Uden egentlig at ville det begyndte jeg lørdag med juleforberedelserne.
Jeg har et fint blommetræ af sorten kirke, som netop nu bugner af de mest fantastiske blå blommer med et rødgult frugtkød. De er gode bare at spise helt friskplukket, men der er jo som bekendt også bund i fattigfolk, så da jeg lørdag eftermiddag plukkede halvandet kilo, begyndte jeg at tænke i sylte- og grødbaner.
Hvepsene er også begyndt at gnave, så mange af blommerne havde småskader - og så er det nok bedst at få gang i sylteriet.
Jeg lagde ud med en gang blomme i madeira med henblik på julens marcipantærter, men det kan også sagtens bruges som tilbehør til et ostebord. Blommer og ost går generelt godt i spænd.
Jeg tog et halvt kilo udstenede og delte blommer, som jeg kogte i to deciliter madeira sammen med 200 gram sukker og en håndfuld vanillesukker. Cirka fem minutter og så en tur med stavblenderen. Så smed jeg yderligere et par håndfulde blommestykker i. Det fik et opkog med en spiseske rød melatin for at stabilisere massen og give lidt kant.
Spritten fra madeiraen var jo fordampet under kogningen, så afslutningsvis tilføjede en ekstra deciliter madeira og hældte så de gode sager på skoldede og atamonskyllede henkogningsglas - efter lige at have smagt lidt på lækkerierne. Det skal nok blive godt til jul.
Madeira er en lidt overset hedvin i forhold til det portugisiske fastlands velkendte portvin. Den udmærker sig ved et højt syreindhold, der giver madeira en næsten ubegrænset holdbarhed - og det siges, at når en god portvin er færdiglagret efter måske 20 til 30 år, så er madeiraen først lige begyndt.
Det høje syreindhold er velkendt fra druer, som er klimatisk udfordret. Det gælder for eksempel også druer fra de tempererede franske distrikter som Chablis og Champagne. På Madeira er det naturligvis den kølige og tågede beliggenhed ude i Atlanten, som giver druer med masser af syre.
Udvalget af Madeira er ikke så stort. Så det blev primus optimus - den første, den bedste - som jeg fandt hos Skjold-Burne i Fjerritslev. En frisk madeira med sølle fem år på bagen, men med et lagringspotentiale på angiveligt mindst 30 år.
Madeira kan for resten udmærket holde sig næsten ubegrænset, selv om flasken har været åbnet. Så hvis ellers jeg kan nære mig og holde fingrene fra de fine dråber, kan resten af flasken måske bruges til at bære julen ind - sammen med marcipan-tærterne, som jeg nu har forpligtet mig til at lave til den tid.
Resten af dagens blommehøst blev kogt til grød sødet med stevia af hensyn til fruen. Til mig selv, sagde hunden, toppede jeg grøden med makroner, kagecreme og en klat flødeskum. Jeg ved ikke, hvad det hedder, men teknisk set er det vel en slags blommetrifli? Vi kan jo i dagens ikke nærmere definerede anledning kalde det Prunes Royales. For det smagte dæl'me godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar