mandag den 30. marts 2020

Barndommens gade

Gensyn

Mit barndomshjem i Farsø.
Søndagsturen gik til kirkegården i Farsø med lidt blomster til påsken og forældrenes grav. Turen tog en ganske uventet drejning og bød på en helt igennem overraskende og uventet oplevelse.

Garagen og det store værksted.
Da vi kom til Farsø, kørte vi efter en pludselig indskydelse hen ad Postbakken - den parcelhusvej, hvor jeg trådte det meste af min barndoms og ungdoms træsko. Vi stoppede naturligvis ud for nummer 3, som er det hus, mine forældre byggede som familiens ramme i 1967.

På trappen til bryggerset stod en ældre dame og kiggede på os. Vi kiggede også, og hele situationen blev lidt akavet og ubekvem, så jeg gik ud af bilen for at forklare mig. Det var trods alt mit barndomshjem...

Damen - Gerda Andersen hedder hun - var helt med på situationen. Skyndte sig at sige, at hun godt vidste, hvem jeg er: - Jeg læser altid dine artikler i avisen, føjede hun venligt til.

Bryggerset ser ud akkurat som i slutningen af tresserne.
Vi blev inviteret ind og kigge. I første omgang undslog jeg beskedent med henvisning til tidens baciller og virus, men den slags var hun nu ikke bange for, bedyrede hun... Og jeg er fra naturens side født nysgerrig...

Så det endte med, at vi kom på rundvisning i mit barndomshjem. Det var fantastisk, for indvendigt står huset stort set - bortset fra lidt maling - akkurat som dengang, det blev solgt i 1997. Gerda Andersen og den nu afdøde ægtefælle havde købt huset i 2003. Manden havde i sin tid valgt huset på grund af min fars temmelig store værksted, hvor han havde hygget sig med at dreje træ.

Køkkenet med spisekrogen.
Jeg må indrømme, at jeg kneb en lille tåre, da jeg stod i bryggerset. Flisegulvet og indretningen var den gode gamle fra tresserne med en grovvask og en lille viktualiekælder.

Også køkkenet lignede sig selv. I hjørnet en bænk og et lille spisebord, hvor jeg har indtaget min morgenmad i årevis.

Palisandervæggen med skydedørene.
Stuerne fremstår også som i gamle dage. I den ene stue en palisandervæg med skydedøre. Palisandervæggen er sådan en rigtig flot tresser-detalje, der næppe kan betales for lovlige midler i vore dage.

I endevæggen i stuen er der også en anden tidstypisk detalje - en blyindfattet rude. Fru Andersen kunne fortælle, at det havde alle husene på vejen fra slutningen af tresserne. Det kunne jeg ikke selv huske, men jeg erindrer da, at mine forældre var temmelig stolte af den detalje.

Huset blev i sin tid tegnet af min far, men det er et meget tidstypisk hus med en lang forbindelsesgang midt i huset. Jeg fik også lov til at kigge ind i soveværelset - hjørneværelset, som i sin tid var mit drengeværelse og i teenageårene stedet, hvor der blev varmet op med bajere og tobak, inden vi i weekenden tog til bal på kroen eller måske på Storm T, byens dengang navnkundige diskotek...

Den blyindfattede rude var en arkitektonisk
nostalgidetalje i tressernes danske parcelhuskvarterer.
Det blev også til en tur i haven, der var lidt af et vildnis, da huset blev solgt. Den fremstår nu fin og velanlagt. På hjørnet af parcellen havde vi en lille bålplads, hvor Spejder-Jesper ofte hyggede sig med bål og pølser. Bålstedet er væk - og der er nu kompostbeholder - men Gerda Andersen kunne fortælle, at bålpladsen stadig havde været der, da de overtog huset i 2003.

Det var simpelthen en stor og meget uventet oplevelse på en søndag eftermiddag. Og jeg var altså lidt stille, da vi kørte hjemefter. I øvrigt bevæbnet med et par solide stykker pålægskagemand fra Brugsen i Farsø - ægte jyde-take-away...

Tak til Gerda Andersen for denne lille tur ned ad barndommens gade.
Sydfacaden. Længst til højre vinduet til drengeværelset og en
af de nødvendige læmure. Da huset blev bygget, var det på en åben
 og meget forblæst mark højt beliggende på Postbakken i Farsøs udkant.

1 kommentar:

Farmer sagde ...

Tak for turen. Det er et hus tæt på bevaringsværdigt. Pludselig er al det typiske fra 60-erne væk. Her er en del gemt.
Min eneste relation til byen er "Kirken i Farsø", så det var fint at få udvidet horisonten lidt.