tirsdag den 5. juli 2011

Blå mosaikguldsmed
















Jeg har sagt det før - og jeg gentager det gerne: Guldsmedefamilien er med 6500 arter lidt af en jungle at holde rede på.
Jeg vil derfor ikke lægge hovedet på blokken, men nok bloggen på, at denne flotte guldsmed er en såkaldt blå mosaikguldsmed.
Den sad i dronningebusken her til morgen - helt stille og ganske længe. Hvad den egentlig lavede, skal man vel være guldsmed for at forstå - men blomsterne fra dronningebusken dufter jo herligt, og så var der dejligt lunt på stedet midt i morgensolen.
Nu er der jo nok et par af bloggens læsere, som vil mene, at det er en lidt vidtløftig påstand, når jeg hævder, at det er en blå mosaikguldsmed - for der er sandt for dyden ikke meget blåt på dette kæmpeinsekt, der nærmer sig de 10 centimeter i længden. Men det skyldes - efter hvad jeg har kunnet læse mig til - at hunnen hos den blå mosaikguldsmed er grøn og brun - i modsætning til den grønne mosaikguldsmed, som er udpræget blå. Forresten er den blå mosaikguldsmed jævnt udbredt over hele landet, hvorimod den grønne mosaikguldsmed fortrinsvis findes på Sjælland og i Sydvestjylland - så mon ikke det alligevel er en blå mosaikguldsmed?

Jesper

Ingen kommentarer: