torsdag den 14. november 2019

Et sikkert vintertegn

Sangsvanerne er kommet

Det lakker mod enden. Om sølle 40 dage er det vintersolhverv, og vi går igen mod lysere tider. Men forude ligger vinteren, og længere mod nord er det kolde tider.

Tromsø er netop blevet ramt af rekordsnefald for november - og Kautokeino satte forleden kulderekord for november med sådan cirka minus 35 grader.

Det får fuglene til at trække mod syd. Forleden så jeg en flok silkehaler - og i dag, onsdag, blev det så til sangsvanerne, der gerne holder vinterkvarter i Ulvedybet og Gjøl Bredning. Hver vinter gæstes Danmark af cirka 40.000 sangsvaner, og cirka en tiendedel af dem plejer at kolde til i baghaven og tilstødende lokaliteter.

Det koster landmændene lidt vintersæd, men til gengæld liver sangsvanerne op i landskabet her i den kolde og mørke tid. For som navnet siger, synger sangsvanerne - eller rettere nærmest trompeterer. Det er lyden af vinter, og egentlig ganske festligt.

Sangsvanerne kendes nemt fra vores egen knopsvane - nationalfuglen - der har orange næb, mens sangsvanens næb er gult.

mandag den 11. november 2019

Baconmærket

Fantasien kender ingen grænser

I mine unge dage var spejdernes duelighedstegn en temmelig alvorlig affære, som kun kunne opnås gennem flid, disciplin og seriøst arbejde. Sådan er det ikke mere - og mange af mærkerne er udtryk vor både en god humoristisk indstilling til duelighedsfænomenet kombineret med en vis stædighed. For eksempel Snorky, som kræver, at man sover i telt hver nat i et år.

Nogle af mærkerne er heller ikke helt officielle, men ganske sjove. Et opslag på Facebook fra Aalborghus Gruppe gjorde mig opmærksom på baconmærket, der er et uofficielt mærke fra Herfølge Gruppe, der har udviklet en hel serie sjove mærker.

For at gøre sig fortjent til baconmærket, skal man over et døgn kun indtage retter med bacon. Herfølge-spejderne foreslår følgende menu:

Morgenmad – æg, pølser, vafler og bacon
Frokost – baconbomber (2 stk. ristet toastbrød, med røræg og ost i mellem og pakket ind i bacon -herefter i ovnen)
Aftensmad – Tre retters – forret, bacon bites og bønner viklet i bacon – hovedret, baconburgere med fritter og dessert, vaffelis med chokoladesove, guf og baconkrisp
Drikkelse – Banansmoothie med ristet baconstykker

Det er god humor - og helt sikkert et mærke, som jeg ville stræbe efter, hvis jeg fortsat var i duelighedsmærke-alderen...

torsdag den 7. november 2019

En helikopter i hovedet

Bilen sagde flap-flap

Forleden trillede jeg lige så stille ud fra parkeringspladsen ved siden af rutebilsstationen i Aabybro. Pludselig lød det som om, at der var noget galt med bilen. Den sagde flap-flap.

- Hvad helvede, udbrød jeg til Dina, der sad ved siden af og var travlt beskæftiget med at spænde sikkerhedssele.

Det var nærmest som at være midt i en tornado. Efterårets faldne blad, sand, øldåser og pølsepapir fløj rundt i luften - og det var nærmest som at sidde i en helikopter. Og det var sådan set også lige, hvad det var. Lige over bilen, men det kunne jeg jo ikke se. Der er jo ikke soltag i Astraen.

Men det blev tydeligt et sekund senere, da lægehelikopteren dumpede ned og satte sig på en af rutebilernes holdepladser midt på Aabybros fine torv.

Så kunne det nok være, at 112-genet reagerede. Men først og fremmest skulle bilen bringes sikkert til standsning i trafikken, så jeg kunne jo ikke bare stoppe op, for der var flere biler bag mig. Så jeg måtte lige en tur gennem rundkørslen og vende, før jeg fik overblik over situationen.

Helikopteren var landet midt på torvet og i en af sidegaderne holdt der en ambulance og en paramedicinerbil med blåt blink - og kort tid efter ankom en politibil med hylende sirener.

Det blev til et par fotos, men vi skulle videre, så jeg fandt aldrig ud af, hvad det egentlig handlede om, men der har ikke været omtale af begivenheden i medierne eller politiets døgnrapport. Så det har sikkert været et alvorligt sygdomstilfælde - og sikkert også med tragisk udgang, for ambulancen kørte fra stedet uden udrykning, ligesom helikopterfolkene pakkede sammen igen få minutter efter landingen.

Men jeg indrømmer da blankt, at jeg blev noget overrasket, da der landede en helikopter mellem etagehusene lige ved siden af bilen. Og et kort sekund troede jeg altså, at der var noget i vejen med bilen...

onsdag den 6. november 2019

Fuglekig i byen

Eftersøgt uden held

Normalt går fugleturene til spektakulære naturområder som Ulvedybet, Vejlerne og vildmoserne, men tidsdag formiddag fik turen til storbyen.

Et ærinde i Aalborg gav mig lejlighed til at besøge den lille park, som ligger mellem Svalegården og Hasseris Kirke i den tidligere så fashionable forstad. Her var der de foregående tre dage observeret krognæb, så jeg håbede, at der også kunne blive lidt til mig på fjerdedagen.

Scenen var da også sat til rigtig fuglekomsammen. Ved 11-tiden, da jeg ankom til pladsen, var en god snes twitchere, birdere, fuglefolk småfrysende forsamlet foran kirken, hvor de med kikkert og kameraer større end mit afsøgte de nærliggende trætoppe for den attråede krognæb.

Men den lod sig nu ikke se, så i stedet var opmærksomheden rettet mod de alliker og råger, som der findes i rigeligt tal i området. For mit eget vedkommende nøjedes jeg med en beskedent foto af en ung hættemåge, selv om det normalt er en fugl, jeg kan fotografere her fra kontoret.

For at sige det kort: Fuglen var fløjet..

Hjemme igen tjekkede jeg DOF-basen - og ganske rigtigt. Der var ikke observeret krognæb ved Hasseris Kirke tirsdag. Et par af observatørerne havde ganske vist tjekket ind på basen og lakonisk noteret: "Ikke set, men der var også flere gartnere der gik rundt med bladblæsere og andet larmende adfærd der måske kan have skræmt den væk" og "Eftersøgt af flere personer uden held".

Jeg var nu ikke så skuffet, for jeg havde ikke store forventninger til turen. De foregående dage havde vinden været i vest, men tirsdag skiftede retningen til øst - og det alene er sådan set nok til, at jeg var noget pessimistisk indstillet allerede før turen til Hasseris. Ved nærmere overvejelse tror jeg faktisk, at der er nu er større sandsyndlighed for at støde på en krognæb i baghaven end i Hasseris.

lørdag den 2. november 2019

Litterært

Ravnen flyver lavt

Forfatteren Lise Andersen fra Vadum, der tidligere har arbejdet i Grønland og har skrevet en bog om børnehjemsbørnene i Uummannaq, har skrevet en ny roman, der foregår i Grønland.

Scenen er et sted i Grønland, historien er den velkendte om to unge teenagere, der får et barn sammen og bliver voksne alt for pludseligt.

Det er plottet i den danske forfatter Lise Andersens nyeste bog, Ravnen flyver lavt, der udkom torsdag den 24. oktober.

Lise Andersen har henlagt handlingen til en opdigtet grønlandsk by. Hovedpersonerne hedder Nuka og Arsuk, men det skal man nu ikke lægge for meget i, fortæller forfatteren, der har arbejdet i Grønland i flere perioder som sundhedsplejerske.

- Historien er universel – og følelserne de samme, uanset om det sker i Grønland eller i Yemen. Det er kaotisk, når to teenagere får barn sammen og pludselig fra den ene dag til den anden skal leve som voksne mennesker, siger Lise Andersen.

- Jeg har ikke noget budskab med bogen, men vil bare fortælle en god historie. Bogen skal derfor ikke opfattes som et indlæg i debatten om grønlandske børns vilkår.

- Det er bare sådan, at jeg som mange andre forfattere bliver tiltrukket af fremmede miljøer, og jeg har tidligere skrevet bøger, der foregår i Yemen, Kurdistan og Peru.

Grønland er ikke helt ukendt for den danske forfatter. I 2016 udgav hun sammen med det grønlandske forlag Milik Publishing bogen Uummat om nogle af de unge fra børnehjemmet i Uummannaq. Det var en dokumentarisk portrætbog i modsætning til den nye bog, der er ren fiction.

- Nuka og Arsuk findes ikke, men alligevel tror jeg, at vi kan møde dem på gaden i et hvilken som helst land. På den måde er bogen et postulat, men det er også en historie om unge, der slås for at komme videre. Det er kampen, der er det interessante – og det er de unges kamp, jeg respekterer.

Ravnen flyver lavt er på 462 sider, vejledende pris 299,96 og udgivet på Forlaget Lauritz. Omslaget med ravnen er en af Ann-Birthe Hoves kobberraderinger, som i dag findes på Nuuk Kunstmuseum.

Artiklen er første gang offentliggjort på Sermitsiaq.AG den 27. oktober 2019. Jeg kender Lise Andersen fra arbejdet med antologien "Hver fugl synger..." fra 2015, hvor både Lise og jeg var blandt bidragsyderne.

torsdag den 31. oktober 2019

Bolværksmatrosen

Godt selskab

Onsdag havde jeg et temmelig nøje tilrettelagt program hele dagen med en stribe interviews og fotoaftaler i og omkring Aalborg.

Så da Dina skulle hente noget i en butik i Aalborg blev enden på det hele, at hun var med mig på arbejde. Det var hyggeligt at have en at snakke med, så vi hyggede os i det hele taget gevaldigt med madpakke og kaffe i bilen.

Og så fik Dina prøvet noget, hun ikke havde prøvet før. For der skulle blandt andet fotograferes på et af Royal Arctic Lines skibe i Grønlandshavnen, så hun var med ombord på Nuka Arctica og fik en flot beretning fra kaptajnen om livet til søs i fast rutefart mellem Danmark og Grønland.

Nu er havne jo seriøse arbejdspladser, så inden vi kom ind på havnearealet, måtte vi iføre os den obligatoriske hjelm og sikkerhedsvest. Så det blev også til et billede af fruen i en mundering, som jeg ikke har set før. Hyggeligt.

onsdag den 30. oktober 2019

Kåte og lauvu

Bonderøvsbetragtninger

Da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten, var der ingen, der havde hørt om Bonderøven og den kendte TV-serie. Og der gik faktisk også et par år efter, at jeg var flyttet tilbage til Danmark, før jeg fik øjnene op for den danske TV-stjerne.

De seneste år har jeg dog kun fulgt ham sporadisk, da jeg synes, at han er blevet lidt lang i spyttet. Men jeg indrømmer, at jeg sad klistret til skærmen onsdag aften, da han var tilbage i Norge for at bygge en kåte.

For jeg har også været med til at bygge en kåte. Det skete i skoven bag Lofoten Folkehøgskole i Kabelvåg sammen med seks andre højskoleelever. Jeg har desværre ingen fotos af kåten, men den tog vel et par uger at bygge - og jeg indrømmer blankt, at vores tilgang til opgaven var noget mindre systematisk og sikkert også knap så håndværksmæssigt korrekt.

Blandt andet den ring, som danner skorstenshullet, blev lavet af flettede pilekviste og ikke af nøje tilpassede stumper af træstammer, som Bonderøven brugte. Og døren var altså en hurtigt tilsavet finerplade og ikke sirligt snedkerarbejde. Træstammer blev i øvrigt tilvejebragt med motorsav og ikke økse.

Men princippet i byggeriet var det samme. Fire sneskæve birkestammer, en tværbjælke og nogle tveger til at understøtte skelettet. Rafter udenom, birkebark og så tørv.

Hele herligheden blev indviet på ægte norsk maner med vafler og guldpoteter. Det norske højskolevæsen havde det lidt svært med den danske tradition med at sige færdigt arbejde med en håndbajer.

Kåten er en samisk vinterhytte, som står permanent. I modsætning til lauvu, der er det samiske svar på den indianske tipi. Altså et nemt og let spidstelt, der kan sættes op og tages ned på få minutter, med skorstensåbning til madlavningen. Ganske ideelt til et nomadefolk, der følger rensdyrenes vandringer.

Det blev til en del overnatninger i lauvu, mens jeg var på højskolen. Vi var blandt andet på efterårssamling af rensdyr, hvor jeg i næsten to uger boede ude i ødemarken sammen med en samisk familie. Familien bar i øvrigt det smukke navn Hansen, så der var en vis fælles forståelse.

Alle billederne til historien - bortset fra motorsavsmassakren - stammer fra den tur.

Højskoleopholdet var i øvrigt en oplevelse for livet, hvor vi vekslede mellem den samiske vildmarkskultur og den nordnorske kystkultur - blandt andet på lange togter med den traditionelle lofotbåd, fembøringen, der dybest set er identisk med vore forfædres vikingeskib. Jeg blev tændt på højskoleideen, hvor det ikke handler om teori, men handling - og så lærte jeg en masse af bare at gøre tingene. Akkurat som at være spejder...

Stille skumring

Og en enkelt idiot...



Tirsdag eftermiddag brugte jeg skumringstimen til et besøg hos mine gode venner, hejrerne ved Ulvedybet.

Minutterne omkring solnedgangen kaldes også "den gyldne time" - og det forstår man jo godt, når man ser det smukke lys i den i øvrigt stille eftermiddag, hvor fjorden lå blank som et spejl.

Desværre blev idyllen brudt på et tidspunkt af en puril idiot, der var ude at lufte sin røde Seat - en i øvrigt fornuftig spansk bil som af uransagelige årsager har kraftig appel til umodne drengerøve, som ikke har råd til rigtig sportsvogn. Denne forvoksede teenager havde pimpet bilen med racerudstødning - og det gav ham sikkert en gevaldig udløsning, da han brølede over dæmningen med mindst 100 km i timen og 100 db i udstødningen.

Det er det rene idioti. Det er livsfarligt, for dæmningen er slet ikke egnet til den fart - og så er det hensynsløst, fordi det ødelægger den smukke aftenstemning.

Men det hjælper jo nok ikke, at jeg brokker mig - for den slags snotdumme typer er generelt uden for pædagogisk rækkevidde.

tirsdag den 29. oktober 2019

Californisk valmue

California Dreaming...

Selv om vi nu er ved at være godt inde i opløbsfeltet til vinteren, er der stadig blomster i haven. Blandt andet den smukke californiske valmue, som vi nu har haft glæde af i snart et halvt år.

Valmuerne - og altså også den californiske, som vi har en del af rundt i haven - er sådan en mellemform mellem prydblomst og ukrudt. Valmuen er ustyrlig og dukker op de mest besynderlige steder - sommetider også de forkerte steder - men den får lov, for den er nu så køn...

Californisk valmue, som også kaldes guldvalmue, er - som navnet præcist antyder - karakterblomst i den amerikanske stat.

Faktisk er den så populær, at den er Californiens nationalblomst, og staten har også en årlig California Poppy Day. Det er den 6. april - og prøv lige at gætte, hvem der har fødselsdag den dag? Det er faktisk en god grund mere til at lade den gule blomst brede sig i haven...

mandag den 28. oktober 2019

De heldige gjølboere

Og vice versa

Generelt er gjølboerne jo heldigt stillet med en udsigt mod fantastiske Øland, men det kan nu også være modsat.

Det var i hvert fald tilfældet søndag eftermiddag, hvor skiftende sol og byger lavede nogle ganske spektakulære regnbuer. Blandt andet den på fotoet her, der rejser sig majestætisk for enden af dæmningen på Gjøl-siden.

Det skete om eftermiddagen, hvor solen drejede mod vest, for regnbuen er altid modsat solen. Hvis nu Gjølboerne derfor vil se en regnbue over Øland, skal de altså stå tidligt op.

Men en ting er sikkert - uanset tiden på dagen og sommertid eller normaltid. Gjølboerne har nogle virkelig sympatiske naboer på Øland...

søndag den 27. oktober 2019

Gang i klokkeværket

Dingeling...

Forretten bestod af koldrøget ørred på en bund
af blancheret grønkål og en ingefær-dressing.
Der kom gang i klokkeværket, da Ølands svar på ørkenens sønner, Øland Sildelaug, havde endnu en uforglemmelig sidste-fredag-i-måneden-samling.

Oldermanden (th) med det nye klokkeværk.
Oldermand Michael har for nylig passeret et såkaldt rundt hjørne i livets gang mod evigheden - og den begivenhed greb SEP som anledning til at overrække Olde(r)manden et ægte symbol på værdigheden.

SEP havde været i gemmerne og havde i nederste kommodeskuffe fundet en fin lille klokke, som chefen for det hele kan bruge, når han ønsker ordet for at sprede sine vise overvejelser om dette og hint - og ikke mindst livet i det lille sildelaug.

Næsten fuld besætning.
SEP modtog megen anerkendelse for denne fine gestus, som blev behørigt skålet ned op til flere gange - og mon ikke der også kunne anes en lille tåre i oldermandens øjenkrog?

Det var også et laugsmøde af de uforglemmelige - næsten fuld besætning, 14 mand høj - så snakken gik lystigt i det lille skolekøkken, hvor der også blev budt velkommen til en hangaround, John, der nu et par måneder til at overveje, om sildelauget nu er noget for ham.

Der må skåles, småfises og spises syrlige drops...
Aftenens menu var forberedt af Jens Christian og Peter, der bød på en forret bestående af koldrøget ørred på en bund af grønkål med ingefær-dressing og en fyrig ungarsk djævlesuppe med oste-souffléret toastbrød.

Det er nærmest overflødigt at nævne, at den fine mad blev ledsaget af en ikke ubetydelig mængde italiensk rødvin.

Med 14 mand i køkkenet var det en overkommelig menu. Ikke at vi ligefrem stod på nakken af hinanden, men der var i hvert fald tid til at overveje de taktiske bevægelser temmelig nøje.

Velsmagende dråber fra giftblanderens hånd.
Giftblanderen diverterede med en endog særdeles velsmagende Old Nordic brygget på dildfrø, fennikelfrø, kommenfrø og honning. De gyldne dråber faldt i alles smag - ikke mindst på grund af de velvoksne snapseglas.

Efter maden var det et kort øjeblik som om, aftenen ingen ende ville tage, men efterhånden som damerne holdt i en veritabel kø på parkeringspladsen for at hente de løsslupne ægtemænd, kom der alligevel gang i de mætte legemer, så efter opvask og Ølandssang kunne laugsbrødrene trisse hjemover - sådan nogenlunde til aftalt tid...
Ungarsk djævlesuppe med ostesouffléret toastbrød.

lørdag den 26. oktober 2019

Pommes frites

Tømmermandsmad

Jeg var lidt vingeskudt lørdag efter en aften i sildelauget, så det var oplagt at springe over, hvor gærdet var lavest med en gang såkaldte hotwings fra fryseren. Det er fabriksmarinerede kyllingevinger med barbecue-smag. Nem og hurtig mad, der laver sig selv i ovnen.

Til gengæld springer jeg ikke over det lave gærde, når det kommer til de pommes frites, som er en del af tømmermandsmaden. For de hjemmelavede fritter er bare så meget bedre end de købte.
Det er heller ikke det store arbejde - men det skal forberedes i god tid.

Sådan gør jeg:

Jeg tager et passende antal bagekartofler - fire er rigeligt til to mennesker - og skræller dem. Herefter skæres de i stave og lægges i koldt vand et par timer for at trække stivelsen ud af kartoflerne. En times tid før spisetid breder jeg kartoffelstavene ud på et viskestykke og lader dem dryppe ordentligt af. Måske hjælper jeg dem lidt på vej ved at duppe dem med køkkenrulle.

Så hælder jeg lidt rapsolie i en skål sammen med en teskefuld salt. Her vender jeg så kartoflerne i, så de er dækket af et tyndt lag olie. Kartoffelstavene bredes ud på en bageplade med bagepapir, så de lige nøjagtig ikke rører hinanden. Så sætter jeg dem i den forvarmede ovn på 200 grader, og voila - efter cirka en halv time har jeg de sprødeste og mest lækre pommes frites, man kan tænke sig.

De fleste viger tilbage fra selv at lave pommes frites, fordi det normalt indebærer friture og tilhørende stank af grillbar, men så vidt behøver man altså ikke at gå. Bare på bagepladen med dem - så er der tømmermandsmad, som vi kalder det her i huset, på en halv time...

fredag den 25. oktober 2019

X ved robotterne

Nyt politisk perspektiv

Robotterne kommer...
Da Venstres svar på schweizerkniven, tidligere minister, tidligere MF og nuværende EU-parlamentsmedlem Søren Gade forleden åbnede Nordeuropas største fiskerimesse, Danfish i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, fik han hjælp af en robot til at klippe den røde snor.

Så i stedet for at tage guldsaksen frem, kunne den alsidige politiker nøjes med at trykke på en knap. Det var tydeligt, at knaptrykkeri fornøjede politikeren. Det er jo en kær beskæftigelse for de fleste drenge…

Jeg ville nu ikke være så fornøjet, hvis jeg var politiker. For rød-snor-robotten kan nemt blive en trussel på levebrødet.

Politiker-robotten åbner helt nye perspektiver i dansk politik. For er der egentlig den store forskel på politikere og robotter? Jeg vil godt vædde en let brugt selvangivelse på, at hvis man stiller en robot op til næste valg, så bliver det en stemmesluger af de helt store. Og det vil næppe gøre den store forskel.

Ser vi på det nuværende Folketing, opfører regeringspartiet og støtterne sig som robotter, der glad og beredvilligt trykker på ja-knappen, når det drejer sig om at påføre befolkningen nye byrder. Lige i øjeblikket i klimaets hellige navn, hvor selv den mest mærkværdige lovændring kan sniges igennem med en forklaring om klimaet.

Men havde vi ikke klimaet, skulle socialisterne nok finde en anden grund. Sådan må det nødvendigvis være, når samfundsidealet er en stærk Stasi-stat og en blind tro på, at danskerne ikke selv evner at træffe fornuftige, individuelle beslutninger.

Det er i øvrigt ikke meget anderledes i den borgerlige opposition, hvor politikerne med en højteknologisk robots træfsikkerhed skyder sig selv i foden – og benet, kroppen og hovedet med for resten. Det er gold afmagtssyge uden perspektiv for det liberale Danmark.

Et godt eksempel på robottænkningen blandt landets politikere er skandalerne i Skat, der hver gang modsvares af et stort ”Send flere penge nu”, selv om det er åbenbart for enhver iagttager, at det ikke er penge, men ledelse – jernhård ledelse – der er brug for i Skat.

Hvis der havde været andet end robotter i Folketinget, ville galskaben blive stoppet øjeblikkeligt. Hvis landets virksomheder løste alle problemer med at bruge flere penge, ville pengekassen snart være tom, men det gælder jo ikke Skat, der bare udskriver regningen til de i forvejen hårdt ramte danskere.

Det eneste lyspunkt er, at realiteterne forhåbentlig snart får nogle voksne mennesker til at erkende, at vi i Danmark har et vildtvoksende skattesystem, der ikke lader sig styre. Den eneste løsning er en omfattende skattereform, hvor vi begynder fra nul – og bygger det logisk op, så alle og enhver kan forstå det. Måske er det en historisk chance netop nu, hvor systemet er brudt sammen, og hvor renterne svinger omkring nul. Det giver i hvert fald en mulighed for at fjerne hele rentefradrags-cirkusset, uden at det gør ondt på enkelte skatteydere.

Desværre er min tillid til systemet nok overdreven – og vi fortsætter med robottænkningen med lap på lap i et ustyrligt bureaukrati. Og det er så bevidstløst, at vi lige så godt kan erstatte politikerne med en flok robotter, der i det mindste ikke skal have nogle af landets højeste lønninger, men kan nøjes med en sjat smøreolie. Og som vi kan køre på lossepladsen, når de bliver for gamle – i stedet for at yde en favorabel folketingspension.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 25. oktober 2019

tirsdag den 22. oktober 2019

Vandrefalk

Verdens hurtigste fugl

Mens resten af Nordjylland fulgte Rubjerg Fyr på sin vandring gennem ørkensandet, passede jeg den daglige dont og lavede et interview i Vadum.

På vej hjem ved middagstide så jeg ved Kytterne en rovfugl, der flere gange slog ned over en flok krager i et træ, så jeg lindede på speederen. Da jeg standsede bilen, lettede alle kragerne pludselig - lidt til min store overraskelse, for så sky plejer de ikke at være - men da jeg kiggede nærmere efter, sad rovfuglen i træet og ventede lige så stille på fotografen.

Så det blev et par drømmeskud af en fugl, som jeg umiddelbart antog for at være en musvåge, selv om adfærden og vingeformen ikke helt passede. Der var også et eller andet med fjerdragten og næbbet, der ikke stemte, så her til aften søgte jeg råd hos Hans, der er noget klogere på fugle end jeg.

Til min store overraskelse viste det sig at være en vandrefalk. Den havde slet ikke været inde i mine overvejelser, for det er en relativ sjælden fugl - 10 til 15 ynglepar i Danmark i følge DOF's hjemmeside. Så jubelen kender ingen grænser...

Vandrefalken er i øvrigt verdens hurtigste fugl, der kan nå op til 390 km/t. når den styrtdykker efter bytte. DOF fortæller, at vandrefalken blandt andet kan kendes på den sorte skægstribe under øjet. Og Hans tilføjer, at det er en ungfugl, fordi brystet er længdestribet i stedet for tværstribet, og farven er mere brun end grå.

mandag den 21. oktober 2019

Lidt godt fra haven

Kærlighed til blomster og mad

Hjemmestyret - fruen i huset - har en imponerende evne til at få noget helt fantastisk ud af havens mange blomster -og ofte på en ganske overraskende facon.

Tidligere har hun blandt andet lavet buketter af for eksempel porreblomster, og her i dag blev det så en buket af benved og strandasters, der lyste op på pladsen ved siden af fjernsynet.

Jeg har desværre ikke så meget af blomstertalentet, men til gengæld kan jeg så få meget ud af havens herligheder  i køkkenet.

Søndag aften stod den på langtidsstegt oksecuvette. Herligt fedtmarmoreret angus-kød fra Argentina. Stegen passede sig selv, mens vi knoklede i haven, men da spisetid nærmede sig, orkede jeg ikke rigtig at regere voldsomt med gryderne. Derfor improviserede jeg en hastig gang hjemmelavede pommes frites af nogle af mosekartoflerne fra haven - med tilhørende køberemoulade.

Til gengæld tog jeg revanche mandag aften. Jeg lavede en kraftig urtefond af selleri, gulerødder, porrer, løg og timian fra haven. Den blev reduceret til en deciliter kraft, der blev tilsat en maizena-opbagning på stegefonden fra cuvetten. Resultatet blev en lille smagsbombe af klar, mørk sauce - en glace er nok den korrekte gastro-betegnelse - som var lavet af ægte kærlighed. Til maden og til fruen...

Resterne af det smørmøre cuvettekød blev serveret med rosenkål fra frysedisken og mos af årets sidste kartofler fra haven tilsat friskhakket havepersille.

Livet er herligt!

Vinterklar

Så klar som vi nu kan være...

Julerosernes hvide blomster varsler tidlig, men
ikke nødvendigvis hvid jul i år.
Selv om solen skinnede, blev der ikke
 brug for liggestolen denne søndag.
Så er haven ved at være vinterklar - næsten...

Søndagen bød på det herligste efterårsvej. Solskin, vindstille og for første gang i dagevis ingen regn overhovedet. Så der var livlig aktivitet i haven fra den årle morgen til aftensmaden og den efterfølgende dybe søvn i lænestolen foran fjernsynet.

Alle georginerne er taget op, det samme gælder knoldbegonierne, der er sat påskeliljer og jeg fik ryddet et stykke med vildtvoksende fjeldribs, der havde blandet sig med stikkelsbærrene. Græsplænen er slået for måske - måske ikke - sidste gang i år. Det hele ser i det hele taget ganske nydeligt ud.

Så er der sat påskeliljer i en del af krukkerne.
Pelargonierne er kun delvist taget ind. Der er masser af knopper i dem, så med lidt held og godt vejr får vi måske en ekstra blomstring, selv om der ikke er meget sjov ved bladene. Så en del af pelargonierne får lige en ekstra tørn, til det bliver frost igen.

I øvrigt glæder jeg mig over benvedden, der står med flotte røde bærskaller - og inden  under dukker de flotte orange bær frem. Men man skal ikke lade sig narre. Stort set hele benvedden er giftig for mennesker, men solsorten og de fleste andre fugle tåler dog den hårde kost, så det er fuglefodder på linje med bærrene fra blandt andet tjørn og de store solsikkeblomster.

En dejlig dag, hvor sæsonens første julerose blomstrede - og et par enkelte staudeanemoner helt havde glemt, at der er et halvt år til sæsonen.
Pelargonierne får lige en ekstra omgang inden vinterfrosten.
Benved er en af efterårets smukkeste planter med røde bærskaller
 og orange bær. Når frosten kommer,bliver bladene røde. Men den er
giftig og forbudt for børn.
Græsplænen er slået for måske - måske ikke - sidste gang i år.
Anemonerne er cirka et halvt år for tidligt fremme.
Begyndende trængsel i vinterkvarteret.

lørdag den 19. oktober 2019

Hjertets poesi

Hilsen fra dr. Brok


Den forrige historie om mine eksperimenter med hjerter og bacon har inspireret dr. Brok - alias den pensionerede Skørping-læge Axel René Aubertin - til et par vers om hjerter i flødesovs.

Med Suzanne Bjerrehuus ord kan jeg kun sige: - Sådan har jeg aldrig fået den før...

Gennem årene har jeg fået mange dejlige reaktioner på mine skriverier her på bloggen, men det er nu første gang, at jeg får en kommentar på versefødder. Det er et minde for livet - og det skal fejres, så jeg deler den lige her:

Hjerter i flødesovs.
Det er det rene smovs.
Smager af himmerrig. Ja. Og med bacon i.
Mer kan jeg ikke sig’. Det kan vi alle li’
Sådan en lækker ret.
Spises nu ganske let.
Gerne med rødvin til.
Det er jo det vi vil.

Sådan et måltid mad.
Det gør en mand så glad.
Se, hvor han spiser op.
Til maven siger stop.
Nu er han lykkelig.
Og vil til ”kokken” sig’.
Føler mig helt i sky.
Med din gourmetmeny.

Tak til dr. Brok!

Med bacon i hjertet

Gastronomiens grundstof på nye eventyr

Når min mor lavede hjerter i flødesovs, var hjerterne fyldt med svesker. Det smagte godt. Når jeg laver hjerter i flødesovs, fylder jeg dem med persille. Det smager også godt.

Så dybest set er der slet ingen grund til at fifle med opskriften, for når det virker, skal man ikke ændre det. Alligevel kunne jeg ikke dy mig forleden.

Jeg fyldte derfor svinehjerterne med bacon. Det røgede svinekød er et af gastronomiens grundstoffer, og der findes næppe en ret, der har taget skade af lidt bacon. Bacon er smækfyldt med umami og på en gang både en grundingrediens og et krydderi - og der findes næppe noget andet kødstykke, som man kan blive mæt af bare ved at spise 100 gram. Kort sagt: Vejen til mandens hjerte går gennem bacon.

Så selvfølgelig skulle det prøves. Det fungerede også fint - og specielt sovsen fik et ekstra pift af røgsmagen. Alligevel tror jeg, at det fortsat er persille-varianten, der er min favorit.

Dels er jeg helt basalt temmelig konservativ - og holder meget af det enkle og det utvistede. Men det handler også om kontrast i smagen. For efter et par timers kogetid, som er normen for fyldte hjerter, var der ikke meget smag tilbage i baconen. Persille derimod bevarer sin egen smag under tilberedelsen - og giver et modspil til kødet.

Sandsynligvis havde jeg en instinktiv fornemmelse af det. For i hvert fald fik den tilhørende kartoffelmos et ordentlig skud persille efter en pludselig indskydelse. Så retten gik altså ikke ned på persille.

Men ellers er hjerter med bacon nemt at lave. De skyllede og rensede hjerter fyldes med bacon i tern og ombindes med bomuldssnor. De brunes i en gryde, og der krydres med lidt peber. Der er salt i bacon, så man må endelig ikke komme salt ved. Så får herligheden lov til at simre i en halv liter vand et par timer. Hjerterne tages op, suppen reduceres til næsten ingenting og der tilsættes en kvart liter fløde. Jævnes med maizena. Det bliver saucen pænere af, end hvis man bruger hvedemel. Saucen smages til med gele - i det aktuelle tilfælde den hjemmelavede rønnebærgele - og måske lidt salt.

Og så skal det lækre kød og møre kød serveres med kartoffelmos, der rigtigt kan suge saucen, som jeg foretrækker at kalde sovs. Det er herremad!

tirsdag den 15. oktober 2019

Imellem bloggere

Bag Dovregubben er et menneske

Foto: Torben Agersted
"Hjemmestyret".
 Foto: Torben Agersted
For nylig dukkede en ny blog op i bloglandskabet. Den hedder Jammerbugt.nu og har et stærkt fokus på livet her på egnen.

Bag dette blogtilskud står journalisten Grethe Rolle og fotografen Torben Agersted. Den ny blog så dagens lys stort set på samme tidspunkt, som jeg kunne fejre mit indlæg  nummer 3.000 her på bloggen. Det synes de to "jammerbloggere" var en passende anledning til et besøg her på parcellen.

Det var lidt spændende. Normalt er det jo mig, der fører pennen og kameraet, men her var det omvendt. Det er der kommet et meget sjovt interview ud af, som jeg kun kan være glad for. Måske lidt for pænt, men det skal man næsten være et skarn for at mene.

Mennesket bag Dovregubben.
Foto: Torben Agersted
Grethe Rolle tegner portrættet med blød blyant og maler med den brede pensel, men det er heller ikke nemt at sammenfatte et langt liv i få linier, så det lever jeg med. Sandheden må jo ikke stå i vejen for den gode historie, som jeg altid har sagt.

Jeg er også godt tilfreds med de flotte portrætfotos, som Torben lavede af bloggeren og Hjemmestyret. Det er magisk, for jeg ser jo helt rar ud... Tak for det.

Men læs selv med og se, hvad Grethe og Torben fik ud af en kop formiddagskaffe her på Nørremarksvej. Portrættet findes her.

I sandhedens interesse skal det lige med, at jeg overhovedet ikke skriver grønlandsk - og mine mundtlige udfoldelser på Dinas modersmål er heller ikke til fuldkommenhed.