Godt nytår

Vær velkommen 2022

Så er det endnu en gang blevet nytår. Det sker efterhånden med noget, der føles som kortere og kortere mellemrum.

Nytårsaften fejrer vi relativ stilhed. Der var en gang, hvor der var anderledes gang i den. Billedet er fra Nuuk en gang i halvfemserne, hvor nyårets komme bestemt ikke blev fejret i stilhed. Det var dengang.

Jeg gider ikke komme med kommentarer til året, der gik. Det er der masser af Kloge-Åger, der nok skal gøre.

Så jeg nøjes med et ønske om et godt nytår til alle bloggens læsere.

Isbrydning

Frost og helligdage

Så er helligdagene forbi - og hverdagen vender tilbage med fuld fart. I hvert fald for mit vedkommende, hvor kalenderen er alvorligt besat hele den kommende uge.

Men det har været et par fine fridage, hvor vi har været begunstiget af det herligste, stille frostvejr. Isen har lagt sig i Ulvedybet og Gjøl Bredning, hvor vandstanden i takt med vestenvindens ophør er faldende. Det giver de herligste isbrydninger, når isen stille falder ned omkring stenene i vandkanten.

Både lørdag og søndag huggede jeg brænde og smånussede i haven om formiddagen - og eftermiddagene blev så brugt til et par lange køreture rundt i vores herlige landsdel.

Lørdag blev frokosten indtaget i Tranum Klitplantage. Det var dejligt koldt, så vi var næsten alene. Det bliver nok den sidste jul, vi kommer til at hygge os der, for miljøministeren vil jo omdanne området til naturnationalpark. Så bliver stedet overrendt lige som Lille Vildmose - og stik mod intentionerne bliver god natur omdannet til en zoologisk have.

Vi oplevede det både på Slettestrand og i Svinkløv Plantage, hvor var der fuldt af mountainbikere og tosseglade familier, som kan ødelægge enhver naturoplevelse. Jeg forstår det simpelthen ikke, når danskerne altid mener, at naturen helst skal opleves i flok og også gerne sammen med en hund. Hunde og katte er husdyr - og som navnet siger, bør de opholde sig i et hus og ikke i naturen.

På vejen hjem fra Slettestrand havde vi i øvrigt en fantastisk naturoplevelse på vejen under lien, hvor tre rådyr gik og græssede i vejkanten i lyngen. Jeg så dem, selv om de godt nok var svære at se i deres fine camouflagedragt, men en hvid rumpe fangede opmærksomheden.

I modsætning til børnefamilierne, der susede forbi i deres fine elbiler, blev det til en halv times højtidsstund sammen med rådyrene, der næppe var 20 meter fra bilen. De var på vagt de første minutter, men græssede så uanfægtet videre. For vi sad bomstille i bilen - og vi medbragte hverken børn eller hund. Desværre - eller måske heldigvis - havde jeg glemt kameraet.

Røde halvmåne

Red Moon Rising

Jeg sidder her til tonerne af CCR's Bad Moon Rising og redigerer billeder af måneopgangen over Gjøl Bredning juledags aften.

Nettet svømmer over med fotos af spektakulære solopgange, men gamle hr. Måne kan sandelig også være med.

Månen er i øjeblikket ganske tæt på jorden. Godt 356.000 km mod godt 406.000 km, når den er længst væk. Den lille forskel på 50.000 km får månen til at se lidt større ud - især når den er tæt på horisonten, omend forskellen er marginal.

Når månen er tæt på horisonten, skal lyset passere længere gennem atmosfæren. Det gør, at månen får et rødt skær - akkurat som solen ved solopgang og -nedgang. Og det gør synet ganske spektakulært med de seneste dages frostklare himmel, hvor der også er masser af muligheder for at repetere stjernehimlens billeder. Især Karlsvognen, som alle kender, men også Orions Bælte, som er min personlige favorit.

Billederne er taget ud over Gjøl Bredning med Gjøl i baggrunden. Det er lidt af en fotografisk udfordring at fange månen. Der er kun ganske få minutter, hvor den har den karakteristiske røde farve. Det første foto er taget 22.46 og det andet 22.59 - og farveforskellen ses tydeligt.

Jeg må også indrømme, at nattelyset er lidt af en udfordring for mit halvgamle Canon 7D, der nemt korner billederne ved svagt lys. Så det er lidt af en balancegang at få fotoet drønskarpt af månen - og undgå korn og støj i billedet. Det kan andre - med nyere og dyrere kameraer - sikkert gøre bedre. Men pyt...

En aften ved vintertide i frostvejr og vindstille langs Ølandsdæmningen med sangsvanernes og gæssenes pludren i baggrunden er en god oplevelse, som jeg gerne tager med som afslutning på en doven juledag.

Glædelig jul

Juleklar

Så er vi ved at klar til jul i det lille hus på Øland.

Pakkerne er pakket, juletræet er pyntet, så nu mangler vi sådan set bare julesneen.

Juleaftensdag byder først og fremmest på madlavning. Det er ren rutine. Langtidsstegt and. Jeg tager heldigvis notater, når jeg laver mad - og jeg kan se, at seks timer ved 130 grader uden luft var passende sidste år, så det bliver nok det samme i år. Så ind i ovnen ved 11-tiden. Og så skal der jo også laves sovs og ris a lá mande.

Så har jeg også en stor portion andelår, der skal marineres til confit. De bliver gnedet med nitritsalt, peber og timian og kommer i en pose med en ordentlig håndfuld hvidløg, et par laurbærblade og en forsvarlig sjat cognac eller armagnac - lidt efter hvad jeg nu har lyst til. De skal så stå og samle sig i køleskabet til første juledag, hvor de så kan få lov at svømme i andefedt og smør i otte timer ved 100 grader i en cocotte.

Dyrene skal også mærke, at det er jul, så det er planen, at musefælderne skal have ny madding. Det er lykkedes mig at fordrive musene fra værkstedet, men de har nu taget ophold i porrebeddet, hvor de bygger nogle kæmpemæssige entreprenørværker. Her gør de ikke så meget skade, men det vil nu alligevel blive en god jul, hvis jeg får jaget dem over til naboerne, så vi igen kan begynde at fodre fuglene. Det er jo jul...

Hvis der er mere tid juleaftensdag, så skal jeg også i gang med at klippe efeu. Det er også noget krapyl, som er ved at kvæle min rødtjørn ved terrassen.

Det er første gang i mange år, at vi har juletræ. I midten af november lavede jeg et interview med en juletræs-producent. Den venlige mand tilbød mig også et juletræ. Det afslog jeg med henvisning til den journalistiske integritet, armslængde og andre fine ord.

Den slags hæmninger har fruen ikke. Hun var med i bilen for selskabs skyld, og hun takkede skamløst ja til et lille træ. Det har så pyntet på gårdspladsen i det meste af julemåneden - og i går kom det ind, efter at manden havde været i gang med saven og grensaksen. Vi har en del julepynt efter mine forældre. Det har Dina nu har hængt på træet. Stilfuldt og afdæmpet er det da, må jeg indrømme.

Jeg har desværre ikke haft tid til at sende julekort i år. Så du må nøjes med denne bloghistorie. Det bliver nok også jul alligevel...

Glædelig jul og godt nytår fra Dina og Jesper.

Hawaii-stjerneskud

Madspild-ide

Sådan har jeg aldrig fået den før - stjerneskud a la Hawaii...

Jeg havde nogle rester fra torsdagens julefrokost. Blandt andet et par velvoksne fiskefileter af lidt ubestemmelig herkomst. Jeg gætter på sej eller kuller.

Der var i øvrigt også lidt håndpillede rejer, æg og noget røget laks, så ideen var at lave et stjerneskud af resterne. Det burde nok gå an, når det nu kun var mad til mig selv lørdag ved frokosttid.

Men jeg gjorde regning uden vært, som man siger. Fruen havde nuppet rejerne og laksen, så der var kun fiskefileterne og æg tilbage.Så jeg måtte improvisere med, hvad jeg lige kunne finde. For en almindelig fiskefilet på rugbrød med hjemmerørt remoulade havde jeg ikke lyst til.

Fileterne blev lunet på panden i smør - rigeligt med smør. Herefter ristede jeg en skive toastbrød i resten af smørret. Fiskene på brødet og så en hjemmerørt dressing af halvt mayonnaise, halvt ketchup tilsat et par fed knust hvidløg og lidt salt og peber. Pynte med æg og så en halv lille dåse ananas i stykker fra lageret.

Det smagte forbløffende godt. Det var naturligvis ikke smørrebrød i høj Ida Davidsen-klasse, men måske en ide at arbejde videre med. Så derfor deler jeg opskriften til inspiration for andre - for jeg bryder mig altså ikke om at smide rester ud.

Det har ikke noget med hverken miljø eller klima at gøre. Klimatosserne skal ikke diktere, hvad jeg spiser. Men jeg hader spild, hvad værkstedets store samling af ubrugelige dingenoter og dimser også vidner om.

Jeg brugte kun en halv dåse ananas. Hvorfor? Jo, for så var der jo også dessert. Finere bliver det ikke på en almindelig lørdag.

Vildrede om muserede

Udyr og utysker

I midten af november, mens vejret fortsat var lunt, sad jeg en tidlig, tidlig morgen med morgenkaffen på gårdspladsen. Klokken var næppe mere end fem, så fuglefløjt var der ikke noget af i den årle morgenstund.

Men der var altså en lyd. Først troede jeg, at det måske var en solsort, der hoppede rundt på værkstedets bliktag, men det gør de altså normalt ikke så tidligt om morgenen i november. Jeg fandt så ud af, at det sikkert var mus, der rumsterede over døren til værkstedet. De stoppede, da jeg bankede på døren, men ti minutter efter var der larm igen.

Over døren har jeg en forsænkning, der tjener som en forvokset kabelbakke fyldt med rockwool, så da det blev lyst, løsnede jeg et bræt indefra - og ganske rigtigt: I den ene side havde musene gnavet hul i træværket og var begyndt at bygge en rede i det lune stenuld. Jeg fjernede reden, og ventede et par dage med at reparere skaden.

Musene var ikke sådan til sinds at give op, så et par dage efter var de i gang igen oppe under taget. Denne gang et par meter til venstre over en reol, hvor de  havde gnavet hul i fibertex-dugen, som holder isoleringen på plads. Så var der krig - og seks musefælder blev armeret i værkstedet. Dog uden held.

Jeg blev så enig med mig selv om, at musene måske var en påmindelse om, at der trængte til at blive ryddet på værkstedet og i redskabsrummet ved siden af. Her fandt jeg så under kapsaven en halv kubikmeter stabilgrus, der var gravet op under flisegulvet.

Umiddelbart bedømte jeg det til at være halsbåndmus efter en lorteanalyse, men det var så voldsomt, at jeg følte mig nødsaget til at informere rottefængeren - ikke mindst fordi genboen for nylig har haft rotter i kloakken. Rottefængeren reagerede tjept og effektivt, som man kun oplever det, når offentlige tjenester bliver udliciteret til det private erhvervsliv - og allerede fire timer efter anmeldelsen fik jeg besøg.

Rottefængeren var enig med mig i, at det sikkert var halsbåndmus. Jeg ved af erfaring, at den temmelig store halsbåndmus, der er på størrelse med en lille rotte, kan lave nogle imponerende jordarbejder. Men for en sikkerheds skyld blev der sat nogle ordentlige rottefælder op med jordnøddesmør, der er rottefængerens foretrukne lokkemiddel. Selv foretrækker jeg cocktail-pølser.

Siden har der været stille. Ikke en eneste lille mus eller rotte er gået i fælderne. Så oprustningen har åbenlyst haft en præventiv effekt.

I mandags var rottefængeren på besøg igen. Og vi er frikendt. Der er i hvert fald ikke rotter på hverken værkstedet eller redskabsskuret. Og mus har vi heller ikke set eller hørt siden.

Nu tager vi lige en lav profil med fuglefodringen. Jeg har alligevel ikke rigtig haft tid til at fotografere. Men mon ikke vi genoptager fodringen, hvis vi er så heldige igen at få frost og sne?

Status for efteråret er i øvrigt tre husmus og en spidsmus. Det er en beskeden høst i forhold til sidste år, hvor jeg dagligt havde halsbåndmus i fælderne.

Turen gik til Mors

Jantespring

Lørdag gik turen til Mors - nærmere bestemt Jantes Nykøbing Mors, hvor min kusine havde inviteret til frokost på Holmens Cafe, morsingboernes eneste jernbanestation.

Vi tog hjemmefra i god tid med kaffe på kanden og lyst til at nyde turen i det snuskede, men vindstille vejr. Kameraet var også med, og det blev til flotte billeder af en blikstille fjord ved Feggesund. Men det blev så også dagens eneste billeder, selv om vi tog Rosa Kildahls Glyngøre med på vejen - inden sammenkomsten på Mors og den efterfølgende kaffe i Thisted.

Det vidner om en  sammenkomst af usædvanlig høj klasse i den lille familie, når jeg slet ikke tænkte på at fotografere - og Cafe Holmen bød på en lækker frokost, om end vi måtte vente lidt på rugbrødet. Her fik jeg også lejlighed til at smage Pouls sild, der angiveligt er en delikatesse på de kanter. De var også flotte og faste i kødet, men jeg glæder mig nu til de kommende uger at servere sildelaugets kryddersild. De kan altså også noget.

Hjemturen fra Thisted foregik langsomt, men sikkert igennem den værste ærtesuppe, jeg erindrer nogen sinde at have kørt i. På et tidspunkt vidste jeg af erfaring, at vi kørte gennem Tingskoven. Men ærlig talt var jeg i tvivl, for der var fra bilen ikke synlige tegn på skovbevoksning.

Men hjem kom vi da. Mætte og trætte efter en god dag i familiens skød. Tak for det.

Grønlandsk edderkoppeskræk

 Araknofobi

Sådan en dansk korsedderkop kan få det til at løbe koldt
ned ad ryggen på mange, der er opvokset i Grønland.

Det er velkendt, at mange, som er opvokset i Grønland, har et lidt anstrengt forhold til edderkopper og insekter. Det gør det til en skræmmende oplevelse, når de flytter til udlandet.

- Da jeg flyttede til Danmark fra Grønland som lille pige, havde jeg ikke set en edderkop før. Det første møde var en stor krabat, som jeg blev så forskrækket over. Siden har jeg været bange for dem, selv om jeg prøver at lade være, fortæller Liv Aurora Jensen, hvis søn forleden så tre edderkopper oven på sneen nær hjemmet i Myggedalen i Nuuk.

Arktisk kystjæger, pardosa groenlandica.
 Foto: John Sloan

- Det er jeg egentlig fjollet at være så bange for sådan et lille dyr, men det er så uhyggeligt, så hurtig og nogle af dem bider jo.

-Jeg bliver direkte utilpas når jeg ser en edderkop og stivner. Før i tiden slog jeg dem ihjel, men det gør jeg ikke mere. Og heldigvis har jeg aldrig set en edderkop i mit hus i Nuuk. Så hvis de lader mig være i fred, lader jeg dem være, siger Liv Aurora Jensen.

Også kunstneren Malene Guldager, der har boet i Danmark i en årrække, har oplevet skrækken ved edderkopper og insekter:

- Der var de rene terror-dyr. Jeg var bange for alt gult/sort stribet og store edderkopper med alt for lange og behårede ben (hvorfor skal de absolut se sådan ud?). I starten kom det sig nok også af, at jeg har set granvoksne grønlandske mænd næsten græde, når der var kryb, dimser, kravl og flyvebørger. De kunne løbe og råbe op... Den frygt forplanter sig jo, skriver Malene Guldager i en mail til Sermitsiaq.

- En gang var der en edderkop større end en femkrone i en vaskebalje på gulvet ude i køkkenet. Jeg turde ikke gå ud i køkkenet og måtte vente til min mand kom hjem, hvorefter han ganske naturligt og let bar baljen udenfor og vendte den om. Der følte jeg mig flov over, at jeg ikke havde turdet. Jeg tænkte bare, at den jo lå på spring - den så i hvert fald sådan ud. Med de der ben.

- Altså hvepse, stankelben, store edderkopper, bænkebidere, guldsmede - alt det vi ikke har i Grønland, var forfærdelige dyr. Det har taget mig på den gode side af ti år at vænne mig til insektlivet hernede. Jeg får stadig kuldegysninger, sug i maven, koldsved og andet, men jeg er i stand til at kapere det nu i en grad, hvor jeg føler at det her - det kan jeg godt håndtere. Og når jeg ser nyankomne grønlændere, som er bange, så kan jeg se, at jeg er meget mere rolig end dem.

Men det er langt fra alle, der er opvokset i Grønland, som er bange for edderkopper.

- Jeg har ikke nogen skræk og mener, det beror på en misforståelse, at mennesker er bange for vores allervigtigste allierede mod mikroskopiske udyr, som vi ikke kan se med det blotte øje, og som vores små hjælpere fjerner for os, skriver Jensine Berthelsen, kommunikationsmedarbejder i Qeqqata Kommunia.

Men Jensine Berthelsen er for resten slet ikke bange for noget som helst, erfarede vi, da hun var ansat her på avisen om politisk redaktør.

Artiklen er fra Sermitsiaq 2021/48.

Edderkopper i sneen

Lodden skiløber

Foto: Rudi Arqaluk Andersen

Torsdag i sidste uge var liftpasser Rudi Arqaluk Andersen fra Sisorarfiit – Skiliften i Nuuk - i gang med at rydde lidt op efter onsdagens voldsomme orkan.

På et tidspunkt ud på eftermiddagen ville han tjekke skiliftens containere. Der mødte han en edderkop, der nok så nydeligt spadserede rundt oven på sneen på sine otte behårede ben.Så mobilen kom frem, og Rudi Arqaluk Andersen fik nogle enestående fotos af Grønlands største edderkop-art i fri dressur i sneen.

- Edderkoppen er en arktisk kystjæger, fortæller biologen David Boertmann.- Den burde sove vintersøvn nu, men det er velkendt, at netop jagtedderkopper kan være aktive om vinteren under sneen. Denne har så forvildet sig op på sneens overflade.

Observationen af edderkoppen var ikke dagens eneste.

- Min søn så tre edderkopper i sneen ved Innannguaq, da han torsdag eftermiddag gik hjem fra GUX, fortæller Liv Aurora Jensen.

David Boertmann tør ikke gætte på årsagen til torsdagens edderkoppevrimmel i Nuuk, men gætter på, at det sikkert har med det omskiftelige vejr at gøre.

Foto: Rudi Arqaluk Andersen

Arktisk kystjæger kaldes også stor grønlandsk jagtedderkop. Den er udbredt i SV-Grønland mod nord til Disko Bugt og i Ø-Grønland mod nord til Kejser Franz Joseph Fjord. Arktisk kystjæger kan kendes på de stribede ben. Den bliver cirka en centimeter stor og er Grønlands største edderkop-art.

Jagtedderkopper er specielle, fordi de ikke spinder ikke fangnet, men jager byttet i løb. Når byttet er fanget, lammes det med gift, der opløser kropsdelene, hvorefter jagtedderkoppen suger indholdet til sig.

Der findes i Grønland omkring 70 edderkop-arter. På verdensplan findes knap 50.000 arter – og der findes hele tiden nye arter.

Edderkopper er ikke insekter, men tilhører spindlerne sammen med blandt andet skorpioner. Spindlerne kan kendes på, at de har otte ben mod insekterne seks ben. Verdens edderkopper vejer sammenlagt 25 millioner tons. De spiser mere end 400 millioner tons insekter årligt, tilsvarende den mængde kød og fisk, der spises af mennesker, fortæller Wikipedia.

Ingen af de grønlandske edderkopper er farlige for mennesker. Alligevel kan Rudi Arqaluk Andersen nok få det til at gyse i trængende skiløbere på Sisorarfiit:

- Det er ikke første gang, at jeg har set edderkopper ved skiliften. Vi finder dem blandt andet af og til på toiletterne, siger liftpasseren.

Artiklen skrev jeg til Sermitsiaq 2021/48 i sidste uge. Næste blogartikel handler om grønlændernes skræk for edderkoptter.

Nuuk i sort

Dagbogsblad fra en travl uge

Arbejdsmæssigt har den forløbne uge været travl, udfordrende og spændende. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende.

Det begyndte 4.000 kilometer herfra med en strømafbrydelse i Nuuk mandag aften kl. 23 lokal tid - kl. 3 tirsdag morgen dansk tid. Det mærkede jeg naturligvis ikke noget til i første omgang, men i løbet af tirsdagen gik det op for mig, at der var noget helt galt.

Jeg sendte et par artikler af sted som aftalt, men der skete ikke rigtig noget i den anden ende. For jeg kunne ikke komme i kontakt med hverken redaktionen på Sermitsiaq eller mine kilder. Så på et tidspunkt tirsdag aften gik jeg i seng med en Barnaby på fjernsynet.

Jeg havde næppe lagt mig ordentlig til rette, før telefonen ringede. Det var chefredaktør Krarup, der kunne fortælle, at strømmen nu var tilbage, men at det havde været en frygtelig dag, hvor den 20.000 indbyggere store by havde været uden strøm, internet, telefoner, vand og varme - og at forsiden skulle ryddes på avisen, der skal udkomme fredag.

Mit første spørgsmål var: - Hvad er temperaturen? For hvis der var 20 graders frost, ville det betyde, at en stor del af byens huse risikerer at være ødelagt at sprængte vandrør, når varmen forsvinder. Heldigvis lå udetemperaturere omkring frysepunktet.

På redaktionen kunne de ikke arbejde, fordi strømforsyningen var ustabil, Så vi blev enig om, at jeg skulle forsøge at dække katastrofen i tæt samarbejde med redaktøren. Så jeg kunne godt glemme alt om Barnaby og gik i gang ved telefonen. I løbet af nogle timer natten til onsdag fik jeg stykket et billede sammen af situationen.

Nuuk får strøm fra vandkraftværket Buksefjorden 48 kilometer syd for byen. Forbindelsen hertil var røget. Det er sket så mange gange før, og jeg har selv oplevet det adskillige gange, mens jeg boede i Nuuk. Men byen har af samme grund et dieseldrevet nødelværk, så normalt vender strømmen tilbage i løbet af kort tid. Det skete ikke denne gang - og efterhånden som de batterier, der er backup på telefonmaster og servere, løb tør for strøm, forsvandt også telefoner og internet.

Klokken 8.15 tirsdag morgen trykkede politiets vagtchef så på katastrofeknappen og aktiverede dermed hele nødberedskabet. Da der ikke var telefoner, måtte medlemmerne af den grønlandske beredskabskommission hentes på bopælen eller arbejdspladsen af politibiler, brandbiler og biler fra Arktisk Kommando.

Normalt lukker vi avisen onsdag eftermiddag dansk tid, men det var ikke realistisk, så det blev udskudt til torsdag - og så skulle avisen, der trykkes i Helsingør, udkomme lørdag morgen.

Så hele onsdag og det meste af torsdag med arbejdede jeg videre med dækningen her fra Øland, for jævnlige strømafbrydelser i Nuuk gjorde arbejdet i Nuuk svært. Ikke mindst for tolkene, der oversætter artiklerne. Sermitsiaq er en dobbeltsproget avis, der udkommer på både dansk og grønlandsk.

Torsdag eftermiddag blev avisen så sendt til tryk. Og jeg kunne køre Dina til vaccination i Aars, som jeg har fortalt om i forrige blogindlæg.

Jeg er godt tilfreds med avisen, hvor jeg havde de første syv sider med artikler produceret siden tirsdag aften. Det vender jeg tilbage til i næste blogindlæg. Til de syv sider kommer så yderligere syv sider med planlagte artikler. Det er ikke så ringe i en avis på i alt 48 sider.

Det ser ud til, at elforsyningen til Nuuk fredag er stabiliseret med hjælp fra blandt andet forsvaret, men usikkerheden lurer. For i øjeblikket er der igen stormvejr i området - og hvor længe kan nødreparationen på Buksefjordlinjen holde?

Sermitsiaq koster 30 kroner og kan downloades her.

Pressemøde i julesneen

Herligt snevejr

Onsdag skulle Dina have sit tredje vaccinestik. Kl. 17.40 i Aars Messecenter. En dejlig køretur, som under normale omstændigheder kan gøres på tre kvarter.

Men nu sneede det jo, så jeg afsatte for en sikkerheds skyld halvanden time til turen. Og uanset vejret var det vigtigt med det tredje stik. Jeg mener selv at være nogenlunde dreven i at køre i sne efter 15 år i Grønland og næsten fire år i Nordnorge, så det burde nok gå.

Bilen var forberedt med vinterdæk og for at give lidt ekstra tyngde lod jeg sommerhjulene blive i bagagerummet sammen med nogle tæpper og en madpakke bare for en sikkerheds skyld. Den gamle Fjällräven-dunjakke købt på Svalbard, kaffe og rigeligt med smøger ligeså.

Bivejene var lidt tvivlsomme, så jeg valgte hovedvejen over Tingskoven. Det var et smukt syn, og vi hyggede os rigtigt ned over Aggersundbroen. Tidsplanen holdt fornuftigt - og det nåede jeg lige med ægte pilotstemme at informere passageren om, inden vi røg ind i en lille kø før rundkørslen ved Brøndum. Og her stoppede så dagens flight mod Aars.

Et par lastbiler havde sat sig på tværs i rundkørslen - og så var der ikke mere at gøre. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvorfor professionelle lastvognschauffører ikke bruger de snekæder, som de fleste lastbiler har liggende til kørsel i Norge, men det får nu være.

Under alle omstændigheder vendte vi næsen hjemefter med et obligatorisk pitstop for hotdogs ved Brokiosken - og mens vi spiste de bedste hotdogs i mands minde, tonede statsministeren frem i bilradioen til endnu et corona-spins pressemøde udsendt på DR-Pravda. Med sin forlorne messende og patroniserende stemme opfordrede Slette-Mette danskerne til at få det tredje stik.

Jamen for hulen, da. Der er jo ikke noget vi hellere vil.... Bizart og helt uden situationsfornemmelse. Men som sædvanligt har det københavnske klerasi ingen som helst forbindelse med Jylland. Hvis statsministeren havde haft den mindste pli, ville hun måske have brugt sit pressemøde på vejforholdene i det nordjyske, hvor hun selv er valgt.

Vi var hjemme igen ved 19-tiden efter tre timers  tur i sneen, hvor vi rigtigt hyggede os med minderne fra Grønland og Norge.

Hjemme havde sneen lagt sig rigtig julehyggeligt i haven. Og så var der al sneen på de små ruder bag julestjernen. Det kunne en butiks-dekoratør ikke have lavet smukkere.

P.s. Det har rent arbejdsmæssigt været et par bevægede dage, hvor jeg kun sporadisk har været i forbindelse med redaktionen i Nuuk på grund af omfattende strømafbrydelser. De få øjeblikke med hul i gennem har jeg brugt til reportager og baggrund for strømafbrydelserne. Printavisen bliver forsinket i denne uge, da den ikke var klar til tryk onsdag aften. Og her torsdag morgen er der strømafbrydelse i Nuuk igen. Der er altså nogen, der har det værre end danskerne - og som sædvanligt er det svært at få de ansvarlige i tale, men retfærdigvis skal det med, at jeg onsdag eftermiddag inden turen til Aars fik et interview med den ansvarlige Naalakkersuisoq, Kalistat Lund, som lovede at indkalde Nukissiorfiits (det grønlandske forsyningsselskab) ledelse til en kammeratlig samtale. Det bliver spændende at se, hvad det ender med...

Advent

Lys i mørket

Første søndag i advent begyndte helt efter julebogen: Med sne. Sæsonens første sne oven i købet.

Men det var kun en stakket frist, for senere kom regnen og skyllede sneen væk.

Men advent er og bliver dog advent. Så der er kommet julestjerner i vinduerne, og træet uden for er stadset med julelys.

Så er vi i gang... Der er kun tre uger til vintersolhverv, og vi begynder på det hele en gang til.

Silde-juleaften

Sild skal der til

Sidste fredag i november er sildelaugets svar på juleaften - arh, måske ikke helt... Men så lillejuleaften da. Så lad os kalde det silde-juleaften.

For den sidste fredag i november er den aften, hvor laugsbrødrede laver julesild - og siger tak et godt laugsår med en svingende gang stegte sild, løgsovs og kartofler. Så bliver det ikke meget større i denne udsøgte samling af gourmeter og gourmander med ulige cpr-nummer og med stærk tilknytning til Øland.

Aftenen og slagets gang var traditionen tro lagt i hænderne på sildemester Birger - tidligere oldermand og med stærk sans for sild og lager. Så laugsbrødrene var i trygge hænder, mens der blev filetteret røde og hvide sild og stegt flere hundrede almindelige sild.

De stegte sild røg for de flestes vedkommende i lage og glas for at vække lykke ved julebordene i de små hjem, mens resten blev fortæret på stedet som en afslutning på de flittige hænders sanken, skæren og stegen.

Aftenen bød indledningsvis på optagelse af Michael Vedsted i den sluttede kreds. Da oldermanden vanen tro føjter rundt i udlandet, var denne optagelse lagt i hænderne på viceoldermanden, der benyttede lejligheden til at indstifte et laugsråb, som vi kunne hylde novicen med:

-Sild, sild, sild. Nu vil vi ha' sild. Sild, sild, sild. Nu vil vi ha' sild. ØLAND SILDELAUG!!!

Under arbejdet med silden bød giftblanderen på endnu et fantastisk fluidum lavet på lokale frugter og urter. Denne gang jordbær, rabarber og kirsebær - kort sagt en rigtig julesnaps til årstiden særdeles passende. Ikke sur, ikke sød - men med kant - akkurat som laugsbrødrene.

Da de tre slags sild var syltet, det vil sige marineret på fiskesprog, var det tid at gå til bords. Aldrig har stegte sild med løgsovs smagt så godt. Det skulle da lige være forrige gang - og sikkert også næste gang. For sild er en tradition, der går igen år efter år. Ikke mindst i Øland Sildelaug.

Og da sild jo skal skylles ned med forsvarlige mængder brændevin, gik snakken livligt ved bordet - og efter oprydningen gjaldede Ølandsangen da også ekstra kraftigt, da denne traditionsrige aften randt ud.

Hvalpsund 1974

Piger og drenge på fælles lejr

Et opslag fra Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn om Det Danske Spejderkorps store korpslejr i Hvalpsund i 1974, sendte tankerne tilbage til mine unge dage, så jeg skrev en kommentar ret frit fra leveren:

Lejren blev åbnet af Farsøs borgmester B. Nielsen-Man. Jeg gætter alvorligt på, at det var den eneste gang i karrieren, at borgmesteren talte til 20.000 mennesker.

Alle lejrdeltagerne bar ved lejrens åbning bøllehatte i forskellige farver, efter hvor de kommer fra. Nordjydernes var lilla, som det også fremgår af det vedhæftede luftfoto.

Luftfotoet blev taget af daværende Aalborg Stiftstidende-fotograf Max Rene, der havde flyvecertifikat. Efter at negativerne var kopieret, fløj han rundt til samtlige fotolaboratorier i Nordjylland og Sydnorge, så der kunne laves 20.000 farvekopier inden lejrens slutning, så alle deltagerne fik et foto med hjem.

Jeg deltog i opbygningen af lejren, hvor jeg lavede mange hundrede spær til lokummerne. Det var i de gode, gamle dage, hvor spejdere stadig kunne finde ud af at skide i en spand.

Lejren var i øvrigt den første store spejderlejr for både drenge og piger, efter at Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps blev slået sammen i 1973.

På lejrens sidste aften spillede Gasolin til lejrbålet - meget stemningsfuldt med Beckerlees guitarudgave af "Nu flyver mørkets fugle ud (Auld long syne)". Jeg tror, at alle, der oplevede det, stadig kan få en lille tåre i øjenkrogen ved tanken.

Jeg bringer dette lettere rodede og uredigerede opslag, fordi jeg ikke kan uploade det omtalte luftfoto til Facebook. Og så er der lige et par bonusfotos fra kontoret - et krus fra lejren, som står i min vindueskarm og så brændemærket fra lejren på mit gamle - og i dag alt for korte spejderbælte.

Selvfedme i lårtykke stråler

Tidens tendens

Selvfedme er blandt årets nye ord i Den Danske Ordbog. På tide vil mange sikkert mene.

For der er ingen tvivl om, at selvfedme er et udbredt fænomen blandt danske politikere, der gerne rejser verden rundt på skatteydernes regning og belærer andre lande om, hvordan de skal opføre sig.

Det er patetisk at se på, når de danske statsmænd fortæller stormagter som Rusland og Kina, hvordan de skal indrette sig. Belæringen går som oftest ud på, at stormagterne bare skal gøre, som vi gør i Danmark. Det minder om musen i elefantflokken, der siger: - Ih, hvor vi gungrer.

Vores politikere abonnerer på synspunkter om miljø og demokrati – og slår gerne et slag for el-biler, vindmøller, solceller og andet moderne isenkram, selv om det er de færreste dansker, der vil have den slags stående i baghaven.

Det klinger især hult, når kineserne og russerne skal belæres om demokrati. For i den henseende er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. Det handler grundlæggende om, at man blandt magthaverne har en udbredt mistillid til, at folk selv kan forvalte deres liv og ejendom.

Et helt igennem tænkt eksempel: Hvis en mand her på Øland vil bygge et hotel på sin egen grund i strandkanten, skal han spørge om lov i Aabybro, der så skal have lov af dem i København, der så for en sikkerheds skyld spørger dem i Bruxelles – og fem år efter får manden så et nej.

Der er simpelthen ikke symmetri i den proces. For der er jo ikke nogen, der spørger om lov på Øland, når de vil bygge et hotel i København eller Bruxelles. Og folk i København vil sikkert gerne have sig frabedt, at vi har en mening om deres hotelbyggerier.På den måde er der ikke den store forskel på Danmark og Kina. I Kina er det Beijing, der bestemmer – og i Danmark er det Bruxelles, der bestemmer. Forstå det, hvem der kan.

Det handler om lokal forankring, og det handler om selvforvaltning. Hvis en befolkning i det lille samfund kan blive enig om et projekt, skal centrale myndigheder langt væk fra arnestedet simpelthen blande sig udenom. Vi skal nok selv lave de naturnationalparker, der passer til vores lokalsamfund. Det kan vi gøre bedre og ikke mindst billigere.

Problemet er, at politikerne betragter et lille samfund som vores med under 500 indbyggere som bakterier i en petri-skål. Hvis væksten, selvstændighedstrangen og iderigdommen bliver for voldsom efter politikernes smag, slår de bakterierne ihjel med et skud penicillin. Lev med det, som det smagfuldt bliver udtrykt af statsministeren.

Nu har der lige været kommunalvalg. Demokratiets festdag, som det ureflekteret blev kaldt i flere medier, selv om det ikke klæder pressen at tage stilling. Men er det demokrati, når vi nægtes retten til selv at bestemme – selv på det lille jordlod, som vores hus ligger på?

Valgkampen bød på selvfedme i lårtykke stråler. Der var ingen grænser for alle de initiativer, som politikerne ville sætte i gang. Men i samme sekund som dørene lukkede sig bag konstituringsforhandlingerne, var løfterne glemt. Nu var det taburetterne og de fede ben, det gjaldt – og så betyder valgløfter mindre.

Det kunne være interessant, hvis politikerne stod fast på deres positioner – og rent faktisk snakkede politik frem for taburetter. Det ville lamme systemet, og det ville give borgerne fred i de kommende fire år. Egentlig en ganske tillokkende situation.

Det var derfor med største ulyst, at jeg afgav min stemme – vel vidende at jeg dermed er med til at legitimere magtbrynde, løgn, latin, løftebryderi og hæmningsløs ragen til sig. Jeg stemte, selv om det er et valg mellem pest og kolera, fordi jeg trods alt mener, at det er marginalt bedre med politikere, der er selverhvervende og ikke offentligt ansatte. Kendsgerningen er jo, at langt de fleste politikere kommer fra den offentlige sektor – og dermed er åbenlyst inhabile i alle spørgsmål om udskrivning af skatter og drift af offentlige institutioner.

Jeg drømmer om en ny kommunalreform – eller rettere en omvendt kommunalreform, hvor magten gives tilbage den enkelte og til lokalsamfundene, hvor små de end måtte være. For med magten tæt på folket, følger også ansvarligheden. Det er svært at tage ansvar, når man ikke har indflydelse.

Kald det bare selvfedme – men jeg tror på, at vi kan styre os selv.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 19. november 2021

Vild vækst

Tallerkensmækkerne går amok

Frosten lader vente på sig, og det lune efterårsvejr giver næring til vækst og grøde i mine tallerkensmækkere ved naturhegnet. Blomster er der ikke mange af, men de kønne blade bare vokser og vokser - og udgør en reel trussel mod porrerne.

Men det får nu være. Porrerne skal nok overleve - for når først vi får lidt frost, visner tallerkensmækkerne i løbet af få timer. Og det var så den sommer.

Jeg har efterhånden haft tallerkensmækkere på stedet i nogle år. De er nu blevet selvsupplerende. Smider en masse frø, der begynder at spire i juni. Så kommer der lidt krise i august, hvor kålormene splitter det hele ad - men som det ses på billedet, kommer de stærkt igen, hvis der ikke kommer frost.

Tallerkensmækkere kaldes også brøndkarse eller nasturtium, hvis det skal være rigtig fint. De smager godt af karse og sennep - og kan bruges som pynt i salat og på smørrebrød.

Kogekonen rykker ud

Dansk suaasat

Foto: Søren Aagaard

I mit hjertes godhed havde jeg sagt ja til at lave gule ærter til et møde i Sct. Georgs Gildet i Aalborg onsdag aften. Helt præcist lød ordren på 30 kuverter af den nærende søbemad, som hører årstiden til, så jeg måtte finde de store gryder frem.

Det lyder som et stort arbejde, men så er det altså heller ikke værre. Og når folk så bliver mætte og tilfredse, er fornøjelsen helt på min side. Sværere er det nemlig heller ikke.

Til 30 personer tager man 3 kilo sprængt flæsk, 3 kilo røget flæsk og halvandet kilo medisterpølse samt to store gryder. Det sprængte flæsk skal koges i to timer, det røgede i halvanden time og medisteren i 20 minutter. Med to gryder kan det altså sammenlagt gøres på et par timer.

Suppen fra kødet hældes sammen i en stor gryde, der spædes med vand, så der er i alt ni liter. Heri kommes så to kilo gulerødder, to kilo selleri og seks porrer - altsammen skåret i små tern. En god håndfuld tørret timian og lidt peber smides i, og det koger i 20 minutter.

Så tilsættes tre pakker gule ærter af Møllerens frysetørrede udgave, det hele får et opkog i fem minutter og smages til salt. Hele operationen tog godt tre timer, og så var der ellers klar til servering.

Jeg foretrækker selv at sprænge mit flæsk, så det giver lige lidt ekstra forberedelse. Jeg bruger udbenet brystflæsk, som jeg bestilte ugen i forvejen hos slagteren i Bilka, som jeg kender godt. Flæsket lægges i en lage med 100 g salt, 25 g nitritsalt, 25 gram sukker, et par laurbærblade og en håndfuld hel peber pr. liter. Det sættes i køleskabet og trækker i fire døgn, hvorefter lagen hældes væk, og kødet sættes i blød i rent koldt vand i yderligere fire timer. Det er altså gode sager efter den proces.

Resultatet blev som forventet. Det smagte hamrende godt - og de 28 mødedeltagere spiste rub og stub på nær lidt røget bacon og en sjat gule ærter. Det fik Dina og jeg så torsdag aften. Og det var her, at vi blev enige om, at gule ærter er et dansk svar på grønlændernes legendariske suaasat - suppe kogt på sæl og tilsat grødris.

Men når sandheden skal frem, så foretrækker jeg bestemt gule ærter frem for suaasat.

Det sker forholdsvist jævnligt, at jeg finder kogekone-dresset frem og rører i de store gryder ved forskellige lejligheder. Mange bryder sig ikke om at lave mad til mange mennesker, men for mig er det en fornøjelse. Kald det bare zen, for det er nærmest en mediativ tilstand, så længe det er mig, der er chefen ved gryderne.

Jeg forlanger heller aldrig løn eller tak for arbejdet. Belønningen ligger i at se, at folk bliver mætte og tilfredse. Det er slet ikke så ringe en oplevelse.

Business i Grønland

ABD for forretningsfolk

Den grønlandske haute couture-designer og iværksætter Louise Lynge Berthelsen, der står bag succes-virksomheden Nuuk Couture, blev forleden ringet op af en dansk telefonsælger - klokken 6.30 om morgenen.

Det fik hende til at fare i blækhuset, som i dette tilfælde er bloghuset, og skrive en ABD med ti gode råd til danskere, som vil lave forretning i Grønland. Det er gode råd, som er til at få forstand af - og som også er nyttige for alle andre, der vil have med Grønland at gøre.

Jeg har fået lov at dele de gode råd fra Louises blog:

Mini-ABD til  dig som vil lave forretning med nogen i Grønland

(Denne mini ABD er skrevet med et smil på læben og er udelukkende mine egne observationer - Nej, det er ikke en fejl jeg har skrevet ABD - I Grønland bruger vi ikke C i vores alfabet)

1) Lad vær at ringe lige når du er mødt ind kl.8.15 - Grønland ligger 4000 km væk - så SELVFØLGELIG er der en tidsforskel. Faktisk på hele 4 timer - så vent til efter frokost.

2) Efter frokost er halvdelen af dit hurtigt snakkende tempo dalet og dit overdrevet salgs pitch aftaget - nu passer vi rent mentalt meget bedre sammen. Vi hader sleesy salgsopkald! (Især kl.4.15 om morgenen).

3) Grønland er 4 timer og ca. 15 min væk i fly. Flere af os selvstændige har før corona fløjet til Danmark flere end fire gange årligt - det ser de fleste af os selvstændige som normalt - så lad være med at lade afstanden afskrække dig.

4) Det hedder “i Grønland” - ikke “på Grønland”.

5) Hvis du er så heldig at lave forretning med nogen i Grønland, så venter der dig højst sandsynligt et eventyr af fantastiske oplevelser og rent business mæssigt, så er der så mange uudnyttet muligheder. Det kræver du tør investere i dit ukendte - vi kender Danmark ganske godt!

6)  Grønland er en guldmine! (Også i bogstaveligste forstand... ) Jorden er fuld af mineraler, diamanter, rubiner - men også rent menneskeligt!

Når du laver forretning med folk i Grønland, så er du i kontakt med mennesker, der har store faglige kompetencer. Vi jonglerer dagligt imellem 2-3 forskellige sprog, vi kan løse faglige opgaver og derefter i ren “Alene i vildmarken stil” smutte ud og hente vores aftensmad med en unge eller to på armen.

7) Grønland ligger udenfor EU og er derfor momsfritaget. Hvis du vil handle med os, skal du altid trække momsen fra.

8) Vejret bestemmer i Grønland. Det lever og fungerer vi ret godt under. Så når din pakke ikke er landet i mine hænder som du ellers har planlagt og disponeret med - så bruger vi ikke tid på at sende klager, rykke, hidse os op, brokke os, sende rykkergebyr mm. Den er højst sandsynligt på vej - måske det bare stormer et sted i Grønland. Sådan lidt “mañana” i Spanien-agtigt...

9) Vi kan kun komme rundt imellem byerne med båd eller i fly. Derfor kan jeg ikke lige smutte til næste nærliggende by og hente en reservedel til hvad det nu er, jeg har købt af dig, og som du ved X har en reservedel af også i “mit område”...

10) Humor - vi har (ofte) ikke samme humor. Grønlændere har stor selvironi. Vi kan sagtens grine af os selv når vi fejler - det betyder ikke, at vi er ok med at du gør det. Du er mere end velkommen til at gøre grin med dig selv og dit eget folkefærd - men du skal ikke gøre det på vores bekostning.

Sikker hollandaise

Varm mayonnaise

Vi spiser meget fisk her på parcellen. Det er hverdagsmad, nemt og hurtigt at lave. Som regel serveret med grønærter eller kartofler med persillesovs. Det var egentlig også tanken lørdag aften.

Men i dagens løb sagde fruen henkastet: - Jeg tænker på hollandaise...

Det er sådan en pæn måde at forlange hollandaisesauce på, så jeg måtte jo i gang.

Mange viger tilbage for at arbejde med de ægte saucer, for der er en teoretisk mulighed for, at de skiller. Nogle mennesker betragter det endog som decideret svært. Det var det måske også i gamle dage, hvor husmødrene gik i gang med vandbad og omhu. Men nutildags har vi jo stavblenderen - og følger du min opskrift, er det pærenemt.

Begynd med at smelte 200 gram smør. Hæld det i en skål, men smid bundfaldet, vallen, væk. Processen kaldes afklaring - og resultatet er altså en skål med afklaret smeltet smør.

Så tager man tre æggeblommer, som ikke må være kolde, men skal have stuetemperatur. De hældes i den høje skål, som følger med en stavblender. Her tilsættes saften fra en citron og lidt hvidvinseddike. Hvis det skal være fint, kan man eventuelt erstatte citronsaften helt eller delvist med hvidvin. Det vigtigste i denne sammenhæng er syren. Giv det et drys salt og hvid (helst) peber.

Giv hele herligheden en ordentlig tur med blenderen, så det bliver let, lyst og luftigt.

Så tilsætter man det smeltede og afklarede smør, mens blenderen kører. Først dråbevis og siden i en tynd stråle. Og voila. Hollandaisen er færdig - og den skiller ikke...

Hollandaise er dybest set bare varm mayonnaise. Det mætter voldsomt, og der skal ikke så meget til, men syren i saucen giver et godt modspil til en fed laks, som var lørdagens fisk.

Prøv selv. Det er ikke så svært - og tusinde gange bedre end de mere eller mindre lødige convenience-produkter, som butikkerne er fulde af...

Vinterklargøring

Havenusserier

Frosten lader vente på sig. Begonier, pelargonier og fuchsia står fortsat i blomst, så jeg har nølet med at tage dem ind i vinterkvarteret på værkstedet.

Men det skal nok komme. Og når først frosten for alvor viser sit vinterfjæs, får jeg travlt. Det ved jeg udmærket, så for at tage lidt af presset, begyndte jeg vinterklargøringen i dag.

I første omgang alle pelargonierne, som er plantet direkte i jorden. De blev taget op, klippet ned og sat i bakker med jord. Jeg lader altid et blad eller to blive siddende. Bladene er jo planternes lunger, så det gør jeg altid. Jeg ved egentlig ikke, om det har en effekt.

Bedst som jeg var ved at være varm, og arbejdet ellers gik strygende, kom regnen. Det blev så jordens bedste undskyldning for at indstille arbejdet, selv om jeg havde lyst til at fortsætte, for er det altså ret hyggeligt at nusse i haven. Selv om det naturligvis er sjovere om foråret end om efteråret.

Der mangler fortsat en del, inden vi kan holde rigtig vinter. Men kommer tid, kommer råd. Og flot ser det fortsat ud med de resterende krukker og potter.

Underjordiske lokummer

Alle har en ende

Søndag eftermiddag gik jeg under jorden. Som en anden Egon Olsen gik jeg rundt i en tysk bunker og ledte efter den store skat. Dog forgæves. Stort set lige som Olsenbanden.

Det var Bunkermuseet Hanstholm, der sammen med Besættelseshistorisk Selskab for Thy og Vester Han Herred havde fundet den helt store feltspade frem og afdækket åbningen til en af de mange tyskerbunkere i Hanstholm. Det var første gang i 65 år, at der var mennesker dernede i dybet.

Der var ikke meget at se. Faktisk ingenting, for der var buldrende mørkt, hvis ikke man havde en lygte ved hånden. Efterladenskaber var der ikke mange af, for inden indgangen blev dækket til i 1956, var bunkeren tømt for værdier - og ikke mindst jern, som der var stor mangel på efter krigen.

Dog fandt amatør-arkæologerne et godt mørnet toiletbræt og en lokumsbørste. Så tyskerne var ikke overmennesker. De gik på das som alle andre. Og det giver jo den tyske neutrum-artikel helt nye dimensioner, når DAS Reich er på tønden. Tyske tønder buldrer mest...

Bunkeren på kanten af Hanstholm var tjenestested for 35 mand - mandskab i køjerum og officerer med eget kvarter. Bunkeren er af typen Fl 244 (tyskerne havde nemlig system i tingene) og var en del af det tunge 10,5 cm luftværnsbatteri. Der findes blot fem eksemplarer af netop denne type ud af et samlet antal på godt 7.000 bunkere på vestkysten i Jylland.

Bunkerbesøget var en bifangst på søndags-udflugten sammen med Anne og Henrik. Det egentlige mål var Bunkermuseet, der i øjeblikket har en forståeligt velbesøgt udstilling om optagelserne til Olsenbanden i Jylland.

Det var sjovt at se. Filmen er en af mine favoritter - og den har fortsat appel til børn og barnlige sjæle med den håbløse jagt på kommandantens skat. Det er simpelthen bare skidegodt, Egon...

Olsenbanden i Jylland blev optaget for 50 år siden - og for en stor dels vedkommende i Hanstholm og omegn. Derfor den fine og oplysende udstilling på bunkermuseet. Således oplyst er det tid til endnu et gensyn med Olsenbanden i Jylland...