Lejrlivets glæder

Spejdernes Lejr 2022

Sommerferien bliver - som så mange gange før - tilbragt i en spejderlejr. I år sammen med 32.000 andre spejdere på Spejdernes Lejr 2022 ved Roskilde.

Jeg ankom fredag og kom relativt hurtigt på plads i det lille telt - og gik i gang med mine opgaver. Arbejdsdagen er delt mellem en køkkentjans i en af lejrens kantiner og så lidt journalistik for nogle af mine arbejdsgivere. Alt er sådan set, som det skal være.

Men jeg har forsømt bloggen, så lige en hurtig opdatering med nogle fotos - blandt andet fra åbningen og fra lejrpladserne, hvor jeg blandt andet har skrevet reportager om spejderne fra Nuuk og Jammerbugten. Detaljerne må vi tage på et senere tidspunkt, for det kniber lidt med en ordentlig og rolig kontor-arbejdsplads.

Det er ren feltfod - og sådan er det jo med lejrlivets glæder.

En anden glæde er, at her i lejren ser vi ikke fjernsyn og er således afsondret fra al cykelgalskaben, som ellers tilsyneladende har grebet nationen. Tak for det.

Stokroseidyl

Morten Korch

Tirsdagens varme satte gang i stokroserne, der blomstrer som aldrig før - havde jeg nær sagt. For stokroser har det jo med at blomstre villigt. Det er derfor, man har dem.

Stokroser er blandt andet omtalt i Ordbog over det danske Sprog, der i en artikel fra 1944 forklarer, at stok kommer fra tysk og hentyder til den lange stængel. ODS bemærker også, at den tidligere blev dyrket navnlig i bondehaver og er noget ringeagtet.

Jeg har en svaghed for Morten Korch og stokroser - og jeg bliver bestemt ikke fornærmet, hvis forbipasserende kommer til at betegne huset med tilhørende parcel som den rene stokroseidyl. Det er det, det er - og det har hele tiden været meningen - bonderøv, som jeg er.

Det kneb lidt de første år, hvor jeg flere gange plantede stokroser, som jeg fik af venner og bekendte. De ville ikke rigtig få fat, så det var først efter et par år, da jeg såede et billigt brev stokroser, at der kom rigtig gang i dem. Nu har jeg dem nærmest over hele haven, for de sår sig selv overalt - blandt andet mellem rabarberne.

De oprindelige stokroser fra frøbrevet er de mørkerøde, de rosa og de hvide. Ser man godt efter på det øverste billede, vil man opdage, at der også er et par laksefarvede i mellem. Det var nogle frø, som Dina en gang fik fra en veninde, og de er faktisk de flotteste af alle stokroserne.

De laksefarvede sår også sig selv - gerne mellem fliserne - og vi har nu gennem flere år haft en fin laksefarvet stokrose stående ved indgangen til baghaven.

Der hører den egentlig ikke hjemme. Stokroser skal stå op ad en mur, hvis det skal være helt rigtigt, men pyt! Det lever vi med...

Bloktilskud

Dårlig vits

Undskyld mig - men jeg kunne bare ikke dy mig for at far-vitse om bloktilskuddet, fordi jeg lige har været ved boghandleren og hente en stak spiralblokke.

Jeg er storforbruger af A5-spiralblokke med linjer. Bruger gerne en eller to om måneden til mine kragetæer - nogle kalder det stenografi, men systemet er selvopfundet - når jeg interviewer kilderne.

Tidligere købte jeg altid blokkene i Bilka med en fornuftig personalerabat, men da jeg ikke længere er ansat i Salling Group, måtte jeg gå den tunge og bekostelige vej til boghandleren. Prisen er den samme, men uden rabat. Det er så endnu et (blok)tilskud til tidernes voldsomme udhuling af reallønnen.

Nå, det går nok endda. Faktisk fik jeg min sandsynligvis sidste lønseddel fra Salling Group i slutningen af juni, selv om jeg stoppede allerede ved årsskiftet.

Vi kan jo kalde det en lille overraskelse. Jeg havde helt svedt ud, at som ansat i Salling Group udover personalerabatten i gode år også får et gratiale, når man har været ansat i et helt kalenderår. Og da jeg jo var ansat i foretagendet i hele 2021, dukkede der sør'me godt 1.500 kroner op på kontoen.

De penge kan jeg så bruge til at købe spiralblokke for...

Værdi af nyttehaven

Nye kartofler

Fredag aften tog jeg fat på årets nye kartofler - af egen avl fra nyttehaven.

Jeg kunne sagtens være begyndt allerede for en uge siden, men jeg har lige haft en dille med mormordressing, så det er blevet til forskellige salatvarianter til aftensmad de seneste uger.

Men nu er jeg i gang. Det blev fejret med frikadeller og så en forsvarlig klat hvidløgs-persille-smør. Også hvidløg er sådan noget, jeg periodisk spiser ret meget af.

Hvidløg udmærker sig ved at holde vampyrer væk - og det skal nok passe. Vampyrer ser vi ikke meget til her på parcellen. Til gengæld er der masser af myg, klæg og også skovflåter, som alle elsker mig. Tro mig - kærligheden er ikke gensidig, men det lader de små bæster hånt om.

Kartoflerne blev sat lidt sent, da jeg jo brugte påsken til at ordne flagstangen. I skyndingen fik jeg heller ikke noteret sorten ned. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det ikke er solist, som jeg ellers i mange år har dyrket som den tidlige sort.

Men solist er modtagelig for skurv - og det har jeg døjet meget med, så i år skulle der prøves noget andet. Så den nye sort kom i jorden - sammen med navnet, som jeg har svedt helt ud.

Men pyt. Det går jo nok endda. Spises skal de i hvert fald - og nye kartofler kan jo bruges til så meget - kartoffelsalat ikke at forglemme. Og det kommer helt sikkert på menuen de kommende uger. Hjemmelavet og med et touch af hvidløg - bare for en sikkerheds skyld.

Den lange rejse

Dina er kommet hjem - næsten...

For en måneds tid siden hentede jeg Dinas urne på krematoriet i Vejgaard. Hun står nu på vitrineskabet i spisestuen - Grønlandssalen, som jeg prætentiøst omtaler stuen med de mange grønlandske billeder på væggen.

Det er første trin på den lange rejse. Hun er kommet hjem til Nørremarksvej, men hjem er jo også Grønland - og jeg lovede hende for flere år siden, at jeg ville sørge for, at hun, når tiden kom, skulle begraves i Grønland.

Det er bare ikke så ligetil at komme til Grønland i øjeblikket.

Rejsebranchen er ramt af ketchup-effekten, og der er stort set udsolgt på alle flyvninger mod Grønland til ud på efteråret. Efter corona-nedlukningerne vil alle rejse - og det er godt for turistindustrien i Grønland. Men det går også den modsatte vej. Mange grønlændere har jo familie i Danmark - og efter flere års pause trænger de også til at møde familien, så alt er udsolgt.

Så det bliver først senere, at Dina kommer til Grønland. Det begynder jeg at se nærmere på efter sommerferien. Indtil da står Dina så på skabet - og jeg kan snakke lidt med hende hver aften, inden jeg går i seng. Og så pynte lidt med nogle af alle de blomster fra haven, som hun elskede. I øjeblikket studenternelliker og roser.

Roserne havde Dina et godt øje til - og hun passede dem helt sikkert bedre, end jeg gør. Jeg har altid været mere Søren Ryge end Claus Dalby - og det med at gå rundt med saksen og nusse, er desværre ikke min stærkeste side. Også fordi roser faktisk godt kan passe sig selv - bare de bliver klippet alvorligt ned om efteråret.

Nu kommer roserne til sin ret - og Dina kan sidde på sin lille sky deroppe i himlen og nyde dem. Mens tid er - for roser er der ikke mange af i Grønland.

Brændende kærlighed i køkkenet

Badehotellet i virkeligheden

Kærligheden kender ingen grænser – og netop nu står den på grænseløs og brændende kærlighed i køkkenet på Svinkløv Badehotel.

Det er badehotellets grøntsagskok siden 2019, ungarske Tomas Kristo, der deler seng og køkken med den ligeledes ungarske Bogy Glárka, der som konditor sørger for, at gæsterne på Svinkløv Badehotel hver dag kan forlyste sig med den berømte valnøddekage og andre lækre kaloriebomber.

De to mødte hinanden i Budapest i corona-året 2020 og fandt hurtigt sammen i interessen for den højere køkkenkunst. Tomas havde i sæsonen 2019 arbejdet på Svinkløv Badehotel – og vendte tilbage i april 2021 for at tilbringe sommersæsonen i det nordjyske. Og kæresteparret forsøgte at opretholde forholdet på distancen. Der er godt 1600 km mellem Budapest og Svinkløv.

Men kærligheden og afstanden var for stor og for plagsom, så Tomas Kristo klagede sin kærlighedsnød til chefen, mesterkokken Kenneth Toft-Hansen, der selv er en følsom sjæl. Enden på det hele er det stof, som ægte kærlighedsromaner er lavet af.

Kenneth Toft-Hansen inviterede i juni sidste år Bogy Glárka til Svinkløv og et job som konditor i det store køkken. Bogy sagde sit job og sin lejlighed i Budapest op, og de to blev installeret i et sommerhus i Hjortdal. I sommerens løb lærte Bogy alt om Svinkløv Badehotels særlige traditioner på kagesiden af den daværende chefkonditor Freja Krarup – og i år er det så Bogy Glárka, der står med ansvaret for bagværket og kagerne på badehotellet.

- Freja Krarup er mit helt store idol, og selv om jeg havde mange erfaringer med mig fra Ungarn, var det en vild indlæringskurve, hvor jeg lærte nye ting næsten hver time døgnet rundt, siger Bogy Glárka.

Da 2021-sæsonen sluttede, flyttede Bogy og Tomas til Stockholm for at prøve kræfter med nogle af den svenske hovedstads fornemste spisesteder.

- Men Sverige er altså ikke Svinkløv Badehotel, så vi vendte selvfølgelig tilbage i april 2022, da årets sæson begyndte. Jeg er vild med Svinkløv, som er en helt særlig arbejdsplads, hvor jeg får lov til at folde mig ud, siger 28-årige Tomas, der efterhånden har ti års international erfaring som kok.

Tomas Kristo kom oprindeligt til Svinkløv Badehotel i 2019 på anbefaling af sin daværende køkkenchef i Budapest, der selv havde arbejdet på badehotellet i ti sæsoner før branden i 2016.- Så man kan godt sige, at Tomas på en måde har arvet jobbet.

- Vi er meget glade for de ungarske kokke, som tager ansvar og går ind i arbejdet med både krop og sjæl, siger Henrik Aggerholm Olsen, der er køkkenchef på Svinkløv Badehotel og Tomas Kristos nærmeste chef.

26-årige Bogy Glárka er egentlig uddannet som civiløkonom på universitet, men kærligheden til at bage var for stor. Efter universitet tog hun derfor et halvt års konditorkursus og har siden haft konditorkunsten som sit levebrød.

- Siden barndommen har jeg været vild med at bage – og hvis ikke det var mit job, ville jeg helt sikkert melde mig til Bagedysten på TV, siger Bogy Glárka.

Bogy og Tomas satser alt på kærligheden og karrieren på den internationale køkkenscene. Der er ikke planer om småfolk foreløbig.- Når sæsonen slutter her på Svinkløv, tager vi til København for at arbejde i hovedstaden i vinterens løb – og så håber vi selvfølgelig, at Kenneth og Henrik vil have os tilbage til 2023-sæsonen.

- Vi elsker både hinanden, Svinkløv Badehotel og også Hjortdal, som er en hyggelig lille by med rare mennesker, siger Bogy og Tomas med et kærligt blik på hinanden.

Artiklen har været bragt i flere medier - første gang i Ugeavisen Fjerritslev:Brovst 21. juni 2022

Flagmageren

En lille erindringsbrok

Søndag morgen døde den grønlandske kunstner Thue Christiansen i Hals, hvor han havde boet i en længere årrække. Thue Christiansen var manden, der i sin tid tegnede det grønlandske flag, som blev indført i 1985.

Det er de færreste nulevende mennesker beskåret at kende ophavsmanden til et nationalflag, men der har jeg har så været heldig, for jeg har kendt Thue Christiansen i en del år – og endog haft ham som kollega i nogle år, mens jeg før kommunalreformen var informationschef i den daværende Nuup Kommunea (Nuuk kommune).

Thue Christiansen tegnede udkastet til det grønlandske flag først i firserne på en serviet, som han i øvrigt gemte resten af livet. Resultatet er et flag fyldt med symbolik. De rød-hvide farver symboliserer tilknytningen til Danmark. Den røde halvcirkel symboliserer midnatssolen, og den hvide halvcirkel symboliserer indlandsisen.

I dag har alle taget flaget til sig, men sådan var ikke i firserne. Forslaget blev stemt igennem det daværende landsting med 14 stemmer mod 11. Taberne ønskede et korsflag som i de øvrige nordiske lande. Det skulle være i farverne grøn og hvid, men det blev altså Erfalasorput (Vort flag), som er navnet på Thue Christensens flag, der vandt.

Mange betragtede det som kættersk, at der ikke var kors i flaget. Og da jeg kom til Grønland i 1993, blev det ikke brugt i kirkelige sammenhænge i Nuuk, fordi den daværende formand for den lokale menighedsrepræsentation, Gudrun Chemnitz, var en stærk tilhænger af et kristent flag med kors.

De første år gik det også trægt. Da jeg flyttede til Grønland, var det cirka kun halvdelen af alle private, som brugte det grønlandske flag, når man – i øvrigt ganske sympatisk – rutinemæssigt hejste flaget hver søndag.

Men efterhånden vandt Erfalasorput indpas – og i dag er der næppe nogen, der har noget imod det grønlandske flag.

Thue Christiansen fortalte mig for nogle år siden denne historie:

- En gang i halvfemserne havde en grønlandsk pige været på sit første besøg i Danmark. Da hun kom hjem til Grønland, fortalte hun begejstret om sine oplevelser i det danske. Og så mente hun, at danskerne var nogle af de allermest gammeldags mennesker, hun nogensinde havde mødt, for de flager jo stadig med det gamle flag, betroede hun flagmageren Thue Christiansen.

Det skal for fuldstændighedens skyld med, at man nemt kommer galt af sted, når man hejser det grønlandske flag. Man skal huske, at den røde halvcirkel skal vende opad. Det gik i 2006 galt for den daværende grønlandske landsstyreformand, Hans Enoksen. Flaget vendte på hovedet. Det var et fund for den grønlandske presse. Velkommen på forsiden, Hans!

Thue Christiansen var naturligvis stolt og glad for sit værk, men han var også en humoristisk mand. En gang betroede ham mig: - Jeg er den eneste grønlænder, der kan tåle at gå ned med flaget…

Udover at være manden bag det grønlandske flag var Thue Christiansen hele livet en flittig og produktiv kunstner, der gerne arbejdede i grænselandet mellem kunst og design. Han lavede ofte bestillingsarbejder og har tegnet utallige logoer, som bruges den dag i dag.I 1999 tegnede han en plakat for Aalborg Zoo, da haven indviede sit dengang nye isbjørneanlæg. Motivet var en isbjørnemor med sin unge, som også blev udgivet som litografi i et begrænset oplag.

Det her er ikke en nekrolog, men snarere nogle erindringsnedslag, så jeg slutter lige med historien om, hvordan jeg erhvervede mig et af Thue Christiansen flotte zoo-litografier.

Jeg blev under et besøg i Aalborg i 1999, mens jeg var informationschef i Nuuk Kommune, inviteret ud i zoo af min gamle ven, Aalborg Stiftstidendes navnkundige pressefotograf Jens Morten, fordi han skulle fotografere det nye isbjørneanlæg. I Zoo vakte min tilstedeværelse nogen opsigt, fordi Nuuk Kommune angiveligt skulle være blandt sponsorerne til det nye anlæg - og jeg fik højtideligt overrakt et eksemplar af Thue Christiansens litografi samt yderligere et eksemplar til borgmester Agnethe Davidsen.

Tilbage i Nuuk snakkede jeg med borgmesteren om historien - og vi var noget forvirrede, fordi hverken undertegnede - informationschefen - eller borgmesteren kendte noget som helst til, at kommunen skulle have sponsoreret et isbjørneanlæg.

Det lykkedes os ikke at opklare mysteriet før et års tid senere, hvor jeg tilfældigvis nævner tildragelsen for den tidligere formand for Nuup Kommuneas tekniske udvalg, Aggooraq Lynge. Han slår et stort grin op - for han vidste lige nøjagtig, hvad der var sket.

Han var i sin tid blevet ringet op af en entreprenør fra Nuuk, som bad om tilladelse til at fjerne en stor sten fra arealet neden for lufthavnen i Nuuk. Stenen skulle bruges som udsmykning i Aalborg Zoologiske Have. Tilladelsen blev givet på stedet - men Aggooraq føjede spøgefuldt til, at entreprenøren endelig måtte huske at fortælle, at stenen var sponsoreret af Nuup Kommunea.

Sådan gik det til, at jeg blev modtaget i zoo som sponsorrepræsentant. Ret skal være ret, så jeg tilbød på stedet Aggooraq litografiet - men den venlige mand syntes nu, at jeg skulle beholde det. Så nu har billedet sin plads i ”Grønlandssalen” her i det lille hus på Øland.

På Kanten, Nordjyske 1. juli 2022