Barndommens gade

Gensyn

Mit barndomshjem i Farsø.

Søndagsturen gik til kirkegården i Farsø med lidt blomster til påsken og forældrenes grav. Turen tog en ganske uventet drejning og bød på en helt igennem overraskende og uventet oplevelse.

Garagen og det store værksted.

Da vi kom til Farsø, kørte vi efter en pludselig indskydelse hen ad Postbakken - den parcelhusvej, hvor jeg trådte det meste af min barndoms og ungdoms træsko. Vi stoppede naturligvis ud for nummer 3, som er det hus, mine forældre byggede som familiens ramme i 1967.

På trappen til bryggerset stod en ældre dame og kiggede på os. Vi kiggede også, og hele situationen blev lidt akavet og ubekvem, så jeg gik ud af bilen for at forklare mig. Det var trods alt mit barndomshjem...

Damen - Gerda Andersen hedder hun - var helt med på situationen. Skyndte sig at sige, at hun godt vidste, hvem jeg er: - Jeg læser altid dine artikler i avisen, føjede hun venligt til.

Bryggerset ser ud akkurat som i slutningen af tresserne.

Vi blev inviteret ind og kigge. I første omgang undslog jeg beskedent med henvisning til tidens baciller og virus, men den slags var hun nu ikke bange for, bedyrede hun... Og jeg er fra naturens side født nysgerrig...

Så det endte med, at vi kom på rundvisning i mit barndomshjem. Det var fantastisk, for indvendigt står huset stort set - bortset fra lidt maling - akkurat som dengang, det blev solgt i 1997. Gerda Andersen og den nu afdøde ægtefælle havde købt huset i 2003. Manden havde i sin tid valgt huset på grund af min fars temmelig store værksted, hvor han havde hygget sig med at dreje træ.

Køkkenet med spisekrogen.

Jeg må indrømme, at jeg kneb en lille tåre, da jeg stod i bryggerset. Flisegulvet og indretningen var den gode gamle fra tresserne med en grovvask og en lille viktualiekælder.

Også køkkenet lignede sig selv. I hjørnet en bænk og et lille spisebord, hvor jeg har indtaget min morgenmad i årevis.

Palisandervæggen med skydedørene.

Stuerne fremstår også som i gamle dage. I den ene stue en palisandervæg med skydedøre. Palisandervæggen er sådan en rigtig flot tresser-detalje, der næppe kan betales for lovlige midler i vore dage.

I endevæggen i stuen er der også en anden tidstypisk detalje - en blyindfattet rude. Fru Andersen kunne fortælle, at det havde alle husene på vejen fra slutningen af tresserne. Det kunne jeg ikke selv huske, men jeg erindrer da, at mine forældre var temmelig stolte af den detalje.

Huset blev i sin tid tegnet af min far, men det er et meget tidstypisk hus med en lang forbindelsesgang midt i huset. Jeg fik også lov til at kigge ind i soveværelset - hjørneværelset, som i sin tid var mit drengeværelse og i teenageårene stedet, hvor der blev varmet op med bajere og tobak, inden vi i weekenden tog til bal på kroen eller måske på Storm T, byens dengang navnkundige diskotek...

Den blyindfattede rude var en arkitektonisk
nostalgidetalje i tressernes danske parcelhuskvarterer.

Det blev også til en tur i haven, der var lidt af et vildnis, da huset blev solgt. Den fremstår nu fin og velanlagt. På hjørnet af parcellen havde vi en lille bålplads, hvor Spejder-Jesper ofte hyggede sig med bål og pølser. Bålstedet er væk - og der er nu kompostbeholder - men Gerda Andersen kunne fortælle, at bålpladsen stadig havde været der, da de overtog huset i 2003.

Det var simpelthen en stor og meget uventet oplevelse på en søndag eftermiddag. Og jeg var altså lidt stille, da vi kørte hjemefter. I øvrigt bevæbnet med et par solide stykker pålægskagemand fra Brugsen i Farsø - ægte jyde-take-away...

Tak til Gerda Andersen for denne lille tur ned ad barndommens gade.

Sydfacaden. Længst til højre vinduet til drengeværelset og en
af de nødvendige læmure. Da huset blev bygget, var det på en åben
 og meget forblæst mark højt beliggende på Postbakken i Farsøs udkant.

Storspover

Melankolsk sang

Solen skinner voldsomt, men det er fortsat koldt og blæsende - og det helt store forårstræk lader forsigtigt vente på sig.

Men lidt sker der da derude. De seneste dage har blandt andet budt på en del storspover, som fouragerer i Ulvedybet.

Det er vores største vadefugl, men gør nu ikke så meget væsen af sig. Men skulle man være i tvivl, kan man altid lytte efter sangen. Storspoven har en meget karakteristisk og meget melankolsk sang, som kan høres langt væk. Meget passende til et koldt forår, hvor vi længes både efter varme og normale tider.

Men ellers er det helt store hit i øjeblikket de lysbugede knortegås, der ligger i ålegræs-bæltet ud for dæmningen. Der er mange - omkring et par tusinde - og taget i betragtning, at den samlede bestand på verdensplan er cirka 7.000, er det altså mange.

De lysbugede knortegæs samler i øjeblikket kræfter til trækket til sommerkvarteret på Svalbard. Der er lidt tid endnu, for først i slutningen af maj begynder sneen at smelte på Svalbard. Aktuelt er der minus 23 grader og 5m/s fra NV i Longyearbyen, selv om solen er på himmelen cirka 15 timer i dag. Der er kun kort tid til midnatssolen...

Flot fyr i fældede graner

Egern på skovtur

Der er desværre alt for stille i øjeblikket. Alt, alt for stille.

Men heldigvis kan vi fortsat stole på naturen, hvor foråret er i gang på alle fronter. På eftermiddagsturen mødte jeg dette flotte egern, som var godt i gang med at fouragere i en stabel fældede graner.

En væver fyr fuld af energi og lidt af en udfordring, der pilede ind og ud mellem grenene. Men dagens billede kom i kassen - og så gør det lidt mindre, at landet stander i våde. Trods alt.

Drama på meget tynd is

Grønlands-fiktion

Sådan ser virkelighedens Tasiilaq ud - en topografisk udfordring.

Danskernes uvidenhed om Grønland er en af de store udfordringer i Rigsfællesskabet. Derfor er det på papiret en rigtig god ide, at DR i øjeblikket viser den svenske thriller-dramaserie ”På tynd is”, der foregår i Østgrønland.

Alligevel er jeg ikke imponeret. For serien trækker store veksler på den grønlandske virkelighed og især Østgrønland, der er ”Udkants-Grønland” i en grad, der ikke tåler sammenligning med de udkants- og vandkantsudfordringer, vi kender her i Nordjylland.

Handlingen udspiller sig under et ministermøde i Arktisk Råd, der foregår i den østgrønlandske by Tasiilaq med 2.000 indbyggere.

Det går galt helt fra begyndelsen, hvor vi ser den svenske udenrigsminister og hendes rådgiver på vej til Østgrønland. Rådgiveren er i tæt kontakt med kæresten hjemme i Stockholm, der er gravid og netop har været til scanning hos jordemoderen.

Piteraq i Tasiilaq april 2013.

Som andre i samme situation bliver der udvekslet fotos og skypet på livet løs. Enkelt og genkendeligt og hverdag i Europa. Der er bare den lille hage ved scenerne, at der i virkelighedens verden ikke er mobildækning af betydning i Østgrønland – og da slet ikke uden for bymæssig bebyggelse.

Det fortsætter, da rådgiveren er kommet om bord på olieefterforskningsskibet. Der bliver udvekslet kærlige bemærkninger og kæresten, der selvfølgelig er ansat i det svenske sikkerhedspoliti, ser, hvordan skibet bliver kapret af terrorister via skype-forbindelsen. Det kan ikke lade sig gøre, for det er der simpelthen ikke båndbredde nok til i Grønland – og så koster internetforbindelserne en bondegård.

I kraft af mit arbejde har jeg mange gange deltaget i Skype-møder med grønlandske samarbejdspartnere – og som regel slår vi billederne fra og nøjes med lyden, fordi det grønlandske internet ikke har kapacitet nok.

For et par år siden interviewede jeg en ph.d., der havde lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt grønlandske unge. Hun undrede sig over, at hun ikke fik svar fra respondenterne i Østgrønland – og kontaktede derfor en af dem på fastnettelefonen. Her fik hun at vide, at hvis hun ville have svar fra Østgrønland, var det mest smarte nok at tage dertil – for hendes spørgeskema fyldte så meget, at det ikke kunne lade sig gøre at maile det…

På tynd is er præget af action – og tingene sker hurtigt. Alt for hurtigt til Grønland. For afstandene og vanskelighederne i infrastrukturen er sløjfet med et pennestrøg.

For eksempel i første afsnit, hvor en kvindelig (kvindelig selvfølgelig, for det er en svensk serie) politikommissær ankommer til Tasiilaq få timer efter, at terroristerne har slået til. På papiret kan turen gøres på fire til fem timer, men realiteterne er, at sådan går det sjældent. Sidst jeg rejste fra Nuuk til Tasiilaq gik der tre dage, før det var godt vejr begge steder, så det var muligt at flyve. Men heldigvis for TV-producenterne var det åbenbart godt vejr både i Nuuk og Tasiilaq, da serien skulle optages…

Næsten samtidig ankommer den kvindelige hovedperson fra Säpo til Tasiilaq – helt fra Stockholm – og i øvrigt mod ordre. Det er pudsigt, som heltene i politiserier altid er utilpassede autister, der ikke forstår selv den mest simple ordre.

Men tilbage til den udfordrende grønlandske geografi: Et andet eksempel er det kaprede skib, som søværnet finder i nattens mulm og mørke i området ud for Ittoqqortoormiit. Allerede om morgenen ser man skibet stævne ind til Tasiilaq. Der er næsten 500 km mellem de to byer, så skibet har altså tilbagelagt 300 sømil på fem til seks timer. Det svarer til en fart på 50 knob. Det er altså hurtigere end de fleste speedbåde kan sejle.

I øvrigt må det betegnes som lidt af et held, at søværnets inspektionsfartøj Knud Rasmussen er i nærheden, netop som begivenhederne tager fart. Serien foregår om vinteren, og det er kun sjældent, at islægget tillader regelmæssig inspektion i de østgrønlandske farvande på det tidspunkt.

Det er også besynderligt, at forskningsskibet kan sejle ind i havnen i Tasiilaq, for den østgrønlandske havn er normalt lukket af is om vinteren. Ifølge Royal Arctic Lines fartplan for i år vil første skib anløbe Tasiilaq i begyndelsen af juni.

Nok om det. Den er også gal med kulissen, for det er slet ikke Tasiilaq, der ses på billederne. Byen ligger fantastisk smukt, men er også voldsomt topografisk udfordret med store højdeforskelle – og lidt af en udfordring at komme rundt i. Der er heller ikke så voldsomt mange biler – og en kortege med seks til syv limousiner svarer ikke til mit billede af en by med en lidt miserabel vognpark, der i øvrigt primært består af firehjulstrækkere.

Det forstås naturligvis, at man er nødt til at bruge en kulisse til optagelserne, men der er altså også sjusket med kulisserne. I en af de første scener ser man en færdselstavle – trekanten med spidsen nedad, som betyder ubetinget vigepligt. I kulissen er den rød og gul, sådan som det kendes fra Sverige, mens færdselstavlen overalt i det danske kongerige har hvid baggrund.

Det er enten sjusk eller mangel på research. Det gør sig også gældende i nogle scener, der angiveligt skal foregå foran butikken. Den hedder i virkeligheden KNI Pilersuisoq, men i fjernsynet har man valgt at kalde den for Nivertoq – det vestgrønlandske ord for købmand.

Fruen i helikopteren bound for Tasiilaq. Der er altså
ikke så meget plads som i TV-serien.

På butikkens facade står der blandt andet Velkommen og Welcome – og så på grønlandsk ”Tikidluarit”. Det er åbenbart folkene bag På tynd is ubekendt, at dette ord ved den grønlandske retskrivningsreform i 1975 skiftede stavemåde til ”Tikilluarit”. Det er i øvrigt et vestgrønlandsk ord, som næppe findes på facaden i en østgrønlandsk by. Her vil man skrive det på østgrønlandsk – og så hedder det ”Diggidduari”.

Det er ikke så kendt i Danmark, men virkeligheden i Grønland er, at der er temmelig stor forskel på det vest- og østgrønlandske sprog. Forskellen er mindst lige så stor som mellem dansk og svensk. Jeg har en gang været i Tasiilaq sammen med min hustru, der taler vestgrønlandsk – og hun opgav det simpelthen og slog over i dansk. Det var et fremmedsprog for begge parter, men det gav trods alt mening.

En af kulisserne viser hotellet i Tasiilaq, hvor udenrigsministrene holder møde. Det er frit opfundet til lejligheden. Det lokale hotel hedder Hotel Angmagssalik efter Tasiilaqs gamle navn (Ammassalik er i dag navnet på den ø, hvor Tasiilaq ligger). Hotel Angmagssalik har 40 værelser. Jeg nævner lige værelsesantallet, fordi jeg selv har arbejdet i godt tre år for Arktisk Råd og i den forbindelse også har været med til at arrangere rådets ministermøder. Der er normalt cirka 400 deltagere i sådan et møde – og det kan derfor overhovedet ikke komme på tale at holde Arktisk Råds ministermøder i Tasiilaq eller på den grønlandske østkyst.

Derfor virker det ganske patetisk i en af scenerne, hvor Nicolas Bro vil have taget et gruppebillede, fordi det er 20 år siden, at Arktisk Råd vedtog en eller anden traktat i Tasiilaq. Det har ingen som helst forbindelse til virkeligheden.

Det skal også med, at der aldrig er vedtaget traktater i regi af Arktisk Råd. Hvert ministermøde slutter med en som oftest ikke bindende udtalelse, der kaldes en deklaration.

På et tidspunkt i serien bliver to Sirius-folk skudt. Det er også lidt besynderligt, for Sirius holder normalt til i området nord for Ittoqqortoormiit i den nordøstgrønlandske nationalpark og kommer slet ikke i nærheden af beboede områder. Og så på snescooter. Det er selv i Danmark almenviden, at Sirius bruger hundeslæder – ganske enkelt fordi de mere driftssikre i det barske klima.

Jeg tvivler i øvrigt på, at man sådan kan overliste Sirius-patruljen. Forløberen for Sirius, Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje, kontrollerede under anden verdenskrig området med kun otte mand mod Sirius-patruljens 12 mand. Det er et område på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen, men alligevel lykkedes det aldrig den tyske værnemagt at få fodfæste i Nordøstgrønland trods adskillige forsøg.

Serien holder sig heller ikke for fin til at gribe myten om, at der render isbjørne rundt i gaderne i de grønlandske byer. Jeg har selv boet i Grønland i femten år – og jeg har aldrig set en levende isbjørn i Grønland.

Isbjørnen går til angreb på en bil med den svenske og danske udenrigsminister. Angiveligt er den sulten, fordi serien i sin politiske korrekthed postulerer, at isbjørnene kommer ind til byerne, fordi de sulter. Sandheden er mere nuanceret. De kommer nok snarere til byerne, fordi det er lettere at finde føde her end så mange andre steder – og så er isbjørne altså meget nysgerrige. Den grønlandske avis AG kunne forleden meddele, at fangerne i Ittoqqortoormiit i år har skudt 10 isbjørne indtil nu. De var alle fede og i god stand, fortalte den lokale jagtbetjent til avisen.

Politistationen i Tasiilaq spiller en central rolle i handlingen. Den bliver ledet af politichef Enok, som det hedder i rulleteksterne. I virkelighedens verden er Tasiilaq en del af det politidistrikt, der dækker den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, og lokalpolitistationen ledes normalt af en politiassistent – men det lyder selvfølgelig bedre at kalde ham politichef.

Alle katastrofesituationer i Grønland ledes fra en moderne kommandocentral på politistationen i Nuuk, hvor man har et kriseberedskab bestående af folk fra politiet, beredskabet, sundhedsmyndighederne og selvstyret, som kan samles på få minutter.

Den svenske serie er altså fyldt med fejl. Det kan man til en vis grad leve med, fordi det er fiction, men da serien postulerer at være en aktuel kommentar til klimadebatten, vil jeg også stille spørgsmålstegn ved selve præmissen for På tynd is.

De arktiske udenrigsministre skal mødes i Tasiilaq for at vedtage et moratorium, der skal forbyde olieefterforskning i Arktis. Det hedder så, at hvis man ikke gør det, vil indlandsisen smelte og verden vil bryde sammen.

Den globale opvarmning skal naturligvis tages alvorligt, for det er et globalt problem – og netop derfor betyder olieefterforskning og udvinding i Arktis næppe særligt meget. Problemet ligger i al den olie, der udvindes alle mulige andre steder end netop i Arktis.

Erfaringerne fra tidligere viser, at råstofudvinding i Arktis på mange måder er marginal. Omkostningerne er simpelthen for store – og derfor vil oliereserver i Arktis nok være det allersidste, man vil gribe til, hvis verden en dag løber tør for olie.

Dermed ikke sagt, at en eventuel olieefterudvinding i Arktis ikke er problematisk. Men det er snarere hensynet til faunaen, floraen og det lokale miljø, der her skal tages.

I øvrigt har TV-seriens grønlandske selvstyreforkvinde ret, når hun siger, at det slet ikke er noget, man skal bestemme udefra. Et tilsvarende moratorium, som vil forbyde al erhvervsvirksomhed nord for polarcirklen har i mange år stået øverst på Greenpeaces dagsorden – og det viser jo blot, at Greenpeace i sin indstilling til de arktiske folk er betydeligt mere patroniserende end tidligere tiders imperialister. Erfaringen i Grønland er, at Greenpeace aldrig fører noget godt med sig.

Jeg har som sagt arbejdet i nogle år i Arktisk Råd. Og det er min umiddelbare vurdering, at et sådant forslag aldrig nogensinde vil komme til afstemning.

Arktisk Råd er en konsensusorganisation, hvor alle vedtagelser tages i enighed – og beslutningerne er altid klappet af inden møderne. Så jeg giver ikke fem potter lunken olie for den konflikt i TV-serien.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at man ikke ser Arktisk Råds logo nogen steder i kulisserne. Jeg har ikke undersøgt årsagen, men det er da tænkeligt, at man fra begyndelsen har indset, at På tynd is er ren fantasi – hinsides virkelighedens verden.

Når alt dette så er sagt, skal det med, at jeg nok alligevel fortsætter med at se På tynd is. For de medvirkende grønlandske skuespillere gør det betydeligt bedre end både de danske og svenske kolleger. Troværdigt og med ægte grønlandsk lavmælthed.

Specielt er jeg begejstret for Angunnguaq Larsen i rollen som politiassistent (chef) Enok. Han rammer den grønlandske lavmælthed og tålmodighed lige i plet. For tålmodighed og stille eftertænksomhed er en dyd i Grønland, som ikke må forveksles med mangel på handlekraft, når det virkelig gælder – og det vil jeg godt vædde en politikasket på, at vi får at se længere fremme i serien.

Artiklen er første udkast til en kronik til Nordjyske Stiftstidende 16. marts 2020. Det er "Directors Cut", for den endelige udgave blev af pladshensyn forkortet til cirka det halve.

Tukuma Arctica

Et stort skib

Tukuma var en gang titlen på en dansk film med Thomas Eje i hovedrollen - og som foregik i Grønland. Det er en del år siden, at jeg så filmen, som jeg husker som ret kedelig.

Men i sidste uge dukkede Tukuma så op i Limfjorden. Tukuma (den som er kvik, vågen og har travlt) er nemlig navnet på Royal Arctic Lines nye flagskib, der sammen med to tilsvarende skibe fra islandske Eimskip skal sejle i fast fart mellem Danmark, Island og Grønland med ugentlige afgange for Aalborg (frem til 2022) og Aarhus og op til Nuuk.

Tukuma ankom sidste tirsdag fra værftet i Kina og stod ind over Hals Barre som det største containerskib, der nogensinde har besøgt havnen i Aalborg.

Og skibet er enormt:179 meter langt og 31 meter bredt og en lasteevne på 2150 20-fods containere.

Det er også højt. Overbygningen strækker sig godt 45 meter i vejret. Det svarer til en 13 etagers bygning.

Det erfarede jeg på den hårde måde, da jeg fredag formiddag var om bord på skibet. Der var mange trapper - og det var altså lidt af en udfordring for en lettere korpulent reporter og fotograf. Men jeg overlevede da, og historien kom i hus.

Det blev til to artikler til Sermitsiaq, som kan ses her og her.

Torben Agersted har opfordret mig til også at bringe nogle af billederne her på bloggen, så det gør jeg lige...

Ressourcespild

Forbrugssamfund

Dette fine Beovison M20 fulgte mig trofast i 25 år, men 
så blev TV-standarden lavet om til bredformat - og så 
måtte det ud i 2011. Nu - mindre end ti år efter - bliver
TV-standarderne igen lavet om, så næsten nye fjernsyn
 bare skal smides væk. Ressourcespild, mener jeg.

For nogen tid siden ryddede jeg op på værkstedet. På hylderne stod der lille transistorradio, som jeg ikke har brugt længe.

Med et alvorligt stik af vemod røg den i skraldespanden, selv om den kun var 20 år gammel. Lidt af et teknisk vidunder, som kunne tage både kort-, mellem- og langbølger – foruden FM, forstås. Anskaffet i 2000 under et halvt års ophold på Lofoten, så jeg kunne følge med i de danske nyheder fra Kalundborg-senderen. Det var dengang, man kunne høre dansk radio over hele verden.

Nu til dags kan man dårligt høre dansk radio i Danmark, for transistorradioen fik følgeskab i skraldespanden af min første DAB-radio, der heller ikke kan bruges mere, siden DAB-signalet blev slukket i 2017. Jeg var ellers blevet glad for især P5 og programmerne med Jørgen de Mylius, men nu har jeg da klaret mig i et par år stort set uden radio.

De tilbageværende FM-kanaler siger mig ikke rigtig noget, som de er plastret til med ligegyldige studieværter – gerne to til tre styks ad gangen - og tæppebankermusik. Så hellere læse en bog eller avis, så længe det fortsat er tilladt…

Og nu ser det ud til, at fjernsynet går samme vej. Den 31. marts flytter det æterbårne TV-signal nemlig til det såkaldte DVB-T2 – og med et trylleslag er ti år gamle TV-apparater akkurat lige så forældede som langbølgemodtageren. Det er miljøsvineri og ressourcespild i verdensklasse.

Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke køber nye TV-apparater eller hopper på bredbånds-TV. Der er nok af andre ting at bruge penge på.

Omlægningen af signalerne er ganske meningsløs. Radioerne og fjernsynsapparaterne fejler jo ikke noget, hvis det ikke var for politikerne. Jeg vil ikke lade mig spænde for forbrugsvognen. Nok er nok. I disse tider, hvor jeg skal have dårlig samvittighed over at spise rødt oksekød og fyre i brændeovnen, hører det simpelthen ingen steder hjemme, at det politiske system vil tvinge mig til at købe nyt fjernsyn.

Det er en skandale, der får de grønne ambitioner til at klinge hult. Det grønne er godt nok, når politikerne skal finde nye beskatningsobjekter, men det er et skridt frem og to tilbage, når de selvsamme politikere vil have os til at kassere brugbare fjernsyn.

En gang var jeg så naiv, at jeg troede, at politikerne var folkets tjenere. Deres fornemste opgave var at gøre det lettere at være dansker.

Jeg tog grusomt fejl. Årlige omlægninger af radio- og TV-frekvenser er blot et af mange anslag mod en god og tryg tilværelse i det lille kongerige. Dag for dag bliver det bare sværere og sværere, fordi politikerne med deres idelige reformer og nyskabelser gør, at vi skal bruge alle vores kræfter på omstillinger og gøre tingene på en ny måde. Det er uproduktivt, når man laver om på ting, som fungerer – og al erfaring viser jo, at tingene ikke bliver bedre, selv om de nye.

Men de bliver dyrere og dyrere. En gang havde vi verdens bedste telefonsystem. En udbyder og en pris. Nu skal man bruge tid og kræfter på med jævne mellemrum at tjekke priserne på skrattende mobilabonnementer hos kapitalfonde, der ikke er andet end vulgære nouveaux riches og gullaschbaroner. Og lydkvaliteten i telefonerne er bare gået ned og ned, siden Bang og Olufsen i 1983 lancerede den navnkundige Beocom 1, der var verdens første telefon med lyd i hifi-kvalitet.

Den gang kunne vi være stolte af at være danskere. Nu er der ikke så meget tilbage at være stolt af. Måske vi alligevel skal overgive os til kineserne, for der får man i det mindste lidt for skattepengene?

Jeg mener – kineserne kunne bygge et hospital til 1.000 patienter i Wuhan på kun ti dage. Nu har Region Nordjylland brugt ti år på den samme opgave i Aalborg Øst.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. marts 2020.

Traner i grøftekanten

Nærkontakt

(Fotos er klikbare)

Tirsdag aften var jeg til den årlige generalforsamling i Friluftsrådets Aalborg-Himmerlandsafdeling. Det foregik inde bag hegnet i Tofte Skov med oplæg af Jacob Skriver, der er driftsleder på i det store - og for offentligheden lukkede - naturreservat, som er ejet af Aage V. Jensens Fond.

Desværre var det først efter mørkets frembrud, så det har jeg ingen fotos af. Men jeg kørte hjemmefra i god tid i den regndunkle eftermiddag, så jeg lige kunne tjekke elgene i Lille Vildmose. Dem så jeg nu ikke noget til, men det blev til nærkontakt med et par traner, som hyggede sig i en grøftekant.

Tranen er noget af det største fjerkræ i den danske fauna, og alene af den grund er det altid en fornøjelse at møde fuglen. Og så er det lidt nemmere at fotografere traner i Lille Vildmose, hvor de har vænnet sig til fotografer og derfor spankulerer - en trane spankulerer nemlig, hvis du skulle være i tvivl - rundt uanfægtet af mennesker.

Det var mørkt - og solen var gået ned, men jeg har presset billederne til det yderste i Photoshop, så de kan da bruges...

Udover tranerne så jeg masser af rådyr og et par sølvhejrer, men ellers var det en temmelig død sen eftermiddag.

Dagens edderfugle

Tæt på en dunproducent

Dagen begyndte på havnen i Egense, hvor jeg skulle fotografere Royal Arctic Lines nye flagskib, Tukuma Arctica, når det gik ind i Limfjorden efter turen fra værftet i Kina, hvor det er bygget.

Jeg var i god tid, for ankomsttidspunktet var i UTC-tid, hvilket jeg ikke lige var opmærksom på. Men det gjorde nu ikke så meget, for havnen var fuld af edderfugle, der slet ikke var så sky, som jeg kender det fra Grønland.

Så det blev til en serie fotos af denne i øvrigt ganske velsmagende andefugl, som er talrig langs den nordjyske Kattegat-kyst.

Bemærk i øvrigt, at jeg staver edderfugl med to d'er. Det siger Retskrivningordbogen, at man skal, men mange ornitologer bruger fortsat den gamle stavemåde med et d. Den diskussion kan man så få de lange vinteraftener til at gå med...

Men nu er det forår - og så er det frem med kameraet. For de næste par måneder bliver gode. I går så jeg blandt andet årets første skestork nede ved dæmningen. Det er sådan cirka en måned før normal tid, så det er både sikkert og vist. Foråret er kommet tidligt i år.