søndag den 24. juli 2011

Leopardsnegl

Se godt på sneglen til venstre. Det er en leopardsnegl og en rigtig "dræbersnegl", som har vist sig at være havejernes bedste ven i kampen mod den iberiske skovsnegl - bedre kendt som dræbersneglen.
Sådan i halvmørket ved skumringstid, hvor alle sneglene vælter frem, kan det måske være lidt svært at se forskel - og der bliver sikkert dræbt en del uskadelige snegle på den konto. Men det betaler sig nu at se ordentligt efter, for netop leopardsneglen er i følge en norsk undersøgelse en af de mest effektive bekæmpere af dræbersnegle.
Leopardsneglen, der også kaldes kældersnegl eller plettet gråsnegl, trives ikke godt sammen med dræbersneglen - og det ser ud til, at det er den grå kæmpe, som vinder. Den spiser dræbersneglens æg, og den spiser også ungerne, samtidig med at den bider og sårer de voksne dræbersnegle - altsammen med det resultat, at dræbersneglene går tilbage i områder, hvor der er leopardsnegle.
Så det kan altså betale sig at se sig godt for, når man er på sneglejagt i haven. I min have har vi desuden en del vinbjergssnegle, så det er udelukket at bruge gift - bekæmpelsen af dræbersneglen, der er ganske talrig i området, må altså foregå manuelt. Syv, ni, tretten og bank under bordet - ind til nu har jeg kun haft en god halv snes stykker i år, så måske har indsatsen de forrige år allerede båret frugt.
På billedet ses leopardsneglen sammen med en dræbersnegl - antog jeg i hvert fald - men helt sikker er jeg nu ikke. Det kunne også godt være en brun skovsnegl. Vil man være helt sikker, har Naturstyrelsen lavet en net-nøgle til at bestemme havens snegle.

Jesper

7 kommentarer:

Rose sagde ...

Tak for din artikel om Leopardsneglen. Den fandt jeg, da jeg googlede efter at have fundet en stor leopardsnegl i min have i går. Den er jo både flot og nyttig, så den vil jeg værne om fremover.
Mvh
Rose

Anonym sagde ...

Også tak herfra. Stod klar med skovlen da jeg så din artikel.

Jesper Hansen sagde ...

Tak for kommentarerne. Jeg er glad for at gøre nytte...
mvh
Jesper

Runa sagde ...

Tusind tak for info :-)

Karen Bøggild sagde ...

Hej Jesper. God info og bekræfter mig blot i mit (store)arbejde med at fjerne dræbersneglene, hvor vi stille og roligt arbejder os op på højt niveau, hvad angår fjernelsen og ikke mindst det at spotte dem angår :) MEN Jesper - deres æg ! Dem har vi nu fundet ud af hvordan ser ud og hvor de typisk lægger dem. Vi har forsøgt os med kogende vand og med salt. Vi er jo desværre ikke nok i sommerhuset til at vi kan se resultatet og ved at følge dine link kunne jeg ikke umiddelbart finde noget om deres æg - og ikke mindst hvordan de bedst udryddes. Har du en ide ?

Jesper Hansen sagde ...

Hej Karen
Hvis jeg finder æg, lægger jeg dem simpelthen i en plastikpose, binder en knude på den og smider den i skraldespanden. Æggene overlever næppe en tur på forbrændingen!
Du kan læse mere om dræbersnegle og deres bekæmpelse her: http://www.bolius.dk/alt-om/skadedyr/artikel/draebersnegle/
Forresten har vi en del vinbjergsnegle her på parcellen - og vi kan derfor ikke bruge ferramol i bekæmpelsen. Min nabo har opfundet en sneglefælde bestående af to fliser med en lille sten imellem. Han lægger gift og madding mellem fliserne - og da mellemrummet ikke er ret stort, kan snegle med hus, som for eksempel vinbjergssneglene, ikke komme ind til giften. Dræbersneglene derimod har jo ikke hus - og går lige i fælden, hehe...

Jesper

Karen Bøggild sagde ...

Har lige tilføjelse til dræbersnegle-æg. De ligger som regel i klynger af reder af 3 eller 4 stk. Sjældent kun 2. Jeg brugte salt i år, men næste år tror jeg at jeg vil prøve din ide, Jesper, med at putte dem i en pose, men det kræver at der er en ske med til at samle dem op. Jeg fandt vel godt 50 reder, så det blev til en del salt. Bliver vi lige så hårdt ramt næste år, vil jeg derfor prøve den anden metode. Jeg er nemlig stadig i tvivl om kogende vand er nok. Til gengæld havde vi stort held med at lade døde dræbersnegle ligge og bruge dem som 'madding' og så tage flere på en gang :) Nu er det vinter og Grønland igen, så vi kan lade op :)