søndag den 31. december 2017

Godt nytår

Og skål...!

(Foto: Martin Hansen)
Den 29. og 30. december passede jeg vinmandstjansen i Bilka. Det var to travle og festlige dage - og jeg tog forskud på nytåret og mødte på arbejdet i smoking lørdag...

Jeg mødte mange kunder - både gode, gamle og nye - og det blev til en masse god vinsnak og både traditionelle og mere kreative bud på god vin til nytårsmenuen, der så vidt jeg kan vurdere står på oksemørbrad hos det meste af familien Danmark...

Godt nytår! Vi ses igen i det nye...

lørdag den 30. december 2017

It's GT-time

Agurketid

It's teatime, siger englænderne, men mener i virkeligheden djeetee-time, tror jeg. I hvert fald tilskrives paterniteten til den klassiske drink, gin og tonic, de engelske kolonister i det fjerne østen i en ikke så fjern fortid.

Under alle omstændigheder er gin og tonic a jolly good sport, my dear, så den er en sikker topscorer på drinkskortet. Det skete også tirsdag, hvor vi holdt den traditionelle familiejulefrokost i det lille hus på Øland (My home is my castle) og lige skulle have en forfriskning at gå hjem på.

For en gin og tonic frisker godt op i mundhulen efter julens fede spiser, så det er et godt valg oven på sild, laks, leverpostej, gammelost og ris a l'amande. I vore dage er gin bare ikke gin. Der er gået nørderi i gindrikningen, og der findes efterhånden hundredvis af forskellige gin med forskellige karakteristika.

Så er der dækket op til julefrokost...
Tirsdag valgte vi den skotske Hendrick's gin, som udover de traditionelle gin-ingredienser, enebær og koriander, også har et voldsom pift af agurk. Derfor kan man med fordel droppe den traditionelle limeskive og erstatte den med lidt agurk. Lime dæmper agurkesmagen, mens en skive agurk skåret fra skrællen med en kartoffelskræller fremhæver smagen - og ser i øvrigt ganske festligt ud.

En anden formildende omstændighed ved Hendrick's Gin er den sorte flaske, der med lidt god vilje kan lede tankerne hen på en medicin-flaske - og da der er væsentlige medicinske argumenter for at drikke gin og tonic, er det ganske velvalgt. I hvert fald påstås det, at gin og tonic er godt mod både malaria, uro i benene og lægkramper.

Den lille familie om bordet på Nørremarksvej...
Tonic'en var fra Fever Tree med et højt indhold af kinin udvundet af barken fra træer, der gror på grænsen mellem Congo og Rwanda. Den prisbelønnede tonic fra firmaet er min favorit i øjeblikket. Den er sød og blød i smagen - og spiller godt sammen med gin. Og altså også sammen med agurk. Resultatet er en herlig frisk gin og tonic.

For resten var det en fin og hyggelig julefrokost, hvor Leo løb med mandelgaven. Tillykke med det...

mandag den 25. december 2017

Glædelig jul

Langtidsstegt and og  ris a l'amande

Så er juleaften forbi, og freden sænker sig for en kort stund over land og by.

En gang - da vi var små - en lidt forstyrret kulmination på en lang dags venten med god mad og ikke mindst gaver. De tider er forbi. Gavebudgettet er ganske beskedent. Dina fik lidt til huden, og jeg fik til gengæld både et Basserne og et Anders And-blad. Og så fik jeg for resten også mandelgaven - fyldte chokolader fra Anthon Berg, som vi så kan dele...

Jeg scorede mandelgaven i år...
Det bedste ved juleaften er nu nok maden. Her i huset spiser vi altid and. Det smager himmelsk, og så er det nemt at lave. Som regel en god landand, som vi køber hos en af naboerne, men i år kunne det ikke lade sig gøre, så det blev en and på tre kilo fra supermarkedets frysedisk i stedet. Ikke at det gør den store forskel, men det er ligesom mere hyggeligt med en lokal and.

Det bedste ved anden er sovsen. Og så for resten
 de brunede kartofler og rødkålen...
Som sagt er and noget af det nemmeste at lave. Anden gnides godt ind i salt og lidt peber både udvendig og indvendig. Så fylder jeg den med tre skællede æbler skåret i kvarter og en god håndfuld svesker. Gumpen lukkes med et par kødpinde, anden lægges på risten med en bradepande med vand under - og så skal den i ovnen seks timer ved 130 grader. Efter fem timer tjekker man med en kniv, om den er ved at være mør. Det kneb lidt, så den sidste time fik den 150 grader. Den skal lige hvile et kvarters tid efter stegningen.

Prikken over anden er sovsen. Vinger, hjerte, lever og kråse koges til fond i et par timer sammen med et par håndfulde selleri, gulerødder. porrer og løg. Fonden sies og der tilsættes noget af vandet og fedtet fra bradepanden og en forsvarlig skvæt portvin. Det reduceres, til det begynder at tykne, hvorefter man tilsætter lidt fløde. Jævnes med maizena og smages til med gastrik og eventuelt lidt gele. Så skal det nok blive jul i det lille hjem...

I øvrigt kan opskriften også bruges Mortensaften - eller hvis man bare har lyst til and. Hvis der er meget fedt fra anden, kan det med fordel gemmes til næste gang, der skal laves confiterede andelår. En skefuld andefedt i rødkålen er for resten heller ikke så ringe!

fredag den 22. december 2017

Årets korteste dag

Så vender det hele igen...

Så har vi overstået årets korteste dag, og vi stiler igen mod lysere tider. Her på positionen var solen oppe i 6 timer og 42 minutter. Den var aftaget 11 timer og 12 minutter i forhold til sommersolhverv.

Det varer lige et par dage, inden vi for alvor kan mærke, at det bliver lysere. Til at begynde med er det især om eftermiddagen, vi mærker det, men fra februar er dagslysets tilvækst overvejende om morgenen.

Det bliver dejligt - ikke mindst for det fotograferende folk - også selv vi så skal til gøjlet med den såkaldte sommertid, der ikke er andet en dårlig undskylning for at snue til langt op ad dagen. Men den tid, den sorg.

Årets korteste dag bød på det for årstiden så velkendte snask og gråvejr. Det er ikke godt at fotografere i. Lysmåleren krævede ved middagstid mindst 800 iso, men alligevel blev det da til et par fotos af lidt julepynt og en flok canadagæs over Ulvedybet.

tirsdag den 19. december 2017

Magert grisekød

Vellykket julebacon


Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tænde røgeovnen op til julen. Det er jo mestendels laks, jeg laver - og med ferske laksepriser på 220 kr kiloet, en tredobling på to år, nægter jeg altså at være med. Helt principielt. Fordi de høje priser først og fremmest skyldes begær i alle led - og ikke er begrundet i produktions-omkostningerne.

Men i forrige uge tog røge-genet alligevel over - og i al hast lavede jeg lidt bacon. Bare for at have lidt til julens leverpostej. Bare et enkelt stykke.

Det blev til gengæld en succes. Så stor, at jeg overvejer at lave lidt mere. For det går stærkt med at spise baconen. Fruen er ganske begejstret - og jeg selv tager også ved.

Den saltede og røgede ribbenssteg hænger oppe under loftet på værkstedet og bliver mindre og mindre dag for dag. Det var egentlig alt for magert til bacon. Det er naturstridigt, for flæsk skal altså være fedt, men det magre kød har altså også nogle kvaliteter, der får det til at minde om en fin, italiensk skinke.

Vi spiser af det bare som snacks. Skærer et par stykker af det lækre kød til den lille sult. Ikke noget med at stege det. Nej bare frem med kniven og ned med de gode sager.

Jeg bliver nok nødt til at revidere mit syn på magert kød...

søndag den 17. december 2017

Store tårnfalkedag

Flyvende fanger fascinerer

Jeg har ikke videnskabeligt belæg for det, men det forekommer mig, at antallet af tårnfalke er steget voldsomt de seneste år.

I hvert fald møder jeg ganske ofte denne flotte og fascinerende musefanger, når jeg er ude at køre. På en tur til Aalborg bliver det gerne til fire til fem stykker, der som en anden helikopter muser over markerne og vejen i sin jagt på smågnaverne.

Desværre er det for sjældent, at jeg har tid til at fotografere, men på tømmermandsturen lørdag eftermiddag på en flot næsten-solhvervs-decemberdag, fik jeg øje på en tårnfalk i toppen af et træ. Grenene skyggede, så jeg blev siddende, indtil fuglen lettede - og det gav et par gode billeder, der kunne retfærdiggøre den lidt lange tur til Lille Vildmose og pizzabaren i Mou.

Ellers bød turen mest på det sædvanlige: Fiskehejrer, rådyr, en masse musvåger - og så et lidt mere sjældent kig på et ravnepar.

De to ravne var desværre ikke indstillet på at lege, så det blev bare til et foto af gumpen på en flyvende ravn. Men ellers en OK start på nedtrapningen til den forestående højtid, hvor første-prioriteten ikke er foto, men en hårdt tiltrængt gang maling på kontoret...




Den gamle tradition

Så blev julen spist ind

Stor grønlansk specialitet: Marinerede ammassætter...
For mange mennesker, der er mere tonalt begavede end undertegnede, er det en årligt tilbagevendende tradition at synge julen ind...

Så er vi gået til bords...
Mine interesser er imidlertid af de mere jordiske og håndfaste, så jeg foretrækker at spise julen ind.
Det skete fredag - som sædvanligt i selskab med min Sct. Georgs Gilde-gruppe. Denne vinterlige tur på landet for begavede og fornøjelige gamle spejdere er en af de faste traditioner her i huset.

Dina bliver sendt i byen - som oftest til en grønlandsk veninde og bevæbnet med grønlandsk proviant - og så er der ellers fri leg for herrerne.

Vi mødtes kl. 12, hvor jeg havde tændt op i havepejsen - og så stod den ellers på dampende varm glögg af den stærke hjemmelavede slags. Udendørs i let frost - vi er vel spejdere... I år fik vi oven i købet besøg af en af naboerne, der hidkaldt af munter mandfolkelatter øjnede chancen for lidt snak og et glas af den inspirerende væske. Og da John alligevel kun skulle køre trillebør den dag, gik det nok an...

Herefter fortrak vi til spisestuen, hvor de månedlige administrative planlægningsopgaver blev klaret. Vi står for flere store arrangementer de kommende måneder, så det gik der lidt tid med - samtidig med at jeg lyttede med fra køkkenet.

Laks Baroque var et nyt indslag i en ellers
 traditionel julefrokost - og den tilhørende spinat
erstattede grønkålen.
Vi lagde ud med de sædvanlige tre slags hjemmelavet sild og lige så hjemmelavet karrysalat. Desuden var der - som noget nyt - også lakserøgede sild med røræg. Denne delikatesse er periodisk svær at skaffe i Danmark, men netop i øjeblikket kan de købes i flere af de store dagligvarekæder - og det skal udnyttes. Det var i øvrigt en stor succes, selv om lakserøget sild var en ukendt delikatesse for gildebrødrene.

Sildene blev - og det var også noget nyt - ledsaget af marinerede ammassætter. En grønlandsk specialitet af de større. Jeg fik ved et svineheld fat i en større portion af delikatessen i for et par uger siden - og det blev så til en obligatorisk smagstest, selv om en af frokostdeltagerne godt nok forsøgte at slippe for de små fisk med de bedende øjne...

Herefter stod den på rugmelspanerede fiskefiletter med hjemmerørt remoulade - også en fast tradition her i huset. Jeg plejer også at byde på hjemmerøget laks, men priserne på laksesider er i øjeblikket helt urimeligt høje, så for første gang i adskillige år var den røgede laks af den købte slags. Det bugte jeg så til at introducere Laks Baroque, der er en opskrift fra det navnkundige "Madlavning for finere mænd"-kursus i Sisimiut.

Grisekød hører jo normalt med til julefrokoster. Den klarede vi med en gang hjemmelavet leverpostej med tilhørende hjemmelavet friskrøget bacon og lidt ristede svampe.

Så hed det gammelost med rom inden den afsluttende ris a la'mande lavet som kage. Det er også en gammel tradition her i huset - selv om den håndværksmæssige finish på den smukke kage fortsat lader noget tilbage at ønske i disse bagedyst-tider. Kagen blev naturligvis ledsaget af en flaske portvin af de bedre, inden transporten gik mod Aalborg for gæsternes vedkommende.

For mit vedkommende var det ved at være sengetid- og jeg hørte slet ikke, da fruen kom hjem...
Ris a la'mande på ølandsk!

torsdag den 14. december 2017

Strø salt på halen

Nu falder julesneen hvid

Hvis man skal fange en fugl, skal man strø salt på dens hale. Sådan lyder en gammel talemåde.

Meningen er naturligvis, at hvis man kan komme tæt nok på fuglen til at strø salt på dens hale, så kan man også fange den.

Jeg kom til at tænke på talemåden her til morgen, hvor julesneen væltede ned. Jeg var lige en tur ovre ved bålpladsen for at rydde op inden morgendagens julefrokost for de gamle spejdere. Jeg havde hele tiden følgeskab af en solsort, der ganske vist ikke havde salt på halen, men derimod de nydeligste snefnug.

Og måske den ønskede at få salt på halen. Jeg mener, det kan da smelte sneen på halen...

Solsorten var meget tillidsfuld. Jeg formoder, at den fulgte mig, fordi jeg blandt andet rodede i nogle visne blade, der helt sikkert gemte på godbidder af den slags, solsorter kan lide - og ikke fordi fuglen har specielt meget tillid til mig.

Udsigten fra kontoret på en dag, hvor julesneen
er faldet det meste af formiddagen.
Generelt er solsorter ellers ganske tillidsfulde. Det er risikoadfærd, så mange af dem ender deres dage i munden på Danmarks grådigste rovdyr, katten, men eftersom der er flere millioner ynglende solsortepar i Danmark, påvirker kattenes hærgen tilsyneladende ikke bestanden.

På en dag som i dag, hvor sneen vælter ned, er det i øvrigt ganske svært at holde julehumøret fra døren. Men der skal nok komme grus og varme i maskineriet, så den hvide jul er langtfra sikret - selv om det vil glæde en ægte snetosse som undertegnede....

onsdag den 13. december 2017

Julebag

Småkager

Der har rigtig været gang i julebageriet i det lille hus på Øland.

Vi går ikke ned på udstyr...
Lysten til småkager har været lidt større end normalt ved juletid, så der er blevet bagt i flere omgange. Det smager jo godt, og småkager er så dejligt nemme at snuppe, når man lige går forbi kagedåsen.

Det er mest bloggeren selv, der står for bageriet, men fruen har da også bidraget med brunkager efter en gammel grønlandsk opskrift.

Jeg bruger altid en universalopskrift bestående af 250 gram smør, et æg, en stang vanille, 200 gram sukker og 350 gram mel. Den er nem at huske fra år til år - og så kan den varieres næsten i det uendelige. Til vanillekranse for eksempel tilsætter jeg lidt hakkede mandler og lidt ekstra vanille, og til spiralkagerne tilsætter jeg lidt kakao til halvdelen af dejen.

Indtil videre er det blevet til vanillekranse, spiralkager, jødekager og korenderkager. Næste gang skal jeg huske også lige at lave finskbrød - dem med perlesukkeret - og så er udvalget komplet til den forestående højtid.
Så er der vanillekranse...

mandag den 11. december 2017

Den første sne

Sne og julemørke

Søndag vågnede vi op til sæsonens første sne. Ikke meget, men dog sne.

Vandstanden er fortsat høj i Limfjorden
 efter sidste uges storm fra vest.
Det er et vink med en vognstang om, at det nu er på tide at skifte til vinterdæk, men jeg vovede dog et øje og tog en tur rundt på distriktets små veje, vel vidende at det nok var mere sikkert at tage en ridetur på Bambi ved islægstide.

Det var lang tid siden, at jeg sidst havde været ude med kameraet, men det var nu ikke fordi motiverne stod i kø i det gustenmørke næsten-vinter-solhvervs-vejr med en skybase i cirka 30 meters højde. Og fuglene? De var ganske og aldeles væk.

Om mindre en to uger vender det, og vi går mod lysere tider igen. Det skal nok blive godt. Og så er der bestilt tid til vinterdækkene onsdag formiddag...

søndag den 10. december 2017

Julehilsen til Grønland 2017

Hyggelig sammenkomst i Musikkens Hus

Det grønlandske kor i Nordjylland, Ikinngutigiit, i en
 næsten psykedelisk kulisse.
Onsdag aften deltog jeg i optagelserne til årets julehilsen til Grønland, der igen i år foregik i Musikkens Hus i Aalborg.

Der var udsolgt i Musikkens Hus.
Som sædvanlig var det en både hyggelig, smuk og rørende begivenhed, der i år foregik i en meget afslappet stemning. Billetterne var udsolgt flere måneder i forvejen, men da jeg deltog rent professionelt var det nu ikke det store problem for mig. Dina var på ventelisten, og det var først i sidste øjeblik, at hun fik sin billet. Så kunne vi sidde i den store sal og vinke til hinanden.

En del af showet var viet ofrene for sommerens tsunami-katastrofe ved Uummannaq. Det var meget gribende og lommetørklædet måtte frem allerede lang tid før den afsluttende Guuterput. Det var så slemt, at programværterne Maria Motzfeldt og Timm Vladimir måtte stoppe optagelserne og gentage oplæggene, fordi også deres stemmer knækkede.

Aftenens store overraskelse var Karina Møller, som jeg ikke har hørt siden en optræden i Anchorage i 2004. Hun var ikke nævnt i programmet, men dukkede op sidst i optagelserne med en helt ny støttesang til tsunami-ofrene - og tog alle med storm med opbakning fra en strygergruppe fra Aalborg Symfoniorkester.

Julehilsen til Grønland bliver i år sendt på DR og KNR den 17. december. Se også omtalen i Sermitsiaq.
Karina Møller præsenterede en ny støttesang til ofrene
 for sommerens tsunami-katastrofe, Tikilluarit.
Jeg har produceret tre artikler om optagelserne. Ingen af stederne
fik jeg desværre plads til dette foto af kokken Lars Jeppesen sammen
 med kæresten, så jeg bringer det lige her på bloggen. Lars er en af
 de helt store fortolkere af de grønlandske fødevarer - og forærede
 mig forleden et kilo marinerede ammassatter, der bare smager
helt fantastisk og vil vække lykke til de kommende
julefrokoster på Nørremarksvej.

onsdag den 6. december 2017

Træernes fest II

Juletræer til Grønland

Erling Buus leverer mange af de grønlandske byers juletræer.
Juletræet i Nuuk bymidte er en gave fra Aalborg kommune. Det er en tradition, som stammer tilbage til 2002, hvor Aalborg kommune og den daværende Nuup Kommunea indgik en venskabsaftale.

Juletræerne til Nuuk er alle årene kommet fra skovejer Erling Buus fra Guldbæk syd for Aalborg. Buus driver en stor juletræsplantage på grænsen til Rold Skov, der er Danmarks næststørste skov.

Årets træ er næsten ni meter højt, men det bliver kortet lidt af i forbindelse med opstillingen i bymidten, så Aalborg Kommune skal kun betale for otte meter. Prisen for et større juletræ er 300 kroner pr meter, og med de otte meter til Nuuk er prisen altså 2400 kroner. Hertil kommer transporten med RAL.

Juletræerne er klar til afsendelse. Foto: Erling Buus
Inden træet afsendes fra plantagen, bliver der bundet nogle beskyttende lægter om den skrøbelige top, hvorefter træet svøbes ind i en gigantisk netstrømpe.

- Et træ i den størrelse er typisk mellem 20 og 25 år gammelt, når vi fælder det, fortæller Erling Buus. 

Nuuk er i øvrigt ikke den eneste grønlandske by, der får et juletræ fra plantagen i Guldbæk. I år leverer skovejeren også juletræer på vegne af en række danske kommuner til Uummannaq, Nanortalik, Qaqortoq, Aasiaat, Narsaq og Alluitsup Paa. Det bliver også til et træ til Fuglefjord, der er Aalborgs færøske venskabskommune.

Erling Buus oplyser, at alle juletræerne til Grønland blev afleveret på Grønlandshavnen i Aalborg i slutningen af oktober.

- Juletræet til Nuuk er en fin tradition, som vi gerne holder i live. Træet gives helt i venskabsaftalens ånd med ønsket om en god jul fra borgerne og borgmesteren i Aalborg kommune, oplyser Matilde Kjær Christiansen, der selv er født i Nuuk og nu arbejder som informationsmedarbejder i Arctic Consensus, der er Aalborg Kommunes særlige organisation for arktiske samarbejde, herunder også det daglige samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq.  

Artiklen blev bragt i Nuuk Ugeavis 29. november 2017.

tirsdag den 5. december 2017

Træernes fest

Julen er træernes fest

Borgmester Malik Berthelsen måler
 træet. Foto: Kenneth Høegh
De senere års klimaændringer har gjort det lidt nemmere at være træ i Grønland. Især i Sydgrønland, hvor der flere steder er tale om regulær skovvækst, men når man nærmer sig polarcirklen bliver der langt mellem træerne.

Men de findes. Det opdagede Qeqqata-borgmesteren Malik Berthelsen, da han forleden var på skovtur i Kangerlussuaq med træ-entusiasten Kenneth Høegh fra Kommune Kujalleq. Her fandt de blandt andet en temmelig høj hvidgran, der klarer sig fint i Kangerlussuaqs varme somre og dybfryserkolde vintervejr.

Kenneth Høegh anslår, at træet er det højeste i Qeqqata Kommunia - og kan også fortælle, at hvidgranen oprindeligt stammer fra Arctic Village i det nordøstlige Alaska.

søndag den 3. december 2017

Supermåne

Naturens gang

Det er fuldmåne, og det er december, som er den tid på året, hvor jorden og månen er tættest på hinanden.

Det får månen til at virke kæmpestor, og det kaldes supermåne i medierne. Der er nu ikke så meget hokus-pokus i det, men flot er det i hvert fald.

Det kan vi så glæde os over, mens vi venter på vintersolhverv den 21. december, og dagene atter bliver længere igen. Det er der nemlig heller ikke noget hokus-pokus. Det er bare naturens gang...


lørdag den 2. december 2017

En kongelig affære

International "high-level"

Kronprins Frederik ankom til konfencen sammen med naalakkersuisoq
 Suka Frederiksen og udenrigsminister Anders Samuelsen.
Fotograf-genet styrede helt rutinemæssigt, da Kronprins Frederik fredag morgen åbnede en arktisk konference i København. Lidt royal har man da lov at være - og Frederik er jo også altid mand for et par gode hundeslædehistorier fra Grønland.

Udenrigsministeriets pressemedarbejdere forsøgte at styre begivenhederne og et større presseopbud, da Kronprinsen ankom, men det lykkedes mig for en stund at være uden for poolen, som det hedder, og det øverste foto er i hvert fald taget fra en vinkel, som hverken Billedbladet eller Se og Hør fik. Ikke jordens bedste vinkel, men i hvert fald en anden...

Tilbage i september inviterede Anders
 Samuelsen til en international
"high-level conference". Jeg følte mig
truffet og sagde ja tak...
I indbydelsen til konferencen blev den omtalt som en såkaldt "international high-level". Det er smart, for hvem vil ikke være high-level? Jeg følte mig i hvert fald truffet, og med 300 deltagende direktører, diplomater, pressefolk og politikere fra vores del af Arktis, så lykkedes strategien.

Det blev en fornøjelig dag, hvor jeg mødte adskillige mennesker, som jeg ikke har set, siden jeg i sin tid arbejdede i Arktisk Råd. Mange gange er det jo ikke talerne, men deltagerne som er det mest interessante ved konferencer - og i pauserne blev der minglet godt og grundigt. Det er altid godt at kende de rigtige mennesker - og for mit vedkommende var det altså også en tur ned ad mindernes alle fra tre spændende år som ansat i Arktisk Råd.

Blandt andet mødte jeg Nina, min tidligere chef i Tromsø, og det blev også til et gensyn med samiske Anders Oskal, der er en ivrig fortaler for verdens rensdyravlere. Og så blev det til en masse grønlands-snak - ingen nævnt, ingen glemt, men de var der stort set allesammen, for i virkeligheden er Arktis en meget lille verden.

Det blev også til et kært gensyn med Eigtveds Pakhus, Udenrigsministeriets repræsentationslokaler, hvor jeg i sin tid har tilbragt adskillige mødetimer. Det er smukke lokaler og et godt spisested ikke at forglemme.

Kronprins Frederik er altid en god historie, men rent journalistisk mener jeg, at konferencens tyngde lå i, at det var den første konference i Kongeriget, hvor det såkaldt Arctic Economic Council stod som medarrangør. Rådet, der blev stiftet for fire år siden, er en erhvervs-pendant til Arktisk Råd, og formanden, den finske direktør Tero Rauvaste, gjorde det også godt. Det skal nok blive til et par artikler i den kommende uge.
Frederik mindedes de glade dage på hundeslæde i Grønland
 og fik da også flettet ind, at Mary interesserer sig for
 den såkaldt bæredygtige udvikling.
Kronprinsen hyggede sig i det arktiske selskab.
Udenrigsminister Anders Samuelsen og Kongeriget Danmarks
 arktiske ambassadør Hanne Eskær, Til højre finske Tero Rauvaste,
der er formand for Arctic Economic Council og i baggrunden chefen
for den grønlandske repræsentation i Danmark, Lida Skifte Lennert.
Anders Oskal er en utrættelig talsmand for Association of
 World's Reindeer Herders og en god, gammel ven fra Tromsø.

onsdag den 29. november 2017

Kalenderudfordringer

En fejlleverance

I følge den grønlandske tradition kommer der en julenisse og hænger den klassiske grønlandske julestjerne op i alle hjem, hvor der bor artige børn. Det skulle angiveligt ske natten før første søndag i advent.

Hvorvidt den historie er sand eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Bare konstatere at den nisse, der kom forbi Nørremarksvej i hvert ikke kan sin kalender. For stjernen var på plads en uge før første søndag i advent.

Så nu har vi altså taget hul på julen i utide. Det er vi forresten ikke ene om. Skal man tro reklamerne i TV har det været jul længe, og nu er lokalradioen da også begyndte at spille julemelodier.

Det var fruen, der mente, at jeg skulle tage et foto af stjernen - og det har jeg hermed gjort. Men jeg kunne altså ikke dy mig for også lige at køre billedet gennem photoshoppen. Det nærmer sig kunstfoto, selv om billedet hverken er sorthvid eller uskarpt...

tirsdag den 28. november 2017

Bobler og egetræ

En mangel i opdragelsen

Tre spanske vinfolk i det kolde Nord. Fra højre er det  Pablo
Echavarri fra Baron de Lay, imdten Mereia Vinals fra Codorníu.
Jeg fik ikke lige fat i navnet på kvinden til venstre,
der ligeledes repræsenterede Codorníu.
Man bliver aldrig for gammel til at lære noget, så mandag eftermiddag fik jeg rettet op på en lille detalje, som er smuttet i min opdragelse.

Når man åbner en flaske mousserende vin, skal man ikke fjerne ståltråden fra proppen, men lade den blive siddende, når den er løsnet. Så tager man et solidt greb i proppen med venstre hånd, mens man med højre hånd drejer flasken fra side til side, indtil proppen ryger af med et lille pop...

Så blev jeg så klog! Ikke at jeg nogensinde har haft problemer med at åbne en flaske bobler, men plebejer som jeg er, har jeg altid drejet proppen i stedet for flasken. Det er det altså slut med nu!

Den nye lærdom erhvervede jeg på månedens vinsmagning, der bød på fem slags cava fra det spanske firma Codorníu og fire kraftige rødvine fra det ligeledes spanske vinhus Baron de Ley. En del af vinene kendte jeg i forvejen, men vil godt lige nævne et par stykker, som ikke eller kun sjældent findes i almindelig handel.

Codorníu Jaume Gran Reserva 2012: En rigtig gemme-cava, der på trods af sine fem år på bagen fortsat er ung. Meget traditionel champagne-klon lavet på chardonney, pinot noir og xarel-lo. dufter af ferskner og med en lang eftersmag af grønne æbler og nødder.

Jeg var også ret vild med Codorníu Raventos Brut, der bød på de fineste små og blide bobler. Frisk duft og smag af ananas. Vinen er opkaldt efter Raventós-familien, der i 1872 var de første i Spanien, som producerede mousserende vin efter den traditionelle metode og dermed opfandt Cava, som er det spanske modstykke til Champagne og Crémant.

Jeg smagte også - for første gang - Baron de Leys Finca Monesterio, der er interessant, fordi den indeholder 20 % Cabernet Sauvignon-druer. Cabernet Sauvignon er ikke særlig brugt i Spanien, men resultater er kraftig, mørk rødvin med en duft af - undskyld udtrykket - rovdyrhuset i zoo og smagsnoter af eg og kaffe. Dagens bedste rødvin.

Jeg fik i øvrigt også udvidet horisonten lidt på en anden måde... Normalt går jeg uden om søde og halvsøde mousserende vine, men det gik op for mig, at semi seco (demi sec) har nogle helt specielle kvaliteter i den rigtige sammenhæng. Medarbejderne fra Codorníu anbefalede semi seco-varianten til at rense munden efter hovedretten før desserten. Den er faktisk ret forfriskende med livlige, kraftige bobler og en fin limesmag. Det skal i hvert fald prøves til nytår...

Kameraet lå i bilen, så jeg fik ingen fotos fra smagningen, men jeg fangede lige dagens oplægsholdere i P-huset, da jeg var på vej hjem...

søndag den 26. november 2017

Silderier på Black Friday

Julesild

Med til et sildelaugsmøde hører også lystfiskerhistorier.
Her viser Ole den største sild, han har fanget. Det skete vistnok

 til et enkebal.
Det har næppe undgået opmærksomheden, at det snart er jul. Ude i de små hjem sysles der med klejner, småkager og glögg, mens herren i huset kæmper med at rede ledningerne til julens lyskæder ud.

Giftblanderen bød på flydende mirabeller.
Fredag var der nøjagtig en måned til juleaften - og så var det også den såkaldte Black Friday, hvor forretningerne prøvede at overgå hinanden med gode tilbud. Dagens allerbedste tilbud var dog på Øland, hvor sildelauget mødtes for sidste gang i år.

Det er et traditionsrigt møde i den sluttede kreds af gæve mandfolk på Øland, for det er her, man tilbereder julesilden. Adskillige hundreder af sild har måttet lade livet, så øboerne kan bære julen ind med maner og i overensstemmelse med de allerbedste traditioner for en god sild.

Fremmødet var beskedent: Sølle seks mand mand blev det til, men de fraværende havde gode grunde til fraværet, så det måtte nu blive sådan.

Bjarne og skriverkarlen stod for opgaven med at filettere de fuldfede islandske sild, der udgør råvaren til både de marinerede og kryddersilden. Det gik som en drøm, for det var samtidig lejligheden til at indvie laugets nye filetteringsknive. Når bare værktøjet er i orden, kan mænd jo løse stort set alle verdens problemer og udfordringer.

Rent undtagelsesvis bringer vi et foto
 af skriverkarlen. Foto: Oldermanden
Samtidig gik Ole og HC i gang med at tilberede de stegte sild, der for en god dels vedkommende røg i marinaden til julesildene, mens resten - fire styk pr mand - gik til det afsluttende måltid, der som altid på årets sidste møde stod på stegte sild med kartofler og løgsovs.

Giftblanderen stod for underholdningen med endnu en god blanding - denne gang en brændevin trukket på de vilde mirabeller fra læhegnet ved Søndergårde. Det var en brændevin med tydelige mindelser om serbisk slivovitz, men da ingen af laugsbrødrene mestrer det serbiske sprog, blev den skyllet ned med et russisk "Na zdoróvye".

De stegte sild og løgsovsen blev skyllet ned med købeakvavit fra lageret og øl. Men selv om der blev gået til stålet, var det åbentlyst ikke nok, for aftenen sluttede med den mest ynkelige version af Ølandssangen i mands minde...

Men nu er julesilden i hus, og så er vi sådan set klar til julen på den lille ø...
Aftenens traktement var, som traditionen
byder, stegt sild med kartofler og løgsovs.
Ole og HC i gang med at stege sild vendt i rugmel.
De nye filetteringsknive kom i (s)ilden for første gang.
Det blev fejret med et gruppebillede.