tirsdag den 21. maj 2019

Harvey Wallbanger

Night Cap

Da vi forleden kom hjem fra Marie Louises konfirmation, skulle vi lige have en godnatdrink i hjemmebaren - en såkaldt night cap.

Valget faldt på en Harvey Wallbanger, så der kom gang i cocktailshakeren. Det sker desværre for sjældent, men nu skulle det altså være...

Allerførst kom cocktail-glassene i fryseren. Egentlig skal de have mindst en time der, men mindre kan også gøre det. Ideen går ud på at få glassene til at dugge. Det ser smaddergodt ud, når cocktailen serveres.

En håndfuld isterninger kom i shakeren sammen med et mål vodka, et mål galliano og tre mål appelsinjuice. Det rystes godt og grundigt i et halvt minut - og så er der er klar til servering.

Wallbangeren hældes gennem sien i glasset, så der ikke kommer is med i den ellers iskolde cocktail. Der pyntes med en appelsinskive og et halvt sugerør, og så er der ellers serveret. Det smager knaldgodt.

Historien fortæller, at Harvey Wallbanger blev opfundet på en californisk surfer-bar i halvtredserne. En af surferne, Harvey, var så glad for den flotte drik, at han altid gik ind i væggen, når han skulle hjem - og derfor hedder det en Harvey Wallbanger.

Wallbangeren er en variant af en Screwdriver, der bare består af vodka og juice. Den drink blev opfundet af amerikanske piloter under krigen. I mangel af bedre brugte flymekanikerne en skruetrækker til at røre rundt - deraf navnet Screwdriver...

mandag den 20. maj 2019

Konfirmationsweekend

Ind i de voksnes rækker

Store Bededagsweekenden er traditionelt også konfirmationsweekend, så jeg har været til konfirmation både fredag og søndag.

Fredag hos den gode Grønlandsfarer Jens i Brovst, hvor Marie Louise trådte ind i de voksnes rækker, som man siger. Og søndag var det så naboens Alexander, der måtte turen igennem.

Jeg var blevet bedt om at fotografere ved begge lejligheder - og jeg giver da gerne en hjælpende hånd med kameraet, selv om det er et stort ansvar, for det kan jo ikke gentages, hvis billederne ikke lige sidder i skabet. Det er billeder, der vil leve længe i familiealbummerne og vil blive fundet frem ved mange forskellige lejligheder,

Så jeg tager rigeligt med fotos, så det ikke kan gå helt galt. Cirka 850 gange har jeg trykket på udløseren i weekenden - og nu forestår så arbejdet med sortere, udvælge og redigere billederne. En konfirmation er også en meget alsidig fotoopgave, der byder på både gruppebilleder, portrætter og almindelig reportage.

Her er et par fotos af Jens og datteren til festen - og så Alexander lige før det går løs i kirken.

fredag den 17. maj 2019

Vegetatar

Den grønne bølge


Så er jeg også hoppet på den grønne bølge... Helt uberørt af tidens tendenser er man jo ikke!

Derfor fik torsdagens tatarmad også et skud persille og estragon. Kort fortalt tvistede jeg den traditionelle tatarmad med kapers, løg og æggeblomme og lavede i stedet rørt tatar, sådan lidt på hukommelsen, som jeg så den lavet, da jeg for nogen tid siden skulle fotografere i køkkenet på Mortens Kro i Aalborg...

En passende portion tatarkød til to personer er cirka 200 gram. Det rørte jeg med en æggeblomme, en spiseske gammeldags Arfmann-sennep, en lille håndfuld kapers, et par dråber rapsolie af den gode, et finthakket rødløg - og så det grønne pift i form af en håndfuld frisk, hakket estragon, en håndfuld ligeledes frisk, hakket persille og en forsigtig anelse løvstikke. Det hele krydres med en forsvarlig mængde salt og friskkværnet peber og røres sammen. Serveres på groft rugbrød med smør og en æggeblomme på toppen.

Det er nok det nærmeste, jeg frivilligt kommer en kødløs dag... Og interessen for det grønne drys skyldes først og fremmest, at haven allerede nu bugner af både persille, estragon og løvstikke - og specielt estragonen giver en helt fantastisk smag.

Det smagte i hvert fald godt, og jeg blev mæt. Prøv selv!

(Estragon staves ofte esdragon, men den stavemåde godkendes ikke af hverken retsskivningsordbog eller stavekontrol.)

(Æggeblommen er selvfølgelig upasteuriseret, for det er friske landæg fra en af naboerne. Friske upasteuriserede æg er også en del af min grønne bølge!)

onsdag den 15. maj 2019

Plastiknostalgi

Der var en gang...


Det er i dag 30 år siden, at vi gik over til de ottecifrede telefonnumre, som vi kender i dag - for eksempel 98 13 02 01.

Før 15. maj 1989 var det tilstrækkeligt med seks cifre, hvis man telefonerede inden for sit eget område - for eksempel Nordjylland. Det var også i forbindelse med overgangen til de otte cifre, at områderne mistede 0 som første ciffer, så Nordjylland skiftede fra 08 til 98.

Siden er der kommet flere områdenumre til Nordjylland som 96 og 99 - og så er områdenumrene nærmest ren teori i dag, hvor hele landet er et område og mobiltelefonerne har næsten overtaget.

Men hvorfor nu bruge tid på telefonnumre?

Jo, det skyldes, at jeg forleden fandt en gammel bærepose i en af flyttekasserne i arkivet. Plastikposen stammer fra den nu hedengangne butik Aalborg Stereo Studio i Algade. På posen kan man se, at forretningen havde telefon 08-16 00 41, og det betyder altså, at jeg kan datere posen til før 1989.

Det passer meget godt, for posen er i LP-format - og den er sikkert brugt til at bære en flunkende ny LP hjem til grammofonen. Sådan en LP var ikke bare noget man købte, men noget man f.eks. flottede sig med på en lønningsdag. Prisen var typisk 49 eller 59 kroner på det tidspunkt - og inden man besluttede sig, trawlede man alle butikkens kasser med plader igennem. Pladerne var sirligt ordnet i alfabetisk orden i to serier - nyudgivne LP'er til normalpris og lidt ældre LP'er, der var nedsat. Så valget stod mellem en helt nyudgivet plade til 59 kroner eller det rene frås med to lidt ældre og nostalgiske plader til 39 kroner stykket...

Det var i øvrigt Stereo Studios styrke. Der var altid et godt tilbud, og mange af mine LP'er er erhvervet i den butik. Jeg har dem også fortsat - og spiller dem gerne i muntre øjeblikke.

I slutningen af 80'erne kom CD'erne frem - og en del musik har jeg både på LP og CD, men især den ældre musik lyder efter min smag bedst på LP.

Det er i øvrigt også ren teori i dag, hvor Stereo Studio er væk - kvalt af streaming og digitalisering. Den slags moderniteter er bare ikke slået helt an endnu her på parcellen, hvor vi i øvrigt stadig nedtager fjernsyn via en antenne på gavlen.

Bæreposen fra Stereo Studio vil jeg nu gemme omhyggeligt som et kært minde om en tid, hvor musik blev købt i en butik - og om føje år sikkert også som et minde om en tid, hvor plastikposer var normal og politisk korrekt emballage.

søndag den 12. maj 2019

Uld i tranedans

Verdens største uldfestival

Søndagens opgave var et besøg hos moskusuldproducenten Qiviut på verdens største uldfestival i - ikke Ulsted - men Saltum.

Så har man også prøvet det - altså at være til uldfestival. Det giver sikkert kredit hos den strikkende del af familien, men det var altså også en noget ulden affære - for lige så pertentlig kvinder med hang til strik og grå hjelm kan være med strikvarerne, lige så afslappede er de åbenbart i deres indstilling til  det store overblik. Det tog mig en rum tid at finde vej til Qiviut på den store udstilling, for af uvisse årsager var virksomheden ikke nævnt i hverken kataloget eller de ophængte oversigter.

Dina var med mig - og hun blev selvfølgelig væk i dette virvar af gråhårede modne damer. Jeg burde nok have gættet, at hun med stor selvfølge øjeblikkeligt fandt vej til lækkerierne i cafeen - efter at have lænset husholdningskassen på lækkert moskusuld.

På vej hjem tog vi en tur omkring Blokhus til sæsonens første is. Da vi kørte gennem Tranum Klitplantage så vi - som stednavnet antyder - flere traner, hvoraf den ene tøffede lidt rundt i græsset uanfægtet af fotografen, der i øvrigt havde store udfordringer med kameraindstillingerne, fordi kameraets software blev opdateret, da jeg lørdag var på fotowalk med Click i Aalborg.

Men et enkelt tranebillede blev det da til af den næsten elefantstore fugl...

Fotovårk

Værktøjskassen blev rystet

It's a Sony!
Lørdag deltog jeg i en såkaldt foto-walk i Aalborg.

Blødt vand i Østerå. Håndholdt fordi jeg kan...
Turen var arrangeret af fotobutikken Click på Boulevarden for vennerne af huset og med stor sandsynlighed også gode kunder i butikken.

Konceptet er meget enkelt. Man går rundt til udvalgte steder sammen med en guide, og samtidig bruger man øjnene og fotograferer på livet løs.

Det er for mig en god anledning til lige at få rystet posen - og se på en lidt anden måde end til hverdag, hvor min form for fotoarbejde er meget målrettet og kalkuleret.

Øøø... Øland?
Undervejs på fotovårken får man gode råd og god snak, så den fotografiske kniv bliver slebet. Til daglig fotograferer jeg mest mennesker til mine artikler - og så selvfølgelig fugle fra en streng ornitologisk vinkel - men det kan også være meget godt at prøve at fotografere, bare for at fotografere. Art for art's sake, so to speak...

Nu kan jeg ikke drømme om at kalde mine fotos for kunst, men det er i hvert fald meget sjovt også bare at fotografere for billedets egen skyld - og så i øvrigt også en god anledning til at lege lidt med efterbehandlingen i Photoshop. Men først og fremmest handler det om at bruge øjnene og se. Det snakkede vi meget om, for det er helt sikkert, at folk, der fotograferer meget, har en lidt alternativ måde at se på. Blik for motiver...

Banegården.
For mit personlige vedkommende medfører det, at jeg er nærmest livsfarlig i en bil, for der er altid et eller andet på markerne eller i luften, der fanger mine øjne. På turen til Aalborg lørdag morgen registrerede jeg for eksempel tre rørhøge, en musvåge og to tårnfalke. Men det er så en hel anden snak.

Under alle omstændigheder en god start på weekenden.

Billederne er klikbare!

Kæmp for alt, hvad du har kært...
Sus i skørterne...
Rundkørsel.
Forfald.
Åblink.
Otium.
Tungen lige i munden.

lørdag den 11. maj 2019

Dina og Julie

To flotte kvinder højt fra Nord...

Fredag eftermiddag åbnede en udstilling på museet i Dorf - Museum for Forsyning og Bæredygtighed - om de historiske relationer mellem Østvendsyssel og Grønland. Det er en spændende, men lidt ukendt historie blandt andet om, hvorfor Dorph er et ganske almindeligt efternavn i Grønland.

Jeg skal skrive om udstillingen og var derfor sammen med Dina taget til åbningen, der blev foretaget af Julie Berthelsen. Den grønlandske sangstjerne har i sin tid gået i parallelklasse med Dinas datter, Rasmine, så det blev der selvfølgelig også tid til en lille snak om - nu lejligheden bød sig.

Selvfølgelig skulle der også laves et foto til Facebook, så her er de - to flotte kvinder højt fra Nord!

Der blev i øvrigt taget masser af selfies sammen med den kendte sangerinde - blandt andet af kokken Kristiane Andersen, som stod for traktementet ved åbningsreceptionen. Jeg har i øvrigt ved flere lejligheder skrevet om Kristiane, der er en dreven kok udi det nye nordiske køkken.

fredag den 10. maj 2019

Fuglejagt på Øland

Hotspot

Rent ornitologisk er Øland lidt af et hotspot i øjeblikket. Sikre observationer af lille gulben, amerikandsk pibeand og pomeransfugl lokker alle med overdreven interesse for fugle. Selv brugte jeg en del tid torsdag på at finde den amerikanske pibeand og pomeransfuglene, men den bjørn kom der nu ikke noget skind ud af...

Til gengæld blev det så til nærkontakt med landsvale, skarv, gul vipstjert, adskillige bomlærker, en blishøne, en havørn og en rørhøg.

Jeg brugte også en del tid på et forgæves forsøg på at snige mig ind på en flok hjejler, men det blev kun til dokuskud, som vi naturfotografer kalder det, når et billede er mislykket. Husk på, at vi skyder på alt, hvad der bevæger sig, men en gang i mellem slår hverken lysforhold, udstyr eller rent svineheld til - og så kalder vi det for et dokuskud, for det viser, at vi trods alt har gjort forsøget.







 

onsdag den 8. maj 2019

Morgen i Hanboland

Solopgang

Dagen begyndte ved solopgang lidt over fem. Jeg havde sat mig for at lave et foto af de flotte rapsmarker i den gryende dags gyldne lys, så jeg kørte først til Skovsgaard, så Attrup og sluttede så af med en tur til Ølands-dæmningen.

Rapsen blev ikke helt, som jeg havde drømt om, men mon ikke jeg får en chance mere i de kommende dage? Men ellers en god tur, hvor det blev til fotos af en flok bramgæs på dagens første flyvetur, en engpiber, en strandskade, skestorke, en gravand - og jeg arbejdede også nogen tid med en præstekrave, men de billeder holdt desværre ikke til offentligt brug.

Der er i øvrigt meldt om en amerikansk pibeand i Ulvedybet. Den så jeg desværre ikke noget til...




tirsdag den 7. maj 2019

Havørredernes fest

Børsteorme på menuen

For et par uger siden bragte jeg et foto af en springende havørred og fremsatte en teori om, at den nok var på sildejagt.

Billedet var taget en aften på vej hjem, hvor havørrederne var voldsomt aktive - faktisk i en grad, som jeg aldrig mindes at have set tidligere - og jeg lovede også at prøve at lave nogle bedre fotos. Det er nu lykkedes, og jeg har samtidig fået en ordentlig forklaring på fænomenet med de særdeles forårsaktive havørreder.

Foto: BeachExplorer, cc-by-sa 3.0
De er nemlig på børsteorme-jagt. Børsteorm er en lækkerbidsken for havørreder, og netop nu i foråret forlader de deres huller i sandbunden for at gyde og lægge æg. Det lyder sværmerisk - og det siges da også, at børsteormene sværmer.

Det kan gå ret voldsomt for sig. Naturhistorisk museum fortæller på sin hjemmeside, at der kan være op til 3.000 børsteorme pr. m². Sandsynligvis er det duftstoffer – såkaldte feromoner – der sørger for synkroniseringen. De formodes at blive afgivet af hunnerne i forbindelse med ægmodningen. Hos stor børsteorm er det hannerne, der svømmer rundt, mens hunnerne bliver ved bunden. Alle de voksne dør efter gydningen. Æggene er bittesmå, ikke mere end knap 0,2 mm.

Fænomenet er velkendt blandt lystfiskere, fortæller min gode ven, Kaj, som er en dreven en af slagsen. For sværmene af børsteorme trækker havørreder til, som mine fotos viser - og lystfiskerne bruger gerne børsteorme eller børsteorm-lignende spinnere som madding netop i forårsmånederne, hvis de skal have en lækker havørred på krogen.

Jeg har i øvrigt selv brugt børsteorme engang til skrubber. Det var ikke nogen succes, for det er nogle fede og arrige krabater, der gerne bider i fingrene, når de skal kroges. Det gør avs, for de op til 15 cm lange børsteorme har kraftige kæber, der nemt bider gennem menneskehud. Men hvem vil ikke bide fra sig ved udsigten til at skulle ende sine dage spiddet på fiskekrog som madding?


mandag den 6. maj 2019

Haglbyger

Aprilvejr i maj

Det er mandag formiddag den 6. maj. Næsten alle bøgene er sprunget ud, men det er bidende koldt, så både brændeovnen og en enkelt radiator har været tændt siden den årle morgen.

Lidt poetisk sagt:

Haglbygerne kommer og går, selv om det er vår:
Det var så den sommer. Det ligner en ommer...



Pluddersprog

Togbane


Nogle af bloggens læsere har  måske bemærket, at jeg er hypersensitiv over for ændringer i sproget. Det er en last, jeg deler med blandt andre Nordjyskes sprogredaktør, Ove Nørhave. Han har i dagens avis været så været så venlig at omtale min irritation over, at politikerne nu er begyndt at kalde jernbaner for togbaner. Nørhave mener, at det er et retorisk trick for at afdramatisere milliardinvesteringer. Her er et uddrag af dagens Ordjyske i Nordjyske:
-----
Nogle aktive sprogbrugere kan ikke undgå at føle sig talt eller skrevet ned til, når de - i en ellers voksen sammenhæng - falder over ordet togbane.

Jesper Hansen fra Øland skriver:

- Så har jeg fået et nyt hadeord ... Det hele begyndte vistnok midt i marts, da NORDJYSKE rekapitulerede det seneste trafikforlig. I avisens omtale kunne man blandt andet læse, at der skulle bygges en ny togbane over Vestfyn. Siden har jeg bemærket ordet togbane adskillige gange i medierne - og det generer mig voldsomt.

Jesper Hansen tilføjer:

- Togbane kan til nød bruges om et Brio-legetøjstog med tilhørende skinner, men da ikke om en rigtig jernbane. Er det politikerne og journalisterne, der går i barndom? Det har jeg længe haft en mistanke om sådan helt generelt, men ligefrem til at pludre togbane i stedet for jernbane?

Ifølge Den Danske Ordbog på nettet (ordnet.dk/ddo) kan man godt omtale jernbane som togbane, men der er tale om uformel sprogbrug.

For ja, togbane er i første række ”jernbane med elektrisk tog i lille målestok beregnet til tog”.

Omvendt er jernbane udelukkende for de voksne - for her er der tale om ”strækning af parallelle skinner (jernbanespor), der forbinder steder i landskabet”, og det kan også være ”et (landsdækkende) system af sådanne strækninger med tilhørende stationer, tog og driftsanlæg”.

Sprogligt foreligger her flere muligheder.

Enten kan nogle af politikerne ikke glemme, at de engang har leget med skinner og tog og stationer i miniformat (og måske gør nogle det stadig i hobbykælderen?) - eller også skal det bevidst lyde af mindre, hvis man skal have listet en større bevilling igennem.

For herregud, der er jo bare tale om en togbane, det er jo ikke alverden, det koster ganske vist mange millioner, men en togbane lyder bare af mindre (og også af noget mindre alvorligt) end jernbane.

Derfor har nogle journalister også en tendens til at gribe til ordet ”fut”, når emnet er tog - også selv om vore dages tog er ude af stand til at udstøde noget som helst, der bare minder om fut.

Ifølge ordbogen er futtog et ord, som børn bruger om tog - og så er det den ret malende betegnelse for ”formation, hvor anholdte personer sidder tæt sammen i en række på jorden med hænderne bundet”.

lørdag den 4. maj 2019

Dø, om så det gælder

4. maj i Farsø

Jeg havde det store privilegium at holde aftenens tale ved Farsø-spejdernes 4. maj-parade.

Paraden er en gammel tradition, der begynder med, at spejderne bekræfter spejderløftet i mindelunden for de to Farsø-spejdere, der mistede livet i kampen mod de tyske besættere - og det var naturligt for mig at mindes min egen spejdertid og også paraderne dengang. Her er min tale:
-------
For lige godt 53 år siden tog min far mig ved hånden og fulgte mig ned til spejderhuset her ved Mindelunden. Han hentede mig ikke igen – og det er jeg glad for. Det var nu nok med velberådet hu, for spejderbevægelsen fyldte meget derhjemme – og det har præget både min søster og jeg.

Jeg var klædt i en ulden blå trøje, som var ulveuniformen dengang. De, der har prøvet det, kan sikkert godt huske, hvordan ulden kradsede, hvis man ikke havde en skjorte indenunder. Uniformen var købt hos Ivar Andreassen, der havde manufakturhandel og spejderdepot oppe på Nørregade – og i øvrigt var en af de første aktive spejdere i Farsø.

Da jeg i 1966 blev fulgt herned, havde jeg naturligvis endnu ikke fået det dengang grønne emaljekorpsmærke, for det fik man først, når man bestod den såkaldte ømfodsprøve. Den dag i dag ved jeg ikke, hvorfor det hed ømfod, men det lyder da bestemt af noget særligt.

Jeg bestod ømfodsprøven efter nogle uger, hvor jeg blandt andet skulle kunne klokken, binde en sløjfe og det altid nyttige råbåndsknob. Derefter kunne jeg aflægge ulveløftet, som svarer til det spejderløfte, spejderne i Farsø aflægger i dag – og jeg var dermed fuldgyldigt medlem af spejdernes verdensomspændende fællesskab. Og det har jeg været siden, selv om omverdenen sommetider griner lidt af spejdere. Det er jo bare en flok tosser, der går rundt i korte bukser og hjælper gamle damer over gaden – uanset om de vil det eller ej.

Nu til dags vil man sikkert kalde det mobning, og velmenende pædagoger vil  indkalde til rundkredssamtaler, og så vil de andre børn få at vide, at man ikke må drille lille Jesper – bare fordi han er spejder.

Jeg har nu ikke brug for pædagogernes hjælp, for jeg ved bedre. Det giver nemlig selvtillid at være spejder. Når folk hører, at jeg er spejder, spørger de sommetider: Så kan du måske også tænde bål med to tændstikker??? Jeg svarer altid: - Ja, det kan jeg, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge den anden tændstik til…

Det var spejderbevægelsens grundlægger, Baden Powell, der en gang sagde, at en spejderdreng kan dobbelt så meget, som han selv tror – og ti gange så meget som hans mor tror.

Det er sandt – og det er den ballast, jeg har haft med i livet fra min tid i 1. Farsø. Det er en blind tro på, at man kan, hvad man vil – og går det galt, så nytter det ikke noget at skyde skylden på andre. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg er kommet galt afsted – og altid ofte når at tænke "det var du selv ude om" endnu inden ulykken var fuldburdet, mens kniven er på vej ind i fingeren – eller for et par år siden, da jeg smadrede min bil med et træ, jeg var ved at fælde. Inden det går galt, når jeg altid at tænke: Fjols, der dummede du dig igen – lad os håbe, at der ikke var nogen, der så det.

Alle disse uheld og gale streger er en livserfaring, der lige så stille er blevet stakket op i hukommelsen, og som jeg gerne giver videre, selv om jeg udmærket godt ved, at børn er ligeglade med, hvad de voksne siger… Derfor er den særlige spejderpædagogik – hvor børn leder børn – så uovertruffen, når det drejer sig om at gøre drenge til mænd, som vi sagde i mine unge dage, hvor 1. Farsø flok og trop var forbeholdt hankønnet.

Også i min spejdertid i slutningen af 60’erne og begyndelsen af halvfjerserne var 4. maj-paraden en del af spejderlivet her i Farsø. Dengang var der ganske vist mange flere tilskuere, for krigen var stadig tæt på – og vi kendte alle sammen levende mennesker af kød og blod her fra byen, der havde været været i fængsel eller kz-lejr under krigen. Nogle fortalte åbent om det – og det gjorde altid et stort indtryk.

For mit eget vedkommende husker jeg specielt en af paraderne – det har sikkert været i 1970, hvor det var 25 år siden, at freden kom til Danmark. Vi spejdere stod marcheret i patruljeorden her på skråningen – og pladsen nede foran var sort af mennesker og rødthvidt af flag…

En lidt underlig ting har brændt sig ind i erindringen – og det var, at der var opsat et stort højttaleranlæg, så alle kunne hører talerne og ikke mindst fredsbudskabet med det karakteristiske bum, bum, bum, buum. Det blev styret af elektriker Aage Sørensen fra bagagerummet i hans Toyota Crown stationcar, der vistnok var en temmelig fin bil dengang… Det er lidt pudsigt, hvad man som dreng hæfter sig ved – men det har nu nok været den store forstærker, der især gjorde indtryk. Dengang havde drenge det jo med at interessere sig for biler og teknik.

Der er ingen tvivl om, at anden verdenskrig og ikke mindst tabet af de to spejdere, Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, for altid ændrede livet for Farsø-spejderne. Især fordi spejderne fik Danmarks smukkeste spejderhus her i søanlægget lige over mindelunden – og jeg må konstatere, at huset i dag står flottere end nogensinde med det nye stråtag.

Det påvirkede os også på anden måde, for alle spejdermøderne sluttede altid med, at vi sang ”Altid frejdig når du går ..” Jeg troede i sin tid i min barnlige naivitet, at det var noget, man gjorde i alle spejdergrupper – og det var først, da jeg blev voksen, at det gik op for mig, at det bestemt ikke var sådan generelt. De fleste steder synger man nemlig ”Nu er jord og himmel stille”.

”Altid frejdig når du går” er en velvalgt sang netop her på dette sted og i denne anledning. Det er i sangen, hvor sidste vers som bekendt lyder:

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Dø, om så det gælder! Det var det, Per Sonne og Christian Ulrik Hansen gjorde. Det kan være svært at forstå i vore dage, hvor vi nu har haft fred hertillands i 74 år – og det er vel svært at forestille sig, at det nogensinde bliver aktuelt.

Men det kan ske igen. Alt andet vil være naivt at tro.

Den grundlæggende politiske retorik bygger fortsat på at skabe fjendebilleder og at føle sig krænket af andre. ”Det er altid de andres skyld”– og så længe, der er mennesker, der vil bestemme, hvordan andre mennesker skal indrette sig, risikerer vi krigen og alle dens vederstyggeligheder.

Jeg nærmer mig hastigt – al for hastigt – alderdommen, og det er næppe mig, der skal ud at kæmpe sådan korporligt og voldeligt, men jeg håber og tror, at vore dages unge vil være klar igen, hvis det bliver aktuelt – akkurat som Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.

Jeg betragter det som en stor ære, at jeg her i dag har fået lov at tale. Tak for ordet!
-----
Efter talen var jeg en tur på kirkegården med blomster til mine forældre, hvorefter jeg kørte hjem og tændte stearinlys i de noget snavsede vinduer i det lille hus på Øland. Billederne fra Mindelunden i Farsø er taget af min gamle spejder- og skolekammerat Per Lyngby.