tirsdag den 24. december 2019

Glædelig jul og godt nytår

Status

Kære læsere

Så er det tid til den årlige status her fra Nørremarksvej.

Året har sådan set været et fredeligt år - og det passer mig godt. Jeg kan jo godt have lidt svært ved at sidde stille, men alt i alt finder jeg mere og mere ro i den daglige, stille dont.

Jeg keder mig aldrig, for efterhånden skal der ganske lidt til at fornøje mig: En leverpostej-mad (med rødbede), et godt glas vin, en dejlig solskinsdag, haven og fuglene.

Men alligevel har der været et par højdepunkter, som er værd at nævne.

I marts dækkede jeg det danske Melodi Grand Prix for den grønlandske avis Sermitsiaq. Havde man spurgt mig for et år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde skulle over-være den slags. Popmusik og TV-underholdning interesserer mig ikke, men det var både sjovt, spændende og lærerigt at bruge to dage på begivenheden.

Her kan man virkelig tale om et parallelsamfund. Rent journalistisk står kilderne i kø for at få omtale - og det er ikke altid normalen. Opgaven er i høj grad at koncentrere reportagen til det væsentligste. I det konkrete tilfælde de to grønlandske deltagere. Desværre vandt de ikke. Det var uretfærdigt, og det blev selvfølgelig straffet ved det internationale Grand Prix med endnu en bundplacering til Kongeriget. Men det var en spændende opgave, hvor jeg leverede en hel stribe gode fotos og meget læste artikler undervejs. Jeg holder meget af at arbejde i felten.

I april blev jeg gildemester i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Jeg har tidligere været gildemester i næsten syv år i Nuuk, så jeg kender jobbet, men alligevel er det ikke helt det samme. Medlemsgrundlaget siver, og gennemsnitsalderen er høj. Der er også flere møder og færre aktiviteter end i Nuuk, så det kan godt være lidt kedeligt, men jeg har lovet at tage mine to år på posten - og det løfte holder jeg.

Som så mange gange før brugte jeg sommerferien på en spejderlejr. Endnu en gang i Sønder-jylland på Stevninghus. Det var ren afslapning. Jeg stod op hver dag ved solopgang og anrettede morgenmad til de cirka hundrede hjælpere og kunne så slappe af med morfar ved mid-dagstid. Resten af dagen var rent drys i et herligt sommervejr, hvor jeg turistede den i det sønderjyske.

Nåja, så var 2019 også året, hvor jeg fik min Hercules-debut. Jeg vandt en fotokonkurrence og kom så en tur rundt i Nord– og Midtjylland med forsvarets største fly. Det var også på ti-de, at jeg fik prøvet det...

Jeg skal hilse fra Dina. Hun har netop fået et helt nyt syn på tilværelsen efter en operation for grå stær. Jeg prøvede det selv for en del år siden, og jeg ved, at det øger livskvaliteten med adskillige hundrede procent.

Med disse få ord vil jeg ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen
Dovregubben

Ingen kommentarer: