Ålekvabber

Barndommens gane

Da jeg var barn i Farsø, var ålekvabber en ganske almindelig spise. Der var mange, som fiskede ål og skrubber i Limfjorden - og kujerne, som ålkvabberne kaldtes, var en meget almindelig bifangst.

På en dårlig dag kunne der være flere ålekvabber end ål, men det var nu til at leve med, for kujerne smager altså godt. Knap så fede som ål og mere fast i kødet - og jeg spiste dem altid med stor fornøjelse.

Siden er tiderne skiftet. Der er dårligt nok fisk i fjorden overhovedet, så der er ikke mange, der fisker længere - og samtidig har jeg jo været ude af landet en del år. Summa summarum: Det er nok 45 år siden, at jeg sidst har smagt en ålekvabbe.

Nu er jeg jo tilbage ved fjorden - og tanken om ålekvabber har længe plaget mig. Hvor ville jeg gerne smage dem igen - og hvor ville jeg gerne præsentere Dina for denne pragtspise, som man ikke kender i Grønland.

Jeg spurgte derfor en af naboerne, som fortsat fisker, om han måske kunne hjælpe mig. Forleden ringede han så på og afleverede en lille pose med otte ålekvabber. Ikke storfangst, men dog nok til Dina og mig.

Kvabberne var endnu levende, så jeg gik i gang med renseriet på stedet - og det sidder altså i hænderne. Lidt ligesom at cykle, så det gik nemt. Af med hovedet og ud med indvoldene. Resten blev dyppet i eddike, og jeg skrabede slimen af. Finner blev klippet af med en saks, og så røg herlighederne i fryseren til i dag.

Ålekvabber er også nemme at tilberede. De skæres i mundrette stykker som ål og puttes i en pose med rugmel, salt og peber. Posen rystes - og så er de panerede. På panden i rigeligt med smør et par minutter på hver side - og så er der serveret med kartofler og persillesovs til.

Og så en lille nordenfjords detalje. Også med tyttebærsyltetøj til. Det brugte vi ikke i Farsø, men jeg har vænnet mig til det, når jeg får stegt fisk - så jeg måtte lige en tur til købmanden. Desværre har jeg ikke hjemmelavet tyttebærsyltetøj.

Som sagt kaldte vi ålekvabberne for kujer i Farsø. Her nord for fjorden hedder det ålekujer, har jeg lært.

Jeg synes i øvrigt, at ålekvabben er en meget smuk fisk. Brun med sorte pletter. Og i bedste fald 30 cm lang. Dagens ålekvabber var næppe mere end 20 cm.

Det blev til et herligt gensmag. Ålekvabberne smagte lige så godt, som jeg husker det. Det var lige før, jeg fik tårer i øjnene af glæde. Dina var for resten med på den. Helt instinktivt bekendtgjorde hun inden aftensmaden, at nu skal der smovses - og større ros kan en usmagt fisk næppe få.

Ålekvabber udmærker sig i øvrigt ved at have grønne ben. Det generer ikke mig, men jeg har dog hørt om familier, hvor børnene blankt afviser at spise ålekvabber af den grund. Heldigvis havde jeg det ikke sådan, da jeg var barn. En herlig smag af barndommens gade var dagens aftensmad i hvert fald.