Rettidig omhu

Stokkemetoder

Som jeg forsigtigt antydede i forrige indlæg, er jeg ikke typen, der altid rider samme dag, som jeg sadler.

I den forgangne uge fik jeg endelig lukket et projekt, som har været 13 år undervejs. Det er vistnok personlig rekord.

Det begyndte i 2010, hvor jeg fandt en hasselbusk oppe i Øland Østerskov. Busken var befængt med efeu - og op ad en af de tynde stammer havde efeuen snoet sig i spiralform mod lyset. Det var simpelthen den perfekte stokkekæp, så jeg fældede den på stedet og tog den med hjem.

Her fik den så lov at stå på værkstedet og tørre igennem i et par år. I julen 2012 begyndte jeg så at lave stokken. Først sleb jeg et stykke rensdyrgevir til håndtag. Så fik jeg en god bekendt, som er guldsmed, til at lave et slutstykke i sølv - og så gik jeg ellers i gang med at samle herlighederne.

Desværre kom jeg til at beskadige sølvtøjet. Og da jeg ikke er metalmand, tabte jeg interessen, og stokken blev sat til side. Herregud, jeg har heldigvis endnu ikke brug for en stok, så det gik jo nok endda.

Men for en måneds tid siden kom jeg alligevel efter det. Så turen gik til guldsmeden endnu en gang. Og nu i sidste uge fik jeg så stokken tilbage - og så er den færdig efter 13 år. Tak til Michael for hjælpen.

Så nu har jeg en flot stok til en gang, når det bliver aktuelt. Og flot er den.

Desværre er rensdyr-takken gulnet gennem årene, men et ophold i vindueskarmen mod syd i stærk sol plejer at hjælpe mod den slags.

Det har taget sin tid, så jeg har tid til at vente lidt endnu. Det er jo bare rettidig omhu.

Nu skal jeg i hvert fald ikke bekymre mig om stokkemetoderne længere. For jeg har en stok, som der næppe findes mage til i hele kongeriget. Så flot er den. Den er jo en skovrider værdig, når jeg ubeskedent selv skal sige det. 

Projektweekend

Et skridt videre

Det er ikke altid, at jeg rider samme dag, som jeg sadler. Jeg har altid mange ideer til ting, der skal laves, men somme tider er der ualmindeligt langt fra tanke til handling.

Sidste weekend fik jeg ryddet lidt op i stakken af projekter. Det er jo ved at være efterår, så der var en del malerarbejde, der skulle sluttes. Så nu har jeg malet og samlet elementerne til det nye skjul til skraldespandene ude ved vejen. Så kan jeg altid på et senere tidspunkt få gravet ud og lagt fliser og gøre stativet færdigt. For det arbejde er ikke temperatur-afhængigt.

Det irriterer mig, at jeg er nødt til at bruge kræfter på det projekt. Skjulet er en følge af nye regler fra kommunen, der betyder, at renovationen skal stå ved vejen. Det ligner lort med alle de affaldscontainere, vi efterhånden er belemret med. Og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke længere må gemme sit affald ude bagved - fjernt fra offentligt indblik Der skulle ellers være så smukt ude på landet. Men æstetisk sans plager hverken embedsmænd eller politikere, der nyder udsigten til de bonede gulve - fjernt fra virkeligheden.

Jeg fik også lavet lavet inddækningen på redskabsrummet. Det er to år siden, at inddækningen blev revet ned af en orkan. Egentlig skulle det allerede være repareret sidste forår, men så døde Dina jo. Men nu er det plads - og det ser flot ud. Især fordi også udsmykningen nedenunder - to trærelieffer -  har fået en forfriskende gang maling.

Jeg fik også lavet nyt lys i brændeskuret. Med bevægelsessensor og det hele. Det var også på tide. Materialerne blev allerede indkøbt før jul.

Nu lægger jeg så handy-opgaverne til side et par uger. For der er også en del projekter i haven, som jeg gerne vil have af vejen, inden efteråret for alvor sætter ind. Så jeg krydser fingre for, at det bliver godt vejr i weekenden.

Askepot

Den endelige løsning

Sentimental har jeg altid været. Så jeg kunne ikke dy mig for at tage lidt af asken fra, inden jeg tog til Grønland med Dinas urne i maj. Bare for at have en lille rest at snakke med, når jeg blev småsentimental.

Asken kom i en bøtte, der en gang havde været kanel i. Det havde Dina næppe noget imod, for hun var glad for risengrød. Men det var nu kun en midlertidig løsning.

For jeg aftalte med den lokale kunstner, Karen-Marie Mondrup, at hun skulle lave en lågkrukke til asken. Nu er "askepotten" færdig - og jeg hentede den fredag eftermiddag i Karen-Maries atelier og værksted på Torslev Eng.

Jeg er godt tilfreds med værket. Måske endda en smule stolt. Jeg havde givet Karen-Marie fuldstændigt frie hænder - bortset fra at der skulle være blåt i værket. Blå var Dinas yndlingsfarve, så selvfølgelig skulle krukken være blå. Jeg synes, at opgaven er løst til UG med kryds og slange.

Nu er krukken så kommet på plads på vitrineskabet - og jeg har noget smukt at kigge på. Ikke så smuk som Dina, men mindre kan også gøre det for en sentimental gammel mand.

I øvrigt ligner parcellen en regulær byggeplads i øjeblikket. Overalt står der tømmer og malergrej - og værktøjet flyder også lidt. Jeg har gang i mange projekter på en gang, for det er altså med at få malerarbejdet overstået, mens luften endnu er varm. Bilen må stå ude de næste par uger, for jeg bruger carporten som malerværksted.

Blandt projekterne er en ny dør til værkstedet og et nyt stativ ude ved vejen til affaldscontainere - og så er der en del småreparationer, der skal klares, inden det bliver alt for meget efterår.

Op på mærkerne

Alfred hædret på frimærke

Den 76-årige tidligere Sirius-mand Alfred Olsen, der bor i Hals, er blevet hædret af det grønlandske postvæsen, Tusass, der har valgt ham som motiv på et nyt frimærke, som udkom mandag.

Det blev onsdag markeret ved en kaffemik i hjemmet på Korsholm med både grønlandsk korsang, taler, rensdyrkød og masser af kage, som det er skik i Grønland. Ved kaffemikken deltog Alfred Olsens naboer og venner – ikke mindst to af kammeraterne fra Slædepatruljen Sirius fra Olsens årgang.

- Det er helt unikt, at vi udgiver et frimærke med en nulevende person uden for kongehuset rækker, men du er også helt unik. Så du var det naturlige valg til vores nye serie, som hedder Hverdagens Helte, sagde chefen for frimærke-afdelingen i det grønlandskepostvæsen  Allan Pertti Frandsen ved kaffemikken.

Alfred Olsen kvitterede for hæderen med en opfordring til Grønlands ungdom om at gå ind i militæret og tage ansvar for forsvaret af det store land.

- Det kræver mod, samarbejde, planlægning og ikke mindst stædighed at være medlem af slædepatruljen. Det er gode egenskaber, som man har glæde af resten af livet, sagde Alfred Olsen, der flere gange var ved at miste livet under de to års militær-tjeneste i Nordøstgrønland.

Alfred Olsen var i 1970 den første grønlænder, som klarede den benhårde optagelsesprøve til Slædepatruljen Sirius. Han blev landskendt i både Danmark og Grønland, da han i forårets store DR-serie om slædepatruljen fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig tæt sammen og sommetider oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn.

DR-serien er blevet set af netseere over hele verden – og overalt gyser TV-seerne, når Alfred Olsen fortæller om sine oplevelser i ødemarken i Nordøstgrønland.

Efter militærtjenesten vendte Alfred Olsen tilbage til hjembyen Sisimiut på den grønlandske vestkyst lige nord for polarcirklen, hvor han gjorde karriere i entreprenørbranchen. Da han stoppede i 2020, flyttede han til Hals for at nyde sit otium sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Flytningen betød, at han måtte sige farvel til sine elskede hunde og hundeslæden. Det kompenserer han for ved at passe naboernes hunde. Han har et godt tag på hundene, der lærer, at en hund altid skal gå forrest og skal adlyde det mindste fløjt.

- Lidt ligesom jeg gjorde, da jeg valgte Slædepatruljen Sirius, fortalte Alfred Olsen med et grin.

Hjemme i Sisimiut var frimærkeudgivelsen og den store hæder til bysbarnet så stor en begivenhed, at lokalradioen, Sisimiut Tusaataat, sendte direkte fra kaffemikken i Hals.

Det nye grønlandske frimærke er tegnet af den grønlandske kunstner og skuespiller Lisbeth Karline Poulsen. Frimærket og tilhørende førstedagskuverter kan bestilles på stamps.gl.

Historien blev bragt første gang i Nordjyske 1. september og er i denne uge forsidehistorien på Dronninglund-Hals Ugeavis. På fredag bringer Sermitsiaq en lidt længere reportage fra kaffemikken. Læs mere om Alfred her.