lørdag den 31. december 2011

Nytårsaftensdagsmorgen















Nytårsaftensdagsmorgen er nok det længste ord, jeg nogensinde har skrevet og kommer til at skrive her på bloggen. Forresten er det også ret dumt at skrive så lange ord, når man lige så godt kan skrive nytårsaftensdag om morgenen eller simpelthen i morges - men det er en helt anden snak.
Hvoromaltinger, så vil jeg blot fortælle, at dagen i dag gryede til en fantastisk flot gang rimfrost fra den forgangne nat. Ikke lige sne, men et minde om at det faktisk også godt kan blive koldt om vinteren - og det er efterhånden ellers svært at tro efter det milde decembervejr.
Den slags vejr lokker altid foto-apparatet - i hvert fald tidligt på vintersæsonen, hvor vi ikke rigtigt har vænnet os til, at det er hvidt derude.
Men samtidig byder dagen også på en anledning til at vise huset fra den sydvestlige side. Hidtil har det ikke kunnet lade sig gøre på grund af en meget stor og vildtvoksende hæk - men et af efterårets projekter har handlet om at skifte hækken ud med et engelsk æble-espalier, så netop nu ligger haven og huset helt åbent ud til vejen. Og det er så den passende lejlighed til at få taget billedet.
Sådan et æble-espalier er forresten en temmelig langsommelig affære at lave. Det tager mindst fem år, så det kan nu godt være, at der kommer flere billeder af huset fra den vinkel i det kommende år.
Dagen i dag er ellers mest til at sende hilsener. Det magede sig så heldigt, at jeg fik det sidste ord - i hvert fald i år - i Nordjyske Stiftstidendes debatspalter, og det blev også en slags nytårshilsen.
Men ellers vil jeg gerne ønske alle bloggens læsere et godt og velsignet nytår.

En lille tår kvæde

Her i juledagene var tiden så inde til at smage på den kvædesnaps, som jeg satte over for nogle måneder siden.
Det er første gang, jeg prøver kvæde - så det var jo lidt spændende. Kvæden er i dag nærmest et eksotisk indslag i køkkenet, men den har været brugt af menneskene i årtusinder. Tidligere var det blandt andet tradition, at man spiste kvædegrød til jul.
De små æblelignende frugter er bestemt ingen håndfrugt. I rå form er frugten nærmest uspiselig - hård og sur som den er.
Hvis man leder efter opskrifter på kvædesnaps, foreslår de fleste, at den bruges i kombination med andre ingredienser - og som oftest med tilsætning af sukker eller sirup. Den slags bruger vi ikke her i huset - og forresten synes jeg, at det er sjovest med den "rene" smag på snapsen. Hvis den ikke holder, kan man jo så overveje, hvad man skal gøre.
Nu er problemet imidlertid, at kvæden er meget sur, når den er friskplukket. Det er der imidlertid råd for. Frugterne røg en tur i fryseren et par dage, hvorefter de fik lov til at tø langsomt op i udhuset yderligere et par dage. Jeg har ikke helt styr på, hvad der nøjagtig sker - men det gælder for de fleste frugtsorter, at de bliver søde, efter at have været udsat for frost.
Herefter røg kvæderne i et henkogningsglas sammen med en halv liter Jeltzin-vodka af den billige.De har stået i vinkælderen i tre måneder og trukket. Farven er blevet flot - rødgylden og indbydende.
Jeg smagte på sagerne forleden - og det var en ganske interessant snaps, der er kommet ud af det. Bestemt ikke sur - men syrlig. Snapsen er koncentreret og jeg fortyndede den derfor ved at tilsætte yderligere vodka 1:1, og vips, så var den hjemme. En dejlig let syrlig citronagtig smag, som nok skal gøre sig i fremtiden. For jeg har nu fjernet frugten fra snapsen, men er overbevist om, at den vil vinde betydelig ved yderligere lagring.
Som altid er det lidt af en gambling - men det vil jeg vende tilbage til en anden gang...
Selve navnet kvæde er af omstridt oprindelse, som det hedder i ODS. Men det har ingen sammenhæng med verbet kvæde, der jo betyder at fremsige eller citere et vers.
Forresten har jeg brugt juledagene til at oprette en ny rubrik på min hjemmeside, hvor jeg i fremtiden vil samle mine erfaringer med kryddersnaps. Efter god nordjysk tradition kalder jeg naturligvis rubrikken for "Hjemmebrænderiet".

torsdag den 29. december 2011

Isbjørne i gaderne















Jeg møder ofte folk, som tror, at isbjørne går rundt i gaderne i Nuuk. De forventer også, at jeg kan nogle drabelige historier om møder med denne arktiske kæmpe, men det er nu ikke tilfældet.
Faktisk er isbjørne så sjældne på den grønlandske vestkyst, hvor jeg har boet i 14 år, at jeg aldrig har mødt en levende isbjørn. Jeg har i Grønland set døde isbjørne, jeg har sågar spist isbjørn, men en levende isbjørn - aldrig!
Den eneste gang, jeg har mødt en isbjørn i dens rette element - den frie natur - var i 2001 på Svalbard. Jeg var ombord på en båd, og det skete på stor og betryggende afstand, så det var der nu heller ikke noget drabeligt ved. Men stort var det alligevel.
På Svalbard er isbjørnen anderledes nærværende end i Grønland. Her trives isbjørnen nemlig gerne tæt på beboede steder. Det er ikke ufarligt, så derfor er det en god regel altid at være bevæbnet, når man går udendørs. Men alle disse våben er selvfølgelig ikke uproblematisk, som et par af skiltene fra Longyearbyen antyder. På SAS-hotellet beder nervøse ansatte om, at man anbringer riflen i våbenskabet, hvis man skal i restauranten, og i Brugsen forbyder et skilt på vinduet våben i butikken - på linie med rulleskøjter.
Sjovt nok er man ikke så nervøs for våben i Grønland. Her er våben også almindelige i dagligdagen, da en stor del af befolkningen går på jagt. Her er der såmænd ingen, der hæver et øjenbryn, hvis man tager haglsprederen med i banken - men det er selvfølgelig også kun en tåbe, der kan finde på at røve en bank i Grønland. For her kender alle jo alle, og forresten er der ingen veje ud af byen, så hvor skal man flygte hen med byttet?

tirsdag den 27. december 2011

Så gal som en taen

Jeg har lånt overskriften fra advokat Hjorth i Struer, der driver en blog med godtkøbsbetragtninger om stort og småt - gerne med et strøg af hanbomål.
I juledagene fortalte han om et møde med en gal hættemåge, som på hanbomål hedder taen (terne). Det fik mig til at stå på hovedet i arkivet - for i 2001 mødte min far en gal terne på Svalbard. Det kom der nogle gode og sjove fotos ud af - selv om den tekniske kvalitet på billederne kunne have været bedre.
Vi boede på SAS-hotellet i Longyearbyen - og den første morgen skulle vi da ud og gå i de spændende omgivelser. Som det så ofte går, gik turen ned mod vandet - og der kom vi helt uforvarende til at gå ind i en havternekoloni. Far gik forrest - og i stedet for at redde ham, lod jeg ham tage tæskene. For havternen er en galsindet fætter, som nok ved, hvordan man forsvarer sin rede.
Der bliver ikke sparet på noget. Den angriber alt og alle - og kan den ikke skræmme indtrængeren væk, griber den til håndgribeligheder i form af et veritabelt bombeangreb med lort. Og som det ses gik det hårdt ud over min stakkels far - mens jeg på betryggende afstand var ved at dø af grin.
Havternen er i øvrigt en ganske spændende fugl, som er den længst trækkende fugl i verden. Den tilbringer sommeren under arktiske strøg (inklusive Danmark) - og flyver så til antarktis, når det er vinter heroppe. Det giver en trækrute på cirka 34.000 km om året. Den er en fabelagtig flyver, men ret ubehjælpsom på jorden - og det er nok en af grundene til, at den angriber så aggressivt, når man kommer i nærheden af reden.
Jeg vil i de kommende uger krydre bloggen med flere billeder fra Svalbard - nu jeg har været i arkivet og fundet dem.

lørdag den 24. december 2011

Fut fut








Det er bestemt ikke hver dag, at jeg ser fjernsyn i flere end fem timer - og så oven i købet i træk, men det skete lillejuleaftensdag, da Danmarks Radio sendte København - Frederikshavn.
Det er et ganske enkelt TV-program - et kamera monteret i forruden på lyntoget, som kører fra den ene ende af landet til den anden. Ingen kommentarer - no nonsense - bare billeder af skinner og landskabet, som suser fordi. Dybt fascinerende, hypnotisk dragende og slet ikke til at holde op med at se på, når først det er begyndt.
Det er et anderledes billede af Danmark med skinner og forbipasserende marker, enge og skove. Og broer ikke at forglemme. Danmark er jo broernes land - og broerne bliver på togturen en slags fixpunkter, som er ganske interessante at se fra lokomotiv-førerens synsvinkel. Blandt andet den ensporede jernbanebro over Limfjorden. Når man ser den til daglig, tænker man slet ikke på, at den godtnok er smal.
Det er et lidt underligt program-koncept, DR her har taget op. Det startede i Norge med en syv timer lang reportage fra Bergens-banen. I en moderne tid, hvor formidling og rappe studieværter er mantraet i medie-verdenen kom det lidt bag på alle, at det norske program blev en stor succes. Men det blev det - og stor tak til DR, fordi man nu har omplantet programmet til Danmark.
Programmet er en ren befrielse at se på - og jeg håber, at det vil danne skole for fremtidens TV. Tænk sig at slippe for alle de tåbelige kommentator-kommentarer, der ikke tjener andet formål end at fortælle seeren, hvad det er, vi ser - som om vi er blinde og dumme. Jeg håber inderligt, at det næste bliver radioprogrammer uden studieværter.
Juleaftensdag går togturen videre fra Frederikshavn til Skagen på DR HD med afgang kl. 9.30. Jeg er selvfølgelig med.
Nåede du ikke at se turen mellem København og Frederikshavn, kan den ses her. Programmet viser jo en del jernbanesignaler. Du kan blive lidt klogere på, hvad de betyder på hjemmesiden her.

Foto: DR

fredag den 23. december 2011

Julehilsen fra Øland

















Nordjyllands Radio kunne sidste år ved denne tid meddele, at Nordjyderne er vilde med at sende julekort, fordi en undersøgelse havde vist, at folk i landsdelen sendte flere julekort end andre.
Jeg tillod mig dengang at kritisere radioen for en statistisk fejlslutning - for det at sende julekort er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er vild efter det.
Men når det så er sagt, mener jeg også, at julekortet er en smuk tradition og en god anledning til at runde et år af. Tidligere brugte jeg samtidig julekortet til at fortælle lidt om min hverdag i Grønland og senere Norge - noget der sikkert virkede lidt eksotisk og var med til at gøre julekortet til en endnu hyggeligere tradition.
Det har jeg imidlertid ikke det helt store behov for nu, hvor jeg dels bor i Danmark og dels har bloggen til at fortælle om mine mange gøremål. Ikke desto mindre holder jeg fast i det årlige julekort, som med vore dages teknik distribueres som pdf via e-mail.
Desværre har jeg ikke for godt styr på, hvem jeg sådan har kontakt med og har haft kontakt med gennem år og dag - og der kan derfor sagtens være nogen, som jeg desværre har glemt, ligesom det jo også kan ske, at man skifter adresse. Men derfor skal man naturligvis ikke snydes for julekortet -for det er som sagt en god tradition.
Så hvis du tilfældigvis ikke lige har modtaget julekortet inden juleaften, så kan det læses ved at følge dette link - og så beklager jeg selvfølgelig, at jeg ikke fik dig med denne gang.
God jul...

torsdag den 22. december 2011

Juleknas

Julebag og juleknas hører til den søde juletid. Desværre har Dina jo fået sukkersyge - og det lægger lidt af en dæmper på aktiviteterne, men helt undværes kan det ikke.
Så onsdag aften tog Dina en tur i køkkenet, hvor den stod på lækre havregryns-kugler. Og jeg mener det faktisk - de smagte lækkert og skal nok vække lykke juleaften, der for Dinas vedkommende tilbringes hos barnebarnet Adam i København.
Opskriften på havregryns-kuglerne har vi i øvrigt ikke fra fremmede. Opskriften er min lillesøsters - og den kan findes på hendes blog. I opskriften er nævnt flormelis, men det kan snildt erstattes med kunstigt sødemiddel - så juleknasen ikke bliver forbuden frugt.

Julehilsen til Grønland

Torsdag aften var det tid til Danmarks Radios traditionsrige Julehilsen til Grønland - og selvfølgelig sad jeg bænket foran skærmen, spændt på at se om der der skulle være kendte ansigter - og så for at tage den mindst lige så traditionsrige tudetur, når programmet slutter med Grønlands "national-julesalme" Guuterput.
Det er hård kost med et voldsomt masochistisk islæt, når man frivilligt udsætter sig for denne salme. Den er smuk, meget smuk - og den berører sindet i en sådan grad, at man ofte ser selv trænede korsangere have problemer med at tåle mosten. Du kan læse lidt mere om salmen her, hvor du også finder et link til en indspilning fra den smukke, gamle koncertsal i det nu nedlagte radiohus på Rosenørns Alle.
Ellers var aftenens udgave af Julehilsen til Grønland en af de bedre. Programmet har ind i mellem været skæmmet af nogle temmelig kiksede indslag - men her kørte det derudaf under Julies myndige ledelse, selv om jeg måske nok fandt Dodo og Benny Andersens optræden en smule umotiveret.
Ellers vil jeg bare benytte lejligheden til at sende min egen personlige hilsen til alle i og fra Grønland samt ikke mindst alle med tilknytning til denne dejlige ø.
Billedet er fra arkivet - nærmere bestemt fra julehilsenen i 2003 til venner og forretningsforbindelser fra Nuup Kommuneas daværende informationsafdeling. Det var et stærkt hold med fra venstre bloggeren selv, Elisabeth, Jens og Kenneth.
Juullimi pilluarit!

Juleblomster

Vinteren lader vente på sig, og i skrivende stund ser det ud til, at den hvide jul er aflyst.
Alt er grønt derude og giver mest af alt mindelser om de grønne vintre i slutningen af firserne. Jeg skal være den første til at beklage denne tingenes tilstand - for her i huset holder vi meget af sne, også selv om det kan være besværligt. For sneen lyser op i den mørke tid - og forresten er frost og sne også sundt for haven.
Men når det nu skal være, så må vi jo få det bedst mulige ud af situationen. Og et af lyspunkterne er blandt andet, at vi stadig har morgenfruer i haven. Bevares, de er da ikke store, pæne og livskraftige som om sommeren - men de er der da. Se blot denne buket her, som Dina tog ind onsdag - et rigtigt lille lyspunkt i en mørk tid.

onsdag den 21. december 2011

Gør døren høj...

- Gør døren høj, gør porten vid, lyder det bibelske budskab, som nok kan være værd at skrive sig bag øret i disse juletider.
Men der er alligevel grænser for gæstfriheden. Jeg lavede jo tidligere på året et helt nyt brændeskur, hvor brænde, cykler og mange andre gode ting kan stå tørt, men luftigt. Brændeskuret er også stedet, hvor jeg tørrer fisk og kød, der skal i røgeovnen.
Derfor er det et problem, at alle kvarterets katte tilsyneladende har valgt brændeskuret som natlogi - og derfor har jeg brugt de seneste dage på at sætte dør i brændeskuret.
Oven i købet en fin dobbeltdør, så det også kan lade sig gøre at køre ind og ud af skuret med trillebøren, når der skal stables brænde.
Da den 21. december rent vejrmæssigt bød på dejligt vejr, var dagen en god anledning til at gøre arbejdet færdigt i den korte dags spæde, men dog lunende sol. Så det gjorde jeg, mens røgeovnen lystigt kørte - med en omgang mørbrad. For jeg må lidt beskæmmet indrømme, at de to mørbrader, som jeg røgede i sidste uge allerede er gået heden - så godt smagte de.
Men hvad gør det, når man kan gøre porten vid?

mandag den 19. december 2011

En julegyser...

En epoke i Nuuks historie er slut. Mens disse linier skrives, er julemanden i gang med at pakke sit habengut og flytter fra den grønlandske hovedstad, som åbenbart ikke er stor nok til at rumme verdens børneven nummer et.
Forud er gået godt en snes års kamp for livet i den by, der om nogen burde være julemandens hjemby.
Det begyndte så godt i slutningen af firserne. På ryggen af Nissebandens succes i dansk og grønlandsk TV øjnede det daværende hjemmestyre et lokomotiv, som kunne trække en spirende turistindustri i gang. Julemandens hyggelige postkontor blev etableret på kolonihavnen i Nuuk - og der blev bygget et helt univers op omkring virksomheden. Blandt andet verdens største postkasse, som rummer breve fra de tusinder af børn, som hvert år skriver til julemanden og en veritabel suttesøjle til børnenes aflagte sutter. Man fik også kreeret en særlig grønlandsk dragt med en flot narhvalsstav og kamikker til julemanden.
Aktiviteterne blev samlet i et selskab - Santa Claus of Greenland Foundation, der var tænkt som en slags velgørende fond i julemandens navn. I midten af 90'erne drog den daværende grønlandske landsstyreformand til Sydafrika for at uddele en julemandspris til Nelson Mandela. Den berømte sydafrikaner havde imidlertid ikke tid til at møde den grønlandske dignitar - og prisen på adskillige gode danske kroner blev derfor af PR-hensyn overrakt til en legemsstor papfigur af Nelson. Der blev i samme periode uden resultat ført forhandlinger med Disney-koncernen om en tegnefilm med julemanden i hovedrollen.
Som tiden gik, kølnedes interessen for Santa. Skiftende direktører og flimmer i konceptet gjorde ham til en økonomisk byrde for hjemmestyret og ikke mindst det grønlandske postvæsen, der til sidst hang på udgifterne til at besvare de mange breve til julemandens proselytter. I 2006 kastede man håndklædet i ringen og julemanden gik konkurs for første gang.
Santa Claus of Greenland Foundations aktiviteter blev overtaget af min daværende arbejdsgiver, Nuup Kommunea, gennem selskabet Tikilluarit A/S - Nuuk Tourism. Det var spændende dage, hvor jeg i et par uger var informationschef for julemanden. Her fik jeg min ilddåb på den internationale scene og blev et par erfaringer rigere. Telefonen ringede døgnet rundt - en enkelt dag talte jeg med over 60 journalister fra hele verden, som ville høre, om det nu kunne være rigtigt, at man ikke svigtede børnene. Og det var alle de store - lige fra TASS til Reuters og CNN. Den eneste internationale nyhedsorganisation, som jeg ikke talte med, var vistnok den muslimske Al-Jazeera...
I årene herefter har julemanden levet sit stille liv i Nuuk. En gang om året samlede man en flok gymnasieelever, som over en weekend besvarede brevene på afsendersproget - og det var sådan set nok til at holde liv i myten. Men med Nuuk Tourisms konkurs tidligere på efteråret var det definitivt slut med julemanden i Nuuk. Han var gået konkurs en gang for meget - og aktiviterne er formedelst sølle 150.000 kroner blevet overtaget af Destination Avannaa - et turismeselskab, der dækker den nordvestlige del af Grønland. Hermed rykker julemanden, hans postkontor og postkasse til Uummannaq, hvor Nissebanden i sin tid blev optaget - og det er der vel en vis logik i.
Men jeg synes selvfølgelig, at det er en skam, at det er gået, som det gik. Julemanden er et enestående grønlandsk ikon - og den grønlandske hovedstad burde kunne løfte opgaven. Der er imidlertid begået mange fejl undervejs - ingen nævnt, ingen glemt - og virksomhedens potentiale er aldrig blevet udnyttet. Jeg håber inderligt, at Nordgrønland nu kan få noget brugbart og levedygtigt ud af konceptet. For I får mig aldrig til at sige, at julemanden kommer fra Finland!

P.s. I skrivende stund kæmper folkene i Destination Avannaa med at få julemandens hjemmeside op at stå. Et københavnsk internet-firma har lovet at stå for denne del af processen kvit og frit - men det begynder altså at haste. Der er kun fem dage til juleaften - og hjemmesiden kører endnu ikke.

søndag den 18. december 2011

Håndbold

Intet interesserer mig mindre end damehåndbold, men det har ikke undgået min opmærksomhed, at Danmark endnu en gang har deltaget i et VM uden at vinde - på trods af at håndboldpigerne har charmeret seerne, blevet nationens darlings og har gjort det så godt, at der ligeledes endnu en gang blev tændt håb om medaljer. Men sådan skulle det heller ikke gå denne gang.
Det giver mig anledning til at gentage, hvad jeg sagde for nogle år siden, mens jeg endnu boede i Norge: "Håndbold er et spil for bonderøve. Derfor har Danmark rimelig succes med spillet - men af samme grund må nordmændene nødvendigvis vinde..."

lørdag den 17. december 2011

Røget mørbrad

Røget mørbrad er noget af tidens mest populære pålæg - og med en røgeovn i baghaven er det oplagt selv at lave det. Så det har jeg så gjort i den forløbne uge.
Lørdag morgen var det så tid at prøvesmage produktet - var det lykkedes?
Ja, det mener jeg. Mørbraden har en flot gylden overflade, den er mør og smager fantastisk. Jeg var lidt bange for, at den måske ville blive lidt tør i det - for det bliver mørbrad jo nemt, men det er bestemt ikke tilfældet, så den kan jeg godt være bekendt at sætte på julens frokostborde.
For de teknisk interesserede kan jeg oplyse, at mørbraden er saltet i en 7% lage i halvandet døgn og tørret i to døgn. Den er røget over bøgesmuld i cirka 16 timer ved 25 - 35 grader.

fredag den 16. december 2011

Cineast









Torsdag aften fik jeg en helt ubeskrivelig lyst til en biograf-tur.
Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag - så det var bare med at komme af sted. Så vidt jeg lige husker, er det faktisk 10 år siden, at det sidst skete. Det var storfilmen Pearl Harbor, der lokkede - og sikkert også årsagen til, at jeg er noget træt af at gå i biografen, for den film var ærlig talt lidt af en skuffelse sammenlignet med den fantastisk flotte flyverfilm Tora Tora Tora fra 1970.
Jeg har ellers i mine yngre dage holdt meget af biograf-mørket. Jeg blev nærmest flasket op med det i teenage-årene, hvor jeg havde et fritidsjob som kontrollør i Farsø Bio, der forlængst er revet ned - og i årene i Aalborg var jeg da en flittig gæst i biograferne både af lyst og rent professionelt.
Men nu skulle det altså være. Allerhelst havde jeg set Tintin i Spielberg-fortolkningen, men den slags betragtes åbenbart som børnefilm og vises derfor kun om eftermiddagen. Så ud af et udbud af mig ubekendte film, hvoraf jeg faktisk vil betegne de fleste som børne- eller ungdomsfilm, endte valget på jadakkernes nye epos Den sidste rejse, der er lanceret som en genopdagelse af den forlængst datoudløbne Jydekompagniet.
Filmen har fået helt fantastisk dårlige anmeldelser, så der var sådan set ingen tvivl om, at det måtte være en film netop for mig.
Og hvad skal jeg sige? Tjaaah, det er i hvert fald en højst alternativ komedie med de to muntre gutter i en temmelig sort tjubang-historie. Filmen har et umiskendeligt strøg af instruktøren Lasse Spang Olsens morbide trang til at aflive persongalleriet brat og voldsomt. Egentlig ikke så ringe med gode referencer til jydebrødrenes hidtidige karriere, men skæmmet af et sparebudget, der nok gør filmen mere velegnet til TV end det store lærred og biografmørket - og det er temmelig sikkert også det gustne overlæg bag. Men OK, der er lavet film med 100 gange så stort et budget, som er mere kedelige - og jeg tror nu nok, at det nemt kan blive en vane at komme i biografen igen.

torsdag den 15. december 2011

Stor skallesluger

Det er ikke fordi, årstiden ligefrem indbyder til at kigge på fugle i den helt store stil. Det er koldt, blæsende og ikke mindst regnvejr - og så er det altså mere hyggeligt at sidde inden for med fødderne oppe og ild i brændeovnen.
Men onsdag eftermiddag fik vi da et glimt af solen - og jeg tog en tur ned til Ulvedybet for lige at se, hvad den lokale natur har at byde på netop nu.
Der var selvfølgelig masser af fugle, især ænder, svaner, gæs og forskellige vadefugle. Men når vejret er lidt uroligt, foretrækker de ofte at ligge lidt væk fra kysten, hvor brændingen ikke er så voldsom, så set fra en fotografisk vinkel bød dagen nu ikke på det helt store.
Dagens mest spektakulære oplevelse var nok en stor flok stor skallesluger. Ud for dæmningen var der mellem 20 og 30, vil jeg gætte på. Som ynglefugl er den ikke særlig almindelig, men til gengæld har vi mange vintergæster i blandt andet Limfjorden. Og når de netop holder til foran dæmningen, er der nok også en god forklaring. DOF's hjemmeside konstaterer lakonisk, at den store skallesluger ikke er uden kulinarisk sans. I Danmark lever den således af ål - og netop ud for dæmningen er der en del ål. Faktisk har egnens eneste tilbageværende ålefisker i sæsonen sine åleruser her.
Nu er de gode folk i Dansk Ornitologisk Forening jo så ubetinget glad for fugle, at de ikke vil skrive, at den store skallesluger tager brødet ud af fiskernes mund, men det er jo nok det, som der alligevel står mellem linjerne, men vi skal jo alle være her - både ål, fiskere og den store skallesluger.
Forresten er de norske fiskere heller ikke særligt begejstret for den store skallesluger. Det norske navn for fuglen er laksand - og det siger jo nok noget om fuglens forfinede kulinariske tilbøjeligheder.

onsdag den 14. december 2011

Lofoten - mellem fjelde, hvaler og klipfisk...

Jeg er netop begyndt at modtage bestillinger på mit nyeste foredrag, som handler om Lofoten.
Her er et uddrag af beskrivelsen:
En rejse til Lofoten er en odysse mellem fjelde, hvaler og klipfisk – og det oplevede Jesper Hansen, da han i 2000 boede på de forblæste øer i godt et halvt år i forbindelse med et ophold på Lofoten Folkehøjskole. Her blev det til rensdyrjagt med de lokale samer, masser af nætter i den fri natur på jagt og fiskeri og ikke mindst det traditionelle torskefiskeri i en ægte nordlandsbåd, som nedstammer direkte fra det klassiske vikingeskib.
Lofoten er en samling øer ud for den norske vestkyst. Her er klimaet mildt, men blæsende og regnfuldt – og her har man siden Arilds tid produceret verdens bedste klipfisk.
Jeg havde premiere på foredraget for en måneds tid siden i en fyldt sognegård i Farsø - og det virkede som om, foredraget blev godt modtaget.
Læs mere her, ring eller skriv for at høre nærmere og få et godt tilbud.


Fra spindoktorens Twitter...

Er til stort kaffebord i ministerens kaffeklub. Der er det hele - både rævekager og lækager...

Skal forresten ud at spise med ministeren i aften. Menuen står på mudderål...

mandag den 12. december 2011

Rosenkål

De seneste ugers hårde vestenvind har været lidt hård ved rosenkålene - flere af planterne er væltet - og her i weekenden besluttede vi derfor at bjærge høsten.
Det er nu ikke fordi jeg tror, at der kunne være sket det helt store ved at lade dem blive siddende en tid endnu. Rosenkål er hårdfør - og lidt frost og blæst tager de såmænd ingen skade af. Men med sidste uges nattefrost bliver jeg også nødt til at tænke på risikoen for, at der måske kunne komme en hare eller et rådyr ind i haven - og føle sig fristet af de lækre og energifyldte bladknopper.
Jeg har tidligere på efteråret haft besøg i rødkålen - og naboen mente dengang helt bestemt, at det var et rådyr, som lige havde nappet lidt rødkål til dyreryggen. Det er nu ikke fordi jeg har beviser i den anledning. Jeg har aldrig set andet end hans køer i nærheden af baghaven - men han siger, at han flere gange har oplevet rådyr i sin have.
Indtil videre har jeg nu ikke set andre rådyr på parcellen end det, som ligger i fryseren. Men da rosenkål jo er en glimrende garniture til netop dyreryg - og det i øvrigt i skrivende stund står på menuen for nytårsaften - tænkte jeg, at det måske var en ide at få bjærget rosenkålen nu, mens vejret er til det.
Det er forresten lidt af et pillearbejde - sådan at høste rosenkål. Heldigvis er vi to til det - og så er det jo ingen kunst.

søndag den 11. december 2011

Sild i lange baner

Årets sidste møde i Øland Sildelaug bød ikke overraskende på sild i lange baner.
Jul er jo traditionel sildetid - og hvad en mand ikke kan gøre, det kan de mange, så ved fælles hjælp tilbereder man sild til de mange julefrokoster, så laugets medlemmer og deres venner og bekendte ikke skal døje med fabrikkernes massefabrikerede sild.
Her blev der tilberedt kryddersild, saltsild og marineret stegt sild med kærlig mandehånd til julen. Specielt den stegte sild, selvfølgelig paneret i rugmel, er lidt af et hit - og der blev stegt på livet løs hele den første del af mødet.
Denne sildeaften - hvor der naturligvis ikke var nogen, som kom for silde - sluttede med et forsvarligt måltid naturligvis bestående af sild og lidt brændevin af den stærke fra Aalborg samt en masse god mandesnak. Herefter kunne laugsbrødrene så gå hver til sit med masser af gode sild under armen til den forestående højtid.

Muuuh...

Forleden morgen var jeg i gang med at tænde op i røgeovnen nede i baghaven, da dagen gryede sådan lidt op ad formiddagen.
Mens jeg nussede med morgenpligterne, fik jeg selskab af en af naboens køer, der nysgerrigt iagttog den smågale mand og hans roden rundt.
Koen stod forsagt og genert og gemte sig bag laden, men nysgerrigheden var alligevel for stor til, at den kunne lade være med at titte betuttet frem.
Nu forstår jeg ikke helt, hvorfor dette smukke eksemplar af et af vore vigtigste husdyr er så genert. For hun er da et rigtigt pragteksemplar med våd mule, et sørgmodigt blik og vakre krøller på vinterpelsen - en rigtig model, som helt sikkert kan gøre sig på et dyrskue, hvis noget sådant ellers findes mere.
Og selv om en ko er et endog meget stort dyr, var jeg helt tryg ved dens tilstedeværelse. For koen er et beskedent og fredeligt dyr, der næppe kan gøre andet end en flue fortræd - og som kan passe sig selv, bare der er lidt græs at gumle på. Hyggeligt er det med sådan lidt selskab - og når det endelig skal være, foretrækker jeg så absolut selskabet fra en godmodig ko, der ikke stiller de store krav om opmærksomhed - og ej heller larmer meget mere end et fredsommeligt muuh. Det kan nabolagets hunde virkelig lære noget af.

lørdag den 10. december 2011

Svanegang

Vinterens komme har gjort livet lidt sværere for fuglene. For det må unægtelig være lidt af en overraskelse for en af årets svaneunger at opdage, at vandet lige pludselig er stift.
Her har man hele sommeren svømmet rundt i det stille søvand i Farsø sø - overlevet angreb fra sultne gedder og uvorne møgunger, lært at undvige glubske rovfugle og måger - og så en morgen kan man pludselig ikke længere svømme rundt.
Så er det godt, at en erfaren svanemor kan lægge sig i spidsen og svømme i konvoj med ungerne gennem isen. For svanen skal jo - ligesom avisen - ud.
Jeg fandt dette sjove billede af en svanekonvoj - svaneunger i gåsegang fristes man til at sige - forleden formiddag i Farsø. Der var et tyndt lag nyis på søen - og fuglene var unægtelig lidt forvirrede over den ny situation. Men da en knopsvane kan blive helt op til 40 år, er der ingen tvivl om, at svanemor har prøvet det før - og derfor med kendermine kan føre svællingerne, som ungerne også kaldes, sikkert gennem isen.
Svaneparret i Farsø sø har i år haft stor succes med ynglen. Der blev i forsommeren udklækket hele ni svællinger, og indtil videre er der kun to, som er gået til de evige svaneagre. Svaneparret i søen er det første i en årrække - og de flotte fugle nyder derfor stor opmærksomhed i byen.
Knopsvanen blev for nogle år siden kåret som Danmarks nationalfugl i en afstemning foranstaltet af Danmarks Radios Poul "Dus med dyrene" Thomsen.

onsdag den 7. december 2011

Lidt hverdags-ornitologi

Vi har jo haft et par dage med frost (og en lille smule sne) - og der er ingen tvivl om, at dette skift i vejrliget har øget interessen for foderbrættet blandt kvarterets fugle.
Jeg har ellers haft fodringen indstillet hen over sommeren for ikke at sprede sygdommen gul knop blandt grøniriskerne, men for en bette måneds tid siden gik vi i gang igen - sådan stille og roligt.
Det har især været musvitterne, blåmejserne, sumpmejsen og skovspurvene, der har nydt godt af det - men nu da frosten er kommet, er der altså blevet lidt mere liv omkring foderbrættet.
Interessant nok har jeg en del gråspurve på kost. Det er interessant, fordi den gode, gamle gråspurv ellers er blevet voldsomt fortrængt som havefugl af skovspurvene, der huserer i store flokke - og i øvrigt har ynglet i mindst halvdelen af mine redekasser.
En anden gæst er tyrkerduen - og nu vil mange nok mene, at det da ikke kan være særligt spændende. Jo, det er - for tyrkerduen er faktisk temmelig sky, selv om den lever i skøn symbiose med menneskene. Den kan være lidt svær at komme på fotohold af, men tirsdag morgen fangede jeg denne her i bøgetræet lige uden for herreværelset.
Tyrkerduen er - undskyld udtrykket - temmelig ugleset, ikke mindst på grund af dens insisterende kuuh-kukkuu, der nok kan bringe en på vanviddets rand en tidlig sommermorgen, hvis man ikke er morgenduelig og hellere vil sove. Men det er en fantastisk flot fugl og en elegant flyver.
Tyrkerduen er i øvrigt en forholdsvis ny repræsentant i den danske fauna. Første registrering i Danmark skete i 1948 - og første ynglefund var i Skagen i 1950. Men siden har den bredt sig over det danske land, og hvis man ikke lige ser den, så er det i hvert fald sikkert, at man hører den. Kuuh-kukkuu, kuuh-kukkuu...

tirsdag den 6. december 2011

Smørkrise

Vort norske broderfolk er ramt af smørkrise. Det er den særegne norske landbrugspolitik, som har givet en voldsom mangel på dette ordentlige, naturlige og velsmagende fedtstof i nabolandet. For at redde julen i de mange små hjem rundt om i Norge har myndighederne fra 1. december nedsat tolden på importeret smør - men spørgsmålet er bare, om det så hjælper. I hvert fald har dansk-svenske Arla meddelt, at man ikke bare sådan uden videre kan øge produktionen.
Så er det jo godt, at vi har Hans Engell og Jens Olaf Jersild. Se blot dette klip fra "Spise med Price":

Og mon ikke vi godt kan undvære Jersild og Engell et par dage, mens de løser den norske smørkrise?

Røget hellefisk

Så er mandens første produktion af røget hellefisk færdig - og den giver egentlig ikke anledning til det helt store kommentarer.
Altså bortset fra at det er en lækkerbidsken - og jeg har da altid foretrukket hellefisk frem for laks. Hellefisk er ellers også en fed fisk, men lige knap så fed som laks - og så har kødet en anderledes struktur, som i hvert fald falder i min smag, når den er røget.
Til gengæld er jeg ikke så vild med kogt hellefisk, der efter min mening er lidt svær at tilberede, så den ikke bliver tør - og derfor bruger mange i stedet at lave hellefisk i fad med fløde og en masse guf - for eksempel gulerødder, porrer og lidt røget bacon.
Hellefisk er i øvrigt en ikke helt billig fisk - da især når den som denne her oven i købet er sejlet med Royal Arctic Line hele den lange vej fra Ilulissat. Men det kan der nu hurtigt laves om på. I de seneste år er laks jo blevet stadig billigere, fordi den lækre fisk bliver opdrættet. I dag kommer cirka 70 procent af verdens lakseproduktion fra norske opdrættere - og jeg husker fra min tid i Tromsø, at nordmændene der eksperimenterede med opdræt af hellefisk, som man har store forventninger til i fremtiden. Det var ret imponerende - for man bruger moderfisk, som er mere end 100 år gamle, og sådan en fisk er altså på størrelse med et væg-til-væg-tæppe. Men det mest spændende er nu, om det lykkes på langt sigt. Lakseavlen begyndte i 80'erne og er blevet sat alvorligt tilbage flere gange på grund af forskellige epidemier, men kører altså temmelig stabilt i øjeblikket. Udover Norge har også Chile en stor produktion af laks. Opdrætslaks er væsentligt billigere end vildlaks, så det eneste man i dag kan være sikker på, er, at når man køber en røget laks fra Royal Greenland, så kommer den i hvert fald ikke fra Grønland - men det er en helt anden snak.
Men min hellefisk: Den er i hvert fald grønlandsk - indtil videre...

Dagens ord XLVIII

Dagens ord er polyandri. Ordet er interessant, simpelthen fordi jeg aldrig har hørt det før - indtil i går aftes, hvor jeg tilfældigvis på P5 hørte en genudsendelse af et underholdningsprogram fra 1989 - Tag telefonen. Programmet går ud på, at de to deltagere, som er journalister, konkurrerer om, hvem der først kan skaffe en bestemt oplysning ved hjælp af en telefon - og så er det jo ellers bare med at have kildenettet i orden.
I gårsdagens udsendelse lød et af spørgsmålene: Hvad hedder det, når en kvinde er gift med flere mænd - modsat polygami, hvor en mand er gift med flere kvinder? Og det viste sig altså at hedde polyandri - selv om en af deltagerne, Se og Hørs MEP, nu nok mente, at det burde hedde polymani - og jeg da lige for egen regning kan tilføje, at udtrykket ikke har noget som helst at gøre med, at ænder ofte parrer sig med flere forskellige andrikker...

mandag den 5. december 2011

Den første sne

Så kom den endelig - sæsonens første sne. Ganske vist ikke i overvældende mængder, men dog sne - rigtig vaskeægte sne, som forresten bestemt ikke tåler vask.
Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, da dagen lysnede - og afslørede, at der i nattens løb havde været både frost og et ganske let snefald over det ganske land.
Det var jeg forresten ikke i tvivl om - for Nordjyllands Radio formeligt jublede over sneen og det glatte føre allerede fra tidligt på morgenen - umiddelbart efter at Hans Otto Bisgård i dagens naturkalender havde fortalt om blishønsene, hvor de danske eksemplarer netop i disse dage får selskab af deres baltiske artsfæller, som tilbringer vinteren her i landet.
Det er i øvrigt sent på året, at den første sne er faldet. Efteråret har jo generelt været temmelig lunt - og i hvert fald krokusserne har allerede stukket toppen op af jorden. Enkelte steder er også påskeliljerne begyndt at spire - men mon ikke de går i hi nu. For det er altså lige tidligt nok, og det vil sikkert være det bedste for alle, hvis de lige tøver en kende - og venter et par måneder til det rigtige forår går i gang. I mellemtiden kan vi andre jo så glæde os over, at der nu kun er godt to uger til vintersolhverv - og det igen begynder at gå mod lysere tider.


søndag den 4. december 2011

Julepynt

Torsdag bragte TV-avisen et indslag med en såkaldt trendforsker om årets tendenser i julepynt.
Oraklet kunne berette, at den helt store dille var juleting skåret i træ. Nu kender sådanne trendforskere jo ikke til ærligt arbejde, men går meget op i tingenes symbolværdi, så hun lagde stor vægt på, at julepynten skulle se hjemmelavet ud. Det er vigtigt for at vise, at man har så stort et personligt overskud, at man har kræfter til at lave sine ting selv - underforstået at man skulle betale i dyre domme for at få noget bevidst håndværksmæssigt klamp.
Det forbyder min inderste krejlersjæl mig imidlertid. Men til gengæld har jeg faktisk overskuddet og tiden til at skære mine egne julehjerter selv, så det der med at være med på tidens tendenser skulle godtnok komme an på en prøve.
Derfor tilbragte jeg torsdag aften på værkstedet - som en anden Emil fra Lønneberg - mens jeg snittede julehjerter af hjertens lyst. Det blev til en lille håndfuld hjerter skåret ud af et stykke kirsebærtræ, som jeg havde liggende. De blev pudset let med sandpapir, så de stadig har det rustikke snit, hvorefter de blev lagt i linolie natten over. Dagen efter tog jeg dem op, tørrede dem og pudsede en gang mere - og så var de klar til hjerternes fest.
De hjemmegjorte hjerter pryder nu en troldhasselgren, som hænger i et hjørne af stuen - og spreder det glade budskab om, at her bor en mand, som har tid og overskud til selv at lave sin julepynt.
Jeg har forresten selv en broget fortid som trendforsker. Det var i mine unge dage, hvor vi om morgenen lå på lur for at få et glimt af krondyrene i kongens jagtrevir i Trend!

Portræt

Det er ingen kunst at tage gode billeder - for i virkeligheden er det et spørgsmål om godt håndværk og en lille smule held.
Heldet lader jeg Vorherre om - og så er det jo ellers bare med at komme i gang med håndværket. Det består selvfølgelig i at kende de helt basale regler for, hvordan lys opfører sig i et kamera, men det består nu også i at kende sit udstyr på rygraden.
Det kan man blandt andet lære ved at tage en hel stribe billeder af det samme motiv ved forskellige indstillinger. Derefter kan man sammenligne billederne og se, hvad der teknisk set giver det bedste resultat.
Forleden fik jeg min Speedlite 580 EXII (den indforståede læser ved, at det er en blitz) tilbage fra reparation - og i den forbindelse skulle jeg da lige tjekke, at den opførte sig normalt. Jeg tog derfor en hel stribe fotos af Dina. Det er som regel hende, der skal holde for, når den slags kommer over mig, og bagefter satte jeg mig til at kigge på billederne på pc'en. Og nu er det så, at vi kommer til Vorherres afdeling: For ikke alene var flere af billederne teknisk set temmelig gode, men heldet havde sandelig også været med mig, og jeg havde begået et ualmindeligt smukt foto af Hjemmestyret.
Det kan jeg naturligvis ikke lade være med at dele med bloggens læsere.

onsdag den 30. november 2011

Trykseksten

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.

mandag den 28. november 2011

Jul i karlekammeret

Så er det atter ved at være jul på den lille ø - og øboerne fejrede som sædvanlig den første søndag i advent med gudstjeneste og fællesspisning.
Gudstjenesten var lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindst for Øland Karlekammerkor benyttede lejligheden til at synge julen ind. Det var ganske stemningsfuldt og viste, at koret kan meget mere end valsetonerne fra Øland-sangen.
Forresten er det nu altid en fornøjelse at være i den lokale kirke. Ikke alene fordi den lokale præst altid er prisværdigt kortfattet i sine prædikener - men også fordi kirken er ganske interessant i sin indretning og historie.
Det er en af landets få privatejede kirker, som samtidig bruges til almindelig kirketjeneste. Kirken var oprindelig en del af Ø Kloster, der efter reformationen blev til det nuværende Oxholm gods. Blandt andet rummer kirken et seks meter højt såkaldt monstranshus, der i den katolske kirke bruges til at opbevare relikvier og andre hellige ting - og det er da ret interessant, at det smukke møbel har fået lov at overleve reformationen.
Jeg hygger mig også altid med, at altertavlen, som ses bag karlekammerkoret, angiveligt er krigsrov fra svenskekrigene erobret af Hans Friedric von Levetzow, der deltog i de to såkaldte Carl Gustav-krige 1657-60. Jeg ser altertavlen som en beskeden og passende erstatning for Skåne, Halland og Blekinge, der som bekendt gik tabt i en af mange krige med arvefjenden.
Oxholm var i Levetzow-slægtens eje 1668 til 1796. Kirken er forresten også udsmykket med et flot epitaphium, som forestiller Levetzow og konen. Epitaphiet kan anes bag adventskransen. Familien er i øvrigt gravlagt i sarkofager i et lille kapel bag epitaphiet.

søndag den 27. november 2011

Højvande















Vandstanden har i dag været temmelig høj i Limfjorden. I vores del af fjorden cirka 160 cm over normal-referencen.
Skulle man tro den megen omtale i de elektroniske media, er ragnarok nært forestående - og de unge TV-journalister slikker sig allerede om munden som ådselsgribbe ved udsigten til død og ulykke.
Men selv om det kan se både voldsomt og smukt ud - som på billederne her fra Attrup Havn - er det i virkeligheden bare business as usual. Det har intet med den globale opvarmning at gøre. Det er forholdsvist normalt i forhold til månefase, årstid og så dagens kraftige vestenvind. På denne tid af året er vandstanden altid højere end normalt i Limfjorden. Når der så samtidig er vestenvind, stiger den så også - og som prikken over i'et er tidevandsforskellen størst i december, hvor månen er tættest på jorden samt ved fuldmåne og nymåne - og da vi lige har haft nymåne, så er de naturgivne omstændigheder faktisk helt optimale for lidt højvande ud over det normale.
Så lad os slå koldt fjordvand i blodet - og nyde elementernes rasen. Der er stadig et pænt stykke vej til de uvejr, vi i sin tid har oplevet i Nuuk - og det nu en gang sundt for menneskebørnene at erkende, at det er naturen, som sætter dagsordenen.