onsdag den 30. november 2011

Trykseksten

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.

mandag den 28. november 2011

Jul i karlekammeret

Så er det atter ved at være jul på den lille ø - og øboerne fejrede som sædvanlig den første søndag i advent med gudstjeneste og fællesspisning.
Gudstjenesten var lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindst for Øland Karlekammerkor benyttede lejligheden til at synge julen ind. Det var ganske stemningsfuldt og viste, at koret kan meget mere end valsetonerne fra Øland-sangen.
Forresten er det nu altid en fornøjelse at være i den lokale kirke. Ikke alene fordi den lokale præst altid er prisværdigt kortfattet i sine prædikener - men også fordi kirken er ganske interessant i sin indretning og historie.
Det er en af landets få privatejede kirker, som samtidig bruges til almindelig kirketjeneste. Kirken var oprindelig en del af Ø Kloster, der efter reformationen blev til det nuværende Oxholm gods. Blandt andet rummer kirken et seks meter højt såkaldt monstranshus, der i den katolske kirke bruges til at opbevare relikvier og andre hellige ting - og det er da ret interessant, at det smukke møbel har fået lov at overleve reformationen.
Jeg hygger mig også altid med, at altertavlen, som ses bag karlekammerkoret, angiveligt er krigsrov fra svenskekrigene erobret af Hans Friedric von Levetzow, der deltog i de to såkaldte Carl Gustav-krige 1657-60. Jeg ser altertavlen som en beskeden og passende erstatning for Skåne, Halland og Blekinge, der som bekendt gik tabt i en af mange krige med arvefjenden.
Oxholm var i Levetzow-slægtens eje 1668 til 1796. Kirken er forresten også udsmykket med et flot epitaphium, som forestiller Levetzow og konen. Epitaphiet kan anes bag adventskransen. Familien er i øvrigt gravlagt i sarkofager i et lille kapel bag epitaphiet.

søndag den 27. november 2011

Højvande















Vandstanden har i dag været temmelig høj i Limfjorden. I vores del af fjorden cirka 160 cm over normal-referencen.
Skulle man tro den megen omtale i de elektroniske media, er ragnarok nært forestående - og de unge TV-journalister slikker sig allerede om munden som ådselsgribbe ved udsigten til død og ulykke.
Men selv om det kan se både voldsomt og smukt ud - som på billederne her fra Attrup Havn - er det i virkeligheden bare business as usual. Det har intet med den globale opvarmning at gøre. Det er forholdsvist normalt i forhold til månefase, årstid og så dagens kraftige vestenvind. På denne tid af året er vandstanden altid højere end normalt i Limfjorden. Når der så samtidig er vestenvind, stiger den så også - og som prikken over i'et er tidevandsforskellen størst i december, hvor månen er tættest på jorden samt ved fuldmåne og nymåne - og da vi lige har haft nymåne, så er de naturgivne omstændigheder faktisk helt optimale for lidt højvande ud over det normale.
Så lad os slå koldt fjordvand i blodet - og nyde elementernes rasen. Der er stadig et pænt stykke vej til de uvejr, vi i sin tid har oplevet i Nuuk - og det nu en gang sundt for menneskebørnene at erkende, at det er naturen, som sætter dagsordenen.

Indendørs sysler

De seneste dage har det mildest talt ikke været vejr for hverken mand eller bæst til udendørs sysler. Regn har skiftet uafladeligt med storm og blæst.Nu er det imidlertid så heldigt, at jeg har fået fat i nogle bøgegrene, som skal bruges til at fyre med i røgeovnen.
Det er noget mindre træstykker end dem, jeg normalt arbejder med som brænde - for det skal saves og kløves i hånden for at undgå forurening fra kædesavens olie.
Og netop fordi det er små stykker, er der faktisk ikke noget til hinder for at sidde indendørs i værkstedets hyggelige varme og kløve brændet. Så det har jeg gjort. En stor skive fyrretræ, hjembragt til brændeovnen, gør det ud for huggebloggen - og med en lille skovmandsøkse kan jeg så sidde stille og roligt i havestolen og lave brændet til kommende produktioner af røget sild og ål. Et rigtigt hyggejob på en dag med møgvejr - og dem har vi jo haft et par stykker af den seneste tid.

Årets sild

Traditionen tro bød november-mødet i Øland Sildelaug på udnævnelsen af Årets Sild.
Uddelingen af denne Ølands højeste anerkendelse er lagt fuldstændigt i hænderne på sildelaugets ceremonimester Peter Thuesen, der dog får hjælp og støtte fra et lille udvalg bestående af Peter Thuesen og Peter Thuesen.
Prisen som Årets Sild gik i år til Frederik Møller og Jesper Krage, der er folkene bag Ølands nye multibane.
Prisen består af æren, et diplom samt ikke mindst en tale af Peter Thuesen - og da Peter Thuesen jo gerne holder en tale og udbringer en skål, er det ikke den mindste del af fornøjelsen.
Forresten var det et ganske fornøjeligt møde med guleærter og flæsk på bordet, ligesom man fik tid til at forberede decembers produktion af de laugets berømte sild - ikke årets sild, men julens sild. Men herom på et senere tidspunkt.


lørdag den 26. november 2011

Årets TV2-øjeblik

TV2 kører i sin sædvanlige og usmagelige selvpromoverende stil i øjeblikket en afstemning på internettet, hvor man kan stemme på årets TV2-øjeblik. Man kan vælge mellem 10 forskellige klip fra intetsigende, fordummende og tåbelig underholdning - tidspilde forklædt som journalistik. Desværre er der ikke mulighed for at stemme på det allerstørste TV2-øjeblik - nemlig den sorte skærm, når man slukker for dette misfoster i den danske medieverden.

onsdag den 23. november 2011

Terror-mistænkt

Grønlandshav-nen i Aalborg er en stor og travl arbejdsplads. Døgnet rundt ruller lastbiler og containere ind på pladsen med varer til verdens største ø.
Stort set alt, hvad er sælges i grønlandske butikker og bruges på de grønlandske byggepladser skal gennem denne flaskehals - og i det omfang der er varer den modsatte vej, skal de selvfølgelig også gennem Grønlandshavnen. Blandt andet tusindvis af store, lækre grønlandsrejer, som er en uundværlig del af ethvert ordentligt frokostbord.
Grønlandshavnen er også en farlig arbejdsplads med alle de mange trucks og lifters, som flytter godset rundt. Jeg ved det, for et par gange om året går min vej forbi Grønlandshavnen for at hente en frysepakke med grønlandsk proviant fra gode venner deroppe.
Derfor havde jeg også stor forståelse for, at man for et års tid siden besluttede, at disse pakker skulle afhentes i portvagten - istedet for speditørkontoret midt inde i det hele. Ændringen var en følge af EU's terrorpakke - og altså mere begrundet i hensynet til havnen end til kunderne.
Derfor undrede det mig, da jeg mandag var ude efter en pakke hellefisk til røgeovnen. For portvagten var blevet lukket. Nu skal man igen gå tværs over havnen og al dens trafik for aflevere fragtbrevet. Herefter skal man vente ved porten, indtil der kommer en truck med pakken - der forresten kun må indeholde fem kilo fødevarer.
Da jeg skulle aflevere fragtbrevet, tog jeg kameraet med. Jeg kunne jo lige så godt benytte mig af lejligheden til at få et par fotos af den travle arbejdsplads. Men her fik jeg problemer. For nok tåler man igen "civilister" i havnen - men fotoapparater: Nixen bixen, for fotografering er forbudt i hensyn til terrorbestemmelserne, belærte en striks dame mig.
Nu var det heldigvis for sent - for billederne var taget. Men jeg luskede lige så stille tilbage til bilen med en terror-mistanke på ryggen. Og mens jeg ventede på pakken med en dejlig, stor, tommetyk hellefisk, kunne jeg så lige fundere lidt over EU-bureaukratiets uransagelige veje...

tirsdag den 22. november 2011

Førstehjælp

Tågen ligger tungt over det danske land i disse dage. Egentlig er det et fint, stille og lunt vejr, men det er ret generende for bilister.
Søndag morgen meget tidligt var jeg et smut i Farsø for at aflevere et par ting. Allerede ved 8-tiden kørte jeg hjemad igen mod morgenkaffen. Tågen var fæl, så der var udsigt til en lang tur.
Turen blev desværre lidt længere end forudset. For mellem Fredbjerg og Gunderup dukkede denne smadrede bil ud af tågen. Vejen svinger det pågældende sted svagt mod venstre - og det var helt tydeligt, at føreren havde glemt at svinge med og havde været en tur oppe i træerne bagved.
Ulykken på den øde vej var åbenlyst lige sket, og jeg var helt klart første forbipasserende. Føreren stod ved siden af bilen og fumlede med sin mobiltelefon - og jeg standsede selvfølgelig og memorerede hele mit mentale førstehjælps-beredskab. Det var en lidt svær situation - for føreren var tilsyneladende sluppet uskadt fra uheldet, omend meget fortumlet og havde vistnok også fået et slag i hovedet.
Det er svært, for det er en situation, som er næsten umulig at træne. Hjertemassage, kunstig åndedræt og lignende sidder fuldstændig på rygraden - mens forebyggelse af chok er noget mere kompliceret.
Der var ingen tvivl. Manden var kold og forvirret, men insisterede på at han ikke var kommet til skade. Så der måtte en god del snak - i min dejligt varme bil - til, før han indså nødvendigheden af at blive tilset af en læge.
Heldigvis havde han nået at ringe efter en kammerat, og da han kom, sørgede han for at køre fyren på til sygehuset. Jeg efterlod bilvraget behørigt forsynet med min advarselstrekant og et telefonnummer - og håber da nu at få trekanten tilbage ved en passende lejlighed.
Ved 9.30 tiden var jeg endelig hjemme - og kunne nyde en gang friske birkes fra bageren i Farsø - inden jeg begav mig ud i tågen igen. Denne gang mod Thisted, hvor jeg holdt foredrag om eftermiddagen, men det er en helt anden historie.

lørdag den 19. november 2011

Røget sild















Så er husets første produktion af røget sild færdig - og man kan da ikke sige andet, end at de ser lækre ud.
Desværre - når sandheden nu skal frem - var de lidt mislykkede, da de var blevet rigeligt salte.
Miseren skyldes, at før man røger, skal kødet saltes. Det er vigtigt, specielt ved varmrøgning, for at få vandet ud af kødet, så det ikke bliver kogt - men netop røget.
Jeg plejer at salte sådan lidt på øjemålet - baseret på mine erfaringer fra ikke mindst højskoletiden i Norge, hvor vi røgede masser af fisk. Men denne her gang snød øjemålet mig altså - og det er selvfølgelig lidt træls. Men så kan jeg jo lære det - og så er det ellers med at komme op på hesten igen og videre.
Jeg regner med i den kommende uge at køre en gang laks - og mon så ikke, at der bliver tid til en ny omgang sild, inden mødet i Øland Sildelaug næste fredag?

fredag den 18. november 2011

Korsang
















Da jeg forleden hørte Danmarks Radios pigekor, slog det mig, hvor stor bredden egentlig er i den danske tradition for korsang.

Man fristes næsten til at lave en komparativ analyse med pigekoret på den ene side - og Øland Karlekammer-kor på den anden side. For der er godt nok et stykke vej fra pigekoret til karlekammeret - ikke bare i musikalsk udtryk, men sandelig også i udseende og ikke mindst format.
Men prøv lige at sammenligne billederne her med billederne til denne historie om Øland Karlekammerkor. Så ser man bredden - bogstaveligt talt.
Nu skal man imidlertid passe på ikke at analysere tingene ihjel. For uanset hvor forskelligt det end lyder og ser ud, er der en ting, alle korsangere har til fælles - og det er glæden ved at være sammen om at synge. Og så er det egentlig ligegyldigt, om det er gamle danske salmer med et væld af harmonier, eller det er Ølandsangen i valsetakt. Og det er også ligegyldigt, om det er mænd, der mødes for at få en lille en - eller det er skolepiger, som træner benhårdt til at være i verdenseliten.
Derfor skal jeg også spare læseren for enhver betragtning om æstetiske forskelle i denne sammenhæng.

torsdag den 17. november 2011

Limfjordsbroen i krig

Tysk fly over Limfjordsbroen 9. april 1940.















I mine gemmer har jeg fundet et gammelt foto fra besættelsen, som viser et tysk fly over Limfjordsbroen i Aalborg den 9. april 1940.
Jeg kom til at tænke på billedet, da jeg gennemgik mine fotos fra Jægerkorpsets jubilæums-opvisning på havnen i Aalborg for et par uger siden. Opvisningen sluttede nemlig med, at fem af de medvirkende fly "red mod vest" mod flyvestationen. Det var en EH-101, tre Fennecs og en Lynx - og flot så det ud.
Den 9. april var der næppe mange, der klappede i deres små hænder, da et tysk fly fløj lavt over Limfjordsbroen - men en aalborgensisk fotograf var altså hurtig på aftrækkeren.
Nu har jeg jo ikke den store praktiske erfaring med genkendelse af tyske krigsfly, men så vidt jeg kan se, er der tale om en Dornier 17, en let jagerbomber der også blev brugt til rekognoscering. Flytypen var nem at manøvrere i lave højder og blev efter krigen brugt i blandt andet det finske luftvåben. Tyskerne trak det dog ud af operationel tjeneste allerede i 1941, da slaget om England havde vist, at det lette fly var temmelig sårbart. Lufthavnen i Aalborg, der dengang lå øst for byen, blev besat ved verdens første faldskærmsangreb - og den dominerende flytype var den tre-motorede JU 52 (den med bølgepladerne).
Aalborg var vigtig som støttepunkt for tyskernes vej mod Norge, der jo som bekendt var den egentlige årsag til besættelsen. Derfor indledte tyskerne også et stor lufthavnsbyggeri i den nuværende Aalborg Lufthavn, der næppe nogen sinde ville være blevet til noget - hvis det altså ikke lige var fra tyskerne. Af samme grund var lønningerne Danmarks højeste i Aalborg, der som industriby ellers var plaget af arbejdsløshed på den tid.
Aalborgs daværende borgmester Marinus Jørgensen sagde efter krigen, at Stauning på bedste kræmmervis havde rådet ham: - Lad nu det stridbare Vendelbosind blive hjemme, og se at få det til at gå uden sammenstød. Giv dem lidt brød og brændevin, for det kan de godt lide, og det vil få meget til at glide. Marinus Jørgensen, der var Aalborgs første socialdemokratiske borgmester, måtte efter krigen forlade borgmesterposten i forbindelse med en tjenestemandssag for samarbejdet med tyskerne. Han blev dog frikendt, men måtte vedtage en bøde for sortbørshandel.
Når jeg nu har et foto fra den 9. april i gemmerne, skyldes det, at jeg i sin tid har skrevet og redigeret et lille skrift, der i 1993 udkom i anledning af 650-året for Aalborgs købstadsrettigheder.
Limfjordsbroen blev indviet i 1933 og udvidet i 1960 - og er i dag en flaskehals for trafikken mellem Han Herred, den vestlige del af Vendsyssel og resten af landet - men det er en helt anden snak.

Fem helikoptere fra det danske forsvar over Limfjords-
broen 5. november 2011.

Aaargh...!

Jeg kan denondelynemig ikke forstå, hvad det er for en syg trang, der i vore dage plager folk - og specielt it-folk - til at lave om på ting, der i øvrigt fungerer fornuftigt.
Tilfredse brugere af for eksempel Facebook oplever gerne hver anden måned, at folkene bag netværket generer brugerne med såkaldte nyheder, der ikke tjener andet formål end at bryde brugernes fornuftige rutiner. Måske tror IT-folkene, at deres kunder lider af samme sygelige rastløshed, som de selv lider af - men jeg kan betro dem, at det gør vi ikke. Vi vil have ro og stabilitet.
Senest har denne tilbøjelighed også grebet Google, der ellers om nogen kan tilskrive sin succes ordentlighed, disciplin og stabilitet.
Jeg bruger blandt andet Googles kalender-redskab til at holde styr på alle mine aftaler om foredrag, mine møder i de foreninger jeg er medlem af samt ikke mindst mine faste leverandør-aftaler med Nordjyske Stiftstidende. De forskellige aktiviteter har hver sin farve i kalenderen, så jeg nemt og hurtigt kan se nogle dage frem og vide, hvad der skal skrives og så videre. Men nu her for et par uger siden, ændrede Google farverne til et angiveligt mere moderne look. På almindeligt menneskedansk vil det sige, at man ændrede nogle forholdsvis klare farver til nogle fimsede pastelfarver. Hvad kommer der ud af sådan noget? Forvirring, frustration og almindelig fortvivlelse.
 I denne uge er turen så kommet til Googles blog-editor, der er blevet fuldstændig omkalfatret. Alle funktioner har skiftet plads - og specielt billedbehandlingen er blevet meget ændret. Desuden optræder bloggen ikke længere på samme måde i forskellige browserversioner - hvilket virkelig er noget rod. Hvis du derfor har oplevet mærkelige ting med nærværende blog de seneste par dage, skal jeg beklage det dybt - men Google har altså ændret på en masse ting, der ellers har virket gridningsløst i mange år - og det har tvunget mig til at lave nogle tests for at finde ud af det. Derfor har der været nogle mærkelige indlæg på bloggen, som godtnok er blevet slettet igen - men som har forstyrret nyhedsabonnementer og feeds - og jeg har fremdeles problemer med det ellers kendte udseende af bloggen. Det beklager jeg.
 Kære IT-leverandører - husk det gode amerikanske ordsprog: If it works, don't fix it.

mandag den 14. november 2011

Batman















Regeringsbunkeren Regan Vest i Rold Skov blev i sin tid opført for at beskytte regeringen mod en atomkrig - men der er sandelig også andre, som har glæde af det store underjordiske bunkeranlæg.
Blandt andet flagermusene, som bruger de lange gange til vinterhi. Der findes verden over godt 600 forskellige arter af det eneste pattedyr, som er i stand til at flyve - uden hjælp af fly.
I Rold Skov er den mest talrige art vandflagermusen - og den så vi en del af, da jeg forleden var på besøg i Regan Vest.
Efter parringen om efteråret går vandflagermusen i hi på kirkelofter, i gamle minegange og andre steder, hvor temperaturen ikke når ned under nul om vinteren. For de små kræ tåler ikke frost - så dør de!
Vinteren tilbringes hængende i bagbenene og i dyb søvn - men dog ikke dybere, at de som regel vågner op et par gange i løbet af vinteren for lige at tjekke, hvad klokken er slået. Og hvem ved? Måske også for at slå en lille streg - akkurat som vi andre, når vi sover.
Flagermusen er en dybt fascinerende skabning - mesterflyver som den er. Den lever af insekter - gerne store fede natsværmere - som den opsporer ved hjælp af sin avancerede og medfødte sonar. I nattemørket ser den såmænd ikke bedre end de fleste af os - men ved konstant at udsende små klikkelyde på en høj frekvens uhørlig for det menneskelige øre er flagermusen i stand til at navigere med millimeters nøjagtighed - og altså også at finde en lille myg midt i den buldrende mørke nattehimmel. Spændende!

søndag den 13. november 2011

Urania

Der var måner i alle afskygninger - mere eller mindre fulde - da jeg torsdag i sidste uge besøgte Urania-observatoriet i Aalborg.
Observatoriet ligger populært sagt midt i ungdommens gade - i Golfparken lige ved siden af Sohngårdsholm slot og Arbejderbevægelsens Kollegium på Borgmester Jørgensensvej i Aalborg. Her boede jeg - på kollegiet altså - i begyndelsen af 80'erne, og her har den stået på mangen en festlig time, mens man stadig havde ungdommens grådige appetit på livet.
Mens jeg var i Grønland - i midten af halvfemserne - er der blevet bygget et lille observatorium i Golfparken. Det ejes af Aalborg kommune og drives af en lille flok stjernekiggere i Nordjysk Astronomisk Forening for Amatører - NAFA.
Observatoriet hedder Urania - ubeskedent opkaldt efter Tycho Brahes observatorium på Hven, men Urania er også astronomiens muse i den græske mytologi.
Det var torsdag, det var skyfrit for første gang i mange nætter, og det var sandelig også fuldmåne. Så jeg havde egentlig sat næsen op efter en rigtig gang stjernekiggeri - men så enkel er verden jo ikke, når man er blandt entusiastiske stjerneamatører. For helt ærligt manglede jeg det store overblik. På grund af fuldmånen var observatoriets kikkert fast indstillet på månen - så den så vi lidt på, mens Venus, Saturn og Karlsvognen måtte passe sig selv, og entusiasterne i øvrigt fortalte entusiastisk om kikkertens historie og tekniske finesser.
Klubben rummer også en meget ivrig fotograf, som i hvert fald ikke går ned på udstyr - og han viste flotte billeder af fjerne galakser, som ikke kan ses med det blotte øje - og derfor egentlig ganske uinteressante. Men jeg fik ham da lokket hen i et hjørne og fik et par fif til at fotografere månen, næste gang jeg skulle blive månesyg - og det kommer vi nok til at se mere til her på bloggen.
Indtil da kan læserne jo nyde det billede, jeg lavede i sommeren 2010 - og som er mit hidtil bedste billede af den grønne ost. Så vidt jeg kunne se i Urania-observatoriets stjernekikkert denne efterårsaften i 2011, er der ikke sket meget deroppe siden sidste sommer.

lørdag den 12. november 2011

I offentlighedens tjeneste















Som medlem af DR's dialogfora deltog jeg lørdag i "statsradiofoniens" såkaldte public-service-høring.
Det blev en spændende dag, hvor jeg udover selve høringen deltog i et seminar om nyhedsdækningen i DR samt selvfølgelig fik lejlighed til at se den nye DR-by og koncertsalen. Byggeriet har som bekendt kostet licensbetalerne fem milliarder kroner foruden jobbet for adskillige ældre DR-medarbejdere.
DR-byen er meget funktionel, moderne og strømlinet - og virker på mig mere som en fabrik end en kreativ arbejdsplads. Jeg er tidligere kommet en del i det gamle radiohus på Rosenørns Alle, og der var der alt andet lige betydeligt mere hyggeligt - og forresten altid bajere og smøger på bordet.
Nyhedsseminaret blev styret af DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der under sloganet "ikke flere, men bedre nyheder" gik i flæsket på blandt andet journalistikkens traditionelle konfliktorientering og individualiserede konsekvens-orientering. - Når vi tager den enkeltes parti, risikerer vi at miste overblikket, så flertallet bliver ofret, sagde Haagerup med henvisning til landets økonomi og den overbudspolitik, som pressen tvinger politikerne ud i.
Ganske spændende og fremadrettet, men desværre blev han misforstået af nogle af deltagerne - og diskussionen gik lidt i ring. Heldigvis fik jeg da lov til at lufte min aversion mod den fordummende og alt for nemme journalistik, der baserer sig på undersøgelser fra diverse interesseorganisationer. Alene i P4's nyheder blev det til 14 af den slags historier i sidste uge.
Det blev også til et overordentligt positivt møde med DR's nye generaldirektør Marie Rørbye Rønn, som virker sympatisk og engageret i DR's målsætning om at lave radio, TV, internet og så videre fra hele landet og for hele landet. DR-konstruktionen er temmelig speciel - og det giver netop institutionen nogle særlige forpligtelser til at levere et produkt, som den kommercielle mangfoldighed ikke evner - blandt andet fra de tyndtbefolkede egne af landet.
Jeg er nok noget mere loren ved bestyrelsesformand Michael Christiansen, der i mine ører er rundet af det traditionelle, københavnske kulturradikale miljø, som betragter dansk folkelighed som en vederstyggelighed - men ingen tvivl om, at det har været godt for DR i krisetider at have en bestyrelsesformand, der kan begå sig på de bonede gulve i ministerierne - som en ål i mudder - så lad os da give ham en chance.
Selve public service-høringen, hvor der var offentlig adgang, var der ikke så meget ved. Diskussionen blev præget af, at folk ikke kan forstå, at Folketinget har fjernet en af DR's FM-kanaler og forresten heller ikke forstår, at DAB-radioer hverken er særligt dyre eller komplicerede at betjene. Beslutningen er Folketingets og ikke DR's - og det giver derfor ikke mening at diskutere dette emne i DR-sammenhæng.















DR er en særlig virksomhed i Danmark - et nationalklenodie med et kæmpeansvar for den nationale sammenhængskraft. Og i den sammenhæng er det vel et fint symbol, at receptionen i DR-byen blandt andet er udsmykket med Bamses og Kyllingens hus - for det er da noget af det mest danske, der findes, tihvertifal'.
Dagen blev forresten indledt på smukkeste højskolevis med, at vi sang "I Danmark er jeg født..." - og da Radiopigekoret også sluttede dagen med en pragtudgave af den smukke sang, var det lige før, jeg kneb en tåre, så den tager vi lige med fra en af DR's store konkurrenter - YouTube!

fredag den 11. november 2011

Grus grus
















Kig godt på dette elendige mobil-telefon-foto. Uskarpt og underbelyst som det er, er det ikke meget værd.
Men det er alligevel et historisk billede. For det viser mit livs første møde med Grus grus - den latinske betegnelse for en af den danske faunas mest imponerende skabninger - tranen.
Jeg har aldrig før i mit liv set denne kæmpefugl, men fredag morgen stod den der lige pludselig lige ved siden af landevejen ved Haverslev mellem Brovst og Aggersund.
Selvfølgelig havde jeg ikke mit kamera med til dette historiske møde. Derfor det elendige mobilfoto. Men det var altså lige, så de små hår rejste sig, og jeg fik kuldegysninger langt ned ad ryggen, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en af verdens største fugle.
Tranen hører naturligt hjemme på egnen, hvad stednavne som Tranekær og Tranum vidner om, men den store fugl blev udryddet i Danmark i 1800-tallet. De seneste år er den imidlertid vendt tilbage, blandt andet til Vejlerne og området ved Nors Sø i Thy - og nu stod den altså pludselig her på en mark med vintersæd mellem Bonderup og Bejstrup.
Det var et stort øjeblik, da jeg for første gang i mit liv så denne fuglenes mammut, som er næsten lige så stor som min lille mor - og da jeg var på vej til Farsø netop for blandt andet at besøge min mor, gav det lidt ekstra stof at tænke på.
Men nu har jeg set den for første gang - og da den danske bestand i blandt andet Thy er voksende, håber jeg naturligvis, at der snart bliver anledning til at lave et ordentligt, skarpt billede af Grus grus.
Forresten bruger jeg normalt aldrig fuglenes latinske navn, men netop når det er så enkelt og så smukt, som Grus grus virkelig er, ja, så kan jeg altså ikke lade være.

onsdag den 9. november 2011

Regan Vest














Et sted i Rold Skov 65 meter under jordens overflade - jeg har lovet ikke at sige hvor, selv om det vistnok er en offentlig hemmelighed - ligger regeringens underjordiske bunker fra den kolde krig.
Det var her, regeringen og regentparret skulle opholde sig, hvis den kolde krig var blevet varm.
Anlægget stod færdig i 1968 og er en sand tidslomme i tresserdesign. Regan Vest, som bunkeren hedder, blev lagt i mølpose i 2003, da truslen fra øst forsvandt med murens fald nogle år tidligere.
Der findes imidlertid et tilsvarende anlæg på Sjælland, og det er stadig operativt. Nu er risikovurderingen dog, at det ikke er en atomkrig, som truer, men som terrorangrebet på New York i 2001 viste, er der stadig en trussel mod samfundets beslutningsstruktur - og derfor skal der stadig være en mulighed for, at regeringen kan gå under jorden.
Regan Vest blev besluttet allerede i H.C.Hansens regeringstid, men der skulle gå en årrække, inden den 5000 kvadratmeter store bunker stod færdig. Den er sprængt ud i Himmerlands kalkholdige undergrund og lidt af en ingeniør-mæssig bedrift. Anlægget skulle angiveligt kunne modstå et atom-angreb, så længe der ikke var tale om en direkte fuldtræffer. Men sikkerheden er nok noget tvivlsom i dag, hvor man bruger smarte missiler, der kan trænge ned til 50 meter under jordens overflade.
Jeg besøgte bunkeren onsdag aften på et arrangement for nordjyske journalister og mediefolk. Og det var et rigtigt spændende arrangement, hvor vi fik mulighed for at stifte bekendtskab med mange af den kolde krigs realiteter - og ikke mindst medieskabte myter. For eksempel, da Ekstra-Bladet skrev, at bunkeren lå i Frejlev under DR's store antenner. Miseren skyldtes, at bladet, der tør så meget, havde ringet til bunkeren og den vagthavende officer tilfældigvis hed Frejlev.
Udover regeringen skal bunkeren selvfølgelig også rumme regentparret. Men som det ses på billedet til venstre er selv dronningens soveværelse ganske ydmygt. I alt er der plads til 260 beslutningstagere - regeringen, departementscheferne og en række andre vigtige personer - og yderlige 90 personer, der skal sørge for, at bunkeren fungerer i op til en måned. Det tjenende personel må dog finde sig i, at skulle deles to og to om en seng - hvilket næppe vil være et problem, da der naturligvis vil blive arbejdet i døgndrift.
Det store spørgsmål er så, om det er umagen værd. Efter en måned med atomkrig er der næppe meget at komme ud til, når ragnarok er forbi.




søndag den 6. november 2011

Helo'erne - kun for nørder...















Lørdagens jæger-opvisning på Aalborg havn bød på masser af fede optrin og fotomuligheder - specielt for os helikopterfreaks. Desværre var det lidt disede vejr ikke optimalt til den slags billeder, men her er alligevel et par fotos - uden kommentarer, for billederne er nok mest for helo-nørder, og den slags ved det meste af triviaen i forvejen.
Men er du ikke nørd, kan jeg da oplyse, at de tre øverste fotos viser flyvevåbnets EH-101, der sidste år afløste den legendariske S-61. Det var forresten første gang, jeg havde lejlighed til at se nærmere på EH-101, og jeg må indrømme, at jeg faldt lige på stedet for den fede lyd fra de tre Rolls Royce turboturbiner.
De næste par fotos er flådens Lynx-helikopter, som blandt andet opererer fra inspektionsskibene i Nordatlanten, og som forresten også har en fed, aggressiv motorlyd, og endelig er det hærens Fennec-helikopter på de to nederste fotos.






lørdag den 5. november 2011

Action på havnen















Hvad er det lige, man skal gøre, hvis man står på en papkasse, og der kommer lækker sportsvogn farende mod en i fuld fart?
Og hvad sker der, når man kører på vandscooter med sin faldskærm på ryggen - og pludselig kommer til at udløse den?
Det var nogle af de scenarier - mere eller mindre realistiske - som Jægerkorpset havde medtaget i sin opvisning på havnen i Aalborg i dag.
I sin tid - for 50 år siden - blev Jægerkorpset skabt for at skulle indsættes bag Warszawa-pagtens linier, men i dag er en af korpsets vigtigste funktioner terrornedkæmpelse - og i den sammenhæng kan det jo ikke udelukkes, at sådanne lidt tænkte situationer opstår. Men ellers er det vel mest sjov og lir, som er med til at sætte krydderi på en benhård uddannelse. Der er ingen tvivl om, at drengene i Jægerkorpset elsker alt med en motor på - men det er altså også en fornøjelse at se, at de mestrer alle disse maskiner til fuldkommenhed.
Og det er vel også meningen med en sådan opvisning. Det er ikke bare drengestreger og lir. Det er en advarsel til alle, som ønsker at ødelægge samfundsordenen med en besked om, at vi er stand til at svare igen med adækvate midler - og det er jo ganske betryggende.
Forresten noterede jeg, at anholdelsen af en af de medvirkende terrorister foregik ganske ortodokst ved at sætte en hund efter ham - men det var godtnok en blodtørstig krabat, som jeg nødig vil møde. Det var kun med besvær, at soldaterne kunne få den til at slippe taget i byttet - men så kan de jo lære det, kan de.
Det blev til godt 300 billeder i løbet af den halvanden time, opvisningen varede - blandt andet en masse fede helikopter-fotos, men dem skal der kæles for, så jeg vil vende tilbage til opvisningen i løbet af den kommende uge.