Dronningen bliver forsinket

Nye tider i Grønland

Grønland skiftede i begyndelsen af november tidszone og rykkede dermed en time nærmere Danmark. Tidligere var tidsforskellen fire timer, men den er nu reduceret til tre.

Ændringen var et ønske fra erhvervslivet, der dermed fik en times længere kontortid fælles med danske virksomheder. I hverdagen betyder tidsforskellen næppe det store for den helt almindelige grønlænder – ”Benjamin og Zakæus”, der er det grønlandske svar på ”Maren i kæret”.

Men en ting står fast. Det går ud over Dronningens nytårstale, der bliver en time forsinket i Grønland. Og nytårsaften i Grønland bliver med den nye tidszone aldrig den samme, som den var en gang.

For mange er det en fast tradition at samles for at høre talen på fjernsynet, når den bliver sendt i Danmark – gerne med et lille glas, som bliver højtideligt løftet, når majestæten sender den obligatoriske hilsen til Grønland. Så retter man ryggen og glæder sig over de pæne ord. Det kommer nu til at ske kl. 15 i stedet for kl. 14.

De nye tider kommer også til at påvirke nytårsfyrværkeriet. Mange har familie og venner i Danmark – og det danske nytår bliver traditionelt fejret med et gevaldigt fyrværkeri, når rådhusklokkerne fra København ringer det nye år ind i Danmark. Hidtil er skytset fyret af klokken 20, men nu skal nytårsraketterne gemmes til kl. 21.

Det gentager sig en time senere, for der er også mange, der benytter lejligheden til at skyde det færøske nytår ind. Det sker så først klokken 22 i stedet for kl. 21, som det ellers har været en tradition i årtier.

Men på trods af de nye tider og de nye vaner ligger en ting fast. I Grønland er det først nytår kl. 24. Så skal der skydes nytår ind – for alvor. I det hele taget er man glad for fyrværkeri i Grønland – og synet af de mange raketter er et imponerende syn ikke mindst i de større byer og især i storbyen Nuuk, hvor jeg har boet i mange år.

Selv om jeg personligt ikke tør nærme mig en nytårsraket - kryster som jeg er - er nytårsaften i Nuuk et af mine kæreste minder fra de 15 år, jeg boede i Grønland – og jeg håber da, at jeg får mulighed for at opleve En grønlandsk nytårsaften mindst en gang til.

Godt nytår.

Klummen er mit bidrag til dagens udgave af Nordjyske. Jeg skrev den oprindeligt i en lidt kortere form som bagside til ugens udgave af Sermitsiaq, men har skrevet den om målrettet de danske læsere i Nordjyske-versionen.

Endnu en gang: Færdigt arbejde

Den uendelige historie

Endnu en gang er jeg blevet færdig med et projekt, der som sædvanligt voksede og blev mere bøvlet, end jeg i min lallende optimisme havde forudset.

Det begyndte for godt et års tid siden under energikrisen og de tårnhøje el.priser. Jeg havde en dør mellem spisestuen og entreen. Hvis jeg kunne lukke døren, kunne jeg sikkert spare på varmen. Men døren manglede dørhåndtag - og så var døren for resten aldrig blevet malet, da vi købte huset i 2009.

Men sidste år var der bare ikke tid til at gøre noget seriøst ved sagen, for dengang var jeg i gang med den store renovering af bryggerset.

I år var der så tid i juleferien, så jeg kiggede lidt på sagerne. Og det stod hurtigt klart, at hvis jeg malede døren, skulle der nu nok også males i entreen. Og når der nu skulle males, skulle belysningen også sættes i stand - og så videre.

Så allerede sidste fredag gik jeg i gang. Men ingenting er nemt, så jeg lagde ud i fin stil med at flække en dørkarm, da jeg skulle tage hattehylden ned. Anden juledag løb jeg tør for hvid maling til træværket. Torsdag gik det op for mig, at det nyindkøbte dørgreb ikke passede til låsekassen - og i dag var den så gal med skruemaskinen, der ikke ville, som jeg lige havde planlagt.

Men her til aften kom jeg i mål - og kan endnu en gang sige færdigt arbejde. Det ser smaddergodt ud - og jeg har også været ret omhyggelig, hvad der ellers ikke er min stærke side. Så messingkrogene på hattehylden, der angiveligt stammer fra den gamle skole på Øland, har fået en gang brasso og skinner om kap med den sol, vi ikke ser meget til i disse dage.

Desværre er der ikke tid til at hvile på laurbærrene og fejre nytår som anstændige mennesker gør det. For fredag aften gik strømmen. En tilkaldt elektriker til nattakst fandt efter en times søgen fejlen, som er fugt i det kabel, som forbinder huset og værkstedet. Jeg har fået strømmen tilbage i huset, men fejlen skal udbedres, før der igen kommer strøm på værkstedet.

Så nu kan jeg se frem til, at den næste uges tid eller to kan gå med at grave gårdspladsen op for at komme til kablet. Den havde jeg ærligt talt ikke lige set komme. Og hundedyrt bliver det sikkert også...

På plakaten

I offentlighedens søgelys

Jeg fotograferer jævnligt ved forskellige spejderbegivenheder - først og fremmest fordi jeg synes, at det er sjovt, og også fordi det er en af de måder, jeg kan gøre mig nyttig på i den bevægelse, som jeg har været aktiv i næsten hele livet. Spejderne vil gerne have medieomtale - og det går nemmere, hvis der er gode fotos.

Mit sandsynligvis bedste spejderbillede tog jeg i begyndelsen af 2016 midt i en kold februar-nat på det knaldhårde nordjyske Wasa-Wasa-løb, der i 2024 gennemføres for 75. gang den 3. og 4. februar. Billedet viser en sej spejder, der har været gennem et kloakrør, netop som han kommer ud.

Billedet er nu udkommet på en plakat, som gør reklame for jubilæumsløbet - og plakaten er da også kommet op at hænge herhjemme.

Foto: Nordjysk Spejdermuseum

I øvrigt kan en hel stribe af mine fotos fra Wasa-Wasa også ses på en udstilling midt i Aalborg i øjeblikket. Det er Nordjysk Spejdermuseum og løbs-arrangøren Jens Bang Division, der har fået lov til at låne et udstillingsvindue i Spejder Sports store vinduer på Vesteraa i Aalborgs midtby til at markere jubilæet. Selvfølgelig - for skal spejderne på natløb i begyndelsen af februar, skal grejet være i orden, så det køber de hos Spejder Sport.

Løbet blev skabt i 1949 af DDS-gruppen Hardeknuds dengang nytiltrådte tropsfører Niels Lund-Jensen, der opdagede, at spejdernes spejderkundskaber overhovedet ikke levede op til hans forventninger. Han besluttede at kaste sine spejder ud i en test af, hvad de duede til. Det blev et 30 km natløb, opkaldt efter Niels Lunds favoritbog Wasa-Wasa.

Foto: Nordjysk Spejdermuseum

Løbet er gennemført hvert år siden - bortset fra corona-årene. Det hårde løb tæller også med i spejdernes superliga-turnering, så det bør man ikke gå glip af, hvis man er konkurrence-spejder.

Jeg vil heller ikke gå glip af begivenheden, hvor jeg får lov til at være længe oppe og komme hjem og lugte af røg som en rigtig spejder. Så jeg er selvfølgelig også med, når det går løs den 3. februar om eftermiddagen.

Tak for julegaverne

Juleaften

Juleaften tilbragte jeg i det bedste selskab, jeg kender - mig selv. Det skal man ikke have ondt af, for jeg kan faktisk godt lide at være alene. Ikke at jeg sådan har selskab-fobi, men det er nemmere at slappe af, når man kun skal tænke på sig selv - og selv kan sætte dagsordenen.

Men der er selvfølgelig en udfordring med julegaverne. Så dem havde jeg selv købt - med 100 procents garanti for at få noget, der ikke skal byttes i næste uge.

Så det blev til en trappestige og food processor. Min gamle trappestige arvede jeg efter mine forældre for snart 12 år siden - og den er både rusten og vakkelvorn, så det er ikke et sekund for tidligt med en ny.

Food processoren har jeg ikke decideret brug for. Den kan ikke noget, som jeg ikke kan lave i hånden, så det er sådan en overskudsting. Velfærdssamfundet for fuld udblæsning. Men sådan en tingest er god til at lave gulerodssalat og  coleslaw i rå mængder - og jeg forudser da også, at den kan bruges til at skære kartofler i silketynde skiver til flødekartofler. Men det kan jeg nu ellers godt finde ud af som håndarbejde.

En anden fordel ved at være alene er, at man er sikker på at vinde mandelgaven. Så den kom i hus uden kamp. En kæmpepose lakridsæg. Ikke godt for blodsukkeret og blodtrykket, men hvad dælen? Det er jo kun jul en gang om året. Og nu er posen væk, så den ikke kan gøre skade de kommende dage.

Aftensmaden stod på rigtig julemad. Jeg langtidsstegte en and - 8 timer ved 100 grader og så 20 minutter på 230 grader. Jeg spiste lårene og en masse sprød skind. Resten af anden bliver til gryderet i de kommende dage.

Det er et forholdsvis stort arbejde at lave sådan en and. Men sovsen retfærdiggør det. Lavet helt fra bunden med fond og roux - og en god sjat fløde. Så kører det bare derudaf. Med lidt rødkål til. De brune kartofler sparede jeg af hensyn til kalorierne. Jeg er jo så sundhedsbevidst.

Bagefter ris á l'alamande med amerena kirsebær. Frugt og fløde. Det er også ret sundt.

For en sjælden gangs skyld så jeg fjernsyn. F for Får på Ramasjang, der i det hele taget er min yndlingskanal. En anden favorit er den klassiske musikquiz på DR2. Men juleudgaven var en genudsendelse - og så er det slet ikke sjovt at gætte med.

Så trængte jeg til at røre mig inden sengetid. Men man skal ikke overdrive, så jeg holdt mig til en køretur til Tranum Klitplantage. Det blev til sølle fire dådyr, tre rådyr og en hare undervejs. Dyrene holdt åbenbart også juleaften...

Glædelig jul

Julestatus

Glædelig jul til alle.

Årets julehilsen bliver vanen tro udgivet i allersidste øjeblik, for julen er en travl tid i min lille butik. De mange fridage gør, at aviserne mere eller mindre skal produceres på forhånd - og jeg er såmænd også godt i gang aviserne til den første uge efter nytår.

Jeg arbejder jo blandt andet for den grønlandske avis Sermitsiaq - og som alle ved, kommer julemanden fra Grønland, så julen fylder ret meget. Også her i huset, hvor den berømte grønlandske røde julestjerne - hernnhutstjernen - selvfølgelig lyser i vintermørket.

Det er noget helt særligt ved den grønlandske jul og julestjernen. Over alt i stort set hver eneste vindue i Grønland hænger julestjernen i perioden fra 1. søndag i advent og frem til helligtrekongers-dag.

Man ser også den røde julestjerne i Danmark. Som regel vidner den om, at her bor en grønlænder - eller en dansker, der mindst en gang i sit liv har holdt jul i Grønland. Jeg har selv tre stjerner - mindre kan selvfølgelig ikke gøre det her i huset.

Da Dina levede, var det især hende, der stod for juleriet i vores lille hjem, julebag, pynt og så videre. Hun er her desværre ikke mere, men jeg forsøger at holde traditionerne i hævd - og juleaften står den selvfølgelig på både and, tyk brun sovs, ris á l'amande og mandelgave, selv om jeg holder jul i majestætisk ensomhed.

Foto: Oline Olsen

Jeg fik i øvrigt en lille hilsen fra Dina i torsdags. Sådan da. Medarbejderne i Mediehuset Sermitsiaq.AG var en tur på kirkegården i Nuuk for at tænde lys for de faldne kolleger - og sørme om ikke de var søde også at tænde et lys på Dinas grav. Det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg har i øvrigt store ambitioner for fridagene. Jeg er begyndt at male entreen. Den er ikke blevet malet i 15 år, så det er på tide. Jeg skulle også gerne få ryddet op i brændeskuret og fældet og beskåret nogle træer. Alt dette foregår, mens jeg også laver mad. Jeg multitasker, fristes jeg til at sige - hvis ikke det udtryk angiveligt er forbeholdt kvinder i vore dage.

De stramme deadlines i forbindelse med jul og nytår gælder også lokalaviserne her i Jammerbugt. Så jeg brugte lige et par timer lørdag  på et besøg og interview hos en måske og forhåbentlig kommende verdensmester i langbane-speedway. Selv om jeg jo ikke er sportsjournalist, var det spændende at møde en person, som måske kommer på alles læber i det kommende år.

En af julens faste traditioner her i huset er den årlige julehilsen til Grønland. Ikke den på DR, men de grønlandske foreningers traditionsrige fest, der i år foregik i Vejle den 9. december. Jeg var selvfølgelig med - og det blev et herligt gensyn med adskillige hundrede mennesker, som jeg har mødt undervejs. Blandt andre Ole Abrahamsen, som jeg arbejdede med i Nuup Kommunea - og som har taget fotoet nedenfor. Og Harry på billedet, som jeg i sin tid var i Sct. Georgs Gildet i Nuuk sammen med. Det er vist ganske tydeligt, at det var en god dag.

Festen i Vejle kan godt være lidt kaotisk, fordi det er mødested for gamle bekendte - i år over 1100 - og så fordi, at alle taler en babylonsk blanding af dansk og grønlandsk, Men vi forstår hinanden - og det er det væsentligste. Julehilsen til Grønland er stedet, hvor man samles om det, der er fælles - og ikke det, der skiller. Det er en helt håndgribelig udgave af julens budskab i disse urolige tider.

Med disse få, men velmente ord vil jeg ønske glædelig jul.

Foto: Ole Abrahamsen

Ris a l'amande-kage

Juleguf

For efterhånden en del år siden eksperimenterede jeg med en ris a'lamandekage, der dybest set bare er en variation af en traditionel ostekage. Men jeg blev træt af eksperimentet, der aldrig blev særlig pænt, fordi geleen på toppen blandede sig med ris a l'amanden. Det så ærlig talt lidt uappetitligt ud.

Men med tiden er jeg blevet lidt mere sikker på konditor-håndværket, så forleden skulle det være. Her er så opskriften med de små staldtips, jeg har fået samlet op undervejs siden det første forsøg for godt ti år siden.

Jeg bruger min mindste springform - 21 cm i diameter. Start med at smøre bunden og og læg konditorfolie langs ringen.

Bunden laver jeg af en håndfuld let blended havregryn, som jeg rister på en pande med 25 g smør og 25 g sukker. Det hældes ud på bunden af springformen og stampes på plads med stemplet fra en gammeldags bollesprøjte.

Så tager jeg cirka 4 dl ris a l'amande, som jeg rører sammen med 4 blade husblas smeltet i lidt fløde. Det lægges oven på bunden og glattes med en ske. Sæt det i fryseren, så det kan sætte sig, mens du laver gele til toppen.

Jeg tager lagen fra et lille glas Amarena kirsebær, som jeg varmer i en kasserolle med 1 dl kirsebærvin og 1 dl amaretto mandellikør. Tilsæt fem blade husblas og lad det køle til stuetemperatur.

Så hælder jeg cirka en dl af blandingen over den kolde ris a l'amande, som har sat sig i fryseren. Jeg gør det meget nænsomt over bagsiden af en grydeske. Tilbage i fryseren, så gelelaget kan sætte sig.

Efter et kvarters tid hælder jeg det sidste af geleen over sammen med kirsehærrene. Og så er det bare i køleskabet med kagen indtil serveringen.

Når der skal laves ris a l'amande, skal der risengrød til. Det laver jeg altid dagen i forvejen til aftensmad. Det smager for resten også godt og er meget fotogent, så det får du også et billede af.

Sermitsiaq

Hæder til kollegerne

Bloggeren i Nuuk med Sermitsiaq i baggrunden. Foto: Frank Wille

Sermitsiaq er navnet på et fjeld nær Nuuk - og så er det for resten også navnet på den grønlandske avis, som jeg arbejder for.

Avisen modtog fredag Transparency International Greenlands åbenthedspris, der er en hyldest til nogle af de mennesker, som er med til at arbejde for at gøre Grønland til et mere åbent samfund og vise, hvilke konsekvenser korruption kan have.

Det er vi - de faste medarbejdere, chefredaktør Dorthe Olsen og fastlancergruppen, som jeg tilhører - naturligvis stolte af.

"Avisen vinder prisen for deres undersøgende journalistik og artikler, der har bidraget til, at offentligheden har fået indsigt i bl.a. kvotetildelingen inden for fiskeriet og ejerforhold i mineindustrien samt andre artikler om manglende transparens i vigtige samfundsforhold", skriver Transparency International Greenland.

Organisationen skriver videre, prisen ikke gives for den enkelte gode afsløring af magtmisbrug og lukkethed, men som en anerkendelse af "det vedvarende arbejde med at skubbe på fælles holdningsændring om mere åbenhed i samfundet."

Min andel i prisen er ganske beskeden. Jeg interesserer mig mest for personlige historier - og arbejder ikke så meget med graverjournalistik og politiske skandaler, så det er især en hyldest til kollegerne, som gør det godt, og som jeg hver uge har fornøjelsen af at møde mandag og torsdag på redaktionsmøderne via internettet. Så stort tillykke til dem.

Jeg benytter så lige lejligheden til at bringe et portrætfoto fra juni, da jeg var i Nuuk sidst. Det er taget netop med Sermitsiaq i baggrunden - ikke papiravisen, ikke mediehuset, men fjeldet Sermitsiaq. For både avisen og fjeldet har fyldt og fylder meget i mit liv...

Se også her.

Min værste flyvetur

Flyskræk

Jeg elsker at flyve - og har heldigvis haft rig lejlighed til det gennem livet.

Noget af det allerbedste, jeg ved, er starten på nogle af de grønlandske og norske kortbaner, hvor flyet - som oftest Dash 7 eller Dash 8, kører den op på fulde omdrejninger, sætter i gang og 100 meter senere er i luften. Huhej, hvor det går. Det er simpelthen det sjoveste, jeg ved.

Landingerne kan også være ret sjove. Dash-flyene har et meget stort haleror, så de kan operere på de korte baner, Det gør dem livlige i blæsevejr - og jeg har ofte holdt en nervøs sidemand i hånden, når vi er landet ved at flyve langs banen og så pludselig hoppe ned på jorden. Det skal man lige have prøvet er par gange, før man er helt tryg ved det.

Jeg har kun en enkelt gang været alvorligt bange. Engang i januar 2001, hvor jeg skulle fra Bodø til Svolvær på Lofoten. Det var snestorm - og ædrueligt betragtet slet ikke vejr til at flyve. Flyet - en Dash 8 fra Wideroe - hoppede og dansede i luften på den halve time lange flyvetur - og stewardessen opgav at servere kaffe.

Men det værste var, at der dannede sig is på propellerne. Nok var flyet deiced inden afgang, men alligel satte isen sig på propellerne. Når så isklumpen var blevet stor nok, blev den slynget af og ramte skroget med et voldsomt brag - og sådan blev det ved hele vejen, samtidig med at vi hoppede og dansede i luften. Bankelyden fra skroget var skræmmende.

Det var slet ikke spor sjovt - og et kort øjeblik var jeg faktisk helt sikker på, at det ville jeg ikke overleve, så jeg beredte mig på at møde min skaber. Så slemt gik det nu ikke. Piloter i Nordnorge og Grønland kan deres kram - og det gik godt, som altid.

Jeg kom til at tænke på det, der var mit livs værste flyvetur, da den grønlandske kunstner Miki Jacobsen forleden var udsat for næsten det samme på en tur fra Ilulissat. Efter turen tog han et foto af Air Greenlands ramponerede Dash 8, hvor man tydeligt kan se, hvordan isen fra propellerne har lavet huller i skrogets maling.

Det ser voldsomt ud - og det er som sagt ikke rart at opleve. Men flyene er holdbare - og piloterne i både Grønland og Nordnorge er bare så dygtige. Så selv om det virker skræmmende og ikke er særlig sjovt, vil jeg altid være tryg ved at flyve med de små, men meget livlige fly. For det er også sjovt at flyve med Dash...

Tak til Miki Jacobsen for lån af fotos.

Kom an, frost

Ny dør

Så fik jeg endelig sat den nye dør i værkstedet. Det luner, bogstaveligt talt.

Fredag eftermiddag fik jeg besøg af Jens og Lars, som har prøvet den slags før - og så gik det som en leg. I løbet af en god times tid blev døren monteret. Stor tak for hjælpen.

I løbet af weekenden fik jeg så isoleret mellem karm og væg - og jeg fik også repareret noget isolering, som der havde været mus i. Det virker - effekten er markant. Jeg lavede et lille forsøg. Radiator-termostaten på laveste blus. Resultatet blev en forskel til udetemperaturen på cirka 8 grader. Tidligere har forskellen været 2 til 3 grader.

Så nu kan vinteren bare komme an. For begonier, pelargonier, kallaer, gladiolus og fuchsia er nu på plads på værkstedet og kan gå gennem vinteren uden frost - og uden at jeg skal fyre alt for meget for fuglene.

Der mangler lige et par lister. Det ordner jeg i den kommende weekend.

Og når foråret en gang kommer, så skal det sidste stykke væg males. Det har det trængt til i flere år.

Gæster fra nord

Silkehaler

Her til formiddag blev jeg bogstaveligt talt taget med bukserne nede...

Mens jeg snakkede i telefon på kontoret, fik jeg pludseligt øje på en flok silkehaler i bøgen bagerst på parcellen, så jeg sluttede hurtigt telefonsnakken og fandt et kamera.

Men det blev kun til et hurtigt doku-foto, for jeg var slet ikke klar til at gå udendørs i det råkolde november morgen-vejr. Så det blev kun til et flygtigt øjeblik af overordentlig skønhed, som Egon Olsen ville sige det, når han åbner et Franz Jäger-pengeskab.

Før jeg overhovedet havde fået bukser på, var fuglene fløjet. Men nu ved jeg, at årets træk er kommet.

Så når der kommer lidt mere lys op ad dagen, skal jeg da ud med kameraet. For silkehalen er en flot fugl, som det er værd at køre efter. De kommer gerne her i slutningen af november eller begyndelsen af december, når det bliver for koldt og ugæstfrit i de hjemlige tragter i Nordnorge.

De er altid velkommen her på parcellen.

De sidste krampetrækninger

Vinterklar

Weekenden er gået med at gøre haven vinterklar. For det lakker umiskendeligt mod vinter.

Alle pelargonierne - og det er mange - er pakket ned til vinterkvarteret på værkstedet. De fleste begonier ligeså, men jeg lod nu et par krukker blive stående med fuchsia og begonier. De blomstrer så fint, at jeg ikke kunne nænne at klippe dem ned - og pyt, når først frosten kommer, er den sag hurtigt klaret.

De fleste af krukkerne er tømt og stillet ind. Men nogle enkelte har jeg sparet og fyldt dem med med løg - påskeliljer og tulipaner. Der bliver også nogle stykker med hyacinter og juleroser, men jeg mangler lige at få blomsterne købt, når jeg finder et skarpt tilbud.

TV-meteorologerne jubler ved udsigten til vinterligt nedbør, som er deres eufemistiske betegnelse for sne. Måske onsdag. Lad os nu lige se, hvor galt det går. Jeg har for over en uge siden meget profetisk bestilt hjulskifte onsdag morgen. For man behøver jo ikke være meteorolog med en lang fin uddannelse for at vide, at det snart er vinter. Det er såmænd nok bare at kigge i kalenderen.

Et andet sikkert vintertegn er rødkælken på gårdspladsen. Den er flyttet ind under buksbommen. Den løber så rundt og holder øje med, om der dukker noget spiseligt op, når jeg arbejder i haven. Det er et sikkert vintertegn.

Tid til nordlys

Himmelsk lys

Så kom sæsonens første nordlys på kortet. Et kraftigt solpletudbrud har de seneste dage gjort det muligt at se nordlys i Danmark, men det var nu først mandag aften, at det var skyfrit - og så var det med at komme af sted med kameraet.

Bevares - det danske nordlys tåler ikke rigtig sammenligning med det, vi oplever i Grønland og i Nordnorge. Men det er og bliver dog nordlys - og så kan jeg ikke holde mig væk.

Skal vi se lidt positivt på det danske nordlys, så tæller det bestemt også på plussiden, at man kan stå udendørs og fotografere gennem længere tid - uden at fryse en vis legemsdel af. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg gad ikke køre til havet, men Ulvedybet er nu også et fint sted til nordlys. Næsten spejlblankt vand, så nordlyset lige får en ekstra dimension. Det er også værd at tage med i regnestykket...

Sjaggernes fest

Tjørne-orgie

Sjag-sjag sagde det, da omkring hundrede sjaggere lørdag eftermiddag satte sig til bords i tjørnetræet uden for kontoret.

Så sagde det sjag-sjag en gang til - og så måtte den ellers rigt bærbugnende tjørn melde udsolgt af de forførende røde bær. Sjaggerne havde en fest og fuglefotografen ligeså.

Netop nu er der sjaggere over alt i naturen. På rov i træer og buske, langs vejene og i haverne. De kommer fra Norge og Sverige - og er nu på vinterferie under varmere himmelstrøg. Omkring 100.000 sjaggere opholder sig i Danmark om vinteren.

Enkelte bliver her også om sommeren og yngler. Men det er ganske få. I 2018 var der 820 par. Og det var først i 1960, at de første ynglefund blev gjort i Danmark.

Men sjaggeren er på en måde "min" fugl. Allerede mens jeg gk i gymnasiet i midten af 70'erne havde vi et ynglepar i haven på Postbakken i Farsø. Det var den fugleinteresserede student in spe ret stolt af. Vi havde i øvrigt også masser af sjaggere i haven, da vi boede i Straumsbukta ved Tromsø for 15 år siden.

Så det er bestemt ikke en sjælden fugl. Men det er min. Og sjovt var det i en times tid at have de mange sjaggere til tjørne-orgie.

Øllebrød, råger og rådhuspandekager

Rock'n rågl i sildelauget

Oktober-mødet i Øland Sildelaug blev en vild aften. Ikke på grund af sanseløs druk, men fordi menuen blandt andet bød på rågeunger - og det er jo vildt i ordets egentlig betydning.

Lidt vild var menuen også, for den treretters bestod af flere elementer, som man ikke prøver hver dag - og for enkelte laugsbrødre var det også den første gang på trods af laugets forholdsvis høje gennemsnitsalder.

Forretten var hverken vild eller sild. Det var såmænd bare god gammeldags øllebrød - sadan lige til at lægge bunden. Alle laugsbrødrene kendte udmærket til øllebrød fra barndommen, men denne ædle restemad er gået lidt af mode i vore dage, hvor de fleste køber skiveskåret rugbrød og kun sjældent har rugbrødshumpler liggende.

Men det smager fantastisk - også lavet på forholdsvis frisk brød og serveret med en forvarlig klat flødeskum. Og så lidt kandiseret appelsin og et melisseblad for pyntens skyld. Jo, det var en god begyndelse på en vild aften.

Hovedretten var rågeunger. Skudt i foråret under reguleringen ved Bratskov af lokale jægere, der regulerer den giantiske rågekoloni. Nogle vil måske mene, at der ikke er fugls føde på de små fjerkræ, men med halvanden rågeunge per mand, så lykkedes det alligevel at blive hæderlig mæt.

Garnituren var rødkåls-coleslaw med mormor-dressing, rosenkål-pure og tyttebærsyltetøj. Og så naturligvis det allervigtigste, når der er rågeunger på menuen - brun sovs. For rågerne er fulde af kraft, så det er en væsentlig del af fornøjelsen. Især når sovsen hjælpes på vej med både hjemmelavet ribsgele og lidt fløde. De to ingredienser har aldrig gjort husskade på en rågesovs.

Og sådan blev det ved. For rågerne inspirerede til et hav af dårlige ordspil. Det var i det hele taget en værre rågen op.

Desserten blev københavnske rådhuspandekager. Og længere fra Øland end det københavnske rådhus kan man næppe komme. Men de smager godt - især når de er forsvarligt dryppet med Gran Marnier, der for resten også er velegnet til at skylle den enkle dessertret ned.

Det var en stor menu - og madlavningen tog også sin tid. Det var der heldigvis råd for, for giftblanderen trakterede med hjemmelavet porsesnaps, da hovedretten var sat over. Giftblanderen var desværre forhindret i at deltage i seancen. Det var synd, for der var mange roser til de ædle dråber.

Aftenen bød også den store regnearksøvelse på tavlen i det gamle skolekøkken. For næste møde er den traditionelle sildeaften - hele formålet med lauget, hvor der skal laves julesild. Den gamle skolelærer Peter styrede med øvet hånd sildebestillingerne på skoletavlen - med kridt. For han er endnu ikke så forkalket, at han kan skrive på en tavle uden kridt.

Kartoffelmos og gode sager

Rensdyrgryde

Weekendens stormvejr var en påmindelse om, at det er sæson for kartoffelmos. Så på fredagens indkøbstur om formiddagen røg der en pose bagekartofler i vognen.

Så var spørgsmålet, hvad jeg skulle have til kartoffelmosen. Det endte med at blive et helt lille projekt, for det blev søndag, inden jeg kunne sætte mosen til livs. Men pyt - jeg skulle arbejde både fredag og lørdag aften, og der er ikke noget, der er så motiverende for arbejde som sult.

I fryseren fandt jeg en rensdyrbov mellem andre gode sager. Den skulle lige tøs op. Egentlig havde jeg gemt det til gæstemad. Men så må jeg finde på noget andet, når det bliver aktuelt.

Lørdag morgen skar jeg kødet fra benene og trimmede for sener. Benene og afskæret røg i en gryde med nogle løg, nogle gulerødder, lidt løvstikke samt et par timiankviste og fik lov at simre  seks timer til en kraftig fond.

Selve kødet røg søndag morgen i en gryde og blev brunet af sammen med lidt bacon i tern og løg. Så fik det lov at simre sammen med lørdagens fond i 40 minutter. Herefter hældte jeg nogle gulerødder i temmelig rustikke tern og nogle champignon oveni - og det fik så lov at simre yderligere en halv time. Jeg smagte til med salt og peber, tilsatte en god sjat fløde, lidt kulør og jævnede med maizena. Så var det rensdyr barberet og klar til søndag aften.

Så manglede jeg kun kartoffelmosen, der var det egentlige mål med operationen. Det blev temmelig sent søndag aften, før jeg fik det lavet. For vinden havde lagt sig - og jeg nød efteråret, skumringstimerne og løvfaldet på gårdspladsen. Det var alt for dejligt vejr til at gå indendørs. Men til sidst sejrede sulten.

En god weekend. Behøver jeg at sige, at det smagte fantastisk med en solid klat tyttebærsyltetøj? Og så er der rensdyr til de næste dage også.

Karbonader med grønærter

Mad-æstetik

Det er måske de færreste, der tænker over det: Men jeg synes altså, at karbonader er noget af det flotteste, der findes.

Så jeg får jævnligt karbonader i min lille husholdning. For mig er synet af maden det halve måltid, så det er god sund og nærende hverdagsmad. Det er også nem mad, der kan laves på et kvarters tid - og i den hjemmelavede udgave tusinde gange bedre end færdigmad som pizza og burgere udefra.

Hemmeligheden bag en god karbonade er paneringen. Jeg bruger rugmel blandet med et generøst drys af salt og peber - og så steger jeg i smør. Karbonaderne på panden for fuldt blus og brunes af på begge sider. Herefter fem minutter på hver side ved svag varme.

Mens smørret i panden bruner, laver koger jeg grønærter og gulerødder i to minutter i en lille smule vand. Så laver jeg en opbagning på en god klat smør og en skefuld maizena. Tilsætter kogevandet og justerer farven med mælk eller fløde. Til sidst hældes ærterne og gulerødderne i saucen - og længere er den ikke.

Hvis man ellers kan multitaske og flytte fingrene i en fart, tager det altsammen et kvarters tid. Resultatet er et herremåltid, der oven i købet ser godt ud. Hvor svært kan det egentlig være?

Mand over bord

Kunstfoto

Foto: Danny Heinricht

Forleden skulle jeg fotografere den hollandske kunstner, surrealisten Peter van Oostzanen, på bagperronen af en cirkusvogn. For at få den helt rigtige vinkel kravlede jeg op på et havebord og skabte en vaskeægte mand-over-bord-situation.

Jeg er ellers en stor tilhænger af Grundtvigs gamle ord - ved jorden at blive, det tjener os bedst. Men en gang i mellem må man jo ofre sig for kunsten. Bordet knagede voldsomt under manøvren, men holdt besynderligvis. Så helt tung er man åbenbart ikke længere.

Fotoet skulle bruges i den lokale ugeavis - og kan ses her.

Gulerodskage

Kagetrang

Jeg bliver altid kagesulten, når jeg ser Bagedysten og andre madprogrammer. Det minder nok mest om narkomanens hunger efter suset, så et eller andet måtte jeg gøre, nu da der begyndt en ny sæson af programmet.  Et stykke kage kan øjeblikkeligt fjerne min irritation over mange af de medvirkendes og især Timm Vladimirs grimme tatoveringer.

Desværre skal jeg af forskellige årsager holde lidt igen med sukker og kalorier, så det er ikke nemt. Men nu tror jeg - efter tre forsøg - at jeg har en opskrift, der sidder lige i skabet. Den er hverken sukker- eller kaloriefri, for fanatisk tunnelsyn er ikke lige mig. Det skal også smage godt.

Udgangspunktet i opskriften er, at jeg erstatter sukker med noget, der hedder Perfect Fit. Det er en sukkererstatning udvundet af plantefibre. Stoffet hedder polydextrose og udmærker sig ved, at det under opvarmning opfører sig lige som sukker - og dermed er med til at give kagedejen den rigtige struktur. Det søder ikke så meget som sukker, så det er en god ide at tilsætte enten lidt sukker eller sødemiddel oveni.

Det er faktisk et vigtigt råd i al madlavning og bagning. Smag dig frem. Man dør ikke af at spise dej...

Jeg begynder med at piske fire æg godt. Så hælder jeg 160 gram Perfect Fit, 250 gram mel, 1 spsk bagepulver, 1 spsk kanel, 1 spsk kardemomme og 2 spsk vanillesukker i en skål og blandes godt. Det sigtes i æggemassen, der røres til en flydende dej. Herefter vendes tre til fire revne gulerødder, en håndfuld rosiner, en håndfuld hakkede mandler, et revet æble og 1 dl rapsolie i. I ovnen i form 40 minutter ved 175 grader.

Når kagen er kold, smøres den med mascarpone-glasur. 50 gram lunt smør og 125 gram mascarpone piskes sammen og tilsættes flormelis. Mængden af flormelis er cirka 100 gram, men man bliver ved med at tilsætte, til glasuren er jævn, så det er nemt at se, hvornår det er nok.

Resultatet er en dejlig svampet kage - sikkert på grund af væden fra gulerødderne og æblet - med et lækkert overtræk. Den kan holde sig længe i køleskabet, så man kan nuppe et stykke eller to, når trangen melder sig.

Udgangspunktet for kagen var en af Dinas gamle  opskrifter fra diabetes-foreningen. Min erfaring med opskrifter fra patientforeninger siger mig, at de ikke kan bruges til ret meget. De er som regel udviklet af magre, vegetariske livsfornægtere med tunnelsyn, der ikke kender til god smag. Konkret var kagen i første forsøg nærmest uspiselig - tør som ørkensand -  men med lidt sund fornuft og lidt sukker og smør kan man komme langt.

Det er skanken, der tæller

Simremad og ny oldermand

Fredag debuterede Peter i rollen som oldermand og mødeleder i det lille sildelaug. Og i almindelig begejstring over den nys erhvervede og meget ærefulde tillidspost havde han også tilbudt at stå for planlægningen af fredagens traktement.

Det blev en storslået treretters, der en gang for alle slog fast, at der også er bund i fattigfolk. Serveringen var så rigelig, at der blev god brug for de doggy-bags, som Peter viseligt havde medbragt.

Første servering var den russiske pirog - og ikke et ord om Putin i den anledning. Piroggerne var velvoksne med et fyld af røget laks og spinat. Velafbagte og velsmagende og næsten et helt måltid i sig selv.

Men det kunne sildebrødrene godt glemme alt om.

For dagens hovedret var griseskank. Store skanker af fritgående svin fra Himmerland med smørristet spidskål, purerede rodfrugter og en nærende brun sovs.

Skankerne var store - og spidskålene ligeså - så det var lige før, der skulle sidefjæl på tallerkenen. Der var rigeligt med føde, selv i et selskab af relativt voksne mænd, så en efter en opgav man at fuldføre måltidet. Det var nødvendigt at kaste håndklædet - eller rettere gaflen - i ringen.

Efter en relativ lang slåmavepause gik gonggongen så til tredje omgang. En chokolademousse med hindbær. Det var hjerteforeningens opskrift, så det skete der ingen skade ved.

Giftblanderens bidrag til aftenens udskejelser var en årstidsaktuel bjæsk på æbler og timian. Den var både frisk og velsmagende og faldt i alles smag.

Således opløftet og alligevel tynget af rigeligt med mad blev det temmelig sent, inden det blev tid til oprydning, Ølands-sangen og en hjemtur i fuldmånens skær.