldes det, når stærene sidst på sommeren samler sig i store flokke, inden turen går til vinterkvarteret. Det sker i større eller mindre grad flere steder i landet - og når sit absolutte maksimum, når alle de lokale flokke senere samles i Tønder-marsken, inden den endelige afrejse. Der kan man se flokke på millioner af stære, som flyver i formation og formørker himlen - deraf det sigende navn sort sol.
Et af de lokale opsamlingssteder er Ulvedybet - og her har vi de seneste aftener kunnet se en flok på nogle tusinde stære opføre den karakteristiske formationsflyvning i solnedgangens skær. Det er et imponerende syn, selv om det måske mangler Tønder-marskens storhed.
Men næsten lige så imponerende er gåsetrækket, som også er i gang i disse dage. Da jeg i aften var nede ved Ulvedybet, fik jeg øje på denne flok på langt over 100 fugle, som fløj over området. Gæssene ved godt, at det er jagtsæson, så de holder sig fornuftigt højt i luften - og med deres skræppen fornemmer man næsten, hvordan de gør af nar af jægerne, som ligger i grøfterne i fantasifulde camouflagedragter og interimistiske skjul.
Gæssene må skydes frem til halvanden time efter solnedgang, men allerede tidligere er der en del, som har fundet ro i Ulvedybet - for det er som bekendt et fuglereservat, så her er der ingen adgang for lækkersultne jægere.

Ha' det
Jesper

fredag den 3. september 2010

Ny indkørsel

Høsten betyder, at det er ved at være slut med sommerens mange entreprenør-projekter på parcellen.
Som bloggens læsere sikkert ved, er jeg skabs-entreprenør og elsker at rode med sten og jord. Fredag blev jeg færdig med en omfattende ændring af indkørslen og den nordlige del af gadepartiet.
Jeg har fjernet en skærvebelægning ud mod vejen og sået græs i stedet. Desuden har jeg gjort indkørslen en god meter bredere og fjernet en større gruppe klitroser - og som prikken over i'et fik jeg i dag et ton grå skærver, som nu er blevet lagt på toppen af den eksisterende skærvebelægning.
Flot ser det ud, selv om jeg endnu mangler at plante nogle andre buske i stedet for klitroserne, men det er endnu for tidligt. De forbandede klitroser, havde jeg nær sagt. For det har simpelthen været et knoklearbejde at få dem op - og ikke mindst de mange genstridige rødder. For bare der er en lille rodstump tilbage i jorden, vil klitrosen begynde at spire igen - og det kan vi jo ikke have.
Jeg har også - med gode venners hjælp - fået bygget en ny carport og omdannet den gamle til værksted og redskabsrum. Her mangler endnu lidt finish med lister og sådanne ting, men jeg håber, at vi bliver færdige i løbet af den kommende uge. Det er forresten også planen, at værkstedsbygningen skal males - men det får nu vente til næste sommer.
For første gang i mit liv har jeg produceret noget, som ikke bare er tanker, ideer og papir. Det er stærkt tilfredsstillende.

Ha' det
Jesper

Høsten i hus

De seneste dage har landmændene - godt hjulpet af det fine vejr - arbejdet i døgndrift med at bringe årets høst i hus.
Det er selvfølgelig noget, som vi ikke kan undgå at høre og mærke her midt i kornkammeret. Natten til torsdag blev naboen færdig med høsten, som fortrinsvis består af hvede. Jeg har forstået det sådan, at det vistnok har været en ganske glimrende høst, selv om det så lidt tvivlsomt ud i forrige uge. Man skal jo som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
Selv om naboens korndynge ser imponerende ud og kan fylde adskillige lastbiler (Red.anm.:10 træk viste det sig fredag), så er det kun en dråbe i havet. Sidste år var den samlede hvedehøst i Danmark på næsten seks millioner tons.
Men selv om kornet er bjærget, er arbejdet ikke slut for bønderne. For nu skal den kommende sæson forberedes, så høsten også næste år kan blive tilfredsstillende. Der skal pløjes og harves og så videre, så nogle dage endnu kan vi glæde os over voldsom aktivitet i området - og så ellers vente til den 4. oktober, hvor der skal være høstfest i Johns garage.
Samtidig med høsten er det også blevet jagttid. Onsdag morgen gik det løs nede ved Ulvedybet. Det er jægernes store fest - og der vil nok gå nogle dage, inden det bliver hverdag igen. Men det er altså også en del skud, der skal fyres af. Et af de mest populære byttedyr er gråænderne, som må bidrage til den årlige jagtstatistik med 570.000 individer på landsplan. Det skal dog med, at en del af disse er udsatte ænder.
Men sådan er det - og sådan har det altid været. De sidste sommerdage og de første efterårsdage er høsttid, hvor vi fylder forrådskamrerne til vinter. Og hvor det godt, at alskens moderne påfund som EU, internet, urbanisering, miljøfanatikere og emsige politikere endnu ikke har fået sat en stopper for vores traditionelle levevis.

Ha' det
Jesper

onsdag den 1. september 2010

Svenske tilstande

Intet ligger mig fjernere end at ville bestemme, hvordan svenskerne skal indrette deres samfund. Men ikke desto mindre vil jeg da alligevel gøre opmærksom på, at den standende valgkamp i broderlandet peger på et reelt demokratisk problem. Tilsyneladende er det svært at komme til orde, hvis man er bare lidt kritisk til den dominerende "folkhems"-linje, der synes at have opbakning fra alle de etablerede partier.
Valgkampen får mig til at tænke på en episode for nogle år siden, hvor Dina og jeg var i Stockholm på sommerferie. Det kan virkelig anbefales - den svenske hovedstad er en af verdens smukkeste og vakreste byer - og især om sommeren er det et dejligt sted.
Vi boede på Söder, som er en meget farverig og idyllisk bydel - præget af studentikos highlife med cafeer og et hav af etniske restauranter, hvor man til en ofte fornuftig pris kan smage på mad fra stort set alle verdens lande og regioner.
Lørdag aften havde vi været ude for at spise og slentrer i den lune svenske sommeraften tilbage til hotellet, da vi passerer en rigtig svensk danserestaurant. Vi bliver enige om at få os en øl - og går indenfor.
Vi havde ikke mere end lige sat os, før vi bliver opsøgt af en mand af umiskendelig asiatisk oprindelse, som insisterer på at give en omgang. Vi takker selvfølgelig, og da den kolde øl er serveret, vil jeg da godt lige høre, hvad det nu gik ud på. Manden forklarer på flydende svensk, at han havde lagt mærke til, at vi talte dansk. Danmark er jo Pia Kjærsgaards fædreland - og efter hans mening mangler der en tilsvarende politiker i svensk politik. For i Sverige er indvandringen løbet løbsk, så derfor skulle vi da have en øl, mente altså denne flinke indvandrer.
Tankevækkende!

Ha' det
Jesper

Foto: Sheraton.com