Trykknap-syndromet

Kontaktbesvær

Tryk på den røde knap, Tintin...

Der var krise i det lille hjem…

Lillemor skulle starte opvaskemaskinen og trykkede på en knap, men der skete ikke noget. Så blev der trykket en 10-15 gange mere. For en sikkerheds skyld fik alle de andre knapper også lige et dask, mens maskinen gik i gang med et forkølet brag og derefter gik helt i stå, mens lamperne blinkede som et kinesisk juletræ.

Sådan en situation kræver maskulin ro og overblik. Så jeg lod opvaskemaskinen blinke færdig, slukkede lige så stille for den og tændte den så igen. Efter et par sekunder gik den i gang og kørte helt efter bogen – og jeg kunne indkassere et beundrende og forelsket blik fra Lillemor, der glædede sig over at have et rigtigt mandfolk i huset.

Jeg ved ikke, om læserne kender situationen – altså at en maskine eller en lampe ikke lige tænder i samme sekund, som man trykker på knappen. Den slags traumatiske oplevelser kan drive det moderne menneske til stress og vanvid, for i vor moderne forkælelse er vi blevet vænnet til, at ting virker – og at de reagerer prompte.

Jeg læste for mange år siden en artikel om fænomenet. Den var skrevet af en tysk psykolog, som betegnede det som ”das Druckknöpfe-Syndrom” – trykknap-syndromet. Tyskeren betragtede det som en slags kollektiv psykose, der havde ramt det vestlige menneske.

Noget er der om snakken – og det ikke bare i de små hjem. Vort samfund er ramt af et stort kollektiv trykknapsyndrom, hvor vi skriger på reformer, hver gang noget tilsyneladende ikke virker – og så når reformerne ikke virker, kræver vi yderligere reformer.

Resultatet er velkendt. Folk går ned med stress som aldrig før. For når man skal bruge tid på at ændre tingene, går tiden fra det, som man egentlig er ansat til at lave – og de mange reformer har gjort Danmark til en tabernation, hvor verdens største offentlige sektor samtidig er verdens mest ineffektive.

Vi kunne alle have det så godt og så trygt her i vores lille smørhul – hvis altså det ikke var fordi reformerne kommer fra vore politikere i våde ildelugtende klatter som fra den nok så bekendte spædkalv.

For er der nogen, der lider af ”das Druckknöpfe-Syndrom” og en hel stribe andre syndromer i øvrigt, så er det vore politikere, der jo skal vise handlekraft – og i virkeligheden bare ødelægger det hele med mindre elegance end elefanter i en glasbutik.

Tag nu situationen efter det tragiske attentat i Paris. Pludselig mener politikerne, at trusselsbilledet er forværret – og at det er nødvendigt at give efterretningstjenesterne flere midler og beføjelser.

Det er ren varm luft – for normalt er politikerne jo ikke tilbageholdende med at begrænse efterretningstjenesternes muligheder. Jeg tillader mig også at tvivle på, at truslen er blevet større. Den har været der hele tiden, men det er åbenbart først nu gået op for politikerne.

I øvrigt har PET jo ind til videre haft held med at skåne landet for de værste ting, og gør det efter min mening ganske godt. Jeg synes, det vil være synd, hvis PET pludselig skal til at bruge tid på at oplære en masse nye medarbejdere og lave retningslinjer for nye beføjelser – i stedet for at passe arbejdet, og bare fordi politikerne føler trang til at vise handlekraft.

Vi har det efter omstændighederne trygt og godt i Danmark. Lad os glæde os over det – og så klappe hesten i stedet for at handle i panik.

Det gælder i øvrigt i alle livets forhold. If it works, don’t fix it, som amerikanerne siger…

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. januar 2015.