Ord, ord og atter ord

Ordskvalder

Foto: Paramount

Danske skole- og gymnasieelever demonstrerede først på ugen for retten til at vise navler og maveskind i undervisningstiden. Det er vel, hvad man kan forvente i et land, hvor nationalsnacken er flæskesvær.

Det er godt, at ungdommen reagerer på et tilfælde af vilkårlig magtanvendelse og talibansk sexualforskrækkelse her i Danmark, hvor vi ellers hylder frisind, bare patter og porno i børnehøjde.

Firehøjskolens forbud mod mavebluser – crop tops som de kaldes på dansk – er et godt eksempel på den omsiggribende tendens til at være bekymret på andres vegne. Forbuddet blev ikke udstedt for at beskytte de små piger mod modeindustriens påfund, men angiveligt fordi pigernes flæskesvær forstyrrede pubertetsdrengenes tanker i undervisningstiden.

Lad gå med, at denne påstand er dybt krænkende mod umodne drenge. Men her hjælper næppe forbud. Puberteten er en form for sindssygdom, hvor hormonerne trækker både piger og drenge langt uden for pædagogisk rækkevidde.Tankerne kredser konstant om sex – og det uanset hvor lidt maveskind, der kan ses. Og derfor bliver forbuddet mod crop tops ikke andet end ligegyldig og overflødig symbolpolitik.

Og som altid med symbolpolitik rammer det nemt de uskyldige. Selv er jeg ret bekymret for, at tendensen breder sig, for hvor går grænsen for navlepilleriet i andres navler?

Jeg er – som det måske er læserne bekendt – temmelig korpulent, som det hedder med et pænt ord. Det betyder, at skjorten somme tider strammer med en blottet navle til følge. Det tænder næppe pubertetsdrengenes fantasier, men der er krænkelsesparate mennesker nok til, at det sikkert også en gang bliver forbudt.

Mange af tidens forbud bliver gennemført af god vilje og beskyttertrang. Men det hjælper ikke. For syndfloden finder altid nye veje. Nu er det efterhånden adskillige år siden, at Moses udstedte de ti bud. Men der er fortsat folk, der overtræder det sjette bud…

Jeg ønsker mig, at de unges oprør fortsætter, så vi igen får sat klare grænser for, hvad det offentlige skal blande sig i – og hvad det offentlige skal blande sig uden om.

Det er den gode vilje og unge uerfarne levebrødspolitikere, der driver værket – og det har forvandlet den danske velfærdsstat til et juridisk galehus, som almindelige mennesker ikke kan finde rundt i.

Onsdag offentliggjorde tænketanken Cepos en undersøgelse, der viser, at på trods af corona-nedlukning og hjemsendelse af offentligt ansatte er antallet af ord i statslige love og bekendtgørelser steget i 2020 med 700.000 ord svarende til 3,3%.

Totalt er antallet af ord i love og bekendtgørelser siden 1989 steget med 14 millioner ord, så den samlede danske lovgivning i dag er på 21 millioner ord.

Det er sikkert krænkende over for kineserne, men jeg bliver nødt til at sige, at det er der ingen, der har en kinamands chance for at overskue.

Det er udemokratisk og en trussel mod hele samfundet, at man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert.

De unge fik held til at stoppe det vilkårlige forbud mod crop tops. Nu håber jeg, at de – opildnet af successen - går på gaderne og kræver, at den danske lovmaskine stopper – og tiden bliver skruet tilbage til de ti bud. Ti enkle leveregler som alle kan forstå.

Også selv om det sjette bud fortsat er mere en hensigtserklæring end et effektivt bud – sådan som al lovgivning jo er.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende, 27. august 2021

Ålekvabber

Barndommens gane

Da jeg var barn i Farsø, var ålekvabber en ganske almindelig spise. Der var mange, som fiskede ål og skrubber i Limfjorden - og kujerne, som ålkvabberne kaldtes, var en meget almindelig bifangst.

På en dårlig dag kunne der være flere ålekvabber end ål, men det var nu til at leve med, for kujerne smager altså godt. Knap så fede som ål og mere fast i kødet - og jeg spiste dem altid med stor fornøjelse.

Siden er tiderne skiftet. Der er dårligt nok fisk i fjorden overhovedet, så der er ikke mange, der fisker længere - og samtidig har jeg jo været ude af landet en del år. Summa summarum: Det er nok 45 år siden, at jeg sidst har smagt en ålekvabbe.

Nu er jeg jo tilbage ved fjorden - og tanken om ålekvabber har længe plaget mig. Hvor ville jeg gerne smage dem igen - og hvor ville jeg gerne præsentere Dina for denne pragtspise, som man ikke kender i Grønland.

Jeg spurgte derfor en af naboerne, som fortsat fisker, om han måske kunne hjælpe mig. Forleden ringede han så på og afleverede en lille pose med otte ålekvabber. Ikke storfangst, men dog nok til Dina og mig.

Kvabberne var endnu levende, så jeg gik i gang med renseriet på stedet - og det sidder altså i hænderne. Lidt ligesom at cykle, så det gik nemt. Af med hovedet og ud med indvoldene. Resten blev dyppet i eddike, og jeg skrabede slimen af. Finner blev klippet af med en saks, og så røg herlighederne i fryseren til i dag.

Ålekvabber er også nemme at tilberede. De skæres i mundrette stykker som ål og puttes i en pose med rugmel, salt og peber. Posen rystes - og så er de panerede. På panden i rigeligt med smør et par minutter på hver side - og så er der serveret med kartofler og persillesovs til.

Og så en lille nordenfjords detalje. Også med tyttebærsyltetøj til. Det brugte vi ikke i Farsø, men jeg har vænnet mig til det, når jeg får stegt fisk - så jeg måtte lige en tur til købmanden. Desværre har jeg ikke hjemmelavet tyttebærsyltetøj.

Som sagt kaldte vi ålekvabberne for kujer i Farsø. Her nord for fjorden hedder det ålekujer, har jeg lært.

Jeg synes i øvrigt, at ålekvabben er en meget smuk fisk. Brun med sorte pletter. Og i bedste fald 30 cm lang. Dagens ålekvabber var næppe mere end 20 cm.

Det blev til et herligt gensmag. Ålekvabberne smagte lige så godt, som jeg husker det. Det var lige før, jeg fik tårer i øjnene af glæde. Dina var for resten med på den. Helt instinktivt bekendtgjorde hun inden aftensmaden, at nu skal der smovses - og større ros kan en usmagt fisk næppe få.

Ålekvabber udmærker sig i øvrigt ved at have grønne ben. Det generer ikke mig, men jeg har dog hørt om familier, hvor børnene blankt afviser at spise ålekvabber af den grund. Heldigvis havde jeg det ikke sådan, da jeg var barn. En herlig smag af barndommens gade var dagens aftensmad i hvert fald.

Sild, sammenskud og svenske tilstande

Mad og mænd

Der bliver ro i stalden, når der fodres.

Så er Øland Sildelaug på banen igen - efter en fortjent sommerferie.

Aftenens kulinariske udfoldelser havde tre forskellige bagmænd og var sådan lidt sammenskudsagtig. Men entusiasmen og glæden ved at lave god mad var som altid i top.

Tre glas sild og to gode sild.

Skal man pege på et tema, så var det Sverige. Ikke helt gennemført, men alligevel. For forretten var de klassiske O.P. Anderson-sild, hovedretten blev serveret med Hasselback-kartofler, og desserten var svenske kanelbullar. Mere blåt-gult kan det næsten ikke blive på vore bredde- og længdegrader.

Efter at laugsbrødrene havde hilst på hinanden - med hånden for første gang i halvandet år - gik man i krig i køkkenet.

O. P. Anderson-sild - her uden O.P.

Peter førte an med sin signaturret - den klassiske O.P. Anderson sild, der såmænd ikke er andet end en sildemad garneret med æg, rødløg, blåbær og lidt karse - og så selvfølgelig skyllet ned med rigelige mængder svensk brændevin fra Göteborg, O.P. Anderson, der meget tankevækkende startede sin karriere som spritproducent med en læreplads i Petter Gröndahls Kemikaliehandel.

Mørbrad a la créme - rigeligt med créme...

Palle stod for dagens hovedret. Mørbrad a la créme. Solid dansk kromad, som under Palles kyndige ledelse var perfekt tourneret.

Velstegt - ikke overstegt - og garneret med bløde løg og champignons i cremet flødesauce. Rigeligt med fløde - og det er der som bekendt ingen ret, der har taget skade af.

Tilbehøret var dagens vegetariske indslag - Hasselback kartofler og spidskålsalat med mormor-dressing.

Kanelbullar a la Øland.

Afslutningsvis bød John på kanelbullar. Hjemmebagte oven i købet, men han havde vist nok fået hjælp til den del af processen. Og serveret med ekstra glasur til den søde tand.

Tiden løber altid hurtigt i gode venners lag. Og selv om aftens-Ølandssangen blev droppet som den sidste overlevende corona-foranstaltning, blev tiden alligevel overskredet med nogle minutter, så klokken var på den forkerte side af 22, da laugsbrødrene trillede hjemad...

...Anden gang, tredie... Solgt til den herre med forklædet...

Du gamla, du fria...

Fra arkivet: Grønlændere i trøjen

Værnepligt

I sommeren 2000 sejlede jeg på fiskeriinspektion med søværnets inspektionskutter Agdlek i Davis Strædet. Turen gik fra Nuuk og sluttede med et besøg på den daværende Grønlands Kommando på Flådestation Grønnedal og en afsluttende meget smuk sejlads gennem fjordene til Narsarsuaq via Narsaq. Det kom der blandt andet denne artikel ud af, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. september 2000.

------

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og chefen for Grønlands Kommando går nu i felten for at få flere grønlændere til at gå ind i forsvaret.

Selv om der aldrig har været militær værnepligt i Grønland, forsøger det danske forsvar sig nu med en hvervekampagne for at få flere unge grønlændere til at melde sig frivilligt til tjeneste.

- Vi mener selv, at vi har et godt tilbud til unge grønlændere. I forsvaret tilbyder vi blandt andet uddannelser til mekaniker, radiotelegrafist, skibsnavigatør og maskinmester. Vel at mærke med fuld løn under hele uddannelsen, siger kontreadmiral Axel Fiedler, Grønlands Kommando.

Han har netop aftalt med landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, at de to skal på et større felttog her i efteråret for at få flere grønlændere i trøjen.

Der findes ikke et eksakt tal på, hvor mange grønlændere der er i forsvaret, men en af dem er den aalborgensiske marineoverkonstabel Johnny Mieth. Han er udkigsmand, rorgænger og dykker ombord på inspektionskutteren Agdlek og har været i søværnet i seks år. Heraf de to på Agdlek.

- Jeg er født og opvokset i Narsaq, og jeg taler grønlandsk, fortæller Johnny Mieth. Jeg kom i søværnet, fordi min far har været der. Min far ønskede ikke, at jeg skulle gro fast i Narsaq, så afsted med mig. Jeg startede som marineelev og har sejlet forskellige steder. For to år siden endte jeg så på kutterne - heldigvis for det, for det er det bedste sted at sejle.

- Jeg bor i Aalborg, men når vi sejler, har jeg mulighed for at møde mine forældre.

- Jeg kan enten låne jollen, hvis vi ligger i Julianehåb eller blive sat af et par timer, hvis vi skal hente nogen i Narsarsuaq.

- Jeg har fået en uddannelse som marinedykker og assisterer blandt andet trawlere, som har fået nettet i skruen.

Johnny er det eneste besætningsmedlem på Agdlek, der taler grønlandsk. Han mener, at det er en stor fordel:

- Det er godt med en grønlandske talende på inspektionskutteren, fordi der kan opstå sproglige vanskeligheder ombord på en trawler.

- Jeg har for eksempel også været med en gang, hvor en lille pige var faldet i vandet. Vi fik hende ganske vist genoplivet, men vi havde store problemer med sproget, for hendes familie talte overhovedet ikke dansk. så da var jeg glad for at være ombord. Jeg sad sammen med dem i et døgn og fungerede som tolk og kunne berolige dem.

Johnny Mieth bakkes op af sin chef på Agdlek, premierløjtnant Kristian Daugaard:

- De fleste af os er her ikke så længe, at vi lærer sproget. Folk med lokalkendskab og den sproglige baggrund i orden vil være en stor kvalitet. Især i forbindelse med vores mange funktioner med støtte til civilsamfundet kan det være et problem med sproget.

Grønlands Kommando forestiller sig, at man til efteråret vil holde optagelsesprøver rundt om i Grønland i forbindelse med, at kommandoens fartøjer besøger de forskellige byer.

- Prøven skal give adgang til at komme til en endelig adgangsprøve i Danmark. Vi vil stille de samme krav til grønlænderne, som der bliver stillet til danske konstabelelever. Det vil blandt andet sige, at man skal kunne løbe 2400 meter på tolv minutter, de skal bestå en helbredsundersøgelse og en psykologisk test, siger Axel Fiedler, der til gengæld ikke lægger så meget vægt på danskkundskaberne.

- Blot de kan kommunikere på dansk, så skal vi nok klare finpudsningen under uddannelsen, som foregår i Danmark. De unge skal være indstillet på at opholde sig nogle år i Danmark. Til gengæld vil de også gennem tjenesten lære at tale engelsk. Det vigtigste er, at de kan tale grønlandsk, for det kan vi ikke lære dem.

Axel Fiedler understreger, at man også gerne ser unge med en gymnasial uddannelse melde sig under fanerne. De får mulighed for få en officersuddannelse og derigennem en uddannelse som enten navigatør eller maskinmester. Som alle andre uddannelser i militæret kan de bruges i det civile liv efter endt tjeneste.

_____

Hvis du vil vide mere om, hvordan det er gået Johnny Mieth senere i livet, skal du købe denne uges udgave af Sermitsiaq, som udkommer fredag. Her har jeg et interview med ham, hvor han fortæller om livet, som det formede sig, efter at han forlod forsvaret i 2008. Sermitsiaq koster kun 30 kroner.

Historien er brandaktuel, fordi det grønlandske selvstyre, Naalakkersuisut, har stillet aftalen om værnepligtsprøvning i bero - angiveligt fordi man ønsker, at Grønland bliver demilitariseret. Det er en beslutning, som har medført stor politisk uro.

Skovrandøje

Dagens sommerfugl

Jeg er jo ikke ligefrem sommerfugle-ekspert, så jeg måtte ty til nettet - altså internettet - da jeg i dag så denne flotte brune sommerfugl i krattet i baghaven.

Det viste sig at være en skovrandøje - en sommerfugl i takvingefamilien. Den er ingenlunde sjælden - og antallet har været stigende de seneste 100 år, hvor den er vandret fra Sjælland mod vest og nu findes i det meste af landet bortset fra Vestjylland.

Skovrandøje er en typisk skovsommerfugl - og holder især af bøgeskove, så det er måske ikke så mærkeligt, at den nu dukker op her på parcellen ikke så langt fra Ølandsskovene.

Men den er sikkert også et tegn på, at jeg har held med at lade en del af parcellen vokse vildt - netop til gavn for dyrene.

Det kan i øvrigt næsten blive for meget. I eftermiddags tog jeg en kaffepause fra skriverierne og gik ud i haven. Ovre ved juleroserne og bonderoserne ville jeg lige bukke mig ned og tage lidt ukrudt.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for mellem juleroserne sad en hare, der selvfølgelig sprang op og forsvandt gennem hækken. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at det er et rent under, at jeg fortsat har rene underbukser.

I sidste uge tidligt om morgenen så jeg i øvrigt spor efter rådyr i en grusbunke, som naboen har parkeret nede ved pejsehytten. Rådyret var helt åbenlyst kommet fra haven og var gået op over grusbunken. Desværre blev det regnvejr, inden jeg nåede at fotografere sporene. Men der er liv derude. Meget liv...

Gladiolus-festival

Sværdliljer

Nogen decideret festival er det ikke, men siden jeg en gang så Søren Ryge snakke om en gladiolus-festival, har ordet ruget og vokset sig stort i mit baghoved. Og jeg har sådan set kun ventet på en anledning til at bruge ordet. 

Nu er tiden inde: - Gladiolus-festival. 

Gladiolusserne, sværdliljerne, står i fuldt flor med deres overvældende blomsterpragt, som nærmer sig det usmagelige. Rent blær er det i hvert fald - og sådan skal det nok være, når man kæmper om insekternes gunst og den attråede videreførsel af generne.

Ikke fordi det er voldsomt nødvendigt. Gladiolus-løg kan blive ved i årevis - og de deler sig også. Ikke flittigt, men alligevel.

Vi begyndte med den prægtige blomst for tre år siden. Dina købte en pose løg i et supermarked, så vi fik otte store gladiolus parkeret i en zinkbalje i hjørnet af det fremskudte dige. De blev alle taget ind som skæreblomster, så året efter supplerede jeg bestanden med yderligere en snes gladiolus.

Desværre gik der lidt rod i farveregnskabet, så da det var plantetid i foråret købte jeg en ny forsyning på godt og vel 100 løg, der skulle kasseres i Bilka. Så blev der også til en stor række i urtehaven.

Så nu giver det mening at tale om gladiolus-festival. Desværre har den seneste uges vestenvind været hård ved blomsterne, hvoraf mange er knækket. Men pyt - så kan de bruges som skæreblomster og pynter med en imposant buket ved siden af fjernsynet. Det er gladiolus-festival i lille skala. Men det virker...

Gladiolus er i øvrigt en nem blomst. Bare de får godt med vand, skal de nok komme. Så jeg har da også besluttet, at vi skal have endnu flere til næste år - hvis ellers jeg falder over et godt tilbud til foråret.

Der er kun et problem. Gladiolus tåler ikke frost, så til oktober skal løgene graves op og overvintre på værkstedet. Lidt arbejde er der trods alt med blomsten. Men det lønner sig - som billederne viser...

Sigfreds fod- og hjertevarmere

Fest under broen

Sigfreds Fodvarmere fyldte 50 år og fejrede sig
selv med øl og taler i stride strømme - og selvfølgelig musik.

Det var så skønt som i gamle dage, da Sigfreds Fodvarmere fredag eftermiddag fejrede 50 år i folkets og festens tjeneste. Det blev en fest med øl og taler i stride strømme - og det blev for mit eget vedkommende til et festligt gensyn med mange af de mennesker, jeg kendte, da jeg boede i Aalborg for 30 år siden.

Festen foregik meget passende
 på kajen under Limfjordsbroen.

Jubilæums-festen foregik på kajen under Limfjords-broen. Dette centrale sted i Limfjordsbyen var velvalgt. For Sigfreds Fodvarmere er for mig en del af Aalborg. Da jeg i firserne slog mine folder i reklame-branchen i Aalborg, var der næppe en firmareception uden optræden af de muntre musikanter.

Men det skal også med til historien, at Sigfreds Fodvarmere er kaldt verdens bedste pauseorkester. For de er også gode til at holde pauser - og det var i sin tid bestemt ikke kedeligt. Det er blevet til mange bajere i den sammenhæng, hvor det kunne være svært at se, hvor festen sluttede og pausen begyndte...

Medaljer betyder meget i Sigfreds-sammenhæng. Her får
 Jens Morten 50-års-medaljen af balutteren Lars Brix.

Det var min gamle ven, Jens Morten, der også er en af frontfigurerne i Sigfreds Fodvarmere, der havde inviteret mig med til festen. Det skal han have tak for, for det blev til en herlig dag. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at opleve det.

Det var i øvrigt første gang i fire år, at jeg lod bilnøglerne blive hjemme og tog til den store by med en kombination af bus og taxa. Jeg må ærligt indrømme, at jeg knap kender Aalborg mere. Byen har lagt sig storbymanerer til. Folk haster rundt, mens de glor på mobiltelefoner - og der er ikke et eneste ærligt brunt værtshus tilbage.

Det er tiderne, siges det. Og noget er der nok om snakken. Tiderne er af lave. Jeg bemærker også, at Aalborg Stiftstidende ikke omtaler festen med så meget som en linje i dagens avis. Underligt. Den var ikke gået i gamle dage. Dengang ville sådan en fest have udløst mindst en halv side.

Det råder jeg så bod på her...

(Desværre kun mobilfotos og en svært beruset fotograf...)

Blæsten gik frisk over Limfjordens vande,
da Aalborg Kanonlaug skød festen i gang.

Serie-iværksætteren, bladkongen og oliemagnaten Kaj Dige Bach er
æresmedlem af Sigfreds Fodvarmere og var selvfølgelig med på den store dag.

Tidligere AUC-rektor Sven Caspersen
slog på tromme for det gode humør.

Forhenværende Aalborg-borgmester Henning G. Jensen holder af
 glade mennesker. Her hilser han på Jens Morten.

Lokale nyheder

Nuuk Ugeavis

Selv om jeg sidder langt fra Nuuk, mangler jeg sjældent billeder til
 de lokale historier. Nuummiut (folk fra Nuuk) er altid på
stedet med mobiltelefonen... Foto: Vilhelm Hard

Det er måske ikke så kendt blandt bloggens læsere, men ud over at skrive til den grønlandske avis Sermitsiaq er jeg også fast bidragsyder til Nuuk Ugeavis, som er den lokale annonceavis i Nuuk. Det er ikke noget, jeg bliver rig på, men jeg har stor veneration for lokaljournalistik, der måske ikke lige vælter regeringer, men har stor betydning for læserne.

Meget af stoffet bliver også til på initiativ af læserne. For eksempel nedenstående artikel fra ugens ugeavis.

Oprindeligt var redningsaktionenen omtalt på Sermitsiaqs hjemmeside i telegram-form med politiet som kilde, men en læser mente,  at det var forkert, at det altid var politiet, som fik æren, når det nu var de frivillige brandfolk, der gjorde det hårde arbejde.

Jeg var enig - og kontaktede derfor brandvæsenets indsatsleder, som jeg kender fra mine mange år som informationschef i Nuup Kommunea. Det kom der denne artikel ud af:

-----

En redningsaktion på Nuuk-fjeldet Store Malene sidste fredag involverede både Nuuk Brandvæsen, politiet, Sundhedsvæsenet og Forsvaret. Her er brandvæsenets indsatsleder Mike Høeghs personlige øjenvidneskildring:

- Brandvæsenet i Nuuk modtog kl.14.53 en melding fra politiet, der kort tid forinden var blevet alarmeret om, at en kvinde var forulykket på Store Malene, fortæller Mike Høegh. Som indsatsleder på aktionen var han den ansvarlige for, at kommunikationen til de andre myndigheder fungerede.

- Brandvæsenet rykkede ud med et fjeldredningshold, en ambulance og en værkstedsvogn. Den første bil var på stedet et minut efter alarmen. På det tidspunkt var der også ankommet en politipatrulje, som var i gang med at få et overblik over situationen oppe i fjeldet.

- I sådanne situationer er det brandvæsenet, der er teknisk leder på skadestedet. Udrykningskøretøjerne blev samlet på en position nedenfor Store Malene på Malene på vejen Pisisseq/Atuarfik Hans Lynge.

- Jeg sendte vores fjeldredningshold på tre mand op på fjeldet, hvor der i forvejen var to politibetjente. Da kvinden var meget dårlig, sendte vi desuden to ambulancereddere fra Sundhedsvæsenets ambulance op for at yde førstehjælp.

- Alle gjorde, hvad jeg forventede. Det er fysisk meget hårdt at gå op på Store Malene fra forsiden – og vi havde meget udstyr med. Både klatre- og evakueringsgrej samt førstehjælpsudstyr og hjertestarter.

- Det lykkedes også at stabilisere kvinden, og vi begyndte at overveje, hvordan vi skulle få hende ned. Det så ikke helt let ud, så jeg sendte yderligere tre brandmænd, der er trænet til fjeldredning op, mens jeg orienterede modtagelsen på Dronning Ingrids Hospital om, hvad de kunne forvente.

- På det tidspunkt stod det klart, at vi kun med stort besvær og med risiko for patienten kunne evakuere hende ned ad fjeldet. Fjeldet var simpelthen ufarbart både til båretransport eller ATV.

- Derfor kontaktede jeg Arktisk Kommando for at høre om der var mulighed for helikopterassistance. Det var der heldigvis. Inspektionsskibet Thetis lå 40 km syd for Nuuk med en af forsvarets Seahawk-helikoptere. Den blev sendt afsted mod Nuuk med skibslægen ombord.

- Da helikopteren ankom, blev kvinden hoistet om bord, hvorefter helikopteren fløj til lufthavnen to minutter væk. Her er overtog Sundhedsvæsenets ambulance patienten og kørte hende til skadestuen.Klokken 17.33 var vi tilbage på brandstationen, hvor vi klargjorde udstyret til næste udrykning.

- Det er mange mennesker, der er involveret. Alene på selve skadestedet 10 mand, foruden medarbejdere på sygehuset, på politistationen, hos Arktisk Kommando og helikoptermandskabet.

- Aktionen er et godt eksempel på noget af det, som vi ofte træner. I denne situation var både brandvæsenet, politiet, sundhedsvæsenet og forsvaret involveret. Så kommunikation og overblik er vigtigt.

- Aktionen gik godt. Det skyldes, at alle kan deres kram, og de forstår at samarbejde, så jeg er glad, siger Mike Høegh.

Men i brandvæsenet er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Allerede et par dage efter var den gal igen på Store Malene.

- Vi er tit afsted til Store Malene – især her i sommersæsonen, men det sker faktisk hele året. Jeg kan ikke advare nok imod at gå derop, hvis man ikke er sammen med en stedkendt. Specielt forsiden er meget glat og utilgængelig.

Den mystiske stjerne

Svampeeventyr

Jordens undergang er nær. En meteorit lander i Ishavet. De gode og de onde kæmper om at finde den først. På meteoritten bor en kæmpeedderkop. Og der gror svampe, som vokser med voldsom hast for pludseligt at eksplodere...

Jamen, jamen, jamen... Det er simpelthen det stof, som en god historie er lavet af - og det er netop handlingen i Den mystiske stjerne, Hergés fantastiske eventyr fra 1946 - selvfølgelig med Tintin i hovedrollen.

Den historie har jeg læst og genlæst, siden jeg var dreng. Første gang i Fart & Tempo. Sidenhen i et efterhånden godt slidt album.

Og selvfølgelig randt historien mig i hu, da jeg forleden opdagede mystiske svampe, der skyder op mellem fliserne på gårdspladsen.

Hvordan de pludseligt er havnet der - på gold grund mellem betonfliser - aner jeg ikke. Sikkert drys fra de mange meteoritter, som augusthimmelen er så rig på. Stjernestøv fra en fjern galakse. Eller bragt hertil af små grønne mænd i en flyvende suppeterrin...

Jeg ved heller ikke, hvilken svampeart det. Sikkert en form for støvbold, men det er også ligegyldigt. For det giver næring til fantasien - og så skal man jo ikke hænge sig i detaljer.

Som jeg altid har ment: Sandheden må ikke stå i vejen for en god historie...

Blomme i madeira

Juleforberedelser

Uden egentlig at ville det begyndte jeg lørdag med juleforberedelserne.

Jeg har et fint blommetræ af sorten kirke, som netop nu bugner af de mest fantastiske blå blommer med et rødgult frugtkød. De er gode bare at spise helt friskplukket, men der er jo som bekendt også bund i fattigfolk, så da jeg lørdag eftermiddag plukkede halvandet kilo, begyndte jeg at tænke i sylte- og grødbaner.

Hvepsene er også begyndt at gnave, så mange af blommerne havde småskader - og så er det nok bedst at få gang i sylteriet.

Jeg lagde ud med en gang blomme i madeira med henblik på julens marcipantærter, men det kan også sagtens bruges som tilbehør til et ostebord. Blommer og ost går generelt godt i spænd.

Jeg tog et halvt kilo udstenede og delte blommer, som jeg kogte i to deciliter madeira sammen med 200 gram sukker og en håndfuld vanillesukker. Cirka fem minutter og så en tur med stavblenderen. Så smed jeg yderligere et par håndfulde blommestykker i. Det fik et opkog med en spiseske rød melatin for at stabilisere massen og give lidt kant.

Spritten fra madeiraen var jo fordampet under kogningen, så afslutningsvis tilføjede en ekstra deciliter madeira og hældte så de gode sager på skoldede og atamonskyllede henkogningsglas - efter lige at have smagt lidt på lækkerierne. Det skal nok blive godt til jul.

Madeira er en lidt overset hedvin i forhold til det portugisiske fastlands velkendte portvin. Den udmærker sig ved et højt syreindhold, der giver madeira en næsten ubegrænset holdbarhed - og det siges, at når en god portvin er færdiglagret efter måske 20 til 30 år, så er madeiraen først lige begyndt.

Det høje syreindhold er velkendt fra druer, som er klimatisk udfordret. Det gælder for eksempel også druer fra de tempererede franske distrikter som Chablis og Champagne. På Madeira er det naturligvis den kølige og tågede beliggenhed ude i Atlanten, som giver druer med masser af syre.

Udvalget af Madeira er ikke så stort. Så det blev primus optimus - den første, den bedste - som jeg fandt hos Skjold-Burne i Fjerritslev. En frisk madeira med sølle fem år på bagen, men med et lagringspotentiale på angiveligt mindst 30 år.

Madeira kan for resten udmærket holde sig næsten ubegrænset, selv om flasken har været åbnet. Så hvis ellers jeg kan nære mig og holde fingrene fra de fine dråber, kan resten af flasken måske bruges til at bære julen ind - sammen med marcipan-tærterne, som jeg nu har forpligtet mig til at lave til den tid.

Resten af dagens blommehøst blev kogt til grød sødet med stevia af hensyn til fruen. Til mig selv, sagde hunden, toppede jeg grøden med makroner, kagecreme og en klat flødeskum. Jeg ved ikke, hvad det hedder, men teknisk set er det vel en slags blommetrifli? Vi kan jo i dagens ikke nærmere definerede anledning kalde det Prunes Royales. For det smagte dæl'me godt.

En klang lys og klar fra himmelrummet

I skovens dybe, stille ro

Gildeledelsen i 8. gilde kunne godt have brugt en god gammeldags røgvender, da gildet torsdag aften tog hul på efterårs-sæsonen.

Det skete med en friluftsgildehal midt i Rold Skovs dybe, stille ro ved Stendalshytten. Først gildehal omkring bålet bag ved hytten og efterfølgende middag i hytten. Menuen stod på den obligatoriske sildemad efterfulgt af hjemmegjort stuvet spidskål med lige så hjemmegjorte frikadeller - og så en småkage til kaffen.

Det var en herlig aften. Ikke en vind rørte sig, temperaturen var bekvemt omkring de tyve grader - og da mørket indfandt sig, stod det klart, at de lyse nætter er forbi. Til gengæld var meteorregnen Perseiderne på sit højeste og bød på op til 120 stjerneskud i timen. Tid til stilhed. Tid til ro. Tid til fordybelse. Tid til at mindes de mange gode stunder, som spejderbevægelsen har givet.

Det var måske ikke alle, der oplevede stjerneskuddene. Vi sluttede ved godt 22-tiden, og da var det lige knap mørkt. Men jeg var i den arrangerende gruppe, så der skulle ryddes op.

Bagefter blev der lige tid til fordybelsen i havestolen under den åbne himmel.Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde taget soveposen med. Den herlige sensommernat var den perfekte ramme til en nat under åben himmel i soveposen ved siden af bålet. Sådan som rigtige spejdere gør det...

Challenger

Royal Danish Air Force One

Onsdag fik jeg et nyt fly på bogen - og hvilket fly! Selveste det danske svar på Air Force One.

Jeg skal skrive en artikel om Flyvevåbnets Challengers, fordi det er besluttet, at der fremover skal være en Challenger permanent stationeret ved Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq. Hidtil har der kun været en Challenger i Grønland 220 dage om året.

Forsvaret har fire Challengers. De tre af dem - de grå - er udstyret med alskens isenkram til overvågning af territorium, fiskeriinspektion, miljøovervågning og SAR-operationer, mens det fjerde - den hvide - er en "business jet", der bruges til at transport af regeringen og kongehuset.

Det er de tre grå, der på skift skal operere i Grønland, men af praktiske grunde blev det altså den hvide VIP-version, som dagens prøvetur foregik med. Og det gav da lidt ekstra kulør på oplevelsen.

Flyet er udstyret med seks store læderstole til Dronningen, statsministeren og følge. Herudover er der en lidt mindre luksuriøs bænkerad - dog også læderbeklædt -med tre pladser til tyendet.

VIP-flyet er da også flot indrettet - så flot som det nu kan blive med amerikansk design - med dæmpet lys på toilettet, gyldne vandhaner og træpaneler i pantryet.

Jeg var eneste passager på dagens øvelsesflyvning, så jeg kunne frit vælge mellem de seks lænestole. Jeg satte mig godt til rette i bagbords side med ansigtet fremad. Stolene er nok lidt overpolstrede til min smag, men det var nu ikke så ringe endda.

Turen gik fra Aalborg ned over Djursland, hvor vi cirklede rundt over Grenå og det vestlige Kattegat i et stykke tid, hvorefter der blev lagt an til landing i Tirstrup. Det blev nu ikke meget, jeg fik set af den lufthavn, for det var bare et såkaldt touchdown på et par sekunder, hvorefter der blev sat fuld fart på igen - og op det gik igen tilbage mod Flyvestation Aalborg.

Turen tog en lille time og viste et kraftfuldt fly, der i dagens gode vejr lå stille og roligt i luften, når vi ser bort fra lidt rystelser i forbindelse med turbolens gennem cumulusserne. Det er helt normalt og ryster såmænd også meget større og langt tungere fly.

Turen til Djursland sendte mig også tilbage til barndommen. Min onkel havde en gård ikke langt fra Tirstrup, hvor jeg somme tider var på ferie. Dengang i begyndelsen af tresserne var SAS begyndt at udskifte de gamle Metropolitans med Caraveller, men jetfly i dansk indenrigsflyvning var stadig så sjældent, at vi da lige skulle ud og kigge op i luften, når Caravellen på en af to daglige rotationer skulle lande i Tirstrup Lufthavn.

Det var faktisk lidt af en begivenhed - og gad vide, om ikke det var ved den lejlighed, at jeg blev lidt af en flytosse?

Jesper i baronens stol. Drømmer jeg - eller er jeg vågen?

Agurkesæson

Grønne glæder

Bemærk venligst, at jeg skriver agurkesæson. Det er for at undgå forveksling med den nok så bekendte agurketid. Denne artikel handler om agurker - og ikke pressens angivelige problemer med at fylde aviserne.

Jeg er ikke den store grøntspiser - fruen ej heller - men jeg har nu altid et par agurkeplanter i drivhuset om sommeren. For jeg synes, at det er sjovt at dyrke agurker. Og når det lykkedes, er det i sig selv næsten afhængighedsskabende euforisk.

Sådan et år er det i år. Agurkerne vælter frem - og det har været lidt af en udfordring at få dem spist. Derfor er det også blevet foræret agurker til både højre og venstre. Jeg håber og tror, at det vækker glæde hos hvem, det nu går ud over.

Det vækker såmænd også glæde - udover at være den glade giver - for forleden vekslede jeg tre agurker til et kilo sildepiskerkød på det sorte marked for grønlandsk proviant, og så var der jo til en gang suassat. Det betragter jeg som en god handel.

Den rigelige forsyning af agurker bringer også tankerne på langfart. Især til tiden i Norge, hvor agurkepriserne er uanstændigt høje og hinsides menneskelig fornuft. Priserne er også ekstreme i Grønland, men da vi boede der, dyrkede vi dem nu selv i vindueskarmen. Selv om der ikke bliver så varmt i Grønland, er der meget sol - og i et sydvendt vindue kan man sagtens dyrke agurker med stort udbytte.

Der skal også agurkesalat til. Det er godt til mange af vinterens retter, men jeg gider nu ikke lave agurkesalat bare for at smide den ud året efter.

Men lørdag skulle det være. For ud over agurker har vi også persille i store mængder - og persille er jo et væsentligt element i en gammeldags mormor-kylling, som naturligvis skal have følgeskab af frisk agurkesalat.

Selv om den lidt tunge kyllingeret kan virke som vinterføde, så er det faktisk et godt valg også her i sensommeren, hvor dagene bliver kortere og kortere - og man har brug for lidt trøstespisning inden sengetid.

Det er herligt at fråse i persille - og sovsen bliver jo ubeskrivelig, bare den får en sjat fløde.