søndag den 22. august 2021

Gladiolus-festival

Sværdliljer


Nogen decideret festival er det ikke, men siden jeg en gang så Søren Ryge snakke om en gladiolus-festival, har ordet ruget og vokset sig stort i mit baghoved. Og jeg har sådan set kun ventet på en anledning til at bruge ordet. 

Nu er tiden inde: - Gladiolus-festival. 

Gladiolusserne, sværdliljerne, står i fuldt flor med deres overvældende blomsterpragt, som nærmer sig det usmagelige. Rent blær er det i hvert fald - og sådan skal det nok være, når man kæmper om insekternes gunst og den attråede videreførsel af generne.

Ikke fordi det er voldsomt nødvendigt. Gladiolus-løg kan blive ved i årevis - og de deler sig også. Ikke flittigt, men alligevel.

Vi begyndte med den prægtige blomst for tre år siden. Dina købte en pose løg i et supermarked, så vi fik otte store gladiolus parkeret i en zinkbalje i hjørnet af det fremskudte dige. De blev alle taget ind som skæreblomster, så året efter supplerede jeg bestanden med yderligere en snes gladiolus.

Desværre gik der lidt rod i farveregnskabet, så da det var plantetid i foråret købte jeg en ny forsyning på godt og vel 100 løg, der skulle kasseres i Bilka. Så blev der også til en stor række i urtehaven.

Så nu giver det mening at tale om gladiolus-festival. Desværre har den seneste uges vestenvind været hård ved blomsterne, hvoraf mange er knækket. Men pyt - så kan de bruges som skæreblomster og pynter med en imposant buket ved siden af fjernsynet. Det er gladiolus-festival i lille skala. Men det virker...

Gladiolus er i øvrigt en nem blomst. Bare de får godt med vand, skal de nok komme. Så jeg har da også besluttet, at vi skal have endnu flere til næste år - hvis ellers jeg falder over et godt tilbud til foråret.

Der er kun et problem. Gladiolus tåler ikke frost, så til oktober skal løgene graves op og overvintre på værkstedet. Lidt arbejde er der trods alt med blomsten. Men det lønner sig - som billederne viser...

Ingen kommentarer: