lørdag den 28. december 2019

Stor som en brioche...

Fransk burger-bagværk

"Når din hals er en hal' meter nedløbsrør,
og din tunge er som en galosche,
når din drøvel er stor som en briosche,
så'r det organet, der er løvet tør..."

Sådan synger Osvald Helmuth i "Ølhunden glammer...", og jeg har altid været dybt imponeret af Poul Henningsens flotte rim på galosche. Alligevel har jeg aldrig før bagt brioche, men i torsdags var tiden kommet til at prøve kræfter med dette fine franske bagværk, der oplever en sand renaissance i disse bagedyst-tider. Sjovt nok som tilbehør til amerikanske burgere, hvad der sikkert betragtes som helligbrød(e) af frankofile feinschmeckere.

Brioche er en fransk brødtype, der er rig på især æg og smør - og som gør det lidt finere, mere kageagtigt og lidt mere lækkert end den normale danske thebolle. Wikipedia skriver endda, at briochen minder om wienerbrød - og det var i sin tid brioche, Marie Antoinette hentydede til, da hun hørte om de fattige, der ikke havde råd til brød, og derfor angiveligt skulle have sagt "Så må de jo spise kage...". Det kostede hende som bekendt senere en tur i guillotinen, det berygtede franske svar på hovedafbryderen.

Jeg fandt en opskrift på brioche på nettet og kastede mig frygtløst ud i opgaven, hvor jeg måtte erkende, at der er noget om snakken, når PH skriver, at drøvelen er stor som en brioche. For briochedejen hæver altså voldsomt - og det skal man lige huske at have med i sine beregninger.

Opskriften var på ti boller, men det stod hurtigt klart for mig, at dejen nemt kunne række til tolv boller - og da briocherne også skulle efterhæve på pladen, endte det med, at bollerne stødte sammen i sådan grad, at jeg var nødt til at give dem lidt ekstra i ovnen, så de blev gennembagt.

Det var begynderudfordringer - og det tager jeg højde for i fremtiden. Ingredienserne er følgende:

25 g gær
3 dl mælk
2 spsk honning
1 1/2 tsk salt
1 knivspids kardemomme, stødt
550 g hvedemel
2 æg
125 g smør

Mælken lunes og gæren røres i. Herefter de øvrige ingredienser, og det hele æltes i hånden til smørret er fordelt i dejen, og den føles blød og smidig. Sættes til hævning ved stuetemperatur i to timer.

Herefter deles dejen til 10 (dvs. 12) boller som placeres på en bageplade - og her skal man altså huske, at der skal være god plads mellem bollerne. Bollerne skal efterhæve en time ved stuetemperatur. Herefter blev de penslet med æggehvide og så i den forvarmede ovn på 175 grader - uden varmluft.

Opskriften sagde 14 minutter, men det blev altså noget længere bagetid, for efter 14 minutter var de slet ikke færdigbagt. Jeg har siden læst mig til, at kernetemperaturen skal være 90 grader, så fremover vll jeg nok bruge bagetermometer.

Men til det væsentlige: Bollerne var ualmindeligt vellykkede, smukke og store og velsmagende som bare et eller andet voldsomt ord.

Så det er i hvert fald ikke sidste gang, at der er bagt brioche på Nørremarksvej, mens jeg synger om ølhunden, der glammer...

fredag den 27. december 2019

Jul i den gamle grillbar

En lidt alternativ julefrokost

Julemaden har sænket sig over det ganske land i de forgangne dage - og derfor valgte jeg at gennemføre  andenjuledags familiesammenkomst med en lettere menu på frokostbordet.

Jeg var inspireret af den klassiske grillbar, så vi lagde selvfølgelig ud med fiskefilet. Ikke den velkendte pap-panerede fiskefilet af ubestemmelig proviniens og dryppende af friture, men relativt friske rødspættefiletter fra Jammerbugten. Paneret med rugmel og hurtigt vendt i smør på panden - og selvfølgelig serveret med hjemmerørt remoulade.

Anden-serveringen kunne - hvis man havde lyst til det - samles til en lækker andeburger, men burger er nu lidt besværligt at spise, hvis man har gode manerer, så jeg valgte at samle ingredienserne på tallerkenen og spise med kniv og gaffel, som civiliserede mennesker gør det.

Kødet var confitteret andelår, der blev serveret med hjemmelavede pommes frites, mere hjemmerørt remoulade, andesovs og friskbagte brioche-burgerboller. Bollerne vender jeg tilbage til i næste indlæg, men skal blot konstatere, at dette lækre stykke bagværk af fransk oprindelse er blevet det helt store hit i tidens amerikansk-orienterede burgerkultur.

Salat skal der også til i disse tider, så jeg lavede en coleslaw, hvor hvidkålen var skiftet ud med rødkål i anledning af julen, gulerødder og rosiner. Det hele vendt i herlig mormordressing, der er et højdepunkt i dansk madkunst.

Vi sluttede naturligvis af med ris á l'amande og lunken kirsebærsovs. Temperaturen på kirsebærsovsen er et ofte diskuteret emne ved danske juleborde, men jeg bryder mig personligt ikke om, at den er alt for varm - og i øvrigt bruger jeg ikke ret meget af kirsebærsovsen, for ris á l'amande smager jo herligt i sig selv.

Til gengæld havde jeg skruet helt op for kirsebærrene i den tilhørende vin. Ofte drikker danskerne portvin ved den lejlighed, men jeg serverede en nyskabelse på de danske juleborde - en ganske speciel mousserende frugtvin af kirsebær og pærer fra lollandske Frederiksdal med det meget sigende navn RØD. Den har betydelig mere syre end normal portvin, men som det ses på billedet, vendte Dina alligevel tommelfingeren op - selv om hun er meget glad for søde vine.

Og således blev det atter jul i den gamle grillbar...

torsdag den 26. december 2019

En lille skægmejse

En ellers træls dag


Solen tittede så småt frem juledags formiddag, så jeg kørte en tur til Han Vejle-skjulet for at kigge efter skægmejser. Det begyndte da også fint - og jeg så de flotte skægmejser allerede et par minutter efter, at jeg havde stillet bilen.

Men turen blev en stor skuffelse - og billedet her var stort set den eneste nærkontakt, jeg havde. For umiddelbart efter mig kom en stor familie, der netop havde rejst sig fra julebordet. Og da de mødte en anden familie, som også havde været til julefrokost, gik snakken - og fuglene var væk.

Jeg fandt et andet sted, men her blev det ikke bedre, for der stod guddødemig en kælling og snakkede i mobiltelefon - og det gik ikke stille for sig. Sikkert arveonklen fra Amerika på en dårlig forbindelse over Atlanten. Samtidig gik der er par tunghøre og ualmindeligt senile pensionister rundt og råbte til hinanden. De kunne nok ikke høre skægmejserne, fordi de havde glemt, hvordan man sætter batteri i høreapparaterne.

Og netop som jeg havde fået øje på en spidsmus i sivene, kom der en med stor sandsynlighed enlig mor med en flok uopdragne snotunger - sikkert avlet med tre forskellige fædre - der højlydt diskuterede den indbringende jul.

Jeg forstår ikke, hvad folk laver i naturen, når de ikke kan opføre sig roligt og med værdighed - og jeg mener i det hele taget, at vi bør diskutere, om det overhovedet giver mening at frede naturen og presse bønderne, hvis almindelige mennesker uden pli og opdragelse kan gå frit rundt derude.

Jeg fortrak derfor slukøret til de hjemlige jagtmarker ved dæmningen, men også her var der fugledødt på grund af børnefamilier, løse hunde og voldsom trafik, uagtet at uvedkommende færdsel på dæmningen er forbudt i vinterhalvåret.

En alt i alt træls dag, selv om solen skinnede.

tirsdag den 24. december 2019

Glædelig jul og godt nytår

Status

Kære læsere

Så er det tid til den årlige status her fra Nørremarksvej.

Året har sådan set været et fredeligt år - og det passer mig godt. Jeg kan jo godt have lidt svært ved at sidde stille, men alt i alt finder jeg mere og mere ro i den daglige, stille dont.

Jeg keder mig aldrig, for efterhånden skal der ganske lidt til at fornøje mig: En leverpostej-mad (med rødbede), et godt glas vin, en dejlig solskinsdag, haven og fuglene.

Men alligevel har der været et par højdepunkter, som er værd at nævne.

I marts dækkede jeg det danske Melodi Grand Prix for den grønlandske avis Sermitsiaq. Havde man spurgt mig for et år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde skulle over-være den slags. Popmusik og TV-underholdning interesserer mig ikke, men det var både sjovt, spændende og lærerigt at bruge to dage på begivenheden.

Her kan man virkelig tale om et parallelsamfund. Rent journalistisk står kilderne i kø for at få omtale - og det er ikke altid normalen. Opgaven er i høj grad at koncentrere reportagen til det væsentligste. I det konkrete tilfælde de to grønlandske deltagere. Desværre vandt de ikke. Det var uretfærdigt, og det blev selvfølgelig straffet ved det internationale Grand Prix med endnu en bundplacering til Kongeriget. Men det var en spændende opgave, hvor jeg leverede en hel stribe gode fotos og meget læste artikler undervejs. Jeg holder meget af at arbejde i felten.

I april blev jeg gildemester i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Jeg har tidligere været gildemester i næsten syv år i Nuuk, så jeg kender jobbet, men alligevel er det ikke helt det samme. Medlemsgrundlaget siver, og gennemsnitsalderen er høj. Der er også flere møder og færre aktiviteter end i Nuuk, så det kan godt være lidt kedeligt, men jeg har lovet at tage mine to år på posten - og det løfte holder jeg.

Som så mange gange før brugte jeg sommerferien på en spejderlejr. Endnu en gang i Sønder-jylland på Stevninghus. Det var ren afslapning. Jeg stod op hver dag ved solopgang og anrettede morgenmad til de cirka hundrede hjælpere og kunne så slappe af med morfar ved mid-dagstid. Resten af dagen var rent drys i et herligt sommervejr, hvor jeg turistede den i det sønderjyske.

Nåja, så var 2019 også året, hvor jeg fik min Hercules-debut. Jeg vandt en fotokonkurrence og kom så en tur rundt i Nord– og Midtjylland med forsvarets største fly. Det var også på ti-de, at jeg fik prøvet det...

Jeg skal hilse fra Dina. Hun har netop fået et helt nyt syn på tilværelsen efter en operation for grå stær. Jeg prøvede det selv for en del år siden, og jeg ved, at det øger livskvaliteten med adskillige hundrede procent.

Med disse få ord vil jeg ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen
Dovregubben

Knortegæs

De knurrer - og de er sjældne..

Lige i øjeblikket byder Ølands-dæmningen på en god mulighed for at kigge nærmere på den lille knortegås. En flok på cirka hundrede holder til ved strangengen lige før fugletårnet.

Man bør unde sig fornøjelsen at stoppe op et øjeblik. Flokken er ikke særlig sky, nærmere lidt nysgerrig, så søndag formiddag kom de helt af sig selv ganske tæt på fotografen.

Det er faktisk lidt af en seværdighed.De lysbugede knortegæs yngler på Svalbard og Nordøstgrønland. I træktiden opholder størstedelen af bestanden sig i Danmark - og vi har derfor en særlig forpligtelse til at passe på dem. Bestanden er samlet på cirka 7.000 individer - og det mener biologerne er i underkanten, hvis arten skal overleve. Men det er da gået fremad. Da bestanden var mindst før fredningen i 1972, var der kun 2.000 individer.

Knortegæssene har deres navn efter den lidt knurrende lyd, og på en stille årets korteste dag var det en fornøjelse også at høre på gæssene. Knortegæs lever primært af ålegræs, som de supplerer med græs fra strandengen.

Knortegæs er små - halvanden til to kilo - hvilket jo er mindre end den and, de fleste af os sætter i ovnen i dag. Der findes tre arter, mørkbuget, sortbuget og endelig lysbuget, som er den art, vi i øjeblikket har besøg af her på Øland.

søndag den 22. december 2019

Juleferie

Efeu og eufemisme

Juleferiens første dag blev brugt på hårdt arbejde. Faktisk for første gang i december var der ikke noget, der skulle skrives, så hvad var mere passende end en tur i haven?

Det var nemlig også fint vejr. Jeg gik i krig med efeuen, som står ud mod vejen. Efeu er en fin plante og et godt bunddække, men den skal holdes i ave, for den kvæler stort set alt på sin vej, og den vokser - sagt med en eufemisme - ganske godt.

Så jeg spændte hækklipperen for stikkontakten og fik i gang med grovklipningen. Seks trillebøre med afklip blev det til - og så er slet ikke færdigt endnu. Det var kun lige det grove arbejde på terrassen og langs husmuren. Men det var, hvad det kunne blive til, for solen gik tidligt ned på denne decemberdag få timer før vintersolhverv og årets længste nat.

Nu håber jeg bare, vejret holder i julen, så jeg kan få trimmet, revet og lagt nyt dækbark på stykket ved muren. For efeuen kan også ødelægge murværket, hvis ikke den holdes på afstand.

Lørdagen blev også brugt på andre små gøremål. Blandt andet høstede jeg de sidste gulerødder. Det blev ikke til så mange, som jeg måske havde håbet, for det var tydeligt, at vi på et tidspunkt har haft besøg af en hare eller to, som havde forlystet sig med cirka en halv række af de lækre rødder.

mandag den 16. december 2019

De nåede færgen...

Et juleeventyr

"Driving home for Christmas" blev spillet nogle gange i bilradien søndag formiddag på en tur til først Farsø og kirkegården og senere til Hvalpsund, hvor det gode skib Mary skulle sørge for transporten videre til Salling, hvor en oppulent julefrokost i familiens skød ventede på Pinenhus.

Og her på den tredje søndag i advent skete underet. Midt under færgefarten kom sneen, og julestemningen bredte sig i den lille bil. Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, og så må sneploven komme...

Sneen nåede lige at lægge sig, mens vi kørte på krogede veje tværs over Salling. Men allerede en time senere kom en byge og fjernede enhver form for julestemning og udsigt til trafikkaos. Og turen hjem over Vildsund gik uden gnidninger.

Men nu er jeg tændt, så for min skyld må der gerne komme lidt mere af det hvide drys. For snetosse, det er jeg altså.

søndag den 15. december 2019

Alle gode gaver kommer ovenfra

Hurtigt gensyn med Hercules

Fredag eftermiddag var jeg en tur på flyvestationen for at ønske god jul - sådan i al almindelighed og i særdeleshed til Sirius-patruljen oppe i Nordøstgrønland.

Normalt skal de 12 Sirius-folk klare sig med de forsyninger, som kommer op med skib om sommeren. Men der en enkelt livline – og det er det årlige juledrop, hvor julegaver og andet godt kastes ned med faldskærm. Der er ingen landingsbane ved Daneborg, så forsvaret må ty til denne særlige udgave af julemandens kane.

Så oppe i Nordøstgrønland har salmens ord om, at alle gode gaver kommer ovenfra, en ganske særlig betydning.

Fredag eftermiddag afgik så det årlige juledrop - lettere forsinket på grund af en redningsaktion i Island, hvor Hercules-flyet var indsat dagen før.

Julegaverne og julemaden var forsvarligt pakket i containere, der er beregnet til den slags operationer med faldskærm. Men juletræerne får altså ingen faldskærm, så de må klare sig med en solid indpakning med afdæknings-plastik.

For resten var det ikke bare julegaver og juleguf, der var med på årets juledrop. Også et par kasser nødblus blev det til. De bliver brugt til at skræmme isbjørne med - og Sirius har i år været meget plaget af isbjørne, så det er blevet nødvendigt med ekstra forsyninger af de små nødblus.

Læs også her.

lørdag den 14. december 2019

Mos i lange baner

Julepynt af egen avl

Mos i græsplænen er en virkelig plage for de fleste havefolk. Men når det nu alligevel er der, kan vi lige så godt få det bedste ud af situationen.

Jeg har sat påskeliljeløg i en god del af havekrukkerne - og det er ikke så pænt, så længe påskeliljerne er under jordoverfladen. Derfor plejer jeg at dække jorden med noget af al den mos, græsplænen producerer så rigeligt af om efteråret.

Det ser såmænd også pænt ud i en krukke med juleroser, så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, som min farmor altid sagde.

Men - der er et problem. I nogle af krukkerne har solsorterne fundet ud af, at der sikkert er fede orm - og så piller de hensynløst mos op, lige så hurtigt som jeg kan sætte det. Men jeg har luret fuglen, har jeg. Solsorten vil have plads, når den hiver ormen op af jorden, så jeg har sat en stopper for virksomheden ved ganske enkelt at stikke nogle blomsterpinde i jorden. Det virker forbløffende effektivt.

Nu er der kun få dage til vintersolhverv. Takket være det lune efterår er der allerede forårsfornemmelser i jorden. Blandt andet spirer både krokus, vintergækker og påskeliljer på lune steder - og det varer næppe længe, før den første erantis stikker sit gule hoved op over jordoverfladen. Om en uge vender det - og så går vi mod lyse tider igen...

fredag den 13. december 2019

Grønlandsk juleøl

Nisseøl fra Narsaq

Det er måske ikke så kendt i Danmark, men bølgen af mikrobryggerier er også nået til Grønland. Og de producerer glimrende øl på basis af det bløde vand fra indlandsisen.

Jeg har netop modtaget en sortimentskasse fra Qajaq Brewery i Narsaq - og hvad var mere nærliggende end at bruge fredagsbaren til en prøvesmagning?

Jeg prøvede det lille bryggeris juleøl. Normalt er jeg ikke så pjattet efter juleøl, som for det meste er noget sødt sprøjt, der kalder på folkedybets laveste fællesnævner. Jeg drikker i det hele taget ikke meget øl her på mine ældre dage - og har derfor ikke den helt store referenceramme.

Men juleøllen fra Narsaq var absolut drikbar. Minder mest af alt om classic, men noget kraftigere i smagen. Så den er godkendt.

Sjovt er det også at have grønlandsk øl i huset. Eller rettere grønlandske ølflasker i huset. Grønland har et temmelig rigidt retursystem, der kun tillader en flasketype til øl. Den type har jeg drukket af adskillige tusinde gange - og faktisk slog jeg ofte tænderne, når jeg jeg kom til Danmark og drak af den slanke og meget høje ølflaske.

I vore dage er det mest dåser, der er i huset - og jeg drikker næsten altid af glas. Men hyggeligt er det at se den grønlandske ølflaske på vore breddegrader, hvor man i øvrigt tillader stort set alle flasker - bare der er et returmærke på flasken.

Bryggeriet i Narsaq, Qajaq Brewery, er angiveligt  et temmelig ambitiøst bryggeri, der producerer en halv snes forskellige øltyper med - så vidt jeg kan bedømme - stor virtuositet. Øllet importeres til Danmark af firmaet Copenhagen Beer Import - og på virksomhedens Facebook-side kan man finde nærmere oplysninger for nærmeste forhandler af dette glimrende bryg.

For en god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at dette indlæg ikke er sponsoreret af bryggeriet, men udtryk for min personlige mening.

onsdag den 11. december 2019

Slut med Disko

Skibet var ladet med minder

Togtet er slut efter 51 år. Disko bliver nu hugget
 op i Busan, Sydkorea. Foto: Vladimir Toniae
Det var med et betydeligt stik af vemod, at jeg forleden måtte skrive historien om, at det gode skib Disko nu er gledet til kajs for sidste gang. Disko bliver netop nu hugget op i den koreanske havneby Busan.

Jeg har kun gode minder om Disko, der tjente den grønlandske kystpassagertrafik for KGH/KNI i perioden 68 til 97. Her sejlede skibet i fast rutefart mellem Nanortalik i syd og Uummaannaq i nord. Først i halvfemserne havde jeg hele Grønland som min arbejdsplads med udgangspunkt i Sisimiut, hvor der dengang ikke var landingsbane, så jeg brugte ofte Disko, når jeg skulle til Maniitsoq eller Nuuk.

Siden af Disko set fra Zodiac'en (gummibåd)
ud for Qoornoq i Godthåbsfjorden.
Disko overgik i 1997 til den spirende krydstogtsturisme - og her blev det til en enkelt helt speciel tur, hvor vi (Sct. Georgs Gildet i Godthaab) chartrede skibet som afslutning for hjælperne ved Tivoli i Nuuk. En helt igennem fantastisk tur med god mad og fadøl i pæne mængder i Godthåbsfjorden, hvor vi besøgte den nedlagte bygd Qoornoq med landgang ved hjælp af gummibåde. Disko havde aldrig tidligere været i det område, så et par gildebrødre måtte agere "kendtmand" på den sidste del af turen.

Disko var et flot og meget komfortabelt skib. Dækket var hvælvet, som man nu byggede skibe før i tiden. Der var god plads til de 250 passagerer, som skibet var godkendt til. Heraf kunne de 138 tilbringe turen langs den grønlandske kyst i fine kahytter – og ellers var der restaurant og salon med polstrede møbler. Her er der blevet spillet Olsen mange gange, mens Disko i al slags vejr stred sig gennem bølgerne.

I 2000 blev det solgt til Caribien, og siden 2005 har Disko under navnet Polaris sejlet krydstogter i Barentshavet med hjemhavn i Murmansk.

Nu er turen slut. Disko bliver forvandlet til skrot i Korea. Men minderne lever fortsat i vore hjerter.
Disko for svaj ud for Qoornoq.

mandag den 9. december 2019

Malik fik tre unger

Hannen var en hun

Idyl i fødselsgrotten. Foto: Aalborg Zoo
Natten til torsdag fødte isbjørnehunnen Malik i Aalborg Zoo tre unger, men allerede fredag måtte dyrepasserne konstatere, at den ene af ungerne var død.

- Det er desværre ganske normalt, at ikke alle unger overlever. Det skete også i 2016, da Malik fik unger sidste gang, oplyser kommunikationskonsulent Helle Justesen fra Aalborg Zoo.

- Ungerne og Malik ligger i en fødehule i deres anlæg, og her bliver de i de næste to-tre måneder. Mens de er i fødehulen, spiser Malik stort set intet.

Og dog. Når Malik har accepteret ungens død, vil hun skubbe den væk og måske spise den, dels for at rydde op i hulen, dels fordi den kan give hende protein og næring, skriver Aalborg Zoo på Facebook fredag aften.

De to øvrige unger er i god stand. De dier selvfølgelig ved moderen, og isbjørnens mælk har en fedtprocent på omkring 30, så ungerne vokser hurtigt. Deres fødselsvægt er kun omkring 500 gram, men når de forlader hulen vil de allerede veje mellem 10 og 15 kilo.

Det har undret mange i Grønland, at Aalborg Zoos isbjørnehun hedder Malik. Det er der imidlertid en god forklaring på, fortæller Helle Justesen.

- Det er lidt svært at bestemme kønnet på isbjørneunger, så i starten troede vi, at det var en han. Da det ved nærmere eftersyn viste sig at være en hun, var det lidt for sent, så vi besluttede at lade hende beholde drengenavnet.

Mange danskere er i øvrigt bekymret for, at de små isbjørneunger vil fryse i den kolde fødehule. Til deres trøst oplyser Aalborg Zoo, at i naturen føder isbjørnen i en sne- og ishule, så de kan sagtens klare kulden.

Indtil isbjørneungerne kommer ud fra fødehulen om et par måneder, kan man følge livet i fødehulen live på Aalborg Zoos hjemmeside - https://aalborgzoo.dk/ .

Artiklen blev bragt på Sermitsiaq.ag den 8. december 2019. Jeg bringer den også her, fordi det skurrer i ørerne, når hunisbjørnen hedder Malik - og så synes jeg også, at det er besynderligt, når danskerne i misforstået dyrevelfærd er bange for, at de stakkels isbjørne fryser...

søndag den 8. december 2019

And med udrykningshorn...

En skulende hvinand

Søndag fik jeg mine første billeder af en hvinand til livets store fugle-fotobog.

Da jeg tog billederne, troede jeg egentlig, at det var en troldand, men da jeg fik dem forstørret på pc'en manglede nakketoppen, så jeg måtte endnu en gang ty til hjælp hos Hans, der beredvilligt kunne oplyse, at det var en hun-hvinand.

Jeg har sikkert set hvinænder før, for selv om arten hører hjemme i Arktis, er den ganske almindelig i Danmark på denne årstid - og den yngler da også i Nordsjælland. Men jeg erindrer ikke at have fotograferet den før.

Til gengæld har jeg ofte hørt hvinænder her på parcellen. For den har sit navn efter vingernes hvinende lyd, når den flyver. Det lyder lidt som om, den flyver med udrykning - og det er ikke til at tage fejl af.

Dagens fototur var også mest af alt en 112-tur, hvor jeg  på grund af vejrvarslerne ledte efter skibskatastrofer, voldsom død, oversvømmelser og stormskader. Men vejret til trods var det fuglene, der løb med opmærksomheden.

Dagens bonusbillede er fra Aggersund, hvor jeg løb ind i en flok knortegæs. Jeg synes, at de er sjove - og deres sorte halse og hoveder kan godt ligne planter, der skyder op fra fjordbunden, når man ser dem i forbifarten...


onsdag den 4. december 2019

Sølvhejre

Flot fugl på en decemberdag

Lyset er lidt tvivlsomt på denne årstid, så det bliver ikke til så mange fuglefotos. Men i dag måtte jeg afsted...

Jens tippede mig om en mulig silkehejre tæt på vejen over dæmningen. Silkehejre er sjælden, og jeg har kun set den ved Ulvedybet en gang, så den var nok værd at køre efter, selv om jeg nu var ret sikker på, at det var en sølvhejre, som vi har et par stykker af i distriktet. Med i overvejelserne var også den meget, meget sjældne kohejre, som i år er set ved Herning.

Men det var og blev en sølvhejre. Det ses blandt andet på det gule næb og de sorte fødder.Silkehejren har gule fødder - og sølvhejren har gult næb uden for ynglesæsonen.

Men tak til Jens for tippet - trods alt. For det er min hidtil tætteste kontakt til en sølvhejre.


søndag den 1. december 2019

Betagende og besynderlige oplevelser

Nationaldragter, nissehuer og et besynderligt syn

Lørdag var vi til den årlige julekomsammen i Vejle, hvor grønlændere og venner af verdens største ø mødes for at fejre julens komme.

Det er på mange måder en betagende oplevelse, som jeg gerne deltager i. Både den indledende gudstjeneste og den efterfølgende kæmpekaffemik med grønlandske nationaldragter og nissehuer i en skøn sammenblanding - og selvfølgelig også besøg af Niisimaanguaq (Julemanden) og godteposer til børnene.

Vi tog hjemmefra i rimfrost og den gryende dag. Allerede efter 300 meters kørsel midt i Østerby mødte vi dagens første rådyr, en mor med et næsten voksent lam, som græssede ved Ølandhus.

Et par timer senere, da solen var stået op, men rimfrosten endnu ikke tøet, så jeg den flotteste ræv midt i det rimhvide græs i en lysning i en af de store plantager på den jyske højderyg ved Nørre Snede.

Dagens besynderlige oplevelse, som bragte godt humør i den lille bil, var på Viborgvejen nær ved Skals. Der var roligt og ingen trafik her tidligt på morgenen, så midt på vejen havde to hunde seksuelt samkvem. Alene stedet var besynderligt, men også selve akten var et besynderligt skue. Det skortede ikke på viljen, men hannen var altså en meget lille figurklippet puddel med rødt julehalsbånd, der med megen besvær kom op på ryggen af en fårehund.

Og det foregik midt på vejen - uagtet at den slags udskejelser på et sådant sted nemt kan koste hundelivet.

Desværre var kameratasken pakket hjemmefra og stod i bagagerummet, så jeg overlader det besynderlige syn til læsernes fantasi.

Og det kan nok være, at vi fik noget at snakke om på resten af den lange tur til Vejle - og tilbage igen...

tirsdag den 26. november 2019

Opera på grønlandsk

Matiné

Opera er bestemt ikke min spidskompetence, men det er alligevel ikke forbigået min opmærksomhed, at Grønland har fostret flere sangere i operagenren, der i hvert fald på papiret synes at ligge fjernt fra den grønlandske sangtradition - og dog, så er solosang jo en del af den tradition.

Den første grønlandske operasanger, jeg hørte, var mezzosopranen Ida Heinrich, der døde alt for ung - 39 år - i foråret.

En af Ida Heinrichs grønlandske kolleger, tenoren Josef Josefsen, har derfor arrangeret en turné for at mindes den afdøde kollega og nære ven.

Søndag eftermiddag var jeg så til operamatine i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor der var premiere på mindeturneen. Med sig havde Josef Josefsen den islandske sopran Halldóra Ósk Helgadottir og den islandske pianist Søren Johannsen. Det blev til en smuk og rørende optræden i Det Grønlandske Hus, hvor der var fuldt hus i den nye cafesal.

Turneen fortsætter resten af ugen her i Danmark - og fortsætter derefter i Grønland, hvor det dog er den grønlandske pianist Jim Milne, der akkompagnerer.

Læs også min reportage i Sermitsiaq.AG

søndag den 24. november 2019

Klar blaa Luft, let Bris fra N

Julegaveide

De fleste kender den fynske maler, Johannnes Larsen, for hans fantastiske, fotografiske fugletegninger. Men det er måske ikke alle, der ved, at han i 1925 deltog i en stor fugleekspedition til Grønland.

Den ekspedition kan man nu læse mere om i bogen "Klar blaa Luft, let Bris fra N, der netop er udkommet.

Ekspeditionens formål var at samle viden og illustrationer til et fugleatlas omfattende alle Kongerigets fugle. Fugleekspeditionen foregik i KGH's Angut - en mindre turbåd - i Vestgrønland mellem Nuuk og Diskobugten om sommeren i forholdsvist godt sommervejr, og var som sådan ganske udramatisk.

Overalt blev de fire ornitologer godt modtaget. Der blev indtaget store mængder sælkød, og på handelsstationerne bød de lokale kolonibestyrere på overdådige middage.

Man får også et interessant billede af hverdagen ombord på ekspeditionsskibet. Her bestod måltiderne af eksotiske retter som søpapegøjefrikadeller, sælkoteletter, jagtfalk og omelet af friske terneæg– skyllet ned med mængder af bourgogne. Meget kunstnerisk, så på den måde adskiller fugleekspeditionen sig markant fra andre arktiske ekspeditioner.

Den nye bog er i tre dele: Et afsnit om Johannes Larsens liv og levned, hvor jeg som gammel Farsø-dreng hæfter mig ved, at Larsen var gode venner med forfatteren Johannes V. Jensen. Anden del fortæller i moderne sprog om selve ekspeditionen - og endelig er der den tredje del, som består af Johannes Larsen skitser, noter og dagbogsblade fra ekspeditionen.

Larsen var en mand af få ord - og dagbogsbladene er ikke helt lette at læse. Til gengæld er skitserne nemme at gå til. Jeg hæfter mig ved, at Johannes Larsen forholdsvis hurtigt lærer de grønlandske fuglenavne - og bruger grønlandske, danske og latinske betegnelser i flæng.

Bogen byder på et stærkt indblik i Johannes Larsens arbejdsprocesser. Han er stærkt afhængig af at se fuglene i det virkelige liv - og arbejder kun efter hukommelsen i begrænset omfang. Det forstås, når man ser de meget nøjagtige tegninger, som Larsen er kendt for.

Men Johannes Larsen var ikke meget for hastværk. Bogen fortæller blandt andet en anekdote om et portræt af Roald Amundsen, som Johannes Larsen malte i New York i 1907. Det blev med Johannes Larsens ord noget makværk, blandt andet fordi den travle opdagelsesrejsende kun kunne afsætte få minutter som model.

Der er tale om intet mindre end et kæmpeværk, der er den oplagte julegaveide til alle, der interesserer sig for Grønland. Klar blaa Luft, let Bris fra N er på 352 sider, fyldt med illustrationer og fotos - og er udgivet med støtte fra Ny Carlsbergfondet, så kæmpeværket kan erhverves for sølle 300 kroner. Det ligger bekvemt under Skats grænse for julegaver, så bogen kan også snildt anvendes som firmajulegave i det grønlandsk-arktiske forretningsmiljø - og måske ledsaget af en flaske bourgogne helt i Johannes Larsens ånd.

Det vil jeg gerne anbefale - og skulle man så være så uheldig ikke at få bogen i julegave, så er 300 kroner fortsat en meget rimelig pris...

Malene Linell Ipsen, Theis Vallø Madsen, Jens Gregersen: Klar blaa Luft, let Bris fra N, Johannes Larsen, Dagbøger fra fugleekspeditionen i Grønland,1925, vejledende pris 299,95, Strandberg Publishing i samarbejde med Ny Carlsbergfondet.
Skitsen fra ekspeditionen 1925.
Det færdige oliemaleri 1926.
 Alle fotos og illustrationer gengivet fra Strandgaards pressemateriale.
Anmeldereksemplaret var modtaget fra forlaget.