Rådhuspandekager

Københavnsk specialitet

Selv om jeg ikke interesserer mig for sport, er det ikke forbigået min opmærksomhed, at en dansker har vundet et cykelløb i Frankrig.

Det er heller ikke forbigået min opmærksomhed, at cykeltossen onsdag skal modtages på rådhuset i København, hvor han skal trakteres med de berømte rådhuspandekager.

Det må forventes, at en god del af den danske befolkning vil pjække fra arbejdet for at følge begivenheden - enten in situ eller på fjernsynet, så her kommer opskriften på rådhuspandekager, der traditionelt er fyldt med abrikos og vanillecreme.

Jeg har faktisk selv prøvet at blive trakteret med rådhuspandekager. Jeg var i en årrække medlem af en meget eksklusiv forening for informationschefer i nordiske hovedstæder. I 2004 holdt vi vores årlige møde på rådhuset med Københavns kommunes daværende kommunikationschef Jan Horskjær som vært. Her blev vi selvfølgelig budt på pandekagerne og tilhørende mousserende vin. Måltidet blev indtaget på taget af rådhuset - langt over balkonen, så det var virkelig et topmøde. Langt højere end Vingegaard kommer onsdag.

Sådan laver jeg rådhuspandekager, som jeg erindrer dem.

Start med pandekagerne. 150 gram hvedemel, 3 æg, 4 dl mælk, 1 spsk sukker, lidt salt og 50 g smeltet smør røres sammen til en flydende dej. Sukkeret er nødvendigt af kosmetiske grunde, fordi det karamelliserer under stegningen og giver en fin farve. Steges på en pande med lidt smør. Sættes til afkøling.

Så skal der laves creme. Her snyder jeg og bruger pulver fra Tørsleffs eller Dr. Oetker. Det smager glimrende og virker fint i sammenhængen. Det var sikkert også det trick, københavnerne brugte i 1967, da der blev serveret 70.000 rådhuspandekager i forbindelse med Københavns 800-års fødselsdag.

Til gengæld lavede jeg selv abrikosmarmelade. En pose tørrede abrikoser koges i 1,5 dl vand og 75 g sukker i en halv time. En tur i blenderen - og så er det klar.

Pandekagerne smøres med abrikos, en stribe creme placeres i midten - og pandekagen foldes eller rulles sammen. Herpå drysses hakkede mandler og lidt appelsinskal revet med det julienne-jern, som bør findes i enhver ordentlig husholdning, som ikke vil gå ned på udstyr.

Og så er man ellers klar til at se TV-transmission fra Københavns rådhus.

P.s. Pandekagen til højre fik lidt ekstra fyld af pædagogiske grunde, så man tydeligt kan se princippet. Al den creme er næsten for meget, hvis man da ikke lige er en slikmund - som jeg er...

Ruths Spritz

 Uge 29 på Øland

Foto: Anne Frandsen

Skagens berygtede Hellerup-uge lakker mod enden, men siden det er uge 29, ville jeg lørdag eftermiddag med på vognen. I al diskretion og uden nyfigne tilskuere fra Se & Hør-segmentet.

Jeg var som sædvanligt vært ved den lille families årlige grill-fest, så jeg benyttede lejligheden til at byde gæsterne velkommen med cocktailen Ruths Spritz, som det berømte Skagen-hotel angiveligt sælger flere end 6000 glas af - alene i Hellerup-ugen.

Det er forholdsvist nemt at lave Ruths Spritz. Man tager en del Lillet (fransk vermouth), en del vodka og en del jordbær-mousse, shaker det og hælder det på glas. Så topper man op med en isterning og en sjat crémant, der bobler op med det fineste lyserøde skum. Festligt, sommerligt og uden den velkendte Aperol Spritz bitterhed.

Vi lagde ud med frokost på Hotel Klitrosen i Slettestrand. Derefter en sightseeing i pastoratet, hvor vi besøgte så forskellige steder som Lyngmøllen ved Grønnestrand, Galleri Kunst ved Kysten, Naturbruget Tranum og Brovst Speedway-stadion.

Foto: Henrik Jespersen

Vi ankom til parcellen ved 16-tiden. Efter velkomstdrinken gik det løs med almindeligt druk, bærplukning og så middag med stenbiderrogn, grillede lammekoteletter, min klassiske hjemmelavede kartoffelsalat og mormors jordbærkage. Vinene var tysk pap-riesling, Mâcon Azé fra Bourgogne og en sød cava.

Straffen for dette løsslupne vellevned udeblev heller ikke. Jeg tåler dårligt spiritus på mine gamle dage, så søndag morgen døjer jeg med trælse tømmermænd, som kun tiden kan læge. Så kan jeg jo lære det!

Smiley

Høsttid

Selvgjort er velgjort. Så nu nyder jeg værdien af egen avl fra nyttehaven og smiler over hele femøren.

I weekenden begyndte jeg med kartoflerne. De er små, og udbyttet står slet ikke mål med anstrengelserne. Men hjemmeavlede kartofler skal jeg altså have. Jeg kan ikke lade være, selv om det i min lille husholdning både ville være nemmere og billigere at bruge købekartofler. De blev sat sent - lige før jeg tog til Grønland i maj - så det er faktisk også lidt sent, at jeg har egne kartofler. Normalt stiler jeg mod grundlovsdag, men sådan gik det altså ikke. Årets sort er i øvrigt Hamlet.

Så har jeg også høstet den første agurk. Det er gået hurtigt. De blev først plantet i midten af juni, men varmen har gjort sit - og de kommende dage bliver der langt flere agurker, end jeg selv kan nå at spise.

Så er der mirabeller. Magda Jensen fra et ungt træ, som først nu er begyndt at give. Ikke nok til at jeg gider gå i gang med hverken syltetøj eller saft, så de kommer i fryseren - og så må vi se, hvad der kommer ud af det en gang.

Der er også kirsebær. I tusindvis. De er små og sure. Dina brugte dem gerne til saft, men det gider jeg ikke. Tværtimod. Det skal være slut nu. Kirsebærtræerne skygger ved spisestuen, så øksen ligger ved træets fod - og jeg fælder nok alle kirsebærtræerne i løbet af vinteren.  Men i år får fuglene altså glæden af kirsebær i rå mængder.

I den kommende uge er solbærrene klar. Dem skal jeg nok få noget ud af. Sikkert syltetøj. Og der er også snart blommer, som kan forvandles til blomme i madeira. Og så er der persille. Masser af persille. Det voksede fra mig sidste år og skød i frø, så nu dukker der persille op de mærkeligste steder i haven. Naturens gang. Det er nu heller ikke så ringe.

Mit liv som sportsjournalist

På udebane

Intet interesserer mig mindre end sport. Jeg forstår simpelthen ikke konceptet.

Jeg kan ikke se ideen i at være hurtigst, være bedst eller hvad det ellers går ud på. For mig er det tilstrækkeligt at nå tingene og gøre dem så godt som muligt. Alt det der med at være bedst og hurtigst er spild af tid, for det er en stakket frist, før der er en eller anden, der er endnu bedre eller hurtigere. For mig er godt nok tilstrækkeligt.

Så jeg er mildest talt på udebane, når jeg skal skrive om sport, for det kan jeg ikke helt undgå, når der skal skæres hakkelse i døgnets rejsestald. Lørdag skulle jeg dække et stort jubilæumsshow på Brovst Speedwaybane, hvor der blandt andet var et par tidligere verdensmestre på programmet. Heldigvis har jeg en god baggrundskilde i miljøet, så jeg fik hurtigt lagt en plan for, hvordan opgaven skulle løses.

Larmen på et speedwaystadion er i sagens natur infernalsk. Blandt andet fordi arrangørerne åbenbart mener, at der skal spilles høj popmusik, når motorcyklerne ikke larmer. Det forstår jeg ikke rigtigt - altså det med musikken. Brovst Speedwaybane ligger langt uden for byen midt i den skønneste natur, hvor fuglene synger.

Men lidt fascinerende var det også. Som journalist havde jeg adgang til midten af banen - og jeg kunne ikke sige mig fri for at nyde larmen lidt. Surround for fuld udblæsning. Noget helt andet end hjemme i stuen foran fjernsynets surround-højttalere.

I øvrigt viste den tidligere verdensmester - det er selvfølgelig den lokale Hans Nielsen, jeg hentyder til - at være forbløffende nem at tale med, så jeg slap for at stille forkrampede sportsjournalist-spørgsmål af typen: "Kan du sætte ord på, hvad du tænker..." eller "hvor vigtig er sejren?".

Der kom to små artikler ud af lørdagens arbejde. Jeg synes selv, at jeg slap godt fra det. Især når man tænker på, at jeg ikke interesserer mig spor for sport. Artiklerne kan læses her og her.

Jeg fortsætter i øvrigt i sporet. På lørdag skal jeg dække et ringridnings-stævne i Slettestrand...

Ribsgele

Høsten er begyndt

Netop nu bugner havens ribsbuske af bær, så det er nu, der skal høstes.

Ribs skal tages tidligt - dels for at komme før fuglene, dels fordi pektin-indholdet er højest først på sæsonen. Og pektinen er vigtig, når man bruger ribs til gele, fordi pektin er det stof, som får geleen til at stivne.

Buskene er ikke beskåret i nogle år, så jeg høster på den hårde måde. Klipper grenene af og sidder mageligt ved et bord og plukker bærrene af. Det er hyggeligt, hvis ellers vejret er med på den - og det var tilfældet torsdag eftermiddag, hvor jeg også havde besøg af Marie, der aftager de fleste af mine afgrøder. Jeg har droslet voldsomt ned på grøntsager efter Dinas død, men helt kan jeg ikke stoppe, fordi jeg elsker at nusse i haven, selv om jeg ikke har så meget at bruge tingene til.

Jeg tog et kilo ribs, som jeg kogte i en kvart liter vand i 20 minutter. Herefter siede jeg det gennem et klæde og lod det stå natten over til afdrypning. Så fik saften et opkog og blev smagt til med et glas honning og lidt stevia. Egentlig har jeg altid brugt pund til pund-metoden - altså et pund saft til et pund sukker, men på grund af min diabetes holder jeg lidt igen med sukkeret.

Herefter tog jeg en kvart liter saft fra, som jeg skal bruge til at koge rødkål i til jul. Det kom i fryseren.

Resten - omkring trekvart liter blev så til gele. Inden jeg hældte det på glas, prøvede jeg lige gelerings-testen (rynkemetoden - se her). Den faldt ikke helt tilfredsstillende ud - sikkert på grund af det lave sukkerindhold - så geleen fik lige en håndfuld husblas for en sikkerheds skyld.

Geleen blev hældt på skoldede og atamon-skyllede glas, så jeg ikke risikerer mug på de gode sager. Bemærk, at jeg ingen skrubler har med hverken kødbaseret husblas eller atamon. Den slags er blevet brugt i de danske køkkener gennem de seneste hundrede år - og det ser jeg ingen grund til at ændre på, selv om verden er gået af lave med veganere og klimatosser til at sætte dagsordenen.

Så nu har jeg gele til efterårets saucer. Især til forloren hare og til andesovs er ribsgele det lille pift, som giver den ekstra gode smag.

Tage takker af

En  æra er slut

Det blev til en bette klump i halsen, da Tage Christensen fredag eftermiddag lukkede AT-Havecentret i Østergade for sidste gang. Det hyggelige havecenter med det store udvalg og den gode rådgivning har gennem 35 år været det lokale havefolks foretrukne livline, når det kribler i de grønne fingre.

- Men nu går den ikke længere. Helbredet kan ikke helt følge med, erkender den 82-årige gartner, der nu gennem næsten 60 år har været selvstændig erhvervsdrivende.

- Men jeg har nu ikke tænkt mig at trille tommelfingre, selv om vi nu lukker i Østergade. Vi har jo fortsat blomsterbutikken i Jernbanegade – og her har jeg da tænkt mig at fortsætte med sommerblomsterne.

- Jeg er jo ikke typen, der kan sidde stille, så jeg skal helst have noget at makke med hele tiden. Så jeg bliver ved på en eller anden måde, så længe jeg kan, siger Tage Christiansen.

Men først er der en lille familiefest, der skal klares. For den 12. juli står den på diamantbryllup sammen med Annelise, der har været Tages tro følgesvend i alle årene som selvstændig.

- Ikke nogen stor fest, men den nærmeste familie. Familien betyder meget for mig, så vi kommer nok ikke uden om en lille fest, siger Tage Christensen med det velkendte lune glimt i øjet.

Til efteråret er det 60 siden, at Annelise og Tage Christensen åbnede deres første blomsterbutik i Brovst. Siden blev det til nogle år i Halvrimmen, og i 1988 vendte parret tilbage til Brovst, hvor de åbnede det store havecenter på Østergade.

For snart ti år siden rykkede blomsterudsalget og det efterhånden store gaveudvalg til butikken i Jernbanegade, som drives af børnene.

Tage Christensen beholdt dog bygningerne på Østergade som sit eget ikke helt lille beskæftigelsesprojekt, der har fungeret som et popup-havecenter med åbent i nogle måneder hvert år, når forårssolen fik magt – og så frem til omkring 1. juli.

Nu er det slut – og haveejerne må fremover til blomsterbutikken i Jernbanegade, hvis de har brug for et haveråd fra den meget vidende og populære gartner.

Artiklen blev publiceret første gang på Ligeher.nu den 2. juli. Den findes også i ugens udgave af Ugeavisen Fjerritslev Brovst. Jeg har gennem mange år fået masser af gode haveråd af Tage, så jeg er glad for, at jeg til gengæld fik lov til at skrive denne artikel.

Købemad

Tapas-to-go

Fredag aften droppede jeg køkkentjansen og henfaldt til et tilbud fra den lokale gourmetrestaurant Carnhed's Corner i Brovst: En såkaldt tapas-to-go fint pakket i en papkasse med engangsbestik til at tage med hjem formedelst 200 kroner.

Dybest set er det ikke andet end en slags platte med seks forskellige småretter, som man så kan nyde foran fjernsynet eller i haven, som man nu lyster.

Der var sådan set ikke en finger at sætte på hele arrangementet. Det smagte udmærket, men alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Det er ikke restaurantens skyld, men det sker ofte, når jeg enten spiser ude eller tager noget med hjem: Jeg bliver let skuffet, for jeg kan ikke frigøre mig fra, at det kunne jeg sagtens selv have lavet - og sikkert også meget bedre. Men dovenskaben leve...

Jeg har et lidt anstrengt forhold til moderne gastronomi, hvor tingene gerne skal have et tvist og laves på en ny og helst kompliceret måde. Jeg er traditionalist og har ikke det store behov for at tviste tingene - og så har jeg en dogmeindstilling, hvor jeg som regel laver maden så enkel og ukompliceret som muligt.

Men bevares, Jeg anerkender markedets behov for at komplicere og pynte tingene som Potemkin-kulisser. Ellers er det sikkert heller ikke muligt at sælge to slags fisk, et par skiver skinke, et par ostegnallinger og en kage til 200 kroner uden servering.

Den såkaldte tapas blev leveret med "hjemmebagte manitoba-boller" lavet på øl. Den holdt ikke. Flot krumme, men alligevel lidt for stor og lidt for tør. Det medfølgende urte/hvidløgssmør smagte hverken af smør, urter eller hvidløg.

Osteserveringen var temmelig uharmonisk. Koryfe - havarti fra Arla Unika var tør og smagløs, mens blåskimmelosten Frygtløs fra Mammen var alt for salt og stærk i sammenhængen.

Til gengæld var den afsluttende brownie serveret i et papkrus helt oppe at ringe. Kagen var ubagt på den gode måde og nærmest flydende med skovbær-kompot, lemon curd, honning og karamel og toppet med crumple af nødder, chokolade og marengs. Det smagte dæl'me godt - og det kunne jeg nu nok ikke selv have lavet sådan lige uden videre.

Lørdag aften var jeg tilbage i sporet igen. Selvgjort er velgjort. Stegt svinelever paneret i rugmel og hjemmelavet kartoffelsalat. Til dessert sæsonens første mormor-jordbærkage med makroner i generøse mængder. Sådan god gammel husmandskost går man nu ikke skævt af...