torsdag den 31. marts 2011

Jyske lov

Det har vakt nogen opsigt, at svenskerne nu er begyndt at levere deres gamle danske effekter tilbage. Det er kun rimeligt i lyset af, at Danmark for lang tid siden har leveret de islandske håndskrifter tilbage til Island. Så nu venter vi kun på, at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage - retmæssige ejere af disse landsdele, som vi er.
Indtil videre drejer afleverings-forretningen sig dog kun om en gammel afskrift af Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, der i den snart forgangne uge blev leveret tilbage til Det Kongelige Bibliotek.
Jyske Lov er især kendt fra de indledende ord "Med lov skal land bygges", der jo er en retorisk toppræstation, som landets lovgivere gennem alle tider har holdt sig efterretteligt. Nutildags er der desværre gået inflation i byggeriet - og love i tusindtal hagler ned over den sagesløse danske befolkning.
Det skyldes nok, at lovgiverne aldrig er kommet videre i Jyske Lov end de første fem ord. For Valdemar Sejr fortsætter nemlig "men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov". Det er vise ord, som demonsterer, at Valdemar Sejr var en statsmand i verdensklasse. Befolkningen kan i høj grad klare sig selv og behøver faktisk ikke regler for alting.
I høj grad kan vi nemlig sagtens nøjes med vort eget - hvis ellers staten ville lade vore indtægter og ejendom i fred i et samfund, hvor flertallet lever af det, som mindretallet - vi, det skabende folk - tjener. Fortsætter denne udvikling vil der i løbet af få år ikke være en eneste ærlig sjæl, som gider arbejde her i landet. Baggrunden for de fleste love er jo misundelse og et forsøg på at kapre næstens ejendom, fordi man selv er så snotdum, at man ikke evner at skabe noget produktivt. Hvis politikerne ville lade enhver nøjes med sit eget, så behøvede vi ingen love.
Jyske Lov har i disse dage 760 år på bagen - og byder stadig på statsmandskunst!

Jesper

Foto: WikiPedia

Stedmoder

Dagens forårsbebuder er stedmoder-blomsten - og det er i virkeligheden det rene snyd. For blomsten er købt i Bilka for halvanden krone stykket, og den er med garanti vokset op i et drivhus - måske endda i Polen eller Holland.
Men nu har vi i hvert fald plantet en masse stedmoder-blomster i krukkerne foran huset - og på den måde signalerer vi over for omgivelserne, at vi også er med på foråret.
Og så er det forresten ikke mere snyd end som så. For i vort eget drivhus står stedmoder-blomster af egen avl parat - og er om en uges tid klar til udplantning. Det er resultatet af et lille forsøg, hvor vi såede stedmoder i urtehaven, da høsten var fordi. For en måneds tid siden priklede vi de små planter og flyttede dem til drivhuset - og eksperimentet ser faktisk ud til at lykkes.
Det vender vi naturligvis tilbage med, når de blomstrer...

Jesper

onsdag den 30. marts 2011

Arktisk pip

Det er en sand opvisning i camouflage-teknikkens svære kunst, når en snespurv hopper rundt i strandkanten. For den ellers ganske iøjnefaldende, næsten hvide fugl falder imponerende godt ind i en dansk strandbred med sand og ral. Det ses tydeligt på disse billeder, som jeg tog onsdag aften ved Ejstrup Strand.
Det var egentlig lidt af en overraskelse, at en lille solnedgangs-tur til Vesterhavet bød på et gensyn med denne arktiske karakterfugl, som vi kender så godt fra årene i Grønland. Ikke at snespurven er ualmindelig i Danmark ved vintertide - men her i slutningen af marts har det store flertal allerede sat kursen mod køligere himmelstrøg.
For snespurven, der er en anelse større end en gråspurv, holder af de koldeste egne på jorden. Selv i Tromsø, der ellers ligger 700 km nord for polarcirklen, så vi kun snespurven på trækket -for der var åbenbart for varmt.
De fleste snespurve i Danmark stammer fra enten Østgrønland eller det allernordligste Skandinavien. De to hunner og en han, som vi så onsdag aften er helt sikkert også på vej - men der skulle altså lige samles lidt føde inden turen over det store hav til det Arktis, der endnu - global opvarmning eller ej - stadig er koldere end lille Danmark.

Jesper

Violer

Dagens forårsbebuder er viol - eller nærmere bestemt marts-viol, der er den første af de danske violarter til at blomstre. Den kendes fra skovviol på de mørke, blåviolette blomster.
Violen er en ganske taknemmelig bundplante, som vi blandt andet har i et lille rosenbed tæt ved huset på sydsiden - og det var da også på denne lune plet, at vi i dag så de første blomster.
Violen formerer sig ved rodskud - det er det, der gør den velegnet til bunddække. Men vi har den nu overalt i haven. Det skyldes sandsynligvis, at violens frø er meget sukkerholdige - og at de derfor er rigtig myremad. Det er en del af plantens spredningsteknik - og de mange violer er derfor også et tegn på, at vi desværre har rigeligt med myrer i haven.
De søde frø har samtidig gjort violens blomster til en lille delikatesse, som ofte bruges i konditorhåndværket i form af kandiserede violblomster. Man kan forresten også lave marmelade af violblomsterne. Det har vi god endnu til gode her i huset - men det var måske en ide at prøve en af de nærmeste dage. For violer har vi nok af.

Jesper

tirsdag den 29. marts 2011

Tænk sig: Vi overlevede...

Jeg modtog i dag en af de der "kopier og send videre"-mails. Den slags er ofte kilde til irritation, men i det her tilfælde må jeg indrømme, at jeg sjældent har læst noget, som jeg i den grad er enig i - og jeg bringer derfor teksten her (lettere redigeret):
Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40'erne, 50'erne, 60'erne, ja til og med tidligt i 70'erne ikke have overlevet. Vore børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel! Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege.
Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske - uden at nogen rent faktisk døde af det. Man brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogle ture i grøften lærte man at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen - Ingen havde jo mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen playstations, Nintendo 64 eller X-boxe - i det hele taget ingen Tv-spil, ikke 99 Tv-kanaler, ingen videofilm, dvd'er, cd'er, surround-sound, mobiltelefoner, hjemmePC'er eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem! Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud. Men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden - kun os selv.
Husker du uheldene? Vi sloges,blev gule og blå og lærte at komme os over det. Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde, spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!
Denne generation har fostret nogle af de bedste problemløsere og mest risikovillige investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, successer og ansvar,og vi lærte at forholde os til det alt sammen. Og du er en af dem. Tillykke!!!
Du oplevede den store lykke at vokse op som barn, før lovgivningsmagten og andre myndigheder regulerede "vores liv til vores eget bedste?" Det gode liv var vores.

Billederne til historien fandt jeg i arkivet. De stammer fra min spejdertid. Det øverste er fra en jamborette i Rold, hvor vi blandt andet morede os med at sejle på hjemmelavede tømmerflåder i et af skovens tørveskær. Bemærk at vi selvfølgelig ikke bruger redningsveste - den slags brugte man ikke den gang, men vi overlevede jo alligevel. Det andet billede viser latrinet på vores faste lejrplads i Grønnerup. Det er et hul i jorden, men med rindende grundvand. Gad vide om nutidens unge overhovedet kan finde ud af at skide i et hul i jorden?

Jesper

Forsythia















I denne uges serie om de glade forårsbebudere skal vi selvfølgelig også have forsythia med.
Akkurat som krokus og erantis gør den ikke det store væsen af sig - undtagen lige når det vrimler frem med gule blomster her om foråret. Oven i købet er den nem at snyde, så hvis bare man tager nogle grene indendørs - lidt før tid - springer de velvilligt ud og sætter deres eget gule præg på stuen.
Når grenene her er afblomstret, sætter jeg dem i en potte med jord. Her kan de stå i drivhuset (husk lige at give dem vand!) til efteråret. Så har grenene sat rødder og klar til at blive plantet ud - og jeg har sparet en formue i penge til planteskolen. Det er altså næsten for nemt, hehe.
Og i løbet af et par år, vil der være endnu flere grene til at tage ind og bebude foråret...

Jesper

mandag den 28. marts 2011

Fem minutters berømmelse

Øland fik mandag sine fem minutters berømmelse.
Takket være lille rødhårede Holgers forsvindings-nummer i Tranum Klitplantage, rettede hele den danske verdenspresse interessen mod Øland, fordi han nu en gang kommer her fra egnen, og fordi der mandag aften var en lille sammenkomst på skolen, hvor alle deltagerne i eftersøgningen kunne få en tak fra forældrene - og i øvrigt snakke begivenheden igennem.

DR tog stikket hjem i udsendelsen kl. 17.50, hvor man sendte direkte fra trappen foran skolen. En stakåndet reporter kunne berette, at "inde bag denne glasdør vil de involverede om halvanden time få mulighed for at tale med en krisepsykolog".

Det er mig en fortsat kilde til undren, at disse såkaldte krisepsykologer i vore dage er blevet et af de væsentligste elementer i pressens dækning af politistoffet - noget der i de gode gamle dage faktisk var en af de smukkeste journalistiske discipliner, hvor reporterne virkelig satte en ære i at skille skidt fra kanel - og udelukkende formidle facts og væsentligheder.

Senere samme aften kunne Aftenshowet afsløre, at forældrene "var ovre i spejderklubben for at takke for hjælpen". Det er noget uresearchet sludder. For det første var det den lokale skole, som forresten lukker nu til sommer, og for det andet er spejderbevægelsen ikke en klub, som man kan blive medlem af eller lade være. Spejder er ikke noget, man går til, det er noget, man er!

Lad mig i den forbindelse lige tilføje, at jeg tror, at lille Holger vil blive en god spejder. en rigtig frsk knægt er han da. Han har i tidlig alder vist mod på tilværelsen og vilje til at så på egne ben. Han tuder ikke, selv om verden går ham imod, så han skal nok klare det. Jeg har bare ondt af Holger alligevel - for han undgår næppe at høre om begivenheden i alle fremtidige taler og lejlighedssange. Det bliver nu nok lidt trættende med tiden.

Da jeg skulle lave billederne til denne historie, blev jeg forresten ganske ufrivilligt paparazzi - for tilfældigvis var det samtidig med, at Holger og forældrene ankom til Øland skole og blev modtaget af en af de lokale spejderledere. På det nederste billede ser man til venstre tydeligt Holgers karakteristiske rødtop hvilende på mors arme. Det var faktisk ikke det billede, jeg gik efter - men udelukkende et billede af TV-stationernes markante paraboler, som strækker sig mod himlen for at berette sidste nyt i føljetonen om den dag, Holger opdagede verden.

Jesper

Erantis

















Erantis er en anden af de sikre forårsbebudere.


Men i modsætning til krokus, som jeg skrev om i går, er den ikke helt så nem at have med at gøre. Jo, den klarer såmænd sig selv nede i jorden og titter frem, når det bliver forår - ikke noget problem i det!


Problemet er, at den er fire år om at blive voksen. Det vil altså sige, at der går fire år, fra man sår erantis, til man får glæde af det små, gule blomster. Og det problem lider jeg under, for i modsætning til de fleste ældre haver, er der praktisk taget ikke erantis i vores.


Den lille fyr på billedet er faktisk den eneste, der er gammel nok til at blomstre. Jeg har et par stykker mere, som ser ud til at være næsten voksne, så med lidt held bliver det til tre blomstrende erantis til næste forår. Sidste efterår såede jeg en del, men de er endnu så små, at jeg slet ikke vil udtale mig om deres chancer for at overleve, men jeg håber naturligvis det bedste.


Men en ting er sikkert - vil man have erantis, skal man have en god tålmodighed!


Jesper

søndag den 27. marts 2011

Gin og tonic

Gin og tonic er en klassiker inden for den ædle drinks-kunst.
Drinken blev opfundet af englænderne i malaria-befængte dele af imperiet i begyndelsen af 1800-tallet, fordi man havde fundet ud af, at kinin, som er det stof, der giver tonic den bitre smag, har en forebyggende effekt på malaria.
Gin og tonic var et sikkert hit lige fra fødslen - forståeligt nok. Her var der en alkoholisk drik, som man kunne indtage for helbredets skyld. Men medvirkende årsag har nu nok også været, at den faktisk smager helt godt. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, at folk siger nej til en gin og tonic - eller djii'ntii, som den kaldes blandt de dumsmarte.
Den er forresten også så nem at lave, at de fleste kan være med. Et skvæt gin hældes i et glas, der tilsættes isterninger og tonic efter behag, og endelig pyntes der med en lemon- eller citronskive.
Det sværeste er sådan set at finde ud af, hvilken gin der skal bruges. I dag bruger langt de fleste Bombay Saphire - og det er faktisk lidt forkert. For Bombay Sapphire er et nyt mærke udviklet af Bacardi-koncernen, der først kom på markedet i 1987 - og som netop har det indisk-inspirerede navn for at skulle sælges til brug i gin og tonic. Her i huset lader jeg gæsterne selv vælge mellem Bombay Sapphire, Tanqueray og Beefeater.
De to sidste mærker er udviklet i England i henholdsvis 1820'erne og i 1930 - og således mere autentiske, hvis man skal have en G&T, som den blev lavet i imperiets storhedstid. Smagsmæssigt er der ikke den store forskel på de tre mærker, der alle foruden enebær er tilsat op imod en halv snes forskellige urter, heriblandt kvan og koriander.
Gin og tonic er også vore dages flyversjus. Når man flyver på de lidt længere distancer, og det ikke er lavpris, bliver man sædvanligvis altid budt på en sjus inden middagen. Det sker selvfølgelig også, når man flyver til Grønland - og i min omgangskreds er det tradition, når veteranerne fra Grønland mødes, at vi altid starter sammenkomsten med en gin og tonic - så er vi ligesom allerede på vej til Grønland igen.

Jesper

Dagens ord XXXIX

Dagens ord er "ind" - et lille adverbium, der som en kræftsvulst breder sig i moderne dansk - og især blandt yngre, kvindelige reportere i statsradiofonien. Mellem kl. 16.00 og 18.00 i dag hørte jeg en af disse selskabspapegøjer kvidre lystigt på P4, hvor hun spurgte "ind" til problemer, altimens hun berettede om folk, der mødte "ind" på arbejde og opfordrede lytterne til at byde "ind" med historier.
Den Danske Ordbog nævner 165 forbindelser mellem et verbum og "ind" - og blandt disse mange eksempler er kun udtrykket "spørge ind" blandt de ovennævnte medtaget. Her hedder det, at forbindelsen især bruges i behandler- og pædagogisk sprog. Da journalister hverken er psykologer eller pædagoger, ville det derfor klæde radioens reportere, at de undgår den slags sproglig afsmitning fra en opvækst i nogle af velfærdssamfundets mange institutioner.
Og nu jeg er i gang: P4 Nordjylland har en udsendelse lørdag formiddag med det ikke særligt nordjyske navn "Barista"- hvad så end meningen er med det.
På Facebook har folkene bag programmet lagt et link ind til en programoversigt fra TV i de gamle dage for en snes år siden. Meningen er vistnok, at vi skal grine af oplæserens tempo.
Jeg medgiver, at det ikke er særligt spændende, når vi får det, vi ser, læst op, men det at fortælle, hvad vi ser, bliver jo inden for sportsjournalistikken nærmest betragtet som en kunstart - og jeg har derfor svært ved at se det morsomme i, at en oplæser bruger et pænt, korrekt og tydeligt dansk. Det kan disse kvindelige radioreportere lære meget af - og hvad der er nok så væsentligt: Bemærk, hvordan oplæseren holder sig til emnet, og ikke forlyster seerne med private oplevelser. Det kan nutidens journalister sandelig også lære meget af.

Jesper

Hokus krokus...















Netop nu blomstrer krokusen - eller kro'kussen, som Dirch Passer ganske frivolt fik lagt trykket i sin botaniker-monolog.
Krokus er en lille forårsbebuder - en løgplante som passer sig selv nede i jorden og kun lige titter frem, når forårets første solstråler begynder at varme jorden.
Vi begynder nu at høste frugten af de krokus-løg, som vi plantede forrige efterår i blandt andet blomsterbeddet foran huset. Det er tydeligt, at løgene i det forløbne år har delt sig, og den lille forårsbebuder begynder at brede sit smukke blomstertæppe ud over hele beddet.
Nogle steder har den selskab af vintergækken, som også breder sig villigt i haven, men som nu, hvor det er blevet rigtigt forår, synger på sidste vers - for i år, vel at mærke!
Nu er der en del løg i jorden fra den forrige ejers tid. Blandt andet i græsplænen rundt om flagstangen står der også en del krokus. Heriblandt er der også en vækst, som minder om krokus, men alligevel ikke er helt som de andre. Det er den blå blomst på det øverste billede. Jeg har ikke lagt mærke til den sidste år, men den har sikkert været der alligevel. Men nu spørger jeg bloggens læsere: Hvad er det..?
Forresten er der ikke spor frivolt over ordet krokus. Det er afledt af græsk krókos, der også er stammen til ordet krog - og antyder vel sagtens den lille forårsbebuders tilbøjelighed til at blomstre i ensolfyldt krog.

Jesper

fredag den 25. marts 2011

I Dovregubbens sal

Dovregubben er en norsk bjergtrold, som bor dybt inde i Dovremassivet i Henrik Ibsens skuespil Peer Gynt.
Men det er som bekendt også navnet på mine domæner på internettet - denne blog og min hjemmeside. I øjeblikket er jeg ved at lave et afsnit om Dovregubben til hjemmesiden - og her vil jeg også byde på et par eksempler på den musikalske side af Dovregubben.
Den norske komponist Edward Grieg har nemlig skrevet musik til Peer Gynt, blandt andet den pompøse "I Dovregubbens sal", som er noget af det bedst kendte norske musik overhovedet.
Blandt andet blev musikken i min ungdom udgivet af Skive-orkestret Iron Duke, som med pladen First Salvo fra 1974 blev en dansk eksponent for den symfoniske rock.
Netop den indspilning har jeg faktisk tænkt på som en slags kendings-melodi til hjemmesiden, og jeg henvendte mig derfor til orkestrets bagmand Hans Reesen for at få lov til at bruge indspilningen - og måske få en MP3-fil med musikken. Tilladelsen var der ikke noget problem med - men sjovt nok havde han ikke selv pladen, så lydfilen kunne han ikke hjælpe mig med.
Nu vidste jeg imidlertid, at min gamle skolekammerat og Vesthimmerlands rock-arkæolog par exellence, Per Lyngby, har pladen - og han har løst problemet for mig. Tak for det, Per! (Godt Peer Gynt er halvt fuldendt...)
Nu er der ikke meget ved lydfiler på nettet, så jeg har i dag redigeret musikken om til en video. Desværre har jeg ingen billeder fra netop Dovrefjeldet - men da Dovregubben i Ibsens skuespil er et symbol på alt, hvad der er norsk, gør det nu heller ikke så meget. Jeg tog derfor en håndfuld billeder fra Nordland, Troms og Finnmark fylker i stedet. Det er jo den del af Norge, som jeg kender bedst - og hvor jeg har boet og levet i sammenlagt tre et halvt år. Det er der kommet denne video ud af:

Videoen og mere stof om Dovregubben vil i løbet af weekenden dukke op www.dovregubben.dk. Fotoet øverst stammer fra Trollfjorden nær Svolvær på Lofoten - og det lugter da en lille smule af norske bjergtrolde. Trollfjorden var i 1890 rammen om det såkaldte Trollfjordslag, som var kulminationen på en kamp om rettighederne til Lofotfiskeriet - og en central begivenhed, når man skal forstå norsk kystkultur. Men det er en helt anden historie, som vi tager en anden gang.

Jesper

torsdag den 24. marts 2011

Når øboer synger

Når folk på Øland - øboerne - mødes, synger man altid Øland-sangen.
Denne musikalske hyldest til hjemstavnen har jeg berettet om tidligere, men det er nu lykkes mig at få fat i en optagelse af sangen med Øland Karlekammerkor, som jeg skal bruge til Øland-afsnittet på min hjemmeside.
Nu er der ikke meget ved rene lydfiler på internettet, så derfor har jeg sat billeder til sangen - og den er nu tilgændelig på YouTube.
Redigeringen er klaret på et par timer - og billederne er fundet i arkivet i al hast, så der er ikke den store sammenhæng mellem billeder og tekst. Det er måske et projekt, som jeg kan se nærmere på i sommerens løb.
For problemet er egentlig, at jeg mest interesserer mig for vejrmæssige ekstremer - og derfor ikke har så forfærdeligt mange billeder, der emmer af solskin og idyl, sådan som teksten til "Du skønne ø..."
Øland Karlekammerkor havde sin første øveaften den 7. april 2008 - og indspilningen er foretaget live den 19. maj samme år. Koret mødes en gang om ugen i vinterhalvåret for at øve hjemlandets vemodige sange, og alt efter humør lyder det angiveligt som enten "Mestersangerne fra Nürnberg" eller "Fangernes kor".
Her er Øland-sangen:


Jesper

mandag den 21. marts 2011

Møgspreder

Livet på landet indebærer mange fordele. Blandt andet at det er nemt at skaffe gratis og naturlig gødning.
Forleden fik jeg en trailer med hestemøg fra en af de lokale rideskoler. Dejlig gæret hestemøg med den mest vidunderlige syrlige duft af både halm og møg.
Nu er der måske nogle byboere blandt læserne, som vil rynke lidt på næsen, men nej, det dufter faktisk temmelig dejligt.
Jeg skal bruge hestemøget til at gøde min urtehave. Det var jo den, som jeg sidste år anlagde på det fremskudte dige i baghaven, og hvor jeg kørte 35 m3 tung lerjord på - med trillebør.
Jorden viste sig at være særdeles frugtbar, men dog lidt hård at arbejde med. Det er derfor mit håb, at jeg ved at tilføre hestemøg med tiden kan gøre jorden lidt lettere - og så synes jeg egentlig også, at det er tiltalende at gøde jorden på den gode gammeldags facon, sådan som man har gjort i århundreder - uden industrielt fremstillet kunstgødning.
Hestemøg består principielt af to ting - møg og halm. Møget giver jorden kvælstof, og halmen giver kulstof - to af de afgørende komponenter i frugtbar jord.
Jeg har principielt ikke noget imod hverken kunstgødning eller diverse ukrudtsmidler, men jeg vil alligevel helst gøre tingene på den gammeldags facon, når det er muligt. Jeg tror på, at det giver en større tilfredsstillelse, når man ser tingene gro - og så ved, at der ligger godt med reelt arbejde bag det.
Det kan nemt lyde både filosofisk og religiøst, men det er det på ingen måde. Det har snarere noget med mit produkthandler-gen at gøre. Al ting har en værdi - også affald. Det logiske kredsløb må nu en gang være sådan, at alting går ind i en cyklus og gør sin nytte - også hestemøget.
Samtidig mener jeg, at troen på, at værdier kan skabes uden arbejde, er en af den moderne tidsalders største svøber - og derfor tager jeg gerne tørnen som møgspreder i min have.

Jesper

søndag den 20. marts 2011

Sushi à la Nuuk II

Det er nu ikke bare på de danske fisketorve, at havets ultimative forårsbebuder, stenbideren, har holdt sit indtog. Stenbideren er også kommet til Nuuk, oplyser Benny Kokholm i en mail fra den grønlandske hovedstad.
Det er omtalen forleden af den specielle stenbider-sushi fra Nuuk, som får Kokholm til at reagere. Han kan nemlig også fortælle, at prisen på de eftertragtede stenbiderhanner, som bruges til sushi er 50 kroner kiloet, hvilket er cirka dobbelt så meget som i Danmark.
Til gengæld betyder det omfattende stenbider-fiskeri, at der er rigelige mængder stenbider-rogn til salg. Her er prisen cirka en tredjedel af prisen i Danmark, 50 kroner kiloet. For fiskerne i Nuuk er det imidlertid stadig en god forretning at sælge rognen direkte til forbrugerne. Royal Greenland giver nemlig kun 30 kroner kiloet.
Benny Kokholm kan også fortælle, at det er nye tider for Nuuks fangere og fiskere. Hygiejne-hysteri og en hastigt ekspanderende dyrlæge-kontrol har nemlig tvunget kommunen til at bygge et helt nyt marked til Nuuks fangere og fiskere. Kokholms billeder illustrerer tydeligt forskellen mellem forholdene på det gamle "bræt" og den nye markedsplads.
Det er flot og dyrt, men påfører naturligvis også erhvervet store udgifter, så mange fritidsfiskere ser det stadig som en fin mulighed at arrangere et hurtigt bagagerums-salg på gågaden foran Brugsen.
Benny Kokholm foretrækker forresten at købe sine råvarer foran Brugsen - uden dyrlægekontrol. - Her er du sikker på, at varen er dybfrossen, lyder argumentet, og det er jo fornuftigt nok, når temperaturen i den grønlandske hovedstad i disse dager ligger mellem 10 og 15 graders frost.
Jeg kan kun erklære mig enig med Kokholm i dette synspunkt - og jeg finder det faktisk helt urimeligt, at et folk, som har overlevet de barske forhold på verdens største ø gennem århundreder, nu pludselig skal underkaste sig den vestlige verdens hang til renhed, hygiejne og bureaukrati. Markedet kan nemlig sagtens regulere det selv. Dels er forbrugerne jo kloge - og de køber selvfølgelig ikke dårlige råvarer - og forresten er det jo det rene selvmord for en fanger at sælge fordærvet mad. Den slags rygtes jo!

Jesper

Foto: Benny Kokholm

Say cheeeese















Jeg ved ikke lige, hvorfra myten om, at månen skulle være en grøn ost, stammer. Men når vi ser på fuldmånen i nat, er der i hvert fald mange ligheder med en hullet, gammel ost.
For den er slidt, er den... Månen, jordens tro følgesvend, som dag ud og dag ind suser rundt om vor gamle Moder Jord.
Hundredvis af meteornedslag har efterladt lige så mange ar. For uden atmosfære er der ingen vind på månen, ikke et regnskyl eller andet, som med tiden kan slette disse spor, sådan som det er sket her på jorden.
Månen er tæt på i disse dage - hvis man da ellers kan betegne en afstand på 356.577 km som tæt på. Men afstanden svinger faktisk med op imod 50.000 km, da månens bane rundt om jorden ikke er cirkulær, men eliptisk.
Set med det blotte øje betyder 50.000 km ikke alverden, men faktisk betyder det, at lyset fra månen er cirka 30 procent stærkere i øjeblikket - og det gør faktisk nætterne her omkring fuldmåne ganske lyse. Også selv om det forresten er noget vrøvl at tale om lyset fra månen. For lyset kommer jo ikke fra månen, men er blot en spejling af solens lys. For solen - den største atomreaktor af dem alle - er kilden til alt lys og dermed liv i vores del af verden.
Og solen så vi en masse til lørdag. Foråret er på vej - og det spirer overalt. Lad os håbe, at vi ser endnu mere til solen i de kommende dage. Oven i købet er det i dag søndag forårsjævndøgn - det vil altså sige, at dag og nat varer lige længe - og det er en sikker dato, når man længes mod de lyse tider. Om en uge går vi over til sommertid - men det er ren fusk og talmagi. Dagen bliver ikke en tøddel længere af, at vi går over til sommertid - så det er mig fortsat en gåde, hvad det pjat nu skal gøre godt for.

Jesper

lørdag den 19. marts 2011

Brandudsalg















Det lokale loppemarked slap lørdag eftermiddag af med alle lopperne i et snuptag, da der udbrød brand i den lade, hvor varelageret opbevares.
Loppemarkedet ligger en bitte kilometer fra vores lille parcel, men der gik alligevel det meste af en halv times tid, før det gik op for mig, at der var noget galt. Jeg arbejdede i haven og havde godt bemærket, hvad jeg opfattede som geværskud oppe fra skoven. Men pludselig gik det op for mig, at det var en lyd, som jeg sådan set kender udmærket fra alle de ildebrande, som jeg efterhånden har fotograferet. Det forvirrede mig lidt, at jeg ikke kunne se noget røg, men til sidst sejrede nysgerrigheden - og jeg tog bilen og kameraet.
Da jeg ankom til brandstedet, var ilden lige brudt gennem taget - og pludselig var der også røg, som kunne ses viden om. Jeg fik parkeret, så jeg ikke holdt i vejen for eventuelle udrykningskøretøjer, men på det tidspunkt var jeg faktisk stadig i tvivl om, om det måske var en kontrolleret afbrænding af bygningen, der mildest talt har virket faldefærdig i nogle år.
Jeg gik ned til loppemarkedet langs en afvandingskanal - det tog cirka fem minutter - og ankom til stedet samtidig med den første brandbil.
Som det ses af billederne, var der ikke meget at gøre for brandvæsenet. Bygningen var allerede næsten udbrændt. Faktisk gik det imponerende hurtigt, så der har sikkert været masser af gammelt ragelse i den gamle lade.
Brandvæsenet har arbejdet på stedet siden kl. 16.05 og netop nu kl. 19.30 ryger det stadig voldsomt fra brandstedet, men det ser ud til, at ilden er slukket.
Loppemarkedet drives af et ældre ægtepar, som samler ind til børn i Polen. Sidste vinter brød taget på loppemarkedet sammen som følge af snefald.

Jesper

Solgt til d'herrer

Den kom, så og sejrede. Endnu en gang har den grønlandske kaffe demonstreret sin utrolige evne til at forføre selv granvoksne mænd og drage dem ind i nordlysets fortryllende skær.
På gårsdagens møde i Øland Sildelaug demonstrerede jeg, hvordan man laver grønlandsk kaffe - og vandt på den måde 11 nye sjæle, som er klar til gå ud og sprede det glade budskab om denne helt specielle og særdeles forførende drik. Og da fuldmånen lyste op, da vi gik hjem, var det som at gå hjem i den lyse arktiske nat - en stor oplevelse rigere.
Men i øvrigt var der blevet lagt en forsvarlig bund til kaffen. Oldermand Birger havde forberedt en stor omgang braiseret lammeskank med en sovs, der kunne få englene til at synge i nordlysets skær - omend den ellers lyse nat nu ikke lige bød på andet nordlys end det, som tilberedningen af den grønlandske kaffe giver forestillinger om.

Jesper

fredag den 18. marts 2011

Hormoner i fjerdragten















Foderpladsen havde i dag besøg af en gråsisken-han, der helt tydeligt er i hormonernes vold.
Det ses tydeligt på det helt røde bryst, som er karakteristisk for hannerne af denne lille, arktiske karakterfugl, som dog også findes i et mindre antal i Danmark. Af DOF anslået til mellem 10.000 og 20.000 par primært i de jyske klitplantager.
Gråsisken er en lille fugl, der kendes på den røde pandeplet. Hannerne har hele året også lidt rødt på brystet, men netop i ynglesæsonen farves hele brystet rødt - vel nok for at tiltrække hunnerne. Så mon ikke de fleste gråsisken-piger vil sige, at vi her har med en rigtig flot fyr at gøre?

Jesper

P.s. Sammenlign eventuelt med den hun, som jeg havde i kameraet tidligere på året her.

torsdag den 17. marts 2011

Stærekassen

Foråret er jo en fantastisk tid, hvor der sker noget nyt næsten hver eneste dag. I går så jeg en stor flok viber ved Attrup, og i dag hørte jeg, at årets første store stæreflok havde slået sig ned i Hammershøj - tvillingelandsbyen til Østerby, hvor vi bor.
Jeg nåede dog ikke at se stærene ved selvsyn, men de skal være velkomne. For jeg er blevet færdig med mit stærehøjhus, som er tænkt som et væsentligt led i kampen mod alskens utøj i haven.
Højhus er måske så meget sagt, men tre etager blev det da til - og alt over to etager må betegnes som et højhus her på egnen. Stærekassen sidder på garagetaget, hvor jeg har sat den fast til den mast, som huser vindmåleren. Åbningen vender ud mod gårdspladsen, og jeg er lidt spændt på, om stærene vil acceptere, at vi nærmest kan kigge ind i soveværelset - men da jeg jo også gerne vil have lidt billeder af dem, så vover jeg forsøget.
Stærekassen er i øvrigt tilnavnet til Det Kongelige Teaters gamle skuespilhus, der blev opført i slutningen af tyverne. Bygningen, der i sin tid også rummede Danmarks Radio, er en arkitektonisk mærkværdighed, som er hæftet på det oprindelige teater og helt mangler stueetagen. Ligheden med en stærekasse hængende på en væg er slående. Betegnelsen tilskrives folketingsmedlem Elna Munch, der var voldsom modstander af projektet og angiveligt skulle have spruttet voldsomt i den tale, hvor hun ufrivilligt holdt den nye teaterbygning over dåben. Det og meget mere kan læses i en lille publikation, som Det Kongelige Teater har udgivet.
Her på Øland sprutter vi ikke, men ønsker blot i al ydmyghed stæren velkommen.

Jesper

Sushi à la Nuuk

Med forårets komme er det også blevet sæson for stenbidere.
Den seneste uge er prisen på stenbiderrogn faldet til en femtedel på torvet i Aalborg - og netop nu er denne dejlige delikatesse inden for rækkevidde for selv en ellers noget påholden nordjyde.
Men her i huset er det nu nok rå stenbider, som vækker størst lykke. Ikke fordi jeg synes, at det er noget særligt, men for en rigtig nuummioq (en person som kommer fra Nuuk) som Dina (det lokale hjemmestyre) er rå stenbider simpelthen jordens største delikatesse.
Så da prisen på stenbiderhanner i går røg ned på tre for en halvtredser på torvet i Aalborg, var der ganske enkelt dækket op til rigtig råhygge. Den første stenbider blev lynhurtigt parteret - indvoldene røg i en gryde - og så blev fisken ellers spist i små stykker dyppet i soya: Sushi à la Nuuk.
Det er lidt sjovt med denne hang til rå stenbider. Så vidt jeg kan finde ud af, er det en meget lokal specialitet i Nuuk-området, hvorimod resten af Grønland nok har nærmest den samme holdning som de fleste danskere - interessant og eksotisk, men ikke noget særligt.
Stenbideren er forresten særdeles talrig i Godthåbsfjorden og et af fjordens små sunde i skærgården ved Nordlandet er endog opkaldt efter denne ikke særligt kønne fisk, hvor hunnen har det lidet flatterende øgenavn, kvabsoen.
Forresten er det også rogn fra stenbideren, som forhandles i butikkerne under navnet Limfjords-kaviar, så også her på Limfjordens bredder sætter vi stor pris på en af de allerførste forårsbebudere. Faktisk har stenbideren været på markedet siden begyndelsen af februar, men indtil nu har leverancerne været generet af is-situationen. Nu er isen imidlertid væk - og så er det bare med at komme i gang. Velbekomme.

Jesper

tirsdag den 15. marts 2011

Land og folk

Danmarks Kommunistiske Parti udgav fra 1941 til 1991 en dansk pendant til Pravda med det meget sigende navn Land og Folk. Oprindeligt startet som illegal avis under krigen, men som dagblad fra befrielsen. I en kort periode i 1945 hed det Folkets Dagblad, men det blev hurtigt skiftet ud med Land og Folk - og når man kender kommunisternes anstrengte forhold til Sovjets store nabo mod øst - det ligeledes kommunistiske Kina, var det sikkert meget fornuftigt, da Folkets Dagblad som bekendt er navnet på den partiavis, som kineserne åbnede i 1948.
Nu må læserne virkelig undskylde mig, for jeg fik vist startet lidt skævt på denne artikel, som i virkeligheden handler om, at det åbenbart var en god ide, da jeg sidste efterår etablerede et foderbræt specielt designet til at fotografere fugle på. For et par af de billeder, jeg har taget på foderbrættet, indbragte mig et par præmier i form af en masse foder til fuglene i en fotokonkurrence udskrevet af butikskæden Land og Fritid.
Nu er der bare det, at jeg ikke kan høre navnet Land og Fritid uden uvægerligt at komme til at tænke på Land og Folk - og det er derfor, jeg kom lidt skævt ind på denne artikel.
Under alle omstændigheder er man hos Land og Fritid blevet så glad for billedet "For en gangs skyld er grønirisken i mindretal" med tre dompapper, som har omringet en grønirisk på foderbrættet, at man i øjeblikket bruger billedet som baggrund på virksomhedens hjemmeside. Og det er jeg naturligvis stolt af - og i den kommende tid vil der nok være et lidt ekstra solsikkekerner til dompapperne, som stadig aflægger foderbrættet besøg - selv om det ikke sker i samme mængde og med samme intensitet, som dengang frost og sne knugede det ganske land og folk - ups, der var den igen.
Jeg har forresten samlet nogle af mine fuglebilleder i et Flash-modul på min hjemmeside. Det har knebet lidt med at få det til at fungere i alle browsere, men det problem skulle nu være løst, så har du lyst til at se mere til fuglene, kan du klikke her.
Dagbladet Land og Folk gik som bekendt ind med kommunismens store sammenbrud i 1990 - men avisen har faktisk stadig en lille hjemmeside - ikke store sager, men dog en hjemmeside. Den kan ses her.

Jesper

P.s. En gammel vits: Stalin besøgte en spåkone og fik at vide, at der var en god og en dårlig nyhed. Den gode var, at Finland endelig havde overgivet sig i grænsekrigen - og den dårlige var, at det var grænsekrigen mellem Finland og Kina:)

Foto: Land og Folk logoet er taget fra Den store Danske.

mandag den 14. marts 2011

Den, som keder...

I det ene af søndagens to afsnit af den engelske TV-serie "Små og store synder"på Charlie siger den kloge og erfarne Sergeant Merton i en højdramatisk situation med et bortført barn, og hvor følelserne er ved at løbe af med fornuften: "Politiarbejde handler om at minimere risikoen".
Disse vise ord kan hovedpersonen i TV2's nye forsøg inden for TV-dramaet, Katrine Ries Jensen, passende skrive sig bag øret. For mage til tumbet opførsel skal man da lede længe efter. Utroværdig langt ind i kriminallitteraturens rædselskabinet af egenrådighed og efterforskning uden fornøden backup skal man da lede længe efter. Det er faktisk rigtigt slemt, trivielt og kedeligt, da hun allerede 10 minutter inde i første afsnit bliver sat af sagen første gang, men alligevel fortsætter - og vi kan vel forvente, at det vil ske nogle gange endnu. Det er tåkrummende irriterende at se hende rende rundt midt om natten uden sin foresattes viden og lede efter spor i en diset skov, der mest af alt leder tanken hen på Baskervilles hund - og selvfølgelig skal det gå galt, da hun og psykologen på helt egen hånd finder gerningsstedet.
Men det er til gengæld lidt af en cliffhanger, da hun i afsnittets sidste minutter - på grund af sin egen uforsigtighed - ryger ned i Danmarks første seriemorders dræberkiste.
Desværre ryger lidt af spændingen, da TV2 vanen tro umiddelbart efter afsnittet viser en trailer for næste afsnit - og der ser vi, at hun åbenbart slipper helskindet fra opholdet i kisten.
Det var med bange anelser, at jeg søndag satte mig foran fjernsynet for at se dette første afsnit af "Den som dræber". Den er nu blevet markedsført voldsomt den seneste måned - både på TV2 selv, i avisannoncer og på store billboards i det urbane landskab. En så massiv markedsføring spænder normalt forventningerne højere, end produktet kan bære. Læg dertil, at TV2 jo ikke ligefrem er kendt for at satse på kvalitet. Stationen leverer noget af det værste slam og journalistik, der ses i danske media.
Endelig er der det problem, at serien markedsføres som et barn af Elsebeth Egholm, der producerer noget af det mest sludrende og uvedkommende litteratur, der nogen sinde er udkommet på dansk. Kvinden, der ofte betegnes som en såkaldt krimidronning, er generelt bedre til at fange og lefle for tendenser i tidsånden end til at skrive.
Første afsnit af serien levede op til nogle af de værste forventninger. Konflikt med chefen, af sagen, egenhændig efterforskning, på sagen igen, karrierefokus, og oh rædsel, værst af alt, børnepasning for veninden. Børnepasning og fortrolig vendindesnak er noget af et værste, som findes i den moderne krimi - og som regel er det bare fyld, der ingen betydning har for plottet, men som skal med, fordi man nu engang har set en svensk forfatter eller to have lidt succes med et socialrealistisk anstrøg.
Irriterende i denne serie er også lydsiden. Opgearet og fyldt med effekter, så det ind i mellem er svært at høre, hvad der bliver sagt. Og fuldstændig overflødigt, hvis ellers plottet er godt.
Flere gange i dette første afsnit af "Den som dræber" var fingeren også foruroligende tæt på afbryderen. Men der var også et par gode takter, som gør, at jeg nu nok alligevel hænger på. Skildringen af ondskaben var hårrejsende - og som sagt sluttede afsnittet med en rigtig cliffhanger, sådan som en ordentlig krimi skal.

Jesper

Foto: TV2

søndag den 13. marts 2011

Grej-snak...

Advarsel! Dagens artikel er temmelig nørdet, men affødt af at jeg med jævne mellemrum bliver spurgt om mit foto-grej.
Hidtil har jeg svaret temmelig henholdende - fordi foto for mig i høj grad handler om det, der sker mellem ørerne. Det handler simpelthen om at tænke sig om.
Pixels i megatal og dyrt udstyr interesserer mig ikke. Grejet skal virke fornuftigt - og så skal det altså være til at betale.
Der er for eksempel ikke noget ved at have et kamera med 18 megapixels, hvis man alligevel bare gemmer billederne som jpg-filer med højeste komprimering - så man skal vide, hvad det er, man har med at gøre. Og så i øvrigt huske det gamle ord om, at hvis billedet ikke er godt nok, så har man sandsynligvis ikke været tæt nok på motivet.
Det er selvfølgelig blevet til en del grej gennem tiden - men det er blandt andet en følge af, at jeg konsekvent har holdt mig til Canons EOS-system, sådan at det ikke er nødvendigt at købe nye objektiver, selv om man køber nyt kamera - og en god del af mit udstyr er faktisk temmelig bedaget.
Mindst 90% af alle mine billeder tager jeg i dag med mit Canon EOS 40D fra 2008. Sølle 10,1 megapixels og allerede forældet den dag, jeg bar det ud af butikken. Men ultrahurtigt - og bedst af alt; jeg kender kameraet. Som ekstraudstyr er det forsynet med batterigreb, der giver en bedre ergonomi - og sikrer mig mod at løbe tør for strøm. For skulle det endelig gå helt galt, kan grebet nemlig lades med ganske almindelige AA-batterier.
Som standard-objektiv bruger jeg et EF-S 18-200, som er rimeligt lysstærk og passer til langt de fleste situationer. Problemet med zoom-objektiver er imidlertid, at de på mange måder er et kompromis mellem en lang række krav. Til portrætfoto plejer jeg derfor at skifte til et Sigma DC 17-70 mm, som er lidt mere lysstærk og tager nogle drønskarpe nærbilleder.
Som udgangspunkt bruger jeg altid blitz. Normalt sidder min Speedlite 580EX II fast på kameraet, men derudover har jeg også en Speedlite 430EX, som jeg bruger som slaveblitz og ellers har siddende på det Canon EOS 300D, jeg bruger i situationer, hvor det er praktisk at kunne skifte hurtigt mellem to kameraer. 300D er en gammel svend - og det mærkes især på reaktionstiden. Det er langsomt - meget langsomt! Og selv om jeg har haft kameraet i mange år, kan det altså overraske og lave mærkelige billeder, der ikke rigtig kan bruges til noget. Det skyldes sikkert, at digitale SLR-kameraer til konsum-priser slet ikke var færdigudviklet, da jeg erhvervede det i 2003.
Jeg har to 300 mm zoom-objektiver. Et lille let Canon EF-60, som jeg har haft stor glæde af, når jeg har været ude at sejle. Til stillesiddende mål som for eksempel fugle har jeg et stort Sigma DG 100-300 mm. Det er desværre ikke særlig lysstærkt - og er bedst egnet i solskin. I Grønland og Norge var det som regel ikke noget problem om sommeren, men her i landet og i gråvejr er jeg ofte i en situation, hvor mit standard-objektiv med sine 200 mm faktisk er bedre egnet.
Mange gange er store spejlreflekskameraer temmelig upraktiske. Derfor har jeg også "ildebrands-kameraet" - et temmelig bedaget Canon Ixus 850 IS med sølle 7,1 megapixels. Det tager nogle knaldgode billeder - og har mange indstillingsmuligheder, og så fylder det ikke mere end en pakke cigaretter, så det er til at have med alle steder. Jeg kalder det ildebrandskameraet, fordi det i min tid i Nuuk havde fast plads i bilens handskerum - hvis nu man lige skulle komme forbi en ildebrand!
Kameraer og objektiver alene gør det ikke alene. Det er mindst lige så vigtigt at have en god pc og nogle gode programmer til billedbehandling. PC'en er jo vore dage svar på mørkekammeret. Jeg er PhotoShop-fan og bruger en professionel udgave - CS4 Extended, men har desuden en Elements 8, som jeg især bruger i forbindelse med scanninger.
Til print bruger jeg en Canon Pixma MP610, der med sine 4800 dpi print til kant er tæt på laboratorie-kvalitet. Printeren er samtidig ultrahurtig og brugt sammen med Canons EasyPhoto-Print EX laver jeg almindelige 10x15-fotos på under 20 sekunder. Det er en fed gimmick at fotografere gæsterne til en fest - og så give dem en stak fotos med hjem, når de går. Jeg erhvervede i sin tid printeren for sølle 850 NOK, fordi forhandleren havde taget den tilbage, da den oprindelige køber ikke kunne betale afdraget. På det tidspunkt sad der stadig original-patroner i den, og da jeg fik et nyt sæt patroner med i købet, var der faktisk tale om lidt af et røverkøb. De koster i udsalg 160 NOK stykket, og der er fem af dem!
Pixmaen har også scanner-funktion, men da jeg i efteråret begyndte at ordne mine gamle fotos, stod det hurtigt klart, at den slet ikke er god nok til mere avanceret brug. Nyeste skud på min grej-stamme er derfor en Canon 9000F, der med en opløsning på 9600x9600 dpi klarer alle opgaver - også dias og gamle sort/hvide negativer.
Forresten er mine to stativer også en vigtig del af grejet. Til fugle og til natbilleder er det væsentligt at kunne holde kameraet i ro. Og da et stativ kan erhverves for ganske få hundrede kroner, er det måske her, du skal begynde, hvis du vil have mere udstyr end blot et kamera.
Og husk: Udstyr alene gør det ikke. Brug øjnene og hovedet - så er det meget nemmere.

Jesper

lørdag den 12. marts 2011

Fra arkivet: På snescootertur















Jeg sad i den forgangne uge og rodede lidt med mine gamle negativer fra tiden i Sisimiut - og der fandt jeg blandt andet en stribe fotos, som jeg egentlig helt havde glemt.
Billederne stammer fra en rigtig mandfolkedag på snescooter. Vi var en lille flok på en halv snes mænd, der rev en dag ud af kalenderen til ren drengeleg i sneen med store maskiner. Turen gik til bygden Sarfannguaq små 45 kilometer fra Sisimiut og bød både på krævende fjeldkørsel og vild ræs på fjordisen - "a jolly good sport", som englænderne sikker vil sige.
Det skete i det tidlige forår i 1994 - datoen har jeg ikke, men det er nok ikke helt forkert at gætte på, at det har været her i marts.
Men det mest sjove ved billederne er nu nok, at jeg havde besøg af min far i de dage - og at der blandt billederne også var et enkelt af ham, behørigt påklædt i rigtig snescooter-outfit. Det er min far med styrthjelmen på det midterste billede.
Der er også det sjove ved turen, at min far bagefter ville byde gutterne på øl. Han kendte åbenbart ikke rigtig de grønlandske ølpriser, for jeg husker, at han blev noget forbløffet, da han opdagede, at seks øl kostede 100 kroner. Den pris holdt sig forresten i alle de 14 år, jeg boede i Grønland, så hvis vi regner inflationen med, blev øllerne faktisk lidt billigere, som tiden gik.
Det nederste billede er taget, da vi holder pause i isbrækket ved Sarfannguaq - og så vidt jeg lige kan skønne, er fotoet det eneste billede, jeg overhovedet har fra den lille bygd med godt 120 indbyggere. Sarfannguaq ligger på en lille ø i Amerloq-fjorden syd for Sisimiut. Navnet betyder "Det ikke så store strømsted", altså med andre ord "Det lille strømsted".

Jesper

torsdag den 10. marts 2011

Svanerne i muddergrøften















H. C. Andersen skrev som bekendt eventyret "Den grimme ælling" og Brødrene Grimm "Konen i muddergrøften". Og det var som om, de to fortællinger blev forenet i en skøn symbiose, da jeg i dag kørte gennem Kokkedal Enge.
I hvert fald gik der en flok sangsvaner og snadrede i pladderet på marken tæt ved grøftekanten. Det var godtnok et møgvejr, det blæste en halv pelikan og en iskold regn silede ned. Men det anfægtede nu ikke de flotte fugle, der kun nødtvungent rejste sig fra pladderballe og fortrak, da den lokale fototosse insisterede på at tage et billede eller to - regnvejr eller ej.
Dagen har som sagt budt på et rigtigt møgvejr. Men den silende regn har også gjort kål på meget af sneen, og vi er kommet et skridt nærmere foråret.
Der er nu heller ikke meget grim ælling over svanerne. Nu er vi ved at være så tæt på ynglesæsonen, at ællingerne fra sidste år er ved at smide det sidste af hvalpefedtet og ungdommens gråbrune fjerdragt for at springe ud som de smukkeste hvide svaner. Og i den sammenhæng gør det mindre, at dragten straks bliver svinet til, når der midt i al mudderet er de skønneste spirer - rigtigt svanekræs.

Jesper

onsdag den 9. marts 2011

Livet i mosen

Der var fyldt til sidste plads på Moseby skole, da Arne Sloth Kristoffersen ondag aften fortalte om livet i mosen.
Arne Sloth Kristoffersen er manden bag bogen "Brovst som arbejderby". Mens han researchede denne glimrende bog, kom han i forbindelse med en del af de mennesker, som har haft deres udkomme med tørveskæring i de store moseområder nord for Øland og Brovst.
Det var hårdt arbejde, der specielt under krigen tiltrak en ganske bestemt slags mennesker fra hele landet - og har dermed været med til at forme egnen på godt og ondt.
Sloth Kristoffersen, der er opvokset i et købmandshjem i Brovst, kunne blandt andet fortælle om sin far, der havde et større parti kartofler, som desværre var begyndt at spire. De blev købt af en mand fra Moseby, som rev spirene af - og solgte dem i København som mose-kartofler. Som det blev sagt: Folk fra Moseby snyder aldrig - men de gør altid en god handel!
Livet i mosen var bestemt ikke nogen dans på roser. Det er det stof, som skaber social indignation - og det var en stor inspirationskilde for forfatteren Johan Skjoldborg, mens han var lærer i Koldmose fra 1889-1901. Han er manden bag sangen "Når vinteren rinder i grøft og i grav" fra 1897. Det er den med det ofte citerede omkvæd "med min hakke, min skovl og min spade" - og det er en meget præcis sammenfatning af livet i mosen.
Arne Sloth Kristoffersen er en levende fortæller. Til at begynde med uden hjælpemidler, men et langt liv i folkeskolen fornægter sig ikke, så til sidst var han nu nødt til at bede om at få en pegepind! Og som det ses på billederne, ved han nok, hvordan sådan en skal bruges.
Foredraget blev overværet af godt 60 tilhørere.

Jesper