lørdag den 31. januar 2015

La Cocotte

Kylling med rodfrugter

Maskinparken er blevet udvidet med en støbejerns-cocotte.
Uden sammenhæng i øvrigt var La Cocotte navnet på en af de første danske Michelin-restauranter. Stedet havde sin storhedstid i slutningen af 80'erne - blandt andet på grund af køkkenchefen, Jan Cocotte-Pedersen, der blev verdensberømt i det lille land for sin menu til Oscar-vinderen Babettes Gæstebud.

Men det korte af det lange er, at Dina længe har ønsket sig en cocotte, der dybest set bare er et aflangt kogekar med låg, som man sætter i ovnen. Ideen er, at låget holder på aroma og saft, så maden er fuld af god smag.

Så da Bilka havde en cocotte på tilbud i sit rabatmærkecirkus, var det bare med at få klistret nogle rabatmærker i samlehæftet, så vi kunne hjembringe en flot, rødemaljeret støbejerns-cocotte - og jeg blev dermed flyttet lidt længere fra den dag, hvor køkkenet går ned på udstyr.

Dyret skulle prøves - og det gjorde jeg lørdag aften. En fuldfed fransk hanekylling blev gnedet med salt og peber udvendig såvel som indvendig.

Så er kyllingen klar til at blive brunet.
10 fed hvidløg og et par rødløg blev pillet. Tre gulerødder, en mindre sellerirod og en halv snes kartofler blev skrællet og skåret i tern.

Herefter stegte jeg 150 gram bacon i tern - selvfølgelig tørsaltet og hjemmerøget - og lagde det i bunden af cocotten. Herefter brunede jeg grøntsager, dog ikke kartoflerne, og løg ganske let i fedtet fra baconen, krydrede med salt, peber og lidt stødt enebær og lagde det i cocotten. De rå kartofler stillede jeg til side.

Så brunede jeg kyllingen i smør på panden, så den blev fin at se på. Den blev lagt ned til grøntsagerne, en halv flaske hvidvin og et par laurbærblade blev tilsat, hvorefter cocotten røg i ovnen ved 200 grader.

Efter en halv time tilsatte jeg kartoflerne,, og efter yderligere en halv time hældte jeg væden i en lille gryde og jævnede med en smørbolle. Herefter hældte jeg saucen tilbage og kyllingen fik yderligere fem minutter i ovnen.

Så var hele herligheden færdig - og når jeg skriver herlighed, så mener jeg det. Kyllingen var perfekt - saftig og mør, og grøntsagerne med den ganske kraftige sauce var simpelthen et himmerigsmundfuld.

Det var et lidt stort arbejde til en lørdagskylling - men det var alle anstrengelserne værd.
...Og så er der serveret. Velbekomme.

onsdag den 28. januar 2015

Vinterhugst

Så røg tjørnene

Tjørnene er væk - og det hele virker lidt åbent. Men
bare vent, til der kommer blade på træerne. Magda Jensen
lever på lånt tid, men får lov at leve et par år endnu
- indtil afløseren bliver stor nok til at give
mirabeller i en passende mængde.
Solen skinnede tirsdag fra en skyfri himmel.

Det blev startskuddet til havesæsonen 2015 - oven i købet på den hårde facon med gang i kædesaven.

Jeg har en del gamle og mere eller mindre vindskæve træer på parcellen. De skal væk, men da jeg hader for voldsomme forandringer på en gang, foregår det stille og roligt, så der ryger et træ eller to om året.

På den måde kommer det ikke til at virke så voldtomt, når træerne er væk - og jeg har god tid til at plante andre træer i forvejen.

I år var turen kommet til et par gamle tjørne og en voldsom stor gren i Magda Jensen-mirabellen nede i baghaven. En teknisk set noget besværlig opgave, der krævede lidt planlægning, for mirabellen og tjørnene var godt sammengroet.

Nu kan grenene få lov at ligge og tørre en måneds tid,
inden jeg sætter en tændstik til det hele...
Det gik der en eftermiddag med - og så må oprydningen komme senere, når forårets store afbrænding at haveaffald løber af stabelen om en måneds tid.

Tirsdagen blev forresten også dagen for årets første frokost i drivhuset. Temperaturen var 15 grader og med lidt hjælp fra gasovnen var der herligt i glashuset. Det var en god investering, da vi sidste år lavede drivhuset om til en hyggekrog - og ikke bare et produktionssted.

mandag den 26. januar 2015

Bacon III

Så er der serveret

Her til morgen tog jeg seks kilo friskrøget bacon ud af røgeovnen - og det var altså en umenneskelig fristelse.

Så mandag morgens fødeindtag blev lidt ud over det sædvanlige her på matriklen.

Normalt nøjes jeg med en rugbrød med ost, og i weekenderne somme tider et par rundstykker. Efter at have boet i Norge nærer jeg stadig en vis veneration for frisk morgenbrød, der er en totalt ukendt luksus blandt barbarerne i broderlandet.

Men i dag blev det altså til hele svineriet - bogstaveligt talt. Frisklavet bacon stegt på pande og røræg - ren hotelstandard og slet ikke noget, der hører en hverdag til. Men undskyldningen var god nok: Baconet skulle testes.

Og ja - det bestod med UG og kryds og slange. Det smager bare så godt....

søndag den 25. januar 2015

Sne, sol og søndag

En på alle måder velsignet søndag

Det er højsæson for gæs i nabolaget. Nu er jeg ikke ligefrem
gåseekspert, men jeg tror, at det er kortnæbbet gås - altså en
vintergæst fra Svalbard.
Præsten har fået nyt arbejde.

Derfor var der i dag afskeds-gudstjeneste i Oxholm kirke med barnedåb, altergang og hele den tyrkiske musik med efterfølgende sognefrokost i medborgerhuset.

Sådan noget er lige noget for Dina, mens jeg er noget mere tilbageholdende i religiøse udskejelser. Så mens Dina fik Guds ord med på vejen, tog jeg ud på vejen i Guds fri natur.

Naturligvis bevæbnet med kamera og store linser, for lyset var godt med både sne og høj himmel. Her er et par af dagens skud.
Frosten har næsten lukket Ulvedybet, så fiskehejrerne
stimler sammen ved vågerne.
Et par sølvmåger og et par krager fik dagen
 til at gå med at slås om en død fisk.
Gråspurvene og skovspurvene ude i forsythia-buskene
har underholdt med forårs-fuglesang hele dagen.

Bacon II

I røg og damp

Baconen som den så ud i røgeovnen søndag
morgen. Overfladen er begyndt at tage lidt farve.
Efter at mit bacon in spe havde ligget i salt og krydderier nogle dage, tog jeg kødet ud af køleskabet tirsdag morgen og smed det i en spand koldt vand.

Her fik det lov at stå et par timer, mens det værste salt i overfladen blev trukket ud. Derefter tørrede jeg kødet omhyggeligt og lagde det til tørre på tørrepladsen i brændeskurret. Temperaturen var tæt ved nul og luftfugtigheden omkring de 80, så jeg vovede chancen med en udendørs tørring.

Det gik da også sådan lige. Lørdag formiddag kom kødet så i røgeovnen, hvor det lå og gassede sig hele dagen ved cirka fem grader. Her søndag morgen har jeg tændt op i ovnen igen, og det kommer nok til at passe med røg resten af dagen. Sikkert lidt varmere efterhånden som solen får magt, men jeg tror nu ikke, at temperaturen i røgeovnen på noget tidspunkt kommer over de 20 grader.

Røgetiden passer udmærket. De fleste opskrifter siger to gange tolv timer, så det skal nok passe. Så mon ikke, mandagens morgenmad hedder bacon og æg - friskrøget bacon oven i købet?

fredag den 23. januar 2015

Trykknap-syndromet

Kontaktbesvær

Tryk på den røde knap, Tintin...
Der var krise i det lille hjem…

Lillemor skulle starte opvaskemaskinen og trykkede på en knap, men der skete ikke noget. Så blev der trykket en 10-15 gange mere. For en sikkerheds skyld fik alle de andre knapper også lige et dask, mens maskinen gik i gang med et forkølet brag og derefter gik helt i stå, mens lamperne blinkede som et kinesisk juletræ.

Sådan en situation kræver maskulin ro og overblik. Så jeg lod opvaskemaskinen blinke færdig, slukkede lige så stille for den og tændte den så igen. Efter et par sekunder gik den i gang og kørte helt efter bogen – og jeg kunne indkassere et beundrende og forelsket blik fra Lillemor, der glædede sig over at have et rigtigt mandfolk i huset.

Jeg ved ikke, om læserne kender situationen – altså at en maskine eller en lampe ikke lige tænder i samme sekund, som man trykker på knappen. Den slags traumatiske oplevelser kan drive det moderne menneske til stress og vanvid, for i vor moderne forkælelse er vi blevet vænnet til, at ting virker – og at de reagerer prompte.

Jeg læste for mange år siden en artikel om fænomenet. Den var skrevet af en tysk psykolog, som betegnede det som ”das Druckknöpfe-Syndrom” – trykknap-syndromet. Tyskeren betragtede det som en slags kollektiv psykose, der havde ramt det vestlige menneske.

Noget er der om snakken – og det ikke bare i de små hjem. Vort samfund er ramt af et stort kollektiv trykknapsyndrom, hvor vi skriger på reformer, hver gang noget tilsyneladende ikke virker – og så når reformerne ikke virker, kræver vi yderligere reformer.

Resultatet er velkendt. Folk går ned med stress som aldrig før. For når man skal bruge tid på at ændre tingene, går tiden fra det, som man egentlig er ansat til at lave – og de mange reformer har gjort Danmark til en tabernation, hvor verdens største offentlige sektor samtidig er verdens mest ineffektive.

Vi kunne alle have det så godt og så trygt her i vores lille smørhul – hvis altså det ikke var fordi reformerne kommer fra vore politikere i våde ildelugtende klatter som fra den nok så bekendte spædkalv.

For er der nogen, der lider af ”das Druckknöpfe-Syndrom” og en hel stribe andre syndromer i øvrigt, så er det vore politikere, der jo skal vise handlekraft – og i virkeligheden bare ødelægger det hele med mindre elegance end elefanter i en glasbutik.

Tag nu situationen efter det tragiske attentat i Paris. Pludselig mener politikerne, at trusselsbilledet er forværret – og at det er nødvendigt at give efterretningstjenesterne flere midler og beføjelser.

Det er ren varm luft – for normalt er politikerne jo ikke tilbageholdende med at begrænse efterretningstjenesternes muligheder. Jeg tillader mig også at tvivle på, at truslen er blevet større. Den har været der hele tiden, men det er åbenbart først nu gået op for politikerne.

I øvrigt har PET jo ind til videre haft held med at skåne landet for de værste ting, og gør det efter min mening ganske godt. Jeg synes, det vil være synd, hvis PET pludselig skal til at bruge tid på at oplære en masse nye medarbejdere og lave retningslinjer for nye beføjelser – i stedet for at passe arbejdet, og bare fordi politikerne føler trang til at vise handlekraft.

Vi har det efter omstændighederne trygt og godt i Danmark. Lad os glæde os over det – og så klappe hesten i stedet for at handle i panik.

Det gælder i øvrigt i alle livets forhold. If it works, don’t fix it, som amerikanerne siger…

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. januar 2015.

onsdag den 21. januar 2015

Slud og sludder

Vinteren svigter

Egentlig skulle det jo have været frost og sne i denne uge, men ind til videre er det ikke blevet til andet end lidt slud - og vejrvarslerne er noget sludder.

Det er træls, for jeg er sikker på, at både haven og naturen i al almindelighed ville have godt af en ordentlig gang frost. Der er alt for meget forårskuller derude tidligt i januar. Der kan stadig komme masser af frost - og så er det altså dumt at komme i forårshumør.

Men både erantis og vintergækker tror åbenbart, at foråret er kommet...

mandag den 19. januar 2015

Jeg prøver igen

Ny omgang spegepølse

Maskineriet er kørt i stilling...
Sidste år gik spegepølsen i fisk - og jeg blev nødt til at kassere hele produktionen.

Årsagen var sandsynligvis for høj luftfugtighed under tørringen - pølsen smagte egentlig godt, men blev aldrig skærefast, da konsistensen var nærmest pulveragtig.

Men netop nu ser det ud til, at der er frost i vente - og dermed forhåbentlig også lav luftfugtighed. Så jeg prøver igen.

Krydderierne og kulturen er tilsat.
Søndag morgen hakkede jeg fem kilo nakkekam og lidt spæk til en grov fars, tilsatte spegepølsekultur, salt, nitrit, sukker, hvidløg, enebær samt peber og stoppede det i nogle pølseskind, jeg tilfældigvis havde liggende. Seks halvkilos og to etkilos, så det passede lige nøjagtig.

Og som altid var det hårdt arbejde. Spegepølsefars er meget tung i det - og selv om man har en maskine til hjælp, skal der bruges muller.

Men nu er pølserne færdige og hænger i brændeskuret. Her skal de modne en uges tid, inden de ryger i røgeovnen. Herefter venter endnu mindst tre ugers modning, så vi kommer jo nok hen i slutningen af februar, før jeg ved, om dette års spegepølseproduktion lykkes.
Og nu hænger pølserne til modning inden røgningen.

lørdag den 17. januar 2015

Bacon I

Nu skal der røges

Dagens køb: Et ordentligt stykke so fra slagterens kælder.
Endelig ser det ud til, at vi skal have vinter.

Temperaturen er øget drastisk i stratosfæren de seneste uger. Det har bragt uorden i de ellers stabile vestenvinds-systemer, der har præget vinteren ind til nu - og blandt andet sat fart på flyene mellem USA og Europa.

Det betyder, at vinden formentlig i løbet af weekenden skifter til østenvind - og dermed kulde og frost. Det er ideelle tidender for mit lille hobbyrøgeri, der fungerer bedst i temperaturer under frysepunktet.

Gennem tiderne har jeg lært en del tricks til at imødegå naturens luner, men alligevel er det allerbedste, når vejret er med mig - og tingene kan gøres så enkelt og naturligt som muligt.

Lakseproduktionen ligger stille i øjeblikket. Efter at Metro lukkede ved årsskiftet, har jeg mistet min laksepusher - og det bliver nok ganske sporadisk, hvad der bliver lavet af den ædle og fede fisk, ind til jeg igen kan skaffe laks i god kvalitet og til en ordentlig pris.

Så er kødet klar til saltning. Resterne går
til gode ben og flæskesvær.
Til gengæld er det lang tid siden, at jeg har lavet bacon. Derfor har det været dagens projekt - rigtig hjemmelavet tørsaltet bacon. Det bliver bare så godt...

Jeg kørte en tur i Brugsen for at købe noget billig ribbensteg, som jeg normalt bruger som råvare, men skidtet kan altså også blive for billigt. De ribbensstege, som der var tilbud på, var simpelthen alt for magre og næsten uden fedt.

Heldigvis var der ikke travlt i Brugsen i morges, så da jeg brokkede mig til slagteren, gik han i kælderen og fandt et stort stykke svineside på cirka 8 kilo med en flot, men lidt uensartet fedtmarmorering. Det kunne jeg få for 200 kroner, hvis jeg selv skar den ud.

Jeg sagde top - og gik hjem i køkkenet, hvor jeg befriede kødet for ribben. Så er der til en gang gode ben med brun sovs i morgen. Resten af kødet skar jeg ud i passende stykker på omkring et kilo, som jeg tørsaltede.

Jeg gned dem ind i en blanding af nitrit, salt, sukker, knust peber og enebær og puttede det hele i et par plastikposer. De skal nu stå og trække salt i tre døgn og bare lige vendes en gang om dagen. På tirsdag skal de op og hænge og tørre endnu nogle dage, så det passer nok med, at vi kan få gang i røgeovnen til næste weekend, hvis altså ellers frosten kommer, som lovet af DMI.

Forresten tog jeg sværen af nogle af de kommende stykker bacon. Så kan Dina få herlig hjemmelavet flæskesvær til de kommende dages håndboldkampe.

torsdag den 15. januar 2015

Indhentet af fortiden

Når livet passerer revy

Revyholdet 2014 med en veteran fra 1984 i midten.
For et par måneder siden blev jeg - noget overraskende - kontaktet af skuespilleren Christian Eiming, der er instruktør for Aalborg Studenterrevy.

Årsagen var, at revyen havde 30 års fødselsdag - og i den forbindelse ledte revyfolkene efter revyens grundlæggere. Den eneste, som man kunne finde, var i al beskedenhed undertegnede.

Enden på det hele blev, at jeg blev inviteret til en forestilling i Aalborg Studenterhus - og holdt festtalen i forbindelse med fødselsdagsfesten.

Det blev en fornøjelig aften. Revyen var faktisk morsom.

Da Eiming ringede, havde jeg stort set glemt alt om min karriere som revymand i 80'erne, men lidt var der da dukket op af hukommelsens uendelige dyb.

Jeg kunne berette om den første forestilling og de overvejelser, vi havde, inden vi startede. Blandt andet at revyen skulle være ægte dilettant og ikke halvprofessionel som studenterrevyerne i København og Århus.

Det glædede mig i at høre, at det fortsat er udgangspunktet. Alle kan komme på scenen - og alle har noget at bidrage med. Det skal være sjovt - også for skuespillerne.

Da vi i sin tid startede, var det med en pose penge fra universitet, men alligevel var den første forestilling en lang kamp mod budgetterne. Det glædede mig også at høre, at sådan er det stadigvæk.

Selvfølgelig skulle vi også fotograferes. På scenen og med den gamle i centrum.Men nu er det jo kun for sjov. Så jeg fik aldrig billedet, der blev taget dengang i oktober.

Men nu i dag lå det i mailboksen - og jeg skynder mig at dele det med bloggens læsere.

mandag den 12. januar 2015

Efter stormen

Billeder fra søndagsturen

Ølandsdæmningen klarede endnu en gang mosten...
Blæsevejret har lagt sig - sådan nogenlunde de. Skaderne er til at overskue. Her på Øland er der i hvert fald ikke sket meget.

Søndag middag ville jeg have været en tur i City Syd, men det blev nu ikke til noget. Ryaa var gået over bredderne ved Vejlen - og jeg gad ikke tage turen uden om. Så det blev til en kort tur til Gjøl Havn i stedet.

Det faldt sådan cirka sammen med vandstandsmax i fjorden - og som det ses på billederne, var der i hvert fald ikke meget tilbage at give af.

Også ved dæmningen var vandstanden høj, men ikke kritisk. For de høje vandstande opstår normalt ved vestenvind - og derfor blæser bølgerne på langs af den øst-vest-vendte Ølandsdæmning. Ikke desto mindre er der jo planer om, at dæmningen skal forhøjes. I følge borgmester Mogens Gade drejer det sig om en forhøjelse på cirka 80 centimeter, men projektet mangler endnu godkendelse fra både statens og digelaugets side, så vidt jeg har forstået.
På havnen i Gjøl nåede vandet netop til kajkanten.
Godt med tang på kajen i Gjøl.
Ryaa er gået over sine bredder ved Vejlen - og vejen til Vadum
 blev spærret umiddelbart efter, at dette billede er taget.
Ryaas normale løb til højre for sivbremmen.

lørdag den 10. januar 2015

Skide godt, Egon

Stormvarsel

Lyset er dramatisk, Ulvedybet er fyldt op, men vandstanden
i fjorden er endnu højere. Egon har en plan...
Jeg fatter ikke rigtig ideen med, at storme skal have navne. Det vil på et eller andet tidspunkt gå galt, fordi det - alt efter temperament og sindelag - kan virke både rosende og stødende med de deraf forbundne ulemper.

Personlig synes jeg for eksempel, at Egon Olsen er genial og en kilde til evig morskab. Så giver det da ikke megen mening at kalde en storm for Egon - med mindre det da er i et glas vand. Hvordan skal det ende? Det går jo sjældent som den berømte filmfigur spår - måske bliver det slet ikke storm?

Det rykker ellers godt derude. Oven i købet er der varsel om forhøjet vandstand i Limfjorden..

Strandengen er dygtigt oversvømmet.
Nu er det heldigvis ikke fordi, at vi normalt døjer med oversvømmelser her på Øland. Det plejer vi at have dem i Løgstør til. Men alligevel skulle jeg da en tur ned til dæmningen for at tjekke vandstanden - og vandspejlet i fjorden er højt. Mindst en meter over vandspejlet i Ulvedybet, der efter lang tids regn ellers er fyldt godt op.

Jeg tror ikke, at det bliver meget værre. Men det er da sjovt at sammenligne billederne med billederne fra 2013, hvor Ulvedybet nærmest var tørlagt - og det kan vi så bruge en lørdag eftermiddag til i mangel af udendørs sysler på grund af vejret.

torsdag den 8. januar 2015

Rigtige spejdere

Korte bukser og strømpeopslag

En gang spejder - altid spejder! Foto: Michael Pintzlau Vester
Onsdag aften tog jeg en tur ned ad barndommens gade.

De Gule Spejdere i Skørping havde bedt mig holde båltalen til gruppens nytårsparole. Det skete ved gruppens smukke bjælkehytte i udkanten af Rold Skov - og det var for mig en anledning til at mindes min barndoms spejderoplevelser i netop denne store skov.

Budskabet var det klassiske: Spejder er ikke noget, man går til - det er noget, man er. På den baggrund kunne jeg så fortælle blandt andet om den gang, spejderne stadig plukkede bøgegrene og sendte dem til norske pensionister om foråret. Det var en tradition, der blev grundlagt efter krigen af den navnkundige skovrider og spejder Jens Hvass.

Afslutningsvis tog jeg historien om dengang, panteren brød løs fra Zoologisk Have i Aalborg, mens vi var på tur i Rold Skov. Som rigtige spejdere skræmte det os ærlig talt ikke, men det var da et ekstra krydderi på turen - og stor var irritationen, da politiet nedlagde forbud mod, at vi sov udendørs.

De Gule Spejdere er et relativt ungt spejderkorps stiftet af udbrydere fra Det Danske Spejderkorps dengang i 70'erne, hvor Det Danske Spejderkorps droppede khaki-uniformen til fordel for den blå uniform.

Det var derfor et ekstra krydderi på aftenen sådan at være sammen med en flok unger, der holder fast i min barndoms spejderuniform med rigtig emalje-korpsmærke - og godt at se, at der stadig er unger, der sætter en ære i at gå med korte bukser og strømpeopslag til nytårsparolen.

tirsdag den 6. januar 2015

Et politisk brændpunkt

Lynkursus i Mellemøstpolitik

Forebyggende militær tilstedeværelse i en
sidegade til Tahrir-pladsen i Cairos centrum.
Politiet har et større beredskab på selve Tahrir-pladsen,
 hvis nogen skulle få lyst til at demonstrere.
- Interesserer du dig slet ikke for politik i Mellemøsten?, spurgte guiden under frokosten, da vi for nylig var i Cairo.

- Nej, svarede jeg.

- Det har jeg opgivet for længst, for det er komplet uforståeligt for normalt tænkende mennesker...

Guiden slog et skraldergrin op, selv om mit svar egentlig var temmelig kækt og nærmede sig det fornærmende.

- Det har du fuldstændig ret i, svarede han.

- Her i Ægypten havde vi det egentlig ret godt under Mubarak. Der var relativt fredeligt. Samfundet fungerede - og vi havde tilnærmelsesvis ytringsfrihed. Det største problem var, at styret var korrupt.

Fra the Egyptian Museums have er der udsigt
 til det udbrændte hovedkvarter for Mubaraks
nationaldemokratiske parti.
Det meste af Tahrir-pladsen er meget belejligt afspærret
på grund af et moderniseringsprojekt. Tahrir-pladsen
betyder Frihedspladsen. Navnet stammer fra revolutionen
 i 1919, hvor Ægypten indførte konstitutionelt monarki,
men reelt var et britisk protektorat. Tahrir blev det
officielle navn efter revolutionen i 1952, hvor Nasser
 blev landets første præsident.
- Så vi protesterede og afsatte Mubarak. Så nu har vi ingen ytringsfrihed - og styret er fortsat korrupt.

- Et skridt frem og to tilbage, konstaterede guiden, mens vi nød en veltilberedt havaborre - bars - i restauranten, som lå på en flodbåd fortøjet ved Nilens bredder ikke langt fra Tahrir-pladsen i Cairos centrum.

Tahrir-pladsen blev verdensberømt under revolutionen i 2011, for det var her ved siden af Det Ægyptiske Museum, at de store demonstrationer fandt sted - og det var også her, at Hosni Mubaraks nationaldemokratiske parti havde sit hovedkvarter.

Idyllen er nærmest grotesk mellem det smukke
museum og det udbrændte partihovedkvarter.
Efter 30 år ved magten faldt Mubarak, og pøblen satte ild til partihovedkvarteret. Siden fulgte et præsidentvalg, et militærkup og endnu et præsidentvalg - og netop nu forsøger så præsident Abdul Fatah al-Sisi at få samling på det temmelig uregerlige land.

Jeg forstår mig ikke på mellemøstlig politik -- og orker heller ikke at bruge mange kræfter på det. Men sandsynligvis forsøger al-Sisi efter bedste evne at genopbygge samfundsstrukturerne.

Tilsyneladende er der mange ting, der rent faktisk fungerer i Ægypten, men det er ikke nemt, for der er mange, der er imod - og derfor ses der overalt militær og politi på gaden i Cairo. På badestederne ved Rødehavet er stemningen betydeligt mere afslappet - omend der er mange sikkerhedschecks.

Så roligt var der på Tahrir-pladsen i kolonitiden.
I baggrunden Egyptian Museum. Billedet er fra 1941.
Foto: Wikipedia
Det giver håb for fremtiden, men det store spørgsmål er, om man kan genindføre demokratiet, så længe de religiøse modsætninger i hele Mellemøsten er så store, som tilfældet er. I det hele taget er der meget, der tyder på, at demokrati er temmelig overvurderet som styreform på de kanter og om det er muligt et etablere fredelig sameksistens mellem middelalderreligiøse strømninger og moderne, verdsligt orienterede mennesker.

Jeg tror det næppe - og jeg gider ærlig talt heller ikke bruge megen tid på det. For som guiden udtrykte det: - Et skridt frem og to tilbage.

Det må de altså selv ligge og rode med...

Efter at der nu tilsyneladende igen er ved at komme ordnede forhold i Ægypten, har Egyptian Museum store planer om en modernisering. Læs mere her.

søndag den 4. januar 2015

Stadig benovet

Bloggeren fortsat ramt af pyramitis

Så meget ville Keops-pyramiden fylde, hvis den lå i Østerby.
Her er beviset - jeg har været der... Foto: Dina
Læserne må have mig undskyldt, men jeg kan altså ikke rigtig slippe pyramiderne.

Specielt Keops-pyramiden, der er så kæmpestor og enorm, at jeg har svært ved at fatte det, selv om jeg har stået lige ved siden af den.

Jeg kan simpelthen bare ikke komme mig over, at nogle mennesker i en fjern fortid har smidt sten på sten og lavet et bygningsværk, hvis omkreds er en kilometer - og vel at mærke til noget så overflødigt som et gravkammer.

Nu siger jeg overflødigt om et gravkammer, men det er klart, at de gamle ægyptere naturligvis ikke har delt min opfattelse. Pyramiderne må have haft en enorm betydning for det daværende samfunds sammenhængskraft, produktivitet og nationalitetsfølelse - siden det har kunnet lade sig gøre.

Pyramiderne er bygget af kalksten, men var oprindeligt
 beklædt med granit, der nu er forvitret bort. Her ses
noget af granitbeklædningen på
Mykerinos-pyramiden i Giza. Foto: Dina
Jeg tror helt ærligt ikke, at pyramiderne er bygget med tvang og slaver. Folk har gjort det frivilligt og oven i købet været stolte af arbejdet - lidt ligesom de mange danske kirker, der ligger spredt rundt i landet med få kilometers mellemrum. De gamle kirker er jo også set med vore dages øjne nogle imponerende bygningsværker, som har kostet blod, sved og tårer, men som også har haft en enorm betydning for samfundets sammenhængskraft.

Jeg har leget med tanken om en Keops-pyramide i Østerby. Som det ses på illustrationen ville den dække stort set hele landsbyen - også selv om vi har nogle ualmindeligt store haver her på landet.

Med sine 140 meters højde ville Keops-pyramiden oven i købet være det højeste punkt i Nordjylland. Nærmeste konkurrent ville være Knøsen ved Dronninglund, som er landsdelens højeste punkt med 136 meter over havet. Til sammenligning er Himmelbjerget 147 meter og Danmarks højeste punkt, Møllehøj ved Skanderborg, 171 meter.

Det er altså svært at fatte...
Keops-pyramiden er bare så stor, at man ikke fatter det.Foto: Dina

lørdag den 3. januar 2015

Øv

Regn, rusk og ravage

Vinden havde fået godt fat i postkassen...
Det nye år har ærlig talt ikke vist sig fra sin pæne side, sådan rent vejrmæssigt.

Det buldrer og brager, det regner og rusker, så man fristes til at synge "Vær Velkommen, Herrens Vejr".

Fredag var jeg stadig vag efter nytårsfesten og havde ikke megen energi, men jeg måtte ud af fjerene, måtte jeg... For vestenvinden havde fået fat i postkassestativet. Hvis ikke det skulle lægge sig, var det nødvendigt med en afstivning.

...Så det var nødvendigt med en afstivning.
Da jeg kom ud, opdagede jeg, at lyset var gået i juletræet. Men helt ærligt så jeg ikke nogen grund til at gøre noget ved det problem. Godtnok plejer vi at have lys i træet til hellig tre kongers dag, men det er nu ikke nogen principiel sag.

Dina var enig, så hun begyndte at pille julepynten ned indendørs. Jeg må indrømme, at jeg ikke var til megen hjælp. For efter morgenens kraftanstrengelse kunne jeg sådan rent intellektuelt ikke kapere stærkere sager end tegneserier på denne dagen efter dagen derpå. Blandt andet - og efter turen til Ægypten var det stærkt påkrævet og aktuelt - blev det til et gensyn med Asterix og Kleopatra.
Intellektuelle sysler til resten af dagen...Foto: Inyxception Enterprises.

torsdag den 1. januar 2015

La grande bouffe

Havmad, kalv, pistacie-pastis og overflødigheder

Jenne go'e sager fra æ haw.
 Så er nytårsaften overstået, og lige pludselig skriver vi 2015.

Aftenen blev fejret som det sig hør og bør - med eksorbitant god mad og ædle vine. Her følger et par af opskrifterne til inspiration til det nye års festlige og højtidelige stunder.

Vi var fire mennesker - og vi lagde ud med Dronningens nytårstale og et par glas champagne. Ved syvtiden fulgte så første servering, som bestod af friskpillede grønlandske rejer, lidt hjemmerøget laks som er en af husets specialiteter, havtaskekæber og kammuslinger på en bund af hummerbisque og garneret med wakame-tang med chili og sesamfrø.

Jeg snød med hummerbisquen, der var lavet på en almindelig købehummersuppe fra Royal Greenland, som jeg reducerede til det halve, tilsatte et forsvarligt skvæt cognac og lidt fløde. Så var bunden lagt - helt bogstaveligt.

Havtaskekæber er en stor delikatesse. Man starter med at fjerne den hinde, som de normalt sælges med, så det fine kød bliver blottet. De blev pocheret i hvidvin tilsat et løg, nogle peberkorn og lidt salt. Pocheres - må ikke koge - i fem minutter og trækker så yderligere i suppen i fem minutter.

Kammuslinger blev ristet i halvt smør, halvt koldpresset rapsolie og drysset med salt og peber. De skal på en næsten gloende pande og må endelig ikke få mere end et halv minut på hver side. Steger de for længe, bliver de seje.

Til forretten fik vi hvidvin - et par flasker bourgougne fra 2005, som jeg havde gemt til en særlig lejlighed. Det var de sidste to flasker fra min 50 års fødseldag i Norge. En lidt tung hvidvin, der trak gardiner i glasset og havde en dyb gylden farve næsten som æblemost.

Langtidsstegt kalveculotte med rodfrugter og østershat.
Hovedretten bestod af kalveculotte med rodfrugter, svampe og en guddommelig sauce - intet mindre.

Aftenen før havde jeg ridset culotten og lagt den i en marinade bestående af en classic, en sjat hvidvinseddike, et par hvidløg, et løg, peberkorn, lidt salt og en håndfuld timiankviste. Om eftermiddagen tog jeg den op af marinaden og duppede den tør. Herefter gned jeg fedtsiden med salt og brunede fedtet på en varm pande. Så røg culotten i ovnen på en rist ved 60 grader over en bradepande med lidt vand. Her stod den de næste godt fem timer, ind til kernetemperaturen nåede 55 grader, hvorefter den blev taget ud og fik lov til at hvile tildækket i cirka 20 minutter. Langtidsstegningen gjorde kødet mørt som smør og marineringen gav en skøn smag. Rodfrugterne var lavet om formiddagen og blev varmet i ovnen, mens kødet trak.

Saucen kunne kun lige dække bunden i huset sovseskål.
Rodfrugterne var bagt med olivenolie og honning.
Saucen var i en klasse for sig - simpelthen kunst vover jeg ubeskedent at sige. Først klarede jeg et finthakket rødløg i smør - rigeligt med smør. Så tilsatte jeg et par timiankviste, en kvart liter portvin, en kvart liter rødvin og en kvart liter fond. Hele herligheden blev reduceret til den begyndte at tykne. Da culotten var færdig, tilsatte jeg væsken fra bradepanden, siede saucen og reducerede den igen til den tyknede og smagte til med salt og peber. Så sang englene... Ren umami, som det hedder på moderne kokkelingo...

Kødet blev skyllet ned med en Barolo fra 2007. Jeg har en del flasker af den, men kan ikke rigtig huske i hvilken forbindelse, de er indkøbt.

Pistacie-pastis.
Desserten var en selvkomponeret ting - inspireret af et ordspil, som jeg længe har haft i hovedet - pastis-pistacie eller pistacie-pastis - og det blev til pernodmarineret og pernodflamberet ananas med pistacieis.

Jeg havde skåret nogle ananastern aftenen i forvejen og marineret dem i pastis, altså pernod. Umiddelbart inden servering smeltede jeg en skefuld smør og en skefuld sukker på en pande, hældte ananas med marinade på og gav den et ekstra skvæt pernod. Da hele herligheden var blevet passende varm, satte jeg en tændstik til og flamberede ananassen. Væden blev kogt ind til en tyk sauce og det blev anrettet på tallerkener med kugler af Ryaas glimrende sukkerfri pistacieis og pyntet med lidt hakkede pistacienødder. Såre enkelt og til min forbløffelse særdeles velsmagende uden at pernoden overdøvede de øvrige smagsindtryk, hvilket jeg ellers havde frygtet.

Jeg var lidt i tvivl om, hvad der skulle drikkes til desserten. Usikker på, hvad der nu kunne gå til pernoden. Vi diskuterede sagen efter den første bid - og vi endte på en blommeagtig Pedro Ximenez-sherry fra Malagavin.dk. Den er forresten altid god.

Smedens hjemmebagte overflødighedshorn var et sand
milepæl i bagværkets ædle kunst - både
velsmagende og et prægtigs skue.
Kort før midnat kunne vi så sætte tænderne i et overflødighedshorn, som smeden havde lavet. Det var hans første overflødighedshorn, men smeden er en habil bager, og han var blevet voldsomt provokeret af amatørerne i bagedysten, som et par aftener tidligere havde kæmpet deres modige kamp med et kransekagetårn.

Således beredte kunne vi gå nytåret i møde med åbent sind og et par flasker cremant. Efter midnat stødte et par naboer til - og vi fortsatte med gammel whisky, ædel rom og den lokale specialitet Kongen af Aalborg. Efter at have ønsket grønlænderne tillykke med nytåret klokken fire, var det sengetid.

P.s.: La grande bouffe er titlen på en overordentlig morsom fransk film fra 1970. Den danske titel er "Det store ædegilde", men det lyder mere uskyldigt på fransk...
To cl. Rød Aalborg, to cl. pernod, 12 cl Faxe Kondi
 og et skvæt grenadine. Det er Kongen af Aalborg.