søndag den 27. november 2011

Højvande















Vandstanden har i dag været temmelig høj i Limfjorden. I vores del af fjorden cirka 160 cm over normal-referencen.
Skulle man tro den megen omtale i de elektroniske media, er ragnarok nært forestående - og de unge TV-journalister slikker sig allerede om munden som ådselsgribbe ved udsigten til død og ulykke.
Men selv om det kan se både voldsomt og smukt ud - som på billederne her fra Attrup Havn - er det i virkeligheden bare business as usual. Det har intet med den globale opvarmning at gøre. Det er forholdsvist normalt i forhold til månefase, årstid og så dagens kraftige vestenvind. På denne tid af året er vandstanden altid højere end normalt i Limfjorden. Når der så samtidig er vestenvind, stiger den så også - og som prikken over i'et er tidevandsforskellen størst i december, hvor månen er tættest på jorden samt ved fuldmåne og nymåne - og da vi lige har haft nymåne, så er de naturgivne omstændigheder faktisk helt optimale for lidt højvande ud over det normale.
Så lad os slå koldt fjordvand i blodet - og nyde elementernes rasen. Der er stadig et pænt stykke vej til de uvejr, vi i sin tid har oplevet i Nuuk - og det nu en gang sundt for menneskebørnene at erkende, at det er naturen, som sætter dagsordenen.

1 kommentar:

anjoe sagde ...

...og måtte DRs ledelse give ordre til, at hverken vejrguruer eller journalister skal stå i "orkanens øje" for at berette om højvande, ligeså lidt som at de ved vinterstorm kører afsted i små DR-biler, for at sende besked om, at vi borgere skal blive hjemme :(